Bryllupsfest i Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

Der fandt i går en bryllupsfest sted i Rundetårn. Rundetårnskustode Eges datter frk. Johanne blev i Trinitatis Kirke viet til postbudformand C. F. Jørgensen, og bagefter drog man ad sneglegangen til fest i embedsboligen på toppen. Det øverste billede viser brudepar og brudegæster i tårnet.

Der er ingen vej til toppen udenom sneglegangen, og ad denne vej transporteredes også gaver og gode sager til festen.

Med slæb og brudedame drog parret til toppen, og det ses her foran den lille dør til kustodeboligen som alle byens børn kender.

(Dagens nyheder 10. november 1933)

(Viborg Stifts-Tidende, 11. november 1933)

Rundetårn pudses op. (Efterskrift til Politivennen)

Rundetårn pudses op

Rundetårn i København bliver for tiden pudset lidt op på facaden, bl.a. får initialierne fra Christian Firtals tid sig en omgang, og i den anledning er rejst et stort stillads, således som det ses på billedet.

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse), 18. november 1933).

Social-Demokraten for Randers og Omegn, 11. november 1933

Restaureringen varede langt ind i 1934. Chr. 4s initialer blev forgyldt.

De fem søstre Barrison. (Efterskrift til Politivennen)

Eventyret om de fem københavnske søstre der erobrede verden.

De fem berømte i et af de numre som 90'ernes publikum fandt uimodståelige: Hver af søstrene optrådte med en kattekilling gemt i kjolens forbredde. Fra venstre til højre: Olga, Gertrude, Inger, Lona og Sophy.

Nu, da den store Chicago-udstilling er i fuldt sving, vil en og anden mulig erindre den sensation, der ved den forrige "Worlds fair", i 1893 stod om fem små, gullokkede, danske søstre, der her for første gang optrådte samlet: Lona. Sophie, Olga, Inger og Gertrude. De fem småpiger hed slet Ikke Barrison, men det mere borgerlige Barreisen. Familien sad i trange kår: Faderen til søskendeflokken var udlært som elfenbens-skærer, men hvem havde her i det lille København brug for en så speciel kunstart? Altså pakkede familien en skønne dag sine kufferter og udvandrede til den ny verden. Og Barreisen slog sig foreløbig ned i en af New Yorks forstæder.

*

Disse fem københavnske småpiger var med deres blå øjne og gule krøller så smukke, at enhver måtte lægge mærke til dem Det blev deres held - eller skæbne om man vil! De yngste var jo rene børn endnu, men der var en sådan charme over hver enkelt, at der i grunden blot behøvedes en ren tilfældighed, for at deres livsmål kunne blive tydeligt for alle. I huset hvor småpigerne færdedes, kom nu og da en vis William Fleron. Han var landet i New York efter et eventyrligt liv i Europa, bl. a havde han i et par år her i København redigeret det anarkistiske blad "Herolden". Da Fleron så de fem danske søstre, opstod i hans hjerne den Idé at der måtte kunne laves et teater- og varieté-ensemble af et så udmærket materiale: Søstrene var omtrent lige høje, de lignede hverandre, og deres nordiske blondhed var i U. S. A. et absolut fortrin. 

Og resultatet blev da, at de fem små Barreisens blev til "Five Sisters Barrison", og at kvintetten fik sin debut under den store verdensudstilling i Chicago.

Det er nu i sommer fyrretyve år siden ......

*

Helt ukendte med teaterlivet var søstrene Imidlertid ikke ved deres debut som samlet "Trup". Hver for sig havde de i årene før 1893 prøvet scenelivet og rejst gennem staterne med forskellige kendte skuespiller-selskaber, hvor de dog hovedsagelig blev anvendt i børneroller. Og naturligvis havde de gjort lykke! Der var så meget skalkagtigt humør og temperament i deres små spinkle kroppe, at en hver kunne se, de var som skabt for teaterlivet. Men det var først da de optrådte samlet, at den store succes kom! Og deres ry voksede. Med William Fleron, der havde giftet sig med den ældste, Lona, som impressario, ventede der nu "Barrison Sisters" en tid rig på triumfer og eventyr.

*

Hele den epoke, i hvilken det lykkedes søstrene at erobre næsten samtlige europæiske storstæder, talte kun fire år. Først gik turen til Paris, der modtog truppen med begejstring. I "Casino de Paris", som dengang var ganske nyt, dansede og sang Barrison Sisters, så publikum blev aldeles ovenud begejstret. Derfra til "Folies Bergére", hvor søstrene blev i seks måneder og gjorde endnu mere lykke. Moden krævede den gang runde former, men de fem purunge, danske piger vakte på trods heraf med deres spinkle skikkelser en storm af entusiasme, især blandt kunstnerne og latinerkvarterets unge studenter, der strøede violer for deres fødder. Man anede allerede den kommende ungpigetype: Drengepigen! Og hvad der yderligere gjorde Sisters Barrisons optræden så pikant, var modsætningen mellem de barnlige lokkehoveder, skolepigedragten, som den brugtes i halvfemserne - og så de kåde spjæt og spark, som hørte med til deres dans. Søstrene sang kun engelske viser; den mest berømte havde omkvædet: Linger-longer-Lucy .... Den har bl. a. Dagmar Hansen flere år senere "kreeret" eller rettere: melodien blev anvendt til en af vor celebre divas mest yndede varieté-sange.

Lona Barrison i et af sine glansnumre.

Disse fikse melodier havde Fleron opsporet i Amerika. Repertoiret blev derved så originalt, at man forstår søstrenes succes i Paris. Fra "Folies Bergére" gik vejen til Bordeaux, hvor en ren sydlandsk begejstring slog dem i møde. Videre til Holland-Belgien. I Bruxelles - eller Brüssel, som man dengang sagde - optrådte Barrison Sisters I den store varieté "Pole Nord", en tidligere markedshal. En lille finesse var tilføjet i deres nummer; hver af søstrene kom ind med en lille kattekilling i favnen, som de under sangen gemte i kjolens forbredde Men en nat, da søstrene forlængst lå I deres små senge, gik hele "Pole Nord" op i flammer, og - ak og ve - de små killinger, som opbevaredes i en stor kurv i garderoben, gik samme vej. Folk ville så gerne hjælpe søstrene, og bragte dem i de følgende dage så mange katte, at de ville kunne åbne et helt stutteri. Men det gamle ord, at katte bringer ulykke, havde dog her atter fået sin bekræftelse.

*

I høsten 1894 fik Sisters Barrison engagement i Berlins "Wintergarten". Her blev de i 8 måneder, og fik en eventyrlig succes. Kendte forfattere skrev digte til dem, ja, bøger, og tegnere og malere kappedes om at forevige dem. En million reklamebilleder kastedes ud på markedet Jeg husker fra et Berliner-besøg (vinteren 1894-95) en eftermiddagsforestilling i "Wintergarten". Barrisons optrådte ikke, men gav møde, dels med, dels uden kavallerer, og lod sig beundre i en af avant-logerne. Deres brusende, vide fløjls-capes, deres kolossale fantasihatte vakte furore i Berlin, som dengang - trods alt - var en ret borgerlig, nøgtern by. Naturligvis kunne det ikke undgås, at de lyslokkede englebørn tændte mange hjerter i brand med deres skælmeri og spilopper og unoder. På scenen slog de kolbøtter, snart sad de i kreds på gulvet, snart sprang de buk over hverandre.... Stramme løjtnanter og "feudale" kavallerer lå for deres fødder. De behøvede blot at vælge! Det gik her som altid, at selv den mest påpasselige impresario ikke i længden kan holde sammen på en flok ustyrlige pigebørn. Det gik dog godt i samfulde fire år, og de små danske piger fik set sig godt om i verden. Selv det kræsne London erobrede de - for ikke at tale om Wien (Ronacher) og Budapest (Fövarosi Orfeum). Ja selv til New York vendte de tilbage.

*

Så skiltes de fem. Olga giftede sig med en amerikaner, og døde nogle år efter. Sophy drog til

Budapest med en ungarer, Inger fik en dansk millionær, bosat i London. Også hun er gået bort - i et af verdenskrigens år, efter et ulykkeligt fald under et Zeppelin-angreb. Mange år forinden - i 1898 - optrådte Inger og Gertrude i vor københavnske Cirkus Varieté, hvor de gjorde stormende lykke, stadig charmerende og pikante. Det er ingen hemmelighed, at Sisters Barrison har "stiftet skole" - eller snarere været forbilledet for hundreder af trupper af unge piger. Gertrude Barrison var den dygtigste af søstrene. I en årrække optrådte hun alene rundt om på europæiske varietéer og kunstnerkabaretter. Senere blev hun malerinde og oprettede en danseskole i Wien. Kort sagt: En alsidig kunstnerbegavelse.

*

Lona Barrison, den ældste, er den af søstrene, vi københavnere kender bedst. Da truppen var opløst, startede hun et ekstravagant varieténummer til hest, og ville bl. a optræde i Cirkus Varieté. Men vor strenge politiinspektør Theodor Petersen nedlagde veto! Hvorfor? man siger af samme grunde, som i sin tid havde forhindret hele søsterflokken i at vise sig på en af vore varietéscener: William Fleron havde i 1881-82 været redaktør af "Herolden", som efter attentatet på Alexander II i en artikel forsvarede gerningsmændene! Det kunne politiet ikke glemme, og den smukke Lona led den tort at blive forbudt af en gammel dragonofficer. 

Nogle år senere, da Petersen var takket af, var der intet i vejen. Fru Lona sang, mimede og dansede i Cirkus for en dengang fabelagtig gage. Det praktiske ægtepar havde sat sine penge i et par store københavnske ejendomme, bl. a. en lige overfor Halls statue i Søndermarken. Det altid originalt udstafferede par hørte på en måde til Københavns seværdigheder Nu bor Lona og hendes gemal i Wien, hvor fruen efter sigende har et sprogkursus. Sit modersmål har hun aldrig mestret. Men hun var perfekt i verdenssprogene og lidt til.

Således endte den mest omtalte, den mest berømte danske "trup", der nogensinde har eksisteret

Københavner med K.

(Social-Demokraten, 3. september 1933).

Pios ætling ... ! (Efterskrift til Politivennen).

En af Sylvia Pios børn, lensgreve og hofjægermester og dattersøn af Louis Pio, Frederik Magnus Knuth (1904-1970), var en af tolv dømte i "Sehested-sagen", en gruppe medløbere og landssvigere rekrutteret fra landet. Han var blevet ejer af Knuthenborg Gods 1926. Han blev kendt i 1930'erne som "Nazigreven" og "Kaktusgreven" pga som interesse for kaktusdyrkning. Grev Knuth var i 1933 medlem af den konservative ungdomsorganisation. I august 1933 havde bekendt sig som nazist:

Den fine mand lensgreve Knuth til Knuthenborg på det fede Lolland er en søn af Louis Pios datter, Sylvia og anset for at være en fremragende kender af kaktus og disse planters dyrkning. Men lensgreven har også interesse for politik og har tidligere talt konservatismens sag med glødende begejstring. Det er derfor forståeligt, at højrebladene har prist herren til Knuthenborg i høje toner.

Men ak, nu er glansen gået af Sankt Gertrud, idet Iensgreven er blevet nazist.

Forleden holdtes der møde på Christianssæde, og her stod greven og gav tidens politiske styre, frugten af hans morfaders banebrydende arbejde for socialismen, det glatte lag. Der manglede intet i tydelighed. Grev Knuth er en lærenem ung mand, og har han end glemt den mands gerning, hvis ætling han er, så har han desto hurtigere nemmet læren af talemåderne fra sit store forbillede, Adolf Hitler.

Lad os lige tage en grevelig mundfuld som denne: Lovgiverne er studehandlere, der i de høje hallers lumre luft sidder omkring ædetruget som fædrelandets snyltere! - den kunne selve Adolf Hitler ikke have givet bedre, og tendensen i grevens nyeste interesse samt prøven på grevens blomstrende sprog være hermed angivet tilstrækkelig tydeligt. 

Han synes åbenbart at have taget ved lære af grev Holstein. Men når grev Knuth udslynger den påstand, at de landmænd, der ikke hylder regeringens anskuelser, ikke bliver hjulpet, så er den unge nazist-hedspore på gyngende grund, så fremsætter han påstande, han er ude af stand til at bevise, fordi de er løgnagtige.

Kendsgerningen er jo, at tusinder af landmænd selvsagt er blevet hjulpet i deres vanskeligheder uden hensyn til deres politiske opfattelse. Det burde ikke mindst en ætling af Pio vide. Og må vi så give greven til Knuthenborg det gode råd, at han holder sig hjemme og giver rollen som kaktusdyrker. Her er han forhåbentlig mere velbefaren end i politik.

(Langelands Social-Demokrat (Rudkøbing), 1. august 1933)

I december 1934 holdt han en tale i "Konservative Studenter" hvor han atter bekendte sig til nazismen: 

"Det arbejderparti Louis Pio begyndte at rejse her i landet, er blevet et chance-parti, præget af bengnaveri! I den sidste tid synes det helt at stå på hovedet: Hans Nielsen taler forsvar og Stauning taler ædruelighed. Når socialisternes førere har fået ædt og drukket tilstrækkeligt, mens kammeraterne går på gaden og fryser, når de har glædet sig over deres høje stillinger og storfinansens gaver, får de af og til dårlig samvittighed og holder dundertaler mod kapitalismen for dog at vise at de gør lidt gavn for pengene."

Samtidig ivrede han for Hitler og nazismen hvis metoder han inderligt ønskede indført i Danmark. Talen blev dog afvist af konservative som usmagelig og antisemitisk, og at Det Konservative Folkeparti ikke havde brug for nazismen

Han blev under krigen dømt for blodskam, men takket være folketingsmand Hartel og gode forbindelser til tysker blev han benådet mod at melde sig til tjeneste hos SS på Østfronten. Frederik Markus Knuth (1904-1970). 

Foto af grev Knuth i anledning af afsigelsen af dommen ved Maribo Købstads Ret på 5 års fængsel for blodskam. Fra "Kjøbenhavns Amts Avis. Konservativt Organ for Gjentofte- og Lyngbykredsen", 13. april 1942.

Etatsraad Bestle. (Efterskrift til Politivennen)

Etatsraad Bestle.

Etatsraad Bestle bliver den attende Marts halvfjerdsindstyve Aar.

Høj, venlig og værdig staar Etatsraad Bestie foran mig i sin gammeldags stilfulde Dagligstue i Amaliegade-Hjemmet.

- Ja, her er smukt, siger han. Se blot ud ad Vinduet. Vi kan se Skibene glide ud i Sundet, vi er herinde i Byen nærmere ved Vandet, end i vort Sommerhjem paa Strandvejen .... vi har Langelinie næsten udenfor Døren .. Jeg har altid elsket Vandet.

- Og Malerkunster, siger jeg og ser paa Væggene.

- Ja, alene af Ring har jeg atten dejlige Billeder .... Han og jeg, vi er gamle Venner .... Det store dér - Roeoptagningen, det ventede han sig meget af, og det var ham en Skuffelse, da det ikke blev solgt paa Udstillingen - og saa købte jeg det til Katalogprisen.

- Etatsraaden er gammel Københavner?

- Ja, ja. Jeg er født paa Amagertorv, og min Far var ogsaa Vinhandler.

- Bliver man Vinhandler af Lyst?

- Absolut Jeg var saa begejstret for det, at jeg, som Dreng bad min Far om at maatte blive det samme som han. Jeg havde set ham gaa dernede i de gamle, store Lagre .... Vin er ogsaa et interessant Studium, inden vi drikker den. Den skal behandles næsten som en Patient. Man regner med, at Bordeaux vinen skal ligge en to, tre Aar paa Flasker, før den kan drikkes .... Nae, nu har jeg jo overladt mit Firma - jeg havde det i over 30 Aar - til flinke, unge Folk, som jeg haaber vil føre det videre paa god og værdig Maade.

- Hvilken Vin er der interessanteste at sysle med?

Bordeauxvinen .... den er ædel. Og den kræver et ligefrem personligt Arbejde for at give et smukt og godt Resultat.

- Hvad betyder Vinen for Menneskene?

- Den maa ikke betyde andet end Glæde, og vi skal takke Vorherre for Druen, der er skænket os til lægedom, til Glæde, til Fest, men man maa ikke lade Vinen krænke Skønheden, det er Synd imod den og Imod os selv.

- Etatsraaden er ogsaa Kirkeværge?

- Ja, for Helligaandskirken Det blev jeg ogsaa efter min Far, og jeg blev valgt af Menigheden og Borgerrepræsentationen. Jeg var Værge i nogle og tredive Aar, men saa kom der Menighedsraad med alle de Damer, som man skulde spørge om man maatte købe en Gulvskruppe og alt det Vrøvl, som der er i vor Tid, og saa gik jeg. Men Helligaandshuset tik jeg dog bevaret, selv om de ogsaa har lavet det til Bibliotek. Dér var nu Konferensraad H. N. Hansen mig en udmærket Hjælper .... Det er ham, jeg kan takke for, at jeg blev Etatsraad, han var et sjældent Menneske. Tiden er gaaet langt ned siden

Etatsraad Bestle.

- Hvad synes Etatsraaden om København - nu?

- Naar jeg ser den nu, saa ser jeg en By i stærk Fremgang, jeg kan beundre den i mange Retninger, men det gamle Præg, det hjertelige, Familie-Samfølelsen, er gaaet tabt. Folks Hjem er nu snarest de offentlige Steder .... Desværre ....

- Hvori ligger det?

- De har for let Adgang til store Gager, til mange Penge. De smukke Hjem forsvinder. Man forstaar ikke Glæden over Hjemmet. Det er en Station, hvor man sover, hviler, klæder sig om. Jeg skulde vel ikke sige alt det om de offentlige Steder, for jeg har jo handlet med mange af dem - men, jeg gør det alligevel.

- Etatsraaden har aldrig følt noget Misforhold ved Dobbeltstillingen: Kirkeværge-Vinhandler?

- Aldrig. Tværtimod. Jeg har set Festen og de gode Glæder i Livet - og Fattigdommen og Nøden indenfor Kirken. Sammen med min kære, afdøde Ven, Pastor Blaumüller søgte jeg at lindre med aaben Haand. Jeg har hjulpet, hvor jeg har kunnet. Og jo mere aaben min Haand har været jo mere har Vorherre givet mig til Gengæld ... Jeg er Højkirkelig. Jeg føler tit Trang til en god Prædiken .... Jeg hører Fenger og Ricard, og Winther i Marmorkirken og Storm, min Ven ovre i Citadellet .... men ikke de yderligtgaaende, det skal man ikke ....

- De var Medstifter af de billige lånekontorer?

- Ja, jo. Det var et morsomt gammelt Selskab Det vilde, at Folk skulde kunne faa billige Laan. og at de ikke behøvede at opgive Navn, de Ulykkelige, de fik blot en Seddel, og saa blev deres Tøj pænt og ordentligt opbevaret. Nu likviderer vi, men skønt vi begyndte med en Aktiekapital paa kun tyve Tusinde, saa har vi ved Flid, uden Tantieme eller saadan noget, hvad man kalder, kunnet stifte et Legat paa Sekshundred tusinde Kroner. Det skal først komme Funktionærerne tilgode, og derefter værdige, værdige Trængende Jeg er ogsaa med i Foreningen til gamle Bygningers Bevarelse .... Det Arbejde interesserer mig meget .... Vi reddede Ulstrup, den herlige Gaard. Det er jo rædsomt med de Tiender, de stakkels Godsejere skal ud med.

- Er der en indre Forbindelse mellem Kunst og Vin?

Min Interesse for Kunst er tildels nedarvet. Som Barn gik jeg med min kære, afdøde Mor paa alle Charlottenborg-Udstillinger og saa de store Mestre, Bloch og Vermehren .... Kunstnere er søde Mennesker, det er min Erfaring .... Vin. jo, Vin giver Skønhedsforstaaelse, Skønhedsglæde .... Jeg er dog selv et af de mindst drikkende Mennesker. Jeg drikker kun et lille Glas Bordeaux til min Middag .... Men Øl afskyer jeg. Det sagde jeg engang til Carl Jacobsen, der var min gode Ven Jeg er Søn af Bacchus - du af Gambrinus - og han- var en Udarter ....

- - -

Den attende Marts vil paa mangfoldig Maade blive en Fest - en Mærkedag for Etatsraad Bestle. Han staar idag som et smukt og stateligt Minde om den Tid, han selv føler, er forbi. En Tid, hvor Hjertefølelsen, Godheden og Tilliden var større. Hvor Festerne prægedes ikke blot af Bordet, man nød, men ogsaa af Ordet, der lød. Og hvor man ikke spurgte smaaligt, men hjalp, fordi Hjertets Trang var at skabe Glæde ogsaa for andre ....

Etatsraad Bestle blev i Ordets dobbelte Forstand Billedet paa en god Københavner .... Og som saadan vil han blive fejret og hyldet ....

Christian Houmark

(B. T. 13. marts 1925).

Et Millionlegat til Gardens Officerer

Den meget kendte københavner-vinhandler, etatsråd Georg Bestle er lørdag eftermiddag død, 78 år gl. Af hans betydelige formue vil der efter hans hustrus død, efter hvad “Berl. Tid." vil vide, tilfalde forskellige institutioner store beløb, således 50.000 kr. til Vinhandlerforeningen, 100.000 kr. til bevarelse af gamle bygninger og ikke mindre end ca. 1 mill. kr. til et legat for officerer ved garden. Han havde selv tjent ved garden og omfattede dette korps med stor interesse. I sine levedage har han ofret betydelige beløb på kunsten, særlig malerkunst, ligesom Helligåndskirken, som han var værge for, har modtaget store gaver, bl. a. billeder af Skovgaard. Også bevarelsen af gamle bygninger støttede han stærkt, hvad der bl. a. kom herregården Ulstrup til gode. Han var 2 gange gift. Efter sin første hustrus død ægtede han enken efter forfatteren, pastor Blaumüller; men han efterlader ingen børn.

Da Bestle blev løjet død.

En dag for 26 år siden meddelte et københavnsk blad at Bestle var død og skrev en længere nekrolog over ham. Han læste den selv ved sin morgenkaffe, og som den udprægede københavner, han var, tog han sagen med største overlegenhed. Han drak kaffen færdig, satte sin grå hat på hovedet, kaldte på sine to puddelhundre, og med den ene af dem foran sig og den anden bagved, som det var hans skik, spadserede han nedad Strøget. Allevegne, hvor Bestle kom frem, vakte han forbavselse; i nogle tilfælde endda forfærdelse hos de mennesker, der havde hørt om dødsfaldet. Men etatsråden spadserede uanfægtet som ellers ned gennem gaden, og da han nåede bladets kontorer, gik han derop og præsenterede sig for den vagthavende: “Da De nu har set, at jeg er levende, er De nok saa god at bringe sagen i orden i morgen.”

(Thisted Amtsavis 9. maj 1933).

Georg Bestle er begravet på Vestre Kirkegård hvor han ligger i den fornemme afdeling, tæt på Nordre Kapel og Det Røde Hav. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Georg Christian Bestle (1855-.1933) var etatsråd, vinhandler, grosserer. Han startede i 1882 med en mindre vinhandel i Nørrevoldgade. I 1886 købte han Gottlieb Bonnesens forretning, Skindergade 47, og til denne bopæl flyttede han samtidig sin tidligere forretning. Fusioneret efter faderens død i 1892 til Georg Bestle A/S. Afhændet 1918, hvorefter han trak sig tilbage. Gennem en længere årrække Danmarks største vinhandel. Thorvald Bindesbøll opførte i 1897 en villa for ham i Vedbæk. 

Den 6. august 1925 kom Bestle kørende gennem Hedehusene i sin bil da den 5-årige datter af bagermester Larsen løb ud på vejen ud for kreaturhandler Chr. Jensen. Hun blev så hårdt kvæstet at hun døde efter indlæggelsen på St. Maria Hospital i Roskilde.