Carl Julius Aller 1845-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Nekrologer om Carl Aller da han døde i 1926. Om hustuen Laura Christiane Bierring (1849-1917) se link nederst.

Carl Aller død.

"Familie-Journalen"s Skaber og Udgiver gennem næsten et halvt Aarhundrede er afgaaet ved Døden paa sin prægtige Sommerejendom Sophiendal ved Bagsværdsø.

Da Carl Aller sidste 35. November fyldte 80 Aar, var hans Helbred i hvert Fald saa godt, at han kunde gennemføre den originale Fejringsform, han havde udpønsket. Ledsaget af sin uundværlige Plejedatter Frk. Anna Zimmermann, Læge og Tjenerpersonale var han i eget Tog rejst til Mentone og havde taget Ophold i sin Villa der Steds.

For at kunne give havde Huset i Aarets Løb faaet en Etage til, og lige for Festdagen arriverede hans to Sønner Axel og Valdemar og Datteren Fru Rigmor Rand med alle deres Børn og Børnebørn; ogsaa Frøken Ragna Aller og selv det lille Oldebarn kom kørende til Rivieraen. Ingen vilde Carl Aller undvære, og han beholdt dem Julen over.

Selv vendte han først tilbage i Maj. Da var han en mærket Mand, nedbøjet af sin gennem Aarene voksende Hjertelidelse. langsomt gik det ned ad Bakke, og nu er han død i et samme Værelse, hvor hans elskede Hustru i sin Tid laa dødssyg. I klare Mellemøjeblikke var hans Tanker baade ved den store Virksomhed, han har skabt fra intet, og ved Familien, hvis forgudede Midtpunkt han var.

Ogsaa med sin 88Aarige Broder, Tømrermester Jens Christian Aller, fik han taget Afsked, og de mange Medhjælpere og Arbejdere glemte han heller ikke.

Carl Aller var som Forretningsmand af en Støbning, der vist ikke mere er helt almindelig. Han havde med en forbavsende Energi og senere med stort Administrationstalent skabt de Virksomheder - Bladet og Papirfabriken - der gjorde hans Navn bekendt viden om, og ham selv til en meget velstaaende Mand.

Vi skildrede omkring 80-Aars-Dagen indgaaende hele hans brogede Levnedsløb og skal derfor kun trække et Par Hovedlinier op.

Han var Søn af Brygger Christian Aller, der døde meget tidligt, og af Fru Juliane Aller, født Gechel, der under meget smaa Kaar gav sine Børn en ordentlig Opdragelse. Som halvvoksen kom Carl Aller i Litogralære hos C. F. Aamodt og etablerede sig allerede i 180!). Navn som særlig dygtig Litograf vandt han, da han præsenterede Nationalbankdirektør Levy et Par ganske glimrende reproducerede Hundreddaler-Sedler.

1877 begyndte "Illustreret Familie-Journal", hans og Hustruens Kongstanke. Det er et Sagn, at Fru Laura gik om med Bladet i de første Aar, men det var hende, der dels havde et aabent Blik for, hvad det store, jævne Publikum ønskede, dels forfattede og oversatte den meste Tekst i Doge, da der ikke var Raad til de store, lange Forfatterhonorarer, der senere kunde gives.

Lid den mere kræsne Smag rynke paa Næsen; Bladet var og er ikke et litterært Organ, men det har været Millioner af Mennesker til Glæde, Underholdning og Belæring indenfor den oprindeligt givne glimrende gennemførte Ramme. Over hele Norden gaar Journalen, og Direktør Axel Aller naaede netop hjem til Faderens Dødsleje fra Ungarn, hvor en Særudgave i de sidste Aar har set Lyset.

Siden 1912 har "Det Allerske Etablissement" været synlig i sin imponerende Størrelse ude i Valby, og omkring Fabriken havde Carl Aller skabt baade sit eget Hjem og Hjem for Børn og Svigerbørn. Indtil Sygdommen tog alvorlig fat, havde han Aarti paa Aarti slidt og slæbt, tidligt oppe, paa Færde overalt og overkommende baade Tilsyn og Dispositioner. I lange Tider tog han overhovedet aldrig fri, men alligevel var han en af de første Arbejdsgivere herhjemme, der gav sine Medhjælpere Sommerferie.

Han respekterede Arbejdsomhed og blev aldrig overlegen, fordi hans egen Flid skaffede ham Rigdom. Paa sig selv anvendte han ikke stort mere, end han fandt nødvendigt før at holde Alderens Sygelighed i Skak, men Familien skulde have alle de Bekvemmeligheder, han kunde skaffe den, Carl Aller var en hjælpsom Mand, og ved Siden af den overlegne Sans for Realiteter ejede han dybest inde et Barnesind, der kom til Syne i Familiekresen, i hans Glæde ved Blomster og ved Musik. Endnu i det sidste Leveaar var det ham en Fryd i al Beskedenhed at spille Violin sammen med sin Broderdatter, Fru Naia Aller.

Han var en Mand "af Borgerdyd", som man sagde, da Carl Aller var ung. Hans omfattende Livsgerning gavnede mange og skaffede ham næppe personlige Fjender, hans Familie og mange andre Mennesker staar vemodige ved hans Baare. C. A. 

(Nationaltidende 23 august 1926, 2 udgave).

Carl Aller død.

Den gamle Udgiver af "Illustreret Familia Journal", Carl Aller, døde i Gaar paa sin Lystgaard Sophienholm, 81 Aar gl. Aarsagen var en Hjertesygdom, men han var klar til det sidste og fik taget Afsked med sin Familie.

Der ikke ret mange Mennesker i Danmark, som ikke véd, hvem Carl Aller var, eller som ikke i det mindste kender hans Livsværk, "Illustreret Familie-Journal". Personlig var han kun kendt af faa. Han levede stille og tilbagetrukken i og for sin Familie. Hele sit Liv har han arbejdet, og det har taget hans Tid. Han var af de Arbejdsgivere, som stillede større Fordringer til sig selv end til sine Funktionærer.

Hans Fader var Brygger, men døde tidligt. Moderen sad i smaa Kaar, men gav sine Børn en god Opdragelse og lærte dem først og fremmest Pligtfølelse. Carl Aller lærte som Litograf, og i 1876 gjorde han en Opfindelse, ved Hjælp af hvilken man kunde overføre direkte til Stenen ad fotografisk Vej. En Dag - det var i 1876 - fik en af Nationalbankens Direktører Besøg at en ung Litograf, som præsenterede ham for to hundredkronesedler uden at lægge Skjul paa, at han selv havde lavet dem. Vedkommende Direktør kunde ikke skelne dem fra de ægte, saa godt var det gjort - og man gav Carl Aller to Tilbud: om han vilde have en Ansættelse i Banken eller en Sum Penge for Opfindelsen. Han valgte det sidste, og for Pengene startede han først "Nordisk Mønstertidende" og siden - i 1877 - "lllustreret Familie-Journal".

Det var under vanskelige Forhold og smaa Kaar, han arbejdede; men i Aarenes Løb blev Carl Allers Etablissement en stor Forretning. Hans Hustru, Laura Aller, stod ham tappert bi. De to Mennesker skrev og redigerede i Fællesskab Familie-Journalen med et sikkert Blik for, hvad Læsekredsen vilde have, og det er Carl Allers og hans Hustrus Historie, at de ud at en ringe Begyndelse skabte det Blad, som nu har en saa mægtig Udbredelse - ikke alene i Danmark, men i Skandinavien og andre Lande, blandt andet Ungarn. Det var en Bedrift.

Der er ikke Tvivl om, at Familie-Journalen har gjort et Arbejde af kulturel Værdi og draget Ploven for Kulturens Sæd i Folkelaget. Det har givet Folk, hvad de vilde læse - ellers havde det simpelt hen ikke faaet den Udbredelse, det har, og som adskillige Foretagender, der nu er døde, søgte at gøre det stridig. Indenfor sine Rammer har det spredt megen Oplysning, og det har aldrig spekuleret i daarlig Smag. Rejsebeskrivelser, populær Videnskab, Billeder fra hele Verden har Side om Side med Underholdningsstof været med til at opdrage Læselysten og Videlysten i store Kredse af Befolkningen.

Carl Aller og hans Hustru troede paa Bladets Mission, Selv efter at det var vokset sig stort, havde de nøje Føling med, hvad der kom i det, og de taalte ikke noget, som de ikke kunde lægge deres Navn til. De følte et Ansvar overfor de Hundredtusinder, som hver Uge læste Familie-Journalen.

Carl Allers Etablissement blev en meget stor Forretning og flyttede i 1912 ud til Valby. Bladet blev ogsaa større og større; men Carl Aller vedblev at lede den store Institution til 1917, da hans Hustru, Laura, døde. Det var et tungt Slag, som han aldrig helt forvandt. Fra det Aar trak han sig mere tilbage fra den daglige Ledelse, men beholdt dog stadig Føling med det hele.

Carl Aller var utvivlsomt en lykkelig Mand. Han havde Held med, hvad han tog fat paa, han levede selv med i det, han arbejdede selv som faa. I sit Forhold til sine Underordnede var han en udmærket Arbejdsgiver, Og det siges, at han var den første, der gav sit Personale Sommerferie. Der har altid hersket en god Aand paa Carl Allers Etablissement.

Han skyede al Offentlighed og var alle sine Dage en god og retsindig Mand, hvem de gode Kaar og den gode Medbør ikke forandrede. Et lykkeligt Familieliv skabte Harmoni omkring ham lige til hans sidste Aar.

Han var en Kæmpe at se paa med et godt Helbred, men Aarene tog efterhaanden paa ham, og Hjertets Funktioner blev svækkede, han var dog ikke mere svag, end at han, da han i Fjor fyldte 80 Aar, kunde tage med hele sin Familie til Mentone ved Rivieraen for at fejre Dagen i sin Villa dér. Endnu i Lørdags var han med til at træffe Dispositioner vedrørende nogle nye Maskiner til Fabriken i Valby, og inden han i Gaar Morges Kl. 6 udaandede, havde han faaet Tid til at sige Farvel til Familien, ogsaa til sin 88-aarige Broder.

Carl Aller døde som en rig Mand, og sin Rigdom havde han tjent ved Flid og Arbejdssomhed. Blandt andet ejede han den smukke Lystgaard Sophienholm ved Bagsværd Sø. Hans to Sønner leder nu det omfattende Foretagende.

(København 24. august 1926)

En af vore Hovedstadsforbindelser har sendt os dette Billede fra Bladudgiver Carl Allers Jordefærd i Valby i Gaar. Han fulgtes til sit sidste Hvilested af et Følge, der repræsenterede alle Kredse i Befolkningen. Billedet viser det Øjeblik, da Repræsentanter for Personalet bærer deres gamle Chef ud af Kirken. Foto fra Skive Folkeblad 28. august 1926. 

Jubilæumsbog om "Carl Allers Etablissment 1873-1998" findes på internettet.

På denne blog findes indslag om hans slægts gravsted på Garnisons Kirkegård: Aller. (Efterskrift til Politivennen) samt om Laura Aller: Laura Aller (1849-1917). (Efterskrift til Politivennen)

Allers familiegravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det var paa Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen)

Det tøjlesløse Liv i Smallegade, hvor Klubber opstaar og forsvinder, medens Borgerne ikke kan falde i Søvn.

Politiet rykker ud

Medens Københavns Politi let har faaaet Bugt med de Natkluber, der i sin Tid fandtes paaa Københavns Grund og som saa eftertrykkeligt blev slaaet ned, at de ikke senere har rejst sig, raser Kampen stadig paa Frederiksberg, hvor i alle Tilfælde en Natklub-Vært ikke lader til at ville opgive Kampen mod Myndighederne.

Den paagældende er Restauratør Hansen, Indehaveren af de Selskabslokaler i Smallegade, hvor i sin Tid "Dixiklubben" havde til Huse.

Denne blev i sin Tid sat under Tiltale af Politiet, og under Retssagen blev der afhørt en Række Vidner, som udtalte, at Klubben forstyrrede de Omkringboende, idet der hele Natten, og navnlig i Morgentimerne var et voldsomt Spektakel naar Gæsterne l mere eller mindre opløftet Tilstand begav sig hjem.

"Tory Klubben" opstaar og forgaar.

Klubben blev den Gang dømt, men den opstod hurtigt igen, under Navnet "Tory-Klubben", men var dog ikke slet saa fornem, som den berømte engelske Klub, hvis Navn den havde laant. Ogsaa denne Klub blev lukket, og der rejstes Tiltale mod Restauratør Hansen.

Sagen blev fra Underretten, hvor Hansen blev dømt, appelleret til Landsretten, hvor Restauratør Hansen idømtes henholdsvis 600 og 1000 Kr. i Roder for Overtrædelse af Beværterloven.

Medens Sagen var paa Vej fra Underretten til Landsretten fortsatte Restauratøren med at huse Natklubber, og den ny Forening fik Navnet "Otello"

"Otello" fik Politibesøg.

Der blev ogsaa rejst Sag mod denne Klub og mod Restauratør Hansen, og en ny Række Vidner blev afhørt, men disse kunde kun bekræfte, hvad tidligere Vidner havde udtalt, at Nattelivet i Klubben var i høj Grad generende for Kvarterets Beboere, og at man ønskede, at der blev sat en Stopper for det.

Forleden var Sagen til Behandling hos Dommer Heide-Jørgensen ved Frederiksberg Ret. Dommeren tilbød Restauratør Hansen at ordne Sagen med en Bøde paa 2000 Kr., men det vilde Hansen ikke høre Tale om, hvorfor Sagen blev optaget til Doms, og det bliver næppe billigere.

Da "Otello-Klubben" dog ikke tog Hensyn til den ny Sag, der var rejst, men vedblivende afholdt Baller hos Hansen, fandt Frederiksberg Politi, der ellers, hvad Natklubber angaar, er meget tolerante, det dog for morsomt, og i Lørdags mødte Politiassistent Kjærgaard og 8 Betjente og lukkede Klubben. Der er nu hver Aften Politivagt ved Selskabslokalerne for at forhindre at nye Klubber dukker op, medens man selvfølgelig ikke skrider ind, hvor det drejer sig om virkelige Foreninger eller Selskaber.

Dommen i den nye Sag falder antagelig i den nærmeste Fremtid.

Samtale med Politiassistent Kjærgaard.

I Anledning af Frederiksbergs Politis Kamp mod Natklubben i Smallegade. har vi haft en Samtale med Politiassistent Kjærgaard, der udtaler:

- Vi har nu indtaget det Standpunkt, at vi ikke mere vil finde os i at blive spillet paa Næsen af d'Herrer Natklubledere og Restauratør Hansen Forholdet er nemlig det, at Klublederne Bloch-Hansen og Maskinarbejder Jensen er velkendte herude, de lever udelukkende af Klubberne, og de er allesammen ulovlige. Vi har saaledes faaet konstateret, at der mellem Klubben og Tjenere paa mange Restauranter inde i Byen er et vist Samarbejde saaledes. at Tjenerne inde i Byen pr. Telefon indmelder Gæster, som har Lyst til at aflægge Klubben et Besøg efter lovbefalet Lukketid, og naar disse Gæster saa kommer, er baade deres Medlemskort og Klubbens Karthotek i den skønneste Orden, men det er der som sagt nu sat en Stopper for.

Er der andre Natklubber paa Frederiksberg?

- Ja, vi fører ogsaa stadig Krig mod Kronen, der tidligere havde tilhuse paa Vodroffsvej, men som nu er flyttet hen paa Finsensvej. Værten der vil heller ikke indordne sig under Loven, skønt han har faaet talrige Bøder, men nu rejses der Sag mod ham igen.

- Men kan det betale sig for Indehaverne at trodse Loven?

- Ja! det maa det altsaa kunne!

(B. T. 4. august 1926).

Sophus Falck 1864-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Sophus August Falck blev uddannet som bøssemager på hærens geværfabrik. Mellem 1884 og 1906 rejste han til USA og Rusland og etablerede virksomheder til fremstilling af havepavilloner og træbygninger (hospitalsbarakker, lagerbygninger, drivhuse), bl.a. Sønderbro teater.

I 1906 startede han en studenterambulance, hvad der var starten på redningsstationer (Ny Kongensgade 15, 1909-1916 nr. 9 og endelig i Tietgensgade). Senere også i Odense 1919, Ålborg 1920, Svendborg 1924, Gentofte 1926 og brandkorps for de tilgrænsende landkommuner (zonebrandvagter). De blev i 1921 sammensluttet i De Danske Redningskorps Fællesforbund med en brand- og redningsskole (1923).

"Kjøbenhavns og Frederiksbergs Redningskorps (Falcks Redningskorps) transportvogn til befordring af beskadigede biler m.m. En ambulance på vej op ad rampen. På transportvognen ser uniformerede Falck-folk mod kameraet, i forgrunden direktør Sophus Falck. På siden luger med påskrift Værktøjskasse 3 og Værktøjskasse 4. Adskillige tilskuere. Kildetekst: Billedet er taget paa Vestre Boulevard udfor Ny Carlsberg Glyptotek. Den første Automobil-Droske i Kjøbenhavn blev sat i gang i August 1903. (Mariboe). 1913 Kbhbilleder, ingen kendte rettigheder.

Han døde den 29. juli 1926.

Dødsfald.

Sophus Falck.

I en Alder af 62 Aar er Generaldirektør for Redningskorpset, Sophus Falck, afgaaet ved Døden paa Københavns Amtssygehus, hvor han for kort Tid siden blev indlagt.

Sophus Falck er født i København den 15. November 1864 og var Søn af den gamle Tobaksfabrikant Falck.

Som Dreng kom han i Smedelære og blev senere ansat paa Hærens Tøjhus, hvor han fik Uddannelse som Bøssemager. Efter bestaaet Svendeprøve aabnede han sin egen Smedemesterforretning i den indre By.

Da den russisk-japanske Krig i 1904 udbrød, kom Sophus Falck i Forbindelse med den daværende Kejserinde Dagmar, og hun sørgede for, at han kom til Østsibirien, hvor han byggede Lazaretter og Barakker til Soldaterne. i denne Anledning blev han iøvrigt dekoreret med det russiske røde Kors' Ærestegn.

Da Falck vendte tilbage fra Rusland, fik han Idéen til al oprette det københavnske Redningskorps.

Den 3. Oktober 1906 aabnede Falck da den første Redningsstation i Ejendommen, Ny Kongensgade 15. Det var under meget primitive Forhold, man begyndte. Falck havde vel næppe mere en 4-5 Mand under sig. Udrykningen foregik pr. Motorcykle og rigtig Cykle med Bærelad,

I de 20 Aar der er gaaet har Sophus Falck udført et utrætteligt Arbejde for at føre sin Idé til Sejr, og nu da han ikke er mere, skal det siges, at han virkelig har naaet at fuldføre sit Livs Maal. Redningskorpset er blevet en Institution, man ikke mere kan undvære.

Sophus Falck efterlader sig Hustru og Sønnerne Rudolph, William og Harry, der alle er ansatte indenfor Redningskorpset. H-m

(B. T. 30. Juli 1926).

Overdirektør Sophus Falck død.

I Aftes Kl. 9 er Overdirektør Sophus Falck, Redningskorpset, død paa Københavns Amtssygehus, 61 Aar gammel.

Meddelelsen om Direktør Falcks Død vil vække Sorg i vide Kredse, fordi han var en Mand, der havde mange Venner. Han havde vundet dem ved sit gode Hjerte.

Sophus Falck blev kun 61 Aar gl., men han var en af dem, der brugte sit Liv, altid i Aktivitet, altid kampberedt, altid Fyr og Flamme for en eller anden Sag.

Efter en Ungdom i Amerika, om hvilken han havde mange Eventyr at fortælle, kom han tilbage til Danmark, og under den russisk-japanske Krig fik han sit "Gennembrud", idet han indrettede Hospitaler for Kejserinde Dagmar. Men Københavns kendte "Redningsfalck" blev han først i 1906, da han oprettede sin Redningsstation i Ny Kongensg. 15. Man husker endnu hans røde Automobiler, som fo'r gennem Gaden med saa megen Støj som muligt. Han havde set sig for, mens han var i Amerika - Falck saa sig altid godt for - , og fra den Tid havde Tanken om et Redningskorps ligget i hans Sind og modnet. Mange har smilet ad Falcks paagaaende Reklame. Men han naaede, hvad han vilde. Selv de, der smilte ad ham, véd, at de i en vanskelig Situation skal "ringe til Falck".

Af disse røde, støjende Vogne blev en stor Institution. Nu høres Falcks Udrykningssignaler Dagen igennem paa Gaden, og Landet over findes Redningsstationer - og midt i det Hele sad stadig Falck, den gamle Overdirektør, og ledede det Hele og var med i alt. Og "den Gamle" var den raskeste af dem alle.

Hans Kælebarn var Zonebrandvæsenet. Det var hans Drøm at omspænde hele Landet med et saadant Brandvæsen. Ved sin Død havde han endnu ikke naaet sit Maal, men han var paa Vej til det.

Overdirektør Falck var en god Mand. Hans Korps kørte for Rige og Fattige - men med den Forskel, at til de Fattige blev der ikke skrevet Regning ud. En betydningsfuld Indsats var hans Hjælpearbejde ved Vigerslevulykken. Det er et særligt Kapitel i hans Arbejdes Historie, som han dvælede ved med Stolthed, og han gjorde en vigtig Indsats i den Kommission, der traf en ny Ordning for Statsbanernes Redningsmateriel.

En smart Mand var Direktør Falck, men han var tillige et Hjertemenneske. Indenfor Dyrebeskyttelsen gjorde han et godt Arbejde - selv om han var den Mand i Landet, der har været Anstifter at de fleste Dyremord, nemlig da han i 1913 startede Kampen mod Fluerne. Ogsaa den Gang smilede man - men han naaede alligevel at vække Folks Forstaaelse af Fluefaren.

Et Hjertemenneske var han, hjælpsom, undertiden buldrende, men god. Han kunde, naar det kneb, tage fat lige saa godt som sine Folk - og han gjorde det - Han var for saa vidt den ideelle Leder af et Redningskorps, fordi han selv var den fødte Redningsmand. Han drømte om at gøre Danskerne til en Nation at "Redningsmænd", og et Led i denne Bestræbelse var Redningsskolen i det gamle Krudttaarn.

Sophus Falck havde i Aarenes Løb faaet adskillige Diplomer, Medaljer og Ordener, og han var Ridder af Dannebrog - men det eneste, han virkelig brød sig om, fik han aldrig: Fortjenstmedaljen.

Han var en kendt Skikkelse i København - ikke det København, der morer sig, men i det København, der arbejder. Hans Liv var fra først til sidst Arbejde, han var en Mand, der elskede sin Pligt og nidrig svigtede den, og hvad han blev til, blev han ved egen Kraft. Det gør ham ikke ringere, at han har arbejdet sig op fra intet, og selv om dette self-made prægede ham hele hans Liv, vil hans Værk staa efter ham.

Tre Sønner af ham staar som Ledere indenfor Redningskorpset i København, Odense og Svendborg.

For nogle faa Dage siden maatte han som meddelt lade sig indlægge paa Københavns Amtssygehus lidende af en ondartet Mavesygdom. Hertil kom en Lungebetændelse, og i Aftes Kl. 9 sov han stille ind.

*

Falck byggede i sin Tid Sønderbros Teater. Det gik meget hurtigt og ved den Lejlighed dukkede for første Gang Ordet "Amagerkansk" op.

- Det gik i en Fart! sagde man til Falck.

- Ja, det er ogsaa bygget paa amagerkansk Facon! svarede han pr. omgaaende.

*

Han var som bekendt ikke bange ror at tage fat. Engang for mange Aar tilbage brændte det en Vinterdag i en gammel Bygning i den indre By. Situationen saa lidt kritisk ud et Øjeblik, og en Brandofficer, der havde et Par hvide Molskindshandsker paa, fod falde den Bemærkning:

- Hvad skal vi gøre?

I det samme kom Falck ud paa Brandstedet, snavset og sort som en Neger. Han hørte Brandofficerens Bemærkning og straks faldt Svaret:

- Det ska' jeg sige Dem. Smid de hvide Vanter og ta' fat som jeg, saa ska' vi snart klare den Butik.

*

Oprindelig var Falck udlært som Bøssemager paa Hærens Rustkammer; men den Bestilling gik han hurtig fra og startede en Smedeforretning i Borgergade.

*

Til at begynde med gik det smaat med Redningskorpset; men saa kom "Blæksprutten" et Aar med et Helside-billede, der gjorde rigtig løjer med Falck.

- Bravo! sagde han og lo hjerteligt. Nu skal det nok gaa! Nu er man kommet i Blæksprutten!

Og Billedet fik en gylden Ramme og hænger den Dag i Dag paa Korpsets Kontor. 

(København 30. juli 1926)

Direktør Sophus Falck død.

Stifteren af de danske Redningskorps, Overdirektør Sophus Falck, er i Aftes Kl. 9 afgaaet ved Døden, knapt 62 Aar gammel.

Med Sophus Falck er en af Københavns kendte Skikkelser gaaet bort. Hans Virksomhed er i den Grad inde paa Livet af os alle, at hans Navn allerede i en længere Aarrække saa at sige dagligt og ofte flere Gange har maattet fremtræde i Aviserne.

Sophus Falck har ført er meget urolig Tilværelse. Efter sin Konfirmation blev han sat i Bøssemagerlære paa Hærens Værksteder. Senere rejste han til Amerika, hvor han i flere Aar gennemtrawlede Staterne. I en længere Periode arbejdede han paa Singers store Symaskinefabrik, og her fik han den første Impuls til den store Virksomhed, han senere har skabt her i Landet. Medens han arbejdede hos Singer, opstod der en Kæmpebrand i Nærheden, og han fik da Idéen til, et Redningskorps i Danmark, da han saa, at Amerikanerne var udstyrede med alle de Hjælpemidler, som det danske Redningskorps nu er i Besiddelse af.

Da han vendte tilbage til Danmark, begyndte han som Smedemester: senere startede han en Havemøbel- og Pavillonfabrik. Saa kom den russisk-japanske Krig. og han kom da i Forbindelse med Enkekejserinde Dagmar, og paa hendes Initiativ tog han til Manschuriet, hvor han byggede Ambulancestationer. Paa Hjemvejen herfra overværede han i det daværende St. Petersborg en mægtig Brand, og han besluttede sig nu til at gøre Alvor af sin Tanke om at skabe et Redningsvæsen.

Da han kom hjem, arbejdede han med sin Plan, og i 1906 startede han Redningskorpset under ret beskedne Former: men senere maatte han Gang paa Gang udvide Virksomheden, til den nu er blevet landsomfattende.

I Oktober 1916 flyttede Redningskorpset til Tietgensgade, hvor der nu er Hovedstation og Administration. Hovedstationer findes desuden i Odense fra 1919, i Aalborg fra 1920 og i Svendborg fra 1925. Flere Stationer er under Forberedelse.

Siden 1923 har Falck med hele den for ham karakteristiske Iver arbejdet for Oprettelse af Zonebrandvæsen, og det lykkedes ham at gennemføre sin Idé over det meste af Sjælland, og Resten af Landet kommer nok med efterhaanden.

For et Par Aar siden oprettede han Brand- og Redningsskolen paa Krudttaarnsvej. og den har han haft megen Glæde af. Der er her afholdt flere Kursus baade for Landsmænd og Udlændinge.

Det er imidlertid ikke Ambulanceafdelingen, der er den mest omfattende. Det er derimod Entreprenørafdelingen. Saasnart der sker et Færdselsuheld, er denne Afdeling parat til at rykke ud, og skal der foretages større Arbejder som Oprydning paa et Brandsted eller Flytning af temmelig uhandlelige Ting, kan man altid være sikker paa, at Falcks Folk kan klare Affæren. Sophus Falck har her skabt en Virksomhed, der er af uvurderlig Betydning.

Af andre Ting, man vil erindre om Afdøde, er den af ham i 1913 startede Fluekrig. Den blev modtaget med Smil, og den druknede i Ligegyldighed. I de senere Aar har man ikke mærket noget til denne Krig med de generende Insekter; men kort forinden sin Sygdom har Falck planlagt et nyt Felttog, der sikkert vil blive foretaget af hans Efterfølgere,

Om Sophus Falcks Person hersker der kun en Mening. Han var en jævn og yderet bramfri Mand. Bag hans ofte noget støjende Væsen bankede et varmt Hjerte, og det er egentlig det, der har været Drivfjederen i hele hans Virksomhed. Han vilde komme alle til Hjælp, og han ønskede altid, at Hjælpen var klar til at rykke ud, naar Meldingen kom.

En self-made-Mand var han, og dette forklarer, at han ofte stillede større Krav til sine Folk, end de kunde honorere. De havde ikke, som han, prøvet et langt Liv i Uro og Jag baade ude og hjemme, men de vil alle mindes deres gamle Chef med Agtelse og Venlighed.

Sophus Falck efterlader sig tre Sønner, der alle er ansatte i Korpset. Den ældste, Rudolph Falck, bor I København øg leder Salgsafdelingen, den næstældste, William, leder Afdelingen paa Fyn, medens den yngste Søn, Harry, er ansat i den tekniske Afdeling.

Hvem bliver Chef for Redningskorpset?

Hvem der skal være den gamle Overdirektørs Efterfølger som Leder af det betydningsfulde Foretagende kan endnu ikke siges, men der kan næppe være Tvivl om, at Underdirektør Axel Jensen, der nu leder Entreprenørafdelingen. vil være den rette Mand paa Pladsen, og hans nærmeste Konkurrent maa være Underdirektør Erik Christiansen, der leder Afdelingen i Nordjylland.

Under alle Omstændigheder vil det blive vanskeligt at erstatte Sophus Falck; thi hans Betydning bestod ikke alene i, at han startede og ledede Korpset, men tillige og ikke mindst i, at han havde en saa bundfældet Tro paa sin Sag, at han kunde faa alle, han talte med, til at interessere sig for Korpset og dets Arbejde. Dines,

*

Sophus Falck har i de senere Aar Haft en alvorlig Mavelidelse, men han undte sig aldrig Ro til at vinde Helbredelse. Efter en Rejse til Filialstationerne maatte han gaa til Sengs.

Han rejste sig dog igen, men fik et Tilbagefald, som tvang ham paa Sygelejet, hvorfra han altsaa ikke rejste sig mere.

*

Direktør Falck var ikke alene en landskendt Mand. Han var kendt langt ud over Landets Grænser, og paa hans Kontor hænger Diplomer fra mange Lande, der har givet ham en eller anden Hæderstitel for hans initiativrige Arbejde.

*

I de sidste Maaneder har det været hans Drøm at forevise Offentligheden den nye Skole og Station paa Ørnegaarden, og det var en af hans sidste Tanker, at han ikke fik Lov til at opleve dette Maal.

*

Blandt Røde Kors Venner i Ind- og Udland var han kendt og skattet, og han modtog mange Dotationer fra disse, ligesom han var Æresmedlem af de danske Dyreværnsforeninger, der navnligt hyldede ham paa hans 60 Aars Fødselsdag for 2 Aar siden.

(Social-Demokraten 30. juli 1926).

Direktør Falcks Jordefærd.

Igaar Middags begravedes som refereret i vor Aftenudgave, Direktør Sophus Falck fra Holmens Kirke under stor Deltagelse. Funktionærer fra de af ham stiftede Institutioner i Hovedstad og Provins viste deres afdøde Chef den sidste Ære, og til Baaren var sendt op mod et Hundrede signerede Kranse fra Autoriteter og Institutioner I-andet over samt fra Medlemmer af Kongefamilien.

I det store Følge bemærkedes Ligeledes Repræsentanter for Autoriteterne og for Redningskorpsene Landet over. Pastor Hornbeck holdt Talen, Operasanger Holger Bruusgaard sang "Der flyver saa mange Fugle", og Violinisten Axel Schiøler spillede Godards "Berceuse".

Paa en af Redningskorpsets Udrykningsvogne kørtes Kisten til Vestre Kirkegaard. Paa Vejen passeredes Redningskorpsets Station i Tietgensgade: foran Stationen stod Funktionærer opstillede, og paa Kirkegaarden bar to Hold af Korpsets Funktionærer Kisten til Graven.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. august 1926)

Overdirektør Sophus August Falck. R. af D. 15.11.1864-29.7.1926. Stifter af Redningskorpset. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

 Korpset fortsatte under ledelse af sønnerne Rudolf (1890-1933), Harry (1892-1961) og William (1894-1966).

Spædbørnshjemmet i Aalsgaarde. (Efterskrift til Politivennen).

Graverende Klager over Spædbørnshjem i Aalsgaarde.

Kredslæge Jastrau i Helsingør er forundret over, at Hjemmet ikke forlængst er blevet lukket.

Helsingør, Torsdag.

Der er i Dag blevet rettet en ny og meget graverende Klage over Spædbørnshjemmet "Bobakkegaard" i Aalsgaarde, der ledes af Intendant Ibsen og Frue, og om hvilket der i de sidste Par Aar har hersket en Del Uro. Det vil bl. a. erindres, at der har været en Del Rygter fremme om forskellige betænkelige Dødsfald blandt Hjemmets Børn; men en Politiundersøgelse, der iværksattes for over et halvt Aar siden, er endnu ikke afsluttet, og det saa ud, som om det hele iikke vilde bidve til noget.

Nu er Sagen imidlertid blusset op med fomyet Kraft.

Klagen stammer fra 5 unge Piger, der er jaget bort fra Hjemmet.

I Gaar fik Social-Demokratens Kontor Besøg af fem unge Piger her fra Egnen, der tjener paa Hjemmet. De har i længere Tid været oprørt over den Behandling, baade Børnene og de selv fik, og dette sad de og talte om forleden Eftermiddag under et Maaltid. Fru Ibsen, der paahørte Samtalen fra et Sideværelse, tilkaldte sin Mand, og i Fællesskab overdængede de Pigerne med Skældsord og bad dem til Slut om at "rejse ad Helvede til".

De unge Pigers Klager, som de ogsaa har fremsat overfor Kredslæge Jastrau, gaar ud paa, at Børnene faar utilstrækkelig og daarlig tillavet Mad og ikke bliver tilstrækkeligt passet med Tøj, saaledes at de til Tider maa ligge hele Dage i vaadt og snavset Tøj. Desuden er der 33 Børn paa Hjemmet, medens der kun maa være 28, og de 5 Børn, der er for meget, ligger i et Rum, som kun maa benyttes til Gennemgang, og de er her udsat for Kulde og Træk

Endeling findes der ingen uddannet Personale paa Hjemmet, og naar Lægen eller Tilsynet kommer, tvinges Pigerne til at give fejlagtige Oplysninger om Forholdene paa Hjemmet - "ellers er der ikke til at være."

Kredslsægen har flere Gange indstillet til Sundhedsstyrelsen, at Hjemmet burde lukkes.

Deres Korrespondent bar haft en Samtale med Kredslæge Jastrau. der fandt det forfærdende, hvad de unge Piger havde fortalt ham, 

Kredslægen udtalte endvidere:

- Spædbørnshjemmet, over hvilket der gentagne Gange har været ført Klager, som har givet Anledning til Undersøgelser, sorterer under Overtilsynet for Børnehjem. Tilsynet udøves af Hr. Schierbeck, København, og Hr. Eskesen. Birkerød.

Hver Gang der har været Klager, har der ogsaa vist sig at være noget i Vejen; men paa min Indstilling til Sundhedsstyrelsen om, at Hjemmet skulde lukkes, er der blevet svaret, at der ikke forelaa Bestemmelser, der tillod en saadan Lukning, selv om Forholdene var daarlige.

Nu foreligger der imidlertid Bestemmelser, der tillader Lukning, og jeg er forbavset over. at Hjemmet ikke er lukket.

Det er forfærdende - fortsætter Kredslægen - , at der til 33 Spædbørns Pleje ikke findes én uddannet Plejerske. Disse fem unge Piger, som har været derude, er i Alderen fra 15 til 19 Aar, og ingen af dem er uddannede til Børnepleje.

Læge Teisen, Hellebæk, der har været Hjemmets Læge, har opsagt sin Stilling og har overfor mig hævdet, at han hverken kunde eller vilde tage Ansvaret for dette Hjem, og det er kun paa min Anmodning, at han endnu tilser Hjemmet, fordi jeg fandt det uforsvarligt at lade Børnene være helt uden Lægetilsyn, men - som sagt - Hjemmet burde forlængst have været lukket.

Kredslægen slutter med at udtale en Forundring over, at Politiundersøgelsen endnu ikke var sluttet efter over et halvt Aars Forløb. Der bør i denne Sag handles hurtigt; det drejer sig om Spædbørn, der ikke selv kan fremføre deres Klage.

Undersøgelsen vil nu blive ført grundigt igennem.

- Deres Korrespondent har endvidere forelagt Sagen for Politimester Petri, der udtaler, at Sagen stadig undersøges. men at den jo skulde passere mange forskellige Autoriteter. Den har saaledes været baade hos Sundhedsstyrelsen og hos Overtilsynet, som paa Grundlag af det, der foreiaa, ikke fandt Anledning til at foretage sig mere i Sagen.

Men nu kan det jo se ud til - saafremt de unge Pigers Udtalelser er rigtige - , at det, der forelaa, hviler paa falskt Grundlag; men jeg kan love Dem, at Undersøgelsen ikke skal vare længere end nødvendigt. Forøvrigt er en retslig Undersøgelse maaske nødvendig

ph

Socialminister Borgbjerg tager straks til Aalsgaarde for at undersøge Sagen.

Umiddelbart efter, at vi havde faaet disse Oplysninger fra vor Helsingør-Korrespondent, henvendte vi os til Socialminister Borgbjerg og gjorde ham bekendt med Klagepunkterne. Ministeren følte sig foranlediget til allerede i Gaar at foretage en personlig Undersøgelse paa Stedet og tog straks op til Børnehjemmet. Først sent i Aftes vendte Ministeren tilbage, og vi havde da en indgaaende Samtale med ham om Forholdene, og han gav os en Redegørelse for Sagen, som den foreligger.

I Fjor Sommer, indledede Borgbjerg. fremførtes en Kritik i Pressen mod Spædbørnshjemmet "Bobakkegaard" ved Aalsgaarde i Anledning af 3 Dødsfald ret kort efter hinanden. Fra anden Side i Pressen fremkom der dog ogsaa Moderklæringer, der tog Hjemmets Forstanderinde,

Fru Ibsen i Forsvar, og det kunde ikke konstateres, at de tre Dødsfald skyldtes Vanrøgt.

Sagen gav dog Anledning til, fortsætter Borgbjerg, at jeg efter en Undersøgelse af Tilstanden paa Spædbørnshjemmene i Almindelighed i Fjor Efterår fremsatte et Lovforslag, som gik ud paa et skærpet Tilsyn og Bemyndigelse fra Ministeriet til at nedlægge uheldige Børnehjem, hvilket der efter den hidtidige Lovgivning ikke var Hjemmel til. Lovforslaget blev gennemført den 31. Marts, og efter dette kan Socialministeriet efter Indstilling af det stedlige Værgeraad og Overinspektøren nedlægge et Børnehjem, naar Tilstanden ikke er tilfredsstiilende.

Klagerne stammer fra sidste Vinter.

Klagerne stammer, siger Ministeren, fra sidste Vinter. Allerede da  havde Læge Theisen. der er Børnehjemmets Læge, skrevet til Kredslæge Jastrau i Helsingør med Klage over Hjemmet. Klagen gik ud paa, at Børnene ikke fik Sødmælk nok, at fem Børn havde Udslet paa Ryg og Sæde, hvilket tilskreves daarlig Hudpleje og Mangel paa Renlighed, og han ønskede ikke at fungere længere og have Ansvar som Hjemmets Læge. Efter Opfordring af Kredslæge Jastrau indvilgede han dog i foreløbigt at blive som Læge.

Sundhedsstyrelsen anmodede nu Politimester Petri i Helsingør om at foretage en retslig Undersøgelse. Af Rapporterne synes det at fremgaa, at Børnene ikke har faaet tilstrækkelig Sødmælk, og at de Klude, hvormed de blev vaskede, ikke var mærket for hvert enkelt Barn. (Jeg tør dog sige, at jeg ved mit Besøg i Dag saa, at Kludene nu blev kogt hver Gang efter Brugen). Endvidere var et nyt Rum taget I Anvendelse, hvorved Antallet af Børn er udvidet fra 28 til 38, uden at der er foretaget den i Reglementet foreskrevne Anmeldelse til Overinspektøren. Dog paastaar Fru Ibsen, at hun personligt meddelte det til Overinspektøren under dennes Besøg paa Hjemmet.

Borgbjergs uanmeldte Besøg i Gaar.

Hidtil havde Ministeriet ikke haft nogen Bemyndigelse til Nedlæggelse af Børnehjem. Da den nye Lov vedtoges, forlangte Overinspektøren en retslig Undersøgelse, og han har længe afventet dens Resultat.

Da jeg i Dag blev bekendt med de nye Klager, tog jeg selv sammen med en af Socialministeriets Embedsmænd til Hjemmet for ved et uanmeldt Besøg at sætte mig personligt ind i Forholdene.

Fru Ibsen, der er gift med pensioneret Overintendant Ibsen, har drevet Spædbørnshjemmet i ca. 2 Aar. Hendes Mand købte Ejendommen Bobakkegaard ret dyrt og drev først Pensionat, men da det ikke gik, indrettede de et Spædbørnshjem. Ejeren og hans Hustru maa aarligt forrente Ejendommen med et ret anseligt Beløb. De faar 50 Kr. om Maaneden for hvert Barn, og de modtager ofte et Barn umiddelbart efter Fødselen. Hjemmet hører til de saakaldte ikke-anerkendte Børnehjem, men staar, som alle, under offentligt Tilsyn og kan altsaa nedlægges, hvis Forholdene er utilfredsstillende

Politiet i Helsingør her trukket Sagen i Langdrag.

Jeg gjorde mig bekendt med Hjemmets Indretning, Børnenes Udseende, Vugger og Senge, Sengetøj, Vaskeri og Madkøkken. Jeg havde dernæst en indgaaende Samtale med den tilsynsførende Læge Theisen, og sluttelig med Politimester Petri i Helsingør om Sagen - Den sidste beklagede, at Sagen var trukket meget i langdrag. Hvad der hidtil er fremkommet er de tidligere nævnte tre Punkter: For lidt Sødnnetk, Vaskekludene og Udvidelsen af Hjemmet uden Anmeldelse.

Da de afskedigede Pigers Klager fremkom, havde Politimesteren givet Ordre til retslig Undersøgelse. Jeg anmodede Politimesteren om at bede Dommer Prahl, der leder Undersøgelsen, om at fremskynde Sagen mest mulig. Politimesteren lovede mig det og erklærede, at Undersøgelsen maatte kunne afsluttes paa ca. 14 Dage.

Saa snart dette er sket, vil Resultatet blive tilstillet Overinspektøren, som derpaa afæsker det stedlige Værgeraad en Erklæring. Hvis denne gaar ud paa at nedlægge Hjemmet. og Overinspektøren slutter sig hertil, træffer Socialministeriet sin Afgørelse.

- - Saa vidt Socialministeren, som ved sin Indgriben har fremskyndet Sagens Behandling, saaledes at der snarest kan træffes en Afgørelse og Ro biive tilvejebragt.

(Social-Demokraten 30. juli 1926).

Sagen blev dog aldrig afsluttet til bunds, idet fru Constance Ibsen valgte at lukke hjemmet i september 1926, med den begrundelse at hun ikke havde kunnet få inddraget betalingerne som følge af sagen.

Annonce fra "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende", 11. marts 1921 som bekræfter at stedet blev forsøgt drevet som pensionat.Så sent som 12. august 1924 meddelte Dagbladet (København), at sanginspektør, professor J. H. Nebelong og frue havde taget ferieophold på "Bobakkegård".

Gyrithe Lemche: Kvindebevægelse og Moderfølelse. (Efterskrift til Politivennen)

Forfatterinden Fru Gyrithe Lemche svarer i denne Artikel Folketingsmand Rudfeld paa hans Angreb paa den moderne Kvindebevægelse.

Allerførst vil jeg anholde Ordet: Den moderne Kvindebevægelse, Kvindebevægelsen er ikke moderne, hverken fra i Dag eller fra iGaar, den daterer sig langt tilbage i forrige Aarhundrede omtrent fra den selvsamme Tid, hvor "Det forenede Venstre" og den organiserede Arbejderbevægelse saa Lyset. Den kan ikke drages til Regnskab for Tusinder af Kvinders Daarskaber paa Beklædningskonkurrencens, Tobaksrygningens og mange andre Omraader, disse Kvinder har i Almindelighed aldrig rakt Kvindebevægelsen en Finger, ihvorvel de har indtil Overflod mættet sig af dens Arbejdes Frugter, de har med levet Kvindebevægelsen, men aldrig oplevet den.

Vi kan derfor, naar Talen er om Kvindebevægelsen, se ganske bort fra disse mange og holde os alene til den gamle, prøvede, maalbevidste, organiserede Kvindebevægelse, der - som Hr. Rudfeld meget rigtigt siger - har givet Kvinderne Ligeret økonomisk, socialt og politisk - dog endnu med nogle Undtagelser, som Hr. Rudfeld sikkert fra sit Rigsdagsarbejde er vel bekendt med. Men den Misforstaaelse, han og hans Meningsfæller i Kvindespørgsmaalet Gang paa Gang gør sig skyldige i, er, at alt dette kun er et vilkaarligt Rethaveri fra Kvinders Side, som ved behjertede Mænds og Kvinders Indgriben i Tide endnu kan standses, tilbagevises - i hvert Fald reguleres. Henved 60 Aars fortsatte, ligeløbende, altid konsekvente Fremstød mod en Ordning, der stiller Mand og Kvinde under samme ydre Vilkaar, har aldrig overlydet dem om, at hele denne Bevægelse er Virkningen af en Lov udefra, og at den selv er lige saa lovbunden som en Komet paa sin Bane.

Fra det Øjeblik, hvor den økonomiske Udvikling forgreb sig paa Kvindens tilvirkende Arbejde i Hjemmet og industrialiserede dette, hvorved det gamle Ligevægtsforhold mellem Mand og Kvinde som Arbejdsfæller forrykkedes, var den Proces sat i Gang, som, organiseret under Ligeretsprogrammet, fik Navnet: Kvindebevægelse, og hvis dybest liggende Formaal er paa et nyt Grundlag at genoprette Ligevægtsforholdet som paa de gamle Hjems Grund til Trods for alle ydre Skel praktisk var tilstede.

Uden at ville forringe Kvindebevægelsens Fortjeneste tør jeg dog paastaa, at det er naivt at tro, at dens faa Tusinde Kvinder havde kunnet udvirke de rent ud forbavsende Resultater af social, økonomisk og politisk Karakter, som den nu kan se tilbage paa, og som ogsaa Hr. Rudfeld har Øje for, hvis de ikke havde arbejdet under en Udviklings Nødvendighed.

Kvindebevægelsens Fortjeneste er fra tidlig Tid at have faaet Øjet aabnet for denne Nødvendighed og at have ryddet Sten paa dens Vej, saaledes at den hele Proces fik et jævnt fremadskridende, efter Tid og Omstændigheder tilpasset Forløb, og at intet gammelt blev slnaet i Stykker, før den nye Form var færdig.

Blandt det gamle, Kvindebevægelsen til enhver Tid har værnet om, indtager Hjemmet den første Plads, ikke i sin nedarvede Form; thi den er som alt andet Forvandlingens Lov underkastet, men i sin Idé: Hjemmet som Grosted for Slægten.

Ligesom Kvindebevægelsen var den første til at forstaa, at Døtrenes Opdragelse til selvstændigt Erhverv - efter at Hjemme-lndustrien havde forladt Hjemmene - var en Livsbetingelse for disses Bestaaen, saaledes var den ogsaa den første til at forstaa, at det Offentlige maatte gribe ind, for at disse unge Kvinder ikke skulde staa helt blottet for huslige Færdigheder, naar de selv skulde danne Hjem, Dansk Kvindesamfund - og dette Navn omfatter al Kvindebevægelse i Danmark - krævede Indførelse i Skolen af Haandarbejdsundervisnlng for Piger samt Oprettelsen af Skolekøkkener. Nu kan alle forstaa Nødvendigheden deraf, men den Gang kun de færreste. 

Den Husholdningsbevægelse, som nu omspænder Landet, er ikke en Reaktion mod Kvindebevægelsen, men en Udløber af denne. Overalt, hvor Kvindebevægelsen har arbejdet her i Landet, har den arbejdet med sin Haand hvilende paa Hjemmets Puls. 

Hr. Rudfeld har som saa mange Mænd, der kun har vist Kvindebevægelsen en uvillig Overflade-opmærksomhed, forset sig særlig paa Ligelønskravet. Saa længe Skellet i vore Lønningslove var sat mellem Mand og Kvinde, fandt han sikkert intet uretfærdigt i, at den ugifte Tjenestemand lønnedes som den gifte, skønt det kunde hænde, at en kvindelig Forsørger stod paa den forkerte Side af Skellet. Men nu, hvor Skellet helt er fjernet, forekommer det ham urimeligt, at den ugifte Kvinde faar en Løn, der er beregnet som Forsørgerløn.

Maaske det kan tilfredsstille Hr. Rudfeld at erfare, at Dansk Kvindesamfund ikke mindre end han selv har haft og har Øjet aabent for den sociale Deklassering, som truer Familieforsørgeren med mange Børn i Forholdet til hans ugifte Kolleger, og gentagne Gange i Henvendelser til Regering og Rigsdag har opfordret Lovgiverne til at udjævne det socialøkonomiske Skel, der opstaar af Ligelønnen, ved at befri Familieforsørgerne gennem stærkt forhøjede Børnefradrag i Skatten fra den nuværende urimelig tunge Hyrde og vælte den for en stor Del over paa de Ugifte og de barnløse Ægteskaber. Men en Bjørnetjeneste mod Familieforsørgeren vilde del være at afskaffe Ligelønsprincipet og dermed lukke op for en Hærskare af arbejdsvillige, underbydende Kvinder. Da ville det med Rette kunne siges om Kvindebevægelsens Kvinder, at de havde opdraget deres Døtre til at konkurrere deres Sønner ud. Endnu hersker der i saa Henseende beklagelige Forhold paa det private Arbejdsmarked; men Ligelønsprincipet har sejret i det offentlige Arbejde og vil ogsaa komme til at sejre i det private.

Uadskillelig fra Hjemfølelsen er Moderfølelsen, og naar Hr. Rudfeld mener, at den moderne (det vil altsaa sige: den siden 1871 arbejdende) Kvindebevægelse har forringet denne, gør han sig ogsaa her skyldig i den Misforstaaelse, at de Tusinde forvirrede, af Modespekulation og anden Spekulation forpjankede Kvinder, som har slaaet sig ned paa Kvindebevægelsens Græsgange og er lige overfladiske i alt undtagen i det rene Nonsens, at disse Kvinder staar for Kvindebevægelsens Regning. Nej, Hr. Rudfeld kan ikke se med større Misbilligelse paa dem end vi, men vi nøjes blot ikke med at misbillige, vi søger at faa dem i Tale gennem fornuftig Vejledning, naar de skal vælge det Erhverv, de vil uddanne sig til, gennem Kursus, hvor vi stiller dem Ansigt til Ansigt med deres Pligter som vordende Mødre mod sig selv og Slægten. Tusinder af unge Kvinder lokkes nu Landet over om vore Lærestole og faar dér bl. a. at vide, hvor stor Dødeligheden blandt Spædbørn var i gamle Dage, fordi Fædrenes Synder - og ikke mindst Indenfor Ægteskab - overførtes paa Mødrene og fra dem igen paa deres Børn, 

Men ikke blot til de unge Kvinder, ogsaa til de unge Mænd er Dansk Kvindesamfund begyndt at tale om disse Ting, som før var gemt bag Blufærdighedens Slør, og lære dem, hvor mange Smaabørn der dræbes i Moderliv paa Grund af den svigtende Faderfølelse, og hvor mange de Kvinder er som den Dag i Dag faar Moderskabet dræbt i sig for evigt ved deres Mænds ansvarsløse Letsind. 

Og saa endelig Diegivningen, som mange Mødre "vægrer sig ved".

Vil Hr. Rudfeld paastaa, at dette er et moderne Fænomen? Véd han ikke, at Ammen i gamle Dage var næsten et fast Inventar i unge Familier ikke blot af Aristokratiet, men ogsaa af den nogenlunde velstillede Borgerstand? Behøver jeg at minde om det Spørgsmaal, som Holberg lader en af Gæsterne i "Barselstuen" stille den unge og raske Barselkvinde: "Nu har hun vel sørget for en sund Amme?" Den honnette Ambition forbød den Gang Fruer af "Godtfolk" selv at amme deres Børn. Mangen forkælet Bourgeoisifrue undslaar sig ve| ogsaa derfor i vore Dage; men dem er ingen ude efter; mod den selverhvervende Hustru rettes hele Skytset, endda hun kun er et Produkt af den storindustrielle Udvikling; thi den samme Lov, som én Gang tvang Hjemmets Døtre ud i Erhvervene, vender sig nu mod Hjemmenes Mødre. Hverken den offentlige eller den private Arbejdsgiver vil i Længden Igle sig tilfredsstillet ved, at den kvindelige Arbejder, han uddanner i sit Kontor eller sin Forretning, sin Skole eller sit Hospital, forlader Arbejdet ved Giftermaalet og lader ham I Stikken. Følgen heraf vil blive, at han vægrer sig ved at antage kvindelig Hjælp, og dette vil igen ramme Hjemmenes selverhvervende Døtre. Problemet, Fremtiden i mange Tilfælde vil stille os overfor, er at forlige gifte Kvinders Erhvervsarbejde med deres Moderpligter; thi at pege paa en Tilbagevej, som er spærret, er ingen Udvej.

Er Moderbrystet nødvendigt for at opretholde Livet i mange Smaabørn, maa det gøres muligt for de selverhvervende Mødre gennem offentlige saavel som private Foranstaltninger de første 6 Uger efter Fødslen at blive hos deres Børn uden økonomisk Tab og senere at faa tilstaaet en Arbejdspause midt paa Dagen, hvor de kan amme deres Børn, saaledes at Modermælken bliver disses hovedsagelige Ernæring og Flasken kun et Supplement. Ulemperne ved denne Værnepligt i Slægtens .Tjeneste maa baade den offentlige og private Arbejdsgiver underkaste sig.

En at Dansk Kvindesamfunds Distriktsafdelinger er for Tiden i Færd med at oprette et Mødrehjem, hvor ugifte Mødre kan tilbringe det første at Børnenes Leveaar sammen med disse. Andre Afdelinger vil forhaabentlig følge Eksemplet, der kan betragtes som et videre Led i Kvindebevægelsens Arbejde for at knytte den ugifte Moder til sit Barn, det, som satte saa smukke Frugter i Loven af 27. Maj 1908.

Jeg haaber, det man være lykkedes mig at overbevise Hr. Rudfeld om, at hans Paastand om, at Kvindebevægelsen har forringet Moderfølelsen, er en Forbier, og at den rette Vej til at paakalde Moderfølelsen er at alliere sig med denne Bevægelse og stole paa, at hvor dens Vej gaar, dér lægges Grunden til de Hjem, hvor Hjemmets Idé kan leve sit uforandrede Liv trods alle nødvendige ydre Omformninger.

Gyrithe Lemche.

(København 28. juli 1926)

Ellen Gyrithe Lemche (1866 - 1945). Hun var gift med kredslæge Johan Henrich Lemche og de havde 10 børn. Hun indledte sit forfatterskab omkring århundredskiftet som udviklede sig til indlæg i kønsdebatten: 1880'ernes sædelighedsdebat, kvinders seksuelle behov. Hovedværket, slægtsromanen Edwardsgave udkom i fem bind fra 1900 til 1912. 

I 1906 begyndte hun at deltage i Dansk Kvindesamfunds møder. 1910 medlem af fællesstyrelsen, senere "chefideolog" og omrejsende fortaler for kvindesagen. Redaktør af medlemsbladet Kvinden og Samfundet 1913-19. Hun spillede en fremtrædende rolle i Dansk Kvindesamfund omkring grundlovsændringen 1915.

Efter valget 1918 blev en kvinderepræsentation i Folketinget på godt 2%, aldeles uacceptabelt for GL, der i Kvinden og Samfundet desuden beklagede sig over, at ingen af de fire kvindelige folketingsmedlemmer repræsenterede kvindebevægelsen. Men der var ikke opbakning til hendes synspunkter i DK.  Hun var landsformand i perioden 1921-22 og blev i 1944 hædret med en udnævnelse til æresmedlem.

På artiklens udgivelsestidspunkt havde hun genoptaget sin forfattervirksomhed. I 1945 rejstes en bautasten til hendes minde i Sorgenfri Slotspark. 

Forfatteren Gyrithe Lemche, født Frisch. 17.4.1866-3.2.1945. Kredslæge Johan Lemche. 23.8.1863-22.1.1962. Hun er begravet på Lyngby Assistens Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.