På Assistens Kirkegård i København har der i det sidste par uger dag og nat opholdt sig en herreløs hund som strejfer omkring mellem gravene. Det menes at hundens herre er død, og at den nu søger hans grav, og da dyret - en stor prægtig ulvehund - i hele dette tidsrum tilsyneladende ikke har taget næring til sig og nu er meget afmagret, eftersøger kirkegårdsbestyrelsen offentligt eventuelle pårørende til ejermanden.
(Viborg Stifts-Stidende, 23. juni 1926).
- Ude paa Landet er der maaske nok flere, der tilbringer hele deres Liv i samme Gaard; men jeg tror nok, jeg er den eneste Københavnerinde, der kan holde 80 Aars Fødselsdag paa sit Fødested, og aldrig har boet andre Steder, siger den gamle Fru Almina Kolling, der i Dag, rask, rørig og fuld af godt Humør runder de fire Snese.
Min Fader, Slagtermester Neiiendam, ejede Grundene her opad, hvor Vesterbrogade er vokset op - den Gang saa her jo anderledes ud. Det var et udpræget Slagterkvarter, og Trommesalen laa jo skraas overfor. Her, hvor dette Hus nu ligger, havde Fader en stor Stald, og Privathjemmet laa nede paa Bagbygningens Plads, men da jeg var fire Aar gammel byggede Far Ejendommen her, hvor vi saa flyttede ind, og siden har jeg ikke haft anden Bopæl. Da jeg blev gift i 1867, flyttede min Mand og jeg ind i denne Lejlighed, og her blev vi. Den Gang brød Folk sig ikke om Forandring. Kolling var ogsaa trofast mod sit Teater; han var ved den kongelige Scene fra 1854 til han tog sin Afsked i 1897. Og her i disse Stuer samledes Kammeraterne. alle Datidens kendte Kunstnernavne. - lh bevares, hvis disse lægge kunde tale! - Fru Kolling smiler stolt og glad. - De kan tro Almina Kollings Aftensbord stod højt anskrevet! Det var tit og ofte mig der inviterede, uden at min Mand anede det, og naar han saa kom hjem fra Teatret, var Vennerne allerede samlet, og saa blev han saa glad. Her sad de, Phister og Frue, Høedt, Hultmann, Michael Wiehe, Olaf Poulsen, Fru Sødring, alle de kære Mennesker. - Ja nu er de døde og borte allesammenl Men Minderne hænger her rundt om paa Væggene!
Vi ser os om og ser overalt Billeder af den kongelige Scenes berømte Navne, private og i Kostume. - Og se her, siger den gamle Dame, der hænger et Skovparti, det har saamænd Olaf Poulsen malet. og det store Scenebillede der fra "Den Vægelsindede", det er ogsaa hans Værk. De to Blomster- og Frugtmalerier er af Sophus Petersen, og det Landskab der er et Arbejde af Hultmann! Det var dejlige Mennesker allesammen, og saa senere, da vores eneste Datter blev gift med Otto Borchsenius, saa kom her jo en ny Kreds af interessante Mennesker ind i Hjemmet. Er det forresten ikke morsomt - min Svigersøn og jeg var jo jævnaldrende, ja han var ovenikøbet to Aar ældre end jeg; vi traf hinanden første Gang hos Fru Sødring, da jeg var nygift, og han blev præsenteret for mig som "den unge Student Borchsenius"! Da skulde nogen blot have sagt, at det var min vordende Svigersøn jeg hilste paa! Med ham fik vi som sagt nye kære Venner, Holger Drachmann, Schandorff, Peter Hansen o. m. fl. Jeg har haft et interessant og indholdsrigt Liv, og har Minder, der ikke gør det vanskeligt at fylde 80. Der er noget at leve paa.
- Fruen interesseret sig stadog for Teatret? spørger vi.
- Ih ja. - det kan man da ikke lade være med, og de har ho da heldigvis stadig dygtige Folk derinde paa Teatret. Ja, undskyld, for mig er "Teatret" jo først og fremmest det kongelige - men det er jo saa naturligt. De har dugtige Folk, men de har alligevel ingen Michael Wiehe - ham er der ingen, der naar. Naa, enhver synes vel bedst om sin Samtid, men jeg har saamænd ingen Grund til ikke ogsaa at synes om Nutiden. Jeg er heldigvis glad ved Livet!
Vi tog Afsked med den charmerende gamle Dame, hvem det har været lidt af en Oplevelse at hilse paa.
O-k.
(Aftenbladet (København) 30. juni 1926)
Fru Almina Kolling, Enke efter Skuespiller Valdemar Kolling, bor i et gammelt smukt Hjem paa Vesterbrogade i København og er endnu rank og statelig, ungdommelig og smilende trods sine 80 Aar.
En Journalist har interviewet hende og Fru Kolling fortæller: Jeg har boet her hele mit Liv. Min Fader, Slagtermester Neiiendam, ejede Grundene her, hvor Vesterbrogade senere er vokset op. Markerne var derude, hvor Istedgade nu ligger, og bagved laa Vandet, der den Gang gik meget højere op end nu. Jeg kan huske saa langt tilbage som til Troppernes Hjemkomst i 1848-50, de begivenhedsrige Tider. Da blev der her udenfor Huset bygget en interemistisk Balustrade, og der sad Folk med Kurve, fyldt med Blomster, Bagværk og Forfriskninger til de hjemvendende Soldater. De fik Lov til at bryde ud af Rækkerne og tage mod de velkomne Sager. Tiden gik og jeg voksede til.
Og saa kom Forlovelsen. Jeg var til Kasinomaskerade. Vi var en lille privat Kreds, og jeg anede ikke, at han skulde komme. Men saa saa jeg ham pludselig inde i Salen som Kavaller for Fru Sødrings Døtre. Saa opdagede han mig. Han fik ved Tegn gjort mig opmærksom paa, at han saa gerne vilde tale med mig alene - og saa - ja, saa "stak vi af" fra vore Selskaber, ler Fru Kolling muntert, og vi fik en dejlig Aften ud af det; vi blev nemlig forlovet, om end hemmeligt i den første Tid.
Der kom mange i vort Hjem, bl. a. Olaf Povlsen og Hr. og Fru Phister. Aa, ja, det var i de gode gamle Dage, da man havde en hel Steg paa Bordet, en And og en hjemmelavet Rullepølse foruden mange andre gode Sager.
Naa, Aarene gik, Tiderne skiftede, ny Folk kom til, og vi syntes ikke mere, det var som "den Gang".. Men det synes man vel altid, naar "de gamle Tider" er borte. Men min Mand var en lykkelig Natur. Han blev ikke "gammel", træt og gnaven. Han var saa mildt dømmende, saa stille og fin. Og nu lever jeg kun i Minderne om de svundne, lykkelige Aar.
(Middelfart Avis 20. august 1926).
Andre del af interviewet:
- Hvor gjorde De Deres Mands Bekendtskab?
- Det var hos min Faders Fætter, den store Købmand Johan A. Neiiendam. Han førte stort, aabent Hus. Hele Venstrekredsen, Berg, Hørup, N. J. Larsen og Tutein samledes dér. Han og hans Hjem spillede en stor Rolle for den gryende Venstrebevægelse. I den Kreds dér kom ogsaa mange Kunstnere og Forfattere. Jeg husker blandt, andre tydeligt Schandorph og Drachmann. De Fester, Johan A., som han slet og ret kaldtes, gjorde, ansaas i de Tider for storstilet, - hvor ikke alene den gode Mad og Bourgognen, der "flød i Strømme", satte Stemningen op, men hvor tillige Aand og Vid og Lune satte Præg paa det hele .... dér saa jeg den unge Kolling.
- - -
... Jeg passede og holdt selv min Mands Tøj, og min Mand var saa glad for det. Jeg husker at en af mine Specialiteter var at stive Kalvekrøs; det kan nok være, at det var fint, naar min Mand for Eksempel var Markis med det elegante Kalvekrøs. Ja, det var endog saa godt lavet, at Hultmann stadig udfrittede min Mand om, hvem der var hans Vaskerkone.
Min Mand vilde længe ikke sige det, for han troede ikke, jeg vilde holde af, at de andre vidste det. Men en Dag, da han igen blev spurgt, sagde han: "Det er saa mænd min Kone". Saa en Dag, jeg staar paa Fisketorvet og gør Indkøb, kommer Hultmann forbi, fin og pyntelig og med høj, graa Hat. Den svinger han i en stor Bue, idet han med et dybt Buk siger: "De har min største Agtelse!" Det kan nok være, at Fiskerkonen maabede.
... Han, den store Kunstner og Charmeur, var ikke alene fejret paa Scenen, men han var alle Datidens unge Pigers stille Sværmeri. Ak, hvor har jeg dog set mange af de store paa Scenen. Jeg var næppe mere end 12-13 Aar, da jeg fik Lov til at komme i Det kgl Teater . . . den Gang havde et Barn Tilladelse til at staa op foran en voksen til Forestillingerne. Jeg saa Guldalderens Kunstnere, Michael Wiehe, C. N. Rosenkilde, Fru Hejberg og Høedt, og den Gang anede jeg ikke, at jeg senere skulde lære de Mennesker nærmere at kende, som var min Barndoms Helte og Idealer.
- - -
(Middelfart Avis 3. september 1926. I uddrag, idet interviewet indeholdt de allerede viste artikler fra andre blade)
Almina Kolling boede på Vesterbrogade 27, 2. sal. Her flyttede hun og manden ind kort efter de var blevet gift. Hun døde september 1935. Valdemar Ludvig Christian Kolling (1834-1915) spilede på Det Kongelige Teater 1854-1907. Datteren Johanne Louise Kolling (død 23. maj 1921) blev gift med Otto Borchsenius (1844-1925). Han er begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.
Huset er revet ned, og i det nuværende nyere byggeri er Hotel Comfort, Vesterbrogade 23-29.
Dagrenovationen er et Spørgsmaal, der optager Københavnerne stærkt. I Indlæg til "Byens Talerstol" har der gentagne Gange været klaget over den forældede Form for Bortføringen af Renovationen, der stadig anvendes, saa vel som over, at Skraldevognene kører den ganske Dag igennem. Og man kan kun give Indsenderne Ret. Det er hverken hygiejnisk eller flatterende at føre en aaben "Skraldevogn" gennnem en i Formiddags- og Morgentimerne stærkt befærdet By. Den Regn af Aske og Snavs, der oftest staar fra disse Vogne, staar ikke helt i Samklang med de mange Lovord, der lyder over København som en renlig og soigneret By.
Vi kan simpelt hen ikke være disse Tilstande bekendt. Men kan de da ændres? Bunder de i Nødvendigheden, eller skyldes de kun et Udslag af Sparetendenser?
For at faa dette Spørgsmaal klaret, har vi henvendt os til Direktøren for Københavns Kommunes Kørselsafdeling, Hans Jensen. Og han er ikke utilbøjelig til at give Klagerne Ret.
- Vi har gentagne Gange hørt saadanne Klager, udtaler han, og jeg kan ikke sige, de er ubeføjede. Men maa jeg forklare lidt om Forholdene, som de er. Dagrenovationen i København er spaltet i to Dele, Kommunen bortfjerner Renovationen fra de i første Klasse beliggende Gader, derimod skal Grundejerne selv sørge for at faa fjernet Renovationen fra Gader i anden og tredie Klasse og fra Privatveje og -gader. Dernæst har Kommunen bortforpagtet en Part af Dagrenovationen til 80 private Vognmænd, der hver kører med en Vogn, medens de private Grundejere antageligt raader over et lignende Antal. Medens vi skal have tilendebragt Kørselen Kl. 11½ Formiddag, har de "private" Vogne Lov at køre hele Dagen, idet Politivedtægten ingen Bestemmelser indeholder herom. - Men kan de kommunale Vogne ikke blive færdige før. Det vilde da gavne Hovedgaderne.
Det kan vi ikke. Vi begynder Kl. 5 om Morgenen, og før kan vi ikke begynde, bl. a. fordi Gadefejningen, der ogsaa skal fjernes, først skal være tilendebragt Kl. 7 Morgen om Sommeren og Kl. 8 om Vinteren.
- Kunde der da ikke findes paa en mere hygiejnisk Facon at fjerne Renovationen paa? Smaa lukkede Beholdere for Eksempel i Stedet for de aabne Vogne?
- Det kunde der godt .... men det er et Spørgsmaal om Penge. Nu koster Dagrenovationen Kommunen ca. 1 Million Kroner om Aaret, skulde der benyttes Beholdere, vilde dette Beløb blive fordoblet, foruden at der skulde sættes mange Penge i Materiel. Og det vilde jo atter gaa ud over Skatteborgerne .... Vi saa det gerne gjort, jo før jo hellere; men Budgetudvalget er næppe af helt samme Mening .... Forøvrigt tror jeg, at Kommunen ofte bliver skældt ud for noget, der skyldes den private Dagrenovation. Vore Vogne bliver ofte set efter, deres Tæthed undersøges, Hestenes Fodringetilstand ligeledes .... Derimod har vi ikke Spor af Indsigt med den private Afdeling. Det burde vi selvfølgelig have af sanitære Grunde, ganske som paa Frederiksberg og i Gentofte .... Alt ialt tør jeg dog sige, at København paa Dagrenovationens Omraade staar fuldt paa Højde med de allerfleste af Europas øvrige Storbyer.
- Der har ogsaa lydt Klager over Kloakoprensningen. Blandt andet over, at den Mand, der renser op, lader Oprensningen ligge til Afhentning - saaledes at den meget hurtigt af Bilerne bliver kørt ned i Kloakerne igen. Kan den ikke fjernes med det samme?
Dette Forhold er ved at undergaa en Ændring, og snart vil det helt ophøre, idet Kommunens store Vandvogn nu benyttes til at skylle alt ned i Kloakerne, saaledes at Oprensning bliver overflødig. Kun enkelte Steder anvendes denne endnu.
Mr. Nobody
(B. T. 29. juni 1926).
John Andersen debuterede december 1916 som studenten i "Den lille Idas blomster". I 1921 blev han udnævnt til solodanser.
På en rejse fra København den 11. juni 1926 til USA med "United States" blev solodanseren John Andersen den 19. juni 1926 syg og måtte opereres for blindtarmsbetændelse. Instrumenterne skulle først samles og koges i kabyssen og servietter, håndklæder m.m. steriliseres. Den vagthavende officer havde tilbudt at standse skibet så det kunne ligge roligt under operationen. Det viste sig imidletid at der var koldbrand i blindtarmen samt lokal bughindebetændelse. To dage efter lagde skibet til i Halifax hvor han blev bragt på sygehuset, men han døde få dage efter. Han blev 27 år gammel.
Den blomstersmykkede Kiste i Holmens Kirkes Kapel
Der er gaaet seks Uger siden den unge Solodanser ved Det kgl. Tealer John Andersen døde i Halifax. Da "Hellig Oluf" i Aftes ved 8-Tiden lagde til ved Østkajen i Frihavnen, havde den hans Kiste med om Bord.
I Menneskemylderet nede paa Kajen stod den Afdødes unge Enke, hans Moder og Søskende, hans nære Ven, Danseren Svend Aage Larsen og, som Repræsentation for Den kgl.Ballet: Fru Elna Jørgen-Jensen, Richard Jensen, Georg Berthelsen og Kaj Smith.
Efter at Passagererne havde forladt Skibet, hejstes en stor, grønmalet Kasse, der omsluttede Kisten, fra Borde. I et af de store Pakhuse fjernede man Kassen - hvilket tog en rum Tid - og John Andersens Slægt og Venner, der alle var dybt bevægede, smykkede Kisten med Blomster. Mellem disse var der en Krans, hvis røde og hvide Baand bar Indskriften: "Fra dine Kammerater ved Balletten. Tak for alt."
Kisten blev nu sat op i den sort-tilhyllede Hustvogn, der kørte gennem Frihavnen og ind igennem Byen, fulgt af en Række Automobiler. Sørgetoget passerede Store Kongensgade 70, hvor John Andersen havde sit Hjem, som han forlod frisk og glad for at drage ud paa Amerikarejsen. Langsomt kørte man videre, over Kongens Nytorv, forbi Det kgl. Teater til Holmens Kirke. Foruden de tidligere nævnte, fulgte Kaptajn Holst fra Skand.-Amerikalinien med til Kirken.
Først ved Halv elleve-Tiden naaede man hertil. Vognene kørte ind gennem den gamle Kirkegaardshave ad den smalle Gang mellem Træerne, gennem hvis Kroner man skimtede Augustaftenens funklende Stjerner. Slægtninge og Venner fra Balletten bar Kisten op ad de faa Trin til det store, dybe Kapel, hvor den blev hensat paa en sortklædt Baare midt paa Gulvet. Man havde vistnok tænkt sig, at en af John Andersens Kammerater fra Balletten her der skulde have talt nogle Mindeord; men den unge Enke var saa betaget af Smerte, at hun højt hulkende førtes ud af Kapeller af nogle Venner, og man skiltes da hurtig.
Ved Begravelseshøjtideligheden i Morgen Kl.. 12 i Holmens Kirke taler Pastor Hornbeck, der paa Balletskolen har været John Andersens Lærer i Historie og i Religion og som for fire Aar siden viede ham og hans Hustru.
(Nationaltidende 4. august 1926).
Som fornylig meddelt døde den unge danske Solodanser John Andersen paa Vejen til Amerika. "Hellig Olav", der i Aftes ankom til København, havde Liget ombord, og i den Anledning var saavel Familien som en stor Repræsentation for Det kel. Teater til Stede.
Det vakte Forbavselse, at Skibets Flag i Agterstavnen vajede paa hel Stang; men Forbavselsen afløstes af Harme, da Skibsorkestret istemte en moderne Dansemelodi. Mange af de Tilstedeværende hyssede, men uden Resultat.
Ikke alene de sørgeklædte Mennesker, men saa godt som hele Publikum følte sig meget ilde berørt over den Taktløshed, som udvistes fra Skibets Side.
(Fredericia Social-Demokrat 6. august 1926).
Den unge Solodanser John Andersen, som døde efter en Operation ombord paa en Amerikadamper, begravedes igaar under mægtig Deltagelse fra Holmens Kirke. Denne nar fuldt af Mennesker, og endnu flere stod. Efter at Pastor Hornbeck havde talt ned Baaren, hertil der var sendt et Utal af Kranse, og Helge Sissen havde sunget, førtes Kisten til Vestre Kirkegaard, ledsaget af store Menneskemængder. Der ude, ved Graven, holdt den Afdødes Ven, Danseren Svend Aage Larsen, en smuk Tale, hvorigennem han bragte John Andersen en Tak for alt, hvad denne hånde været for ham og de øvrige Kammerater fra Det kgl. Teaters Ballet. Paa Billedet ser man Svend Aage farsen ifrtrd med at tale. Tilhøjre staar den Afdødes Hustru og øvrige nære Familie.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. august 1926).
Biskop Ludwigs i Aalborg har meddelt stiftets Præster en Indskærpelse af Lovens Bestemmelser om, at der ikke kun gives Kvinder Tilladelse til at fungere ved kirkelige Handlinger i Sognekirker.
Valgmenighedspræst Anker Møller i Vestervig, der for nogen Tid siden lod Missionær Ane Marie Pedersen tale i Hinderup Kirke, har nu i nordjyske Bladt offentliggjort et aabent Brev til Biskoppen, hvori det hedder:
"Det falder mig ikke ind, at der kunde være noget som helst at sige til dette. Jeg har set, at Frk. Pedersen har prædiket i Kirken i Kerteminde og i Nazareth Kirken i Ryslinge. I fordums Dage kunde man ikke tænkte sig en Kvinde paa en Prædikestol, men jeg ved ogsaa, at hvad der i fordums Tid var utænkeligt, nu om Dage er ganske naturligt, Hr. Biskop. Der er vist flere end mig, der med Forbavselse har modtaget denne Note fra Aalborg til det ganske Stift. Har en Biskop en kristen Biskop, i det Aar 1926 intet nyttigere at tage sig til end at indskærpe Ting, som Tiden, Livet, for længst er løbet fra?"
Valgmenighedspræsten slutter med at skrive: "Jeg returnerer lier med Deres Indskærpelse. Jeg modtager den ikke, Hr. Biskop, og jeg vil i paakommende Tilfælde ikke rette mig efter den."
For øvrigt har Biskop Ludwigs selv til "Aalb. Amtst." udtalt, at han personlig ikke er imod, at Kvinder prædiker i Kirker, men Loven forbyder det nu en Gang, og Loven maa respekteres, saa længe den gælder. Om den paagældende kvindelige Missionær udtaler Bispen, at han betragter hende som den ypperste af de danske Missionærer.
Biskop Ludwigs slutter: "Saa længe Loven er, som den er, er det min Pligt at drage Omsorg for, at den bliver overholdt, og dertil kommer, at det er en Lov, paa hvilken enhver Præst har aflagt et som Ed forpligtende Embedsløfte. Endnu kan tilføjes, at Kvinder er berettigede til at tale i Sognekirkerne, naar Præsten tillader det, og saa fra Prædikestolen, men ikke ved de ordinære Gudstjenester."
(Aftenbladet (København) 22. juni 1926).
I starten af juli 1926 meddelte Anker Møller at han ikke ønskede at fortsætte som valgmenighedspræst pga. utilfredshed med folkekirken. Han opsagde formelt sin stilling som valgmenighedspræst den 1. oktober 1926. Han betjente også Torsted Frimenighed.
Kristian Anker-Møller fotograferet hos Gram i Thisted, mens han var præst i Thorsted fra 1927 til sin død i 1931. Foto fra artiklen Søren Anker-Møller: "Grundtvigske menigheder i Thy - en kortfattet oversigt".
Christian Ludwigs (1877-1930) var biskop i Aalborg Stift 1915-30. Som biskop vedkendte han sig sine tidligere kirkepolitiske, grundtvigske standpunkter, men mente ikke at danskerne sluttede op og dem, og så sig forpligtet til loyalt at følge lovgivningen (især den fra 1922). I 1925 var han blevet ramt af kræft.
Kristian Anker-Møller var i 1921 blevet præst for valgmenigheden i Sydthy. Han havde tidligere været sognepræsten i Velling, Ringkøbing. Biskoppens forbud mod den kvindelige missionær fra Porto Novo Missionen i Indien, Anne Marie Petersen og Kristian Anker-Møllers fratræden betød at Thy Valgmenighed delte sig i de som fulgte Kristian Anker-Møllers frimenighed og de som Thy Valgmenighed med pastor Gustav Chr. Petersen-Bønding.
