Indespærret paa Sct. Hans
Den ulykkelige Kvinde, der uden at fejle noget maatte tilbringe 8 Aar paa Sindssygeanstalten.
Sagsanlæg og Erstatning
Det er en Tragedie, der her berettes med Offerets egne Ord, et Udsnit al Livet, der med sine rystende Enkeltheder næsten synes at høre hjemme i Romanernes Verden. Ved den kommende Retssag vil der blive kastet yderligere Lys over denne Interessante Sag
Højesterets Dom forleden i Sagen mellem Nykøbing Sindssygehospital og Frøken Christiansen fra Jyderup, der gik ud paa, at Overlægen savnede Lovhjemmel til at tilbageholde Patienter, der ikke selv ønsker at være paa Hospitalet og ikke er umyndiggjorte, synes at drage flere lignende Sager frem.
Saaledes er en tidligere Bryggeriarbejderske, Frøken Nielsine Pedersen lige i disse Dage blevet løsladt fra en 8 Aars Tvangsindlæggelse paa St. Hans, netop grundet paa denne Domfældelse. Det er en Bekendt til Overretssagfører Sjøstrand, som har henledt dennes Opmærksomhed paa Frk. Pedersens Tilfælde, og Overretssagføreren udvirkede straks, at hun blev udskrevet, og vil nu anlægge Sag mod Hospitalet.
Vi har til Morgen haft en Samtale med Frk. Pedersen, der efter Udskrivningen opholder sig paa et Hotel her i Byen.
Hurtigt og koncist fortæller hun hele sin Lidelseshistorie, hver en enkelt lille Detail, selv om den endog er 8 Aar gammel, staar hende saa ganske tydeligt, og selv gør hun et saa roligt og fornuftigt Indtryk, at man uvilkaarligt spørger sig selv, om det er muligt, at denne Kvinde virkelig har været tvangsindlagt i saa lang Tid - som sindssyg.
Hvad Nid og Misundelse kan føre til.
- Min Ulykke begyndte i 1912, begynder Frk. Pedersen, da jeg ude paa Carlsberg-Bryggeriet under mit Arbejde en Dag kom tilskade med mit Øje. Som ret og rimeligt var, fik jeg en Skadeserstatning paa 1440 Kr en ikke stor Sum for at miste Synet paa det ene Øje, men dog stor nok til, at den blandt mine Kolleger fremkaldte Nid og Misundelse, tiltagende, da jeg kom til at indtage en privilegeret Stilling derude, ved at blive sat til et lettere Arbejde.
I 1918 kom saa Arbejdsløsheden. Mange af mine Kolleger mistede deres Arbejde derude, men jeg beholdt mit Arbejde, et gammelt Løfte, der var givet mig, grundet paa mit Ulykkestilfælde med Øjet. Men dette blev Draaben, der fik Bægeret til at flyde over. Nu tog Rygterne om mig først rigtig fat. Jeg blev beskyldt for at være langfingret, ja, det var de frygteligste Ting, der blev sagt om mig - og ingenlunde bag min Ryg. nej. de kom saamænd direkte til mig og tilkastede mig deres Skældsord. Jeg resignerede 1 Begyndelsen, idet jeg tænkte, at de vel vilde blive ked af det - og min Samvittighed var jo ogsaa ren.
Beskyldt for Mord.
Men da de saa en Dag, jeg husker det saa tydeligt endnu, det var en, der hed "Røde Olga", de havde faaet til det, kom og raabte "Morderske" efter mig, og beskyldte mig for at have født og dræbt et Barn, tabte jeg Taalmodigheden og truede med at gaa til Politiet.
Dette kom imidlertid mine Overordnede for Øre, og de kom til det Resultat - uden at undersøge Sagen det mindste - at jeg jo maatte være gal. Tænke sig - jeg maatte være gal - fordi jeg vilde rense mig mod de nedrige Beskyldninger.
Kravet om Indlæggelse.
Men der var intet at gøre for mig. Carlsbergbryggeriet satte sig i Forbindelse med Bryggeriarbejdernes Sygekasselæge, Læge Thamsen, der skrev en Indlæggelsesseddel til 6te Afdeling. Jeg henvendte mig om Hjælp hos min Familie, men de svarede blot, at man fra anden Side krævede mig indlagt - saa for dem var der intet at gøre.
Jeg var saa paa 6te Afdeling et Stykke Tid, men da jeg - ganske naturligt - høfligt protesterede mod denne Tvangsindlæggelse, idet jeg jo paa det bestemteste hævdede intet at fejle _ opfattede man kun mine Protester som et yderligere Udslag af Sygdommen, og ønskede mig derfor overført til St. Hans.
De er jo ikke sindssyg.
Ved den første Stuegang paa St. Hans efter min Indlæggelse, sagde Afdelingslæge Berthelsen til mig efter at have snakket med mig en halv Times Tid:
- Hva! vil De dog herefter - De er jo ganske fornuftig at tale med og ikke engang nervøs.
Hertil svarede Jeg ogsaa kun, at det heller ikke var efter mit Ønske, at jeg kom herned og bad barn saa inderligt at sende mig hjem igen, for at jeg kunde rense mig for de Beskyldninger, der var rejst imod mig.
Det blev der imidlertid ikke Tal om - og mit Ophold paa Hospitalet blev en lang Lidelse. Hvergang jeg protesterede og vilde hjem, indlagdes jeg blot paa en daarligere Afdeling, ja, der var endog en Gang. d a j eg blev lagt 10 Dage i Sengen - til Straf fordi jeg havde sagt dem min Mening.
Ingen Forbindelse med Familien i 8 Aar.
Til alt Held efter 8 lange og frygtelige Aar kom jeg i Forbindelse med Overretssagfører Sjøstrand, og da saa Højesterets Dom faldt forleden aabnedes endelig Frihedens Dør for mig.
- Mener De. at det er Deres Familie, der er Skyld i, at Hospitalet har tilbageholdt Dem saa længe?
- Det kan jeg absolut ikke tro; iøvrigt har jeg slet ikke været i Forbindelse med den i den Tid, jeg har opholdt mig paa Hospitalet.
- Overlægen paastaar, at han har spurgt Dem om, hvorfor De ikke var gaaet Deres Vej for længe siden?
- Ja, det er ogsaa rigtigt nok - det har han - men ganske vist først ved min Udskrivning forleden Dag. Tidligere har Jeg nemlig mættet aflægge Æresord i Vidners Overværelse paa ikke at ville flygte - og mit Æresord bryder jeg ikke.
- Mener De, at der har været flere af Deres Tilfælde dernede?
- Jeg tror at turde sige, at der i alle Tilfælde har været eet. Det var en Frøken Schiller, der ligesom jeg protesterede kraftigt mod Indlæggelsen. I det sidste Aar tabte jeg imidlertid Forbindelsen med hende - hun blev overført til en anden Afdeling - saa siden véd jeg ikke, hvordan det er gaaet hende.
- Hvad er nu Deres Fremtidsplan? spørger vi Frøken Pedersen.
- Først og fremmest at søge at faa Hospitalet draget til Ansvar for min Tilbageholdelse og kræve en passende Erstatning. Og saa .... ja, Jeg er kun 48 Aar og trods alt ikke bange for at tage fat endnu - saa nu, da Friheden ligger for mig, skal det nok gaa for mig.
Alligevel sindssyg?
Overlæge Thalbitzer hævder, at Frk. Petersen er forrykt.
Vi har ogsaa talt med Overlæge Thalbitzer paa St. Hans Hospital, og anmodet ham om en Udtalelse.
- Frk. Pedersen har absolut ikke været tvangsindlagt, siger Overlægen, men da hendes Familie har anmodet os om at beholde hende, da hun var den til megen Besvær, har vi føjet den, men der er iøvrigt ingen Tvivl om, at hun er forrykt, og det skal ogsaa nok vise sig.
- Men hvorfor har man da sluppet hende løs?
- Efter Højesteretsdommen mente vi ikke at kunne beholde hende længere, og man er derved kommet i en ønskelig Situation. Det er imidlertid helt forkert, dersom man tror, at vi Læger er interesseret i at beholde Patienterne; der er altid Pladsmangel paa Sindssygehospitalerne, saa vi er kun glade ved at slippe af med dem, men det er de ulykkeliges Paarørende, der er værst stillet, som nu uden videre kan risikere at faa deres sindssyge Slægtninge hjem. Dersom man nu vil sikre sig. at en Patient bliver paa en Anstalt, maa man først og fremmest have ham eller hende umyndiggjort, det er den eneste Vej, der er at gaa.
- Sindssygelægerne vil intet foretage sig?
- Nej, jeg ser ikke, hvad vi kan gøre, det er de sindssyges Paarørende, der i første Række maa tage Affære.
- Er der andre af Patienterne, der nu vil forlade Hospitalet?
- Der er mange, der vil hjem, men for de flestes Vedkommende er det dog kun tom Tale, langt Størstedelen befinder sig vel hernede, og vi har Gang paa Gang haft Tilfælde, hvor Patienter, der er udskrevet herfra, kommer frivilligt tilbage, da de ikke kan klare sig ude i Tilværelsen. Sammen med Frk. Pedersen rejste en anden Patient, som vi heller ikke turde beholde. Hun har været udskrevet flere Gange, men hun vender ogsaa stadig tilbage, og hun kommer ogsaa nok igen denne Gang.
Frk. Pedersen erklærer, at Overlægen aldrig har givet hende Lov til at flygte, men tværtimod krævet hendes Æresord paa, at hun vilde blive,
- Det erindrer jeg ikke nøjere men jeg ved, at hun havde det godt hernede og førte en yderst behagelig Tilværelse, og de Patienter, der virkelig vil herfra, kan næsten altid komme det.
Begæringen, der skulde underskrives, for at Overførelsen kunde finde Sted, nægtede jeg at underskrive, men saa underskrev blot Plejemoderen, med min Søsters Navn, idet der nemlig krævedes en Paarørendes Underskrift - og saa var ogsaa den Sag i Orden.
Frk. Pedersen bør absolut have Erstatning.
Vi har endvidere haft en Samtale med Overretssagfører Sjøstrand, der har udvirket Frk. Pedersens Udskrivelse, og spørger ham, hvad han nu agter at gøre.
- Ja. foreløbig mener jeg, at det er bedst, at min Klient alder lidt til Ro, men det er iøvrigt min Opfattelse, at hun bør have en Erstatning, det er dog alligevel nogle af hendes bedste Aar, der er hengaaet paa St. Hans, og hun kommer ud i en Periode, hvor det er vanskeligt at finde Beskæftigelse, og hun er ogsaa i de 8 Aar kommet ud af sit Arbejde.
- Det bliver vel en Sag, der gaar til Højesteret?
- Jo, det antager jeg, det er en stor Principsag, der kan føre mange Konsekvenser med sig, og det vil derfor ikke være usandsynligt, at den vil komme for Højesteret. Inden jeg skrider til at udtage nogen Stævning, vil jeg dog nøjere overveje, hvor stor Erstatning man skal kræve, ligesom der ogsaa kan tales om at søge bevilget fri Proces.
- Det er Frk. Pedersens Hensigt paany at søge sig en Beskæftigelse?
- ja, saa snart hun nu har hvilet lidt ud igen, vil hun prøve paa at faa noget at bestille, og hun er ogsaa i Stand til helt og holde til at sørge for sig selv, bare hun kan faa Arbejde.
(B. T. 15. september 1926).
Frk. Pedersen fra Sct. Hans
Hun blev indlagt, fordi man var bange for, at hun skulde begaa Selvmord.
Nyt Lys over Dramaet.
I Anledning af, at den igaar omtalte, fra Sct. Hans udskrevne Frk. Pedersen erklærer, at det er Carlsberg Bryggerierne, der i sin Tid krævede hende tvangsindlagt, har vi haft en Samtale med Driftsinspektør Glosimodt, Carlsberg, der kendte hende fra dengang hun arbejdede derude.
- Frk. Pedersen er et stakkels, ulykkeligt Menneske, siger Driftsinspektøren, men vi har absolut ikke ladet hende tvangsindlægge. Efter at hun var blevet rask ovenpaa sit Ulykkestilfælde tog vi hende igen, og alt gik saare godt, indtil hun begyndte at skrive nogle forvirrede Breve til Forvalteren, i hvilke hun fortalte, at hun blev forfulgt, hvilket absolut ikke passer. Det tog vi os dog heller ikke af, men en Dag fik jeg Besøg af en af hendes Slægtninge, en Sporvejsfunktionær, hos hvem hun boede, og denne erklærede, at han ikke turde have hende hjemme, da hun flere Gange havde forsøgt paa at begaa Selvmord, blandt andet ved at springe ud af Vinduet. Jeg sagde til ham, at det kunde vi ikke tage os af, men saa maatte han selv gaa til en Læge, og det er denne Slægtning, der har foranlediget Indlæggelsen.
Ingen Beskyldninger.
Som man maaske vil erindre, udtalte Frøken Nielsine Pedersen igaar til B. T., at Grunden til, at hun var blevet erklæret for gal, var den. at hun vilde rense sig for de Beskyldninger, hendes kolleger paa Carlsberg havde rejst imod hende, og som Eksempel nævnte hun, at en af dem, der gik under Navnet "Røde Olga", endog havde raabt Morderske efter hende og beskyldt hende for at have født et Barn i Dølgsmaal og dræbt det.
Vi har i den Anledning forelagt Fru Olga Christensen, der nu er Sekretær i Bryggeriarbejdernes Fagforening, men som i sin Tid arbejdede sammen med Frk. Pedersen paa Carlsberg, og der netop gik under Navnet "Røde Olga", Frk. Pedersens Beskyldninger.
- Ih, du almægtige, udbrød Fruen, skulde jeg have sagt dette, nej aldrig i Livet! Og hvor skulde jeg dog ogsaa udtale mig om noget, jeg ikke havde det ringeste Kendskab til.
- Kendte De Rygtet?
- Ja, jeg havde nok hørt noget om det, men saavel det som saa mange andre Historier, der gik - stammede saamænd fra hende selv fra første Færd. Hun kunde faa de fikseste Ideer og led i det hele taget af en Art Forfølgelsesvanvid, som jo ogsaa til Slut tog en saa alvorlig Vending, at Familien maatte lade hende indlægge.
Samtale med Nielsine Pedersens Søster.
Overlæge Thalbitzer har om Frøken Pedersene Tilfælde udtalt, at Grunden til, at man beholdt hende saa længe paa Hospitalet, var den, at hendes Familie saa indtrængende havde anmodet derom.
- Hvorfor vilde Familien ikke have hende hjem, spurgte vi igaar Nielsine Pedersens Søster, der er gift med en Sporvejsfunktionær og bor i en lille Lejlighed ude paa Vesterbro.
- Aa, det vilde vi ssa sandelig ogsaa gerne. Jeg forstaar ikke at man vil rette saadanne frygtelige Beskyldninger mod os. Jeg har blot sagt til Overlægen, at min Søster skulde være helt rask, naar hun kom ud, saa hun selv kunde tjene til Livets Ophold, da mine økonomiske Forhold ikke var saadanne, at jeg var istand til at hjælpe hende ret meget.
- Var det Familien, der i sin Tid lod hende indlægge?
- Ja, det var, og hun var ogsaa meget syg den Gang. Hendes Værtinde vilde ikke have hende boende længere hos sig paa Grund af hendes Opførsel, saa De kan forstaa, at der var intet andet at gøre.
(B. T. 16. september 1926).
Frk. Nielsine Petersen paa Sct. Hans Hospital
Hun Forlanger 36,500 Kr. i Erstatning
Brevveksling med en "Sindssyg"
Overretssagfører Sjøstrand har nu inkamineret for Østre Landsret Frk. Nielsine Petersens erstatningsag mod Overlæge Thalbitzer, Set. Hans Hospital og Borgmester Hedebol som Repræsentant for Københavns Kommune.
Det var den 2den August, at Overretssagfører Sjøstrand indledede sin Kampagne med en Forespørgsel til Overlæge Thalbitzer om Grundlaget for Indlæggelsen af Frk. Nielsine Petersen, der har opholdt sig paa Sct. Hans i 8 Aar.
Svaret lyder, at Frk. Petersen opholder sig paa Hospitalet som Patient paa Grund af Sindssygdom og ikke som Følge af Dom eller lignende.
Hr. Sjøstrand tager nu ned til Sct Hans, opnaar en Samtale med Frk. Petersen og lader hende selv underskrive en Begæring om Udskrivning med en Henvisning til, at hun oftere har fremsat Krav herom. Denne Begæring Indsendes til Sct. Hans, og saa svarer Overlægen.
,. Naar Frk. Nielsine Petersen der vel er sindssyg, men ikke farlig for den offentlige Sikkerhed og heller ikke umyndiggjort - hvad der i Reglen kun sker med de Patienter som er i Besiddelse af Formue - hidtil trods sit Ønske herom ikke er udskrevet fra Hospitalet, skyldes det hendes Families indtrængende Anmodning om ikke at faa hende udskrevet, da hun er den til megen Besvær, og den ikke kan paatage sig at forsørge hende; endvidere den Omstændighed, at Frk. Petersen paa Grund af Sygdom - hun har bl. a. en alvorlig Hjertefejl - er ude at Stand til at forsørge sig selv. Jeg mener derfor ikke at kunne tage Anvaret for at imødekomme hendes Ønske.
Dersom De imidlertid vil overtage Ansvaret for hendes Forsørgelse og skriftligt meddele Hospitalet dette, skal der intet være til Hinder for hendes Udskrivelse.
Brev fra Frk. Petersen.
Hr. Sjøstrand tilstiller Frk. Petersen Overlægens Brev, og Frk. Petersen svarer (Brevet er konciperet af hende selv):
Tillad mig at meddele Dem, at jeg (med eller mod) Familiens Samtykke gør Fordring paa at blive udskrevet fra Sct. Hans Hospital, samt at Jeg selv tager Ansvaret med Hensyn til at kunne klare for mig. Jeg har før forklaret Dem, Hr. Overretssagfører, at jeg trods mit forholdsvis svage Hjerte og Tabet af mit højre Øje, har udrettet saa godt som al Slags Arbejde i den Tid, Jeg ved Tvang har opholdt mig her paa Hospitalet, hvilket jeg snarest muligt ønsker at ophæve.
Deres ærbødige
Nielsine Petersen
Hr. Sjøstrand sender dette Brev til Overlægen og tilføjer:
Paa Foranledning af Slutningsbemærkningen i Hr. Overlægens sidste Brev til mig skal jeg udtale, at jeg ikke kan erkende det berettiget at gøre Udskrivningen afhængig af moralske, endsige juridiske, Forpligtelser til Forsørgelse, men iøvrigt vil Hospitalet jo have den Udvej at lade Frk. Petersen anbringe - l hvert Fald midlertidig - i Familiepleje.
Erstatningskravets Begrundelse.
Nu blev Frk. Petersen endelig løsladt, og Erstatningssagen er derefter som nævnt blevet incamineret for Landsretten.
Overretssagfører Sjøstrand henviser til, at Frk. Petersen den 17. Maj 1918 paa Foranstaltning af Københavns Politi blev tvangsindlagt paa Kommunehospitalets 6te Afdeling. hvorfra hun 6 Uger senere under sin Protest blev overført til St. Hans og tilbageholdt trods stadige Protester og Begæringer om tilskrivning. Selv om man kunde dokumentere en Sindslidelse hos Frk. Petersen, har det I hvert Fald været uhjemlet at tvangsindlægge og tilbageholde hende, der hverken var umyndiggjort eller farlig. Da hun blev tvangsindlagt, havde hun godt Arbejde paa Carlsberg. Hun var 40 Aar gammel, da hun blev revet ud af sin Stilling. Nu er hun 48 Aar, og hendes Helbred var blevet stærkt forringet som Følge sf det anstrengende Arbejde, hun har maattet udføre paa Anstalten!
Hr. Sjøstrand opgør Frk. Petersens Krav paa følgende Maade: 1) Tab af Arbejdsfortjeneste i 8½ Aar - 11.500 Kr.. 2) Godtgørelse for Tort og Ulempe. Forstyrrelse og Ødelæggelse af Stilling og Forhold i det hele - ialt 36,500.
Husbestyrerinde hos Overretssagføreren.
Frk. Pedersen er blevet optaget i Overretssagfører Sjøstrands Hjem, hvor hun i 3 Maaneder har fungeret som Husbestyrerinde til hans fulde Tilfredshed. Det kan jo ikke nægtes, at dette Forhold ogsaa vil være et "Kort paa Haanden", naar Hr. Sjøstrand engang skal procedere Sagen i Landsretten.
(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 20. december 1926).
