Den gamle Flaskekro skal rives ned. (Efterskrift til Politivennen)

De gamle, straatækte Krobygninger ved Harrestrup Aa, som nu skal nedrives.

Inden det endnu er endelig afgjort, hvornaar man kan blive enige om den nye Køge Strandvejs Retning, har Københavns Kommune taget fat paa at udvide sin Del af den gamle Landevejschaussé, der i nogle Slægtled var glemt, men som nu gaar en stor Fremtid imøde.

Arbejderne er allerede i fuld Gang lige fra Broen over Jernbanen ved Valby Station, ud til "Friheden" paa Grænsen af Hvidovre Kommune, en Kilometer paa den anden Side Harrestrup-Aaen. Ved denne Aa danner den gamle Vej, som mange vil vide, et for Færdselen meget farligt Sving, for at komme uden om den gamle Flaskekros straatækte og mosgroede Rejselade, og dette Knæk kan man ikke have paa den nye Vej. Derfor maa Flaskekroens maleriske, gamle Bindingsværks-Huse nu falde for den moderne Tids Krav om mere Plads til Færdselen.

Københavns Kommune har eksproprieret alle Kroens gamle Bygninger for at kunne rette Vejen ud, og i Løbet af faa Dage begynder man at rive det gamle Hus paa den østlige Side af Vejen, samt Rejseladen paa den modsatte Side ned.

Selve Krobygningen faar Lov til at ligge en Tid endnu, men ogsaa den skal fjernes.

Ejeren, Hr. Jørgensen, lover, at der nok skal komme en smuk og stilfuld Erstatning for den kgl. priviligerede Kros gamle Bygninger, der menes at være mindst 200 Aar gamle. Kroens Privilegier er flere Hundrede Aar gamle, og Flaskekroen var i sin Tid en af Landets mest kendte og største Landevejskroer. Bjerringgaard, der ligger oppe ved Vejknækket ved "Friheden", hørte ind til for nogle Aar siden under Kroen. Til Gaarden hørte henved 100 Tdr. Land, som nu er udstykket til Parcelbebyggelse.

(B. T. 15. maj 1926).

Jernbeton paa Roskildevej: Der bliver lagt Jernbeton paa Roskildevej i denne Tid. Ovenfor ses Maskinen, der glatter Betonen. I Arbejde, nedenfor ser man Jernkonstruktionen, før den fyldes med Beton. Fotoer fra B. T. 18. maj 1926.

Sproget og Ordene. (Efterskrift til Politivenen)

Interview med den gamle Ordbogs-Forfatter, Professor Verner Dahlerup, der nu har taget Afsked med Universitetet.

Ordbogen, som voksede i det uendelige. - Den, Guderne hader, gør de til Ordbogsskriver.

Professor Verner Dahlerup, tegnet til "Nationaltidende" af Aage Roose.

Gamle Professor Dahlerup er ikke mere ved Universitetet. For hans Elever havde anet det, holdt han forleden sin sidste Forelæsning - i Stedet for at forsætte Semestret ud.

- Hvorfor gjorde De Afgangen saa brat? sporger jeg Verner Dahlerup, da jeg sidder hos ham mellem alle Bøgerne en stille Foraarsaften ude paa Østerbro.

- Hvorfor .... aa, det var begyndt at trække op til at skulle være en større Forestilling, naar jeg holdt min "Afskedsforelæsning", med Taler og Tak og Blomster det huede mig ikke, Kræfterne er heller ikke store .... og saa brød jeg af, nogle Forelæsninger før man havde ventet det. Naar man trækker sig tilbage paa Grund af manglende Kræfter, er det ogsaa naturligt at gaa saa ubemærket som muligt.

- Hvad er det, der har gjort Dem træt?

- Jeg fik et Nervesammenbrud for et Par Aar siden, og derefter fulgte et halvt Aar, hvori jeg slet intet maatte tage mig til nu har min Læge sagt. at jeg skal spare saa meget paa Kræfterne som muligt. Havde jeg endda kunnet nøjes med at holde Forelæsninger, men en Professor ved Universitetet har jo ogsaa mange andre Ting at gøre, for Eks. at optræde som Opponent ved Doktordisputatserne, og det formaaede jeg ikke længere nu.

- Er det Ordbogen, som har slidt saa stærkt paa Dem?

- Saadan et Nervesammenbrud er jo ikke et ukendt Fænomen for Folk i min Alder, der har arbejdet meget. Jeg skal nævne en Lidelsesfælle, der ellers staar mig fjernt: Hr. Lyngsie .... det er jo aabenbart det samme, der nu er hændt ham. Man kan holde det gaaende nogen Tid - saa bryder man sammen.

- Er Ordbogen ikke svulmet op til et langt større Arbejde end fra først af tænkt?

- Jo, det er den fælles Skæbne for alle Ordbøger .... de vokser, efterhaanden som Ordforraadet vokser, og det gør det jo næsten hver eneste Dag. Hvem vilde i Fjor have talt om Radiolyttere .... hvem vilde før Krigen have talt om Trommeild .... der kommer idelig nye Ord, som man bliver nødt til at tage Hensyn til

- Fristes man ikke ogsaa let til at tage for meget med?

- Der er det komiske, at Folk, naar de ser Ordbogen, først synes, at den kunde have været langt mindre, men begynder de saa at lede efter et bestemt Ord og slaar op i Bogen, finder de som Regel, at den ikke er nær stor nok.

- En Ordbog forældes vel hurtigere end alle andre Bøger?

- Ja, det gør den selvfølgelig ... Af Videnskabernes Selskabs Ordbog kom 1. Bind i 1793 og 7. Bind i 1909, og hvis man bare slaar op paa for Eks. Damp, findes der af Sammensætninger kun een: Dampebad. Andre kendes overhovedet ikke. Værket er forældet, før det er fuldendt.

- Det maa i Længden være ret utilfredsstillende for Ordbogs-Forfatteren ....

- Jo, men ingen kan forlange, at en Ordbog, der kommer i 1926, skal indeholde de Ord, som utvivlsomt vil opstaa i 1930. Derfor trækker alle store Ordbøgers Udgivelse ud i en længere Aarrække. For Resten siger fremmede Anmeldere om vor Ordbog, at det gaar forbavsende hurtigt med den. I Løbet af dette Aar naar vi det 8. Bind og har dermed gjort "H." færdigt helt ned til Høvding og alt det. Dette Bind bliver trykt i Sommer og kommer vel sagtens til Efteraaret. I Sverrig er der den store Akademi-Ordbog, som begyndte allerede i 1893, og vi har da helt "halet den" nu og er kommet meget videre end Svenskerne.

- Er vort Sprogs Udvikling god? Bliver det rigere af de mange nye Ord?

- Hvis jeg skulde indvende noget, maatte det være, at man sluger alt for mange Fremmedord raat, man gør sig slet ikke Ulejlighed for at finde et dansk Ord i Stedet for det fremmede. Tyskerne er jo langt bedre til det end vi de har Fernsprecher for Telefon og Bahnsteig for Perron osv. Men at vort Sprog bliver rigere ved de nye Ord, kan dog ikke benægtes. Vi kunde slet ikke klare os med for Eks. Holbergs Ordforraad længere. Ved Siden af de fremmede Ord faar vi ogsaa stadig en Mængde nye Ord ind i Sproget fra Dialekterne .... Ord som slidsom, selvgod, al gante, Fæstemand, bjærge, bjærgsom og lignende var paa Mollerups Tid rene Dialektord; dem bruger vi jo rask væk nu. Vore Hjemstavnsdigtere - Folk som Jeppe Aakjær, Thorkild Gravlund og Andersen Nexø - har bragt en Mængde gode Ord ind i vort Sprog.

- Hvilken Opgave skal Ordbogen løse?

- Den skal først og fremmest være praktisk, man skal kunne finde, hvad man har Brug for, men den maa paa den anden Side heller ikke medtage alle mulige Fremmedord og Dialektord .... saa drukner man i det .... det gælder om at finde en passende Mellemvej, men det er naturligvis svært at trække en Grænse. Der er jo nu knap det Sprog i Verden, som ikke har afgivet Laaneord til Dansk! I vor Ordbog findes ikke alene det Sprog, vi nu bruger, men den rummer Sproget lige fra omkring 1700 til nu. Saa der bliver Arbejde nok endda, selv om noget skydes ud .... Man tor nok sige, at den, Guderne hader, gør de til Ordbogsskriver! Det er noget af det mest opslidende, der er til.

- Og dog har det Arbejde jo hele Deres Hjerte, Professor Dahlerup!

- Ja, svarer Professoren og bøjer sig let hen over de friske Korrekturark, som ligger paa Skrivebordet ... ja, naar man sidder ved det, morer det En alligevel. Det skulde ogsaa helst være saadan, at Artiklerne ikke blev blot til at slaa op i, men at Folk ogsaa fik Lyst til at læse dem, studere dem og derved faa et sandt Indtryk af Sprogets Rigdom. Ethvert enkelt Ord har jo et Væld af Betydninger, og der kommer idelig nye til. Hvis man for en Snes Aar siden skulde skrive, hvad en I lyver betød, vilde man absolut ikke skrive, at det var et Menneske. Ved Studium af Ordbogen skal man kunne faa et Hovedindtryk af def, som Sprogets Materiale bestaar af. Vi har jo den Triumf, at J. P. Jacobsen, da han skulde til at skrive, læste Molbechs Ordbog igennem og noterede en Masse Ord deraf for rigtigt at være rustet.

- Kan man maale et Menneskes Intelligens efter dets Ordforraad?

- Ja, det kan man vist nok, men det behøver ikke altid at slaa til. En Forfatter som Holberg opnaaede med et ganske lille Ordforraad de allerstørste Resultater. Den af vore Digtere, som vist nok har det største Ordforraad, er N. F. S. Grundtvig. Der er vist ingen som han, der paa een Gang har behersket Gammel-Dansk og Ny-Dansk, sjællandske Dialekter og Jydsk, Gadesprog og det højtidelige Sprog.... Gennemgaaende er Københavnerne dem, der har det ringeste Ordforraad. Et Barn fra Landet véd mange flere Tings Navn i Naturen. For en Københavnerdreng er en Fugl en Fugl, men en Dreng fra Landet véd godt, at der er mange Slags Fugle

- Hvilke Planer har Professoren nu for Deres Otium?

- Ordbogen bliver jeg ved med som De ser .... og saa har jeg min anden gamle Kærlighed: Holberg, som jeg heller ikke vil holde op at dyrke. -

Clerk.

(Nationaltidende 15. maj 1926).

Dahlerup må have ment Michael Christian Lyngsie (1864-1931) fra Dansk Arbejdsmandsforbund. Han havde været i frontlinjen i mange sammenhænge, men fik fra 1925 flere alvorlige nervesammenbrud efter stærke arbejdsbelastninger. 

Fotograf, generalkommissær Frederik Riise (1863-1933): Nordisk filolog Karl Verner Hornemann Dahlerup (1859-1938). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Karl Verner Hornemann Dahlerup (1859-1938) var professor i nordiske sprog ved Københavns Universitet. Han grundlagde Ordbog over det danske sprog (ODS) og medvirkede fra omkring 1900 til 1915, hvor projektet overgik til Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

ODS “den store danske ordbog” dækker rigssproget fra 1700 til ca. 1950. Værket udkom i 28 bind i årene 1918-56, senest genoptrykt i 1990'erne. Et i 5 bind supplement udkom for 1956-2004. Ordbogen findes online.

Gravsten på Vestre Kirkegård, København: "Professor ved Universitetet Verner Dahlerup. Den danske ordbogs grundlægger. * 31 oktbr 1859 + 24 aug 1938. Marie Dahlerup * 13 febr 1862 + 27 jan 1954". Foto Erik Nicolaisen Høy.

Anna Greibe 1862-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Kongelig skuespiller Anna Greibe f. Ingwersen døde i 1926:

Skuespillerinde Fru Anna Greibe.

En af de første Sæsondage i 1880 stod der en ganske ung og blond, spinkel, men nydelig Kvinde paa Det kongelige Teaters Scene.

Debutantinden hed Anna Ingwersen og kom fra Slagelse, den samme By, hvor Ella Ungermann senere voksede op. Hun var kun atten Aar gammel, født den 18. September 1862 i Birkerød, men tidligt bosat i Slagelse, hvor Faderen Frantz Peter Ingwersen ejede Bryggeriet Poulsbjerg.

I hans gæstfrie, kunstnerisk interesserede hjem voksede fire Børn op, og de tre Døtre var alle teaterbegejstrede; Fru Elisabeth, der endnu lever, er gift med Direktør Chr. Jensen, Nationalforeningen, mens begge de to andre gik til Scenen. Den yngste, Johanne, spillede en kort Tid paa Folketeatret, men trak, sig tilbage efter sit Giftermaal med en Fætter, Arkitekt Ingwersen.

Anna kom til København og læste med Fru Heiberg, der satte megen Pris paa hende. Hun debuterede som Titania, huskes i flere Ungpigeroller, for Eksempel Agnete i "Elverhøj", og senere var hun ikke ilde som Englænderinden Miss Watson i "Hvor man keder sig". Men alligevel gled hun langsomt tilbage i andet Plan, og efter otte Aars Forløb rejste hun tilbage til Forældrene.

Hendes Helbred var altid sart, og en senere Gæsteoptræden paa Folketeatret endte med et nervøst Sammenbrud for hende. En Tid var hun gift med afdøde Redaktor Greibe, senere boldt hun Hus for en københavnsk Forretningsmand.

Fru Greibes Nærmeste og andre, der kom i Berøring med hende, satte megen Pris paa hendes milde, beskedne Sind. Hun var trods stadig Interesse for Teatret tig Pligtopfyldelse i sin Gerning alligevel et Menneske, hvem Livet havde taget ret haardt paa. 

I de sidste Aar fik hendes Sprogkundskab god Anvendelse i Oversætterarbejde. Ved Juletid maatte hun underkaste sig en alvorlig Operation paa Frederiksberg Hospital, kom sig delvis, men bukkede i Gaar Morges under for en stærk, Influenza.

(Nationaltidende 11. maj 1926. 2. udgave).

Anna Greibe blev begravet på Vestre Kirkegård nær ved Nordre Kapel, hvorfra bisættelsen også fandt sted.

Niels Pedersen (1872-1926). (Efterskrift til Politivennen)

Statskonsulent Niels Pedersen.

Fra København er der kommen Meddelelse om. at Statskonsulent Niels Pedersen Lørdag Aften stille og roligt er afgaaet ved Døden. Budskabet herom vil overalt i danske Mejerikredse saavel som i den By, hvor han gennem mange Aar havde sin Bopæl, og som han lærte at holde af, blive mødt med Sorg og Vemod. Thi Statskonsulenten var en usædvanlig dygtig og afholdt Mand, og man staar uforstaaende overfor, at skulde gaa bort i sin bedste Alder, i en Tid, da man skulde synes, den stoute Mand havde Evner, Kræfter og Vilje til endnu i mange Aar at fortsætte sin Gerning til Gavn for det danske Mejeribrug. Alligevel kan det siges, at Døden ikke kom uventet. Niels Pedersen blev for nogle Maaneder siden angrebet af en Rygmarvssygdom, der langsomt og snigende gjorde det af med den stærke Mands Konstitution. Sygdommen lammede først hans Ben, og trods al lægekunst bredte den sig længere op, saa Niels Pedersen tilsidst blev det, der mindst af alt passede for ham, det, han nødigst vilde være: afhængig af andre.

For en Maaneds Tid siden mente Lægerne paa Rigshospitalet, hvor han tilsidst blev behandlet, at Krisen var overstaaet, og at det vilde gaa fremad mød fuldstændig Helbredelse. Men Haabet skuffede, og da en af hans Venner i Struer tog over for at hente ham hjem i Automobil, sagde Lægerne, at Statskonsulenten ikke de første Uger vilde have Kræfter nok til at kunne taale den lange Transport. Bedringen viste sig at være en sidste Opblussen af Kræfterne, og i de sidste Dage havde Niels Pedersen selv tabt Troen paa Helbredelse. Og nu hans Livslys stille og roligt brændt ud.

Statskonsulent Niels Pedersen var født i Bramdrup ved Kolding den 20. August 1872 som Søn af Forpagter Gitr. Pedersen. Han tog Præliminæreksamen og fik saa Lov at følge sin Lyst: Mejerivæsenet. Da han aftjente sin Værnepligt, blev han uddannet til Befalingsmand og gjorde Tjeneste som Løjtnant et Aars Tid. Han kom derefter paa Ladelund Mejeriskole og blev uddannet der, hvorefter han fungerede som Mejerist nogen Tid. Han kom saa i Forbindelse med Det kgl. danske Landhusholdningsselskab og blev Instruktør for Tilvirkningen af fersk Smør til Eksport. I Efteraaret 1894 skete der en omfattende Forandring indenfor det danske Mejerivæsen, og det viste sig. at de tre Statskonsulenter, der var ansat paa dette Tidspunkt, ikke kunde overkomme Arbejdet under de ny Forhold. Der blev saa oprettet et fjerde Distrikt, som kom til at omfatte Thisted, Viborg, Ringkøbing samt en Del af Hjørring og Ribe Amter, og da den ny Stilling skulde besættes, faldt Valget paa den unge Mejerimand Niels Petersen. Han fik Bopæl i Struer og kom hertil den 15. April 1896 efter at have gennemgaaet et Kursus paa Landbohøjskolen. Den ny Statskonsulent, Løjtnanten, som man kaldte ham, blev mødt med Skepsis, men det varede ikke længe, inden alle indenfor Kredsen var enige om, at noget bedre Valg kunde der ikke være truffet. Niels Pedersen fik alle Mejerifolk til Venner, og han blev mødt med Tillid og Tiltro overalt. Til at begynde med var det kun Produktforhold, han beskæftigede sig med, men længe varede det ikke, inden Erfaringen havde sat ham i Stand til at give gode Raad ogsaa med Hensyn til Driften og Anlæg af ny Mejerier, og nu blev der ikke bygget et nyt Mejeri, uden at Niels Pedersen først var bleven spurgt til Raads. Et halvt Hundrede Bøtteudstillinger blev der holdt hvert Aar i hans Distrikt, og han var med til dem alle, talte med Mejeribestyrerne om hver enkelt Prøve og holdt Foredrag om faglige Emner for de unge Mejerister, som var kommet for at høre og lære. Som Aarene gik, kom Niels Pedersen med i Ledelsen af de forskellige Organisationer, som har gjort dansk Mejeribrug til det, det er, f. Eks. Statens Mejeriudvalg og Foreningen af jydske Landboforeningers Mejeriudvalg. Sin Forbindelse med Mejeriskolen paa Ladelund vedligeholdt han ogsaa gennem Aarene. I Struer var der god Brug for hans Evner, men hans stadige Færden paa Rejser gjorde, at han nødigt vilde have offentlige Hverv i sin By. Menighedslivet havde hans varme Interesse, og han var Medlem af Menighedsraadet. Med Hensyn til Byens Sundhedsforhold mente han heller ikke at kunne undslaa sig fra af stille sine Evner til Raadighed, og han lod sig vælge til Medlem af Sundhedskommissionen ....

Saaledes er i korte Træk Statskonsulent Niels Pedersens Levnedsløb. Alle havde regnet med, at han endnu havde en lang Arbejdsdag for sig. Han var i Ordets bedste Forstand en god Mand, og hans Minde vil komme til at leve længe, ikke blot i Struer, men i hele den Mejerikreds, hvis Ledelse var overladt til ham. Han gik op i sin Gerning, og han var fuldkommen Ekspert paa sit Omraade. Et af de sidste Møde, om ikke det sidste, var i Viborg Amts Mejeri- og Mejeristforening. Han talte om den stigende Konkurrence, det danske Smør kom ud for, og lagde Mejeribestyrerne paa Sinde at lægge sig i Selen for at faa skabt det allerbedste Produkt og faa Leverandørerne til at gøre det samme. Saa sluttede han sin Tale, men kom straks efter i Tanker om en Ting. han havde glemt, og han tog Ordet paany for at fremhæve Vigtigheden af at sørge for gode Drifter, som ikke kan foraarsage Mug paa Smørret.

Det blev vist hans sidste Ord til en Forsamling at Mejeribestyrere. Og derfor vil de sikkert blive husket og taget til Efterretning. 

Allerede den Gang var Niels Pedersen syg. Han maatte gaa, støttet til to Stokke, men han kunde stadig køre sin Automobil, og han regnede ikke sin Sygdom, troede nærmest, at den skyldtes et forbigaaende Gigtanfald. Men saaledes var det altsaa ikke. Statskonsulenten maatte snart efter gaa til Sengs, og han rejste sig ikke helt fra Sygelejet. selv om han for et Par Maaneder siden ved at opbyde alle sine Kræfter naaede at komme med til sin Datters Bryllup med Læge Ludvig Christensen, København, i hvis Hjem han nu er død. Foruden sin Datter efterlader Niels Pedersen Hustru og en Søn, der er ansat som Bogholder i Smøreksportforeningen i Horsens, samt sin gamle Moder.

Da han i 1921 holdt 25 Aars Jubilæum som Statskonsulent, skrev en Indsender i Dagbladet et smukt og sandt Digt til ham. Vi skal genoptrykke et Par af Versene, der viser, hvordan Niels Pedersen var, og hvorledes Mindet om ham vil blive bevaret:

Aldrig forgæves hos ham Raad du hentet,
redebon gav mer', end det var ventet,
Aldrig hans Evner og hans store Viden skuffede siden.
Stærk var hans Vilje, klare var hans Tanker;
varmt var hans Hjerte, som for Ret kun banker.
Rige hans Evner, som ham Kraft forlene andre at tjene.

*

Et Mindeord

Statskonsulent Hørlyck, Aarhus. udtaler i Anledning af Statskonsulent Niels Pedersens Død, at Budskabet om dette Dødsfald har vakt Vemod blandt Niels Pedersens Kolleger. Hans Virksomhed var den stille Mands, og han virkede sejgt for de Maal, han havde sat sig. Forud for hans 25 Aars Jubilæum 1921 skrev "Mælkeritidende" hl. a.:

"Ved Ringkøbing Amts Mejeriforenings Jubilæum i Fjor udtalte Niels Pedersen: Egnen her er blevet flyttet 20 Mil Øst paa, idet Mejeribruget har gjort det muligt for det vestjydske Landbrug at omsætte den stedlige Avl til fordelagtige Priser. Og ved hans eget Jubilæum, hvor 300 Mennesker fra forskellige Egne i hans Distrikt hyldede ham, gik det som en rød Traad gennem de mange Taler, at ved denne Flytning havde Niels Pedersen været en udmærket Hjælper."

Dette er rigtigt. Niels Pedersen har været det danske Mejeribrug en af dets allerbedste Mænd.

(Holstebro Dagblad 3. maj 1926).

Niels Pedersen blev begravet fra Nordre Kapel på Vestre Kirkegård 7. maj 1926. Kapellet var fyldt til sidste plads. Den 1. maj 1927 blev afsløret en mindesten på hans grav på Vestre Kirkegård.

Oliver Bishop Harriman (1887-1926). (Efterskrift til Politivennen)

Oliver Bishop Harriman var ud af en kendt jernbanekongeslægt: Hans forældre var James Low Harriman (1857-1928) og Elizabeth (Bishop) Harriman (1865-1934). Faderen var søn af Oliver Harrriman som var nevø til E. H. Harriman og arvede en formue. Oliver B. Harriman blev universitetsuddannet i USA. Han var sekretær ved ambassaden i Berlin marts 1916. Charge d'affaires i Montevideo, Uruguay. 7. januar 1923 sekretær ved ambassaden i London. Han kom il København fra London i juli 1923 og skulle 1. juli 1926 have været flyttet til Warszawa. 

Han nåede ikke at blive gift.  9. december 1925 sejlede han fra USA til København - uden sin brud Helen Vilmorin Michell, datter af Henry F. Michell. Brylluppet skulle have fundet sted 10. december 1925, men blev pga. afrejsen udskudt til foråret. Grunden blev i Washington Times angivet at være at Oliver skulle have en ny diplomatisk post i et fjernt hjørne af verden og forældrene skulle vænne sig til at være så langt fra deres datter. 

Oliver var kommet på et 10-dages besøg i USA, bl.a. til familien Michell. State Department havde ikke offentliggjort noget om grunden til forflyttelsen. (se The Washington times 3. december 1925).

Den amerikanske Chargé d'Affaires pludselig død.

Uventet og brat er den amerikanske Chargé d'Affaires, Legationssekretær Oliver B. Harriman igaar Efterrmiddags afgaaet ved Døden i sin Privatlejlighed i Amaliegade.

Kammertjeneren fandt ham ved 5-Tiden inde i Soveværelset liggende livløs paa Sengen, og alarmerede nu øjeblikkelig Legationspersonalet, hvorpå Kancellisekretæren, Mr. Hayes, der opholdt sig i Gesandtskabet, straks kom tilstede, og kort efter indfandt ogsaa Generalkonsulen, Mr. Letcher, sig. De var begge dybt rystet over, hvad der var sket, og naturligvis satte de sig omgaaende i Bevægelse for at faa fat i Lægen, Dr. med. Tage Iversen, der dog ved sit Komme kun kunde konstatere, at Døden var indtraadt, og at den skyldtes et Hjerteslag. For at faa dette retslig fastslaaet og for paa Forhaand at afværge enhver løs Gisning med Hensyn til Dødsaarsagen, lod man straks Liget overføre til Retsmedicinsk Institut til Undersøgelse. 

For Legationens Medlemmer virkede Mr. Harrimans saa bratte Bortgang særlig rystende, fordi han hele Formiddagen igaar havde været i Gesandtskabet og arbejdet med frisk Energi og i bedste Humør. Ved 2-Tiden var han gaaet hjem til Lunch i sin private Bolig, Amaliegade Nr. 14, altsaa i Ejendommen lige ved Siden af Gesandtskabspalæet - - . Saasnart han havde spist, var han gaaet ind i sit Soveværelse, og her var det altsaa, at hans Kammertjener fandt ham nogle Timer senere. Han laa halvt afklædt paa Sengen, og meget kunde tyde paa, at han stod i Begreb med at tage sig et Bad eller ogsaa har han følt sig noget utilpas og villet hvile sig lidt, forinden han igen begav sig tilbage til sit Arbejde i Legationen, hvor man bestemt ventede ham tilbage efter Lunchen.

I den sidste Tid havde Mr. Harriman haft visse Symptomer paa en Hjærtelidelse og et Par Gange havde han om Natten haft lettere Kvælningsanfald, der ængstede ham en Del, men Ingen anede, at Sygdommen var saa alvorlig, og Døden saa nær.

Den afdøde Legationssekretær var født den 25. Maj 1887, og tilhørte en Rigmandsslægt - Jernbanekongen Harriman var saaledes ret nær i Familie med ham - og selv var han meget velhavende. Han havde faaet en glimrende Uddannelse ved Harvard Universitetet, og blev derefter Privatsekretær hos den amerikanske Ambassadør i Chile. Den 20. Juni 1915 begyndte han sin egentlige diplomatiske Karriere, blev i 1916 udnævnt til Sekretær ved Ambassaderne i Berlin og Wien, i Juni 1917 kom han til Havana paa Cuba og derfra til Mexico City. Efter nu en Tid at have virket som legationssekretær i Uruguays Hovedstad Montevideo, kom han i August 1921 til London, og det var fra denne Post, han i Juli 1923 forflyttedes til København, hvor han beklædte Stillingen som Første Legationssekretær, og ved Gesandten. Dr. Princes Bortrejse overtog han Hvervet som Chargé d'Affaires. idet den nye Gesandt, Mr. Dodge, først i Midten af denne Maaned ventes hertil. Mr. Harriman selv skulde den 1. Juli være afrejst herfra til Warszawa, hvor han ligeledes skulde have været Førstesekrelær ved det derværende amerikanske Gesandtskab.

Mr. Harriman var af Holdning og i hele sin Apparition den typiske Patricier, og han førte sig med en egen Værdighed, der af dem, der ikke kendte ham, let kunde udlægges som Arrogance. Bag denne tilsyneladende Utilnærmelighed skjulte sig et meget følsomt og maaske lidt saarbart Sind, og af Karakter var han baade usnobbet og sanddru, hans Død vil af alle, der var kommen ham paa nærmere Hold, føles som et smerteligt Tab.

*

Den afdøde Legationssekretær var meget sportsinteresseret, og var bl. a. en ivrig Automobil ud. Hans prægtige Lancia-Car saas ofte paa Byens Gader og paa Vejene i dens Omegn, altid med ham selv ved Rattet. Tennisspillet drev han ogsaa med megen Dygtighed, og han havde naaet en saa fremragende F'ærdighed at han for et Par Aar siden ikke helt uden Held deltog i en Turnering mod Tennismesteren Ulrich. Ude paa de lukkede Tennisbaner var han en daglig Gæst, lige til han for en lille Maanedstid siden begyndte at faa sine Hjerte anfald.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. maj 1926).

Der må vel være tale om tennisspilleren Einer Ulrich (1896-1969), far til tennisspillerne Torben Ulrich og Jørgen Ulrich og farfar til Metallica-trommeslageren Lars Ulrich. Han spillede tennis i AB fra 1918 og var en af Danmarks bedste spillere fra 1920'erne til 1940'erne. 

Edward Henry Harriman (1848-1909) var en af de førende nordamerikanske "jernbanekonger" i slutningen af 1800-tallet. Hans karriere indenfor denne branche startede i Illinois Central. I 1898 var han med i det syndikat som erhvervede Union Pacific Railroad Company der på det tidspunkt var bankerot. Han fik konirol over  Southern Pacific in 1901. Konkurrencen med James J. Hill for kontrollen over Northern Pacific førte til en af de mest alvorlige finanskriser på Wall Street. Hans forretningsmetoder mødte hård kritik, også fra præsident Theodore Roosevelt in 1907.

Den amerikansk Chargé d'Affaires Mr. Harrimans Død.

Sjældent har en Begivenhed gjort saa dybt et Indtryk indenfor den herværende diplomatiske Verden som den amerikanske Chargé d'Affaires, Mr. Harrimans pludselige Død.

Saa godt som alle Gesandterne og de fleste af den Afdødes øvrige Diplomatkolleger indfandt sig paa Mr. Harrimans private Bopæl i Amaliegade, hvor de lagde deres Kort. Ogsaa Direktøren for Udenrigsministeriet. Grev Reventlow gav paa samme Maade Udtryk for sin Deltagelse.

Generalkonsul Letcher har som den ældste indenfor den herværende amerikanske Repræsentation foreløbig taget Ledelsen i sin Haand.

Som Svar paa en Forespørgsel fra Mr. Letcher til State Departement kom der igaar fra Washington telegrafisk Ordre om snarest at sende Mr Harrimans Lig med Damper til New York. Generalkonsul Letcher, der allerede Lørdag Aften, assisteret af Kancellisekretæren Mr. Haves, gik igang med at ordne den Afdødes Efterladenskaber, hans Papirer og øvrige Ejendele, var hele Dagen igaar travlt optaget af de mange Forberedelser til Ligets Overførelse til Amerika, der skal foregaa med den først afgaaende Damper. Det bliver "Hellig Olav'', der forlader København Fredag Formiddag den 7de Maj.

Liget skal nu først balsameres og saa vil der inden det føres herfra blive foranstaltet en Sørgehøjtidelighed i den engelske Kirke.

Udenrigsministeriet i Washington har telegraferet til den amerikanske Ambassade i Berlin, om snarest at sende en Sekretær hertil for at han kan overlage Hvervet son Chargé d'Affaires efter Mr Harriman, indtil den nye Gesandt, Mr. Dodge, antagelig om et Par Uger, indfinder sig. Det bliver saa vidt vides Mr. F. Wiley, der vil blive sendt herop. Denne overordentlig sympatiske Diplomat vil sikkert endnu erindres af mange fra sit fleraarige Ophold her som Sekretær ved Legationen. I de tre-fire Aar, der er forløbet siden, har han først været Ambassadesekretær i Madrid og senere i Peru, hvorpaa han for et Aars Tid siden blev forflyttet til Berlin. Med sit store Kendskab til danske Forhold besidder Mr. Wiley de bedste Forudsætninger for paa fyldestgørende Maade at kunne bestride Chargë d'Affaires-Hvervet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. maj 1926).

Fra den engelske Kirke i København blev i Gaar den amerikanske Charge d'affaires Harriman lægravet. Vi bringer ovenfor et Billede af Begravelsen, man ser her Kammerherre Krieger som Repræsentant for Kongen bevidne den nye Charge d'affaire Mr. E. Wiley Kongens Deltagelse. Foto fra Helsingørs Avis 8. maj 1926.

Den amerikanske Diplomats Begravelse i Gaar

Chargé d'affaire Oliver Bishop Harriman blev i Gaar under meget stor Deltagelse begravet fra den engelske Kirke.

Pladsen foran den engelske Kirke i Grønningen var i Gaar Eftermiddags opfyldt af elegante Luksusbiler, ud af hvilke sortklædte Damer og Herrer stod og begav sig ind i Kirken, hvor de indenfor Indgangen modtoges af den amerikanske Chargé d affaires, John Wiley, der er kommen hertil fra Berlin for at varetage Forretningerne efter sin afdøde Kollega, Oliver Bishop Harriman.

Den afdøde Diplomats svære Egetræskiste stod under Korets Spidsbuehvælving, dækket af et mægtigt Stjernebanner. Kisten var omgivet af en hel Palmelund og Kandelabrer med viftende Stearinlys, der skinnede gulligt mod den mørkegrønne Baggrund.

Det dunkle Kirkerum, hvor Solens Straaler holdes ude alfprægtige Vinduesmalerier, fyldtes lidt efter lidt af en meget celeber Forsamling. Nærmest Kisten sad Kammerherre Krieger som Repræsentant for Kongen, medens Kabinetssekretær C. P. M. Hansen repræsenterede Dronningen. Paa de øverste Stolerækker saas saa godt som alle de herværende udenlandske Gesandter med deres Doyen, den belgiske Gesandt, Mons. Allart, i Spidsen. Enkekejserinde Dagmar var repræsenteret af Fyrst Dolguruki, og endvidere saas den tidligere russiske Minister, Baron Meyendorff. Af de danske Ministre var Statsminister Stauning og Udenrigsminister, Grev Moltke til Stede. Fra Udenrigsministeriet mødte Afdelingschef Valeur, og baade den kommanderende General, Generalløjtnant Ellis Wolff, og Viceadmiral Konow havde givet Møde, ligeledes Københavns Kommandant, Generalmajor Nyholm, ligesom Overpræsident Jensen og Borgerrepræsentationens Formand, Landstingsmand J. A. Hansen, var i Følget.

De fremmede Diplomater var alle i Redingote med Undtagelse af den amerikanske Militærattache, der var i Uniform. De danske Officerer var ogsaa i Uniform; men ellers var Paaklædningen civil Formiddagsdress.

Sankt Albans engelske kirke. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et pragtfuldt Blomsterflor.

Der duftede af Fornar i Kirken, fra Blomsterne, der smykkede Alteret og Prædikestolen, og fra de mange pragtfulde Kranse. Der var Kranse fra Kongen og Dronningen, Prins Gustav, Prins og Prinsesse Axel, Prins og Prinsesse Viggo, Storfyrstinderne Xenia og Olga, og alle Gesandtskaber og legationer her i Byen. Brede Silkebaand i alle Nationers Farver saas Side om Side ned ad Midtergulvet og paa Stolerækkerne. Der var ogsaa en Krans fra Fællesrepræsentationen for Dansk Industri og Haandværk. Det var en lille Formue i Blomster, og der maatte flere Vogne til at køre dem fra Kirken ud paa Kirkegaarden.

Sørgehøjtideligheden begynder.

Nu fyldte Orgelets Toner Kirkerummet, og medens alle rejste sig, bevægede en hvidklædt Procession sig op gennem Kirken. Det var Korets Medlemmer med de smaa Kordrenge forrest, og blandt Korets voksne Medlemmer genkendte man Operasanger Jørn Nielsen, der som Dreng har været i Koret, og som man derfor endnu sender Bud efter ved højtidelige Lejligheder.

Processionen sluttedes af Kirkens Præst, den gamle, ærværdige Rev. Mortimer Kennedy, der paa sin hvide Præstedragt bar Dannebrogsordenens Ridderkors. Koret tog Plads ved Kistens ene Side og Præsten ved den anden, hvor han, snart staaende, snart knælende, bad Ritualets Bønner, medens Koret svarede ham og først sang "Nearer, my God, to Thee" paa en Melodi, som ikke er saa iørefaldende som den, vi kender herhjemme fra "Titanic's Undergang, og tilsidst "Lead, kindly Light", der sluttedes med Handels pragtfulde Sørgemarch, under hvilken Kisten blev baaret ud af Kirken af uniformerede Ligbærere.

Nogen Tale over den Døde blev ikke holdt. Da Følget forlod Kirken, stod Mr. Wiley ude i Forhallen og takkede hver enkelt.

Paa Vestre Kirkegaard.

Fulgt af en halv Snes Biler med det amerikanske Gesandtskabs Medlemmer med Damer og en Del at den Afdødes yngre Kolleger fra de andre Legationer kørte Ligvognen med Kisten ud til Vestre Kirkegaard, hvor den amerikanske Regering, som bekostede Begravelsen, har købt et stort Gravsted. Det er beliggende umiddelbart bag Kapellet og har kostet 3000 Kr. Den unge Diplomat vil dog vist kun foreløbig komme til at hvile i dansk Jord. Hans Lig er bleven balsameret paa Retsmedicinsk Institut, og det er Meningen, at det en Gang skal sendes til Amerika. Liget er i en Zinkkiste, og Egetræskisten udenom den er tre Tommer tyk, saa den kan nok i nogle Aar modstaa Jordens Indvirkning.

Pastor Kennedy, der i sin hvide Præstedragt med den mærkelige sorte Hue paa Hovedet virkede underlig fremmedartet ude paa Kirkegaarden med de mange danske Navne paa Gravstenene, forrettede Jordpaakastelsen, hvad der skete, før Kisten var sænket i Graven, da han, gammel som han er, lider af Svimmelhed og ikke tør gaa op ved en aaben Grav. Saa sænkede Ligbærerne Kisten i Graven. Solen skinnede, og Fuglene sang. Den unge Amerikaner hviler nu midt i det danske spirende Foraar, og snart vil Græsset gro grønt og frodigt paa hans Grav mange Hundrede Mil fra hans Hjemstavn og dem, der havde ham kær.

(København 8. maj 1926).

Oliver Bishop Harrimans gravsted på Vestre Kirkegård afd. H-11-61. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Til ære for ham indstiftede moderen Elizabeth Templeton Bishop Harriman AFSA Scholarship Fund med 25.000 $ (svarende til 435.000 2024-$). Gravstedet eksisterer stadig. Om liget blev fragtet til USA har hverken kunnet be- eller afkræftes.