Johan Søren Ottosen (1859-1904). 1885-99 lærer ved Efterslægtsselskabets Skole. 1900 leder af Nordisk Forlags skolebogsafdeling. Medlem af Folketinget for Venstre 1901-1903, samme valg som systemskiftet fandt sted.
Johan Ottosen skrev en del bøger om historie. De udkom over 100 år efter de var skrevet i 2020'erne som ebøger.
Mest kendt er han som forfatter til teksten "Det haver så nyligen regnet" (1890). Digtet blev til i en periode hvor protestpolitikken i Nordslesvig var opgivet og man i stedet forsøgte at indrette sig med det bestående. Det var oprindelig et lejlighedsdigt til Studenter-Samfundets Sønderjyske Samfunds besøg i København 1890, og en omskrevet folkevise. Den blev en slags "kampsang" for sønderjyderne og måtte udelades af Sprogforeningens "Den blaa Sangbog" da den blev forbudt af de preussiske myndigheder.
Frederik Riise (1863-1933): Søren Johan Ottosen (1859-1904). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Dansk og Tysk i Sønderjylland
Hr. Johan Ottosen har følt sig ilde berørt ved en Ytring i vor Artikel "Hvad en stærk Regering er god for," hvori vi drog tilfelts mod "Dagbladets" Skaberi over Nordmændenes venlige Sindelag mod den tyske Kejser. "Dagbladet" havde nemlig bebrejdet Nordmændene, at de kunde se mildt til en Monark, hvis Regering gik ud paa at berøve 200,000 Sønderjyder, der talte det samme Maal som Nordmændene, deres Sprog og Nationalitet, og vi havde da spurgt "Dagbladet", om det rent havde glemt, at vi i de 12 Aar, da vi havde Magten derovre, bar os ad akkurat paa samme Maade mod en stor Del af de tyske Sønderjyder som Prøjserne nu gjør det mod de danske Slesvigere.
Det var derved sandelig ikke faldet os ind - saaledes som Hr. Ottosen synes at mene - at undskylde den prøjsiske Regering for sin barbariske Fremgangsmaade ved at jævnstille den med vor Regerings Adfærd i Halvtredserne i Sønderjylland. Vi finder den tvertimod ligesaa dum som grusom. Men vi vilde kun foreholde "Dagbladet," at det mindst af alle havde Ret til at tale om Prøjsernes brutale Handlemaade i Nordslesvig, da det samme Blad i Halvtredserne var det, som ved sit fanatiske Sprog og sin blinde Iver for Tyskens Udryddelse i Slesvig bidrog mest til at styrke Regeringen og at drive den frem paa sin skjæbnesvangre Vej til Mellemslesvigs Danisering.
Forresten svæver Hr. Ottosen i en ganske betydelig Vildfarelse, naar han mener, at vor Regerings Adfærd i Sønderjylland var mindre brutal, end den prøjsiske nu er det. Tvertimod. Denne har dog ladet 20 Aar gaa hen, for den nu for Alvor har begyndt paa sit Hærværk mod det danske Sprog, medens vore Reformatorer strax gav sig i Kast med det tyske. Hr. Ottosens Mening, at 90 pCt. af de danske Nordslesvigere ikke skulde forstaa en hel Sætning Tysk er derfor ogsaa grundfalsk, thi de allerfleste Folk derovre forstaar sproget nu ret vel, medens dette aldeles ikke var Tilfældet med de tyske Mellemslesvigere, som allerede efter et Par Aars Forløb blev tvungne til at benytte sig af det danske.
(Aftenbladet (København) 21. juli 1890).
Dagbladet startede 24. november 1851 med et nationalliberalt sigte. Da Aftenbladet skrev artiklen, var bladet startet på den nedgangsperiode som gjorde at det i 1891 blev overtaget af De Ferslewske Blade. 1893-1930 var det et af Dagens Nyheder.
Johan Ottosen er død.
I Aftes ved 6-Tiden er fhv. Folkethingsmand for Frederiksberg Johan Ottosen afgaaet ved Døden efter i længere Tid at have lidt af en tiltagende Anæmi (Blodmangel), som hans Læger havde opgivet at faa Bugt med. Han blev kun 45 Aar gammel.
Johan Ottosen var sødt den 31. Januar 1859 i Hylke ved Skanderborg, hvor hans Fader var Skolelærer. Paa fædrene Side tilhørte han en jysk Gaardmandsslægt, paa mødrene Side nedstammede han fra Husmænd og Landsbyhaandværkere. Tretten Aar gammel kom han i Horsens Latinskole, og i 1878 blev han Student. Han kastede sig over Teologi, men brød snart med dette Studium og gav sig til at dyrke Sprogvidenskab. Efter en lille Tid at have været Huslærer paa Landet, fik han 1881 Bolig paa Regensen, blev snart Venstremand og Medstifter as Studentersamfundet". I 1885 tog han Magisterkonferens med Historie som Hovedfag.
Han blev Inspektør ved Efterslægtens Skole og vandt snart Navn som en ivrig Forkæmper for den nu gennemførte Skolereform, der afskaffer de døde Sprog og bringer Folkeskolen i organisk Forbindelse med den højere Skole. Det er særlig til denne Virksomhed, hans Navn vil forblive knyttet.
Som Inspektør i Efterslægten tog han selv Børneklassen i Historie, forfærdedes over de Lærebøger, de maatte bruge, og forsøgte selv at skrive nogle Bøger for Børn. hvis Fremstillinger var bygget paa Iagttagelser af Børnenes Forraad af Ord og Forestillinger. Disse Bøger sikrede sig snart Førstepladsen i Skolerne, og senere skrev Ottosen sammen med Adjunkt Schmidt i Horsens en Bog for Mellemklasserne.
Senere overtog han Redaktionen af det store Vært "Folkenes Historie".
Hans Arbejde for en Samvirken mellem Nordens Folk var et Udslag af den stærke nationale Interesse, der gav sig endnu stærkere Udtryk i hans Virksomhed for den sønderjydske Sag. Han førte altid en national Begrundelse for sin demokratiske Politik og var derved til Tider i ret afgjort Modsætning til sine nærmeste Meningsfæller. Hans politiske Grundtanke var følgende: Vort ufravigelige Formaal er vor Nations Opretholdelse og Trivsel. Det vigtigste Middel dertil er at give Nationen Selvstyre i alle Forhold paa den politiske Ligheds Grund. Hos os maa det nationale være demokratisk; vil man være "dansk", maa man være folkelig.
For Valget 1901 modtog han en Opfordring til at stille sig i Frederiksbergkredsen imod Professor Ellinger, der havde erobret Kredsen for Højre i 1898 ved at slaa Kommandør Bojesen. Ottosen tog imod Tilbudet og begyndte sin Valgkampagne.
Det kostede ham et stort Arbejde og blev især bevæget derved, at Trafikminister Juul Rysensten forviste Jærnbaneassistent Ohlsen til Sparkær, fordi han havde tegnet sig som Stiller for Ottosen. Dette Skridt vakle stor Harme blandt Statsfunktionærerne i Kredsen og forøgede Udsigterne for Ottosens Valg, medens det bragte hans Modkandidat i en ubehagelig Stilling. Paa Valgdagen fik Ottosen 2448 St., Ellinger 2390, og Valgets Resultat forelaa først ved Midnatstid.
I den samling, hvori Ottosen sad i Folkethinget, beskæftigede han sig væsenlig med saadanne Sager, der vedkom Skolevæsnet, og han var blandt de Mænd, som Kultusministeren i Sommeren 1902 anmodede om at overveje et Forslag til en Reform af den lærde Skole, hvorved netop skulde tilvejebringes en saadan Forbindelse mellem denne og Folkeskolen, som havde været Ottosens Tante i mange Aar.
Desuden blev han valgt ind i Folkethingets Lønningsudvalg og fik derved Lejlighed til at beskæftige sig med nogle af de nye Forslag angaaende Statsfunktionærernes Lønninger. Endelig indvalgtes han i Thingets Sprogudvalg og hævdede særlig under Husdyrlovens Behandling i en fortræffelig Tale del betydningsfulde i at faa Lovene affattede i en forstandig Form og i et jævnt dansk Maal. Træffende paaviste han, hvor bagvendt Lovbestemmelserne ofte stilles op.
Ved det sidste Folkethingsvalg i 1903 faldt Ottosen som bekendt for Prof. Ellinger. Under den nuværende politiske Situation vilde han naturligt have hørt hjemme blandt de socialradikale, som stiller sig i Opposition til Venstreministeriets militaristiske og folkefjendtlige Politik.
(Social-Demokraten 11. marts 1904).
En lille Højtidelighed paa Vestre Kirkegaard.
(Fra vor Meddeler )
Kbhvn, den 24, Maj.
Johan Ottosens Mindesten afsløres.
Finanamin. Vilh. Lassen taler.
Om Skolebestyrer, Folketingsmand Johan Ottosens Grav paa den smukke Vestre Kirkegaard, paa et højtliggende Punkt med vid Udsigt over Sjælland, Amager og Køge Bugt, samledes i Dag ved 1-Tiden en skare af den afdøde, udmærkede Skolemands Venner for at overvære Afsløringen af en Mindesten, som de har ladet rejse paa Graven.
I den ikke overvættes talrige Forsamling bemærkedes Finansminister Vilh. Lassen med Frue, Skolebestyrer, Dr. phil. Starcke, Folketingsmand A. C. Meyer, Overretssagførerne Hvass og Arntzen, Dr. med. Gustav Ottesen, Toldinspektør Ivar Bærendtsen, Professor Gertz, Professor Camillus Nyrop, Dr. phil. Axel Olrik, Professor Hans Olrik, Forfatterne Niels Møller og Normann Hansen, Fabrikant Charley Johnsen, Cand. mag. H. V. Clausen, Forfatteren Sigurd Trier med Frue, Kommunelærer Møller-Lund med flere. Mærkeligt nok for Resten, at ikke flere Folketingsmedlemmer havde givet Møde.
Netop som en mindre Regnbyge trak hen over Kirkegaarden, uden dog at bringe Forstyrrelse i den smukke Højtidelighed, traadte Dr. phil. Starcke hen til den af et Lærredsdække tilhyllede Mindesten og udtalte, at den unge Kunstner, som havde givet Udkastet til Mindestenen, netop havde truffet den Form, som den afdødes Venner havde ønsket, og som passede saa godt over en Mand som Johan Ottosen, der var saa enkel og klar. Vi ønskede at rejse et nordisk Minde over ham. Vi finder saadanne mægtige Bavtastene spredte rundt om i Norden. De staar som et fast og stærkt Udtryk for det, man vil mindes. Alt nordisk laa Johan Ottosen stærkt paa Sinde. Derfor passer denne Bavtasten, hugget af svensk Granit, saa godt paa hans Grav.
Dermed lod Dr. Starcke Dækket over Stenen falde, og han overgav dermed Mindesmærket i Johan Ottosens Families Varetægt.
Finansminister Vilh. Lassen tog derefter Ordet. Han traf første Gang Johan Ottosen, da denne i 1880 fra en Huslærerplads paa Ærø kom til København for at fortsætte sine Studeringer. Det var da, som en frisk Vind med ham kom ind i Studenternes Kreds. Han kunde deltage i politiske Debatter, men vilde man drage ham bort fra hans alvorlige Studier, blev han vred. Ogsaa senere, fra Sønderjylland, havde Ministeren kendt ham. Han gav sig hen i denne Bevægelse for Danskhedens Bevarelse i Sønderjylland, og den gennemglødede ham i en Række Aar og gav ham en flammende Danskhed for Resten af hans Liv.
Ministeren fremhævede endvidere hans store Fortjenester paa Skolevæsnets Omraade, men troede, at Johan Ottosen som Folketingsmand og Politiker havde haft sin bedste og glansfuldeste Tid. Han kunde i denne Stilling udnytte alle sine Evner, og han havde Glæde af sin Virksomhed. Han talte kun om, hvad han havde Forstand paa og hørtes med største Opmærksomhed, og han havde ingen Fjender. Han vilde være bleven en Vinding for vort Parti, om han havde levet. Det skete ikke. Nu har vi kun at samle paa Minderne om ham. Han var som et evigt Foraar, at gaa med ham under Armen og tale med ham var som at gaa under ungt Løv.
Enkefru Ottosen takkede Vennerne for Mindesmærket og Kunstneren, der havde udført det. Det havde frydet hende, at Ottosens Venner, som ogsaa havde været hendes, havde rejst det.
Dermed afsluttedes den lille Højtidelighed.
Mindesmærket er en 5 Alen høj Bavtasten af svensk Granit. Paa Forsiden læses: Johan Ottosen. 31. Januar 1859. 10. Marts 1904.
I en Drageslyngning langs Stenens Rand læses: I Skole og paa Tinge, med Pen og med Tunge, virked han for alle Danske, for Friheds Sag. Nordens Haab, Folkets Fremme. Venner rejste Stenen.
Billedhugger Povl Olrik har udkastet Tegningen. Stenhugger A. Sode har udført Arbejdet.
(Fredericia Dagblad 25. maj 1905)
Dr. phil. Starcke må være C. N. Starcke (1858-1929), oprindelig tilhørte han Venstre, senere stiftede han Danmarks Retsforbund. Vilhelm Lassen (1861-1908) var finansminister 1901-1905. Han var bl.a. initiativtager til Kongeriget Danmarks Hypotekbank. Axel Olrik (1864-1917) er mest kendt som folkemindeforsker. Broderen Hans Thorvald Olrik (1862-1915) var historiker og skolemand.
Johan Ottosens mindesten på graven på Vestre Kirkegård. Ægtefællens sten er her gemt i buskadset, nederst til høre for stenen. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Johan Ottosen blev 1890 gift med Martha Johannsen, datter af den nordslesvigske politiker Gustav Johannsen og svoger til Sigurd Trier. Vielsen fandt sted i den danske kirke i Flensborg. Han var ven med H. P. Hanssen og Hørup. Han døde af anæmi.
"Martha Ottosen, datter af Gustav Johannsen" (1866-1928). Stenen er en slags miniatureudgave af mandens bautasten, og størrelsesforholdet ses til venstre: soklen af ægtefællens sten. Han var nordslesvigsk politiker Gustav og stod i 1880'erne politisk mellem edsnægtere og edsaflæggere og kom senere til at stå mellem H.P. Hanssens pragmatiske linje og Jens Jessens stejlere kurs. Foto Erik Nicolaisen Høy.
