Kolonihaverne paa Fælleden. (Efterskrift til Politivennen).

Konen fra "Solvang" hos Kongen

Hun reddede de 200 Kolonihaver.

Havelejerne faar lov at blive boende et Aar.

De kan forberede Flytningen.

Fru Vilhelmine Schiøtt, der gik til Kongen og talte Havelejernes Sag.

Vi fortalte forleden om de nye Planer, der var lagt  - og var ved at blive fremmet - med Hensyn til de 200 Kolonihaver fra Kolonierne "Solvang", "Haabet" og "Tuborg"   der ligger ude ved Ryvangen.

Som bekendt fik Haveejerne i foraaret Besked om, at de skulde flytte, og det var nu ordnet saadan, at et stort Areal af Nørrefælled skulle udlægges til disse Haver. Selv om der var Glæde over, at man havde fundet Plads, saa var der alligevel Sorg over, at man skulle rykke ud. Fælleden er jo alt andet end klar til at modtage Havelejerne og de mange Planter, som Haveejerne havde opelsket, vilde gaa tabt. Det hele vilde ikke kunne gaa af uden store Tab. Saaledes stod Sagen indtil i Mandags, da greb en rask Kvinde ind i den og fik udvirket en Ordning, der giver Havelejerne en ganske anden og langt bedre Ordning.

Besøget hos Kongen.

Den raske Kvindes Navn er Wilhelmine Schiøtt, og hun driver en Cigarforretning Nørrefarimagsgade 51.

Da vi i morges aflagde et besøg hos Fru Schiøtt, mødte vi Typen paa en rigtig brillant københavnsk Husmoder, behagelig af Væsen, men alligevel præget af Energi og Resoluthed. Om sit Besøg hos Kongen vilde hun dog ikke udtale sig: - Aa, det er saamænd ikke noget at tale om 

Fru Schiøtt vil dog ikke benægte, at hun havde faaet en udmærket ordning for Lejerne. Men det kunde enhver anden ogsaa have gjort! - sagde hun.

Det var Militæret, der skulde have Pladsen.

Men en af Havelejerne forklarer Sagen for os anderledes: Fru Schiøtt er en brillant Kvinde, og det, hun har gjort, er udmærket gennemført. Da hun hørte at Militæret skulde have Pladsen, sagde hun: Saa vil jeg minsandten gaa til Kongen, naar I Mandfolk ikke kan udrette noget, saa maa vi Kvinder tage fat. Og i Mandags gik hun op paa Christiansborg til den almindelige Audiens. Hun forklarede den jourhavende Adjudant, hvad hun vilde og fik ogsaa Foretræde.

Kongens og Fru Schiøtts Samtale.

Kongen hørte med Interesse paa Fru Schiøtts Fremstilling af Sagen, hvorledes denne Flytning vilde betyde store Tab for Havelejerne.

- De Haver, De taler om, sagde Kongen, ligger de ud mod Lyngbyvejen.

- Nej. ud mod Ryvangen, der, hvor Deres Majestæt rider hver Morgen

- Aa, Javel, saa ved jeg Besked!

Kongen bad nu Fru Schiøtt vente udenfor, og lidt efter blev hun atter kaldt ind.

- Ser De nu, min gode Fru Schiøtt, sagde Kong Christian, nu har jeg ordnet det saaledes, at De og de andre havelejere kan blive boende derude et Aar, og det kan vel i hvert fald hjælpe Dem i første Omgang og saa kan vi jo altid se. Nu skal De gaa hjem og bede Deres Formand skrive en Ansøgning til mig, men han maa kun ansøge om at beholde Pladsen et Aar, saa gaar det nok altsammen.

Ansøgningen indgives.

Behøver vi at sige, at det var en lykkelige Kone, der gik bort fra Christianshorg.

I Dag indgav Formanden, Snedker i D.F.D.S., Haertell  Ansøgningen, og den er altsaa paa Forhaand sikker paa at blive bevilget og selv om Havelejerne i sidste lnstans alligevel maa give Plads for Militæret, saa faar de Tid til at træffe deres Dispositioner, saaledes at de kan undgaa de økonomiske Tab, der eller vilde være Følgerne af Flytningen til Fælleden.

Man er i "Solvang" en Smule stolt over Fru Schiøtt, og man er ikke mindre taknemlig overfor Kong Christian og der bliver sikkert mere end et Par venlige Hilsener til ham, naar han kommer ud ad Ryvangen til ... "der hvor Deres Majestæt jo rider hver Morgen!"

(Aftenbladet (København) 7. november 1928).

Kongen kunde ikke hjælpe Kolonihaveejerne.

Alt skal ryddes i Løbet af 3 Maaneder.

Vi har tidligere omtalt den Sorg, der hersker i Kolonihaveanlægene ved Tuborgvej, hvor de tre Foreninger "Tuborg", "Solvang" og "Haabet" i Efteraaret fik Meddelelse om, at deres kære haver maatte sløjfes til fordel for Militæret, der skulde bruge Arealet til Øvelsesplads.

En al Kolonihaveejerne, Fru Schiøtt, Nørre Farimagsgade, tog i Kraft af det i gamle Ord: "Det er bedre at gaa til selve Hovedet!" den raske Beslutning at henvende sig til Kongen, og, som vi fortalte, opnaaede hun i November en Audiens, under hvilken Kongen trøstede hende med, at det gik ikke altid saa strengt, som Præsten prædikerede, og sagde, at Haveejerne foreløbig kunde tage Sagen med Ro.

Denne Udtalelse vakte forstaaelig Glæde og Haab hos Kolonihavefolkene, der saa Fremtiden i Møde med mere Fortrøstning, men nu er det nyvakte Haab desværre slaaet brat til Jorden. KoIonihaveforenIngens Formand Hr. Haertell, har forleden fra Krigsministeriet modtaget en Skrivelse hvori det kort og godt meddeles, at samtlige haver skal afleveres f fuldstændig ryddet stand senest den 13. April.

Har Sorgen været stor før, er den blevet større nu, det skuffede Haab gør den dobbelt bitter, og Fristen er betydelig kortere, end man havde ventet. Man havde troet, at man skulde faa Lov at glæde sig over Haverne i det mindste Sommeren over, men det Haab er altsaa bristet, og i Stedet for at begynde paa Foraarsarbejdet, der for Havebrugerne er Aarets lykkeligste Dage, maa man nu gaa til den bitre Gerning at sløjfe og ødelægge alt, hvad man i Aarenes Løb har bygget op. 

Og man staar uforstaaende overfor det Faktum, at Sløjfningen i det hele taget er nødvendig, idet man mener, at Militæret egentlig har Plads nok at røre sig paa. Naar det fra flere Sider er sagt, at Sportsrideklubben skulde have Terrænet overladt til en ny Ridebane, er dette forkert. Klubbens Bestyrelse meddeler os, at man ikke fra denne side har næret Ønske i den Retning. Det er lngeniørtropperne, der skal have Pladsen, men man skulde jo mene at de 150 Mand havde Plads nok i Forvejen.

(Aftenbladet (København) 14. januar 1929).

Saadan lever Mennesker i Efteraaret 1928! (Efterskrift til Politivennen)

 Hvem vil skaffe en nødstedt Moder og hendes 5 Børn en lille Lejlighed i Byen?

Lysthuset i Husum, hvor Efteraarsstorme og Regnen har frit Spil overfor de ulykkelige Beboere.

Under et Besøg i det yderste Husum i Gaar fik vi henledt Opmærksomheden paa et Forhold, der raaher til Himlen. I et lille faldefærdigt Lysthus paa Hjørnet af Kildeløbet og Vesterløkken boer en forladt Hustru med sine 5 mindreaarige Børn, 3 Piger og 2 Drenge indenfor Alderen 6-14 Aar.

Da vi i den sivende Efteraarsregn ad de opkørte og moradsagtige Veje naaede frem til Stedet og saa det lille Hjem ligge foran os, var der virkelig et Øjeblik, hvor man tog sig til Hovedet og indvendte overfor sig selv: Dette er umuligt! Saaledes faar ingen Moder med 5 Børn Lov til at bo i vor humane Tid med Boligtilsyn og alt dertil hørende?

Desværre er Sandheden, hvorom ogsaa Fotografens Plade taler sit tydelige og brutale Sprog: Hun faar Lov lil del!

Huset er i sin Tid opført af en "Selvbygger". Materialet er Slaggeplader med store, løse Mellemrum, der flere Steder er blevet til aabne Huller. I Huset findes ikke et Rum uden saadanne Mindelser af Tidens skarpe Tand, hvorigennem Blæst og Kulde huserer, og naar vi yderligere af Selvsyn tilføjer, at Regnen i hver af de to smaa Værelser, i Køkken og Forstue, drypper ned, endda det er med et mildt Ord uforsvarligt, naar Børnene faar Lov til at gaa flere Steder, vil man forstaa, at Vinteren i Møde under saadanne Forhold. 

Inde i den største Stue, hvor Sengene efter Omstændigheder flyttes omkring for at undgaa Regndryppene, sidder Moderen, Fru Helga Hansen Dagen lang ved sin Symaskine og arbejder feberagtigt for at holde Hjemmet oven Vande, hvilket i dette Tilfælde uhyggeligt nok kan forstaas haade i bogstavelig og overført Betydning ... Saa længe Kræfterne slaar til, gaar det nogenlunde, men Fru Hansen, som er svagelig efter alvorlige Operationer, ser med den sorteste Bekymring Fremtiden i Møde - mindre af Hensyn til sig selv, men hvorledes vil Skæbnen forme sig for Børnene, som endnu har deres Sundhed i Behold og trods de smaa Kaar er pæne og velholdte.

Boligtilsynet har været alarmeret. Det har set paa Lysthuset, men ikke ment at kunne gøre noget for den forladte Moder og Børnene, før Husets Ejer, en Murermester i Husurn, lader dem sætte paa Gaden, d. v. s. ud i Moradset. Og det kvier han sig naturligvis ved, selv om han ikke har set Husleje siden Marts Maaned i Aar.

Selv sidder han daarligt i det og har ikke Raad til at give Huset den ret kosthare Hovedreparation, som tiltrænges.

Først naar Kongens Foged har været i Virksomhed, vil Autoriteterne kunne træde til og aabne Moder og Børn Adgang til en af de kommunale Husvildeharakker.

Saaledes staar Sagerne altsaa, at Fru Hansen næsten maa ønske at blive sat paa Gaden. Forandringen kan i hvert Fald ikke blive til det værre!

Findes der ikke en varmhjertet Husvært, der vil tage Affære og stille en lille Lejlighed til Raadighed for den nødstedte Moder og de 5 pæne og velopdragne Børn? Han skal ikke gøre det gratis. Fru Hansen kan betale en mindre Husleje.

Den Husvært, som her træder hurtigt til, vil gøre en god Gerning. Henvendelse kan ske direkte til Fru Hansen, Vesterløkken 29, eller til "Aftenbladet"s Redaktion. En eller anden Husmoder, som maaske har lidt Syarbejde at tilbyde, er ligeledes velkommen.

(Aftenbladet 31. oktober 1928).

Mindesmærket for pastor Ifversen. (Efterskrift til Politivennen).

Afsløringen på Vestre Kirkegård i går.

Til venstre sognepræst C. J. Holt der holder afsløringstalen, og til højre sognepræst Axel Beck. Vestre Kirkegård Afdeling 5, rk. 20, nr. 80.

I går afsløredes et mindesmærke for pastor Jul. Ifversen, rejst på hans grav på Vestre Kirkegård ved bidrag fra venner og menighed. Monumentet, en stor, brun granitsten, er udført af stenhuggermester Hans C. Larsen og prydes af en portrætmedaillon i bronze, udført af billedhugger Arvesen. Et par hundrede mennesker var samlet omkring graven, da formanden for Den indre Mission i København, pastor Holt, stod op og talte.

Han gik ud fra Pauli ord: Vær med til at lide ondt som en sand Jesu stridsmand, og han skildrede Ifversen som stridsmanden, vingårdsmanden og hyrden. Han var med til at samle menighederne i København og blev den første formand for Menighedsforbundet i 1898. Han opsled sine ungdomskræfter i København, ofrede sig selv og hele sit personlige liv for at tjene de opgaver, han så foran sig. De var mangeartede og vanskelige. Men Ifversen tjente med et ydmygt sind. Han sagde i sin afskedsprædiken: Jeg har lært aldrig at foragte noget menneske.

Vi har valgt at sætte på hans monument: en god herrens stridsmand. Han ville næppe selv have godkendt de ord, men de passer på ham. Han stred i hele sit liv imod alle onde magter, imod løgnens og mørkets ånd. Og hvor det gjaldt, stod han ubøjeligt fast. Det er netop i dag 26 år, siden den sag, som gjorde hans navn kendt over hele landet, fik sin afgørelse ved Højesteret. Han havde nægtet at foretage en vielse, som efter hans opfattelse stred imod Jesu ord. Højesteret frifandt pastor Ifversen i den sag, som blev anlagt imod ham, og nu ved vi, at ingen præst behøver foretage en vielse, som strider imod hans samvittighed.

Dækket faldt for monumentet, og i nogle minutter stod alle tavse med blottede hoveder og betragtede den store, smukke sten.

Indsamlingens kasserer, fabrikant Klitgaard, takkede alle bidragyderne og lagde en smuk krans ved monumentets fod.

Pastor Beck bragte en tak fra Helligkorskirkens menighedsforbund, hvori Pastor Ifversen var med til at grundlægge de danske menighedsforbund. Pastor Charles Nielsen bragte hilsen fra alle medarbejdere og venner. Begge præsterne bragte store kranse til monumentet. Stiftsprovst Ussing sagde i få, alvorlige ord en personlig tak for, hvad Jul. Ifversen havde været for den sag, han tjente. Pastor Ifversens svigersøn takkede på familiens Vegne og lovede at værne om monumentet. Til slut talte Pastor Charles Nielsen for Københavns Kirkefond og bad en bøn over graven.

Højtideligheden indlededes og sluttedes med salmesang.

(Nationaltidende, 22. oktober 1928).

Gravstenen i 2024 på Vestre Kirkegård, afdeling 5, rk. 20, nr. 80. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Julius Niels Sophus Ifversen (1863-1927). 1889 medhjælper ved Johanneskirken, 1890 Hellig Kors Kirke - sognepræst her 1895. I 1922 blev folkekirkepræster fritstillet mht. fraskiltes vielse pga den sag Ifversen havde ført. Han forsøgte herefter forgæves at rejse en sag over for den liberale teologi. Sognepræst i Bregninge-Bjergsted 1907-1927.

Ifversens kone var død i 1908. Hendes begravelse omtales andetsteds på denne blog.

Johan Ludvig Heibergs Grav. (Efterskrift til Politivennen).

 Johan Ludvig Heibergs grav i et skandaløst forfald.

En privatindsamling med mindre tilskud fra Undervisningsministeriet for at redde graven.

Krav om at staten skal overtage denne vor betydeligste litterære grav næst efter Holberg-graven i Sorø.

Graven på Holmens Kirkegård hvor fru Gyllembourg, Johan Ludvig og Johanne Luise Heiberg hviler.

Man har en gang sagt, at en slægts kultur hl. a kan måle efter den måde, hvorpå den handler med de dødes grave.

Er det rigtigt, har vi grund til at skamme os. Det er i de senere år hændt ikke en, men mange gange, at der med fuld føje er blevet anket over den hensynsløshed og mangel på pietet, hvormed vi lod en grav forfalde, der gemte de jordiske rester af en dansk mand, hvem hele slægten skylder taknemmelighed. Af og til har den rejste kritik givet anledning til, at graven blev sat i passende stand, enten fordi de glemsomme slægtninge vågnede til handling, eller fordi beundrere at den store afdøde tog initiativet dertil.

I disse dage, da Det kgl. Teater fejrer hundredeåret for dem første opførelse af vort nationale festspil "Elverhøj", peger nulevende venner af Johan Ludvig Heibergs digtning med en forståelig harme på den fuldkommen skandaløse tilstand af forfald, hvori hans grav på Holmens Kirkegård befinder sig - dem samme grav, hvori Thomasine Gyllembourg og Johanne Luise Heiberg hviler. 

Gravens tilstand har Iænge været usømmelig. Til tider er den et fuldkomment morads, uplejet og forfalden i en hver henseende, fordi ingen har taget sig af dens pasning. Disse forhold har foranlediget, at en lille kreds af Heiberg-beundrere for nylig har taget den opgave op, som andre synes at have glemt: at redde graven for eftertiden og først og fremmest nu sætte dem i en sømmelig stand.

Der er udsendt fortrolige opfordringer til deltagelse i en privat-Indsamling, som skulle indbringe et beløb af i alt 675 kr. Det er den sum, der kræves til at sikre gravens vedligeholdelse indtil nedlæggelsen af kirkegården.

Det ejendommelige ved denne "gehejme" indsamling er, at arrangørerne af den har modtaget tilsagn fra undervisningsministeriet, om at dette godt kunne tænke sig at betale en lille del af de 675 kroner, under forudsætning af, at resten skaffedes som tænkt ad privat vej!

Med al mulig påskønnelse af den private offervillighed tør man nok med nogen forbavselse rejse spørgsmålet: Skylder Det kgl. Teater ikke Johan Ludvig Heiberg og hans minde så meget, at undervisningsministeriet uden betænkning kunne have lagt hele summen, de odiøse 675 kroner, på bordet? Og ville det ikke have set ganske pænt ud just nu ved "Elverhøj"-jubilæet! 

Teaterhistorikeren Robert Neiiendam giver os til fuldkommenhed medhold i denne betragtning, da vi forelægger ham sagen.

- Graven på Holmens Kirkegård, udtaler han, er den betydeligste litterære grav, vi ejer, næstefter Holberg-graven i Sorø, og selvfølgelig burde den gå over i offentligt eje. Derved kunne man bl. a. også få den fredet og forhindre fremtidige nye begravelser i den, så vi undgik den skandale, vi oplevede for nogle år siden, da en af adoptivdøtrene blev begravet deri, og de gamle kranier lå og flød på kirkegården. Det var en sørgelig mangel på pietet, der vistes ved den lejlighed!

Som graven nu længe har henligget, er den en skandale. Jeg har selv tegnet mig for et bidrag til den private indsamling, men i grunden giver jeg dem ganske ret i, at dette burde være en statsopgave. Om ikke andet, så burde ministeriet have søgt ekstrabevilling dertil på finansloven. Det er sagen stor nok til. Og det er da kun 675 kr., det drejer sig om. Tænk på, hvilke umådelige summer, Det kgl. Teater i årenes løb har indtjent på Heibergs stykker! Siden 1910 har teatret kunnet spille ham gratis. Hvor mange gange har ikke "Aprilsnarrene", "Elverhøj" og "Recensenten og Dyret" fyldt teatret siden da? Bare de tre stykker gik en enkelt aften, det ville jo være tilstrækkeligt til at betale graven!

Clerk.

(Nationaltidende, 4. november 1928)

Indsamlingen gav resultat, graven blev istandsat og sikret i 40 år. Heibergs gravsted som det så ud i 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

J. L. Heibergs Grav paa Søetatens Kirkegaard. Illustreret Tidende, 23. august 1861.

Hvad der sker, naar De tager en Droske. (Efterskrift til Politivennen).

Et Kig bag det autoriserede Droskevæsens Kulisser.

Hvordan det københavnske Droskevæsen blev Mønster for Europas Byer.

Mellem de trafikale Problemer, som i sidste Aar har optaget Københavnerne stærkest, er utvivlsomt Forholdet mellem Drosker og Lillebiler. Men medens Lillebilerne er splittet i forskellige større og mindre Organisationer og i stor Grad drives som ren privat Forretning, repræsenterer Droskerne det højtideligere Begreb "den offentlige Kørsel'. Under nøje Kontrol af Myndighederne har det store Droskeselskab "Taxa" da ogsaa efterhaanden udviklet sig til en Institution, der er blevet forbilledlig for andre Storbyers Droskeordninger, og som vistnok i Øjeblikket maa siges at repræsentere den fineste Organisation indenfor dette Felt i hele Europa.

Vognen bestilles.

Der er heller ingen Tvivl om, at de fleste Københavnere er stolte af det fine droskevæsen, vi har, og baade de store, smukke Vogne og det allernyeste Fænomen, de smaa, brogede Trebiler er populære Led i vore Gaders Fysiognomi. Men ud over Bekendtskabet med selve Køretøjerne, ud over Kendskabet til, at man bare behører at tage en Telefon, kalde det beramte 9001 - hvor meget kender da Københavneren til denne betydningsfulde Del af vort Trafikliv?

Hvad Taxa er.

Egentlig er det forkert at kalde "Taxa" for et Selskab. Det er det ikke, det er en Organisation, en Sammenslutning af Vognmænd, der arbejder sammen efter et nøje gennemtænkt System, og som i enhver Enkelthed har forpligtet sig til at følge de Ordrer, som udgaar fra den af Forsamlingen selv valgte Bestyrelse og den Direktør, som Bestyrelsen udpeger, i en Aarrække Direktør Jens Paulsen, som personlig skal have en meget stor Del af Æren for det Arbejde, der er blevet gjort. Ved et snævert Samarbejde med Myndighederne er det lykkedes at sprede Holdepladser over hele Byen, de staar alle i direkte Forbindelse med en Central i Stoltenbergsgade. som er et helt teknisk Vidunder (hvorom vi nedenfor fortæller nærmere), og hvordan disse Pladser besættes med Vogne, hvordan hele den daglige drift skal forme sig, bestemmer ledelsen.

I mange Aar har dette System virket punktligt og tilfredsstillende - og den Skepsis, der mødte det, da Autotaxa og Taxamotor forvandledes til "Taxa", viste sig aldrig berettiget. En Omstændighed, som dog ikke skal forkleine det Pionerarbejde, som afdøde Taxamotordirektør Jespersen, hvis store Skikkelse og berømte Skæg endnu vil erindres af enhver Københavner, der ikke hører til yngste Generation, indførte, da han lavede de første store Droskeselskab "Taxamotor".

Husker De for Resten dette Taxamotor, som dog er et Kapitel af Byens Liv? Kan De endnu erindre de smaa, snehvide Vogne med den røde Plade paa Døren og den lille, kokette Kalesche ud over Førerpladsen? Del var den uforfalskede Pariserdroske. Vi vilde smile af den nu - men for sin Tid var den virkelig det sidste Skrig.

Alt det er imidlertid Historie, og det, vi denne Gang skal fortælle vore Lærere, er hvad der sker, naar man har taget Telefonen og forlangt det berømte 9001. Og for at forstaa dette, maa man følge os et Øjeblik ud paa Centralen i Stoltenbersgade.

Hvad Taxa bestiller.

I et stort Lokale sidder en Stab af unge Damer, smaa Københavnerinder af den Type, vi kender som Telefondamer allevegne, shinglede, bobbede og med knækorte Kjoler - men maaske nok saa opmærksomme som andre Telefondamer. siger Direktør Paulsen med et Smil.

Modtagerbordet.

Men nu ringer det altsaa. Hr. Hansen skal bruge en Vogn.

Med eet tændes en lille, rød Lampe foran samtlige 20 Damer, og den, der først faar Tid, fører straks en Metalprop ind i Telefonskabet, Forbindelsen mellem Centralen og Kunden er etableret. Ordren nedskrives paa en Ordreseddel. Vognen skal til Bredgade 66, og den skal komme med det smime. Ordresedlen føres ind i et elektrisk Kontrolur, der springer el Tal frem Tor hvert Minut, og den nøjagtige Tid for Ordrens Modtagelse er fæstnet til Papiret.

Saa forsvinder Sedlen i en Rørpost, der er anbragt lige foran Damen - et Sekund efter dukker den op paa den anden Side af Centralbordet - hos en af Afsenderdamerne. Disse Afsenderdamer er anbragt foran Telefonborde, hvor smaa Lamper tændes og slukkes ustandseligt. Hver Lampe betegner en Holdeplads, og naar den sidste Vogn forlader Holdepladsen lukkes Døren paa Pladsens Telefonskab - med det Resultat. at Lampen oppe paa Centralen gaar ud.

I samme Øjeblik Ordresedlen dukker op paa den anden Side Bordet, kaster Afsenderdamen et Blik paa Telefonbordet, hun opdager, at der er Vogne paa Toldbodvejens Holdeplads, et Tryk paa en Knap og Føreren af den Droske, der ligger forrest her, alarmeres.

4 Personers Droske.

"Trebilen", den nyeste københavnske Droske.

- Bredgade 66, Hansen, De maa køre straks, lyder det, og Vognen glider straks af Sted. Men samtidig stempler et nyt Kontrolur Afgangstidspunktet. Paa samme Seddel har man altsaa Klokkealarm for Modtagelse og Afsendelse - som Regel differerer disse Tal ikke med mere end eet Minut. Men yderligere paaføres Nummeret paa den Droske, som har paataget sig Turen.

Skulde Chaufføren alligevel narre Hr. Hansen, vil der være i en god Mening til ham, for det kan nøjagtigt bestemmes, at det er ham, der er Synderen, men det sker erfaringsmæssigt næsten aldrig. Og dette Telefonsystem, det er Nerven i hele vort Droskevæsen. Det har kostet Tusinder og atter Tusinder af Kroner at etablere det - blandt andet til Etableringen af 56 selvstændige Ledninger til Holdepladserne, men Resultatet er, at Systemet klapper.

Afsenderdamerne - det er i en stille Time, og kun faa Pladser er besat.

Endnu længere bag Kulisserne.

Som en yderligere Kontrol for Publikum findes der paa "Taxa"s Kontor et Lyttebord, hvor  Direktøren, Inspektøren eller hvem, der er til Stede af Overordnede kan kontrollere, at alt gaar som det skal, og for at der ikke skal blive nogen Diskussion om Klokkeslættet, gaar alle Urene elektrisk og nøjagtigt efter Raadhusuret.

- - -

Endnu længere bag Kulisserne er dog den Del af Systemet, som omfatter Materiellets Vedligeholdelse. Men hver Nat. naar de fleste Københavnere sover, kører Droskerne imod den store Hal overfor Politigården - et Rum, ikke meget mindre end Kæmpehallen. Her faar Droskerne det daglige Bad - en Sværm at Rengøringskoner og Støvsugemænd kaster sig over Vognene - de mest moderne Vaskemetoder er taget i Brug, og naar de sidste Vogne i den aarle Morgenstund, rensede og forfriskede ruller ud i Byen, ud til Holdepladserne, er det givet, at der ikke holder een Vogn paa Holdepladserne, som ikke er renere, mere hygiejnisk end Drosken vi finder ethvert andet Sted i Verden.

- - -

Efter noget lignende Systemer arbejder de offentlige Drosker i Nordre Birk og paa Frederiksberg. Men "Taxa" er det, som har skabt Systemet .... og naar med Mellemrum fremmede Stæders Droskefolk kommer hertil erkender de, at vi er Pionerer paa dette Felt.

Og det er ikke sjældent, at de rejser hjem og reformerer deres egne Byers Droskevæsen efter Forbilledet fra Storkøbenhavn.

(Nationaltidende 14. oktober 1928, Søndagstillægget).