Da Koleraen for 75 Aar siden hærgede København. (Efterskrift til Politivennen)

En gammel Mand fortæller om sin Barndoms stærkeste Indtryk

"Fra sin Skæbne flygter man aldrig."

Den 84-aarige fhv. Skomager Julius Gødesen fra "De gamles By" som paa nært Hold har oplevet Koleraen i 1853. Den gamle Skomager sysler ogsaa med Malerkunsten.

Sommeren 1853 var Henseende trykkende og syntes aldrig at skulle faa Ende. Som et Kistelaag rugede varmen over Staden. Dag og Nat den samme kvælende Lummerhede.

Til langt ind i September straalede Solen næsten daglig fra en skyfri Himmel, men mod sædvane var der ingen, som hilste "den store Lov Livgiver" med Jubel og Sang i Sindet. Folk passede deres Dont saa godt de orkede og søgte tappert at holde Modet oppe, men det kneb unægtelig nu og da, og de skævede trist til det evige Solskin, der var som et grumt og naadelost Smil.

Indenfor Voldenes svulmende grønne Bælte laa en By, der formelig stank til Himlen af Snavs og Raaddenskab. Rædslen og Elendigheden laa paa Lur i Københavns trange Gader. Fra Midten af Juni til henimod November hærgedes Byen af Koleraen, som her slog Rod i et sandt Eldorado af Rendestenspøle, uhumske Baggaarde med Stalde, Møddinger og Retirader i stinkende Pærevælling, skumle Behoelseskaserner og Logihuse, hvor af alene Navnene - for Eksempel "Helvede", "Luseklubben", "Bolle Bandsats Hus" og "Lokumet" - givet et haandfast Begreb om Atmosfæren ...

Da Kølighed og Nattefrost omsider tvang Koleraen til at vandie mod Syd, havde den gjort det af med 5000 af Københavns 130,000 Indbyggere.

- - -

For os, der er opvokset i Bilernes Tidsalder, i en rengjort og forholdsvis velbygget By, synes det næsten ufatteligt, at der rundt imellem os stadig lever Mennesker, som saa at sige var "Øjenvidner" til Koleratidens Gru og endnu i en afsides Hjernecelle opbevarer et ramt Indtryk af dens dndelige Alvor.

Forhenværende Skomagermester Julius Gødesen i "De Gamles By" er en af disse faa tilbageblevne. Som 9-Aars Knægt oplevede han Koleraen, endda midt i et af de Kvarterer, hvor det gik haardest til: det gamle tætbefolkede Christianshavn.

75 bevægede Aar er siden da tilbagelagt af Julius Gødesen, der forlod Danmark i 1871 for at prøve Lykken i den ny Norden. Først 49 Aar senere vendte han fra Amerika hjem til sit Fædreland og gik ind til et fredeligt Otium i den smukke lille Stat i Nørreallé. Ved et mærkeligt Træf kom han her til at bo i den samme Bygning, hvor ogsaa en Barndomsveninde fra Prinsessegade havde fundet sin sidste Havn. Hun døde for et Aars Tid siden.

Mens den gamle Skomager sidder i sin hyggelige, sollyse Stue og fortæller mig om hin skæbnesvangre Sommer i 1853, der har præget sig uudslettelig i hans Erindring, skrider Tiden baglæns, trekvart Aar hundrede slettes ud af min Bevidsthed, vi er atter i Halvtredsernes saa fjerne og dog nære København.

Hvad Koleraens "Øjenvidne" beretter

Jeg boede i Kolera-Aaret Prinsessegade 290 - nu er det Nr. 11 - sammen med mine Forældre og 3 Søskende. Far var Skomager og havde en rigtig god Forretning. Vor Lejlighed var i Stueetagen. Jeg ser endnu Mor sidde og sy ved det aabne Vindue, hvor der var indrettet en Slags Central. Folk fra Nabolaget kom løbende til Mors Vindue og gav Besked, naar de havde syge derhjemme. Jeg husker de forpinte Menneskers Graad og Klage udenfor paa Gaden, og min Mors venlige og deltagende Trøsteord.

Hun skrev Navne og Adresser op, og hvert Øjeblik - ofte med mindre end et Kvarters Mellemrum - indfandt de omvandrende Læger sig og spurgte udefra Mor, hvor der var ny Tilfælde. Tit var Lægerne ved at segne af Udmattelse og maatte have en Opstrammer. Saa skænkede Mor dem et stort Glas af en kraftig Portvin, som Sundhedsstyrelsen havde givet hende i Forvaring netop til dette Brug.

Lige ved Siden af vort Hjem laa "Vor Frelsers Arbejdshus", som ellers var en Art Opfostringsanstalt eller Skole for Fattigvæsenets Børn. Saa snart Koleraen tog til, blev den ligesom alle andre skoler i Byen lukket og indrettedes nu i Huj og Hast til Lazaret med Feltsenge i hver en Krog. Over Porten hang en Klokke, hvis Klang hele Kvarteret kendte. I den værste Tid hørte vi dens Ringen næsten hvert femte Minut. Saa vidste vi, at der udenfor Lazarettet igen stod et Par Portører med en stakkels Kolerasyg i deres Bærestol.

Som var det i Gaar kan jeg høre Portklokkens dybe Klang og min Mors Udbrud:

Aa, Herregud, nu var der én til !

I "Vor Frelsers Arbejdshus" døde næsten alle Patienterne, og knap var Ligene kolde, før de lagdes ned paa Hylder i Kælderen, indtil de som Regel Dagen efter kunde blive begravet. Hele Vognlæs med opstablede Kister kørte i den værste Tid daglig ud af Porten paa Vej til Kirkegaarden. Her var opkastet lange Gruber, hvori Kisterne stilledes Side om Side saa tæt som muligt. Tanken paa en Grav til hver enkelt var Vanvid.

Jeg kan huske, at det fortaltes fra denne Ligkælder under Arbejdshuset, at da man en Morgen kom ned med en Død, rejste en Mand, som var lagt paa Hylden Aftenen i Forvejen, sig pludselig op fra Hylden og forsøgte at tale. De to Portører, der kom bærende med det ny Lig, blev saa altererede, at de tabte deres Byrde! Staklen, der var genopvaagnet, fik dog ingen langt Levetid i anden Omgang, men døde for Alvor Dagen efter. Nøjagtigheden i denne Beretning kan jeg naturligvis ikke indestaa for, men Begivenheden omtalte meget i Kvarteret, og er, naar Datidens Forhold tages i Betragtning, slet ikke utrolig.

En Families Skæbne.

I vor Familie slap vi ved en forunderlig Lykke helt fri for Koleraen. Far var ganske vist meget sløj et Døgn, og vi frygtede det værste. Dagen derpaa passede han imidlertid sit Arbejde som sædvanlig og mærkede intet senere. Men oppe paa 3. Sal over os boede en Maskinmester og hans Kone med deres 6 Børn. Manden sejlede paa Grønland i Kolerasommeren og forliste deroppe, saa han hørte aldrig noget om den frygtelige Skæbne, der ramte hans Hustru. Paa 2 Dag døde alle 6 Børn af Kolera, og Øen ulykkelige Kvinde var ved at blive sindssyg af Sorg.

Jeg bragte Fars færdige Arbejde videre og kom viden om. Jeg husker Teltlejren paa Ravelinen mellem Vester- og Nørreport. Her boede Hundreder af fattige Mennesker, som af Myndighederne var blevet beordret til Udflytning og nu levede i et syndigt Rod med deres Oppakning af Husgeraad og Bohave, der flød imellem hinanden.

En Dag blev jeg sendt til Amalienborg med et Par Støvler til Justitsraad Sally i Enkedronningens Hoftjeneste. Den godlidende Embedsmand forærede mig en Melon, som jeg glædestraalende kom hjem med, men inden vi Børn fik Lov til at spise den, spurgte Mor en af Lægerne ved Vinduet, om det gik an. Man havde paa den Tid en vis Skyhed for frisk Frugt. Lægen tillod, at vi satte Melonen til Livs, naar vi bare ved Siden af drak et forsvarligt Glas Portvin eller Malurtbrændevin.

Vi Børn tog os for den Sags Skyld Koleraen let og var henrykte over den lange Sommerferie! Legen gik saamænd lige saa muntert som ellers, men selvfølgelig mærkede vi af og til paa vore Forældres nedtrykte Sindsstemning, at der var noget galt paa Færde. Dog gjorde de deres bedste for at muntre os. Om vi var i Tivoli i denne Sommer, hvor Agent Carstensens Etablissement netop kunde fejre 10 Aars Jubilæum, husker jeg ikke aldeles bestemt, men det er højst sandsynligt, at vi har været der.

Mine Forældre var livsglade, sunde og ligevægtige Mennesker, som ikke nærede den paniske Frygt, der greb saa mange andre af Københavns Indbyggere. De, der kunde slippe af Sted med det, flygtede over Hals og Hoved fra Byen ud paa Landet. Den Slags tænkte Far og Mor overhovedet ikke paa. De var af den Overbevisning, som ogsaa, da jeg voksede til, blev en af Paragraferne i min private Grundlov: Fra sin Skæbne flygter man dog aldrig!

G. F.

(Aftenbladet (København) 7. september 1928).

Den gamle Stjernemølle nedbrændt i Nat. (Efterskrift til Politivennen).

Møllen, der stod paa Volden, i Ruiner. 

"Stjernemøllen"s Rester, fotograferet i Morges.

En at de ældste Møller i Hovedstadens nærmeste Omegn, den gamle "Stjernemølle" paa Roskilde Landevej 77 ved Peter Bangsvej-Viadukten er i Nat gaaet op i Flammer. Ved 1½-Tiden opdagede nogle Cyklister, at der slog Flammer ud fra Møllegangen, og fik Ejeren Møller og Bagermester Kofoed, kaldt op. Han slog straks Alarm, og Frederiksberg Politi og Brandvæsen kom hurtigt til Stede.

Paa det Tidspunkt var Møllen imidlertid allerede et luende Flammehav, mod hvilket Vandet fra Slangerne intet kunde udrette. Ilden havde med rasende Hast forplantet sig op gennem Træværket til Hatten, der fløj af med et Brag. I Løbet af en times Tid var Møllebygningen brændt ned til Grunden, mens det lykkedes at redde Stuehuset.

AF selve Møllen stod til Morgen kun Forsiden tilbage, medens hele "Indmaden" og Bagsiden var nogle forkullede Bjælker.

"Stjernemøllen", der var den sidste paa Københavns Grund, havde i sin Tid Plads, hvor Palmehuset i Botanisk Have nu ligger. Den ejedes da af en gammel Dame, Fru Christensen, i hvis Besiddelse den havde været i ca. 60 Aar. Da Volden skulde rives ned købtes Møllen af den nuværende Ejer, Bager og Møller Kofoed, der for 31 Aar siden genopførte den, hvor den nu laa.

Hr. Kofoed anskaffede sig for kort Tid siden en kostbar Motor der nu blev et Rov for Luerne sammen med en Del Havre og 100 Sække Klid.

Skaden anslaas ialt til ca. 60.000 Kr. Den brændte Mølle vil nu blive genopbygget som en Kombination af Vand- og Motordrift.

Ilden menes opstaaet som Følge af en Kortslutning.

(Aftenbladet (københavn) 31. august 1928)

Smugkroer og Spillebuler. (Efterskrift til Politivennen)

I 1920'erne vrimlede det med omtaler af ulovlige smugkroer som var blevet afsløret af politiet. Især i Prinsensgade synes det at have gået livligt for sig. Men også på Vesterbro. Smugkroerne opstod især efter at restaurationer måtte lukke tidligt. Fx drev prostituerede ofte natbeværtning til høje priser, disse "damerestaurationer" holdt især til på Nørrebro i skumle baggårde.

Nedenfor et par eksemplariske omtaler, samt et par større sager. 

Fra den lange liste af omtaler, her ganske kort: Fru Winther holdt systue - og smugkro, Søndergade 14, Vesterbro. Fru Oline Hansen, Magstræde 20 i et bagværelse. Tjener Søren Jensen, Borgergade 72 havde indrettet sin lejlighed til smugkro. Johanne Mortensen, Gasværksvej. Spåkonen Johanne Jønsson, Prinsensgade 9 - hun blev idømt 80 dages fængsel. Handelsmand Eklin, Prinsensgade 15. Handelsmand Oluf Mortensen Carlsen, Prinsensgade 12, 1. sal over gården. Fyrbøder Marius Dünweber, Prinsensgade 8, 2. sal over gården. Rebslager Christian Jensen, Prinsensgade 8. "Traver-Valde", translatør Valdemar Petersen, Peder Hvidtfeldtstræde 13. Bøderne blev afsonet i Vestre Fængsel. En "løsagtig kvinde", Martha Larsen, Søndre Boulevard fik december 1922 en bøde for 400 kr. Hun var dømt 4 gange for samme forseelse.

En Smugkro.

To Kvinder, Fruerne Ragna Petersen og Jenny Hansen, som bor paa Søndre Boulevard, har i deres Lejlighed holdt Smugkro. Jenny Hansen, der tidligere har haft en Bøde paa 600 Kr. for samme Forseelse, var mødt, men vilde ikke modtage en Bøde paa 500 Kr. Ragna Petersen var udeblevet: hun vil nu blive efterlyst.

(Nationaltidende, 24. april 1923, 2. udgave).

Meine Tante -deine Tante paa Vesterbrogade Nr. 17.

En Spillebule stormet i Nat.

17 Spillere i et lillebitte Kammer.

Politiet har i længere tid haft sin Opmærksomhed henvendt paa Ejendommen Vesterbrogade Nr. 17. hvor man efter den ordinære Cafe Lukketid om Natten ved 1 -Tiden til Stadighed har kunnet se mystiske Skikkelser forsvinde ind gennem Gadedøren. og derfor snart følte sig overbevist om. et der blev drevet enten Spillebule eller Smugkro.

I Nat mobiliseredes derfor alle Svendsgadestationens civile Betjente. og efter at man havde konstateret. at der i hele Huset kun fandtes Lys i et enkelt Vindue oppe paa 4. Sal, skred man til mandstærkt Angreb paa den paagældende Lejlighed baade fra Hoved- og Køkkentrappen. En af Politimændene, Jørgensen-Rødvig gættede sig til et Rankesignal paa Hoveddøren ; denne blev aabnet paa Klem og i samme Nu stormede Betjentene ind i Stuen med Lyset - saa godt dette da lod sig gøre! 

Thi Stuen var et lillebitte Kammer der under normale Forhold kun var bestemt til Ophold for et Par Mennesker. Men p. t. opholdt der sig ikke mindre end 17 Personer derinde - Værten, en yngre Malermester Schrøder, der bor tilleje hos den Familie, som egenlig har Lejligheden, samt 16 Gæster, af hvilke det overvejende Antal var Kellnere fra de prominente Restaurationer omkring Raadhuspladsen og Tivoli, der her afleverede deres indtjente Dagløn.

Der blev spillet ."Meine Tante - Deine Tante", Hazardspillet med de to Kortbunker, af hvilke den ene tilhører Spilleme, den anden Bankøren. Og Gæsterne hang bogstaveligt taget paa Ryggen af hinanden for at naa Ind til "det grønne Bord".

Af Penge lykkedes det ikke politifolkene at beslaglægge noget nævneværligt af den simple Grund at de slet ikke kunde komme ind i den lille overfyldte Stue, inden Sedlerne var revet væk af Bordet og forsvundne i Lommerne. Men samtlige 17 Spillere maatte i et mægtigt Optog der mindede om en Flok lam paa Vej til Slagtehuset vandre den pinlige Gang hen paa Svendsgades Politistation, hvor de maatte opholde sig, til man havde konstateret Rigtigheden af de af dem opgivne Navne og Adresser.

Senere kommer det endnu pinligere Møde i Politiretten.

(Aftenbladet (København) 15. juni 1923).

En Kelner Hans Olsen, der havde drevet Smugkro i Eskilsgade for Kvarterets letlevende Kvinder, blev i Gaar idømt 300 Kr. i Bøde.

(Nationaltidende 4. juli 1923).

Cigarhandlerskens lille Ølhalle.

Cigarhandlerske Ida Mathilde Groskopt, Hambroesgade 23, der tidligere er mulkteret for Overtrædelse af Næringsloven, stod atter i Gaar i Byretten, sigtet for at have solgt Bajerskøl i sin Butik til Fortæring paa Stedet.

Rapporten oplyste, at der i Forreningen var stillet Kasser og Bænke frem til Kunderne at sidde paa, medens de lod Bajerne løbe ned.

Der var mødt en halv Snes Vidner. Da hun nægtede at afgøre Sagen med en Bøde paa 90 Kroner, gik den til nærmere Undersøgelse.

(Folkets Avis - København 23. december 1926).

Kampagnen imod Smugkroerne.

Tre Anholdelser i Formiddags.

Som vi tidligere har omtalt, findes der i Adelgade- og Borgergade-Kvarteret et Utal af Smugkroer, som Politiet i den senere Tid har slaaet ned paa, hvorefter Indehaverne har faaet alvorlige Bøder.

I Eftermiddag skal der hos Dommer Eide behandles en Saag angaaende en Smugkro i Borgergade 54, som indehaves af Arbejdsmand Thorvald Petersen, Musiker Scheffczik og Skorstensfejer Orla Mathiassen i Fællesskab. 

Det ser ud til, at dette Tilfælde er af en særlig ondartet Karakter, idet Politiet i Formiddags har sat de tre Indehavere under Anholdelse.

Formentlig har man ønsket at sikre sig mere selvstændige Forklaringer, end det mulig blev Resultatet, hvis de tre Herrer havde Lejlighed til at konferere med hinanden.

(Nationaltidende 28. marts 1928, 2. udgave).

Politiets Kamp imod Smugkroerne.

Husassistentens dyre "Sjus"

Politiet fører, som tidligere omtalt, en energisk Kamp imod det Smugkrouvæsen, der dærlig drives omkring Adelgade- og Prinsensgadekvarteret.

For nogen Tid siden anmeldte en Husassistent Ella Sørensen, som havde været natilig Gæst i Repræsentant Holger Christiansens Smugkro, Klerkegade 26, at hun havde købt en "Sjus", som hun havde betalt med 2 Kroner. Politiet rejste paa dette Grundlag Sag imod Christiansen, der i Gaar af Dommer Victor Hansen blev idømt 300 Kr. i Bøde. For ikke længe siden fik han 100 Kr. i Bøde for et lignende Forhold.

Landsretten idømmer en Smugkrovært Fængselsstraf.

I Gaar afholdt Landsretten en anden Sag indenfor samme Kategori.

Den Tiltalte hedder Søren Jensen og har haft Smugkro i Adelgade. For Tiden opholder sig i Vestre Fængsel, hvor han er i Førd med at afsone en Bøde paa 600 Kr.

Under en ny Sag var han ved Byretten idømt en Bøde paa 800 Kr.

Landsretten forhøjede Straffen til simpelt Fængsel i 30 Dage.

(Nationaltidende 1. maj 1928).

"Smugkro" i Absalonsgade.

En "Husassistent" Agnes Jørgensen, der i Absalonsgade 35 driver en Smugkro, var blevet anmeldt af nogle af Gæsterne, hun var blevet Uvenner med.

I Retten hos Dommer Eide har hun nægtet at have modtaget Betaling for de Drikkevarer, hun har serveret.

Frk. Jørgensen blev idømt en Bøde paa 300 Kr. for ulovligt Værtshushold.

(Nationaltidende 15. juli 1928).

Den største Smugkro i Byen ryddet af Politiet.

Et uventet og uvelkomment Besøg. - Automobilvaskeriet paa Halmtorvet viste sig at være Nat-Restaurant.

Om faa Dage vil Dommer Eide faa forelagt en ny Smugkrosag, og denne Gang drejer det sig efter Politiets Mening om den største Smugkro i København.

I nogen Tid havde Opdagerne holdt Øje med et Automobilvaskeri paa Halmtorvet, og undret sig over, at der Natten igennem ankom en Række Automobildrosker til Stedet, fyldte med glade Damer og Herrer.

"Automobilvaskeriet" var installeret l en stor Hal, der tilhørte Belysningsvæsenet.

Ved nærmere Undersøgelse fik man Viden om, at Vaskeriet var meget populært i visse Dele af Vesterbro, hvor Restaurantgæsterne ved Lukketid drøftede, om man skulde tage en lille Tur over til "Gasværket"  hvilket var Stedets Kælenavn - for at se, hvorledes det stod til.

Til sidst blev Politiet klar over, at man nu kunde foretage Afsløringen af en Smugkro, og forrige Nat trængte en større Skare Betjente ind i Lokalet, hvor man fandt et Selskab paa en Snes Personer. De maatte alle med til Politigaarden, medens Betjentene konstaterede, at "Vaskeriet" var omdannet til en moderne Nat-Restaurant.

Inden Politiet forlod Ejendommen, rullede adskillige Automobiler frem, og det ene Selskab efter det andet blev stoppet og ført til Politigaarden, for at Navne og Adresser kunde blive fastslaaet. Det er en Sølvfølge at diaae intetanende Gæster blev højlig forskrækkede ved at blive modtaget af Betjentene. De paaberaabte sig, at de jo intet ulovligt havde foretaget. Men desuagtet kunde de ikke undgaa at komme til at give Forklaring om, hvad Hensigten var med det natlige Besøg. Ogsaa Chaufførerne blev afhørte.

Vaskeriet er lejet af et Par Garagemestre, Hansen og Petersen, i Fællesskab med Restauratør Kai Sørensen fra Lille lstedgade.

3000 Bajere ugentlig.

Mærkeligt nok har ingen af Kuskene, der daglig bragte Øl til den ulovlige Restaurant, fattet Mistanke. Der var omsat 3000 Bajere ugentlig, saa Kuskene maa være gaaet ud fra, at Vaskeripersonalet har været usædvanlig tørstigt, uanset den kølige Sommer.

(Nationaltidende 17. august 1928).

"Vestre Automobil-Vadskeri" var ejet af restauratør Sørensen og lejet til chaufførerne Carl Vilhelm Nielsen og Niels Chr. Petersen. De fik hver 150 kr. i bøde.

Smugkroen på Halmtorvet under dække af en bilvask. Autovask, står der med store bogstaver på siden af bygningen. Foto fra Klokken 5 (København) 14. september 1928.

En Smugkro paa Godsbanegaarden.

Marketenderen sættes under Tiltale - men Statsbanerne siger god for ham!

Gennem Beværterorganisationerne har Politiet faaet Anmeldelse om, at der paa Godsbanegaardens Terræn blev drevet Smugkro, og Politidirektøren har rejst Tiltale mod Marketenderiets Indehaver Anders Jensen, for den 20. August at have solgt Bajere fra en Trækkevogn paa Godsbanegaardens Terræn til fire Mænd fra den nærliggende Flæskehal.

I Gaar var Sagen til Behandling i Byrettens 2. Afdeling, hvor Beværter Jensen mødte med Overrestssagfører Byrdal, der oplyste at Anders Jensen havde Kontrakt med Statsbanerne om ogsaa at have en Vogn staaende inden for POrten paa Godsbanegaarden. Vognen havde staaet der i 27 Aar, ogi Kontrakten havde man af Hensyn til Portærerne forlangt, at Vognen skulde staa der. Desuden havde Jensen Beværterborgerskab.

Dommer Victor Hansen henstillede, at Overretssagfører Byrdal ansøgte Indenrigsministeriet om Tilladelse til at lade Vognen staa paa Terrænet, og Sagen blev udsat for at forvente Ministeriets Svar.

(Nationaltidende 23. september 1928).

Tre Vidner anholdt i Retten.

I Gaar afholdt Dommer Eide Forhør angaaende en Smugkro og Hasardsalon, der skulde findes i Klerkegade 26 hos Tjener Algot Sjøgreen. En Mand havde anmeldt, at han var blevet blanket af i Hasard, og at han havde betalt nogle Drikkevarer, han nød.

 Sjøgreen nægtede at have modtaget Penge, og hævdede ligeledes, at der ikke var spillet Hasard.

 Under den videre Forhandling afgav tre Vidner, Carl Hansen, Georg Andersen og Kristiane Andersen saa vaklende Forklaringer, at Dommeren lod dem sætte under Anholdelse for falsk Forklaring.

 Sagen blev derefter udsat til Mandag.

 (Nationaltidende 26. januar 1929).

En Smugkro i Sct. Pederstræde.

I Politiretten behandledes i Formiddags en Sag, der er rejst mod Handelsmand Brenaa som bag en Cigarforretning i St. Pedersstræde havde etableret en Smugkro. Det var Politibetjent Thybjerg, der havde afsløret Kroen, hvor det gik livligt til, da Politiet kom til.

Der var 27 Mennekser til Stede, og de fortalte, dels at de var til Generalforsamling, dels at de var til Fødselsdagsgilde, og begge Dele var selvfølgelig urigtigt.

Alle disse Mennesker skulde have været afhørt i Retten i Dag; men Breenaa vedtog i Mindelighed en Bøde paa 100 Kr., og Vidnerne blev derefter sendt hjem uden at være bleven afhørt.

(Nationaltidende 5. marts 1929, 2. udgave).

Barnemishandling i Valby? (Efterskrift til Politivennen).

En moder sigtet for barnemishandling.

Hun nægter; men beboernes forklaring går hende imod.

Det er sjældent at en moder sigtes for mishandling af sine børn, men i går var en sådan sag til behandling i byretten hos dommer Scharling.

Den 30. maj henvendte beboerne i ejendommen Valbygårdsvej 58 sig til værgerådet og sagde at fru Mary Petra Caroline Pedersen mishandlede sin lille søn Preben, som havde store blodunderløbne pletter rundt om på kroppen. Barnet blev anbragt på et optagelseshjem, og sagen blev anmeldt til politiet.

Fru Petersen nægter overfor dommeren, at hun havde gjort barnet noget. Det var meget vanskeligt at have med at gøre, så hun var nødt til at tugte det, men hun havde aldrig brugt stok. De blodunderløbne mærker var fremkommet ved at drengen der var platfodet, var faldet.

Vidneforklaringerne gik hende imod. Beboerne forklarede at barnet ikke havde haft nogen mærker om formiddagen som værgerådsdamen kom om eftermiddagen, og drengen havde fortalt at han var blevet slået af sin mor. Værgerådsdamen havde bemærket at han skælvede så snart han hørte sin moders stemme. Efter et kort ophold på optagelseshjemmet var han blevet en helt anden dreng.

Sagen blev udsat for at man kunne afhøre flere vidner.

(Morgenbladet (København), 4. juli 1928).

Det gennempryglede og mishandlede barn

Dr. Hall mindes ikke at have set et barn så mishandlet. Huslægens syn på dagen er et andet.

I går kom barnemishandlingssagen fra Valbygårdsvej til behandling i byretten. Fru Petersen fra nr. 58 på nævnte vej var af beboerne blevet anmeldt til politiet den 30. maj, sigtet for at have mishandlet sin 3-årige dreng Preben. Denne blev ved borgerrepræsentant, fru Karoline Jensens indskriden fjernet fra hjemmet samme dag og sendt ud til børnehjemmet på Peder Bangsvej. Her viste det sig, at barnets krop var ligefrem overbroderet med sår og mærker af slag. Fru Petersen forklarede, at barnet havde fået alle disse skrammer ved at falde og støde sig. Han gik så dårligt.
Som Vidner mødte hos dommer Scharling lægerne Hembel-Jørgensen og Einar Hall. Den førstnævnte, der gennem flere år har været familiens huslæge, forklarede, at han flere gange i 1927 havde tilset lille Preben, og efter hans opfattelse var mærkerne fremkommet på den af moderen forklarede måde. Han mente aldrig at have set noget, der kunne tyde på mishandling. Efter at barnet i januar var faldet ned fra divanen og havde brækket den ene arm, havde lægen overhovedet ikke set  noget mistænkeligt.

Dr. Hall, som er vant til værgerådssager.

Derpå blev dr. Hall afhørt, og hans vidneudsagn gik stik imod hans kollegas. Der havde ikke været mange dele på barnets krop, som ikke havde et eller andet mærke, en bule eller et sår. På arme, ryg og lår var der store blodunderløbne kontusioner, som kun kunne skyldes afstraffelse.
Dr. Hall erklærede, at han kendte så meget til værgerådssager, at han straks kunne se, at disse mærker skyldtes prygl.

Jeg mindes ikke som læge at have set et  barn så mishandlet før, sluttede han.

Der blev oplæst en erklæring fra børnehjemmets læge, som gik ud på, at barnet muligvis var mere modtageligt for mærker efter slag end andre Børn. Denne erklæring havde dr. Hall haft lejlighed til at gøre sig bekendt med, og han havde foretaget en undersøgelse, som dog
ikke havde ændret hans opfattelse.

Dr. Hembel-Jørgensen kom med en bemærkning om, at barnet havde en lille tilbøjelighed til blødersygdom.

Af rapporterne fremgik, at barnets moder i den pågældende periode, da hun var gravid, havde været meget nervøs. Forsvareren, overretssagfører Kalko, ønskede sagen for nævningeretten; men hertil bemærkede dommeren, at det ville der næppe blive anledning til. Tiltalen vil altså ikke komme til at lyde på de alvorligste paragraffer.

(Morgenbladet (København), 31. august 1928).

Et besøg hos barnemishandlersken

"Det hele er ondskab og had mod mig!" "Det kan ikke blive ved at gå på den måde"
At barnemishandlingsaffæren i allerhøjeste grad har vakt opsigt blandt vore læsere, fik vi i går utallige beviser for, og for at undersøge sagen på nærmere hold, aflagde vi i går aftes besøg hos den lille, 4-årige Prebens moder, fru Merry Pedersen, mod hvem der for vanrøgt og mishandling af sit barn er rejst denne frygtelige anklage.

Fru Merry Pedersen og hendes mand bor i et moderne hus på Valbygårdsvej, og da vi ringer
på, lukker Fru Pedersen selv op.

- Aa -a - svarer hun fortrydeligt på vor anmodning om at fortælle os, hvad der efter hendes mening er sket - er det virkelig nødvendigt?

Det hele er ikke andet end pjat fra øverst til nederst . . .

Ondskab - og had mod mig.

- De har ikke slået drengen?

- Nej, det ved Gud jeg ikke har! Han er faldet ned ad trappen! Ikke
andet!

Dr. Einer Hall mener at have konstateret 46 mærker efter slag og spark!

Da vi nævner dr. Halls navn, kniber Fru Pedersen øjnene sammen og bider sig i læben, og det koster hende åbenlys møje at svare så behersket, som hun gør!

- Den mand vil mig til livs! Ser De, min læge, min huslæge ... han har dog også undersøgt drengen, og han kan bevidne, at drengen er langt tilbage, både legemligt og åndeligt! Da han var to år kunne han knap tale, læg mærke til det! Den gang - det er et år siden da var der en anden ballade! Ganske det samme! drengen har engelsk syge og støtter dårligt på benene og falder derfor ret ofte, derfra stammer mærkerne.

Fru Pedersen gør et lille Ophold og fortsætter:

- Ved De, 

hvem der står bag det hele?

Det gør min mands moder! Ser De, jeg har været gift en gang før - med maleren Gitz-Johansen ... det varede kun 5 uger, og det - det glemmer hun aldrig ... hun er hellig - at De ved det! Nå, her i ejendommen bor en af samme tønde - et fruentimmer, der ikke på nogen måde kan lade mine børn være i fred, skønt jeg indtrængende har forbudt hende at tage børnene ind ... hun gør'et alligevel!!! Fylder ungerne med slik, og derfor spiser børnene aldrig ordentlig madl Men sådan skal mine børn ikke opdrages! Det manglede bare denne havgasse fik fat på drengen en dag da han var faldet og havde slået sig og så stak hun og min elskelige svigermoder hovederne sammen ...... ligeså nu sidste maj! Drengen var faldet! Jeg har ikke slået ham! Og så henvendte de sig til borgerrepræsentant Caroline Jensen, som vistnok også er af samme tønde som min svigermoder - De ved: stramtandet og religiøs!

Det næste, der skete var, at dr. Hall kom farende - om jeg vær's'go' straks ville tage børnenes tøj af! Det hele! -Ja ja", svarede jeg, - ta den nu bare med ro!"

Nej, hvor han bandede og skældte, og det var ganske ligegyldigt, hvor meget jeg benægtede at have tilføjet Preben overlast! Det skulle med vold og magt gøres til, at jeg havde mishandlet barnet.

Nu var jeg i omstændigheder - det var den 30. maj alt det skete - og jeg sagde det til dr. Hall, for at han ikke skulle tage sådan på veje, mine nerver var jo godt medtagne!

- De gravid? snerrede han - fortæl mig noget andet! Der er mindst 4 måneder til!

Læg mærke til det! Fire måneder! Nå, han gik - og minsandten om der ikke om aftenen stillede to opdagere, der ville have mig med på stationen - først nægtede jeg.

- Hvis De ikke går godvilligt - sagde de - så bliver De hentet i politibilen!

Ved 8-tiden kom jeg til politistationen, og den behandling, jeg der blev genstand for, himmel og jord!!! Opdagerne var udsøgt uartige mod mig, de røg mig lige op i ansigtet - jeg bad om at få et vindu op og henviste til, at jeg var højt frugtsommelig men igen blev jeg hånet:

- De gravid? Dr. Hall siger, at der er mindst fire måneder til!

Først kl. 11.30 var forhøret forbi, så besvimede jeg,

Næste dag fødte jeg!!!

Men politiets råhed er større endnu: Kl. 11.30 hentede de Preben - de tog ham ud af sengen og kørte af sted med ham, uden at klæde ham på - uden så meget som at give ham strømper eller sko på. Hvis han nu havde fået lungebetændelse, hvadbehager? Så var det vel også min skyld?

- De er blevet bitter? spørger vi.

- Er det så sært? Nu er jeg i et par år blevet sjoflet og generet på enhver måde ... og nu
har de sat kronen på værket!!! Min sagfører, Johannes Kalko, viste mig forleden straffelovens prgf. 202 det er den, jeg skal tiltales efter indtil 2 års forbedringshus - - jeg ved ikke, hvad De føler? For ingenting at have gjort! Næ-h, min mands moder har systematisk forfulgt mig. Jeg har ikke været efter hendes ønske! Før mit ægteskab med min mand har jeg været journalist ved "Forsikringskongressen" ... jeg har tegnet filmsplakater - ja, alle disse billeder her på væggen har jeg selv malet og tegnet ... 

Næ-h, hvis jeg som en anden sutte|okke var gået med spånkurven på armen og med bomuldsforklæder,

så var jeg nok faldet i hendes smag. Hun har villet skille os, har hun! Forsøget mislykkedes for et år siden! Nu gentages det.

- Hvad siger Deres mand?

Fru Pedersen trækker opgivende på skuldrene:

- Hvad siger han? Helledusse? Ingenting ... men ... aa-r-h nej! Det kan heller ikke blive ved med at gå på denne måde. Jeg havde det dog meget bedre før ... sådan noget holder kun til en tid - selvfølgelig.

- Hvor er Preben nu?

- Han er anbragt hos min mands yngre broder og hans kone ... yndigt familiekomsammen - der har drengen det såmænd godt! Men er det ikke hårrejsende, at alt dette er muligt i 1928, blot fordi et par kvindemennesker af ondskab, nid og nag rotter sig sammen mod en anden?

- Hvad mener De, der vil ske?

- Ja, jeg ved sandelig ikke ... det er muligt, at dr. Hall vil få lov til at aflægge ed - 
og hvad så? Er jeg så hjemfalden til 2 års forbedringshus? 

Skal den mand, som hader mig - for det gør han af sit ganske hjerte! - skal han have Lov til at føre sin krig igennem?

- Krig?

- Ja, tror De, jeg er dum??? Tror De ikke, at jeg meget godt ved, hvad det gælder for ham i hans egenskab af værgerådslæge? Ved De, hvad han sagde, da han bebrejdede mig, at jeg lod drengen gå ned i gården og lege? Jeg skulle gå tur med ham i tre timer hver dag! Det havde jeg dog ikke tid til, svarede jeg. Så må De have en husassistent til! skreg han  - forøvrigt kan det pjalt hjem vel ikke give Dem så meget at bestille? tilføjede han ... fin Mand ... dannet mand, ikke sandt?
- Rønn

(Folket Avis, 3. september 1928).

Børnemishandlingsaffæren fra Valby.

Sagen sluttes uden tiltale.

Som omtalt blev der for nogen tid siden rettet sigtelse mod fru Marie Petersen i Valby for at have mishandlet sin lille dreng. Under et par meget dramatiske forhør blev der afgivet to forskellige lægeerklæringer, der stod i absolut strid med hinanden, idet den ene læge hævdede, at der havde fundet en betydelig mishandling sted, medens den anden læge mente, at der ikke forelå tegn på mishandling, men at mærkerne lige så godt - som påstået af moderen - kunne stamme fra, at drengen var faldet.

Fru Petersens forsvarer, overretssagfører Johs. Kalko meddeler nu ifølge "Berl. Tid.", at sagen er sluttet uden tiltale, da statsadvokaten ikke har fundet at der er nogen som helst beviser for, at drengen er blevet mishandlet.

(Demokraten (Århus), 8. november 1928)

Carl Emanuel Aagaard: Valbygårdsvej 60. Omkring 1910. Kbhbilleder. Public Domain. Det viser ikke nr. 58, men området overfor som nu er bebygget.Længst væk Vestre Kirkegård.

Børns Ferie. (Efterskrift til Politivennen).

I Morges oprandt den store Dag!

Da det første Ferietog rullede ud fra Hovedbanegaarden.

I Morges Kl. 5 rullede det første Ferietog ud fra Hovedbanegaarden for at sprede de jublende glade Københavnerbørn ud over det danske Land, ud til det herlige Sommereventyr, som de glæder sig til hele Aaret.

I Aar har Børnene maattet vente et Par Dage længere end sædvanlig. Ferien begyndte i Lørdags, men det er en uheldig Dag - Lørdag, Søndag og Mandag er saa travle Dage for Statsbanerne, at de umulig kan ekspedere de store Ekstratog - men endelig i Dag var Ventetiden endt, og Hovedbanegaarden genlød af den glade Jubel, som kun den, der selv har hørt den, gør sig et virkeligt Begreb om.

Københavnere, der vil se et af vor Bys allersmukkeste og mest rørende Folkelivsbilleder, burde gaa ned paa Banegaarden en saadan Morgen. Det er lidt af en Oplevelse at se den Livsglæde, de smaa Københavnerbørn lægger for Dagen, og det er maaske endnu mere rørende at se Forældrenes Glæde ved at sende Børnene ud til det store Sommereventyr, en Glæde, der dog er saa tydelig blandet med Afskedsvemod, at det virker helt gribende.

Et Blik hen over den tætpakkede Række taarevædede Moderansigter fæster sig maaske endnu smukkere i erindringen end de glade Barneansigter, der fylder alle Kupévinduer.

(Aftenbladet (København) 3. juli 1928). 

De, der ikke kom paa Landet

Øverst: Børnene laver Lejr ved Amager Strandvej. Nederst: Ved en Sandbunke i Ingerslevgade.

Det er jo desværre ikke alle Københavnerbørn, der opnaar den Lykke at faa Sommerferie ude paa det rigtig "Bondeland", og der er jo adskillige, der med et lille Stik i Barnehjertet ser de mere heldige Kammerater drage af Sted. Men en rigtig Københavner giver ikke ret længe Plads for Mismod, han forstaar at trøste sig, og den Tid er heldigvis forbi, da vor By karakteriseredes ved skumle Baggaarde og luftfattige Gader. Nu har vi heldigvis "Lufthuller" nok, og Byens Børn skal nok vide at udnytte dem. Vore i to Billeder viser, at Københavnerbørnene har Initiativ; paa det ene ser man en interimistisk Teltlejr ude ved den friske og smukke Amager Strandvej; paa det andet giver en Sandbunke i Ingerslevgade Kvarterets Børn fuld Beskæftigelse. De har foreløbig "nok at gøre" og tænker ikke paa land og Strand, Skov og Sø.

Det er netop det gode ved Hovedstadens Ungdom, den er foretagsom og forstaar altid at udfylde sin Tid - et Københavnerbarn keder sig aldrig.

(Aftenbladet (København) 4. juli 1928).

En Børnedag paa "Bakken"

To Situationer fra Afrejsen i Havnegade.

Der er jo desværre mange, altfor mange Københavnerbørn, som ikke kommer ud i Sommerferien, men saa er der jo heldigvis forskellige Institutioner, som sørger for, at saa mange som muligt i hvert Fald én Dag kommer bort fra Brostenene og tid i Skov og Mark.

I Gaar havde saaledes "Børnenes Kontor" arrangeret en Udflugt til Dyrehaven for ca. 300 Kommuneskolebørn, der om Formiddagen sejlede ud til Bellevue. Under Ledelse af Hr. Ivar Svendsen fra "B. K." tilbragte de nu nogle fornøjelige Timer i Skoven og paa Bakken, hvor Teltholderforeningen var en gavmild Vært.

Børnene var henrykte over alle de Herligheder, som den gamle Bakke bød dem, Pjerrot og Mester Jakel og de andre Bakkefolk gjorde alle deres Bedste for at more Børnene, og det lykkedes dem da ogsaa fuldstændig

(Aftenbladet (København) 5. juli 1928).

Tivolidagen blev storslaaet, trods Regnen.

Øverst til venstre: Børnetoget med Tivoligarden i Spidsen, til Højre: Fire Børn, der har forsynet sig med Boller og Sodavand. - I Ovalen: Cirkus Schumanns Klovner, Brødrene Brunnett. Til venstre: Pjerrot og Børn, der lytter til hans Or. Yderst til højre: Sandor ras Luftgymnastik.

Børn er et tappert Folkefærd, tappert indtil Ukuelighed. De gaar med oprejst Pande lige gennem Ild og Vand. Naa, de 1000 Børn, som Tivoli og Aftenbladet i Gaar havde budt til Fest, maatte nu navnlig gaa gennem Vand. Thi Vejrguderne var i det drilagtige Humør. Lige ved 2-Tiden, da Indmarchen fandt Sted, begyndte de første Regndraaber at falde, og saa blev Væden ved at hæIde ned over os til Aftentimerne.

Og mangen lys Pigekjole og mangen Drengebluse blev vaade, saa de "klaskede", og som Sko og Strømper saa ud! Men Humøret holdt. I den lune Luft straalede Øjnene, rødmede Kinderne. Jublen over Friluftsfornøjelserne har aldrig været stærkere. Pjerrot har saamænd aldrig faaet en mere stormende Hilsen end den, han fik i Gaar. Men uforglemmelig blev de Timer, da der spilledes for Børnene i Koncertsalen. Aldrig før har Tivolis Koncertsal frembudt et saadant Billede som det i Gaar, da de 2500 af Børnene var kommet i Hus derinde, da Salen var besat af en hel By af Ungdom. Og aldrig vil vel nogen Sinde Koncertsalen komme til at se saadan ud. Det skulde da lige være paa en anden Regnvejrsdag ved en af Aftenbladets fremtidige Tivolifester. Om Dagens Forløb bringer vi iøvrigt en lille Artikel andet Sted i Bladet, her bringer vi en Tak til alle dem, der var med i Arbejdet, og som netop paa denne Dag, hvor Forholdene var saa vanskelige, udrettede et dobbelt paaskønnelsesværdigt Arbejde.

Fra Tivolis Direktør til den lille Rengøringspige, der deltog i det store Arbejde, det var at pudse Tivoli op igen efter de stærke Spor, Børnenes Festdag havde sat sig - Læserne skulde blot have set Dansesalonen - har de alle Krav paa vor Hengivenhed, vor hjerteligste Tak, fordi de gjorde ogsaa Dagen i Gaar til den Oplevelse for de smaa Københavnere, den plejer at være.

Nor bedste Tak for Tivolidagen i Gaar.

Den har givet os Troen paa, at den kan gennemføres, selv om vi skulde faa baade Jordskælv og Vulkanudbrud.

Børnene udenfor Pantomineteatret under Forestillingen. Harlekin mekanisk Statue.

Tivolidagen.

Den gennemførtes straalende - trods Regnvejret.

Aldrig nogen Sinde har Koncert salen frembudt et Billede som det i Gaar.

Kilen Gollschalck, "Vor egen Nitouche", den muntre Frue, der i Gaar med sit Smil og sin glade Sangkunst hensatte 2500 unge Tilskuere i Tilstand af fuldstændig Henrykkelse.

I straalende Solskin stillede de først ankomne Børn sig op ved Gitteret langs Vester Boulevard, men efterhaanden som Opstillingen blev længere og længere, blev ogsaa Himlen mørkere og mørkere. Og da Tivoligardens Orkester mødte frem og paa Slaget to satte i med en March, var Skyerne blevet saa tunge, at de væltede ned som Regn.

Men glade og forventningsfulde marcherede Børnene ind i Tivoli, hvor de føret samledes om 

Kunstnerplænen.

Her viste den stadig tiltagende Regn sin første Virkning. 

Reckkunstnerne Scamp and Scamp maatte opgive at arbejde. Reckerne var for vaade. Da 3 Sandorras kunde dog gennemføre deres Nummer under almindelig Glæde, og da de bronce farvede Abdulla'er under Hylen og Skrigen valtede ind, tumlede sig i de mærkeligste Spring og Koldbøtter, lød der et Hyl af Begejstring. Børnene glemte Regnen og stirrede betagne paa de gulbrune om hinanden tumlende Legemer

Derfra stævnede alle ned fil

Pantomimeteatret,

hvor en mægtig Vifte hurtigt dannede sig trod den mere og mere nedvæltende Regn.

Paafuglen sænkede sig hurtigt - et Kvarter før Tiden - for "Harlekins mekanisk Statue", hvis vjdunderlige Begivenheder fængslede de ungdommelige Tilskuere saa stærkt, at de glemte Væden og trofast holdt ud til det Øjeblik. da Pjerrot traadte frem foran Tæppet og viste sig som et talende Menneske.

Da Jublen over den evigt populære Mand var stilnet af - Regnen gjorde det desværre ikke - stormede Børnene ned til

Koncertsalen,

hvor der blev en Fest uden lige. Tæt pakket sad de flere Tusinde Børn og frydede sig over den evig unge Troldmand Georg Kjeldsen, som saa ofte har glædet baade Voksne og Børn med sine vidunderlige kunster. Knap var Hurraerne for Tryllemanden forstummet, saa stod den elskede og populære Frk. Nitouche - Fru Ellen Gottschalck - paa Tribunen og sang til Holck Stillings sikre Akkompagnement under mægtig Jubel sine smaa Sange, og da Fruen til Slut under Udfoldelse af alt sit Skælmen og Luna sang Trommevisen af "Frk. Nitouche", var Hurraraabene og Jublen endeløs.

Sidste Nummer var de folkekære Klowner Bronnetts. Jo højere de tumlede og larmede, jo højere steg de Tusinder af Børns skrigende Jubel, og da til Slut den fra Cirkus kendte Vidunderhest trampede ind paa Tribunen, kendte Børnenes Jubel ingen Grænser. Jo mere det mærkelige Dyr væltede sig rundt, jo mere stormende blev Tilskuernes Glæde. Saadan et Dyr havde de aldrig set før. Et øredøvende Jubelskrig fulgte de opfindsomme Klovner til Dørs

Men samtidig havde

andre Glæder

samlet andre Tusinder af vore smaa Gæster. Biografteatret viste muntre Billeder, afpasset efter Børnene, Karusellen hvirvlede ustandseligt rundt med frydeskrigende Børn, Lilleputbanen sendte Tusinder og atter Tusinder - mange var ganske vist Gengangere - ind i Eventyrlandet, Rutcherbanen var ustandselig fuld af hvinende og skrigende Børn, der, naar de kunde naa det, mange Gange gennemkørte de stejle og mørke Veje, og paa "Det muntre Hjuls" glatte, svigefulde Flade tumlede Masser af Børn sig glædesdrukne rundt.

For alle dem var Regnen en ligegyldig Faktor, og da de til Slut alle samledes i Dansehallen, nød de veltilfredse Sodavandet og Bollerne for derefter at tage sig en lille Svingom til Vald. Larsens og hans Orkesters indsmigrende Toner.

Men saa slog Raadhusuret Seks. Festen var slut, den trods Vejret vellykkede Fest.

De Assisterende og alle de, der hjalp os, kunde bogstavelig talt tørre Sveden af Panderne - det havde saa sandt ogsaa været en streng Dag - og ind over Lokalerne rykkede en Skare af Rengøringsmænd og dito Kvinder, som nu tog fat paa at bringe det i Orden igen, efter at den glade Børneskare var svirret bort som en Fugleflok.

De lykkelige Vindere at Tivolidagens Børnedragter.

Ved Lodtrækningen blev Indehaverne af følgende Numre de heldige Vindere: 967 - 2083 - 2206 - 2388 - 3321 - 4038.

De heldige Vindere bedes snarest melde sig paa "Aftenbladet"s Ekspedition, Købmagergade nr. 9 medhavende Nummerbilletten.

(Aftenbladet (København) 6. juli 1928).

Gabr. Jensens Feriebørn paa Feltfod.

Middagen nydes af Børnene i det grønne. - Feltkøkkenet i Arbejde.

Man har, som meddelt, indenfor Ledelsen af Gabriel Jensens Ferieudflugter i Aar paabegyndt et Arbejde, der egentlig er lidt nyt indenfor de gamle Rammer. Paa det gamle Fæstningsterræn ved Husum har man faaet Plads til Børnene; fra Hæren har man laant et Par rullende Feltkøkkener, og saaledes har man alt parat til en Feriedag for Byens Børn, der ikke naaede at komme paa Landet. De kommer derud om Formiddagen, spiser straks den medbragte Frokost og tumler sig saa i Leg og Dans til Middagen er parat. Naar Solen daler, tager de atter tilbage til Byen. Men netop dette smukke Arbejde er desværre truet af Mangel paa Penge. Kommunelærer Johansen for Foretagendet, bor i Amalie Skrams Allé 6 i Valby, hvilket meddeles i Haab om, at en eller anden blandt vore Læsere vilde føle Trang til at hjælpe med en Skærv.

(Aftenbladet (København) 21. juli 1928).

Hjem fra Ferie-Eventyret.

Ved Banegaarden, da de første Børn i Gaar eftermiddag kom hjem fra Fyn.

Ak, nu er Børnenes Ferie-Eventyr tilende. I Gaar gik den første Strøm indad, ind mod Byens trange Mure.

En Maanedstid har de tilbragt ude i Landet, nydende Friluftslivets Herligheder, i Gaard og Mark, i Vand og Luft. Solen - ja den har jo været karrig ogsa< i Aar, men alligevel var Børnene brunet af det hærdende Vejrlig, velsignet sunde at se, med blanke Øjne og Smil om Munden, Smil, der blev dobbelt straalende, da man opdagede Mor og store Søster vinkende paa Perronen.

Og næppe var Kupédøren slaaet op og den første Omfavnelse overstaaet, før de smaa Rejsende tog fat paa at berette om al Dejligheden derovre paa Fyns flade, fede Land; det var nemlig Fynbogæsteme, der kom i Gaar. Der var nok at fortælle om og Minder at tære paa gennem hele den lange og trange Vinter.

I Dag til Morgen begyndte Strømmen fra Jylland, og den vil vare ved i flere Dage. Der er jo over en Snes Tusind Børn, som skal hjem, en Hær paa 20,000 smaa Københavnere, som Landboerne har vist Gæstfrihed.

Det er den Slags Ting, der i langt højere Grad end de Voksnes Stræben knytter Baandet mellem Land og By, fordi det ikke ses som en Samfundsnødvendighed, men udelukkende er Hjertet, der er med i Spillet.

(Aftenbladet (København) 8. august 1928).