Karina Bell. (Efterskrift til Politivennen)

Skuespilleren Karen Gudrun Louise Parkov (1898-1979) debuterede 1919 på Det ny Teater ("Tornerose") som uddannet ved Emilie Walboms Balletskole, men uuddannet skuespiller på Det ny teater med kunstnernavnet Karina Bell - et påfund af Emma Gad. Et scenisk gennembrud fik hun i "Lille Eva." 1919 medvirkede hun i sin første film: Carl Th. Dreyers "Blade af Satans Bog". Gennembrud fik hun i A. W. Sandbergs instruktion 1922 som Davids barnebrud i "David Copperfield". I 1920erne var hun den mest kendte kvindelige danske filmstjerne. Hovedrolle i "Fra Piazza del Popolo" (1925), titelrolle i "Maharadjaens Yndlingshustru" (1926) sammen med Gösta Ekman, hovedrolle i "Klovnen" (1926). Ludvig Brandstrup skrev "Pige træd varsomt" til hende til Co-optimisternes sommerrevy "Alle Ni" i 1926. 

Sandberg rejste til Berlin for at iscenesætte film samen med Karina Bell. Hun medvirkede i "Et Revolutionsbryllup" (1927) og "Danserinden" (1929). 

Karina Bell

Karina Bell har sluttet sin Optræden hos CoOptimisterne for at vende tilbage til Filmen, hvor hun ved sit Talent og sin Skønhed har vundet Ry ogsaa udenfor Danmark.

Den Duft af Vaudeville, der særtegner Karina Bell paa Scenen, omgiver hende ogsaa i Lavet. Hun ejer en naiv Ynde, i Bevægelser og i Udtryk, som ikke er almindelig for de "klippede".

- Hvorfra har De det lyse og glade Deres Kunst og i Deres Person, spørger jeg Karina Bell.

Hun svarer - meget alvorligt: - Hvis jeg har det, saa er det fra Mor .... ja, for hun har et straalende Humør, og hun har altid haft det, skønt hun har gaaet saa forfærdeligt meget igennem.

- Har De ogsaa haft Modgang?

- Ikke som Mor, men ingen slipper da for Sorger og Skuffelser - og Gud ske Lov for det.

- Hvor tør De tale saadan?

- Det tør jeg rigtignok. Alvor, altsaa den virkelige, den, der gaar ind til Hjertet i os, den kan blive vor Udvikling ....

- Hvordan kom De til Teatret?

- Det var Emma Gad. Hun var alt for mig. Hun hjalp mig fremad og hende kunde jeg tale med om, hvad der fyldte mig, hvad der laa og gærede i mig. Jeg var kun en lille Pige, da vi mødtes. Jeg kom daglig i hendes Hjem, og hun behandlede mig, som hørte jeg hende til. Hun var et yndigt Menneske, og hendes eneste Fejl var den, at hun .... spredte .... Jo, spredte sig mellem alle dem, der kom og bad om hendes Hjælp .... En vilde have en Kaffeforretning, en anden vilde spille Komedie .... og saa hændte det jo, den, der fik Kaffen havde mere Held med sig, end den, som kom til Kunsten .... saa blev de to misundelige paa hinanden - og bitre paa Emma Gad. Hendes Godhed skaffede hende ofte, og ufortjent, kun Uvenner.

- Hvornaar slog De igennem paa Scenen?

- Jeg véd Aftenen. Det var i "Rullen gaar", og paa Det ny Teater. A. W. Sandberg saa Generalprøven og sagde, at det var helt forkørt, hvad jeg gjorde. Han forklarede mig Skikkelsen, og jeg fulgte ham .... En Kritiker skrev efter Forestillingen, at man syntes i mig at høre Anna Larssens Røst. Jeg havde aldrig set hende spille, kun hørt hende i Evangeliehuset.

- Gaar De derud?

- Ja, engang imellem trænger jeg til at være alene med mig selv og den gode Alvor. Og Anna Larssen virker saa forunderligt paa mig. Naar hun taler Bibelens Ord, saa synes jeg, at alt bliver saa smukt, saa godt, saa stort og lyst. Den Menneskelighed, som gjorde hendes Kunst uforglemmelig, det er den, der nu gør hende til den beaandede Fortolker.

- Er det ikke Kunstnerinden De dyrker mere end Fortolkeren?

- Nej. Saadan virker Anna Larssen slet ikke paa mig. Selv om jeg, naturligvis, ikke kan lade være med ut lytte til hendes dejlige Stemme, saa er det dog hendes egen Grebethed, hendes Tro, der tager mig.

- Er De glad for Deres Kunst?

- Ja, naar jeg faar en Opgave, som giver mig noget, saa jeg kan faa Lov til at give noget igen .... Efter at jeg havde spillet Lille Dorrit, fik jeg saa mange Breve, henrivende Breve, fra gamle Damer og Herrer, som havde listet sig ud fra deres Hjem for at se, hvordan deres gode Ven Dickens tog sig ud paa saadan noget moderne noget som en I ilm. De fleste af dem skrev, at de aldrig for havde været i et Films Teater .... men nu kom de Igen .... Det var Dickens Skyld ....

- Og Deres?

- Nej, først Instruktørens og mine Medspillendes .... Kan en Instruktør ikke forklare os den Skikkelse, Ti skal være, heil inde fra Hjertet, saa bliver del ikke til andet end Mimik og Plastik, og Livet er noget mere og dybere end den Slags Teatermidler .... Og Film skal ogsaa være Livet .... det er ikke blot Skuespilkunsten, der har den Opgave.

- Hvad haaber De af Fremtiden?

- Fremtiden .... det er et meget alvorligt Ord .... Jeg vëd ikke noget om den, jeg har forresten aldrig beskæftiget mig synderligt med den .... det tror jeg ikke, man skal. Det kommer, og det gaar, det Lyse med det Mørke, som det skal komme og gaa .... Det, som det gælder om, det, der kan give os Glæde, det er at prøve paa kun at gøre det Gode .... det er slet ikke saa svært, og det gør os saa lette om Hjertet ....

Christian Houmark

(B. T. 18. juli 1926).

Artiklens foto er identisk med et som findes på Det kongelige Bibliotek med titlen "Fra Piazza del Popolo", taget i 1925 af fabrikant, civilingeniør Paul Bergsøe, Paul (1872-1963). Af oplysninger desuden: Karina Bell, f. Hansen (1898-1979) skuespiller. Fotografier fra optagelsen af filmen Fra Piazza del Popolo, Nordisk Film 1925. Karina Bell som Harriet. Der står at materialet er beskyttet af ophavsret.

Efter talefilmens gennembrud vendte hun tilbage til Danmark og medvirkede 1933 i to lystspilfilm "Nyhavn 17" og "Fem raske Piger". Hun optrådte lejlighedsvis på teatret i bl. a. titelrollen i Frøken Kirkemus på Betty Nansen-teatret. 

Hun blev 1934 gift med bryggeridirektør Knud Emil Vang Parkov (1894-1949) og opgav teater- og filmkarriere. Under den tyske besættelse af Danmark medvirkede bryggeriet til transporter af flygtninge til Sverige og opbevaring af skydevåben til brug for modstandsbevægelsen i bryggeriets kældre. Begge flygtede til Sverige. Hun arbejdede bl.a. på lazarettet i Ramlösa. Efter sin mands pludselige død ved en bilulykke i januar 1949 indtrådte hun i bestyrelsen for Wiibroes Bryggeri i Helsingør, som han havde været direktør for, og hun blev kort efter selv administrerende direktør. Karina Bell solgte i marts 1964 aktiemajoriteten i bryggeriet til Carlsberg og Tuborg, men hun forblev medlem af bestyrelsen til sin død i 1979.

Et Optrin i Østre Anlæg. (Efterskrift til Politivennen)

Kritik af Centralmlsslonens Barnepleje.

Interview med Paator Rasmussen.

Centralmissionen, Stokhusgade 2, har et Dagplejehjem, hvor Mødre, som arbejder ude kan anbringe deres Spædbørn, naar de gaar paa Arbejd og hente dem efter endt Arbejdstid. Medens vi intet ufordelagtigt har hørt om Børnenes Behandling indenfor Plejehjemmets fire Vægge, har vi fra to navngivne Mænd modtaget en alvorlig Klage over et bestemt Tilfælde, forefaldet udenfor Hjemmet. De to Herrer var forleden en Tur i Østre Anlæg og lagde her Mærke til to Barnefrøkener fra Daghjemmet. Indsenderne skriver:

De to Damer skulde vaage over en halv Snes Smaabørn i Alderen 1-2 Aar. Nogle af Børnene var anbragt paa en Legevogn, andre paa en Bænk. Damerne skænkede kun Børnene ringe Opmærksomhed, og det traf sig saa uheldigt, at et lille Barn faldt ned fra Bænken og slog Hovedet mod Legevognens Stang. Selvfølgelig græd det voldsomt og den Frøken, som Barnet var gledet fra, vidste ikke, hvad hun skulde stille op. Men den anden greb Barnet og truede i en kold og hjerteløs Tone den lille til Tavshed.

Barnet blev derpaa atter anbragt paa Bænken med en Bemærkning som: - Saa kan du jo sidde ordentlig. 

Samtidig slog begge Damerne en høj Latter op. Beklageligvis blev det Ikke ved det ene Tilfælde. Straks ilter styrtede et Barn ud af Vognen og slog Hoved og Ryg haardt mod Vejen. Ynkelig grædende blev ogsaa dette Barn truet til at tie paa samme hjerteløse Maade. Da Barnet blev sat paa Vognen igen, lød det atter: 

"Saa kan du jo sidde ordentlig". 

Og saa lo begge Damerne af fuld Hals. Vi var her omkringstaaende, som var meget ilde berørt af det forefaldende. Undertegnede SKisen, henvendte sig til Damerne og spurgte, om de ikke kunne passe bedre paa Børnene. Det tog de ham meget ilde op. Han fik til Svar, at han kunde bare passe sig selv. Børnene skulde de nok klare.

Vi synes, det er et stift Stykke. Damer, som paatager sig den Slags Pligter, ikke er sig deres Ansvar mere bevidst. De forlanger aabenbart at Smaabørn skal kunne klare selv. Vi kan ikke tro, at Central Missionen er vidende om de nævnte Damers Ligegyldighed over for Børnene og syne«, det er vor Pligt gennem Pressen at oplyse Børnenes Paarørende om, under hvilken lidet betrygge Forhold deres Børn er anbragt.

S. Nielsen, Gernersgade 43, 1
O. Olsen, Gernersgade 49 B.

Efter at have talt med de to Indsendere har vi henvendt os til Pastor Rasmussen ved Centralmissionen. Han erklærer, at Børnene paa Daghjemmet nyder en fortrinlig Pleje henviser til Autoriteters Udsagn herom. Et Tilfælde, som det her kritiserede, vil ikke blive taalt, og Klagen vil foranledige en øjeblikkelig Undersøgelse. Plejerskerne tager sig i Armindelighed godt af Børnene, og er der udvist Ligegyldighed vil det blive alvorligt paatalt, sluttede Pastor Rasmussen.

Han begav sig derefter straks til Daghjemmet og erfarede, at de to Plejersker havde indberettet det Poserede for Plejemoder. For en Sikkerheds Skyld blev Overlæge Vogelius tilkaldt, og Børnene blev synede. De var heldigvis intet kommet til

Saavel Pastor Rasmussen som Plejemoder giver iøvrigt de to Plejersker det bedste Skudsmaal.

(Social-Demokraten, 14. juli 1926).

Foto fra Centralmissionens daghjem i Rigensgade, Nationaltidende 24. april 1930.

Centralmissionen var grundlagt i 1910 af metodistpræsten Anton Bast (1867-1937) efter forbillede af institutioner i USAs metodistkirke. I 1924 indledte justitsministeriet en kriminel undersøgelse af Centralmissionens forhold, som ledte til at Bast i marts 1926 blev idømt fængsel i tre måneder for svigagtige forhold. Han benægtede alt, men blev suspenderet fra bispeembedet, senere bedt om at aftræde det. Han trak sig tilbage som præst 1928 og blev derefter frimenighedspræst. Centralmissionen i Stokhusgade sagsøgte i januar 1935 biskop Bast for at få udleveret et skøde til en ejendom i Helsingør.

Dagplejehjemmet lå i umiddelbar tilslutning til metodistkirken. Centralmissionen eksisterer stadig under navnet Metodistkirkens Sociale Arbejde, Centralmissionen.

J. A. Hansen. (Efterskrift til Politivennen).

 J. A. Hansen død.

Borgerrepræsentiationens Formand, Smedeforbundets Formand J, A. Hansen afgik i Aftes Kl. 9½ ved Døden paa Bispebjerg Hospital. Under den nys afholdte Smedekongres blev J. A. Hansen syg. Efter et Par Dages Sygeleje førtes han til Bispebjerg Hospital. En Lungebetændelse krævede her hans Liv.

Indenfor Fagbevægelsen havde J. A. Hansen en lignende Position som K. M. Klausen havde i den politiske Bevægelse. De to lollandske Husmandssønner havde mange fælles Karaktertræk, samme tunge Fremtræden, samme sindige Saglighed, samme tillidsvækkende Soliditet, samme stille Lune og samme bidske Veltalenhed, naar det gjaldt Kampen for, hvad der var dem helligt og kært. Som K. M. Klausen stod stout og støt som politisk Fører, saaledes blev J. A. Hansen Fagbevægelsens Høvdingeskikkelse, det urokkelige Midtpunkt i Aartiers faglige Udvikling, i Magsvejr som i Stormtider

- - -

J. A. Hansen var kun 59 Aar gammel. For de fleste stod han sikkert som meget ældre, men hans Løbebane var ogsaa begyndt tidligt og han havde alle Dage trukket et stort og til det sidste stadig voksende Læs.

Allerede i 1895 valgte Skibssmedene den 28-aarige J. A. Hansen til Formand, hans Indsats under Smedelockouten 2 Aar efter udpegede ham til Fagets kommende Fører, han blev i 1899 Formand for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund og førte Aar for Aar sin Organisation frem til en stedse bedre Position. Smedeforbundet blev den store Mønsterorganisation, Kærnen i et stedse bedre udbygget Industriforbund. Paa mangfoldige Omraader udgik herfra det frugtbare Initiativ. Tillidsmandsinstitutionen, der har haft saa overordentlig stor Betydning og vil blive en af Grundpillerne i den kommende Udvikling frem mod Bedriftsraadstankens Sejr, var J. A. Hansens Værk. 

Men J. A. Hansens Evner og Interesser rakte langt ud over hans egne Fags Grænser. Han erhvervede sig en imponerende Kundskabsfylde, et Sprogkendskab. der satte ham i Stand til at følge Udviklingen i den store Verden og som efterhaanden gjorde ham til et af de vigtigste Bindeled mellem de danske Organisationer og den internationale Arbejderbevægelse. Ikke blot danske Arbejdere lyttede gerne til hans kloge Raad, han havde ogsaa Venner ude i den store Verden. Vel var han først og fremmest Smed mod en Fagstolthed, der havde opsuget Lavstidens bedste Bestanddele, men uden dens Snæversyn. Hans Blik var aarvaagent for alt, hvad der kunde fremme Samfølelsen og Samarbejdet mellem alle Fag. Han blev en svoren Tilhænger af De samvirkende Fagforbund, utrættelig i sit Krav om de enkelte Fags Pligt til at bøje sig for Helhedens Interesser, stejl og ubønhørlig i sin Modstand mod alle opløsende Tendenser, gnistrende vred, naar Situationen formede sig saa at Sammenholdet krævede en Slappelse i Disciplinen, der efter hans Mening betød en Svækkelse af den samlede Kraft.

Saaledes blev han ofte baade i De samvirkende Fagforbund og i sit eget Fag et Stridens Tegn, en af de Klipper, om hvilke de største Braadsøer og den mest fraadende Brænding slog sammen, men lian blev aldrig rokket. Og Aar for Aar blev Oppositionen mod ham stadig svagere, fordi Resultaterne hav ham Ret og skabte en stedse dybere Respekt for hans Erfaring og mesterlige Arbejde.

Parti og Presse havde i ham en trofast Støtte. Skønt Fagets Mand fra Isse til Fodsaal, forstod han fra sin tidligste Ungdom Betydningen af, at Fagbevægelsen dannede den faste Rygrad i det politiske Arbejde og i den socialdemokratiske Presses Kamp. Næst C. C. Andersen var han det ældste Medlem af Social-Demokratens Kontrolkomite, og saavel vort Blads Administration som de skiftende Redaktioner staar i dyb Gæld til ham for hans ærlige, kammeratlige Støtte i Medgang som i Modgang.

Ogsaa den Kooperative Bevægelse fandt i ham en fremragende Forkæmper. Aurora - Smedenes eget kooperative Selskab - var hans Stolthed, men de øvrige Grene af Kooperationen drog i fuldt Maal Nytte at hans Arbejdskraft. Dtl skyldtes hans redebonne Støtte, Andelsbolig-Bevægelsen i sin Tid kom over de døde Punkt, og i Arbejdernes Landsbanks Ledelse var han en af de solideste støtter.

Flere og flere Opgaver blev lagt paa hans Skuldre og Byrden blev vel tilsidst for stor. Den enorme Arbejdsevne, der var J. A. Hansens Styrke, blev tilsidst hans Svaghed. Den Tanke var ham fuldkommen fremmed, at han kunde gøre sig Livet lettere og overlade en Del af Arbejdet til andre; hun gravede sig ned I Arbejdsstoffet paa ethvert Omraade og segnede tilsidst under Byrden. Som Landsthingsmand paatog han sig trods vaklende Helbred de vanskeligste Opgaver og tumlede med lndustrikrisens komplicerede Problemer, i Borgerrepræsentationen var det ham ikke nok, at Formandsskabets anstrængende Hverv var ham betroet; han vilde ogsaa til alle Enkeltheder følge selv de vanskeligste Sager. Og saa indhentede Døden ham midt i den travle Arbejdsdag.

En Gang før havde dens Banken lydt haardt paa Døren. For et Aarstid siden var han meget farlig syg. En ondartet Sukkersyge havde sat Koldbrand i den ene Fod; med et resigneret Smil ofrede han Foden og undslap Døden. Og nu var det som om kun hans Jernvilje holdt ham oppe. Han havde ikke Tid til at dø; der var saa meget, der skulde fra Haanden først. Han bogstavelig talt styrtede sig ud i Arbejdet, foretog paa Trods af Lægens Bud lange Udenlandsrejser, sled paa sit Fagforeningskontor og i vigtige Kommissioner Dagen lang og tumlede saa til den lyse Morgen med det uhyre Arbejdsstof, som Voldgiftsretten og ikke mindst den store Arbejdskommission havde givet hans vidtomspændende Aand. Der var kommet Feberhast over den før saa sindige Mands Arbejde, men hans Aand var lysende klar, tvunget frem til Ydeevnens yderste Grænser i det afgørende Favntag mellem en ukuelig Jernvilje og et svigtende Legeme. Han fik sin Kongres fra Haanden. Om den havde hans Tanker kredset. Vilde hans Smede ogsaa nu staa Maal med hans store Forventninger? Vilde de efter Jættekampen i Fjor, trods Tidens Tynge, trods Arbejdsløshed og bristede Illusioner forstaa, at hans Stilling havde været den som han af hele sin ærlige Sjæl følte var den rette? Derom talte han i fortrolige Venners Kreds, derom kredsede hans Tanker i de søvnløse Nattetimer. Og saa maatte han staa syg og træt paa Talerstolen. Hans Taler paa Smedekongressen var det sidste, han havde at give, men Guldglansen i hans Solnedgang blev netop den Trofasthed, hans Kammerater viste. De havde fulgt ham, da han var rank og stærk; de svigtede ham ikke, da han syg og træt stred den sidste Strid. De blev deres Høvding tro. Derfor døde J. A. Hansen som en lykkelig Mand og det havde han fortjent, den ærlige Kæmpe, den trofaste, dygtige, kærlige Søn af den Arbejderklasse, hvis Opdrift og Fremgang blev hans Værk og hans Livs straalende Indhold. Ære være hans Minde, og al vor dybe Medfølelse være viet hans lille tapre Hustru, som stod ham bi i Kampens lange Aar og nu føler den knugende Tomhed omkring sig.

Socialdemokratiets Formand om J. A: Hansen.

Vi opsøgte i Aftes vort Partis Formand, Raadmand Fr. Andersen, og bad ham om en Udtalelse i Anledning af J. A. Hansens Død.

Fr. Andersen udtalte bl. a.:

Budskabet om J. A. Hansens Død kommer som et Tordenslag for mig. og jeg véd, at det vil vække dyb Sorg indenfor hele den socialdemokratiske Parti. - Ganske vist var J. A. Hansen først og fremmest af Fagforeningsmanden, og i den faglige Bevægelse har han lagt sit Livsværk. Men netop fordi han gik op i dette Arbejde med hele sin Sjæl, havde han et aabent Øje for Nødvendigheden af Arbejderklassens Deltagelse i det politiske Arbejde. Han saa, at Arbejderklasse maatte sætte sin Indflydelse ind paa alle Samfundets Omraader, og hans store Indsigt i faglige og økonomiske Spørgsmaal gjorde ham til én uvurderlig og stærkt benyttet Arbejdskraft, ogsaa i det politisk Liv, i Rigsdagen og i Københavns Kommunalbestyrelse.

Det socialdemokratiske Parti vil dybt komme til at føle Savnet af J. A. Hansens Medarbejderskab Hans Virksomhed vil altid staa som et Eksempel for dem, der skal fortsætte hans Gerning, og hans Navn er indskrevet uudsletteligt i vort Parti

De samvirkende Fagforbunds Formand om J. A. Hansens Eftermæle.

Dybt grebet ved Meddelelsen om J. A. Hansens Død udtaler Carl F. Madsen til os:

- Dette Dødsfald er et smerteligt, ja uerstatteligt Tab. J. A. Hansens store Indsigt og Erfaring, hans klare Forstand og uhyre Arbejdsevne betød saa uhyre meget for alle Grene af Arbejderbevægelsen. I en meget lang Aarrække har jeg arbejdet sammen med J. A. Hansen og jeg følte, at, han var en klog og god Ven, for hvem Sagen altid stod over Personen, Hans urokkelige Fastholden ved de Principer, han følte var de rette, hans støtte Ro selv i de haardeste Kampe og hans tillidsfulde Tro paa Arbejderklassens Evne til Sammenhold, gjorde ham til en uvurderlig Kammerat og Støtte. Hans Død fylder mig med dyb Sorg og Sorgen vil føles af alle Danmarks organiserede Arbejdere.

J. A. Hansens Efterfølger.

J. A. Hansens Suppleant som Medlem af Landsthinget er Borgmester Jacob Jensen, Aarhus, og hans Efterfølger som Borgerrepræsentant bliver Murarbejdsmand Bærentzen.

(Social-Demokraten, 9. juli 1926).

...samme Dag som J. A. Hansen drog sit sidste Aandedrag, udkom et Kommunistblad med et Billede af J. A. Hansen som et graadigt Uhyre, en Vampyr, der levede højt paa Arbejdernes Bekostning. Hvor stammer det Billede fra? For kun en Uge siden bragte en Række Kapitalistblade Landet over og ikke mindst Radikale Blade med Henblik paa Smedekongressen en Liste over J. A. Hansens Hverv, hans "Ben og Bierhverv", som det kaldtes, Rub og Stub var taget med, en Mængde Tillidshverv, som gav ham ganske ulønnet Slid og Slæb og som var paanødet ham, fordi hans øvrige Hverv gav ham særlig Indsigt og Erfaring. Meningen var at give tankeløse Læsere Indtryk af en Mand, der oppebar fyrstelige Indtægter og var stadig paa Jagt efter jordisk Mammon. Og saa er Sandheden den, at hans Indtægter det meste af hans Liv var saa uhyre beskedne, at ingen Kapitalistblads-Redaktør kunde tænkte sig at bytte. Selv de seneste Aar var hans Indtægter i Forhold til hans døgnlange Slid og den dyre Levevis, som følger af altid at færdes ude, meget ringe, og den Side af Sagen var for J. A, Hansen altid ganske underordnet.

Men Kapitallstpressens Oplysning var just bestemt for "Oppositionen" blandt Arbejderne, en Appel til de laveste Instinkter, i hvilke man altid søger sin Forbundsfælle mod Arbejderklassens Tlllidsmænd. I Kommunistbladets Infamier fandt Kapitalistpressen just det Ekko. som den kunde ønsket at fremkalde.

Hvorfor nægte, at saadanne Angreb forbitrede mange Timer for J A. Hansen og bidrog sit til at undergrave hans Helbred? Lad os nu kun sige det nu, naar hans Modstandere ikke vil føle Triumf derved, men tværtimod gribes af Skamfølelse, der maaske fører til, at ogsaa de levende Forkæmpere for vor Sag kan blive hilst med blankere Vaaben. Borgmester Kaper har - grebet af Dødens Alvor - sagt Ord, der har Bud til dem, der anser det for deres bedste Vaaben at fremstille enhver Arbejderfører som en forræder og lavtberegnende "Levebrødsmand". Sandheden er den, at Arbejderbevægelsen slider sine Mænd op, fordi den lykkeligvis ejer mange, mange dygtige Mænd der føler det som en Lykke at give sig helt hen i Arbejdet for en stor og begejstrende Sag, selv om de derved skal gaa i en tidlig Grav.

(Social-Demokraten 10. juli 1926)

Øverst til venstre: Formanden for De samvirkende Fagforbund, Carl F. Madsen taler. Øverst til højre: Deltagere og faneskoven. Udover Madsen talte overpræsident Jens Jensen, lederen af det tyske Metalarbejderforbund Dietzmann og smedeforbundets hovedkasserer A. Joohansen. Foto fra Social-Demokraten, 14. juli 1926.

J. A. Hansen blev begravet 13. juli 1926 på Vestre Kirkegård. Foto gengivet i socialdemokratiske blade fra dagene efter. Ca. 2.000 mennesker var mødt frem. Det officielle København med de hjemmeværende ministre var mødt frem, ligesom arbejdsgiverforeningens næstformand og medlemmer af Industrirådet. 

J. A. Hansens gravsted på Vestre Kirkegård. I. A. Hansen. 8. oktober 1867. 8. juli 1926. Smede og Maskinarbeiderne reiste dette minde. Monumentet er tegnet af politigårdens arkitekt, Holger Jacobsen og udført i bornholmsk sandsten og smedearbejde af kunstsmed Rietmann. I forbindelse med en renovering af kirkegården 2023 blev gravstedet flyttet en anelse. Foto Erik Nicolaisen Høy. Stenen blev afsløret 8. juli 1927:

Afsløringen blev bl.a. overværet af formanden for Smedeforbundet, Thorvald Stauning, Borgbjerg samt en mængde repræsentanter fra de faglige, politiske og kooperative foreninger og institutioner. 

Naar Klokken er slagen 2! (Efterskrift til Politivennen)

Det mægtige Prisfald i Fisketorvets sidste Minutter - !

Raadhusuret har lige sendt sine drønende Slag ud over Staden og kundgjort, at Klokken er 2, og at Tiden er inde, da Fisketorvet skal rømmes, og Fiskekonerne skal væk med deres Aal og Rødspætter, deres Sildekasser og Ballier. Lovens Haandhæver er allerede rykket frem for med sin blotte Nærværelse at sætte Fart i Op- og Bortrydningsarbejdet. Og det kan nok være, "Havfruerne" har faaet travlt. 

Ølkasserne, der udgør deres spartanske Sæde den lange Formiddag, ligger væltede bag Ballierne, og i en hidsig Kamp kaster Konerne sig over de smarte Husmødre, der er mødt op for at udnytte Prisfaldet i Torvets sidste ilsomt glidende Minutter, vel vidende, nt Havfru orne hellere vil lade Spætterne og Sildene ryge for en Slik end slæbe dem hjem til den grimme Død og Forraadnelse i Sommervarmen.

Kuu en enkelt. Damen i Forgrunden af Billedet, synes ganske upaavirket af Tiden. Hun er i Færd med at flaa et Par Rødspætter og har for at fastslaa, hvor ligeglad hun er under Varetagelsen af sine Forretningsinteresser, demonstrativt vendt Bagsiden af sin brede Nederdel lige op i Ansigtet paa den skikkelige Politimand og hans manende: "Saa lukker vi Butikken, Madam Jørgensen --!

(Aftenbladet (København) 7. juli 1926).

Massage-Kliniken i Skindergade 19. (Efterskrift til Politivennen).

Massage-Kliniken i Skindergade debatteres i Byretten.

Uhyggelige Afsløringer over den 70-aarige Kvindes Misbrug af unge Piger.

Som omtalt blev der for et Par Uger siden afsløret en mystisk Klinik, der havde til Huse i en Ejendom i Skindergade. Klinikken, der fingerede at besørge Massage og Manicure, betjentes af unge Damer, der efterhaanden førtes ind i et efterhaanden alt andet end tillokkende Liv.

Institutets Leder var en ældre Kvinde, Fru Udbo, som, da Politiet fik med Sagen at gøre, blev fængslet, og hendes Sag har siden været til Behandling hos Politiassessor Seerup.

Sagen blev oprindelig anmeldt til Politiassessor Prytz, der en dansk Formand for den internationale Forening "Les amies des jeune filles", hvilket paa dansk betyder "De unge Pigers Venner" eller Foreningen mod den hvide Slavehandel. Hr. Prytz foranledigede Politiets Indblanding i Sagen, og at der har været god Grund hertil, vil enhver forstaa, naar de erfarer, hvad der oplystes under et Forhør, der i Gaar blev afholdt af Dommer Hoppe.

Assessor Seerup fremstillede den næsten 70 Aar gamle Kvinde, Fru Udbo, der fik Plads ved Siden af sin Forsvarer, Overretssagfører Warburg. 

Institutets Anklager I Forhør.

Mødet indledtes med en Afhøring af en Grosserer Olsen, der er Genbo til Institutet, og han gav en meget dramatisk Skildring af, hvorledes han har afsløret Forretningen.

Grossereren fortalte, at han flere Gange fra sin Bopæl lige overfor Institutet her bemærket, at et Par unge Damer mistænkeligt ofte blev sendt i Byen efter Spiritus. En Dag, da han stod udenfor Ejendommen, saa han den ene af de unge Damer gøre Indkøb, og han kom da med en Bemærkning om, at det vist var en rigtig Klinik, hun var ansat i. Hun havde da svaret: "Ja, det kan De tro". 

Det var ham ikke muligt at finde noget Grundlag for en Anmeldelse mod Fru Udbo, men en Dag fandt han paa at gaa op for at blive manicure. Han blev da modtaget af den samme unge Pige, som han havde talt med paa Gaden. Hun paatog sig et behandle hans Negle, men ham opdagede straks, at hun ikke havde det fjerneste Begreb om Arbejdet. De fik da en lille Samtale, hvorunder hun oplyste, at hun gennem en Annonce i et Dagblad havde faaet Ansættelse som Husassistent hos Fru Udbo.

Nogen Tid efter havde Fru Udbo anbefalet hende at flytte ind i Kliniken for at gaa til Haande der, da hun derved kunde tjene flere Penge. Fortjenesten kunde hun dele med Fruen.

Da Grossereren havde hørt dette, var det, at han henvendte sig til Politiassesor Prytz.

Dørene lukkes.

Paa dette Tidspunkt besluttede Dommeren at lukke Dørene af Hensyn til de unge Piger, der skulde afhøres som Vidner.

Først afhørtes den unge Pige, der havde talt med Grossereen. Hun er nu paa Politiassessor Prytz Foranledning sendt hjem til sine Forældre paa Landet, men i Anledning af Forhøret var hun blevet tilkaldt hertil.

Hendes forklaring refereres saaledes fra det lukkede Møde, at hun i et og alt kunde bekræfte Grosserer Olsens Anmeldelse.

Efter Afhøringen af endnu et Par Vidner, blev Dørene aabnede paany.

Klinikbestyrerinden nægter

Den gamle Dame blev nu spurgt, om hun nogensinde havde lært at give Massage.

Hertil svarede hun:

- Ja, for mange Aar siden.

- Har De nogensinde givet Undervisning til Deres Elever?

- Ja, straks efter at De havde faaet Ansættelse.

- De unge Piger siger, at de ingen Undervisning har faaet.

- Det passer ikke.

Med dette Resultat afsluttes Forhøret. Fru Udbo føres tilbage til Arresten, hvor hun vil faa Lov til at hvile tid, til Politiet, faar hele Materialet samlet.

Hun og hendes noble Klinik, der af Anstændighedshensyn Ikke kan beskrives nærmere, vil senere komme til Behandlingi1 Landsretten

(Social-Demokraten, 8. juli 1926).

Annonce fra fru Udbo, Skindergade 19, København den 6. november 1925.

Klinikken havde et fast klientel som kendte fru Udbos ulovlige virksomhed, flere af disse blev indkaldt som vidner i sagen. Landsretten stadfæstede i november 1926 underrettens dom over fru Udbo: 6 måneders fængsel for alfonseri. Hendes virksomhed foregik i Skindergade 19. Huset er fra 1796.

Skindergade 19 midt i billedet. Foto Erik Nicolaisen Høy.