Kløverbladet i Valby. (Efterskrift til Politivennen)

 

Nutidigt foto af Kløverbladet, Foto Erik Nicolaisen Høy.

“Kløverbladet". En Arbejderkoloni i Valby.

København er ved at løbe ud ad Køge til. Man får et indtryk heraf, når man fra Valby Langgade passerer den solide gangbro, der fører over jernbaneterrænet til det nye Valby på den anden side, hvor der bag bryggeriet “Trekroner" har rejst sig en hel koloni.

Mest fremtrædende blandt disse villahuse er de af Byggeforeningen “Kløverbladet" opførte. De hvide mure og sorte tage med front specierne tiltrækker sig straks opmærksomhed. Denne koloni består for øjeblikket af 12 dobbelthuse, tilhørende 24 ejere, som er gruppevis solidarisk forbundne og har til opgave at bygge videre efter samme system for at skaffe arbejdere gode. sunde og smukke Boliger.

Kolonien ligger nær Køge Landevej, et stykke længere ude end Vigerslev, foran sig skimter man Kalvebod Strands grå vover. I umiddelbar nærhed af kolonien agter Københavns Kommune at anlægge sit nye gasværk, som foreløbig vil lægge beslag på 8 mio. kr. Noget længere henne skal Valby have sin nye jernbanestation, og det er da givet, at der på denne kant af storbyen København vil rejse sig endnu flere arbejderboliger, muligvis endda kommunale, hvorved Valbys folketal og Københavns udvidelse mod sydvest vil øges betydeligt.

Byggeselskabet “Kløverbladet" stiftedes den 30. marts 1899 med det formål at opføre 50 arbejderboliger. De store vanskelige boligforhold i arbejderkvartererne havde jo skabt en række byggeforeninger, som søgte statslån. “Kløverbladet" kom for sent med sin ansøgning, men fik pengeforholdene ordnede alligevel ved hjælp af apoteker Alfred Benzon og overretssagførerne Zeuthen og Edstrup. Opførelsen af de første 12 huse tog nu sin begyndelse i april 1901. Den næste serie bygninger er taget i brug i efteråret og har flere forbedringer, idet ministeriet ved deres opførelse har tilladt suspension fra byggeloven, så at hvert hus nu har 3 etager. Derved opnås, at de to etager kan udlejes, og arbejdere med nogenlunde sikker indtægt kan skaffe sig et hus på meget lempelige vilkår. Der betales 50 kr. ved indtrædelsen i det kooperative Selskab. 50 ved påbegyndelsen af arbejdet og 100 kr. ved overtagelsen. Skødet på ejendommen udleveres, når papirerne er i orden.

Arbejderen er således husejer og kan en gang ad åre have huset kvit og frit.

Vi besøgte denne koloni i går og fik et overmåde godt indtryk af forholdene. Husene er solidt byggede og vel indrettede. Stue og 1. sal hver på 3 store værelser med pigekammer og køkken. Den hyggelige kvist på 2 værelser og køkken. Til hver lejlighed hører et stykke have, en uvurderlig ting for familier med børn. Borgerrepræsentant J. Jønson som er en af husejerne, dyrker kartofler etc. i sin have, holder høns og duer og føler sig lykkelig ved livet herude i den fri natur. Denne følelse er almindelig. Det er beundringsværdigt at se hvor meget arbejderen kan få ud af sit hjem når han har noget som han kalder sit, og hvor han kan lægge kræfterne i for at skabe skønhed og hygge. Vi beså et sådant arbejderhjem, tilhørende en bygningssnedker, som havde forbedret sine noble stuer med høje fodpaneler og kasetlofter. Men hvilken maler, snedker eller anden håndværker ville nogensinde finde på at gøre sin husværts hus hyggeligere, de høje mure kaster skygge ind i hans hjem, og der er knapt nok den gård hvor han tør lade sine børn lege?

"Kløverbladet" påbegynder i marts opførelsen af 16 huse af samme type som de sidst omtalte. De skal stå færdig til oktober flyttedag.

Arbejdet er udført af murermester Wildt og tømrermester Weng. Tegningerne er leveret af arkitekt Blytmann.

Det er forholdsvis let at komme her udefra og ind til byen. Den elektriske sporvogn kører fra Valby til Højbro på et kvarters tid, og fra Trekronergade til Valby Langgade er der kun ca. 5 minutters vej.

Til den sidste nye række huse søges endnu nogle få interessenter. Lysthavende kan desangående henvende sig til købmand Petersen, Trekronergade 42, Valby.

(Social-Demokraten 18. januar 1903.)

Tæt på Kløverbladet opførtes denne bygning i Trekronergade 64 i 1903. Skiltet mellem vinduerne reklamerer med at her lå engang en viktualieforretning. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pastor Ussing nægter også at vie en fraskilt. (Efterskrift til Politivennen)

En mand i Valby der var fraskilt, ønskede at indgå nyt ægteskab og henvendte sig derfor til sognepræsten, pastor Ussing ved Jesuskirken.

Men både hr. Ussing og hans kollega hr. Holmer der er præst ved samme kirke, nægtede at vie parret.

Holmer erklærede kort og godt at han ikke ville forrette vielsen, selv om det skulle koste ham hans embede. Og Ussing var lige så stejl. Først gav han manden en religiøs bog med pålæg om at læse den, indtil han (manden) “fandt Jesus". Når dette var sket - præsten mente der kun ville medgå en 8 dage - så kunne manden komme til ham. Ussing ville så besørge tillysning i Jesuskirken. For øvrigt lovede han at henvise manden til en anden præst på Vesterbro, der var mindre kras og sikkert vil vie ham.

Manden ville dog ikke indlade sig på eksperimentet med at “finde Jesus". Ussing anbefalede ham så at udmelde sig af kirken og tage borgerlig vielse. Eller også, tilføjede han, kan De henvende Dem til “Social-Demokraten" og klage over mig ligesom over pastor Ifversen og forsøge at få mig fjernet fra mit embede. - -

Her er altså et ganske lignende tilfælde som den bekendte affære på Nørrebro, hvor Ifversen nægter at vie mureren. Manden fra Valby har, ligesom mureren, bevilling fra kongen med tilladelse til at indgå ægteskab, og bevillingen forbyder alle og enhver at lægge hindringer i vejen for vielsen.

Men hvad bryder præsterne sig om lovens anordninger?

Dette eksempel viser på ny at der i høj grad tiltrænges en ny ordning på dette område, og undersøgelsen mod Ifversen vil forhåbentlig bringe det ønskede resultat.

(Social-Demokraten 17. januar 1903).

Mordet paa Bodil Cathrine Christiansen. (Efterskrift til Politivennen)

Et nyt Kvindemord.

Atter i Randers-Egnen.

Morderen er paagreben og har tilstaaet.

Det er ikke Hjortshøj-Morderen.

Gjennem Ritz. Bureau indløb der i Gaar Formiddags Meddelelse fra Randers om, at der atter havde fundet et Kvindemord Sted i Kammerjunker Honnens' Jurisdiktion. Men mens Hjortshøj Mordets Skueplads laa i Jurisdiktionens sydligste Udkant, var Forbrydelsen denne Gang øvet i den meget udstrakte Jurisdiktions nordlige Hjørne, tæt ved Randersfjordens Udløb i Kattegat. Mordet har fundet Sted tæt udenfor Ørsted By, ved en Vej, der fra Ørsted fører til Udflyttergaarden Bundhøj, der ligger nede i nogle Engdrag Den Myrdede er en 18aarig Pige, der tjente paa Bundhøy. Hun fandtes i Morges med overskaaret Hals.

Mordet maa være begaaet Tirsdag Eftermiddag henimod Mørkningen. Den Myrdede blev sidst set i Sandgaarden ved Ørsted; hun skulde da hjem for at malke. Da hun ikke kom hjem, blev hun eftersøgt om Aftenen, men forgjæves, og Eftersøgningen fortsattes da i Gaar Morges, indtil man fandt hendes Lig. Hovedet var ved et frygteligt Snit næsten skilt fra Kroppen.

Af Fodsporene kunde man se, at Pigen er løbet over Marken ned mod Vejen. Ved dennes ene Side er et Gjærde og bag dette en Grøft. Liget fandtes liggende paa den modsatte Side af Vejen. Af Omstændighederne fremgik det, at Morderen har villet øve Voldtægt, og at hun har sat sig kraftigt til Modværge. En Kurv, hun havde baaret paa Armen, var slynget noget bort, og de Smaating, den indeholdt, var spredt omkring paa Jorden.

1 det stærkt lerede Jordlag kunde man ganske tydeligt se Sporene af en Mandsfod i Træsko og en Strømpefod, og saa stærke var disse Spor, at man endogsaa kunne tælle Maskerne i Strømperne.

Kammerjunker Honnens, der strax fik Underretning om dette nye Mord, begav sig strax pr. Vogn til Ørsted, hvortil ban ankom ved Ettiden.

* * *

Strax efter Modtagelsen af disse Telegrammer afsendte vi en Medararbejder til Ørsted. Fra denne 

vor udsendte Korrespondent

modtog vi i Aftes følgende Telegram :

Randers, 7. Januar.

Atter et Kvindemord ! Og tilmed i Nabolaget til den Egn, der sidste Foraar blev opskræmmet ved Hjortshøjmordet.

Man forstaar, at det maatte fremkalde den største Bestyrtelse, tilmed da meget ved første Øjekast tydede paa, at det atter var Hjortshøjmordets mystiske Gjærningsmand, der var paa Færde.

Men heldigvis er da Sløret hurtig blevet hævet fra denne sidste Forbrydelse. Morderen sidder ikke blot bag Laas og Slaa; han har ogsaa aflagt fuldstændig Tilstaaelse.

Landsbyen, ved hvilken Forbrydelsen er begaaet, hedder Ørsted og ligger en halv Mil fra Allingaabro Station. Fra den store Landsby løber en Vej ud fra Byen i østlig Retning, og ved denne Vej og en Fjerdingvej fra Byen ligger Bundhøj, den Bondegaard, paa hvilken den Myrdede tjente. Til Gaarden fører dog ogsaa en Markvej; og ved denne er det at Mordet har fundet Sted.

Da jeg besøgte Mordstedet, som ligger 1000 Alen fra Byen, var det saa mørkt, at man kun ved Hjælp af en elektrisk Lampe kunde finde den vaddige Blodpøl. Mere var der heller ikke at se; alle Spor vare selvfølgelig udslettede af de Mange, der havde været paa Mordstedet i Dagens Løb.

Ved Henvendelse til Stedets Distriktslæge, Hr. Frandsen, fik jeg dog fuldstændig detaillerede Oplysninger om Liget, da det fandtes. Han udtalte :

"Jeg blev kaldt til Mordstedet Kl. 10 i Formiddags. Liget fandt jeg 4 Alen fra Markvejen, paa bar Pløjemark. Det var fuldt paaklædt og laa halvvejs paa Maven og paa venstre Side. Panden hvilede mod Jorden, og Hænderne laa overkors paa Hyggen. Paa Halsens højre Side og knap begyndende ved Struben fandtes et 4 Tommer langt Saar til om bag Øret. Det var ført saa kraftigt, at det var trængt ind til Halshvirvlerne og havde overskaaret den store Aare. Foran paa Struben fandtes ti tolv mindre Snit og mer eller mindre dybe Saar; den venstre Halsside var derimod ikke beskadiget. Det store Saar er ført i flere Snit og med en tilsyneladende sløv Kniv. Endvidere fandtes to mindre Stiksaar i venstre Bryst. Endelig er der Hudafskrabninger og blodunderløbne Pletter rundt paa Legemet, saaledes paa Panden, Laarene og højre Arm. Den Myrdedes Benklæder vare trukne ned og laa mellem Fødderne, men var altsaa ikke tagne helt af hende. Der var revet et Stykke af Særken, og Forklædet var revet af hende. Hendes Hat og Kurven med de Ting, hun havde kjøbt i Byen, laa omkring hende i Uorden. I den bløde Jord fandt man paa Markvejen kun Spor af hendes Støvler Derimod fandtes paa Hovedvejen et Træskospor af en Mand. Han er gaaet et Stykke ud mod Bundhøj og er saa gaaet over Marken og ad en Omvej over til Markvejen, ad hvilken Pigen kom. Ved Mødet har han altsaa angrebet hende; hun er kastet til Jorden, og han har revet Undertøjet af hende. Men hun er kommet op og er flygtet ind paa Marken, men er der snublet i Benklæderne, og da har han dræbt hende. Saa ser man et Spor af en Træsko og en Strømpefod videre over Marken op til en Mergelgrav, hvor Morderen har vasket sig, og tilbage til den Myrdede for at hente Træskoen, af hvilken forøvrigt en Stump Hæl fandtes ved Liget. Fra Liget kunde Sporet ikke føres videre."

- -

Morderen fandt man dog hurtigt, ogsaa uden Sporet. Man vidste nemlig, at der i Byen drev en ung Fyr omkring, Søn af en Arbejdsmand Johannes Nielsen, kaldet Stryge Denne Knægt, der hedder Hans og er 16½ Aar gl., har en meget ondartet Fortid, som strax henledte Opmærksomheden paa ham. Han er fornylig straffet for uterlig Adfærd mod en lille Pige, forøvrigt en Søster til den Myrdedes Madmoder, og en Gang tidligere har han gjort sig skyldig i et lignende Forhold overfor et andet Barn. 1 begge Tilfælde har han truet med at ville slaa dem ihjel, hvis de fortalte noget til deres Forældre. Han har fornyligt ogsaa gjort sig skyldig i et Pengetyveri fra Mejeriet og er i det Hele taget en daarlig Fyr, der har forvoldt Forældrene megen Sorg.

Landbetjenten konstaterede hurtigt, at Hans havde været fraværende fra Hjemmet i Gaar ved Firetiden, altsaa paa den Tid, da Mordet er forøvet. Endvidere havde han brændt sin ene Træsko, den venstre, og en Strømpe, der var stærk jordet under Fodsaalen, havde han hængt til Tørring ved Kakkelovnen. Men hvad der var det Vigtigste: Det viste sig, at den usædvanlig store Træsko og Strømpefoden passede i Aftrykkene i den opblødte Jord.

Han nægtede strax og var meget rolig, og at Kammerjunker Honnens fik ham under Behandling, gjorde ikke særlig Indtryk paa ham. Men saa i Aften ved Syvtiden aflagde han en fuldstændig Tilstaaelse overfor Landpolitibetjent Storm og gav fuld Besked om, hvorledes han havde begaaet Forbrydelsen :

Han havde villet voldtage Pigen, og da dette mislykkedes, havde han dræbt hende af Frygt for, at hun skulde fortælle Noget derom.

Morderen hensidder nu i Fattiggaardens Arrest og skal i Morgen føres til Randers efter først at have været til Forevisning paa Gjerningsstedet.

Morderen opholdt sig, som sagt, for Tiden hjemme hos Faderen. Han havde tjent i to Aar, men vilde nu til Søs. Faderen, hvem jeg talte med, var selvfølgelig dybt nedbøjet og syntes endnu at tro paa, at Sønnen kunde være uskyldig; han indsaa dog, at Sønnens Fortid gav Anledning til Mistanke. Han forklarede, at Sønnen ganske vist var "lidt til en Side", men ikke saa meget, at han selv havde tænkt noget derved. Sønnen var fuldstændig rolig, da han kom hjem i Gaar Aftes, og han stod op i Morges Kl. 4 for at føre nogle Kreaturer til en Naboby. Da han kom hjem herfra, lagde han sig atter til at sove, og der var overhovedet ikke noget Usædvanligt at mærke paa ham.

Den dræbte Pige hedder Bodil Cathrine Christiansen. Hun var 18Aar gammel og ret høj og meget kraftig bygget. Hun er Datter af Boelsmand P. C. Christiansen i Store Størup og har tjent paa Bundhøy i 2½ Aar. Hun fik det bedste Lov paa sig af sin Madmoder og synes i det Hele at have været meget afholdt. Det tør bemærkes, at Gaar dens Folk aldrig benyttede den Markvej, ad hvilken hun er gaaet.

Den legale Obduktion finder Sted i Morgen, hvorefter Liget vil blive udleveret til Familien.

Der synes ikke at være nogen som helst Forbindelse mellem dette Mord og Hjortshøjmordet.

Pp

* * *

Officiel Bekræftelse.

Rougsø Herreds Kontor i Banders har i Aftes meddelt Ritz. Bur.:

Den anholdte Tjenestekarl Jens Stryg Nielsen har i et Forhør til staaet at have begaaet Mordet.

* * *

En mærkelig Forklaring.

En særlig Korrespondent i Banders meddeler Ritz. Bur., at Morderen har forklaret med Hensyn til de nærmere Omstændigheder ved Mordet: Han vidste, at Pigen vilde komme fra Ørsted for at begive sig til Bundhøj. Han afventede da paa Vejen hendes Komme, der fandt Sted mellem Kl. 4½ og 5½. Hans Hensigt med hende synes ikke at have været Forsøg paa Voldtægt. Morderen har gjort nogle Tilnærmelser til Pigen og har først bundet hendes Hænder paa Byggen, uden at hun - efter hans Udsagn - tilsyneladende gjorde nogen Modstand. De spaserede derefter sammen nogle faa Alen, hvorefter han tog hende om Livet og førte hende ind paa Marken ved Siden af Vejen.

Her har han da pludselig stukket hende i Brystet med sin Lommekniv, hvorefter han væltede hende om paa Siden og skar hende i højre Side af Halsen, ikke et, men mange Snit, baade store og smaa, saa at hun strax udaandede.

Morderens Forklaring synes at bekræfte det Indtryk af Utilregnelighed man faar af ham.

Det synes aldeles sikkert, at Mordet ikke har været planlagt, hvad Morderen ogsaa benægter.

(Jyllandsposten 8. januar 1903).

Om Hjortshøjmordet, se kommentar i indslaget om Jørgen Brix her på bloggen.

13-1903 Jens Stryg Jensen der den 7. januar 1903 myrdede pigen Bodil Cathrine Christiansen, 18 aar, i Ørsted, Højesteretsdom 4. januar 1904, 8 aar, Togthus Arbejde. Jens Stryg Nielsen var født den 20. juli 1886. Fotografier af fanger fra Statsfængslet i Horsens 1866-1904.

Højesteret dømte Jens Stryg Nielsen til 8 års tugthusarbejde, hvilket var den højeste straf man dengang kunne idømme personer under 18 år.'

Jens Stryg.

Ørsted-Morderen for Højesteret.

Lægernes Erklæringer om Morderens Væsen og Karakter.

Overretsdommen stadfæstes.

Det var den 6te Januar i Fjor Kl 2½ om Eftermiddagen, at den 18 aarige Bodil Christiansen, der tjente hos Gaardejer Christen Bang i Bundbøje, efter sin Husbonds Anmodning begav sig til Ørsted for at gøre Indløb. Hun vendte ikke tilbage igen, og først næste Dags Formiddag Kl. 9 fandt man hendes Lig paa en Mark 6-800 Alen fra Ørsted By og nogle faa Alen mellem Ørsted og Bundhøje.

Mistanken blev henledt paa den 16 aarige Jens Stryg Nielsen, der boede hos sine Forældre i Ørsted, og som kort i Forvejen var bleven straffet med Rotting for et Tyveri, ligesom han havde faaet en alvorlig Advarsel for Uterlighed overfor Smaapiger. Han blev arresteret og tilstod efter nogle Udflugter at være Gærningsmanden. Han havde mødt Pigen paa Vejen og havde anmodet hende om Samleje, og da hun nægtede det, havde han slæbt hende ind paa Marken, kastet hende omkuld og bundet hendes Hænder sammen paa Ryggen med sit Strømpebaand, hvorefter han havde iturevet hendes Klæder og behandlet hende uterligt. Han paaslod under Forhørene, at Pigen kun havde grædt, men hverken skreget eller bedt for sig. Da han imidlertid frygtede for Følgerne, tog han en hvidskaftet "Svanekniv" frem og bibragte hende en Del Stik i Brystet samt skar næsten Halsen over paa hende. Det ene Stik i Brystet var gaaet ind i Hiærtet, hvilket forklarer, at Pigen ikke har skreget. Fra Jens Stryg traf hende paa Landevejen og indtil han forlod hendes Lig var kun gaaet et Kvarters Tid.

Medens Jens Stryg ved Rougsø m. fl Herredets Extrarets Dom blev idømt 6 Aars Forbedringshusarbejde, skærpede Overretten Straffen til 8 Aar. Den dømte erklærede sig selv tilfreds med begge Domme, medens det offenlige appellerede den første Dom til Overretten og Jens Strygs Fader den sidste til Højesteret.

Her mødte d'Hrr Nellemann og P. G. C. Jensen som Aktor og Defenfor, og de lod Sagen procedere for lukkede Døre.

Under Dokumentationen fremlagdes en Række Udtalelser fra de Præster, Lærere. Dommere og andre, som havde haft med Jens at gøre.

Stadslæge Langballe i Randers, der søgte at sætte sig ind i Morderens mentale Tilstand, siger saaledes bl. a. følgende om ham:

"Han er ikke let at blive klog paa, da han er en underlig Blanding af ondt og godt. Han gør, naar man taler med ham, et godlidende og skikkeligt Indtryk, og man faar ikke Indtryk af, at han er svagt begavet eller dum. Der synes ikke at være Tanke om, at han fortryder sin Gærning, skønt han paa direkte Spørgsmaal derom bekræfter, at det gør ham ondt, men denne Udtalelse synes ikke at komme fra Hjærtet. Han sover roligt og er smilende, naar man taler med ham. Han er sig sin Skyld fuldt bevidst, men synes som sagt ikke at angre. Man faar Indtryk af, at han er et Individ, som fuldstændig mangler moralsk Bund, men kun har sin egen Fordel for Øje, uden at tænke paa, om det gaar ud over andre".

Efter at Jens Stryg var bleven indlagt til Observation paa Aarhus Sindssygeanstalt, afgav Overlæge Hallager en udførlig Erklæring, hvori han bl. a. oplyser, at Jens Strygs Oldefader var bleven henrettet for Mord, og at hans Moder, der tidligere skal have været meget sanselig, nu er ivrig Tilhænger af Indre Mission Han udtaler iøvrigt bl. a.: 

"Som han nu er, kan jeg ikke betragte ham som sindssyg. Derimod er han fra Fødslen af defekt mangelfuldt) Individ, som navnlig udmærker sig ved moralsk Insensibilitet (Ufølsomhed) og ved Mangel paa Ævne til at gøre sædelige Modforestillinger gældende overfor kønslige og andre Tilskyndelser. I denne Mangel hos ham maa man formentlig søge Grunden til hans Forbrydelse, navnlig den sidste. Det forekom mig dog ogsaa, at man ikke kan forkaste hans Paastand om, at han udførte Mordet i en "ophidset og forstyrret Tilstand", i hvilken heller ikke andre Modforestillinger end de moralske kunde komme til at gøre sig gældende. 

Den fremhævede Mangel paa moralsk Følelse hos ham vil formentlig ogsaa gøre ham temmelig upaavirkelig af Straf. Paa den anden Side maa det ogsaa bemærkes, at der, naar han kommer paa fri Fod, stadig vil være Fare for, at han kan komme i lignende Situationer som den, der førte til hans sidste Forbrydelse, og at han da vil handle paa lignende Maade som dengang."

Efter en ganske kort Votering stadfæstede Højesteret Overrettens Dom, og Jens Stryg kan saaledes akkurat naa at faa Dommen forkyndt paa Aarsdagen for Forbrydelsens Udøvelse.

(Horsens Folkeblad 5. januar 1904)

 I tugthuset fik han tuberkulose og hans ene ben blev amputeret. Mens Jens Stryg Nielsen sad fængslet i 1911 lykkedes det ham at afvæbne en fange der overfaldt en opsynsmand, Han blev løsladt januar 1912.

Lindevangshjemmet 5/8. (Efterskrift til Politivennen).

 Lindevangshjemmet.

De fleste Københavnere har set Vognen med Vasketøj, hvor der staar malet "Lindevangshjemmet" paa. Men dermed er ogsaa Kendskabet til dette Hjem for manges Vedkommende færdigt. Og dog har denne Institution den 30. Decbr. i Aar arbejdet og virket i Velgørenhedens Tjeneste 25 Aar.

Stiftsdame Fru Barner, der i en Aarrække var Direktrice for Fængselsselskabet paa Christianshavn, skyldes den varmeste Tak for Oprettelsen af dette Hjem, der optager, vejleder og opdrager straffede Piger. Ved at tale med de mange unge kvindelige Fanger og søge at paavirke dem i sandelig og religiøs Retning følte hun, hvor meget disse Kvinder imellem 14 og 20 Aar manglede i Opdragelse og Udvikling til atter at tage fat, naar de kom paa fri Fod. Og hun indsaa, at der Haand i Haand med Straffeanstalterne burde arbejde kristne og kærlige Hjem, hvor den unge Pige. der efter endt Straffetid selv ønskede det, kunde finde et Tilflugtssted.

Paa denne troende og varmtfølende Kvindes Initiativ rejstes "Lindevangshjemmet", med Plads til 20 unge Piger.

Det var med en Følelse af at besøge et Hjem paa Landet, at jeg ringede paa Gitterlaagens Klokke, da jeg kom op gennem den gamle Lindeallee. Og endnu mere Følelse af et Hjem fik jeg, da jeg besøgte det store Køkken og bagefter saa alle de smaa Sovekamre, thi hver Pige har sit, og den store venlige Dagligstue. Det er en smuk Gerning, der udføres her med at oplære alle disse Kvinder i Husgerning, Vask og Strygning, og endda ikke forsømme deres aandelige Uddannelse. Her undervises i Regning, Skrivning og Dansk. Om Aftenen, naar Dagens Arbejde er endt, samles Pigerne i den store Dagligstue, og Bestyrerinden, der er som en Moder for dem, læser højt. Ja, her er hjemligt og hyggeligt, og derfor bærer ogaa Gerningen Frugt og har smukke Resultater at opvise.

Læretiden og Opholdet paa Hjemmet har fra første Færd været ansat til 2 Aar - men da det virkede afskrækkende for mange  Kvinder at binde sig paa saa langt et Tidsrum, nedsættes den til 1 Aar. Vederlaget, der betales for hver Pige, er 10 Kr. om Maaneden. Hjemmets væsentligste Indtægt er Vask og Strygning, som naturligvis alligevel ikke strækker til. Udgifterne til Husholdning, Vedligeholdelse etc. er jo store. Resten maa altsaa faas ved Gaver, hvortil der altid tranges.

Lad ikke "Lindevangshjeinmet" forgæves bede om Støtte til fortsat Virksomhed, thi det er en stor Kærlighedsgerning at opretholde og vejlede de Kvinder, der er kommen paa Kant med Lovene, og faa dem til nyttige Mennesker i Samfundet.

Vibeke Salicath.

(København 28. december 1902).

"Silkehuset"s Syersker. (Efterskrift til Politivennen)

Silkehuset i Vimmelskaftet blev grundlagt 1849 af silke- og klædehandler J. R. Schielderup. Det blev overtaget af silkegrossist Lauritz Dahl i 1896 og samtidig forandredes firmanavnet til Silkehuset. Det forhandlede stoffer. Den 1. oktober 1902 var der udsalg i Silkehuset i Vimmelskaftet 39 (København). Tilstrømningen var så stor at lokalerne blev propfyldte, og man blev nødt til at lukke døren og slå skodderne for indtil trængslen indenfor blev mindre. Silkehuset hørte endnu i perioden 1940-1960 til de førende modehandlere i København. 

Nyere foto (1956) af Silkehuset, taget af Mogens Falk-Sørensen, Stadsarkivets fotografiske Atelier (Kbhbilleder). Ophavsret: CC-BY.

Skammeligt!

Det fine "Silkehus" og dets kvindelige Kontorister.

En ung Dame meddelte os i Gaar, at hun - efter en Annonce - havde henvendt sig til "Silkehuset" i Vimmelskaftet angaaende en Kontoristplads.

Pladsen kunde hun ogsaa meget godt faa, men da hun hørte Vilkaarene, vilde hun hverken eje eller have den. Der blev nemlig budt 25 Kr. i maanedlig Løn med en kontortid fra 8-6 uden Spisetid. Desuden forlangtes det, at Kontoristen "naar det behøvedes" skulde arbejde til Kl. 10 Aften uden Ekstrabetaling.

Den Plads vilde den velanbefalede, unge Dame ikke have, men desværre er der jo nok andre, der har taget den. Arbejdsløsheden i det Fag er jo stor.

Men at tænke sig, at "Silkehuset", dette prunkende og pralende Etablissement, med sine høie Varepriser, at et saadant Handelshus vil forlange en fattig ung Piges hele Arbejdskraft for en Løn, der end ikke kan sulteføde hende, det er dog mer end almindelig raat.

Men det forbavser forøvrigt ikke dem, der kender "Silkehuset"s ledende Principper.

(Folkets Avis (København) 9. oktober 1902)

Dahls Syersker.

("Silkehuset")

De Forhold paa Hr. Gross. Dahls Systue i Vimmelskaftet (Silkehuset), som i de senere Dage har været omtalt i Bladene, har voldt berettiget Harme hos alle de Mennesker, som ikke kjendte noget til de Lønvilkaar, der bydes Syerskerne i Almindelighed. Men desværre er det ikke alene paa denne Systue, at disse Forhold existerer; rundt som paa Byernes store Magasiner for Damekonfektion arbejdes der under ganske lignende Forhold, og hvad der det ene Sted tjenes paa en Silkekjole, tjenes det andet Sted paa en Kaabe eller Spadseredragt: overalt Udbytning, overalt Slid uden nævneværdig Fortjeneste.

Der er bleven spurgt: Men Organisationerne, gjør de da ikke noget?

Jo vi gjør. Vi har Gang paa Gang kaldt paa Syerskerne, vi har Gang paa Gang ved Møder og gjennem Bladene holdt Billedet af deres elendige Lønforhold op for deres Øjne, men stadig staar den store Skare af Syersker ligegyldig og uforstaaende overfor det ene, der kan forbedre deres Kaar, nemlig Sammenslutningen.

Men vi vil ikke blive trætte af at gjøre dette; engang maa disse Kvinder faa Øjne og Øren aabne for den sunde Fornuft.

Vi indbyder derfor Hr. Grosserer Dahls Syersker (Silkehuset) til Møde i Morgen, Torsdag den 23. Kl. 8,30 Rømersgade 22, 1. 

Vi vilde gjerne søge at klargjøre for dem, hvad vi gjennem vore Organisationer tilstræber og formaar.

For Damekonfektions-Syerskernes Fagforening
Lycinka Hansen.

(Aftenbladet (København) 22. oktober 1902)

Lycinka (Lessinka) Hansen (1860-1920) var bogbinder, syerske, fagforeningsleder, agitator og sangskriver. I 1873 forsøgte forgæves hun at få kvinderne optaget i Bogbindersvendenes Fagforening af 1873. I 1896 var hun med til at stifte De Kvindelige Bogbinderarbejderes Fagforening og blev formand. Fagforening blev i 1898 forenet med mændenes mod hendes vilje. I 1900 blev hun syerske og bl.a. formand for Damekonfektionssyerskernes Fagforening og senere Syernes Forbund. Hun blev suppleant til Socialdemokratiets hovedbestyrelse i 1903 og 1906. Hun skrev også sange. Efter mandens død boede hun 1908-1919 i Chicago. Her var hun aktiv i The Scandinavian Women's Socialist Society. Hun fik mindst 7 børn. 

Grevindens silkekjole.

En Dag i "Silkehuset". - Frk. Andrea Nielsen afslører en Udsvedningsanstalt.

Indehaveren af en af Københavns fineste Forretninger, Grosserer Dahl, "Silkehuset", har nylig gjort sig bemærket ved den Maade, hvorpaa han averterede efter Syersker. For at faa Rede paa Forholdene i Etablissementet, har Formandinden for de kvindelige Herreskrædere, Frk. Andrea Nielsen, taget Arbejde i Etablissementet en Dag. Og nu giver hun følgende Beskrivelse heraf i "Soc.-Dem.":

I Arbejdslokalet er der 8 lange Borde, og ved hvert Bord er der Plads til 5 a 6 Syersker. Alle Bordene var fuldt besatte, der var saaledes ialt 40 Syersker paa Stuen. Arbejdet forestaas af en Frøken Hansen, og under hende staar otte andre Syersker, der har Plads for Enden af hver sit Bord. Fra disse Pladser giver de deres Ordre til de andre Damer, der staar under dem.

Lønnen er skandaløs. De eneste, der har opnaaet Hr. Dahls 9 Kroner om Ugen, er vistnok de 8 overordnede Damer. De øvrige 32 arbejder for 2, 3 a 4 Kr. om Ugen. Ved Frk. Nielsens Bord sad bl. a. en ung Pige, der havde arbejdet paa Systuen i 8 Maaneder. Hun var "Elev" endnu og fik i Betaling 2 Kr. om Ugen. Det er godt 3 Øre i Timen. Man kan heraf se, at de Syersker, der nu lader sig antage for 3 a 4 Kr. om Ugen, aldrig naar højere op, naar en ung Pige har maattet arbejde for ham i 8 Maaneder, uden at blive mere end "Elev" til 3 Øre i Timen, ja, saa naar de nyantagne Syersker selvfølgelig heller ikke højere op.

I Onsdags havde vi - fortæller Frk. Nielsen - bl. a. en meget elegant Silkekjole at sy til Grevinde Ahlefeldt-Laurvigen. Fire Syersker gør en saadan Kjole færdig paa en Dag, de tre af dem lønnes med 6 Øre i Timen, og den fjerde faar 1 Kr. 30 Øre om Dagen. Hele Arbejdslønnen for Syningen af Grevindens ny Kjole beløber sig saaledes til ialt 3 Kr. 30 Øre.

Hun ved ganske bestemt, at Silkehuset tager 50 Kr. i Syløn for Silkekjoler, der ikke er mere elegant end Grevindens, men selv om vi holder os til de 50 Kr., saa tjener Hr. Dahl alligevel paa en Dag 46 Kr. 70 Øre paa Sylønnen. Som man ser: han tager Lovens Part. De fire Syersker, der har udført Arbejdet, faar gennemsnitlig kun 1 Krone hver, men Hr. Dahl river 46 Kr. til sig paa Sylønnen til en eneste Kjole.

Naar Grevinderne for Fremtiden faar deres ny Kjoler udleverede af "Silkehuset"s guldgallonerede Bud, ved de nu, hvorledes unge Syersker udbyttes, og Kjolerne vil da maaske forekomme dem mindre lækre.

Man forstaar, at Hr. Dahl er bleven Miljonær, og at han har haft Raad til at rejse Jorden rundt for sin Fornøjelse. Pengene er Dag for Dag slidt sammen af de Syersker, der blev her tilbage, medens han morede sig paa Verdens fineste Hoteller. Han nød, hvad et moderne Samfund kan byde Rigmanden, men hjemme paa Systuen i Vimmelskaftet sad unge Piger de lange Dage og syede Kronerne sammen til ham for 6 Øre Timen.

Til Slut fortæller Frk. Nielsen om sine Oplevelser i denne Udsvedningsanstalt:

Nogen stor Forstaaelse af Fagforeningen er der ikke. Lidt efter Frokost stak Bestyrerinden sit Ansigt ind ad Døren. og idet hun lod sine Øjne fare rundt i Stuen, sagde hun: "Ja, her er vel ingen Fagforeningsmedlemmer?"

De forskræmte Væsner kiggede med frygtsomme Øjne paa hverandre. Efterhaanden blev samtlige 40 Par Øjne rettede mod mig, der var den eneste ny Syerske paa Stuen. Jeg maa vel have udstaaet Ildprøven, thi lidt efter udbrød en af Damerne fast: "Nej, her er ingen Fagforeningsmedlemmer!", og Bestyrerinden trak sig beroliget tilbage.

Efter denne lille Afbrydelse opstod der en hel lille Diskussion om Fagforeningen.

En af Damerne sagde, idet hun gjorde et stolt Kast med Hovedet: "Nej, Fagforening gaar jeg aldrig med til. Jeg vil dog beholde min Kvindelighed."

Saa langt staar disse sultelønnede Kvinder tilbage. Men derfor lever de ogsaa under Slavekaar.

(Fredericia Social-Demokrat 24. oktober 1902)

Hilsen fra Silkehuset til Fru Lycinka Hansen, Formandinde for Damekonfektion-Syerskernes Fagforening.

I Henhold til Deres ved Mødet i Onsdags udtalte Ønske om, at vi fire af Silkehusets Syersker, som var til Stede, skulde fremsige vor Mening angaaende Lønforholdene blandt os, vil jeg her komme frem med en ganske kort Udtalelse om Sagen.

Jeg er ganske enig med Dem om, at Syerskernes Lønforhold i det hele taget staar paa et meget lavt Trin, eftersom de færdigsyede Klæder i de fleste Tilfælde er temmelig kostbare, og at d Hrr. Grosserere nok kunde betale lidt mere for det Arbejde, der bliver udført. Men jeg tror ikke, at Hr. Dahl betaler sine Syersker daarligere end andre giør - det bliver vistnok noget lignende over hele Linien. - saa De burde ikke fremhæve Silkehuset saa meget; jeg tror med fuld Sikkerhed, at vi ikke har det daarligst her.

At vi ikke alle faar lige høj Løn, kan enhver nok finde rimeligt, da vi da vi ikke alle er lige dygtige, men Frk. Andrea Nielsens Udtalelse om 32 Syersker med 2-3-4 Kr. om Ugen vil jeg rent ud kalde Usandhed. Jeg forstaar ikke, hvor den ærede Dame har vovet at sætte det i Avisen. Har Frk. Andrea Nielsens Mening med denne Artikel været god, saa burde hun have holdt sig til Sandheden.

Der er en Ting endnu, jeg vil modsige; det er naar Frk. Nielsen taler om Tvang under Arbejdet, taler om at vi i bogstavelig Forstand er indespærret og at vi ikke maa forlade Systuen fra om Morgenen, vi kommer, til om Aftenen vi gaar. Selvfølgelig kan vi ikke allesammen faa Lov til et Par Gange om Dagen at rende Byærinder til vores Skomager - hvad skulde vi saa vente Betaling for - men jeg har endnu ikke hørt, at der bliver nægtet en nødvendig Udebliven fra Systuen.

Hvad den friske Luft paa Systuen angaar, da tror jeg ikke, at der findes en sundere Tilværelse paa Magasinerne, end den er her, for ikke at tale om den Hygge, som her findes, og som jeg nok tør sige ikke existerer mange andre Steder.

Ligesaa behøver vi ikke at gaa i Fagforeningen for at kunne samles og tale sammen uden at en Direktrice stikker Hovedet ind ad Døren og iagttager os. Vi kan saa godt udtale os heroppe; vor Direktrice er slet ikke slem til at stikke Hovedet ind ad Døren.

Jeg har ellers ikke noget imod Fagforeningen og mod at Syerskernes Kaar blev forbedret; jeg vilde gierne være med til at faa lidt større Ugeløn. Men er vi nu ogsaa sikker paa at opnaa alt dette ved at gaa i Fagforeningen. Bliver vi virkelig mere tilfredse. I Fald vi var sikker paa det, vilde vi uden Tvivl alle sammen ile hen til Rømersgade 22 og sikre os den lille røde Bog. Foreløbig agter vi ikke at efterkomme Deres Opfordring.

Med Tak for venlig Tiltale

Margrit Helgason, Syerske i Silkehuset.

(Aftenbladet (København) 25. oktober 1902)

Margret Helgason (1879-1863) var født i Reykjavik og kom 1892 til København sammen med sin mor. Hun levede af at sy, fx for Magasin du Nord (1930). Hun boede hos forskellige familier i hovedstaden og døde ugift. Om hun meldte sig ind i fagforeningen, vil kun arkiver kunne afgøre.

Syerskernes Slaveforhold.

Medens de organiserede Arbejdere gjennem deres Sammenslutning har tilvejebragt, om ikke fuldkomne, saa dog tildels taalelige Arbejdsforhold rundt om paa Fabriker og Værksteder, saa arbejder den uorganiserede Syerske under Forhold, der kunde passe for 30 Aar siden, men som nu staar i et saa skærende Misforhold til den almindelige Opfattelse af, hvad man kan byde en Arbejder, at kun Lvinder, der er fuldstændig ligegyldige sot deres eget Vel, kan finde sig deri.

Til Formanden for Syerskernes Forbund kom forleden en Kvinde og fortalte følgende:

I Tillid til et lokkende Avertissement havde hun faaet sin Datter anbragt paa en Systue for fin Linnedsyning i Dannebrogsgade. Begyndelseslønnen skulde være 8 Kr. stigende til 10. Dette saa jo fristende ud, men man høre nu, hvad der forlangtes for denne Løn og under hvilke Forhold, der arbejdedes.

Arbejdstiden var fra 6½ om Morgenen og til ubestemt Tid om Aftenen efter Arbejdsgiverindens Forgodtbefindende; som Regel arbejdedes der daglig 14 a 16 Timer. Desuden var der følgende Reglement, som Enhver havde at rette sig efter:

For at tabe sin Sax paa Gulvet 8 Øre i Bade. for at lade Trykfoden gaa ned 25 Øre, mangle en Knappenaal 2 Øre. en Naal 7 Øre.

Er Synderinden ikke i Besiddelse af kontante Penge, tillægges der for hver Bøde 5 Øre extra, som regnes sammen og trækkes fra Ugelønnen om Lørdagen. Det er yderst sjældent, at en Jomfru undgaar at forsynde sig mod disse Bestemmelser, hvad der forresten ogsaa er umuligt! saa Mulkterne løber meget nemt op til 1 Kr. om Ugen for hver. Som man ser: en meget nem Maade at forringe Ugelønnen paa.

Nogen fast Spisetid kjendes der ikke til paa denne kuriøse Anstalt.

Da Meddelerinden ikke længere vilde lade sin Datter arbejde under disse Vilkaar og derfor tog hende derfra ved Ugens Ophør, fradroges der den unge Pige 2 Kr. af Lønnen "til at avertere for".

At unge Piger, hvis Forstand ikke er modnet til Eftertanke, finder sig i saadanne Forhold, kan til Nød forklares, men at Forældrene roligt lader deres unge Døtre udbyttes saa skammeligt, kan paa ingen Maade forsvares.

Systuen omfatter som Regel 5 a 6 Jomfruer, dens Virksomhed kommer derfor ind under Fabrikloven. - Adressen vil nu blive tilstillet Fabrikinspektricen; derved kan der muligvis sættes en Stopper for en endnu mere hensynsløs Udbytning af Kvinden.

Lycinka Hansen

(Aftenbladet (København) 27. oktober 1902)

Dahl Syersker

Til
Frk. Margrit Helgason.

Jeg beklaqer meget, at De ikke fremkom med Deres Udtalelser om Sagen ved vort Møde i Torsdags. De tilligemed Deres Kammerater - ikke, som De skriver, fire, men efter hvad jeg og flere andre talte, to og tredive - vilde da have faaet endnu mere Udbytte af vort Samvær, end jeg efter Deres Udtalelser kan forstaa, at De allerede har faaet.

Thi vi er jo enige om Hovedsagen, nemlig, som De selv skriver, at Syerskernes Lønforhold i det hele taget staar paa et meget lavt Trin, og at Grossererne nok kunde betale mere for det Arbejde, der bliver udført. - Det har da mindre Betydning, om det er Hr. Dahls eller en anden Systue, der bliver trukket frem til offentlig Beskuelse, Hovedsagen er, at det er galt med de Forhold, hvorunder Syerskerne virker, og at vi aldrig naar at faa disse Forhold forandrede uden ved at trække dem frem til fuld Belysning.

Det vilde interessere mig i høj Grad at faa at vide, hvorledes De har tænkt Dem at saa Syerskernes Kaar forbedrede uden gjennem en Sammenslutning. Det er jo nemlig saaledes, at den Enkelte formaar ikke meget i den Sag. At De og jeg er enige om, at Forholdene bør forandres, nytter jo ikke meget, hvis vi ikke formaar at bibringe andre den samme Anskuelse.

De har ikke noget imod Fagforeningerne, skriver De, og De vil og saa gierne have lidt større Ugeløn, men De kan ikke rigtig forstaa, hvorledes De kan opnaa dette ved at melde Dem ind i Foreningen. Jo! jeg er overbevist om, at De kan opnaa store Fordele ved at være organiseret, og jeg støtter min Overbevisning paa Kjendsgierninger: kun de Kvinder i forskjellige Fag. som er organiserede, kan i Virkeligheden opnaa noget, selv om der, grundet paa Humanitet eller andre Grunde, enkelte Steder betales nogenlunde ordenlig, er det ingen ordenlig Garanti for Fremtiden. Kun hvor der giennem en Overenskomst med Fagforeningen er sikret en bestemt Løn, kun der er der et fast Grundlag for Fagets Udøvere at støtte sig til.

Jeg beklager, som sagt, at ikke Deres Udtalelser kom frem ved Mødet, jeg kunde da bedre end paa den indskrænkede Plads, en Avisartikel levner mig, have imødegaaet Dem; men forhaabentlig kommer De tilstede ved vore efterfølgende Møder og deltager i Diskussionen.

I Haab om et godt Resultat af vort fælles Arbejde for Bedring af Syerskernes Kaar, tegner med venlig Hilsen

Lycinka Hansen.

(Aftenbladet (København) 28. oktober 1902)

Svar til Art. Margrit Helgason, Syerske paa Silkehusets Systue.

I Gaar fremførtes i Aftenbladet en Hilsen til fru Hansen, formanden for Damekonfektionsarbeidernes Fagforening, hvori Margrit Helgason siger, at hun er ganske enig med Fru Hansen i, at Lønforholdene i det hele taget staar meget lavt blandt Syerskerne, og at de trænger til at forbedres, men hun tvivler om, at der kan naas bedre Forkold ved at organisere sig, og Frøkenen er meget indigneret over, at Silkehuset netop er blevet fremdraget. Iøvrigt er Hilsenen til Fru Hansen formet som et Angreb paa mig og min Artikel i "Social-Demokraten" om Silkehuset.

Frøkenen siger at vi ikke alle faar lige høj Løn, kan enhver forstaa, da vi ikke alle er lige dygtige, og at min Udtalelse om, at sikkert største Parten af Hr. Dahls Syersker fik en Ugeløn af 2-3-4 Kr., er Usandhed.

Jeg vover at paastaa, at hvad jeg har fremført, er Fakta, da det kan udregnes.

Sluttelig omtaler Frøkenen alt det gode og al den Hygge, der er ved Hr. Dahls Systue, og at Syerskerne er tilfredse og ikke ønsker at indmelde sig i fagforeningen.

Angaaende Hyggen, ja da har vi en fabriklov, som paabyder, at de skal vaskes Gulve paa Værksteder og fabriker, og i dette Tilfælde er det vel i forretningens egen Interesse, at det daglig sker, nemlig af Hensyn til de kostbare Ting, som forarbejdes, og som jo ikke altid kan undgaa at berøre Gulvet. Netop alle disse dejlige Ting lige fra de letteste Tyll chiffoner og til de sværeste Silkestoffer bringer ligesom en vis Hygge. Iøvrigt faar man Indtrykket af, at den omtalte Hilsen er dikteret af Arbejdsgiveren, om den end er undertegnet: Margrit Helgason.

Jeg antager, det er den unge Pige, som var min Sidekammerat; hun havde 8 Kr. om Ugen, og jeg spurgte hende, hvorledes hun bar sig ad med at leve for disse Penge.

- Jo, hun havde altid varet saa heldig at træffe gode Mennesker, hun kunde bo gratis hos.

Noget lignende maa det vel være for de andre Syersker ogsaa, de har Slægt eller Venner, som træder hjælpende til; men det er efter min formening uværdigt for et voxent Menneske, at skulle ty til Venner og Bekjendte for at tjene til Livets Underhold. Og det er det, Kvinderne som arbejder, maa og skal lære at indse.

Man forbavses, naar man hører, at Syerskerne er tilfredse og ikke kan forstaa, hvem der havde været saa uforskammet at blande sig i deres Sager. 

- Her kommer de og fortæller, at de kan sy, og saa kan de ingen Ting, eller de kommer og vil lære og saa skulde de være misfornøjet med den Løn, Hr. Dahl giver - sagde en af de paa højst Løn, 10 Kr., meget indigneret paa Hr. Dahls Vegne: og trøstende sagde hun til en ung Pige. som var i Lære for 2 Kr. om Ugen og som nu havde været der i 8 Maaneder: "De skal ikke græde, Hr. Eriksen afskediger Dem nok ikke, saa skulde jo mange flere væk. Der er jo ingen, som bestemt kan sige, at det er Deres Søster som er gaaet til "Social-Demokraten"; nej, det er nok Redaktør Wiinblad, der har været andre Steder og er bleven underrettet, eller det er ondsindede forretningsfolk, men det er uforskammet mod Hr. Dahl, som er saadan en human Mand."

Således ræsonneres der. De, der har 9 a 10 Kr., føler sig som næsten et med deres Arbejdsgiver, og de, som har 3 a 4 Kr., er grædefærdig ved Tanken om at komme bort.

Saaledes er Tankegangen hos de uorganiserede Kvinder. De føler frygt for at miste et saa lavt betalt Arbejde. Derfor maa Tankemaaden forandres hos det store Tal af Syersker.

Foreløbig opfordres alle Syersker, enten de arbejde paa Systuer eller i Hjemmet, til at møde Onsdag den 29de Kl. 8,30 i Arbejderforeningen af 1860's Sal til et offentligt Møde. Talere Frk. Andrea Nielsen, fru Lycinka Hansen og Hr. Journalist Oskar Jørgensen, Oplæsning af Hr. Folketingsmedlem A. C. Meyer. Sang af et Sangkort. Solosang af en Dame. Som det ses, arrangeres Mødet helt festligt, saa der forventes stor Tilslutning.

Andrea Nielsen.

(Aftenbladet (København) 29. oktober 1902).

Syerskernes Protestmøde i Aftes.

1860-Arbejderforeningens store Sal var fyldt til Trængsel. Paa Gulv og Balkon saas Hoved ved Hoved opmærksomt lyttende Kvinder, der ved stærkt Bifald gav tilkjende, at de billigede de faldne Udtalelser.

Fru Elna Larsen aabnede Mødet og gav Ordet til

Frk. Andrea Nielsen, der udviklede hvorledes Arbejderne i de sidste 30 Aar har oparbejdet deres Organisationer og qjennem dem sikret sig bedre Arbejdsvilkaar. De Kvinder, der har haft den samme Forstaaelse, har opnaaet de samme Fordele, og hvor for Fabrikanterne overlegent havde erklæret, at de intet vilde have at gøre med Fagforeningen, havde denne tilkæmpet sig saa megen Respekt, at Arbejdsgiverne nu søgte deres Arbesdskraft fra Foreningen. Karl Marx bekjendte Ord: "Proletarer i alle Lande, forener Eder", gjaldt ogsaa for Kvinderne.

Fru Lycinka Hansen omtalte den Nøjsomhed, hvormed Syerskerne finder sig i de usle Arbejdsvilkaar, der bydes dem. Kvinderne skal ikke være taknemmelige, fordi de faar Lov til at arbejde for en ringe Løn, thi derved nedsatte de dem selv og deres Arbeidsværd. Kvinderne skal tage Lære af, hvad der sker i andre Fag. Det ligger i deres egen Haand at forbedre deres Forhold og giennem Sammenslutning vise deres Magt.

Vi Arbejdere har en fælles Fjende: Kapitalen; vi har et fælles Maal: vor Stands Frigiørelse for Kapitalens Misbrug. Om det maa vi alle samle os.

Hr. Oscar Jørgensen: Dette Møde er jo foranlediget ved de Artikler, der i flere Blade fremkom ang. Silkehusets Forhold til de kvindelige Arbejdere. De daarlige Lønninger, som omtaltes, var efter Hr. Dahls egen Opgivelse. Naar en rig Grosserer mente, at 20 Kr. om Maaneden var nok for en Kvinde af leve af, medens han selv maaske brugte hundreder af Kroner om Dagen paa sine Reiser, saa var der al Anledning for Kvinderne til at drøfte dette Spørgsmaal. Det, som det fremfor alt gjaldt om, var at bibringe Kvinden Troen paa, at det vil lykkes dem at tilvejebringe bedre Forhold. Hvis en Arbejdsgiver bød en Kvinde 10 Kr. om Ugen og hun kun vilde modtage 5, da vilde man regne hende for meget dum, men den Kvinde, der staar uden for al Organisation og ikke vil være med at skaffe bedre Forhold tilveje, handler i Virkeligheden lige saa modsat sine egne Interesser.

Fru Elna Larsen takkede Talerne og haabede, at de tilstedeværende Kvinder, der ikke var organiserede, vilde efterkomme Opfordringen om at indmelde sig.

Hr. Folketingsmand A. C. Meyer oplæste smukt og stemningsfuldt "Sangen om Skjorten", der tog stormende Bifald. Hr. Meyer kvitterede ved nogle flere Digte.

(Aftenbladet (København) 30. oktober 1902).

Til Frk. Andrea Nielsen.

Formandinde for de kvindelige Herreskrædere.

Jeg har læst Deres Artikel i "Aftenbladet", hvori De formoder, at hvad jeg har skrevet i Avisen angaaende Deres Besøg i Hr. Dahls Forretning, er nok dikteret af Arbejdsgiveren. Jeg vil lade Dem vide, at hverken Hr. Dahl eller nogen anden har paaskyndet mig i den Retning, jeg har skrevet i egen Interesse og af egen Drift, fordi jeg syntes, at der blev gjort et temmelig stærkt Angreb paa Silkehuset, som efter min Mening ikke frem for andre Systuer har fortjent Dadel.

Maaske synes De, at jeg tager fejl, men jeg har dog kun handlet efter min Overbevisning og Pligtfølelse. Og for at forebygge Misforstaaelse vil jeg forklare, hvad jeg dermed mener: Naar jeg nu er ansat paa denne Systue og jeg føler mig tilfreds med at være det, føler at Forholdene der er i mange Henseender bedre end andre Steder, hvor jeg har været, saa taaler jeg ikke at netop denne Systue bliver trukket frem som et daarligt Exempel. Det er kun det jeg har ment med min Artikel, jeg har forsøgt at forhindre Publikums farlige Misbilligelse af Silkehusets Systue.

Hvad Syerskernes Lønforhøjelse angaar, saa har jeg vistnok fortalt Dem, at jeg fuldt ud staar paa Deres Side, for saa vidt det kan lade sig gjøre - og De maa endelig ikke antage, at jeg i den Retning er saa dum at staa mig selv i Lyset - kan De drive det saa vidt, at der over hele Linien sker en virkelig Forbedring blandt Syerne, saa skal jeg ikke være den sidste, der bringer Dem min Tak for udvist Opmærksomhed.

Hermed frabeder jeg mig yderligere Korrespondance og slutter med venlig Hilsen.

Margret Helgason.

(Aftenbladet (København) 2. november 1902).

I juni 1903 overgik ejerskabet af Silkehuset fra grosserer Dahl "af helbedshensyn" til et aktieselskab med samme navn.