14 juli 2025

A. E. Hansen (1876-1944). (Efterskrift til Politivennen)

25 Aar som Journalist


Redaktør A. E. Hansen, Nakskov

Chefredaktøren af vort Broderorgan paa Loland-Falster, A. E. Hansen, kan i Dag fejre 26 Aars-Dagen for sin Ansættelse ved den socialdemokratiske Presse. Han knyttedes den 20. Juli 1896 - kun 19 Aar gammel - til vor Redaktion i Brolæggerstræde og ansattes i 1921 som Redaktionssekretær i Nakskov, hvor han efter Bresemanns Valg til Borgmester tog Redaktørstolen i Besiddelse.

A. E. Hansen har været Socialdemokrat fra Barnsben. Hans Fader var Formand for Hustømrernes Fagforening i København og beklædte en Række Tillidshverv. Jubilaren havde saaledes allerede som Dreng hele Bevægelsen paa nærmeste Hold og omfattede den med en Begejstring, der blev frugtbar ved den Kærlighed, han fra første Færd nærede til Journalistens Kald. Hvilken Oplevelse det har været for den unge, glade Gut at være Medarbejder ved vor Presse, faar man et levende Indtryk af, hvis man i en ledig Stund kan faa ham til at fortælle sine Erindringer. Man ser da Redaktionen i Brolæggerstræde lyslevende for sig, selvom man aldrig har sat sint Ben dér, thi Hansen kan huske Personer og Begivenheder i alle Enkeltheder. I hans fængslende Fortoning smelter oplivende Episoder i Dagens Slid, muntre Visestumper fra festlige Lejligheder, Personernes Ejendommeligheder og karakteristiske Udtryk sammen til et Billede, der begejstrer, fordi det fremstilles af en Mand, der selv er begejstret.

Hansens slagfærdige Humør gav ham i Ungdommen Tilnavnet "Flaben" - et Kælenavn, som han aldrig tog ilde op. Og Humøret har ikke forladt ham, skønt "Flaben" forlængst har veget Pladsen for en ansvarsbevidst, stærkt betroet og pligtopfyldende Fører i den lolland-falsterske Partibevægelse. Hansen er stadig blandt de yngste af Sind og er da ogsaa - skønt Jubilar - endnu blandt Partiets unge Kræfter.

Han er en fremragende Journalist. Hans letløbende Pen ligefrem rubber Stoffet fra Haanden, men Resultatet er altid ypperligt, grundt, gedigent Stof, fremstillet i en fængslende Stil, der kan være sarkaststik og let, men ogsaa - naar Emnet kræver det - kan være baaret af fængende Indignation. Det Blad, som Hansen redigerer, er forlængst bleven det mest udbredte i Lolland-Falsters Stift og for det røde Stifts smukke Valgresultater har han sin Hovedpart af Æren. Skønt optaget af meget lokalt Arbejde i Nakskov: Ordføreren i Byraadet i vigtige Sager og Sjælen i Organisationens Arbejde, har han dog Stunder til at følge med i Partibevægelsen over det hele Stift og vaage over, at ingen By og intet Sogn bliver stedmoderligt behandlet. Hans gode Humør og smidige Forhandlingsevne bidrager til at Samarbejdet overalt former sig harmonisk. Og samtidig har ogsaa Bladets Økonomi hans interesse. Han glæder sig over Bladets Fremgang i Abonnenttal, men han er ogsaa lykkelig over, at Forretningsføreren kan aflevere et smukt Regnskab.

A. E. Hansen er som Kollega og som Partifælle et smukt og begejstrende Eksempel paa de Mænd, der Landet over bærer vor Presse frem og baner Vejen for Arbejderklassens Erobring af Magten.

Derfor skal han i Dag have Hyldest og Tak ikke blot fra sine nærmeste Medarbejdere, men fra hele det danske Socialdemokrati.

M. K.

(Social-Demokraten 20.juli 1921).


Carl Emil Hansens redaktør i Nakskov, A.E. Hansen, var også borgmester, og han lå i direkte slagsmål med de konkurrerende aviser.

"Han indlod sig med mellemrum i drabelige fejder med især Venstre-avisen Nakskov Tidende, hvor C.C. Haugner var redaktør. De to havde også været modstandere i byrådssalen, og Haugner havde, uden at skele til kendsgerningerne, gang på gang hængt A. E. Hansen ud for alle de vanskeligheder, Nakskov havde været ude for økonomisk. Når de to havde fejder, lagde de ikke fingre imellem. Halve og hele sider blev fyret af."

Selv da A.E. Hansen grundet sygdom trak sig som borgmester, var hans redaktørvirke på flere måder præget af, at han selv havde været aktiv politiker og stadig ville sørge for, at Nakskov kunne leve op til prædikatet: "Den rødeste by i det rødeste amt."

"Nakskov var vist den by i landet, hvor den politiske journalistik levede længst. Selvfølgelig trættede den læserne, men ingen turde sige noget. Heller ikke på møderne i kontrolkomiteerne eller andre steder. Og den gamle redaktør kunne desværre ikke selv se det," lyder vurderingen fra Carl Emil.

----

Glad blev han derfor, da stillingen som redaktør for hans gamle lærested i Nakskov blev opslået, og han fik den.

"Bladet, partiet og fagbevægelsen stod stærkt i alle kommuner, og det var som om, Bresemanns og A. E. Hansens ånd stadig svævede over vandene," siger han.

(Journalisten.dk Portræt af Carl Emil Hansen)

A. E. Hansens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

A. E. Hansen var borgmester i Nakskov 1929-1935. Han afløste borgmester Sofus Hans Madsen Daugaard Bresemann (1864-1945). Bresemann startede 1901 Lolland-Falsters Social-Demokrat. Han kom i byrådet 1905, 1913 i folketinget, 1914-1928 var han Nakskovs borgmester. Han var medinitiativtager til Nakskov Skibsværft. A. E. Hansen er begravet på Vestre Kirkegård i København.

Fritz Freiherr von Buchholtz 1913-1944. (Efterskrift til Politivennen)

Fritz von Buchholt (29. april 1913 - 4. august 1944) var af adelig slægt. Han var født i Letland (Mitau/Jelgawa). Efter den russiske revolution i 1918 flygtede familien til Prenzlau i Tyskland. Kort efter Hitlers magtovertagelse blev Fritz student (1934) og meldte sig til den tyske flåde. Han gjorde bl.a. tjeneste på krydseren "Karlsruhe" september 1934 til juni 1935. I juli 1935 kom han på marineskolen Mürwik ved Flensborg og blev uddannet til sekondløjtnant. Han var på flyvebasen Parow (Mecklenburg, Pommern) og forfremmet til søløjtnant i 1937. Herefter på flyvebasen Nest (Pommern). 1938 forfremmet til adjudant og kompagnichef og overflyttet til flyvebasen West-Dievenow. 1938/39 pejleflyveleder af 1. grad i Slesvig ved Flensborg. 1939 oberstløjtnant. Observatør i efterretningsstaben (Aufklärungsstaffel). Overflyttet til flyvebasen West-Diewenow i Wolin. I forbindelse med invasionen af Polen d.1. september 1939 blev han overflyttet til flyvebasen Bug ved Rügen som Efterretningsofficer og blev efterfølgende Kaptajn for Havnødsflyvningen og Efterretningsområdet, hvor han havde ansvaret for forskellige opgaver fra landjorden.

Sommeren 1940 startede Fritz en uddannelse som pilot i Luftwaffe. Han fungerede som observatør på togter over England - hovedsageligt som lysbombespeciallist og senere på særlige udvalgte opgaver. I 1941, slutningen af maj blev han udkommanderet som Stabskaptajn (Staffelkapitän) i det 8. Nødberedskab i Kiel. Marts 1942 blev han Kaptajn i Luftwaffe, og i november 1942 var han på blindflyvningskursus på Blindflyverskolen i København. Fra 1943 uddannede han sig til natjægerpilot, og samme år fik han sin første flyvemaskine, en Messerchmitt ME 110 (G3+AY). Han nåede at nedskyde et fly 16. august 1943 før han efter et flyuheld den 24. august han hårdt såret, med dobbelt kraniebrud, brud på kroppen og øjenskader.

Efter at han i starten af 1944 blev udskrevet, blev han stabskaptajn. I maj 1944 kom han til at flyve en HE 219 (Heinkel He 219). Kort efter blev hans gruppe overflyttet til Grove i Danmark - her påbegynder Fritz nu selv at træne- og uddanne piloter til nattogter.

Fredag d. 4. august blev hans Messerchmitt 110 skudt ned af to amerikanske P51 fly. Fritz blev dræbt på stedet Han begravet med militær æresvisning på den tyske heltekirkegård i København (Vester Kirkegård). Først med de karakteristiske nazistiske kort i daværende afsnit A - Række 10 - Grav 267 2. I dag kan graven findes i afdeling A/268-267.

Efter januar 1945 flygtede hans kone Liselotte von Buchholtz og børnene til hendes mor i Göttingen i delstaten Niedersachsen. Efter krigen arbejdede hun som kassedame og som sygeplejerske  på et hospital. Hun giftede sig igen og flyttede til området nær Frankurt am Main.

Ovenstående historie stammer bl.a. fra hans søn Wolf von Buchholtz som blev født i 1941. Han gjorde militærtjeneste i marinen og endte som kaptajn. Han arbejdede bl.a. som produktionsleder hos olieselskabet Castrol i Tyskland.

De nedenstående referat stammer herfra. (NJG er flyvepladser nær Grove i Jylland. Nu bedre kendt som Flyvestation Karup):

I begyndelsen af august 1944 fandt man Schulstaffel for NJG 1 og NJG 3 på Fliegerhorst Grove. Disse to enheder rådede over Bf 110 og Ju 88, men også He 219 blev anvendt på Grove. I juli 1944 rådede Schulstaffel NJG 1 over 5 He 219A-0 på Grove, som blev anvendt til omskoling til denne type. Først i august måned blev disse afgivet til anden enhed og Schulstaffel NJG 1 stod tilbage med 6 Bf 110G-4. Schulstaffel NJG 1 blev dannet i juni 1944 på Twente, men flyttede den 24. juli til Fliegerhorst Grove. Da det blev besluttet at forlægge II./NJG 3 til Grove blev Schulstaffel NJG 1 overflyttet til Königsberg/Neumark for i februar 1945 at ende i Lüneburg.

I begyndelsen af august 1944 var Hauptmann Freiherr Fritz von Buchholtz chef for Schulstaffel/NJG 1. Han var født i Letland og kom i 1934 til den tyske marine, hvor han blandt andet gjorde tjeneste på krydseren Karlsruhe. I 1937 kom han til søflyverne og var tidligt i krigen søredningspilot, hvor han i 1941 var Staffelkapitän for 8. Seenotstaffel. I 1942 blev han uddannet til bombepilot, men kom senere til natjagerne, hvor han i juni 1943 blev chef for 10./NJG 1. I august samme år fløj han ved 11./NJG 1 og blev såret efter et flystyrt ved Wittenberg på grund af motorproblemer. I juni 1944 blev han udnævnt til chef for Schulstaffel/NJG 1. Han blev dræbt den 4. august under en stor amerikansk overflyvning af dansk område. von Buchholtz blev af Jagdabschnittführer Dänemark beordret til at nedskyde beskadigede amerikanske fly, der forlod deres formation og forsøgte at nå Sverige. von Buchholtz fløj en Bf 110G-4 med Werke Nr 720251 G9+HX, da han klokken 16.08 blev skudt ned ved Slimminge på Sjælland.

Buchholtz forsøgte at afskære en tilsyneladende beskadiget bombemaskine ruten til Sverige, men han blev narret. I stedet for en bombemaskine var det to tætflyvende P-51ere, som gik til angreb på Bf 110eren. Nedskydningen blev foretaget i 1.400 meters højde af 1/Lt. Wilson K Baker fra 370FS 359th Fighter Group. von Buchholtz beordrede sin radaroperatør til at springe ud med faldskærm, men det var for sent for ham selv. von Buchholtz blev begravet på Heldenfriedhof Ost-Kopenhagen.

Gravstedet var oprindeligt forsynet med et trækors med nazistiske symboler. Disse blev fjernet umiddelbart efter befrielsen i 1945. Et foto af den kan ses på denne hjemmeside. Den nuværende er fra omkring 1965.

Major Fritz Freiherr von Buchholtz' mindestenen på Vestre Kirkegård som han deler med en tysk obergrefreiter, findes på Vestre Kirkegård, tyske afdeling A/268-267. Foto Erik Nicolaisen Høy

Kildehenvisninger:

Luftkrig 1939-45. (PDF)
Atlanticwall. Video
Nedskydning over Giesegård. Sønnen Wolf.

Robert William Christensen (-1944). (Efterskrift til Politivennen).

C. B.'ers Jordefærd.

Ved en gribende højtidelighed lørdag middag blev den 32-årige C. B.-betjent Robert William Christensen, Enghavevej 250, der for nylig - som den første C. B.'er - faldt på sin post, begravet på Vestre Kirkegård. Til stede var 400 C. B.'ere og et stort antal ordensbetjente. Ved graven bragte politikommissær Clausen korpsets tak for den unge mands indsats i tjenesten, og en C. B.-Betjent, Jacobsen, bragte den sidste hilsen fra kammeraterne.

(Social-Demokraten, 9. juli 1944)

C.B-Betjente var Civilbeskyttelsesbetjente, de 6.000 kasserede eller fritagne værnepligtige der fra sommeren 1940 årligt blev indkaldt til civilbeskyttelsestjeneste under Statens Civile Luftværn. Ordningen ophørte da Politikorpset blev opløst i september 1944, men blev genoplivet i de første efterkrigsår, da talrige frivillige og nyindkaldte CB-betjente deltog i bevogtningen af de tyske flygtningelejre i Danmark.

Svend Bach, 1912 eller 1917 - 1944. (Efterskrift til Politivennen)

Svend Bach. Født 9. marts 1917, gravstenen på Vestre Kirkegårds tyske afdeling B/627-628 siger: 16.6.12. Chauffør Svend Bach arbejdede for Gestapo. Han blev dræbt i ildkamp med modstandsmanden Flammen alias Bent Faurschou-Hviid den 8. juli 1944 i København. Se nedenstående citat:

Den 8. juli 1944 ankom "Flammen" til gruppens mødested i Bent Høgsbro Østergaards ("Gemyse"s) grøntforretning på Sdr. Fasanvej 47. Kort forinden havde Gestapo arresteret "Gemyse" i forbindelse med en anden gruppe under et møde på Slotskroen og havde efterfølgende foretaget en razzia i forretningen. Da "Flammen" intetanende trådte ind i butikken, opholdt tysk politi sig fortsat i baglokalet, mens fru Østergaard var tvunget til at betjene kunder i forretningen.

Der er forskellige - noget meget farverige - udlægninger af den episode, som nnu udspillede sig, men mest sanddruelig er Gunnar Durberg, som fortæller, at "Flammen" trådte ind i butikken:

- Tre pund kartofler, siger han som sædvanlig.

- Sågerne, lyder svaret forretningsmæssigt, og "Flamme" er straks klar over, at der er noget galt. "Flamme" betaler for kartoflerne og forlader butikken. Men han går ind i tobaksforretningen ved siden af for at få noget at vide.

Tyskerne, der sidder i baglokalet til grøntforretningen aner uråd. Det er ikke hver dag, en yngre, velklædt herre - nærmest en laps - kommer ind til en grønthandler og køber tre pund kartofler. De dukker op i tobaksforretningen for at tale nærmere med "Flamme".

"Flamme" trækker straks sin pistol og skyder på dem, før de får tid til at reagere. Så springer han ud af døren. I kantstenen står tilfældigvis en ulåst damecykel. "Flamme springer op på den og spurter over mod Kronprinsensvej, medens Gestapo-folk skyder som rasende efter ham.

På hjørnet af Fasanvej og Kronprinsensvej står en Gestapomand med sin maskinpistol. Da det går op for ham, hvad der sker, løfter han maskinpistolen. Men før han når at skyde, har "Flamme" affyret sit pistol, og Gestapomanden synker død om, medens "Flamme" forsvinder.

Den dræbte er den 36-årige dansker Svend Bach, der arbejdede som chauffør for det tyske politi.

(Peter Birkelund: Sabotør i Holger Danske) Oplysningen om at Svend Bach skulle være 36 svarer ikke til oplyste datoer ovenfor.

Gravstenen for Svend Bach på Vestre Kirkegårds tyske afdeling B/627-628. Over Bach står Polizeiassistent Hans Keck. Han blev født 25. september 1907 i Reutligen. SS-Rttf u. Polizei-Assistent. med Bef. d. Sipo u. SD Kopenhagen. Han blev dræbt under folkestrejken 1. eller 2. juli 1944 i København. Begravet på Vestre Kirkegård 5. juli 1944. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hertz' Bogtrykkeri. (Efterskrift til Politivennen)

Student (Sylvester) Hertz (1790-1854) fik i 1828 kongelig bevilling til at anlægge et bogtrykkeri i Vejle og udgive en avertissementstidende. Herefter etablerede han et trykkeri i Søndergade 13-15 i Vejle og udgav her Vejles første avis, Weile Amts Kongelig priviligerede Avis og Avertissementstidende - Vejle Amts Avis. Avisen tryktes i starten på en håndpresse af træ. Kæmpede med økonomiske vanskeligheder og efterlod ved sin død i 1854 en avis for nedadgående. Avisen blev ført videre af enken Cecilie Hertz og dernæst sønnen Vilhelm.


Annonce i Kolding Folkeblad 4. september 1911 da trykkeriet lå i Sct. Pederstræde 19. Ejendommen blev købt i 1909 og husede indtil da St. Peders Gæstehjem som i en årrække havde haft underskud. Hjemmet havde eksisteret i 25 år ikke mindst for "de farende svende". Hver nat overnattede op til 100 mennesker.

Især fra 1895 kom der for alvor gang i forretningen. Poul Hertz solgte i 1905 avisen i Vejle og flyttede trykkeriet til hovedstaden. Han lancerede i 1911 bladet "Verden og Vi". I 1918 solgte han bladet. I stedet udviklede han sit „Hertz Karthothek“ med specielle kartotekskort og kartoteksskabe, hvilket var helt nyt på den tid. Allerede tidligt i virksomhedens historie var der ført kartotek over ansatte i virksomheden, og man kan stadig få disse kort med de gamle bemærkninger at se. På et af kortene står der for eksempel "Ikke flittig. Heller ikke dygtig. Snakker meget" eller en af de mere dramatiske fra 1944 "Fratraadt p.gr. af Sabotagen. Flink men snakkesalig." Poul Hertz døde i 1939 og enken Ellen Hertz videreførte virksomheden.

Den 7. maj 1944 blev af Hertz' bogtrykkeri, Snorresgade 22, København, sprængt hvorved der skete skade for 186.918 kr. Det var formentlig Peter-gruppen med bl.a. Brøndum, Bothildsen Nielsen, Wagner og Jesse som havde planlagt at sprænge trykkeriet i luften. Dette blev nævnt i straffesagen mod Karl Rudolf Werner Best, Karl Constantin Albert Julius v. Hanneken, Günther Friedrich Wilhelm Ludvig Pancke og Otto Richard Bovensiepen (chef for det tyske sikkerhedspoliti). Sidstnævnte var i tiden fra den 10. januar 1944 til den 21. april 1945, som den for den til bekæmpelse af den danske sabotage m. v. iværksatte tyske antisabotage ansvarlige, at have givet ordre til eller sanktioneret de af den til udførelsen af antisabotagen indsatte S.S. „Sonderkommando“, der lededes af de ikke under sagen tiltalte tyske statsborgere Otto Schwerdt og Horst Issel, og hvis medlemmer var dels tyske og dels danske statsborgere, begåede drab, drabsforsøg, brandstiftelser, sprængninger og forsøg herpå.

Snorresgade 22. Tidligere Hertz Bogtrykkergården. Nu Mogens Dahl Koncertsal. Bygningerne er fra mellem 1901 og 1919, nogle af de første industribygninger i området bygget på gammel havbund (Islands Brygge). Bygningerne rummede bl.a. viceværtbolig og stald. De blev senere brugt til garager, billakeringsfirmaet "Johns Autolakering", bilværksted "Amarkansk Auto". I 2014 blev bygningerne restaureret tilbage til deres oprindelige udseende af arkitekterne Frank Maali og Gemma Lalanda. 

Ellen Hertz oprettede et aktieselskab i 1972, hvis aktier blev anbragt i Ellen og Poul Hertz’ fond. Efter Ellen Hertz' død i 1976 blev prokurist Carl Henning Bentsen direktør.