Nielsine Petersen. (Efterskrift til Politivennen)

Indespærret paa Sct. Hans

Den ulykkelige Kvinde, der uden at fejle noget maatte tilbringe 8 Aar paa Sindssygeanstalten.

Sagsanlæg og Erstatning

Det er en Tragedie, der her berettes med Offerets egne Ord, et Udsnit al Livet, der med sine rystende Enkeltheder næsten synes at høre hjemme i Romanernes Verden. Ved den kommende Retssag vil der blive kastet yderligere Lys over denne Interessante Sag

Højesterets Dom forleden i Sagen mellem Nykøbing Sindssygehospital og Frøken Christiansen fra Jyderup, der gik ud paa, at Overlægen savnede Lovhjemmel til at tilbageholde Patienter, der ikke selv ønsker at være paa Hospitalet og ikke er umyndiggjorte, synes at drage flere lignende Sager frem.

Saaledes er en tidligere Bryggeriarbejderske, Frøken Nielsine Pedersen lige i disse Dage blevet løsladt fra en 8 Aars Tvangsindlæggelse paa St. Hans, netop grundet paa denne Domfældelse. Det er en Bekendt til Overretssagfører Sjøstrand, som har henledt dennes Opmærksomhed paa Frk. Pedersens Tilfælde, og Overretssagføreren udvirkede straks, at hun blev udskrevet, og vil nu anlægge Sag mod Hospitalet.

Vi har til Morgen haft en Samtale med Frk. Pedersen, der efter Udskrivningen opholder sig paa et Hotel her i Byen.

Hurtigt og koncist fortæller hun hele sin Lidelseshistorie, hver en enkelt lille Detail, selv om den endog er 8 Aar gammel, staar hende saa ganske tydeligt, og selv gør hun et saa roligt og fornuftigt Indtryk, at man uvilkaarligt spørger sig selv, om det er muligt, at denne Kvinde virkelig har været tvangsindlagt i saa lang Tid - som sindssyg.

Hvad Nid og Misundelse kan føre til.

- Min Ulykke begyndte i 1912, begynder Frk. Pedersen, da jeg ude paa Carlsberg-Bryggeriet under mit Arbejde en Dag kom tilskade med mit Øje. Som ret og rimeligt var, fik jeg en Skadeserstatning paa 1440 Kr en ikke stor Sum for at miste Synet paa det ene Øje, men dog stor nok til, at den blandt mine Kolleger fremkaldte Nid og Misundelse, tiltagende, da jeg kom til at indtage en privilegeret Stilling derude, ved at blive sat til et lettere Arbejde.

I 1918 kom saa Arbejdsløsheden. Mange af mine Kolleger mistede deres Arbejde derude, men jeg beholdt mit Arbejde, et gammelt Løfte, der var givet mig, grundet paa mit Ulykkestilfælde med Øjet. Men dette blev Draaben, der fik Bægeret til at flyde over. Nu tog Rygterne om mig først rigtig fat. Jeg blev beskyldt for at være langfingret, ja, det var de frygteligste Ting, der blev sagt om mig - og ingenlunde bag min Ryg. nej. de kom saamænd direkte til mig og tilkastede mig deres Skældsord. Jeg resignerede 1 Begyndelsen, idet jeg tænkte, at de vel vilde blive ked af det - og min Samvittighed var jo ogsaa ren.

Beskyldt for Mord.

Men da de saa en Dag, jeg husker det saa tydeligt endnu, det var en, der hed "Røde Olga", de havde faaet til det, kom og raabte "Morderske" efter mig, og beskyldte mig for at have født og dræbt et Barn, tabte jeg Taalmodigheden og truede med at gaa til Politiet.

Dette kom imidlertid mine Overordnede for Øre, og de kom til det Resultat - uden at undersøge Sagen det mindste - at jeg jo maatte være gal. Tænke sig - jeg maatte være gal - fordi jeg vilde rense mig mod de nedrige Beskyldninger.

Kravet om Indlæggelse.

Men der var intet at gøre for mig. Carlsbergbryggeriet satte sig i Forbindelse med Bryggeriarbejdernes Sygekasselæge, Læge Thamsen, der skrev en Indlæggelsesseddel til 6te Afdeling. Jeg henvendte mig om Hjælp hos min Familie, men de svarede blot, at man fra anden Side krævede mig indlagt - saa for dem var der intet at gøre.

Jeg var saa paa 6te Afdeling et Stykke Tid, men da jeg - ganske naturligt - høfligt protesterede mod denne Tvangsindlæggelse, idet jeg jo paa det bestemteste hævdede intet at fejle _ opfattede man kun mine Protester som et yderligere Udslag af Sygdommen, og ønskede mig derfor overført til St. Hans.

De er jo ikke sindssyg.

Ved den første Stuegang paa St. Hans efter min Indlæggelse, sagde Afdelingslæge Berthelsen til mig efter at have snakket med mig en halv Times Tid:

- Hva! vil De dog herefter - De er jo ganske fornuftig at tale med og ikke engang nervøs.

Hertil svarede Jeg ogsaa kun, at det heller ikke var efter mit Ønske, at jeg kom herned og bad barn saa inderligt at sende mig hjem igen, for at jeg kunde rense mig for de Beskyldninger, der var rejst imod mig.

Det blev der imidlertid ikke Tal om - og mit Ophold paa Hospitalet blev en lang Lidelse. Hvergang jeg protesterede og vilde hjem, indlagdes jeg blot paa en daarligere Afdeling, ja, der var endog en Gang. d a j eg blev lagt 10 Dage i Sengen - til Straf fordi jeg havde sagt dem min Mening.

Ingen Forbindelse med Familien i 8 Aar.

Til alt Held efter 8 lange og frygtelige Aar kom jeg i Forbindelse med Overretssagfører Sjøstrand, og da saa Højesterets Dom faldt forleden aabnedes endelig Frihedens Dør for mig. 

- Mener De. at det er Deres Familie, der er Skyld i, at Hospitalet har tilbageholdt Dem saa længe?

- Det kan jeg absolut ikke tro; iøvrigt har jeg slet ikke været i Forbindelse med den i den Tid, jeg har opholdt mig paa Hospitalet.

- Overlægen paastaar, at han har spurgt Dem om, hvorfor De ikke var gaaet Deres Vej for længe siden?

- Ja, det er ogsaa rigtigt nok - det har han - men ganske vist først ved min Udskrivning forleden Dag. Tidligere har Jeg nemlig mættet aflægge Æresord i Vidners Overværelse paa ikke at ville flygte - og mit Æresord bryder jeg ikke.

- Mener De, at der har været flere af Deres Tilfælde dernede?

- Jeg tror at turde sige, at der i alle Tilfælde har været eet. Det var en Frøken Schiller, der ligesom jeg protesterede kraftigt mod Indlæggelsen. I det sidste Aar tabte jeg imidlertid Forbindelsen med hende - hun blev overført til en anden Afdeling - saa siden véd jeg ikke, hvordan det er gaaet hende.

- Hvad er nu Deres Fremtidsplan? spørger vi Frøken Pedersen.

- Først og fremmest at søge at faa Hospitalet draget til Ansvar for min Tilbageholdelse og kræve en passende Erstatning. Og saa .... ja, Jeg er kun 48 Aar og trods alt ikke bange for at tage fat endnu - saa nu, da Friheden ligger for mig, skal det nok gaa for mig.

Alligevel sindssyg?

Overlæge Thalbitzer hævder, at Frk. Petersen er forrykt.

Vi har ogsaa talt med Overlæge Thalbitzer paa St. Hans Hospital, og anmodet ham om en Udtalelse.

- Frk. Pedersen har absolut ikke været tvangsindlagt, siger Overlægen, men da hendes Familie har anmodet os om at beholde hende, da hun var den til megen Besvær, har vi føjet den, men der er iøvrigt ingen Tvivl om, at hun er forrykt, og det skal ogsaa nok vise sig.

- Men hvorfor har man da sluppet hende løs?

- Efter Højesteretsdommen mente vi ikke at kunne beholde hende længere, og man er derved kommet i en ønskelig Situation. Det er imidlertid helt forkert, dersom man tror, at vi Læger er interesseret i at beholde Patienterne; der er altid Pladsmangel paa Sindssygehospitalerne, saa vi er kun glade ved at slippe af med dem, men det er de ulykkeliges Paarørende, der er værst stillet, som nu uden videre kan risikere at faa deres sindssyge Slægtninge hjem. Dersom man nu vil sikre sig. at en Patient bliver paa en Anstalt, maa man først og fremmest have ham eller hende umyndiggjort, det er den eneste Vej, der er at gaa.

- Sindssygelægerne vil intet foretage sig?

- Nej, jeg ser ikke, hvad vi kan gøre, det er de sindssyges Paarørende, der i første Række maa tage Affære. 

- Er der andre af Patienterne, der nu vil forlade Hospitalet?

- Der er mange, der vil hjem, men for de flestes Vedkommende er det dog kun tom Tale, langt Størstedelen befinder sig vel hernede, og vi har Gang paa Gang haft Tilfælde, hvor Patienter, der er udskrevet herfra, kommer frivilligt tilbage, da de ikke kan klare sig ude i Tilværelsen. Sammen med Frk. Pedersen rejste en anden Patient, som vi heller ikke turde beholde. Hun har været udskrevet flere Gange, men hun vender ogsaa stadig tilbage, og hun kommer ogsaa nok igen denne Gang.

Frk. Pedersen erklærer, at Overlægen aldrig har givet hende Lov til at flygte, men tværtimod krævet hendes Æresord paa, at hun vilde blive,

- Det erindrer jeg ikke nøjere men jeg ved, at hun havde det godt hernede og førte en yderst behagelig Tilværelse, og de Patienter, der virkelig vil herfra, kan næsten altid komme det.

Begæringen, der skulde underskrives, for at Overførelsen kunde finde Sted, nægtede jeg at underskrive, men saa underskrev blot Plejemoderen, med min Søsters Navn, idet der nemlig krævedes en Paarørendes Underskrift - og saa var ogsaa den Sag i Orden.

Frk. Pedersen bør absolut have Erstatning.

Vi har endvidere haft en Samtale med Overretssagfører Sjøstrand, der har udvirket Frk. Pedersens Udskrivelse, og spørger ham, hvad han nu agter at gøre.

- Ja. foreløbig mener jeg, at det er bedst, at min Klient alder lidt til Ro, men det er iøvrigt min Opfattelse, at hun bør have en Erstatning, det er dog alligevel nogle af hendes bedste Aar, der er hengaaet paa St. Hans, og hun kommer ud i en Periode, hvor det er vanskeligt at finde Beskæftigelse, og hun er ogsaa i de 8 Aar kommet ud af sit Arbejde.

- Det bliver vel en Sag, der gaar til Højesteret?

- Jo, det antager jeg, det er en stor Principsag, der kan føre mange Konsekvenser med sig, og det vil derfor ikke være usandsynligt, at den vil komme for Højesteret. Inden jeg skrider til at udtage nogen Stævning, vil jeg dog nøjere overveje, hvor stor Erstatning man skal kræve, ligesom der ogsaa kan tales om at søge bevilget fri Proces.

- Det er Frk. Pedersens Hensigt paany at søge sig en Beskæftigelse?

- ja, saa snart hun nu har hvilet lidt ud igen, vil hun prøve paa at faa noget at bestille, og hun er ogsaa i Stand til helt og holde til at sørge for sig selv, bare hun kan faa Arbejde.

(B. T. 15. september 1926).

Frk. Pedersen fra Sct. Hans

Hun blev indlagt, fordi man var bange for, at hun skulde begaa Selvmord.

Nyt Lys over Dramaet.

I Anledning af, at den igaar omtalte, fra Sct. Hans udskrevne Frk. Pedersen erklærer, at det er Carlsberg Bryggerierne, der i sin Tid krævede hende tvangsindlagt, har vi haft en Samtale med Driftsinspektør Glosimodt, Carlsberg, der kendte hende fra dengang hun arbejdede derude.

- Frk. Pedersen er et stakkels, ulykkeligt Menneske, siger Driftsinspektøren, men vi har absolut ikke ladet hende tvangsindlægge. Efter at hun var blevet rask ovenpaa sit Ulykkestilfælde tog vi hende igen, og alt gik saare godt, indtil hun begyndte at skrive nogle forvirrede Breve til Forvalteren, i hvilke hun fortalte, at hun blev forfulgt, hvilket absolut ikke passer. Det tog vi os dog heller ikke af, men en Dag fik jeg Besøg af en af hendes Slægtninge, en Sporvejsfunktionær, hos hvem hun boede, og denne erklærede, at han ikke turde have hende hjemme, da hun flere Gange havde forsøgt paa at begaa Selvmord, blandt andet ved at springe ud af Vinduet. Jeg sagde til ham, at det kunde vi ikke tage os af, men saa maatte han selv gaa til en Læge, og det er denne Slægtning, der har foranlediget Indlæggelsen.

Ingen Beskyldninger.

Som man maaske vil erindre, udtalte Frøken Nielsine Pedersen igaar til B. T., at Grunden til, at hun var blevet erklæret for gal, var den. at hun vilde rense sig for de Beskyldninger, hendes kolleger paa Carlsberg havde rejst imod hende, og som Eksempel nævnte hun, at en af dem, der gik under Navnet "Røde Olga", endog havde raabt Morderske efter hende og beskyldt hende for at have født et Barn i Dølgsmaal og dræbt det.

Vi har i den Anledning forelagt Fru Olga Christensen, der nu er Sekretær i Bryggeriarbejdernes Fagforening, men som i sin Tid arbejdede sammen med Frk. Pedersen paa Carlsberg, og der netop gik under Navnet "Røde Olga", Frk. Pedersens Beskyldninger.

- Ih, du almægtige, udbrød Fruen, skulde jeg have sagt dette, nej aldrig i Livet! Og hvor skulde jeg dog ogsaa udtale mig om noget, jeg ikke havde det ringeste Kendskab til.

- Kendte De Rygtet?

- Ja, jeg havde nok hørt noget om det, men saavel det som saa mange andre Historier, der gik - stammede saamænd fra hende selv fra første Færd. Hun kunde faa de fikseste Ideer og led i det hele taget af en Art Forfølgelsesvanvid, som jo ogsaa til Slut tog en saa alvorlig Vending, at Familien maatte lade hende indlægge.

Samtale med Nielsine Pedersens Søster.

Overlæge Thalbitzer har om Frøken Pedersene Tilfælde udtalt, at Grunden til, at man beholdt hende saa længe paa Hospitalet, var den, at hendes Familie saa indtrængende havde anmodet derom.

- Hvorfor vilde Familien ikke have hende hjem, spurgte vi igaar Nielsine Pedersens Søster, der er gift med en Sporvejsfunktionær og bor i en lille Lejlighed ude paa Vesterbro.

- Aa, det vilde vi ssa sandelig ogsaa gerne. Jeg forstaar ikke at man vil rette saadanne frygtelige Beskyldninger mod os. Jeg har blot sagt til Overlægen, at min Søster skulde være helt rask, naar hun kom ud, saa hun selv kunde tjene til Livets Ophold, da mine økonomiske Forhold ikke var saadanne, at jeg var istand til at hjælpe hende ret meget.

- Var det Familien, der i sin Tid lod hende indlægge?

- Ja, det var, og hun var ogsaa meget syg den Gang. Hendes Værtinde vilde ikke have hende boende længere hos sig paa Grund af hendes Opførsel, saa De kan forstaa, at der var intet andet at gøre.

(B. T. 16. september 1926).

Frk. Nielsine Petersen paa Sct. Hans Hospital

Hun Forlanger 36,500 Kr. i Erstatning

Brevveksling med en "Sindssyg"

Overretssagfører Sjøstrand har nu inkamineret for Østre Landsret Frk. Nielsine Petersens erstatningsag mod Overlæge Thalbitzer, Set. Hans Hospital og Borgmester Hedebol som Repræsentant for Københavns Kommune.

Det var den 2den August, at Overretssagfører Sjøstrand indledede sin Kampagne med en Forespørgsel til Overlæge Thalbitzer om Grundlaget for Indlæggelsen af Frk. Nielsine Petersen, der har opholdt sig paa Sct. Hans i 8 Aar.

Svaret lyder, at Frk. Petersen opholder sig paa Hospitalet som Patient paa Grund af Sindssygdom og ikke som Følge af Dom eller lignende.

Hr. Sjøstrand tager nu ned til Sct Hans, opnaar en Samtale med Frk. Petersen og lader hende selv underskrive en Begæring om Udskrivning med en Henvisning til, at hun oftere har fremsat Krav herom. Denne Begæring Indsendes til Sct. Hans, og saa svarer Overlægen.

,. Naar Frk. Nielsine Petersen der vel er sindssyg, men ikke farlig for den offentlige Sikkerhed og heller ikke umyndiggjort - hvad der i Reglen kun sker med de Patienter som er i Besiddelse af Formue - hidtil trods sit Ønske herom ikke er udskrevet fra Hospitalet, skyldes det hendes Families indtrængende Anmodning om ikke at faa hende udskrevet, da hun er den til megen Besvær, og den ikke kan paatage sig at forsørge hende; endvidere den Omstændighed, at Frk. Petersen paa Grund af Sygdom - hun har bl. a. en alvorlig Hjertefejl - er ude at Stand til at forsørge sig selv. Jeg mener derfor ikke at kunne tage Anvaret for at imødekomme hendes Ønske.

Dersom De imidlertid vil overtage Ansvaret for hendes Forsørgelse og skriftligt meddele Hospitalet dette, skal der intet være til Hinder for hendes Udskrivelse.

Brev fra Frk. Petersen.

Hr. Sjøstrand tilstiller Frk. Petersen Overlægens Brev, og Frk. Petersen svarer (Brevet er konciperet af hende selv):

Tillad mig at meddele Dem, at jeg (med eller mod) Familiens Samtykke gør Fordring paa at blive udskrevet fra Sct. Hans Hospital, samt at Jeg selv tager Ansvaret med Hensyn til at kunne klare for mig. Jeg har før forklaret Dem, Hr. Overretssagfører, at jeg trods mit forholdsvis svage Hjerte og Tabet af mit højre Øje, har udrettet saa godt som al Slags Arbejde i den Tid, Jeg ved Tvang har opholdt mig her paa Hospitalet, hvilket jeg snarest muligt ønsker at ophæve.

Deres ærbødige
Nielsine Petersen

Hr. Sjøstrand sender dette Brev til Overlægen og tilføjer:

Paa Foranledning af Slutningsbemærkningen i Hr. Overlægens sidste Brev til mig skal jeg udtale, at jeg ikke kan erkende det berettiget at gøre Udskrivningen afhængig af moralske, endsige juridiske, Forpligtelser til Forsørgelse, men iøvrigt vil Hospitalet jo have den Udvej at lade Frk. Petersen anbringe - l hvert Fald midlertidig - i Familiepleje.

Erstatningskravets Begrundelse.

Nu blev Frk. Petersen endelig løsladt, og Erstatningssagen er derefter som nævnt blevet incamineret for Landsretten.

Overretssagfører Sjøstrand henviser til, at Frk. Petersen den 17. Maj 1918 paa Foranstaltning af Københavns Politi blev tvangsindlagt paa Kommunehospitalets 6te Afdeling. hvorfra hun 6 Uger senere under sin Protest blev overført til St. Hans og tilbageholdt trods stadige Protester og Begæringer om tilskrivning. Selv om man kunde dokumentere en Sindslidelse hos Frk. Petersen, har det I hvert Fald været uhjemlet at tvangsindlægge og tilbageholde hende, der hverken var umyndiggjort eller farlig. Da hun blev tvangsindlagt, havde hun godt Arbejde paa Carlsberg. Hun var 40 Aar gammel, da hun blev revet ud af sin Stilling. Nu er hun 48 Aar, og hendes Helbred var blevet stærkt forringet som Følge sf det anstrengende Arbejde, hun har maattet udføre paa Anstalten!

Hr. Sjøstrand opgør Frk. Petersens Krav paa følgende Maade: 1) Tab af Arbejdsfortjeneste i 8½ Aar - 11.500 Kr.. 2) Godtgørelse for Tort og Ulempe. Forstyrrelse og Ødelæggelse af Stilling og Forhold i det hele - ialt 36,500.

Husbestyrerinde hos Overretssagføreren.

Frk. Pedersen er blevet optaget i Overretssagfører Sjøstrands Hjem, hvor hun i 3 Maaneder har fungeret som Husbestyrerinde til hans fulde Tilfredshed. Det kan jo ikke nægtes, at dette Forhold ogsaa vil være et "Kort paa Haanden", naar Hr. Sjøstrand engang skal procedere Sagen i Landsretten.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 20. december 1926).

Ved Barnets Vugge - ved Dødens Baare. (Efterskrift til Politivennen)

Medstifter af Dansk Sygeplejeraad og Raadets første Sekretær, Frøken Emma Lorrild, fejrer i morgen sit fyrretyveaars Jubilæum som Sygeplejerske

Der er mild Myndighed over Frøken Lorrilds Fremtræden, medens hun ude paa Almindeligt Hospital sidder og fortæller om sit Liv i en Stue, der er lige saa pyntelig som hun selv, og i Ord, der tildeles Lyd og Skygge, saa klogt, som var hun en af Hr. Jerndorffs allerkæreste Elever.

- Har De virkelig været Sygeplejerske i fyrretyve Aar? spørger jeg.

- Det har jeg.... og heldigvis fik jeg Lov til at blive det.

Frøken Lorrild.

- Siger De det?

- Ja, jeg har aldrig en Dag, fortrudt, at jeg gik ind til en Sygeplejerskes Tilværelse, det er, tværtimod, noget, jeg skal være uendelig taknemlig for.

- Hvorfor valgte De den Gerning?

- Jo, jeg havde selv ligger syg paa Kommunehospitalet, og skønt jeg var purung, jeg var saamænd kun nitten Aar, saa stod det dog klart for mig, hvad jeg vilde ....om jeg ellers maatte have Evne til at følge min Lyst.... Og jeg begyndte paa det Hospital, hvor jeg engang havde været Patient .... Jeg blev baade Elev og Sygeplejerske og Plejemoder indenfor de Vægge, og derfor kan jeg ogsaa sige, at Kommunehospitalet blev min store Kærlighed.... Men da jeg havde været der i fjorten Aar, saa syntes jeg nu alligevel, at jeg maatte opleve noget nyt, det har jeg altid haft Trang til - og saa drog jeg til Tyskland.

- Hvorfor til Tyskland?

- Jo, jeg vilde se, om de dernede behandlede deres Syge anderledes end vi vore - herhjemme.

- Gør de det?

- Jeg synes.... jeg mener, vi Danske, vi kunde ikke holde til det, som de Tyske kan, men - jeg ved ikke, saa mangler de til Gengæld Evnen til at forstaa den enkelte, den enkelte Patient. De har Kærlighed og Opofrelse, jo, jo, men Disciplinen, det næsten militæriske, det er noget som hæmmer den individuelle Forstaaelse.... De maa ikke misforstaa mig, jeg arbejder helst under Disciplin, den skal til, ellers bliver Arbejdet ikke udført ordentligt, alting lykkes, (/lider bedst under myndig Ledelse.

- Kan en Hospitals-Sygeplejerske faa Tid til at ofre sig for det individuelle?

-Ja, absolut. Naar man, som vi gør. gaar mellem Syge fra Morgen til Aften og Natten med. saa lærer vi at finde ind til deres Tankegang - og at forstoa den - . Den Forstaaelse af den enkelte udelukker, at vi kan føle Antipati og Sympati.

- Det er umuligt....

- Nej. det er det ikke. Man er en daarlig Sygeplejerske, hvis man ikke kan overvinde de Følelser, og ejer man dein i udpræget Grad. ja, saa maa man vælge noget andet .... gaa sin Vej.

- Hvordan kan man modarbejde sin Uvilje overfor det ubehagelige Menneske?

- Ved at lære sig selv at forstaa, hvorfor han er ubehagelig.... Det er en af vore mange Pligter, og ikke den mindst vigtige ....

- Er Religionen en Støtte for Sygeplejersken personlig?

-Jeg har aldrig oplevet, at det udgjorde nogen væsentlig Forskel, hvor hun stod.... jeg tror det ikke ....jeg har set Mennesker, uden noget religiøst Livssyn, være sjældne og opofrende Sygeplejersker.... Man kan da have kristelige Egenskaber, uden at være det, man kalder religiøs.

- Har De senere opholdt Dem i Udlandet paa Deres Gernings Vegne?

- Jo, jeg har været saa lykkelig at se mig lidt om. Jeg var i tolv Aar Forstanderinde for en Sygeplejeskole i Wien, jeg blev kaldt dertil, mens jeg opholdt mig i Frankfurt am Main. Jeg var Skolens første Leder, og jeg blev der til midt under Krigen. Det var dejlige og lærerige Aar, og jeg havde den Glæde, at de Sygeplejersker, som jeg sendte ud til Krigsskuepladsen, de blev roste i høje Toner, det var den danske Sygepleje, man ydede sin Anerkendelse. ....Og i Lemberg organiserede jeg Sygeplejen for fjortenhundrede lidende og ulykkelige Soldater.

- Hvordan tog de forskellige Nationer deres Lidelser?

-Højst forskelligt. Østrigerne var flegmatiske. Tyskerne og Russerne rasede, det gjorde Magyarer og Ungarere ogsaa - men de kunde alle vise en rørende, en barnlig Taknemlighed.

- Hvorfor tog De hjem?

- Jeg kan godt forklare Dem det. ... Jo, der kom saadan en underlig Angst over mig, for at Danmark skulde blive indblandet i Krigen, uden at jeg kunde komme hjem.... og saa brød jeg op....

- Dekoreret og hyldet?

- Man viste mig megen Ære.... ja ... .

- Hvordan var det at vende tilbage?

- Svært .... svært til at begynde med.... Jeg holdt saa meget af Wien og af Wienerne, men jeg blev snart kastet ind i en Virksombed, som kvalte al Længsel.... og nu har jeg været her i syv Aar....

- Vil De helst slutte Deres Gerning her?

- Ja, jeg er vokset sammen med Huset, med Patienterne og mine Medarbejdere. . . .

- Er Almindeligt Hospital ikke Landets uhyggeligste?

- Hvor kan De dog.... nej, nej, naar man lærer Patienterne at kende, saa kan man ikke andet end beundre det Taalmod, hvormed de bærer deres Lidelser....

- Hvem er behageligst som Patient: Manden eller Kvinden?

- Børnene, de er altid dejlige, taknemlige og søde ....

- Hvilken Tak har glædet Dem mest i alle de Aar?

-Jeg vil aldrig glemme det Blik, hvormed en dødelig kvæstet Soldat rakte mig sin Haand - uden Ord., det er den skønneste Tak, jeg har faaet.... Han var Østriger.

- Hvordan dør vi?

- Nogle dør langsomt og uden Forstaaelse, som Tomme for Tomme. Nogle kæmper imod til det sidste - for Børnenes Skyld, Børnene er Livets stærkeste Magt, større end al anden Kærlighed - det har Erfaringen lært mig.

- Dør de fleste i Haab om et Liv efter Døden?

-Det ved jeg ikke, men det er de færreste, som selv ønsker at tale incd en Præst.... inden.... 1 det sidste.... Og de færreste, som føler Trang til at tale om.... om hvad der nærmer sig. . . .

- Har Sygeplejersken Diskretionspligt?

- Ja, absolut.... absolut....

- Aflægges der noget Løfte?

- Nej, det er en moralsk Pligt..

- Glemmes den ikke stundom?

- Det er selvfølgelig umuligt, at der ikke skulde findes en eller anden, som ikke respekterer denne Æres-Pligt, men jeg tror kun det er faa....

- Hvordan vil De selv møde Døden ....

- Jeg haaber i den gode, rplige Følelse af, at Arbejdsdagen er tilende .... at Kræfterne er forbi....

Christian Houmark.

(B. T. 6. september 1926).

Fosterfordrivelse. (Efterskrift til Politivennnen).

En uhyggelig Affære.

En Fosterfordrivelses-Klinik i St. Kongensgade.

To finske Damer arresterede.

Opdagelsespolitiet har i Gaar anholdt to finske Kvinder, Fru Hilma Jensen og Fru Caroline Ekling, der i en Lejlighed paa 1. Sal i Ejendommen St. kongensgade Nr.  44 gennem længere Tid har drevet en Slags "Privatklinik" til Hjælp for unge Kvinder, der har "kommen galt af Sted".

Anmeldelsen skyldes en Mand, der gennem en kvindelig Bekendt havde hørt om den mærkelige "Massageklinik" og de to Damers Tilbud, og som i Forstaaelsen af den Fare "Operationer" af denne Art jo altid rummer for "Patienterne", mente det bedst at faa sat en Stopper for Virksomheden

Sagen blev overgivet til Mordeksperterne. Og i Gaar Middag indfandt Overbetjent Ottosen og Kriminalbetjent Strømmen sig i Lejligheden i St. Kongensgade og anholdt Fru Jensen, der var Hjemme, parat til at give "Konsultation", og straks derefter Fru E k l i n g, der havde været ude i Byen og just kom hjem, da Politiet var i Færd med at føre hendes Kollega bort.

Begge Kvinderne blev i en Politibil kørt ud til Politigaarden, hvor Overvagtmester Liktner fik dem til Afhøring.

Fru Jensen indrømmede, at det i det enkelte Tilfælde, som foranledigede Anmeldelsen, havde været Hensigten at forsøge Fosterfordrivelse. Men hun hævdede, at hun hverken i dette eller i noget andet tidligere Tilfælde havde indladt sig paa nogen Operation.

Fru Ekling, der kaldte sig "Professorinde", og som vistnok ogsaa i sin Tid har været gift med en finsk Professor, nægtede pure at kende noget som helst til Fosterfordrivelse eller nogen Sinde at have gjort sig skyldig i noget ulovligt. Men Politiet fandt ved en Husundersøgelse i Lejligheden ikke alene to Sæt Instrumenter, som anvendtes til de kriminelle Operationer, men ogsaa en omfattende Korrespondance mellem de to Damer og en Række Kvinder, der har søgt deres Hjælp, saa Dommer Troels Lund, der fik de to Fruer til Grundlovsforhør, fandt det foreliggende Bevismateriale imod dem saa fældende, at han afsagde Fængslingkendelse over dem begge.

Naturligvis vil de stakkels unge Kvinder, der har været Patienter paa Kliniken i St Kongensgade, næppe kunne undgaa at blive implicerede i Sagen. Men det plejer jo i vor moderne Tid heldigvis at gaa saaledes. at Retfærdigheden nøjes med at straffe de egentlig skyldige, som har gjort sig en Levevej at den forbryderiske Virksomhed. medens deres ulykkelige Ofre, selv om de dømmes efter Loven, jo i Reglen bliver benaadede.

Sagen vil rimeligvis fortsat blive behandlet af Dommer Troels Lund.

(Aftenbladet (København), 4. september 1926).

I oktober 1926 indrømmede de to ved Byretten af de havde haft et fosterfordrivelsesbureau. Massøsen Hilma Jensen blev ved landsretten 20. december 1926 idømt 3 års forbedringshus. "Professorinden" var i mellemtiden død på kommunehospitalet. En impliceret dame fik 8 måneders forbedringshus.

En ny pinlig Affære.

En Massør anholdt for professionel Udnyttelse af unge Kvinders Ulykke ved Fosterfordrivelse.

Han udgav sig for Provinslæge for at faa de nødvendige Operations-Instrumenter.

Politiet har i dag til Morgen foretaget en Anholdelse, der, som det allerede kan ses, danner Indledning til en ny uhyggelig Fosterfordrivelses-Affære.

Den Anholdte er en midaldrende Mand, der i en årrække har drevet en slags massørvirksomhed

ude paa Vesterbro og Anholdelsen er foregaaet under helt ejendommelige Omstændigheder.

Fanget paa Hovedbanegaarden.

I en af den indre Bys større lntrunientførretninger fik man i Gaar besøg af en Herre, der kaldte sig Dr N N fra Aarhus, og som købte en hel Del forskellige Operations-lnstrumenter af dem, der specielt anvendes at Kvindelæger.

Manden forstod meget vel at anvende de rigtige tekniske Betegnelser for de forskellige Instrumenter. Men der var alligevel noget hos ham, der vakte Ekpedientens mistanke. Og da man ved et Gennemsyn af den Fortegnelse over de praktiserende Læger, som ethvert Apotek og enhver Instrmenthandler ligger inde med, ikke fandt det opgivne Navn opført under Aarhus,

bestyrkedes Mistanken yderligere, og der skete Anmeldelse til Politi idet man samtidig meddelte delte, at den mystiske "Doktor" havde beordret de bestilte Instrumenter sendt ud i Hovedbanegaardens garderobe ved Korsørtogets Afgang i Morges.

To Opdagere blev stillet paa Vagt ved Garderoben. Og da "Doktoren" ved 8-tiden mødte og forlangie sin pakke, traadte de frem og erklærede ham for anholdt.

Manden faldt fuldstændig sammen og maatte halvvejs bæres ud til Bilen, hvoii hun blev kørt til Politigaarden. 

Her kom han straks til en Afhøring, hvorunder han, efter at have opgivet sit Navn og en Adresse, tilstod, at han skulde have brugt de bestilte Instrumenter til den forbryderiske Virksomhed, han i længere tid havde drevet, mod for en klækkelig Betaling at hjælpe unge KVinder, der var "kommen galt afsted".

Den forræderiske Korrespondance.

Da Afhøringen af "Doktoren" var til Ende, blev han sendt over i Arresten og samtidig foretoges der en Husundersøgelse i hans Hjem, hvor Politiet fandt en omfattende Korrespondance, han havde ført med sine forskellige Klienter - de stakkels unge Kvinder, der har søgt hans Assistance i deres Nød, og som nu uundgaaeligt vil komme til at møde i Retten, selv om der naturligvis som altid nu i slige Affærer vil blive taget paa dem med aI mulig Diskretion og hensynsfuldhed. 

Særlig tragisk former Sagen sig i et enkelt tilfælde. hvor det drejer sig om en herværende Embedsmands unge Hustru, der, som den beslaglagte Korrespondance viser det, er bleven "behandlet" af Massøren med sin Mands Vidende og paa han Foranledning. Thi selv om Embedsmanden mulig vil slippe med en betinget Dom, vil han jo vel uundgaaeligt miste sin Stilling, naar han bliver dømt.

(Aftenbladet (København), 15. september 1926).

Det viste sig ved forhøret at massøren der havde brugt dæknavnet dr.Griff, hed Ingerslev, og desuden havde udført pengeafpresning mod nogle af kvinderne. I oktober blev Svend Lembcke Otto anholdt for at havde skaffet kunder til "Dr. Griff".

Olaf Holger Axel Fønss. (Efterskrift til Politivennen)

I forbindelse med biskop Bast-sagen havde dennes svigersøn Olaf Fønss den 21. marts 1926 truet med at anlægge sag mod de aviser som havde skrevet om at han havde modtaget pengegaver af Anton Bast. sagsanlægget blev dog ikke til noget. Året efter, i 1927, havde biskop Bast købt en ejendom, matr. nr. 39b i Løkken på det der senere kom til at hedde Anton Bastvej. Ejendommen blev i 1936 solgt til datteren Else Dorthea Fønss som var gift med skuespilleren Olaf Fønss. Nedenfor artikler om Olaf Fønss.

Fønss debuterede 1903 på Dagmarteatret i København. Han optrådte senere på Kasino-Teatret i Aarhus og Betty Nansen Teatret. Det var dog som filmskuespiller han blev kendt. Han debuterede i 1912 og spillede hovedrollen i den klassiske danske stumfilm "Atlantis" (1913). For den blev han også kendt i Tyskland hvor han spillede skør videnskabsmand og monster "Homunculus". 

Danske Kustnere i tyske Films.

Olaf Fønss' Stierne er fremdeles høj i Tyskland, og Holger-Madsen er en fremragende Instruktør,

To smaa Samtaler.

Interviews med Filmsfolk og alt, hvad der skrives om Film, staar mig snart ud af Halsen, siger Holger Madsen, som jeg opsøger i "National-Film" i Anledning af, at han for dette Selskab har fuldført "Spitzen" efter Paul Lindaus Roman, en Film, som af mange Grunde imødeses med megen Interesse; Holger-Madsen har et godt Savn i den tyske Filmsverden, Olaf Fønss skal atter vise sig efter mange Aars Pause, og Handlingen, som i den berømte Roman foregaar i 80erne, er henlagt til vore Dage.

- Jeg har sat Filmen iscene i Løbet af 24 Dage, 18 i Atelieret og 6 i Marken. Og da man nu indretter sig praktisk, er Omkostningerne eventyrlig smaa.

- Og hvordan blev saa Resultatet?

- Udmærket! Filmen bliver skam god. Olaf Fønss er her i en helt ny Genre, med et diskret Fipskæg, som klæder ham overmaade godt. Han spiller Udenrigsminister, Grev Weeneck, Stykkets mandlige Hovedrolle. Filmen vil forøvrigt komme til at hedde "Fyrst Ulrich" i Danmark.

Saa har vi Arne WeeL Han spiller en stor og glimrende komisk Rolle som en Bajads ved Navn Julius Heydel, ogsaa kaldel "Nattergalen".

Videre en tredie dansk Agerende, som hedder Jesta Berg. Hun har i 20 Aar spillet paa tyske Teatre og i Filmen, men man vil endnu huske hende i Danmark, særlig fra hendes mange aarige Virksomhed ved Aarhus Teater.

Saa er der en helt ny tysk Stjerne Evelin Holt, en Nyopdagelse. Hun spiller her for første Gang, men hun er skam god nok.

Videre forekommer der i Filmen Navne som Elisabeth Pinajef, Egon von Jordan, Leopold von Ledebur, Heinrich Peer og en hel Del andre.

Holger Madsen.

- Men nu skal De høre det morsomste. Romanen handler om en virkelig Begivenhed, og det gamle Palæ, hvor Handlingen foregik, staar endnu midt i Berlin, henne i Wilhelmstrasse, hvor Kochstrasse løber ud. Jeg kunde derfor benytte Palæet som sandhedstro Baggrund for denne Del af Filmen.

- De er gaaet over til at spille den ældre, distingverede Herre? spørger jeg Hr. Olaf Fønss, som jeg træffer i Hotel Bristols Hal.

- Oprigtig talt er jeg lidt ængstelig for selv denne Smule Skæg, det kan saa let ødelægge Helhedsindtrykket ved Mimiken, svarer Udenrigsminister-Greven.

- Véd De, fortsætter Grev Weeneck-Fønss, man sagde mig under Indspilningen, at jeg var kommet til at kopiere Walter Rathenau. Og Skægget er virkelig det samme, men Næsen er slankere - og saa er der Haaret, naturligvis, den myrdede Udenrigsminister Walter Rathenau havde jo en sparsommere Hovedpryd end jeg. Forresten er denne Udenrigsminister-Greve, som jeg spiller i "Spitzen", kun en Etape, om kort Tid bliver jeg Lord....

Olaf Fønss med Fip.

- Det er saa mærkeligt, at naar jeg nu efter en saa lang Pause atter sætter mine Fødder ind i Filmsverdenen, bliver jeg der en Tid. Der kom Engagementstilbud fra mange Sider, og jeg valgte da at spille Lord Rochester i det berømte Stykke "Waisenhusbarnet" af den engelske Forfatter Cure Bell.

- Kommer De overens med Berlin?

- Berlin er skam udmærket! Og mig er det forsaavidt det samme, hvor jeg er, naar jeg kun faar Opgaver, som interesserer mig. Det faar man her. Og Arbejdet frygter jeg ikke, det adler som bekendt, hvad De jo fonstaar af mit Repertoire, siger den vordende Lord Rochester.

.... Man siger ofte, at Filmskuespillere saa hurtig gaar i Glemmebogen - ude af Øje, ude af Sind, Olaf Fønss har man i flere Aar ikke set paa det hvide Lærred, som han engang dominerede fra øverst til ned ret. Men her i Hof el Bristols Hall, hvor Verden om Eftermiddagen mødes, dukker den ene Skikkelse efter den anden op for at hilse paa Olaf Fønss, mens der rundtom ved Bordene hviskes "Aalaf Fønssss". Der hvisler ligefrem stivbenede tyske der gennem Luften, da den vordende Lord følger mig til Døren

(B. T. 6. september 1926).

"Spitzen" eller "Der Eid des Fürsten Ulrich", engelsk "Lace" dansk "Fyrst Ulrichs Ed" havde premiere i Tyskland 10. September 1926 og frigivet i Danmark 15. November 1926. Filmen var tidstypisk for tysk film i Weimar-tiden, men i dag ret ukendt da den ikke findes i en komplet udgave. 

Olaf Holger Axel Fønss (1882-1949 på Frederiksberg) var en dansk skuespiller, filminstruktør, filmproducer, filmcensor og en af Danmarks og Tysklands største stumfilmstjerner. Han var storebror til Johannes og Aage Fønss.

I hans senere år engagerede Fønss sig i politik hvilket bl.a. udmøntede sig i at han instruerede to film for Socialdemokratiet. Han var præsident for Dansk Skuespillerforbund fra 1933-1947 og var censor ved Statens Filmcensur i 14 år.

Som forfatter udgav han i årene 1928-1949 en roman, en digtsamling og flere teaterbøger med erindringer, karakteristikker og interviews, samt bindet, Filmserindringer gennem 20 Aar, fra 1930 efterfulgt af erindringerne fra hans tyske filmkarriere, Krig, Sult og Film (Filmserindringer gennem 20 Aar. II Bind) fra 1932.

Optagelseshjemmet paa Valbygaardsvej. (Efterskrift til Politivennen)

Et par frække fyre.

København (R. B.)

To københavnske drenge der i lørdags forsvandt fra et optagelseshjem på Valbygårdsvej, stjal om aftenen et automobil på Frue Plads og skønt de ikke havde videre forstand på automobilkørsel, lykkedes det dem at komme ud af byen. De overnattede i Fredensborg, og turede rundt hele søndagen. Da de om aftenen vendte tilbage til København, tørnede de i Nørrebrogade, hvor de kørte i den forkerte side af gade, mod et andet automobil. Begge køretøjer ramponeredes stærkt, men ingen af passagererne kom til skade.

(Roskilde Avis 1. februar 1926)

Ifølge Dansk Politi Efterretninger 1930 lå optagelseshjemmet på Valbygårdsvej 8

Drengen der flygter.

For en måneds tid siden blev en 15-årig dreng, Fritz Mogensen, anholdt på Christianshavn sigtet for at have stjålet fem cykler. Han var anbragt på optagelseshjemmet på Valbygårdsvej, men flygtede herfra dagen efter. Sammen med en anden dreng stjal han en jolle og sejlede sydpå og landede på Møn, hvor de efterlod jollen. Ad landevejene fægtede de dig frem til Korsør hvor de blev anholdt i færd med et nyt tyveri. Fritz blev igen anbragt på Valbygårdsvej, men allerede dagen efter stak han af på ny og blev anholdt ved Vridsløse, hvor han havde stjålet et ur. Han kom tilbage til optagelseshjemmet, men natten efter sprang han ud af vinduet og forsvandt. Han slog sig ned i en nybygning i Guldbergsgade og levede af tyveri. I går blev han anholdt for fjerde gang og er nu anbragt på "Stengaarden" hvorfra flugt skal være en del vanskeligere.

(Klokken 5, 3. september 1926)

Hellere i arrest - end under værgerådet.

For nogen tid tilbage blev en ung fyr, Carlo Petersen, arresteret for forskellige smårapserier. Han blev af værgerådet anbragt på opdragelseshjemmet på Valbygårdsvej og undgik på denne måde at blive straffet. Han stak af fra optagelseshjemmmet, men blev straks pågrebet og lovede ikke at lave flere flugtforsøg. Efter at have været der i nogen tid, løb han igen.

I går blev han anholdt og fremstillet i dommervagten, hvor han blev foreholdt en lang række tyverier som han havde begået, mens han var flakket om i byens periferi. Han havde væsentlig stjålet fødevarer for at opretholde livet.

Han sagde til dommeren at han hellere ville straffe for tyverierne end at være på optagelseshjemmet, ikke fordi han ikke havde det godt der, men fordi han ikke kunne holde ud at være under tvang.

Han blev arresteret.

(Dagbladet (København), 5. juli 1927)