Af Carl C. Christensen
I
Hvor den snorlige Gothersgade nu ligger, endte i gamle Dage København ad denne Kant, og Fæstningsværkeme gik da fra nuværende Nørrevoldgade, forbi Rosenborggade, Landemærket, Møntergade, Regnegade og Grønnegade til Kongens Nytorv, som først blev anlagt omkring 1670. Mellem Østergade og Lille Kongensgade, hvis Navn da blot var Kongensgade, stod ude paa det nuværende Torv den store og statelige Østerport med sin Voldgrav og Vindebro. Denne Port flyttedes i 1647 ud for Enden af den senere Store Kongensgades Forlængele, (daværende Ny Østergade, ikke at forveksle med den nuværende af samme Navn), men allerede 5 Aar i Forvejen var man begyndt at sløjfe Fæstningslinjen langs de ovenfor nævnte Gader, og Østervold blev da anlagt som Fortsættelse af Nørrevold.
Udenfor det gamle Fæstningsterræn begyndte man da at rejse en ny Bydel, det nuværende Kvarter omkring Store Kongensgade, Borgergade og Adelgade, som saaledes kom til at ligge indenfor den ny Fæstningslinje, men først under Frederik den Tredje kan man regne med, at den nye Bydel har staaet nogenlunde færdig.
Det er baade morsomt og lønnende at foretage nogle Smaavandringer i dette Kvarter, hvor en meget stor Del af Husene skriver sig fra det 17. og 18. Aarhundrede, uberørt som de er af Byens store Brande i 1726 og 1795, der skaanede disse Bydele.
Naar vi begynder med Borgergade, træffer vi paa Hjørnet af denne og Gothersgade en morsom, meget gammeldags Vinkælder, der blev grundlagt den 26. Oktober 1768 af Vintapper Bartholomæus Hansteen og som i de svundne 157 Aar stadig har ligget paa det samme Sted. Kun tvende andre Vinkældere i København kan gøre den Rangen stridig med Hensyn til at have været uafbrudt paa samme Sted i et lignende Spand af Aar, og det er Brennings Vinkælder paa Hj. af Løvstræde og Købmagergade; denne er dog betydelig ældre, thi den nævnes allerede i 1634. Den anden er Ernst Hviids Kælder paa Kongens Nytorv, der har været drevet som Vinkælder uafbrudt siden Midten af det 18. Aarhundrede.
Gaar vi ned ad Borgergade, træffer vi paa den gamle Landevej til Helsingør, den nuværende Helsingørsgade, og lige overfor denne i Nr. 14 ser vi over Husets Gadedør en Tavle, i hvilken der staar Indhugget Ordet "Landgreven". Det er Husets gamle, oprindelige Navn, og rimeligvis har her i det 17. Aarhundrede ligget en Gæstgiveraaard eller Traktørsted med dette Navn. Til Ejendommen hørte i sin Tid en mægtig, stor Have, men da den store Pest "Den sorte Død" rasede i Danmark i det Herrens Aar 1711. blev "Landgreven" omdannet til en Assistens Kirkegaard, thi Kirkegaardene omkring Byens Kirker kunde ikke tage alle de mange, der døde af Pesten. - Kirkegaarden strakte sig fra Nr. 14 bagom de tilstødende Ejendomme til Nr. 30, gik herfra ud til Store Kongensgade Nr. 27 samt til Gothersgade Nr. 14, altsaa et temmelig stort Areal.
I sin Tid maa der have været ret livligt paa denne Kirkegaard, thi de omboende benyttede den hyppigt som Tørreanstalt for deres Vasketøj, ligesom mange slog sig ned her paa Gravstederne med Mad- og Drikkevarer.
Da Assistens Kirkegaard paa Nørrebro blev anlagt i 1760, nedlagdes "Landgreven" tilligemed de andre Assistens Kirkegaarde, nemlig "Linden" i Fiolstræde. "Wismar" paa Gammelholm og den, der var beliggende mellem Gothersgade og Aabenraa.
Ikke langt fra "Landgreven" ligger Nr. 36, den gamle Kobbersmedeejendom, og paa dennes 1. Sal boede i 1840'erne en Figurantinde (d. v. s. Balletdanserinde) ved Navn Louise Rasmussen, og efter dem daværende Ejers, Kobbersmedemester Baus, Sigende "rendte der saa mange Herrer her" for at besøge den da ret kendte Dame. Fra denne Ejendom rejste Louise Rasmussen en skøn Dag til Paris for at blive uddannet som Modehandlerinde og da hun kom tilbage, etablerede hun sin bekendte Modebutik med "Drejedukken" i Vimmelskaftet 38 i Stueetagen. Faa Aar efter hed hun ikke mere Louise Rasmussen, men Grevinde Danner og var da blevet gift med Frederik den 7.
Overfor denne Ejendom ligger en af Byens ældste Bagergaarde i Nr. 27, og inde i Gaarden vil man her træffe paa en morsom, gammel Bindingsværksbygning, der vistnok skriver sig fra Gaardens allerældste Dage. Selve Bageriet skriver sig fra det 17. Aarhundrede, og saa langt tilbage som til Aaret 1694 kendes her en Bager ved Navn Christen Didrichsen, saa man maa kunne regne med, at der i Ejendommen, har været drevet Bageri uafbrudt i ca. 250 Aar.
Længere henne i Borgergade ligger Nr. 67, der af Ejendommens nuværende Ejer for ca. 2 Aar siden er ført tilbage i sin oprindelige Skikkelse, saa at Huset nu er blevet en Pryd for den ellers saa prunkløse Borgergade.
I Midten af 1860erne boede i denne Ejendoms Kælder en Spækhøker Tang. hvis Kone "Mutter Tang", var bekendt for sit Udsalg af dejlige, varme Kartofler, stegt Lever, kogt Klipfisk, stegt Yver, Lammehoveder og andre rare Sager.
"Mutter Tang" havde en meget stærkt søgt Forretning, og i det hele taget dreves i sin Tid stor Omsætning med varme, kogte Kartofler, en Næringsvej, der nu næsten helt er forsvundet fra de mange Smaakældere rundt omkring i Arbejderkvartererne.
I Prinsensgade paa Hjørnet af Adelgade fandtes saaledes for mange Aar siden i Eiendommen "Tordenskyen", en Kælder, fra hvilken der solgtes varme, pillede Kartofler og disse var anbragt paa Fortovet i en Balle, tildækket med en Pude, medens selve Ballen stod paa en Træfod. Denne Forretning søgtes foruden af Arbejderfamilierne tillige af Soldaterne fra Kasernerne i Kronprinsessegade og Sølvgade. For en billig Penge fik "Jenserne" da de dampende Pillekartofler i Kasketten, lidt Salt paa Kasketskyggen, og i Ilmarch gik det da til "Mutter Tang" for at købe ½ Lammeboved eller et Stykke stegt Lever. Maaltidet Indtoges da staaende paa Gaden; nøjsomme Tider dengang.
Selve "Tordenskyen" var en Slags Logihus, hvor man for 4 Mark om Ugen kunde faa et Værelse med Seng og 1 Stol.
Efter endt Maaltid skulde Soldaten da have en Cigar eller en Kardus Tobak, som oftest af det kendte, men ikke yndigt duftende Mærke "Soldatens Fryd", og det fik han hos Tobakshandleren, paa hvis Yderdøre, som var lukket tilbage mod Husets Vægge, der var anbragt malede Skilte, forestillende en kobberrød Indianer, der dampede paa en lang Fredspibe eller en elegant klædt vestindisk Planter, lænet til nogle mægtige Vareballer, og som stod med en kulsort Cigar i Munden.
Skraas overfor "Mutter Tang" laa den gamle Vognmandsgaard med det grønne Træ udenfor paa Fortovet. Dette Træ og saa Træet udenfor Brændevinsbrænderen i Vester Voldgade var de næstsidste Fortovstræer her i Byen; nu er de forlængst forsvundne. De sidste Træer paa Fortovet er vistnok nu dem, der staar paa Hjørnet af Sct Annæplads og Amaliegade.
Borgergade har endnu i vore Dage bevaret Præget af at være en By i Byen, der er noget vist provinsielt, noget gammeldags over den. Man føler sig hensat til længst forsvundne Dage, de fleste Beboere kender hinanden og deler hinandens Glæder og Sorger.
Man hører hjemme 1 Borgergade, man gør sine Indkøb her i de gamle, kendte Forretninger, og det falder næppe nogen ind at gaa bort fra disse for at gaa hen i de nærliggende Strøgforretninger.
Borgergade er en hyggelig, gammeldags Provinsgade midt i Storstaden København. Gid den endnu 1 mange Aar maa bevare det Præg.
(Social-Demokraten 6. februar 1926)
Af Carl C. Christensen
II
Parallel med Borgergade ligger den brede, anselige Adelgade, der udmunder i den af Christian den 4. anlagte lille Marineby, Nyboder.
Gaar man gennem denne Gade, vil man endnu over en Del af Gadedørene finde bevaret indmurede Skilte, paa hvilke man ser forskellige Attributer til Brændevinsbrænding og den fra disse uadskillige Bjørnefigurer, som tilkendegiver, at der i Midten af det 18. Aarhundrede her har resideret en Brændevinsbrænder.
Brændevinsbrændere eksisterer ikke mere, nu da der er gaaet Storindustri i denne Profession, og den er monopoliseret.
Et særlig smukt gammelt Skilt vil man saaledes kunne finde over Ejendommen Nr. 102, Hj. af Kierkegade, og hor findes indhugget Navnet Peter Bentzen samt Aarstallet 1760.
Bentzen var Brændevinsbrænder og var gift med Enken efter Brændevinsbrænderen i Nr. 101. Kjærsgaard, hvis Datter, Dorthea, var gift med Digteren Johannes Ewalds Ven, Amtskirurg Thonning. Det var ved Dorothea Thonnings Død i 1772, at Ewald skrev sit dejlige Sørgedigt "O, forskaan mig vise Daare, træt ej længer med Naturens Røst!"
Gaar man ind i Adelgades Gaarde, ser man den Dag i Dag adskillige smukke og maleriske, saavel aabne som lukkede Svalegange. Saadanne er jo snart helt forsvundne fra København, hvor man endnu, foruden i Adelgade, vil kunne træffe disse i den Del af Pilestræde (den tidligere Springgade), der støder op til Landemærket, samt paa Christianshavn.
En særlig smuk Svalegang træffer man i Adelgade Nr. 22. Den er fuldstændig aaben, 3 Etager høj, og saa vel Forhusets som Baghusets Trapper er anbragt inde i denne, altsaa uden paa Bygningerne.
Faa Huse derfra, i Nr. 26, er der ligeledes en 3 Etagers Svalegang, og i Nr. 48 vil man finde et ganske interessant Gaardinteriør med et enkelt Træ. Gaar man op i denne Ejendoms Baghus, der kun er 2 Etager højt, ser man, at der ude paa Trappegangen i hver Etage er anbragt et aabent Ildsted, hvor Beboerne i fordums Dage kunde tilberede deres Mad. Saa primitive var Forholdene i sin Tid for de mindre bemidlede.
Den Husrække der gaar fra Gothersgade til Dronningens Tværgade, havde i sin Tid Baghusene vendende direkte ud mod Kongens Have, der tidligere, inden Kronprinsessegade anlagdes ved Aar 1800, havde en langt større Udstrækning end nu.
En af de største Grunde er Nr. 27, hvor "Tømrerkroen" ligger med sit pragtfulde gamle Smedejerns-Laugsskilt over Porten mod Gaden, og denne Ejendom rar i 1794, altsaa for 131 Aar siden. Hovedsædet og Skuepladsen for den første store Arbejdsnedlæggelse i København.
Allerede saa tidligt som i 1782 var Tømrersvendene begyndt at røre paa sig for at faa lønforhøjelse, men uden nogetsomhelst Resultat, og i 12 Aar gik det da med jævnlige Rivninger mellem Mestre og Svende.
I Juli Maaned 1794 bryder det da endelig løs for Alvor, og Anledningen var, at Svendene hos Tømrermester Hall krævede Lønnen forhøjet fra 2 Mark til 2 Mark 8 Skilling daglig.
Hall vilde ikke indgaa herpaa og klagede over sine Svende til Tømerlauget, der afviste Klagen med den Besked, at han maatte selv komme overens med sine Svende. Disse gik til deres Oldgesell Wagenknecht, og nu var Spillet gaaende, thi samtlige københavnske Tømrersvende besluttede da at kræve Lønforhøjelse.
Man forhandlede med den til alle Tider haardt prøvede Københavns Magistrat, som imidlertid intet formaaede, men da indtraf der en Begivenhed, der virkede som en Gnist i en Krudttønde.
Hos Tømrermester Hallander arbejdede der nemlig 3 tyske Svende, som ønskede at rejse og i den Anledning anmodede ham om Afskedssedel, hvilket han nægtede at give dem, da han den Gang havde meget Arbejde. Svendene vilde imidlertid ikke fortsætte med deres Arbejde hos ham, og Politimester Flindt fik da med Sagen at gøre, hvilket resulterede i, at 2 af Svendene blev arresterede samt idømt 6 Dages Vand og Brød (!).
Saasnart de andre Tømrerøvende erfarede dette, nedlagde de Arbejdet 1 København den 30. Juli, og Politimesteren maatte nu forhandle med Oldgesellen, hvem han lod arrestere, og samme Skæbne led Oldgesellens Efterfølger. Begge blev idømt saa haarde Straffe som henholdsvis 3 og 6 Ugers Forbedringshus.
Svendene, der var forsamlede i Tømrerkroen, lod sig ikke afskrække; men holdt paa, at de ikke vilde gaa i Arbejde, førend der var garanteret dem de 8 Skilling, og end ikke "en Forligsmand", Præsten Rørbye, der mødte op i Kroen, kunde faa dem overtalt.
Sluttelig blev der udkommanderet 200 Soldater, som stillede i Adelgade, hvor de arresterede 202 Tømrersvende, som blev ført til Kastellet. Den 6te August faldt Dommen over de arresterede, hvoraf 122 fik 4 Maaneders Arbejde i Jern og 1 fik 6 Maaneders, medens Resten slap fri.
Som Følge af denne haarde Dom etablerede Størstedelen af de øvrige københavnske Haandværkssvende en Art Sympatistrejke, dei kom til at omfatte ca. 2000 Svende eller med andre Ord over Halvdelen af Haandværkssvendene.
Den 12te August ophævedes dog Arbejdsnedlæggelsen, og Tømrerne gik atter i Arbejde med det Resultat, at de opnaaede en Lønforhøjelse af de paakrævede 8 Skilling.
Ikke langt fra "Tømrerkroen" ligger som Nr. 37 Børneasylet, og hvor denne Ejendom nu er, laa tidligere en af de saakaldte "Pjaltenborge". Dette Navn var et Fællesnavn for Datidens uhumske og hygiejniske Logishuse, hvor Samfundets usleste Medlemmer kunde faa et meget daarligt Natteleje for 2 a 4 Skilling.
Det mest kendte af disse Logishuse var det fra "Juliehopsasa"-Visen kendte paa Hj. af Aabenraa og Rosenborggade, medens et andet laa i Peder Hvidtfeldsstræde Nr. 12.
Huset i Adelgade hed "Hvide Ross", og det kunde rumme ca. 230 Beboere. For de fattigste af disse var der i Forhuset oven over Hanebjælkerne (I) Indrettet 7 Beboelseskamre, og paa Loftet i Baghuset fandtes 10 Beboelseshuse med Bræddeskillerum. Til Opvarmning af disse usle Rum fandtes nogle Potteovne, der selvfølgelig ikke kunne afgive megen Varme.
Faa Skridt fra det tidligere "Hvide Ross ligger Dronningens Tværgade, der indtil 1800 var en lukket Gade, som endte blindt ved Plankeværket mod Kongens Have. Den Del af Gaden, der gaar fra Adelgade til Kongens Have, kaldtes i det 18de Aarhundrede for "Sorte Christians Krog", og dette Navn hidrørte fra et Beværtningssted med en meget stor Have, der strakte sig, hvor nu Kronprinsessegade er.
Selve Beværtningsstedet laa paa det nuværende Nr. 55 (altsaa Dansesalonen "Kæden"), og Navnet "Sorte Christian" stammer efter al Sandsynlighed fra Gartner og Øltapper Christian Hector, der købte Ejendommen den 11te December 1718. Hans Genbo i Gaden var Grovsmeden Gert Drachmann, Tipoldefader til Digteren Holger Drachmann.
Det var i dette Beværtningssted at Skuespiller Christopher Pauli Rose sad den 29de Januar 1749 om Aftenen ved en gemytlig Lhombre og just havde faa en Solo med 5 Matadorer. Da begyndte pludselig Kanonerne paa Volden at tordne i Anledning af Dronningens Forløsning, og da den anden Omgang af Skuddene tog fat, vidste mand, at det var en Prins (den senere Christian den 7de, der var blevet født. Rose smed øjeblikkelig sine gode Kort; thi han havde nemlig lovet sin Ven, Piloy, der havde Vinkælderen under Teatret paa Kongens Nytorv, at han, hvis det blev en Prins, vilde komme ned i Kælderen og drikke alle Kommende til paa Prinsens Velgaaende.
Han ilede øjeblikkelig til Vinkælderen, hvor Piloy ventede ham med en Halvpots-Pokal Rhinskvin, og denne maatte han i Nattens Løb tømme 27 (!) Gange - unægtelig en noget hvas Tjeneste at maatte drikke 13½ Pot Rhinskvin i Løbet af en Nat.
En af Christian Hectors Efterfølgere var Øltapper Hieronymus Hammer, der fik Tilladelse til at indlade Gæster i sin Have gennem en lille Laage i Plankeværket ind til Kongens Have, saa at de Spadserende her paa en nem Maade kunde komme til en Forfriskning. Hammer døde i 1783, og Forretningen overtoges da af hans Søn Poul, der blev her til sin Død omkring 1808.
Først derefter bliver der Dansesalon i den gamle "Sorte Christians Krog", antagelig omkring 1820, og den første Dansevært herude var J. G. Kretzschmer (populært kaldet Krismas).
Siden har der uafbrudt været Dansesalen, fraregnet et kort Interregnum, der skyldtes en Brand, og "Kæden", som dens Navn i mange Aar har været, er ubestridt Hovedstadens ældste offentlige Danselokale.
(Social-Demokraten 8. februar 1926).
