Anders Peter Johansen Berg (1846-1935). (Efterskrift til Politivennen)

80 Aar.

Et Par Erindringer fra vort Organisationslivs første Dage.

Gamle A. P. Berg i København, en af vort Partis stoute Veteraner, fylder i Morgen, Søndag, 80 Aar.

Vi træffer A. P. Berg i "Social-Demokraten"s Ekspedition, hvortil han knyttedes for godt 40 Aar siden, i 1885, og hvor han endnu virker.

Ja, saa er jeg jo ved de 80 siger Berg og ser lidt tankefuldt hen for sig, hvorefter han begynder at fortælle Træk fra sin Barndom, Ungdom og Manddomsaar.

Jeg er født i Varde, hvor min Fader var Bagermester og Konditor, og mit Barndomshjem var et Samlingssted for mange Frisindede. Endnu husker jeg tydelig 3-Aarskrigens Dage, hvor Diskussionen gik højt i mine Forældres Stuer, og jeg sad stille i en Krog og lyttede til.

I Kolding lærte jeg Snedkerfaget, og efter en Tysklandstur naaede jeg i Begyndelsen af 70-erne til Aarhus, i den bevægede Brydningstid.

Fra København spredtes socialistiske Smaaskrifter Landet over, og jeg slugte Indholdet med en sand Graadighed. Jeg saa, hvorledes vi Svende overalt blev underbudt paa det skammeligste for vort Arbejde og sagde til mig selv: Der maa strax gøres noget.

Det var netop paa den Aarstid, da der skulde arrangeres en "Nøddedag", den skulde benyttes, og jeg gik rundt paa Værkstederne og opfordrede Svendene til at følge med mig ud paa Ferdinandspladsen i Riis Skov, hvor vi saa kunde holde Møde. Dagen oprandt, og efter Aftale marscherede vi i sluttet Trup derud. Men det vakte selvfølgelig stor Opsigt i Byen. da vi kom vandrende gennem Gaderne og Mestrene kunde ikke holde sig hjemme, de troppede fuldtalligt op for at se, hvad vi foretog os.

Ankommen til Skoven fik vore Mestre hurtig Færten af, hvad der foregik; de skummede af Raseri, smed Jakken - men besindede sig - heldigvis for dem.

Om Aftenen var Snedkersvendenes Organisation i Aarhus oprettet, den første Forening der i Byen, som tilsluttede sig Internationale, der den Gang var bleven dannet med Pio i Spidsen.

Nogen Tid efter rejste jeg til København, hvor jeg saa siden har taget fat med Liv og Sjæl i Partiarbejdet.

- Efter at være kommen til København" var Berg med til at gøre det forberedende Arbejde for Oprettelsen af "Demokraten", Aarhus, samt vore Part i blade i Aalborg og Randers og havde i lang Tid Sæde i vor Presses Kontrolkomite i København. Han var i København i Spidsen blandt dem, der startede Arbejdernes Fællesbageri og Bryggeriet "Stjernen" og har siden siddet i Ledelsen for disse Institutioner.

Desuden beklæder han stadig en Kække øvrige Tillidsposter, og i Brønshøj har Berg udført et stort kommunalt Arbejde.

1 Socialdemokratisk Forbunds Hovedbestyrelse sad Berg gennem godt 25 Aar og vil derfor af Partifæller Landet over være velkendt fra Forbundets Kongresser. Til de mange Lykønskninger, som Fødselsdagsbarnet modtager, føjer vi ogsaa vor.

(Horsens Social-Demokrat 13. februar 1926).

A. P. Berg fylder 80 Aar.

En af Socialdemokratiets stouteste og ivrigste Forkæmpere, vort Blads mangeaarige Inkassator, Snedker A. P. Berg, fylder i Dag 80 Aar.

Da Berg for 10 Aar siden fyldte 70 Aar, skrev vi, at "han dermed havde naaet "Støvets Aar", men alle vi, der kender ham, véd, at denne Betegnelse slet ikke passer paa Jubilaren; thi hans Virkelyst og Aand er saa klar som i hans Manddoms bedste Dage, og hans Ansigt lyser af ungdommelig Begejstring, naar vort Parti har gjort et eller andat heldigt Fremstød, eller naar han i festligt Lag tolker Drachmanns Ungdomsaange - eller en af Digterne Indenfor vort eget Parti."

Disse Ord gælder endnu, skønt A. P. Berg i Dag passerer de 80 Aar. Det eneste, der i hans høje Alder synes at genere ham i hans Virkelyst, er Undersaatterne, der nu har ondt ved at bære den kraftige Skikkelse; men hans klare Hjærne og det glade Humør har han bevaret usvækket fra sin Ungdom.

Endnu lyser hans Øjne af Begejstring, naar han i et muntert Lag rejser sig og slaar ud med Haanden for i næste Nu at deklamere enten: "Engelske Socialister" eller: "Havde jeg blot et Vikingeskib med Hundrede Kæmper om Bord." Saa lytter alle med Beundring og Glæde til Bergs glimrende Deklamering.

Det samme har været Tilfældet, naar han ved Møder og Partisammenkomster for Tusinder af Tilhørere har tolket Landsthingsmand Martin Olsens prægtige Digt, der paa saa træffende Maade karakteriserer gamle Dages Svendeliv, hvor et helt Værksteds Svende tilsammen kun havde en eneste brugelig Frakke. Den maatte de have paa skiftevis, og de kom derfor kun sjældent i Luften. Ellers gik Tiden med at arbejde og sove, og lidt Underholdning havde de kun, naar de kunde faa Lov at prygle en stakkels Lærling.

Saa bruser Begejstringen op om vor gamle Partifælle, som han staar dér, selv en Kæmpe med sit mægtige graablonde Fuldskæg.

I saadanne Øjeblikke er det 80-aarige Fødselsdagsbarn mest lykkelig. Da føler de lyttende Tilhørere, at endnu ruller Ungdommens Blod gennem den gamle Kæmpe, og saaledes er det 1 Virkeligheden ogsaa; thi alt det, han med sin Malmrøst tolker, har han selv gennem sit lange Svendeliv paa Værksteder og paa "Valsen" gennemlevet.

Fra sin Ungdom har A. P. Berg taget levende Del i den faglige og politiske Bevægelse, og hvad enten han talte til sine Fagfæller eller til Tusinder af andre Fags Arbejdere, saa følte Tilhørerne, at hans hjærtevarme Ord var baaret frem af Kærlighed til den Stand, hvorfra han selv var udgaaet. De socialistiske Frø, han selv har været med til at saa, har han set spire og vokse op til et mægtigt Træ med en pragtfuld Krone.

Men det har sikkert været A. P. Bergs lykkeligste Øjeblik, da det blev forundt ham at opleve den Dag, da Socialdemokratiet blev Landets største Parti - se det danne Regering og føre Landets Tøjler efter det socialistiske Program, han ogsaa havde været med til at skabe. A. P. Berg var nemlig gennem mange Aar et skattet Medlem af vort Partis Hovedbestyrelse, og i denne Egenskab var han selvskreven Sekreter ved alle vore Kongresser, og med den Dygtighed og store Ordenssans, som han er i Besiddelse af, var man paa Forhaand overbevist om, at Protokollerne blev netop, som de skulde være.

A. P. Berg er født den 14. februar 1846 i Varde, hvor hans Fader, der var Bagermester og Konditor. Selv fortæller han, at han havde en lykkelig Barndom, og at hans senere Liv har formet sig "som et Eventyr". Hans Fader satte ham i Snedkerlære, og efter at han var blevet udlært, arbejdede ham som Svend i Flensborg, Hamborg og Weimar og derefter i forskellige danske Byer. Da han kom til Aarhus, stiftede han Familie og slog sig en Tid ned i denne By. Her var han den 11. September 1871 Medstifter af Aarhus' Snedker-Sektion under Internationale.

Efter at Berg med sin Familie var flyttet til København, valgtes han den 9. November 1882 til Formand for Bygningssnedkernes Fagforening. Denne Stilling beklædte han til 9. Maj 1889. Under hans lange Virksomhed i Fagforeningens Tjeneste skabte han ogsaa en Skole for sine Fagfæller, hvor han selv underviste i Opmaaling og Beregning.

1 1885 var han med til at danne Snedker-Forbundet og blev dets Første formand. I "Social-Demokraten"s Kontrolkomité havde han Sæde fra 1885-89, hvorefter han blev vort Blads dygtige Inkassator.

Men ogsaa i vort Partis kooperative Bevægelse har han gennem de mange Aar taget Ivrig Del. Det var ham, der gennemførte Opførelsen af den smukke Haveby ved Brønshøj, der nu er efterfulgt af mange andre Havebyer. Selv bor Berg nu hos en Søn, der er Skolebetjent ved Brønshøj Skole.

En Kreds af Vener vil 1 Morgen Aften samles med ham til en Fest l Ny Rosenborgs Lokaler.

(Social-Demokraten 14. februar 1926).

Af en højesteretsdom fra 5. januar 1888 fremgår at A.P. Berg sammen med 11 andre (Bl. a. A. C. Meyer, E. E. Wiinblad, Jens Jensen) var anklaget for at have udgivet "Sangbog for socialdemokratiske Arbejdere" som var under mistanke for at "tilsigte eller indeholde en saadan for den offentlige Ro og Orden faretruende Ophidselse til Had og Forbittrelse eller til Voldsgerninger" og som skildrede "Arbejderbefolkningen som mishandlet og forpint af de bedre Stillede, og ved hadefulde Udfald og Trusler om Hævn mod disse, der fremstilles som udøvende et tyrannisk Herredømme over de Ubemidlede...." Som eksemplar angaves 16, bl.a. Socialisternes March, Protetarens Vise og Sang til den Røde Fane. Sangbogen blev af retten anset for at have strafbart indhold. 

Allerede før Paul Geleff som agitator for Internationale sidst i oktober 1871 kom til Århus, havde "Socialistens" opfordringer til arbejderne om at organisere sig, haft effekt. Aarhus havde en stor Arbejderbefolkning ud af de 15,000 Indbyggere (1870). Internationales første filial var i Århus dannet ud fra en socialdemokratisk snedkerfagforening. Bl.a. af Anders Peter Johansen Berg der dengang var Snedkersvend i Aarhus. Han havde samlet kolleger til en "nøddetur" til Riis Skov med det skjulte formål at danne en Forening. Den blev konstitueret 16. september 1871 og havde fra starten ca. 70 Medlemmer. Få år efter flyttede han til København, hvor han 1882—89 var formand for Bygningssnedkernes Fagforening og var medstifter af Snedkerforbundet

Berg var før indlemmelsen i København "sognekonge" i Brønshøj.

Skandale indenfor Indre Mission i Odense. (Efterskrift til Politivennen)

En Kirkebetjent anholdt for Forbryde!ser mod Børn.

Han lokkede sine Ofre op i Kirketaarnet, hvor han mishandlede dem.

(Fra vor Korrespondent.)

Odense, Tirsdag.

En uhyggelig Affære, der vækker den største Opsigt, og som i nogen Tid har været under Ventilation, er i Dag bleven afsløret i Odense.

Politiet har anholdt Kirkebetjenten ved Sct. Hans Landsogn ved Odense, en ældre Mand ved Navn Steffensen, der i mange Aar har spillet en betydelig Rolle Indenfor Indremlssionen.

Steffensen er sigtet for en Række oprørende Mishandlinger af mindreaarlge Pigebørn, som han har lokket op i Kirketaarnet, hvor han har foretaget sine Forbrydelser imod dem.

Den fromme Kirkemands Forbrydelser har selvsagt vakt den største Forfærdelse, navnlig Indenfor de Kredse, hvor han daglig færdedes, og hvor man ansaa ham for at være en nidkær Kirkens Tjener.

Forfærdelsen er ikke bleven mindre ved, at Steffensen hor aflagt fuld Tilståelse. Den første af hans modbydelige Forbrydelser ligger 4 Aar tilbage i Tiden.

Anholdelsen blev foretaget i Dag. I det Forhør, der fulgte umiddelbart efter, faldt Tilstaaelsen.

Den hellige Forbryder er naturligvis straks bleven afskediget fra sin Stilling.

(Social-Demokraten 10. februar 1926).

Margrethe Svenn Poulsen. 2/2. (1877-1962). (Efterskrift til Politivennen)

En Maler.

Fru Margrethe Svenn aabner imorgen en repræsentativ Udstilling i Den Fri's Lokaler i Grønningen.

I en lang Aarrække hørte Fru Poulsen hjemme paa Charlottenborgs Foraars-Udstilling. Hendes Billeder vakte Interesse ved en Ærlighed, der trodsede al kvindelig Behagesyge og ved Farvernes Sanddruhed. Fru Poulsen kunde opfatte og gengive et Landskab med dets eget Lys og dets egne Farver, og hendes Mennesker blev Karakteristiker.

- Hvorfor har De ikke udstillet saa længe, siger jeg til Fruen.

- I ti Aar ikke. Jeg blev jo syg i de første Krigsaar, meget syg, jeg havde ikke Kræfter, følte ikke den Nervernes Oplagthed, som skal til - og derfor holdt jeg helt op .. Det var ikke saa let. Men det var nødvendigt. For Kunst kræver baade Nerver og Fysik .... Jeg rejste ud for at samle nyt Mod .... Det hører ogsaa til, naar man skal skildre Mennesker ....

- Kalder De det at skildre - -

- Selvfølgelig - ja, naar man ikke kender sine Medmennesker, saa kan man heller ikke male dem ..

- Skal man kende sin Model?

- Ja, i høj Grad, man skal i hvert Fald have et meget hurtigt Blik for hans Ydre og være i Stand til at kunne, ja, kunne finde de indre Karaktertræk, som er ham. For mig er Udtrykket det vigtigste. Derfor maler jeg aldrig Billeder med Ovenlys, det vil kaste Skygger ned over Øjnene .... Jeg tror, jeg psykologisk har lært en hel Del af alle de Læger, der findes i min Familie.

- Hvordan?

- Jo, Læger bliver gode Menneskekendere, derfor er det ogsaa interessant at male dem .... de kan glemme sig selv - for de andre. Jeg synes, det klæder en Mand saa glimrende at være Læge .... han kan leve for sin Næste, tænke ud over sit eget .... Det er ikke nær saa interessant at male Kunstnere ....

- Hvorfor dog?

- Nej, de er selvoptagne, saa umaadeligt, ofte paa Bekostning af Sandheden i dem, og tit ved de det slet ikke .... De skal være meget intelligente for at de kan staa overlegen! overfor deres eget Indre og Ydre.

- Hvordan var Prins Harald som Model?

- Udmærket, forstaaende og elskværdig .... og saa præcis .... han kom altid fem Minutter før han skulde .... Han var meget behagelig. 

- Kan Modeller være ubehagelige?

- Det kan De tro, jo. De kan fuldkommen ødelægge det for en Maler - ikke altid, fordi de ikke kan sidde stille og holde sig i Ro, men, der er dem, som ikke kan eller vil forstaa, at man maa rette sig i alt efter Kunstneren. Modellen maa have nogen Forstaaelse af Kunstens Alvor og Maal - ellers er det umuligt at male Folk.

- De er af Malerslægt?

- Ja, det er jeg rigtignok .... Lauritz Tuxen er min Onkel og H. C. Andersens geniale Illustrator Vilh. Pedersen, var min Bedstefars Bror og min Bror er Landskabsmaleren Tuxen-Meyer og Viggo og Thorolf Pedersen er ogsaa min Familie.

- De maler baade Landskaber og Portrætter?

- Ja, men jeg kan ikke lide det Ord Portræt, det siger ingenting, jo, noget tomt og udvendigt .... Og jeg vil i al min Kunst udtrykke Karakteren. Naturens og Mennesket. Det er saa underligt at se selv betydelige Malere, hvordan de, for Eksempel i et italiensk Landskab - altid forbliver danske .... det bliver som oftest Sjælland alligevel .. Malemaaden betyder for mig mindre. Udtryk og Karakter alt - ogsaa i do døde Ting .... en Citron eller en Blomst.

- Synes De Malerkunsten er en kvindelig Kunst?

- Fru Poulsen riger energisk: 

- Kunst har ikke noget med Køn at gøre. Og denne Snak om. at Maleren helst skal være forelsket i Modellen for at Billedet skal lykkes, det er Vaas, tværtimod, det distraherer.... Kunst er forst og fremmest Koncentration til det alleryderste ....

Christian Houmark.

(B. T. 12. februar 1926).

Margrethe Svenn Poulsens gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling G, række 2, nummer 13. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fra de gamle Arbejder-Kvarterer. Minder fra gamle Dage. (Efterskrift til Politivennen)

Af Carl C. Christensen

I

Hvor den snorlige Gothersgade nu ligger, endte i gamle Dage København ad denne Kant, og Fæstningsværkeme gik da fra nuværende Nørrevoldgade, forbi Rosenborggade, Landemærket, Møntergade, Regnegade og Grønnegade til Kongens Nytorv, som først blev anlagt omkring 1670. Mellem Østergade og Lille Kongensgade, hvis Navn da blot var Kongensgade, stod ude paa det nuværende Torv den store og statelige Østerport med sin Voldgrav og Vindebro. Denne Port flyttedes i 1647 ud for Enden af den senere Store Kongensgades Forlængele, (daværende Ny Østergade, ikke at forveksle med den nuværende af samme Navn), men allerede 5 Aar i Forvejen var man begyndt at sløjfe Fæstningslinjen langs de ovenfor nævnte Gader, og Østervold blev da anlagt som Fortsættelse af Nørrevold.

Udenfor det gamle Fæstningsterræn begyndte man da at rejse en ny Bydel, det nuværende Kvarter omkring Store Kongensgade, Borgergade og Adelgade, som saaledes kom til at ligge indenfor den ny Fæstningslinje, men først under Frederik den Tredje kan man regne med, at den nye Bydel har staaet nogenlunde færdig.

Det er baade morsomt og lønnende at foretage nogle Smaavandringer i dette Kvarter, hvor en meget stor Del af Husene skriver sig fra det 17. og 18. Aarhundrede, uberørt som de er af Byens store Brande i 1726 og 1795, der skaanede disse Bydele.

Naar vi begynder med Borgergade, træffer vi paa Hjørnet af denne og Gothersgade en morsom, meget gammeldags Vinkælder, der blev grundlagt den 26. Oktober 1768 af Vintapper Bartholomæus Hansteen og som i de svundne 157 Aar stadig har ligget paa det samme Sted. Kun tvende andre Vinkældere i København kan gøre den Rangen stridig med Hensyn til at have været uafbrudt paa samme Sted i et lignende Spand af Aar, og det er Brennings Vinkælder paa Hj. af Løvstræde og Købmagergade; denne er dog betydelig ældre, thi den nævnes allerede i 1634. Den anden er Ernst Hviids Kælder paa Kongens Nytorv, der har været drevet som Vinkælder uafbrudt siden Midten af det 18. Aarhundrede.

Gaar vi ned ad Borgergade, træffer vi paa den gamle Landevej til Helsingør, den nuværende Helsingørsgade, og lige overfor denne i Nr. 14 ser vi over Husets Gadedør en Tavle, i hvilken der staar Indhugget Ordet "Landgreven". Det er Husets gamle, oprindelige Navn, og rimeligvis har her i det 17. Aarhundrede ligget en Gæstgiveraaard eller Traktørsted med dette Navn. Til Ejendommen hørte i sin Tid en mægtig, stor Have, men da den store Pest "Den sorte Død" rasede i Danmark i det Herrens Aar 1711. blev "Landgreven" omdannet til en Assistens Kirkegaard, thi Kirkegaardene omkring Byens Kirker kunde ikke tage alle de mange, der døde af Pesten. - Kirkegaarden strakte sig fra Nr. 14 bagom de tilstødende Ejendomme til Nr. 30, gik herfra ud til Store Kongensgade Nr. 27 samt til Gothersgade Nr. 14, altsaa et temmelig stort Areal.

I sin Tid maa der have været ret livligt paa denne Kirkegaard, thi de omboende benyttede den hyppigt som Tørreanstalt for deres Vasketøj, ligesom mange slog sig ned her paa Gravstederne med Mad- og Drikkevarer.

Da Assistens Kirkegaard paa Nørrebro blev anlagt i 1760, nedlagdes "Landgreven" tilligemed de andre Assistens Kirkegaarde, nemlig "Linden" i Fiolstræde. "Wismar" paa Gammelholm og den, der var beliggende mellem Gothersgade og Aabenraa.

Ikke langt fra "Landgreven" ligger Nr. 36, den gamle Kobbersmedeejendom, og paa dennes 1. Sal boede i 1840'erne en Figurantinde (d. v. s. Balletdanserinde) ved Navn Louise Rasmussen, og efter dem daværende Ejers, Kobbersmedemester Baus, Sigende "rendte der saa mange Herrer her" for at besøge den da ret kendte Dame. Fra denne Ejendom rejste Louise Rasmussen en skøn Dag til Paris for at blive uddannet som Modehandlerinde og da hun kom tilbage, etablerede hun sin bekendte Modebutik med "Drejedukken" i Vimmelskaftet 38 i Stueetagen. Faa Aar efter hed hun ikke mere Louise Rasmussen, men Grevinde Danner og var da blevet gift med Frederik den 7.

Overfor denne Ejendom ligger en af Byens ældste Bagergaarde i Nr. 27, og inde i Gaarden vil man her træffe paa en morsom, gammel Bindingsværksbygning, der vistnok skriver sig fra Gaardens allerældste Dage. Selve Bageriet skriver sig fra det 17. Aarhundrede, og saa langt tilbage som til Aaret 1694 kendes her en Bager ved Navn Christen Didrichsen, saa man maa kunne regne med, at der i Ejendommen, har været drevet Bageri uafbrudt i ca. 250 Aar.

Længere henne i Borgergade ligger Nr. 67, der af Ejendommens nuværende Ejer for ca. 2 Aar siden er ført tilbage i sin oprindelige Skikkelse, saa at Huset nu er blevet en Pryd for den ellers saa prunkløse Borgergade.

I Midten af 1860erne boede i denne Ejendoms Kælder en Spækhøker Tang. hvis Kone "Mutter Tang", var bekendt for sit Udsalg af dejlige, varme Kartofler, stegt Lever, kogt Klipfisk, stegt Yver, Lammehoveder og andre rare Sager.

"Mutter Tang" havde en meget stærkt søgt Forretning, og i det hele taget dreves i sin Tid stor Omsætning med varme, kogte Kartofler, en Næringsvej, der nu næsten helt er forsvundet fra de mange Smaakældere rundt omkring i Arbejderkvartererne.

I Prinsensgade paa Hjørnet af Adelgade fandtes saaledes for mange Aar siden i Eiendommen "Tordenskyen", en Kælder, fra hvilken der solgtes varme, pillede Kartofler og disse var anbragt paa Fortovet i en Balle, tildækket med en Pude, medens selve Ballen stod paa en Træfod. Denne Forretning søgtes foruden af Arbejderfamilierne tillige af Soldaterne fra Kasernerne i Kronprinsessegade og Sølvgade. For en billig Penge fik "Jenserne" da de dampende Pillekartofler i Kasketten, lidt Salt paa Kasketskyggen, og i Ilmarch gik det da til "Mutter Tang" for at købe ½ Lammeboved eller et Stykke stegt Lever. Maaltidet Indtoges da staaende paa Gaden; nøjsomme Tider dengang.

Selve "Tordenskyen" var en Slags Logihus, hvor man for 4 Mark om Ugen kunde faa et Værelse med Seng og 1 Stol.

Efter endt Maaltid skulde Soldaten da have en Cigar eller en Kardus Tobak, som oftest af det kendte, men ikke yndigt duftende Mærke "Soldatens Fryd", og det fik han hos Tobakshandleren, paa hvis Yderdøre, som var lukket tilbage mod Husets Vægge, der var anbragt malede Skilte, forestillende en kobberrød Indianer, der dampede paa en lang Fredspibe eller en elegant klædt vestindisk Planter, lænet til nogle mægtige Vareballer, og som stod med en kulsort Cigar i Munden.

Skraas overfor "Mutter Tang" laa den gamle Vognmandsgaard med det grønne Træ udenfor paa Fortovet. Dette Træ og saa Træet udenfor Brændevinsbrænderen i Vester Voldgade var de næstsidste Fortovstræer her i Byen; nu er de forlængst forsvundne. De sidste Træer paa Fortovet er vistnok nu dem, der staar paa Hjørnet af Sct Annæplads og Amaliegade.

Borgergade har endnu i vore Dage bevaret Præget af at være en By i Byen, der er noget vist provinsielt, noget gammeldags over den. Man føler sig hensat til længst forsvundne Dage, de fleste Beboere kender hinanden og deler hinandens Glæder og Sorger.

Man hører hjemme 1 Borgergade, man gør sine Indkøb her i de gamle, kendte Forretninger, og det falder næppe nogen ind at gaa bort fra disse for at gaa hen i de nærliggende Strøgforretninger.

Borgergade er en hyggelig, gammeldags Provinsgade midt i Storstaden København. Gid den endnu 1 mange Aar maa bevare det Præg.

(Social-Demokraten 6. februar 1926)

Af Carl C. Christensen

II

Parallel med Borgergade ligger den brede, anselige Adelgade, der udmunder i den af Christian den 4. anlagte lille Marineby, Nyboder.

Gaar man gennem denne Gade, vil man endnu over en Del af Gadedørene finde bevaret indmurede Skilte, paa hvilke man ser forskellige Attributer til Brændevinsbrænding og den fra disse uadskillige Bjørnefigurer, som tilkendegiver, at der i Midten af det 18. Aarhundrede her har resideret en Brændevinsbrænder.

Brændevinsbrændere eksisterer ikke mere, nu da der er gaaet Storindustri i denne Profession, og den er monopoliseret.

Et særlig smukt gammelt Skilt vil man saaledes kunne finde over Ejendommen Nr. 102, Hj. af Kierkegade, og hor findes indhugget Navnet Peter Bentzen samt Aarstallet 1760.

Bentzen var Brændevinsbrænder og var gift med Enken efter Brændevinsbrænderen i Nr. 101. Kjærsgaard, hvis Datter, Dorthea, var gift med Digteren Johannes Ewalds Ven, Amtskirurg Thonning. Det var ved Dorothea Thonnings Død i 1772, at Ewald skrev sit dejlige Sørgedigt "O, forskaan mig vise Daare, træt ej længer med Naturens Røst!"

Gaar man ind i Adelgades Gaarde, ser man den Dag i Dag adskillige smukke og maleriske, saavel aabne som lukkede Svalegange. Saadanne er jo snart helt forsvundne fra København, hvor man endnu, foruden i Adelgade, vil kunne træffe disse i den Del af Pilestræde (den tidligere Springgade), der støder op til Landemærket, samt paa Christianshavn.

En særlig smuk Svalegang træffer man i Adelgade Nr. 22. Den er fuldstændig aaben, 3 Etager høj, og saa vel Forhusets som Baghusets Trapper er anbragt inde i denne, altsaa uden paa Bygningerne.

Faa Huse derfra, i Nr. 26, er der ligeledes en 3 Etagers Svalegang, og i Nr. 48 vil man finde et ganske interessant Gaardinteriør med et enkelt Træ. Gaar man op i denne Ejendoms Baghus, der kun er 2 Etager højt, ser man, at der ude paa Trappegangen i hver Etage er anbragt et aabent Ildsted, hvor Beboerne i fordums Dage kunde tilberede deres Mad. Saa primitive var Forholdene i sin Tid for de mindre bemidlede.

Den Husrække der gaar fra Gothersgade til Dronningens Tværgade, havde i sin Tid Baghusene vendende direkte ud mod Kongens Have, der tidligere, inden Kronprinsessegade anlagdes ved Aar 1800, havde en langt større Udstrækning end nu.

En af de største Grunde er Nr. 27, hvor "Tømrerkroen" ligger med sit pragtfulde gamle Smedejerns-Laugsskilt over Porten mod Gaden, og denne Ejendom rar i 1794, altsaa for 131 Aar siden. Hovedsædet og Skuepladsen for den første store Arbejdsnedlæggelse i København.

Allerede saa tidligt som i 1782 var Tømrersvendene begyndt at røre paa sig for at faa lønforhøjelse, men uden nogetsomhelst Resultat, og i 12 Aar gik det da med jævnlige Rivninger mellem Mestre og Svende.

I Juli Maaned 1794 bryder det da endelig løs for Alvor, og Anledningen var, at Svendene hos Tømrermester Hall krævede Lønnen forhøjet fra 2 Mark til 2 Mark 8 Skilling daglig.

Hall vilde ikke indgaa herpaa og klagede over sine Svende til Tømerlauget, der afviste Klagen med den Besked, at han maatte selv komme overens med sine Svende. Disse gik til deres Oldgesell Wagenknecht, og nu var Spillet gaaende, thi samtlige københavnske Tømrersvende besluttede da at kræve Lønforhøjelse.

Man forhandlede med den til alle Tider haardt prøvede Københavns Magistrat, som imidlertid intet formaaede, men da indtraf der en Begivenhed, der virkede som en Gnist i en Krudttønde.

Hos Tømrermester Hallander arbejdede der nemlig 3 tyske Svende, som ønskede at rejse og i den Anledning anmodede ham om Afskedssedel, hvilket han nægtede at give dem, da han den Gang havde meget Arbejde. Svendene vilde imidlertid ikke fortsætte med deres Arbejde hos ham, og Politimester Flindt fik da med Sagen at gøre, hvilket resulterede i, at 2 af Svendene blev arresterede samt idømt 6 Dages Vand og Brød (!).

Saasnart de andre Tømrerøvende erfarede dette, nedlagde de Arbejdet 1 København den 30. Juli, og Politimesteren maatte nu forhandle med Oldgesellen, hvem han lod arrestere, og samme Skæbne led Oldgesellens Efterfølger. Begge blev idømt saa haarde Straffe som henholdsvis 3 og 6 Ugers Forbedringshus.

Svendene, der var forsamlede i Tømrerkroen, lod sig ikke afskrække; men holdt paa, at de ikke vilde gaa i Arbejde, førend der var garanteret dem de 8 Skilling, og end ikke "en Forligsmand", Præsten Rørbye, der mødte op i Kroen, kunde faa dem overtalt.

Sluttelig blev der udkommanderet 200 Soldater, som stillede i Adelgade, hvor de arresterede 202 Tømrersvende, som blev ført til Kastellet. Den 6te August faldt Dommen over de arresterede, hvoraf 122 fik 4 Maaneders Arbejde i Jern og 1 fik 6 Maaneders, medens Resten slap fri.

Som Følge af denne haarde Dom etablerede Størstedelen af de øvrige københavnske Haandværkssvende en Art Sympatistrejke, dei kom til at omfatte ca. 2000 Svende eller med andre Ord over Halvdelen af Haandværkssvendene.

Den 12te August ophævedes dog Arbejdsnedlæggelsen, og Tømrerne gik atter i Arbejde med det Resultat, at de opnaaede en Lønforhøjelse af de paakrævede 8 Skilling.

Ikke langt fra "Tømrerkroen" ligger som Nr. 37 Børneasylet, og hvor denne Ejendom nu er, laa tidligere en af de saakaldte "Pjaltenborge". Dette Navn var et Fællesnavn for Datidens uhumske og hygiejniske Logishuse, hvor Samfundets usleste Medlemmer kunde faa et meget daarligt Natteleje for 2 a 4 Skilling.

Det mest kendte af disse Logishuse var det fra "Juliehopsasa"-Visen kendte paa Hj. af Aabenraa og Rosenborggade, medens et andet laa i Peder Hvidtfeldsstræde Nr. 12.

Huset i Adelgade hed "Hvide Ross", og det kunde rumme ca. 230 Beboere. For de fattigste af disse var der i Forhuset oven over Hanebjælkerne (I) Indrettet 7 Beboelseskamre, og paa Loftet i Baghuset fandtes 10 Beboelseshuse med Bræddeskillerum. Til Opvarmning af disse usle Rum fandtes nogle Potteovne, der selvfølgelig ikke kunne afgive megen Varme.

Faa Skridt fra det tidligere "Hvide Ross ligger Dronningens Tværgade, der indtil 1800 var en lukket Gade, som endte blindt ved Plankeværket mod Kongens Have. Den Del af Gaden, der gaar fra Adelgade til Kongens Have, kaldtes i det 18de Aarhundrede for "Sorte Christians Krog", og dette Navn hidrørte fra et Beværtningssted med en meget stor Have, der strakte sig, hvor nu Kronprinsessegade er.

Selve Beværtningsstedet laa paa det nuværende Nr. 55 (altsaa Dansesalonen "Kæden"), og Navnet "Sorte Christian" stammer efter al Sandsynlighed fra Gartner og Øltapper Christian Hector, der købte Ejendommen den 11te December 1718. Hans Genbo i Gaden var Grovsmeden Gert Drachmann, Tipoldefader til Digteren Holger Drachmann.

Det var i dette Beværtningssted at Skuespiller Christopher Pauli Rose sad den 29de Januar 1749 om Aftenen ved en gemytlig Lhombre og just havde faa en Solo med 5 Matadorer. Da begyndte pludselig Kanonerne paa Volden at tordne i Anledning af Dronningens Forløsning, og da den anden Omgang af Skuddene tog fat, vidste mand, at det var en Prins (den senere Christian den 7de, der var blevet født. Rose smed øjeblikkelig sine gode Kort; thi han havde nemlig lovet sin Ven, Piloy, der havde Vinkælderen under Teatret paa Kongens Nytorv, at han, hvis det blev en Prins, vilde komme ned i Kælderen og drikke alle Kommende til paa Prinsens Velgaaende.

Han ilede øjeblikkelig til Vinkælderen, hvor Piloy ventede ham med en Halvpots-Pokal Rhinskvin, og denne maatte han i Nattens Løb tømme 27 (!) Gange - unægtelig en noget hvas Tjeneste at maatte drikke 13½ Pot Rhinskvin i Løbet af en Nat.

En af Christian Hectors Efterfølgere var Øltapper Hieronymus Hammer, der fik Tilladelse til at indlade Gæster i sin Have gennem en lille Laage i Plankeværket ind til Kongens Have, saa at de Spadserende her paa en nem Maade kunde komme til en Forfriskning. Hammer døde i 1783, og Forretningen overtoges da af hans Søn Poul, der blev her til sin Død omkring 1808.

Først derefter bliver der Dansesalon i den gamle "Sorte Christians Krog", antagelig omkring 1820, og den første Dansevært herude var J. G. Kretzschmer (populært kaldet Krismas).

Siden har der uafbrudt været Dansesalen, fraregnet et kort Interregnum, der skyldtes en Brand, og "Kæden", som dens Navn i mange Aar har været, er ubestridt Hovedstadens ældste offentlige Danselokale.

(Social-Demokraten 8. februar 1926).

Vagtmester Niels Chr. Arp. (Efterskrift til Politivennen)

Den 1. juli 1921 fejrede vagtmester Arp sit 40 års jubilæum i opdagelsespolitiets tjeneste.

Lommetyvenes Skræk forlader Politiets Tjeneste.

Vagtmester N. C. Arp.

Paa Fredag, den 15. Maj fylder Vagtmester i Kriminalpolitiet, som det jo nu officielt, hedder, N. C. Arp, 70 Aar og falder dermed for den ubønhørlige Aldersgrænse, hvilket vil sige at han med Maanedens Udgang forlader Politiets Tjeneste, i hvilken han har virket gennem den enestaaende lange Tid af over 46 Aar.

Arp begyndte som Gadebetjent den 23. April 1879, men allerede to Aar efter forflyttedes han til Opdagelsespolltiet, indenfor hvis Rammer han endnu staar.

Han hører til de meget laa københavnske Opdagere, der har naaet at blive "alment kendt" af den store Offentlighed, ikke alene rent personlig, hvilket jo vel nok af og til kan være generende i det daglige Arbejde, men ogsaa som et Navn, der er bygget op paa de store og berømmelige Gerninger, der skaber en Politimands Ry.

Det var som Lommetyvefanger, Atp tjente sine Sporer. I hans unge Opdageraar, da han var knyttet til den gamle Station i Pilestræde, var Byen oversvømmet af professionelle udenlandske Lommetyve, der arbejdede her ganske som paa et Provinsmarked. Og Arp blev den ledende Mand i Kampen imod det, efter at han ved et rent Lykketræf havde faaet fat i den første af dem.

Han studerede med en Sherlock Holmes videnskabelige Grundighed deres Arbejdsmetoder, og der igennem fandt han ind til dem og paagreb den ene efter den anden og uskadeliggjorde dem, ganske, som man udrydder skadelige Insekter.

Det Navn - "Lommetyvenes Skræk" - han efterhaanden erhvervede sig baade blandt sine Kolleger og hos Publikum, var saavist ikke ufortjent. Og han bærer det endnu, selv efter at han forlængst har trukket sig tilbage fra det egentlige Arbejde i Marken.

Personlig kendt af nærsagt hvert Barn i Byen blev han gennem de 26 Aar - fra 1893-1910, han forrettede Tjeneste I don gamle offentlige Politiret, hvor hans urokkelige Ro og hans Hjælpsomhed var skattet af alle baade indenfor og udenfor Skranken.

Han var med sine 46 Aars Tjenestetid den i Anciennitet, ældste Opdager her i Byen, en Hædersplads, der nu overtages af Overvagtmester Niels Andersen populært kaldet "Niels Gammel dreng", der til Efteraaret kan fejre sit 40 Aars Jubilæum.

(Aftenbladet (København) 12. maj 1925).

Arp døde 4. februar 1926:

Jordefærd.

Fhv. Vagtmester Arp.

Under ualmindelig talrig Deltagelse, særlig fra Politiets Side, begravedes fhv. Vagtmester Niels Chr. Arp igaar fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Bestyrelsen for Politiets Understøttelsesforening stod - i Kjole og Hvidt - Æresvagt omkring den blomstersmykkede Baare, og i to lange Rækker ned ad Midtgangen stod uniformerede Betjente, Banner og Faner fra Politiets Begravelsesforening,

Dansk Kriminalpolitiforening og Foreningen 9. Regiment var opplantet ved Kisten, og i Følget saas en Mængde kendte Politifolk, deriblandt Politiinspektør Volquartz, fhv. Politiinspektør Henrik Madsen, Politiassistent Norup og Overvagtmester Ballerup.

Efter at Pastor Christensen fra Trinitatis Kirke havde talt, bares Kisten ud af Æresvagten, og ved Graven sang Politiets Sangkor, før det store Følge skiltes.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. februar 1926).