En lille Mindefest i "Alderstrøst". (Efterskrift til Politivennen)

Øverst: Tilhørerne i Gaarden. Nederst: Bestyrelsen lytter til Musiken

Den Mand, der egentlig gav Stødet til Oprettelse af den store Haandværkerstiftelse "Alderstrøst", var forlængst afdøde Murermester og Borgerrepræsentant Carl Ette, som fødtes i Gaar for 100 Aar siden.

I den Anledning var hans Buste i "Alderstrøst"s Gaard paa Nørrebrogade smykket med Kranse og Blomstrer, medens et lille Hornorkester fra 2 til 3 glædede Stiftelsens Beboere med kendte Melodier.

Koncerten, der havde lokket mange af Beboerne ned i Gaarden, medens andre nød den i de aabne Vinduer, overværedes af hele Bestyrelsen.

I Møllegade var der ogsaa musikalsk Underholdning, der ligesom paa Nørrebrogade skyldtes Ettes Søn, Forfatteren Henry Ette, men her var den lille Fest henlagt til om Aftenen og afholdtes i Festsalen.

Her talte Tømrermester P. Petersen som den sidste af dem, der havde siddet i Bestyrelsen sammen med Ette, om ham og hans Gerning, hvorefter Sangeren Poul Knudsen og Operasangerinden Fru Benedicte Knudsen glædede de Gamle med deres smukke Sang.

(Aftenbladet (København 2. september 1926).

Murermeter Carl Ette døde 76 år gammel 30. august 1902. Han stod bag en el byggevirksomhed og havde flere tillidshverv, bl.a. medlem af Haanværkerforeningens bestyrelse og Borgerrepræsentationen for Højre. På sine ældre dage administrerede han "Aldertrøst"

Sygeplejerskerne 50 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Sygeplejerskerne gennem 50 Aar.

Hvad de har opnaaet, og hvad de endnu ønsker!

Formanden for dansk Sygepiejeraad, Fru Henny Tscherning, udtaler sig:

Idag er det 60 Aar siden, at den første Sygeplejerske rykkede ind paa Kommunehospitalet og dér afløste de gængse Koner.

Fru Henny Tscherning. 

Vi beder en af vore Sygeplejestands ypperste. Dansk Sygeplejeraads energiske Formand, Fru Henny Tscherning, fortælle os lidt om, hvad der er naaet siden den Gang og til nu - og hvad der endnu er tilbage?

Forskellen paa Stuekoner og Sygeplejersker.

- Ja. se allerførst maa vi jo naturligvis sige, at der var mange dygtige og udmærkede Stuekoner; men naar Sygeplejerskerne alligevel betød et saa stort Fremskridt, saa var det, fordi Sygeplelejerskerne først og fremmest indsaa Nødvendigheden af at udføre Lægernes Ordrer til Punkt og Prikke, mens det ofte kunde hænde, at en Stuekone gik Lægen under Øjnene - maaske for Drikkepenge fra Patientens Paarørende. Jeg selv, der ogsaa rykkede op som Stuekone men med 3 Aar som Elev og 2 Aar som Assistent bag mig, husker saaledes det Indtryk, det gjorde paa mig at se en Stuekone befri et Barn for en Pose, som Lægen havde ordineret det skulde ligge med paa Kinden, fordi Moderen syntes, det var Synd med den Tyngde.

Sygeplejersker til Mænd.

- Saa afløste uddannede Sygeplejersker ikke Konerne over det hele paa een Gang?

- Nej, det gik gradvis - lidt efter lidt. Afdeling efter Afdeling - først Kvindesiden, og saa lidt efter lidt ogsaa Mandssiden.

Det troede jo ingen rigtigt paa dette, at Kvinder skulde kunne passe Mænd - Lægerne heller ikke. Og saa gik det jo saa udmærket, ligeledes paa 4de Afdeling,

- altsaa for Hud- og Kønssygdomme - var der megen Modstand mod at faa Sygeplejersker.

Ja, nu forstaar man det jo ikke. Men se, vi faa, der den Gang maatte tage hele Skalaen, Elev - Assistent - Stuekone - Plejemor, paa 11 Maaneder, vi følte jo, hvor meget der paahvilede os. og hvor vi maatte bruge Øjne og Ører for at lære alt. Vi vidste, hvor Skoen trykkede, og det blev derfor vor vigtigste Opgave, da Dansk Sygeplejeraad var stiftet 1899, at arbejde for en

alsidig Uddannelse i alle Grene af Syge-Plejen,

saa det ikke blot var med een Afdelings Sygepleje en Sygeplejerske blev fortrolig. 

- Hvor lang Uddannelsestid har en Sygeplejerske nu?

- Tre Aar plus Sindssyge- og Barselpleje, som er frivillig, men tages med af alle.

- Hvad ønsker De endnu for danske Sygeplejersker?

- Statsanerkendelse - kommer Svaret, uden et Sekunds Betænkning - og saa ogsaa nogen mere Forstaaelse af Nødvendigheden af en teoretisk Uddannelse med Eksamen paa alle Hospitaler, saa Sygeplejerskerne endnu bedre vil kunne følge Lægen i hele hans Gang.

Gunver.

(B. T. 1. september 1926).

Sygeplejerskefesten paa Kommunehospitalet.

I Vinterhaven: Forrest ses Hospitalsdirekter Nielsen, Overpræsident Jensen og Forstanderinden Frk. Herfurth.

I Gaar var det 50 Aar siden, at de rigtige Sygeplejersker begyndte deres Gerning paa Kommunehospitalet, og i den Anledning afholdtes der om Formiddagen en smuk Fest i Vinterhaven i Hospitalets Bolig for Sygeplejersker.

Foruden Lægerne og Sygeplejerskerne var til Stede Overpræsidenten, Hospitalsdirektøren og flere tidligere Sygeplejersker.

Eller at man havde afsunget en "Hilsen til Sygeplejerskerne", talte Borgmester Hedebol og takkede Sygeplejerskerne - denne ansete og skattede Stand - for deres betydningsfulde Gerning, som har medvirket til, at den gennemsnitlige Levealder i København i de forløbne 50 Aar er forøget med 11-12 Aar.

Overlæge P. N. Hansen takkede Sygeplejerskerne for deres Arbejde, og som Bevis paa, hvorledes det store Publikum saa paa dem, oplæste han et Brev fra "en Kvinde af Folket", der ønskede, at den Sygeplejerske, der havde passet hende under hendes Ophold paa Hospitalet, maatte faa Fortjenstmedaljen i Guld.

Til Slut takkede Forstanderinden, Frk. Herfurth, som i Dagens Anledning havde faaet Fortjenstmedaillen i Guld, for alt, hvad der var sagt af smukt og godt om Sygeplejerskerne.

Derpaa gik hele Forsamlingen ind til en lille Frokost, hvor der atter taltes mange smukke og vel fortjente Ord om Sygeplejegerningens Udøversker.

(Aftenbladet (København 2. september 1926).

Carl Julius Aller 1845-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Nekrologer om Carl Aller da han døde i 1926. Om hustuen Laura Christiane Bierring (1849-1917) se link nederst.

Carl Aller død.

"Familie-Journalen"s Skaber og Udgiver gennem næsten et halvt Aarhundrede er afgaaet ved Døden paa sin prægtige Sommerejendom Sophiendal ved Bagsværdsø.

Da Carl Aller sidste 35. November fyldte 80 Aar, var hans Helbred i hvert Fald saa godt, at han kunde gennemføre den originale Fejringsform, han havde udpønsket. Ledsaget af sin uundværlige Plejedatter Frk. Anna Zimmermann, Læge og Tjenerpersonale var han i eget Tog rejst til Mentone og havde taget Ophold i sin Villa der Steds.

For at kunne give havde Huset i Aarets Løb faaet en Etage til, og lige for Festdagen arriverede hans to Sønner Axel og Valdemar og Datteren Fru Rigmor Rand med alle deres Børn og Børnebørn; ogsaa Frøken Ragna Aller og selv det lille Oldebarn kom kørende til Rivieraen. Ingen vilde Carl Aller undvære, og han beholdt dem Julen over.

Selv vendte han først tilbage i Maj. Da var han en mærket Mand, nedbøjet af sin gennem Aarene voksende Hjertelidelse. langsomt gik det ned ad Bakke, og nu er han død i et samme Værelse, hvor hans elskede Hustru i sin Tid laa dødssyg. I klare Mellemøjeblikke var hans Tanker baade ved den store Virksomhed, han har skabt fra intet, og ved Familien, hvis forgudede Midtpunkt han var.

Ogsaa med sin 88Aarige Broder, Tømrermester Jens Christian Aller, fik han taget Afsked, og de mange Medhjælpere og Arbejdere glemte han heller ikke.

Carl Aller var som Forretningsmand af en Støbning, der vist ikke mere er helt almindelig. Han havde med en forbavsende Energi og senere med stort Administrationstalent skabt de Virksomheder - Bladet og Papirfabriken - der gjorde hans Navn bekendt viden om, og ham selv til en meget velstaaende Mand.

Vi skildrede omkring 80-Aars-Dagen indgaaende hele hans brogede Levnedsløb og skal derfor kun trække et Par Hovedlinier op.

Han var Søn af Brygger Christian Aller, der døde meget tidligt, og af Fru Juliane Aller, født Gechel, der under meget smaa Kaar gav sine Børn en ordentlig Opdragelse. Som halvvoksen kom Carl Aller i Litogralære hos C. F. Aamodt og etablerede sig allerede i 180!). Navn som særlig dygtig Litograf vandt han, da han præsenterede Nationalbankdirektør Levy et Par ganske glimrende reproducerede Hundreddaler-Sedler.

1877 begyndte "Illustreret Familie-Journal", hans og Hustruens Kongstanke. Det er et Sagn, at Fru Laura gik om med Bladet i de første Aar, men det var hende, der dels havde et aabent Blik for, hvad det store, jævne Publikum ønskede, dels forfattede og oversatte den meste Tekst i Doge, da der ikke var Raad til de store, lange Forfatterhonorarer, der senere kunde gives.

Lid den mere kræsne Smag rynke paa Næsen; Bladet var og er ikke et litterært Organ, men det har været Millioner af Mennesker til Glæde, Underholdning og Belæring indenfor den oprindeligt givne glimrende gennemførte Ramme. Over hele Norden gaar Journalen, og Direktør Axel Aller naaede netop hjem til Faderens Dødsleje fra Ungarn, hvor en Særudgave i de sidste Aar har set Lyset.

Siden 1912 har "Det Allerske Etablissement" været synlig i sin imponerende Størrelse ude i Valby, og omkring Fabriken havde Carl Aller skabt baade sit eget Hjem og Hjem for Børn og Svigerbørn. Indtil Sygdommen tog alvorlig fat, havde han Aarti paa Aarti slidt og slæbt, tidligt oppe, paa Færde overalt og overkommende baade Tilsyn og Dispositioner. I lange Tider tog han overhovedet aldrig fri, men alligevel var han en af de første Arbejdsgivere herhjemme, der gav sine Medhjælpere Sommerferie.

Han respekterede Arbejdsomhed og blev aldrig overlegen, fordi hans egen Flid skaffede ham Rigdom. Paa sig selv anvendte han ikke stort mere, end han fandt nødvendigt før at holde Alderens Sygelighed i Skak, men Familien skulde have alle de Bekvemmeligheder, han kunde skaffe den, Carl Aller var en hjælpsom Mand, og ved Siden af den overlegne Sans for Realiteter ejede han dybest inde et Barnesind, der kom til Syne i Familiekresen, i hans Glæde ved Blomster og ved Musik. Endnu i det sidste Leveaar var det ham en Fryd i al Beskedenhed at spille Violin sammen med sin Broderdatter, Fru Naia Aller.

Han var en Mand "af Borgerdyd", som man sagde, da Carl Aller var ung. Hans omfattende Livsgerning gavnede mange og skaffede ham næppe personlige Fjender, hans Familie og mange andre Mennesker staar vemodige ved hans Baare. C. A. 

(Nationaltidende 23 august 1926, 2 udgave).

Carl Aller død.

Den gamle Udgiver af "Illustreret Familia Journal", Carl Aller, døde i Gaar paa sin Lystgaard Sophienholm, 81 Aar gl. Aarsagen var en Hjertesygdom, men han var klar til det sidste og fik taget Afsked med sin Familie.

Der ikke ret mange Mennesker i Danmark, som ikke véd, hvem Carl Aller var, eller som ikke i det mindste kender hans Livsværk, "Illustreret Familie-Journal". Personlig var han kun kendt af faa. Han levede stille og tilbagetrukken i og for sin Familie. Hele sit Liv har han arbejdet, og det har taget hans Tid. Han var af de Arbejdsgivere, som stillede større Fordringer til sig selv end til sine Funktionærer.

Hans Fader var Brygger, men døde tidligt. Moderen sad i smaa Kaar, men gav sine Børn en god Opdragelse og lærte dem først og fremmest Pligtfølelse. Carl Aller lærte som Litograf, og i 1876 gjorde han en Opfindelse, ved Hjælp af hvilken man kunde overføre direkte til Stenen ad fotografisk Vej. En Dag - det var i 1876 - fik en af Nationalbankens Direktører Besøg at en ung Litograf, som præsenterede ham for to hundredkronesedler uden at lægge Skjul paa, at han selv havde lavet dem. Vedkommende Direktør kunde ikke skelne dem fra de ægte, saa godt var det gjort - og man gav Carl Aller to Tilbud: om han vilde have en Ansættelse i Banken eller en Sum Penge for Opfindelsen. Han valgte det sidste, og for Pengene startede han først "Nordisk Mønstertidende" og siden - i 1877 - "lllustreret Familie-Journal".

Det var under vanskelige Forhold og smaa Kaar, han arbejdede; men i Aarenes Løb blev Carl Allers Etablissement en stor Forretning. Hans Hustru, Laura Aller, stod ham tappert bi. De to Mennesker skrev og redigerede i Fællesskab Familie-Journalen med et sikkert Blik for, hvad Læsekredsen vilde have, og det er Carl Allers og hans Hustrus Historie, at de ud at en ringe Begyndelse skabte det Blad, som nu har en saa mægtig Udbredelse - ikke alene i Danmark, men i Skandinavien og andre Lande, blandt andet Ungarn. Det var en Bedrift.

Der er ikke Tvivl om, at Familie-Journalen har gjort et Arbejde af kulturel Værdi og draget Ploven for Kulturens Sæd i Folkelaget. Det har givet Folk, hvad de vilde læse - ellers havde det simpelt hen ikke faaet den Udbredelse, det har, og som adskillige Foretagender, der nu er døde, søgte at gøre det stridig. Indenfor sine Rammer har det spredt megen Oplysning, og det har aldrig spekuleret i daarlig Smag. Rejsebeskrivelser, populær Videnskab, Billeder fra hele Verden har Side om Side med Underholdningsstof været med til at opdrage Læselysten og Videlysten i store Kredse af Befolkningen.

Carl Aller og hans Hustru troede paa Bladets Mission, Selv efter at det var vokset sig stort, havde de nøje Føling med, hvad der kom i det, og de taalte ikke noget, som de ikke kunde lægge deres Navn til. De følte et Ansvar overfor de Hundredtusinder, som hver Uge læste Familie-Journalen.

Carl Allers Etablissement blev en meget stor Forretning og flyttede i 1912 ud til Valby. Bladet blev ogsaa større og større; men Carl Aller vedblev at lede den store Institution til 1917, da hans Hustru, Laura, døde. Det var et tungt Slag, som han aldrig helt forvandt. Fra det Aar trak han sig mere tilbage fra den daglige Ledelse, men beholdt dog stadig Føling med det hele.

Carl Aller var utvivlsomt en lykkelig Mand. Han havde Held med, hvad han tog fat paa, han levede selv med i det, han arbejdede selv som faa. I sit Forhold til sine Underordnede var han en udmærket Arbejdsgiver, Og det siges, at han var den første, der gav sit Personale Sommerferie. Der har altid hersket en god Aand paa Carl Allers Etablissement.

Han skyede al Offentlighed og var alle sine Dage en god og retsindig Mand, hvem de gode Kaar og den gode Medbør ikke forandrede. Et lykkeligt Familieliv skabte Harmoni omkring ham lige til hans sidste Aar.

Han var en Kæmpe at se paa med et godt Helbred, men Aarene tog efterhaanden paa ham, og Hjertets Funktioner blev svækkede, han var dog ikke mere svag, end at han, da han i Fjor fyldte 80 Aar, kunde tage med hele sin Familie til Mentone ved Rivieraen for at fejre Dagen i sin Villa dér. Endnu i Lørdags var han med til at træffe Dispositioner vedrørende nogle nye Maskiner til Fabriken i Valby, og inden han i Gaar Morges Kl. 6 udaandede, havde han faaet Tid til at sige Farvel til Familien, ogsaa til sin 88-aarige Broder.

Carl Aller døde som en rig Mand, og sin Rigdom havde han tjent ved Flid og Arbejdssomhed. Blandt andet ejede han den smukke Lystgaard Sophienholm ved Bagsværd Sø. Hans to Sønner leder nu det omfattende Foretagende.

(København 24. august 1926)

En af vore Hovedstadsforbindelser har sendt os dette Billede fra Bladudgiver Carl Allers Jordefærd i Valby i Gaar. Han fulgtes til sit sidste Hvilested af et Følge, der repræsenterede alle Kredse i Befolkningen. Billedet viser det Øjeblik, da Repræsentanter for Personalet bærer deres gamle Chef ud af Kirken. Foto fra Skive Folkeblad 28. august 1926. 

Jubilæumsbog om "Carl Allers Etablissment 1873-1998" findes på internettet.

På denne blog findes indslag om hans slægts gravsted på Garnisons Kirkegård: Aller. (Efterskrift til Politivennen) samt om Laura Aller: Laura Aller (1849-1917). (Efterskrift til Politivennen)

Allers familiegravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det var paa Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen)

Det tøjlesløse Liv i Smallegade, hvor Klubber opstaar og forsvinder, medens Borgerne ikke kan falde i Søvn.

Politiet rykker ud

Medens Københavns Politi let har faaaet Bugt med de Natkluber, der i sin Tid fandtes paaa Københavns Grund og som saa eftertrykkeligt blev slaaet ned, at de ikke senere har rejst sig, raser Kampen stadig paa Frederiksberg, hvor i alle Tilfælde en Natklub-Vært ikke lader til at ville opgive Kampen mod Myndighederne.

Den paagældende er Restauratør Hansen, Indehaveren af de Selskabslokaler i Smallegade, hvor i sin Tid "Dixiklubben" havde til Huse.

Denne blev i sin Tid sat under Tiltale af Politiet, og under Retssagen blev der afhørt en Række Vidner, som udtalte, at Klubben forstyrrede de Omkringboende, idet der hele Natten, og navnlig i Morgentimerne var et voldsomt Spektakel naar Gæsterne l mere eller mindre opløftet Tilstand begav sig hjem.

"Tory Klubben" opstaar og forgaar.

Klubben blev den Gang dømt, men den opstod hurtigt igen, under Navnet "Tory-Klubben", men var dog ikke slet saa fornem, som den berømte engelske Klub, hvis Navn den havde laant. Ogsaa denne Klub blev lukket, og der rejstes Tiltale mod Restauratør Hansen.

Sagen blev fra Underretten, hvor Hansen blev dømt, appelleret til Landsretten, hvor Restauratør Hansen idømtes henholdsvis 600 og 1000 Kr. i Roder for Overtrædelse af Beværterloven.

Medens Sagen var paa Vej fra Underretten til Landsretten fortsatte Restauratøren med at huse Natklubber, og den ny Forening fik Navnet "Otello"

"Otello" fik Politibesøg.

Der blev ogsaa rejst Sag mod denne Klub og mod Restauratør Hansen, og en ny Række Vidner blev afhørt, men disse kunde kun bekræfte, hvad tidligere Vidner havde udtalt, at Nattelivet i Klubben var i høj Grad generende for Kvarterets Beboere, og at man ønskede, at der blev sat en Stopper for det.

Forleden var Sagen til Behandling hos Dommer Heide-Jørgensen ved Frederiksberg Ret. Dommeren tilbød Restauratør Hansen at ordne Sagen med en Bøde paa 2000 Kr., men det vilde Hansen ikke høre Tale om, hvorfor Sagen blev optaget til Doms, og det bliver næppe billigere.

Da "Otello-Klubben" dog ikke tog Hensyn til den ny Sag, der var rejst, men vedblivende afholdt Baller hos Hansen, fandt Frederiksberg Politi, der ellers, hvad Natklubber angaar, er meget tolerante, det dog for morsomt, og i Lørdags mødte Politiassistent Kjærgaard og 8 Betjente og lukkede Klubben. Der er nu hver Aften Politivagt ved Selskabslokalerne for at forhindre at nye Klubber dukker op, medens man selvfølgelig ikke skrider ind, hvor det drejer sig om virkelige Foreninger eller Selskaber.

Dommen i den nye Sag falder antagelig i den nærmeste Fremtid.

Samtale med Politiassistent Kjærgaard.

I Anledning af Frederiksbergs Politis Kamp mod Natklubben i Smallegade. har vi haft en Samtale med Politiassistent Kjærgaard, der udtaler:

- Vi har nu indtaget det Standpunkt, at vi ikke mere vil finde os i at blive spillet paa Næsen af d'Herrer Natklubledere og Restauratør Hansen Forholdet er nemlig det, at Klublederne Bloch-Hansen og Maskinarbejder Jensen er velkendte herude, de lever udelukkende af Klubberne, og de er allesammen ulovlige. Vi har saaledes faaet konstateret, at der mellem Klubben og Tjenere paa mange Restauranter inde i Byen er et vist Samarbejde saaledes. at Tjenerne inde i Byen pr. Telefon indmelder Gæster, som har Lyst til at aflægge Klubben et Besøg efter lovbefalet Lukketid, og naar disse Gæster saa kommer, er baade deres Medlemskort og Klubbens Karthotek i den skønneste Orden, men det er der som sagt nu sat en Stopper for.

Er der andre Natklubber paa Frederiksberg?

- Ja, vi fører ogsaa stadig Krig mod Kronen, der tidligere havde tilhuse paa Vodroffsvej, men som nu er flyttet hen paa Finsensvej. Værten der vil heller ikke indordne sig under Loven, skønt han har faaet talrige Bøder, men nu rejses der Sag mod ham igen.

- Men kan det betale sig for Indehaverne at trodse Loven?

- Ja! det maa det altsaa kunne!

(B. T. 4. august 1926).

Sophus Falck 1864-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Sophus August Falck blev uddannet som bøssemager på hærens geværfabrik. Mellem 1884 og 1906 rejste han til USA og Rusland og etablerede virksomheder til fremstilling af havepavilloner og træbygninger (hospitalsbarakker, lagerbygninger, drivhuse), bl.a. Sønderbro teater.

I 1906 startede han en studenterambulance, hvad der var starten på redningsstationer (Ny Kongensgade 15, 1909-1916 nr. 9 og endelig i Tietgensgade). Senere også i Odense 1919, Ålborg 1920, Svendborg 1924, Gentofte 1926 og brandkorps for de tilgrænsende landkommuner (zonebrandvagter). De blev i 1921 sammensluttet i De Danske Redningskorps Fællesforbund med en brand- og redningsskole (1923).

"Kjøbenhavns og Frederiksbergs Redningskorps (Falcks Redningskorps) transportvogn til befordring af beskadigede biler m.m. En ambulance på vej op ad rampen. På transportvognen ser uniformerede Falck-folk mod kameraet, i forgrunden direktør Sophus Falck. På siden luger med påskrift Værktøjskasse 3 og Værktøjskasse 4. Adskillige tilskuere. Kildetekst: Billedet er taget paa Vestre Boulevard udfor Ny Carlsberg Glyptotek. Den første Automobil-Droske i Kjøbenhavn blev sat i gang i August 1903. (Mariboe). 1913 Kbhbilleder, ingen kendte rettigheder.

Han døde den 29. juli 1926.

Dødsfald.

Sophus Falck.

I en Alder af 62 Aar er Generaldirektør for Redningskorpset, Sophus Falck, afgaaet ved Døden paa Københavns Amtssygehus, hvor han for kort Tid siden blev indlagt.

Sophus Falck er født i København den 15. November 1864 og var Søn af den gamle Tobaksfabrikant Falck.

Som Dreng kom han i Smedelære og blev senere ansat paa Hærens Tøjhus, hvor han fik Uddannelse som Bøssemager. Efter bestaaet Svendeprøve aabnede han sin egen Smedemesterforretning i den indre By.

Da den russisk-japanske Krig i 1904 udbrød, kom Sophus Falck i Forbindelse med den daværende Kejserinde Dagmar, og hun sørgede for, at han kom til Østsibirien, hvor han byggede Lazaretter og Barakker til Soldaterne. i denne Anledning blev han iøvrigt dekoreret med det russiske røde Kors' Ærestegn.

Da Falck vendte tilbage fra Rusland, fik han Idéen til al oprette det københavnske Redningskorps.

Den 3. Oktober 1906 aabnede Falck da den første Redningsstation i Ejendommen, Ny Kongensgade 15. Det var under meget primitive Forhold, man begyndte. Falck havde vel næppe mere en 4-5 Mand under sig. Udrykningen foregik pr. Motorcykle og rigtig Cykle med Bærelad,

I de 20 Aar der er gaaet har Sophus Falck udført et utrætteligt Arbejde for at føre sin Idé til Sejr, og nu da han ikke er mere, skal det siges, at han virkelig har naaet at fuldføre sit Livs Maal. Redningskorpset er blevet en Institution, man ikke mere kan undvære.

Sophus Falck efterlader sig Hustru og Sønnerne Rudolph, William og Harry, der alle er ansatte indenfor Redningskorpset. H-m

(B. T. 30. Juli 1926).

Overdirektør Sophus Falck død.

I Aftes Kl. 9 er Overdirektør Sophus Falck, Redningskorpset, død paa Københavns Amtssygehus, 61 Aar gammel.

Meddelelsen om Direktør Falcks Død vil vække Sorg i vide Kredse, fordi han var en Mand, der havde mange Venner. Han havde vundet dem ved sit gode Hjerte.

Sophus Falck blev kun 61 Aar gl., men han var en af dem, der brugte sit Liv, altid i Aktivitet, altid kampberedt, altid Fyr og Flamme for en eller anden Sag.

Efter en Ungdom i Amerika, om hvilken han havde mange Eventyr at fortælle, kom han tilbage til Danmark, og under den russisk-japanske Krig fik han sit "Gennembrud", idet han indrettede Hospitaler for Kejserinde Dagmar. Men Københavns kendte "Redningsfalck" blev han først i 1906, da han oprettede sin Redningsstation i Ny Kongensg. 15. Man husker endnu hans røde Automobiler, som fo'r gennem Gaden med saa megen Støj som muligt. Han havde set sig for, mens han var i Amerika - Falck saa sig altid godt for - , og fra den Tid havde Tanken om et Redningskorps ligget i hans Sind og modnet. Mange har smilet ad Falcks paagaaende Reklame. Men han naaede, hvad han vilde. Selv de, der smilte ad ham, véd, at de i en vanskelig Situation skal "ringe til Falck".

Af disse røde, støjende Vogne blev en stor Institution. Nu høres Falcks Udrykningssignaler Dagen igennem paa Gaden, og Landet over findes Redningsstationer - og midt i det Hele sad stadig Falck, den gamle Overdirektør, og ledede det Hele og var med i alt. Og "den Gamle" var den raskeste af dem alle.

Hans Kælebarn var Zonebrandvæsenet. Det var hans Drøm at omspænde hele Landet med et saadant Brandvæsen. Ved sin Død havde han endnu ikke naaet sit Maal, men han var paa Vej til det.

Overdirektør Falck var en god Mand. Hans Korps kørte for Rige og Fattige - men med den Forskel, at til de Fattige blev der ikke skrevet Regning ud. En betydningsfuld Indsats var hans Hjælpearbejde ved Vigerslevulykken. Det er et særligt Kapitel i hans Arbejdes Historie, som han dvælede ved med Stolthed, og han gjorde en vigtig Indsats i den Kommission, der traf en ny Ordning for Statsbanernes Redningsmateriel.

En smart Mand var Direktør Falck, men han var tillige et Hjertemenneske. Indenfor Dyrebeskyttelsen gjorde han et godt Arbejde - selv om han var den Mand i Landet, der har været Anstifter at de fleste Dyremord, nemlig da han i 1913 startede Kampen mod Fluerne. Ogsaa den Gang smilede man - men han naaede alligevel at vække Folks Forstaaelse af Fluefaren.

Et Hjertemenneske var han, hjælpsom, undertiden buldrende, men god. Han kunde, naar det kneb, tage fat lige saa godt som sine Folk - og han gjorde det - Han var for saa vidt den ideelle Leder af et Redningskorps, fordi han selv var den fødte Redningsmand. Han drømte om at gøre Danskerne til en Nation at "Redningsmænd", og et Led i denne Bestræbelse var Redningsskolen i det gamle Krudttaarn.

Sophus Falck havde i Aarenes Løb faaet adskillige Diplomer, Medaljer og Ordener, og han var Ridder af Dannebrog - men det eneste, han virkelig brød sig om, fik han aldrig: Fortjenstmedaljen.

Han var en kendt Skikkelse i København - ikke det København, der morer sig, men i det København, der arbejder. Hans Liv var fra først til sidst Arbejde, han var en Mand, der elskede sin Pligt og nidrig svigtede den, og hvad han blev til, blev han ved egen Kraft. Det gør ham ikke ringere, at han har arbejdet sig op fra intet, og selv om dette self-made prægede ham hele hans Liv, vil hans Værk staa efter ham.

Tre Sønner af ham staar som Ledere indenfor Redningskorpset i København, Odense og Svendborg.

For nogle faa Dage siden maatte han som meddelt lade sig indlægge paa Københavns Amtssygehus lidende af en ondartet Mavesygdom. Hertil kom en Lungebetændelse, og i Aftes Kl. 9 sov han stille ind.

*

Falck byggede i sin Tid Sønderbros Teater. Det gik meget hurtigt og ved den Lejlighed dukkede for første Gang Ordet "Amagerkansk" op.

- Det gik i en Fart! sagde man til Falck.

- Ja, det er ogsaa bygget paa amagerkansk Facon! svarede han pr. omgaaende.

*

Han var som bekendt ikke bange ror at tage fat. Engang for mange Aar tilbage brændte det en Vinterdag i en gammel Bygning i den indre By. Situationen saa lidt kritisk ud et Øjeblik, og en Brandofficer, der havde et Par hvide Molskindshandsker paa, fod falde den Bemærkning:

- Hvad skal vi gøre?

I det samme kom Falck ud paa Brandstedet, snavset og sort som en Neger. Han hørte Brandofficerens Bemærkning og straks faldt Svaret:

- Det ska' jeg sige Dem. Smid de hvide Vanter og ta' fat som jeg, saa ska' vi snart klare den Butik.

*

Oprindelig var Falck udlært som Bøssemager paa Hærens Rustkammer; men den Bestilling gik han hurtig fra og startede en Smedeforretning i Borgergade.

*

Til at begynde med gik det smaat med Redningskorpset; men saa kom "Blæksprutten" et Aar med et Helside-billede, der gjorde rigtig løjer med Falck.

- Bravo! sagde han og lo hjerteligt. Nu skal det nok gaa! Nu er man kommet i Blæksprutten!

Og Billedet fik en gylden Ramme og hænger den Dag i Dag paa Korpsets Kontor. 

(København 30. juli 1926)

Direktør Sophus Falck død.

Stifteren af de danske Redningskorps, Overdirektør Sophus Falck, er i Aftes Kl. 9 afgaaet ved Døden, knapt 62 Aar gammel.

Med Sophus Falck er en af Københavns kendte Skikkelser gaaet bort. Hans Virksomhed er i den Grad inde paa Livet af os alle, at hans Navn allerede i en længere Aarrække saa at sige dagligt og ofte flere Gange har maattet fremtræde i Aviserne.

Sophus Falck har ført er meget urolig Tilværelse. Efter sin Konfirmation blev han sat i Bøssemagerlære paa Hærens Værksteder. Senere rejste han til Amerika, hvor han i flere Aar gennemtrawlede Staterne. I en længere Periode arbejdede han paa Singers store Symaskinefabrik, og her fik han den første Impuls til den store Virksomhed, han senere har skabt her i Landet. Medens han arbejdede hos Singer, opstod der en Kæmpebrand i Nærheden, og han fik da Idéen til, et Redningskorps i Danmark, da han saa, at Amerikanerne var udstyrede med alle de Hjælpemidler, som det danske Redningskorps nu er i Besiddelse af.

Da han vendte tilbage til Danmark, begyndte han som Smedemester: senere startede han en Havemøbel- og Pavillonfabrik. Saa kom den russisk-japanske Krig. og han kom da i Forbindelse med Enkekejserinde Dagmar, og paa hendes Initiativ tog han til Manschuriet, hvor han byggede Ambulancestationer. Paa Hjemvejen herfra overværede han i det daværende St. Petersborg en mægtig Brand, og han besluttede sig nu til at gøre Alvor af sin Tanke om at skabe et Redningsvæsen.

Da han kom hjem, arbejdede han med sin Plan, og i 1906 startede han Redningskorpset under ret beskedne Former: men senere maatte han Gang paa Gang udvide Virksomheden, til den nu er blevet landsomfattende.

I Oktober 1916 flyttede Redningskorpset til Tietgensgade, hvor der nu er Hovedstation og Administration. Hovedstationer findes desuden i Odense fra 1919, i Aalborg fra 1920 og i Svendborg fra 1925. Flere Stationer er under Forberedelse.

Siden 1923 har Falck med hele den for ham karakteristiske Iver arbejdet for Oprettelse af Zonebrandvæsen, og det lykkedes ham at gennemføre sin Idé over det meste af Sjælland, og Resten af Landet kommer nok med efterhaanden.

For et Par Aar siden oprettede han Brand- og Redningsskolen paa Krudttaarnsvej. og den har han haft megen Glæde af. Der er her afholdt flere Kursus baade for Landsmænd og Udlændinge.

Det er imidlertid ikke Ambulanceafdelingen, der er den mest omfattende. Det er derimod Entreprenørafdelingen. Saasnart der sker et Færdselsuheld, er denne Afdeling parat til at rykke ud, og skal der foretages større Arbejder som Oprydning paa et Brandsted eller Flytning af temmelig uhandlelige Ting, kan man altid være sikker paa, at Falcks Folk kan klare Affæren. Sophus Falck har her skabt en Virksomhed, der er af uvurderlig Betydning.

Af andre Ting, man vil erindre om Afdøde, er den af ham i 1913 startede Fluekrig. Den blev modtaget med Smil, og den druknede i Ligegyldighed. I de senere Aar har man ikke mærket noget til denne Krig med de generende Insekter; men kort forinden sin Sygdom har Falck planlagt et nyt Felttog, der sikkert vil blive foretaget af hans Efterfølgere,

Om Sophus Falcks Person hersker der kun en Mening. Han var en jævn og yderet bramfri Mand. Bag hans ofte noget støjende Væsen bankede et varmt Hjerte, og det er egentlig det, der har været Drivfjederen i hele hans Virksomhed. Han vilde komme alle til Hjælp, og han ønskede altid, at Hjælpen var klar til at rykke ud, naar Meldingen kom.

En self-made-Mand var han, og dette forklarer, at han ofte stillede større Krav til sine Folk, end de kunde honorere. De havde ikke, som han, prøvet et langt Liv i Uro og Jag baade ude og hjemme, men de vil alle mindes deres gamle Chef med Agtelse og Venlighed.

Sophus Falck efterlader sig tre Sønner, der alle er ansatte i Korpset. Den ældste, Rudolph Falck, bor I København øg leder Salgsafdelingen, den næstældste, William, leder Afdelingen paa Fyn, medens den yngste Søn, Harry, er ansat i den tekniske Afdeling.

Hvem bliver Chef for Redningskorpset?

Hvem der skal være den gamle Overdirektørs Efterfølger som Leder af det betydningsfulde Foretagende kan endnu ikke siges, men der kan næppe være Tvivl om, at Underdirektør Axel Jensen, der nu leder Entreprenørafdelingen. vil være den rette Mand paa Pladsen, og hans nærmeste Konkurrent maa være Underdirektør Erik Christiansen, der leder Afdelingen i Nordjylland.

Under alle Omstændigheder vil det blive vanskeligt at erstatte Sophus Falck; thi hans Betydning bestod ikke alene i, at han startede og ledede Korpset, men tillige og ikke mindst i, at han havde en saa bundfældet Tro paa sin Sag, at han kunde faa alle, han talte med, til at interessere sig for Korpset og dets Arbejde. Dines,

*

Sophus Falck har i de senere Aar Haft en alvorlig Mavelidelse, men han undte sig aldrig Ro til at vinde Helbredelse. Efter en Rejse til Filialstationerne maatte han gaa til Sengs.

Han rejste sig dog igen, men fik et Tilbagefald, som tvang ham paa Sygelejet, hvorfra han altsaa ikke rejste sig mere.

*

Direktør Falck var ikke alene en landskendt Mand. Han var kendt langt ud over Landets Grænser, og paa hans Kontor hænger Diplomer fra mange Lande, der har givet ham en eller anden Hæderstitel for hans initiativrige Arbejde.

*

I de sidste Maaneder har det været hans Drøm at forevise Offentligheden den nye Skole og Station paa Ørnegaarden, og det var en af hans sidste Tanker, at han ikke fik Lov til at opleve dette Maal.

*

Blandt Røde Kors Venner i Ind- og Udland var han kendt og skattet, og han modtog mange Dotationer fra disse, ligesom han var Æresmedlem af de danske Dyreværnsforeninger, der navnligt hyldede ham paa hans 60 Aars Fødselsdag for 2 Aar siden.

(Social-Demokraten 30. juli 1926).

Direktør Falcks Jordefærd.

Igaar Middags begravedes som refereret i vor Aftenudgave, Direktør Sophus Falck fra Holmens Kirke under stor Deltagelse. Funktionærer fra de af ham stiftede Institutioner i Hovedstad og Provins viste deres afdøde Chef den sidste Ære, og til Baaren var sendt op mod et Hundrede signerede Kranse fra Autoriteter og Institutioner I-andet over samt fra Medlemmer af Kongefamilien.

I det store Følge bemærkedes Ligeledes Repræsentanter for Autoriteterne og for Redningskorpsene Landet over. Pastor Hornbeck holdt Talen, Operasanger Holger Bruusgaard sang "Der flyver saa mange Fugle", og Violinisten Axel Schiøler spillede Godards "Berceuse".

Paa en af Redningskorpsets Udrykningsvogne kørtes Kisten til Vestre Kirkegaard. Paa Vejen passeredes Redningskorpsets Station i Tietgensgade: foran Stationen stod Funktionærer opstillede, og paa Kirkegaarden bar to Hold af Korpsets Funktionærer Kisten til Graven.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. august 1926)

Overdirektør Sophus August Falck. R. af D. 15.11.1864-29.7.1926. Stifter af Redningskorpset. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

 Korpset fortsatte under ledelse af sønnerne Rudolf (1890-1933), Harry (1892-1961) og William (1894-1966).