Der bor en Bager i Nørregade. (Efterskrift til Politivennen)

Sangen er oprindelig svensk. Den kendes på dansk omkring 1883, men dengang boede han ikke i Nørregade, men i Mariager. Senere blev den trykt i De Små Synger, og da var han flyttet til Nørregade. Der kan være tale om flere bagere. En af dem er Johan Friedrich Wilhelm Piper (12.10.1780-8.9.1853). Han kendes fra mange retssager som han var involveret i.

Ifølge Hs. Kongelige Majestæts allernaadigste Bevilling af 1ste Juni 1829 som læses i den Kongelige Lands Overret samt Hof- og Stadsret Mandagen den 3de Juni d. A., saa lydende:

"Vi Frederik den sjette, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg; Gjøre vitterligt: At Vi, efter Hofbagermester Johan Friederich Wilhelm Piper af Vor Kongelige Residentsstad Kjøbenhavn, derom allerunderdanigst gjorte Ansøgning og Begiæring, allernaadigst have bevilget og tilladt, saa og hermed bevilge og tillade, at han ved Proclama, aub poena præclusi et perpetui silensii, med Aar og Dags Varsel, i den danske Statstidende, Adressecontoirets Efterretninger samt den altonaiske Mercur, 3de Gange efter hinanden maae indkalde alle dem, som formene sig at have noget at fordre hos ham, med deres Paastand at fremkomme, og saadant deres havende Krav inden foreskrevne Tids Forløb, for ham at anmelde og beviisliggiøre; dog Umyndiges Tiltale i Fremtiden efter Forordningen 20de Februar 1717 forbeholden; og skal saadan Indkaldelse i Aviserne ansees og være lige saa Gyldig, som om den var skeet ved Proclama efter Loven; dog skal denne Vor allernaadigste Bevilling Ord til andet indrykkes i fornævnte offentlige Tidender, samt læses for Vor Lands Overret samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn

Hvorefter de Vedkommende sig allerunderdanigst have at rette og for Skade at tage vare.

Givet i Vor kongelige Residentsstad Kiøbenhavn, den 1ste Juni 1829.

Under Vort Kongelige Segl.
(L. S. R.)

Efter Hs. Kongelige Majestæts allernaadigste Befaling
Stemann, Monrad, Ørsted, Kjerulff, Hansen, Moltke/ Wilse

Bevilling for hofbagermester Johan Friderich Wilhelm Piper af Kiøbenhavn til ved proclama i Aviserne, at indkalde hans Creditorer"

indkaldes herved, sub poena præclusi & perpetui silensii, med Aar og Dags Varsel alle de, som formene sig at have noget at fordre hos mig Underskrevne, til dermed at fremkomme og saadant deres havende Krav, inden foreskrevne tids Forløb, for mig i min iboende Gaard No. 209 i Adelgaden at anmelde og beviisliggiøre.

Kiøbenhavn den 1ste Juni 1829
Johan Friderich Wilhelm Piper.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende", 12. juni 1829)

I Aarhuus Stifts-Tidende, 21. juli 1829 kan man læse at han vandt en sølvsukkerskål ved en fugleskydningskonkurrence. Hofbageren klarede sig godt. Han ejede 1835-50 Ulstrup Gods. Og det var en temmelig kompliceret sag: Ulstrup var blevet købt af den franske statsminister Bourienne af grev Scheel. Bourienne kom ikke selv på ejendommen, der bestyredes af forvalter Branno. Bourienne overdrog ejendommen til den danske regering for 70.000 rigsdaler i 1827. Den solgte i 1835 gård og gods til landsoverretsprokurator P. J. Knudsen for 118.200 rigsdaler. Han overdrog til ret til skøde for 121.200 rigsdaler til Piper som igen overdrog det for 128.200 rigsdaler til forpagteren, senere kammerherre P. Koch. (Randers Dagblad og Folketidende 25. januar 1900)

Følgende udførlige sag i Juridisk Tidsskift, 36. bind, 1840 beretter om hofbagermesteren:

I Sagen:

Directionen for det kongelige Theaters Enke- og Børneforsørgelseskasse,

Contra :

Hofbager Piper og Kammeradvocaten.

(Afsagt den 28de Mai 1838.)

Efter foregaaende Klage til Forligelsescommissionen have Citanterne, Directionen for det kongelige Theaters Enke: og Børneforsørgelſeskasse, saggivet Indstævnte, Hofbager Piper, til under en daglig Mulct at udlevere en fornævnte Enke- og Børneforsørgelseskasse tilhørende kongelig Obligation No. 501, dateret 18de December 1824, stor 2000 Rbdlr. Sølv, som af forhenværende Hovedkasserer ved bemeldte Theater, F. A. C. Printzlau, skal være bleven fravendt fornævnte Kasse, og som Indstævnte Hofbager Piper har i sin Besiddelse, samt til at betale Citanterne de af denne Obligation fra 11. December 1833 hævede Renter, med 4 pCt. Renter deraf fra Datum af Klagen til Forligelsescommissionen til Betaling skeer, og in subsidium, for det Tilfælde at Indstævnte Hofbager Piper for Citanternes Tiltale skulde blive frifunden, Kammeradvocaten til at høre den kongelige Kasse tilpligtet at holde meerbemeldte Enke- og Børneforsørgelseskasse skadesløs, ved enten til Directionen for samme at udlevere 2000 Rbdlr. S. i kongelige 4 pCt. rentebærende Obligationer, eller at betale disses Værdie efter den ved Betalingstiden gjeldende gangbare Priis, alt med skadesløse Renter deraf fra 11 Decbr. 1833 til Udlevering eller Betaling skeer.

Citanterne have derhos paastaaet de Indstævnte tilpligtede in subsidium at betale denne Processes Omkostninger skadesløst.

Derimod har Indstævnte Hofbager Piper i Indlæg af 30te November 1835 principaliter paastaaet Frifindelse, og subsidialiter, at han ikkun bør tilpligtes at udlevere den omhandlede Obligation og betale de Renter, han af samme har hævet, imod at Citanterne til ham erlægge den af ham for Obligationen betalte Sum 1820 Rbdlr. 4 Mk. 4 ß. Sedler og Tegn, med Renter heraf fra 22de Januar 1834, hvorhos han i Indlæg af 16de October f. A. har med Hensyn til at der ved den i Justitssagen imod ovennævnte Printzlau afsagte Højesteretsdom er tilkjendt Theatrets Enke- og Børneforsørgelſsskasse Erstatning hos Printzlau for den omqvæſtionerede Obligation, i alt Fald har paastaaet sig frifunden for Citanternes Søgsmaal som for tidligt anlagt.

Kammeradvocaten har paa den kongelige Kasses Vegne paastaaet enten Sagen afvist, eller nysnævnte Kasse for Citanternes Tiltale frifunden og sig tillagt Kost og Tæring eller Salair med noget Tilstrækkeligt.

Indstævnte Hofbager Piper maa efter den af ham brugte Procedure ansees at have indrømmet, at Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse har været Eier af den under Sagen omhandlede Obligation, der oprindeligvis er udstædt til Ihændehaveren, men, efterat den senere havde erholdt en Paategning om at tilhøre forbemeldte Kasse og ikke at kunne afhændes uden vedkommende Bestyrelses Samtykke, hvilken den 19de December 1826 er noteret i Statsgjeldscontoirets Bøger, under 12te October 1833 er forsynet med en ny Paategning, ifølge hvilken den transporteres til Ihændehaveren, hvilken Paategning, der er underskreven ”Directionen for Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse F. Holstein, Collin”, den 15de s. M. er blevet noteret i Statsgjeldscontoirets Bøger. 

Forsaavidt nu Indstævnte Hofbager Piper har formeent, at der maa tillægges ham Friſindelse, i alt Fald for Søgsmaalet som for tidligt anlagt, fordi der ved den i Justitssagen imod forhenværende Theaterkasserer Printzlau afsagte Højesteretsdom er tilkjendt Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse Erstatning hos bemeldte Printzlau for den omhandlede Obligation, hvoraf skulde følge, at Citanterne ikke kunne holde sig til Andre end til ham, i det Mindste ikke saalænge det ei er godtgjort om fornævnte Kasse ikke engang i Tiden kan hos ham erholde Erſtatning, kan denne Formening naturligvis ikke komme i Betragtning, hvor der, som in casu, er Spørgsmaal om at vindicere en Vedkommende fravendt Eiendom.

Naar dernæst Indstævnte Hofbager Piper til Styrke for sin Paastand om Frifindelse har paaberaabt sig, at det ikke er af Citanterne beviist, at den oftmeldte Obligation er paa ulovlig Maade fravendt Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasse, eller at den paa samme tegnede Transport til Ihændehaveren er falsk, skjønnes ikke denne Benægtelse at kunne medføre det af ham attraaede Resultat. Om det nemlig end ikke ved de af forhenværende Theaterkasserer Printzlau under den imod ham anlagte Justitssag afgivne Forklaringer maatte kunne ansees tilstrækkeligt oplyst, at han har disponeret over den omqvæstionerede Obligation imod vedkommende Bestyrelses Vidende og Villie, og in specie i dennes Navn meddeelt en falsk Transport paa samme, saa kan det efter Sagens Natur ikke antages at være Citantermes Sag at føre Beviis for at Obligationen er fravendt dem paa uretmæssig Maade, eller at den ommeldte Transport er falsk, ligesom der ikke heller efter Sagens specielle Omstændigheder og den af Parterne brugte Procedure findes Anledning til at anvende Benægtelseseed.

Men selv under Forudsætning af at Obligationen paa ulovlig Maade maatte være frakommen Enke- og Børneforsørgelseskassen, og at den samme paategnede Transport til Ihændehaveren maatte være falsk, har Indstævnte Hofbager Piper formeent at burde tillægges Frifindelse, fordi han ikke, da han tilforhandlede sig Obligationen, som han kjøbte i Januar 1834 af en Mægler her i Staden, havde nogen Formodning om, eller Anledning til at formode, at den var paa ulovlig Maade kommen ud af den titnævnte Kasses Besiddelse.

Dette Moment vilde være afgjørende til Fordeel for Indstævnte, saafremt der var Tale om en oprindeligvis til Ihændehaveren udstædt Obligation, som var vedbleven at lyde paa Ihændehaver, uden nogen mellemkommende i Statsgjeldscontoirets Bøger noteret Paategning, hvorved den var kommen til at lyde paa Navn, eftersom et saadant Document, efter dets ejendommelige Beskaffenhed, maa sættes i Klasse med Penge og følgeligen ikke kan vindiceres fra den, der i god Troe har erhvervet samme *). Men et andet Resultat maa statueres i Henseende til saadanne Obligationer, der, oprindeligvis udstædte paa Ihændehaveren, senere have erholdt en paa behørig Maade noteret Paategning om at tilhøre en bestemt Person, som paastaaer at den er frakommen ham paa ulovlig Maade, om den end paa nye er bleven noteret ſom tilhørende Ihændehaveren.

Grunden til at en til Ihændehaveren udstædt Obligation, der vedbliver at have denne Characteer, maa under den ovennævnte Betingelse undtages fra den en Eier efter vor Lovgivning ellers tilkommende Vindicationsret, ligger i at det Modsatte vilde komme i Strid med den Hensigt, hvori Obligationer paa Ihændehaver udstædes, ifølge hvilken de uden videre skulle kunne gaae fra Mand til Mand, og herved kan Ingen komme til at lide noget Tab, hvorover han med Føje kan beklage sig, da den, der lader en Obligation udstæde paa Ihændehaver, eller erhverver den, medens den endnu uforandret befinder sig i denne Tilstand, maa vide at han er udsat for at kunne miste samme. Men hvor en Obligations Eier har ladet den forsyne med en Paategning om at den er ham tilhørende, og Paategningen paa behørig Maade notere, er Obligationens oprindelige Beskaffenhed, i Medhold af hvilken den ikke kunde være Gjenſtand for Vindication, forandret, og et Factum foregaaet, hvis Betydning er den, at Eieren vil sikkres imod den Fare, hvorfor Obligationens Egenskab, som lydende paa Ihændehaver, udsatte ham, og at Enhver maa vogte sig for at erhverve Documentet, naar han ikke har forvisset sig om at det paa lovlig Maade har ophørt at være den paagjeldende Persons Eiendom.

Vel kunde Frd. 7de Februar 1823 §. 2 synes at afgive et Argument herimod, da den fastsætter, at Obligationer og Penge-Effecter, som enten ifølge deres oprindelige Indhold eller efter foregaaende Transport ere i vedkommende Bøger noterede som lydende paa Ihændehaver, ikke kunne være Gjenstand for Mortification, men denne Lovbestemmelse kan i alt Fald alene antages at indeholde Reglen med Hensyn til Adgangen til at erholde Mortifications: Bevilling, hvorimod den ikke giver nogen Forſkrift med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt den, hvem en Obligation paa ulovlig Maade er fravendt, kan, uagtet den er bleven noteret paa Ihændehaver, gjøre sin Ret gjeldende imod den, som er kommen i Besiddelse af samme.

Vel lader sig med Hensyn til det saaledes antagne Resultat erindre, at Adgangen til at vindicere Obligationer, som den omqvæstionerede, fra den, der bonafide har erhvervet samme, kan medføre ſærdeles betydelige Inconvenientser og navnligen lægge Hindringer i Veien for den fri Omsætning med Statspapirer, men, uden at tale om at et modsat Resultat vilde have maaskee ikke mindre Ulejligheder i Følge med sig, saa skjønnes det ikke at dette Hensyn kan være afgjørende, hvor Spørgsmaalet alene drejer sig om hvad der bør antages i Overeensstemmelſe med den bestaaende Lovgivning.

Ifølge det Foranførte maae Citanterne være berettigede til at erholde den omqvæstionerede Obligation udleveret af Indstævnte Hofbager Piper, hvis Sag det, da han tilforhandlede sig samme, havde været at undersøge, hvorvidt den paategnede Transport var ægte **). Thi den af ham yttrede Formening, at den stedfundne Notering i Statsgjeldscontoirets Bøger af Transporten indeholdt tilstrækkelig Legitimation for at Obligationen var paa lovlig Maade ophørt at være Theatrets Enke- og Børneforsørgelseskasses Eiendom, kan ikke gives Medhold, efterdi Noteringen ifølge sin Natur ikke afgiver noget Bevis for Transportens Ægthed, men er indført i Øiemed, der ikke staae i Forbindelse med Tilvejebringelsen af nogen Garantie i saa Henseende.

Indstævnte Hofbager Piper vil følgeligen være at tilpligte under en daglig Mulct, der passende findes at kunne bestemmes til 5 Rbdlr. Sølv for hver Dag han sidder Dommen overhørig, at udlevere den omhandlede Obligation til Citanterne. Forsaavidt disse have paastaaet Indstævnte Hofbager Piper tilpligtet at betale til dem de af Obligationen fra 11te December 1833 hævede Renter, kan deres Paastand ikke tages til Følge, da han har været bonæ fidei possessor, hvorimod han, i Medhold af den af ham brugte Procedure, vil være pligtig at udrede de Renter, han har oppebaaret siden 22de Januar 1834, da han erhvervede Obligationen, indtil Udlevering skeer, af hvilket Rentebeløb det imidlertid ikke, saaledes som Citanterne have formeent, kan paalægges ham at tilsvare Renter.

Forsaavidt Indstævnte Hofbager Piper subsidialiter har paastaaet, at han ikkun bør tilpligtes at udlevere den omhandlede Obligation og betale de af samme hævede Renter imod at Citanterne til ham erlægge den af ham for Obligationen betalte Sum 1820 Rbdlr. 4 Mk. 4 ß. Sedler og Tegn, med Renter heraf fra den 22de Januar 1834, da kan dette ikke gives Medhold, da det ikke kan paaligge Citanterne at holde ham skadesløs for det Tab, han maatte have lidt ved at tilforhandle sig deres Eiendom.

Som Følge af dette Sagens Udfald vil den af Citanterne in subsidium nedlagte Paastand over den kongelige Kasse bortfalde ***).

Processens Omkostninger blive efter Omstændighederne at ophæve, dog at Citanterne have at udrede Salarium til Kammeradvocaten med 30 Rbdlr. Sølv.

Det Sagen, forsaavidt samme ikke har været beneficeret, tilhørende stemplede Papiir er rigtigt forbrugt.

Thi kjendes for Ret: Indstævnte Hofbager Piper bør, under en daglig Mulct af 5 Rbdlr. Sølv til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse for hver Dag han sidder Dommen overhørig, til Citanterne, Directionen for det kongelige Theaters Enke- og Børneforsørgelseskasse, udlevere den under Sagen omhandlede kongelige Obligation No. 501, dateret 18de December 1824, stor 2000 Rbdlr. Sølv. Saa bør han og til Citanterne betale de Renter, han af bemeldte Obligation har oppebaaret fra 22de Januar 1834 indtil Udlevering af Obligationen finder Sted.

Processens Omkostninger ophæves.

I Salair til Kammeradvocaten betale Citanterne 30 Rbdlr. Sølv.

At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

*) Cfr. en i Højesteret den 9de Mai 1804 stadfæſtet Hof- og Stadsretsdom af 19de December 1803 i Arkiv for Retsvidenskaben og dens Anvendelse, 1 Bd. p. 250-253, cfr. p. 447-448, og Conferentsraad Ørsteds Bemærkninger over Vindicationen af Gjeldsbreve, som lyde paa Ihændehaveren, i samme Bind af bemeldte Arkiv p. 501-519.

**) I Systematisk Fremstilling af den danske Procesmaade af Bang og Larsen, er det her omhandlede Spørgsmaal besvaret paa en modsat Maade; vide dette Tidsskrifts 32 Bd. p. 264 seq. Herved kan tillige mærkes den Synsmaade, der ligger til Grund for det af Conferentsraad Ørsted i Haandbog over den danske og norske Lovkyndighed 5te Bd. 1 Stk.P. 141- 142 brugte Raisonnement

***) I 5te Udgave af sin Formularbog p. 49 har Conferentsraad Ørsted yttret sig over det Spørgsmaal om den i Statsgjeldscontoirets Bøger stedfundne Notering af en paa en Statsobligation meddeelt Transport kan paadrage den kongelige Kasse noget Ansvar for Transportens Ægthed.

Hofbagermester Piper var også involveret i en dom i Landsoverretten mandag den 13. januar 1840:

Constitueret Regimentsqvarteermester Ernst Peter Frederik Dienhoff ctr. Hofbagermester Piper. Piper tilpligtedes, under en daglig Mulct af 5 Rbd., at flytte et under Sagen omhandlet Plankeværk, saaledes, at Dienhoff faaer fri Disposition over et ligeledes under Sagen omhandlet Grundstykke, endvidere til, efter uvillige Mænds Skjøn, at erstatte det Tab, Dienhoff har lidt eller maatte lide, indtil han ved Plankeværkets Flytning faaer fri Disposition over Grundstykket, endelig til at betale 30 Rbd. i Proces-Omkostninger er erlægge 10 Rbd. til Justitskassen i Mulct for unødig Trætte.

(Fædrelandet, 13. januar 1840)

Hofbagermesteren må have været en holden mand, for ifølge "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende", den 4. september 1841 købte han en ejendom på Vesterbro:

Solgte Eiendomme. Gaarden Nr. 74 paa Vesterbro, med Grund, Hauge, Keglebane m. v. hvilken Eiendom er assureret for 1550 Rbd. og vurderet for 5000 Rbd., blev i Tirsdags solgt til Hofbagermester J. F. W. Piper for 3,500 Rbd. r. S. 

Efter hans død meddelte Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 24. februar 1862:

Kjøbstadeiendomssalg. I Kjøbenhavn er Eiend. Nr. 231 og 232 B paa Nørregade af Arvingerne efter Hofbager Piper, efter Berl. T. solgt til Overretssagfører From for 24,000 Rd. foruden Bankhæftelsen. 

Disse ejendomme eksisterer stadig, nu som Nørregade 36 (1815-1816), opført af murermester Michael Bälckow. Ombygget 1826. I Politivennen fra juni 1834, se Redacteurens Anmærkning hertil, lå Harboes Klædefabrik der på daværende tidspunkt.

Nørregade 36. Denne ejendom tilhørte hofbagermester Piper, så måske boede der vitterligt en bager i Nørregade engang. Endda en hofbager.

Der er dog også andre gode bud om hvem bageren kunne være, ja faktisk flere. Ifølge nedenstående artikel skal der have boet en bager i Nørregade 14 (nu Hotel Skt. Petri) siden 1770'erne. Og det har vi oven i købet et avisfoto fra. I 1922 blev det imidlertid nedrevet, men det var det altså ikke da sangen blev til:

Der boede en Bager paa Nørregade.

De sidste Kryddere trækkes ud af den gamle Bagerovn.

"Der bo'r en Bager paa Nørregade", hedder det i en gammel Vise. Nu passer de Ord ikke mere. Fra i Dag bor der ingen Bager paa Nørregade. Daells vordende store Varehus har slugt ham. De sidste Brød er bagt i den ældgamle Ovn, som var Københavns ældste Bagerovn.

I henved 150 Aar har der boet en Bager i Nørregade Nr. 14, hvor af de skiftende Indehavere Jeep var der længst, nemlig i 49 Aar. Hans Efterfølger blev Thomsen, som nu efter henved en halv Snes Aars Virksomhed har maattet fortrække fra det gamle Sted.

Medens Butikken var blevet moderniseret, saa var Bageriet nede i Kælderen til Dels uforandret. I hvert Fald var selve Bagerummet og Ovnen uforandret fra Bageriets Anlæg helt i Slutningen af det 18. Aarhundrede.

Det var den ældste Bagerovn her i Byen, med et langt og lavt Dyb, hvor Brødene forsvandt mange Alen ind i Mørket.

I samme Gaard var der omkring 1850-60 flere andre Bagerovne hvor enkelte af Byens Bagermestre lod deres Brød bage, bl. a. en i sin Tid bekendt Franskbager Nielsen i Pilestræde. Ligesaa godt hans Navn var blandt Publikum, lige saa daarligt var hans Hustrus blandt Svendene. "Stine Kraft", som hun kaldtes, var nemlig ikke bange for at stikke en Svend en Lussing, naar han ikke arbejdede hende tilpas. Nu er Tiden jo en anden.

Om kort Tid er den gamle, paa Bagerminder saa rige Gaard selv kun et Minde.

(Aftenbladet (København) 18. oktober 1922).

Det kendte hjørne (den røde bygning forrest) - ældre kender det som Daells Varehus. Bageren måtte vige for varehuset. Som langt senere måtte vige for Hotel Skt. Petri - og "Dalle Valle". (Foto Erik Nicolaisen Høy).

Pastor Sick fradømt Ret til at bære gejstlig Embedsdragt. (Efterskrift til Politivennen).

Den 29. juli 1919 forrettede pastor Sick en begravelse ved kirken i Ebeltoft for sygeplejerske frk. Lassen. I 1920 ansøgte han om stillingen som slotspræst i Hillerød.

Appel til Højesteret.

I "Æbeltoft Aftenblad" læses følgende: Ved den i Gaar afsagte Dom i min Sag frifandt Retten mig. hvad angaar Straffelovens 185 (Krænkelse af Blufærdighed), men fradømte mig i Henhold til Bestemmelsen i D. L. 2-11-1 (ang. Præsters særlige Levnedsforpligtelser) mit gejstlige Embede.

Da jeg absolut er uskyldig i det mig paasigtede Forhold, har jeg strax appelleret til Højesteret med den i Reteplejeloven anforte Ankegrund: urigtig Bedømmelse af Bevisernes Vægt. Den over mig i Gaar afsagte Dom er saaledes suspenderet, indtil Højestere - antagelig i Løbet af nogle Maaneder - har sagt det sidste Ord i Sagen.

Paa min Hustrus og egne Vegne beder jeg dem. der i det forløbne Aar har tænkt paa os med Venlighed og Tillid, om at bevare denne ogsaa i den kommende sidste Ventetid, idet det er vor Haab til Gud, at Sandheden omsider maa faa Lov til at sejre.

Æbeltoft, den 28. Septbr. 1922

Geo. Jul. Sick.

(Horsens Social-Demokrat, 4. oktober 1922).

Æbeltoft-Præsten.

Det har været galt før.

I Anledning af, at Pastor Julius Sick ved Vestre Landsret er dømt til at have sit Embede forbrudt, skriver "Nationaltidende": At Pastor Sick, som i 1909 under særlige Forhold blev entlediget fra sit Embede som Præst i Nr. Felding, 10 Aar efter fandt Ansættelse i Ebeltoft, kunde og burde have været undgaaet. Det er den tidligere Kirkeminister, den radikale Pastor Povlsen, som i Forening med visse kirkelige Krese i København bærer Ansvaret derfor og dermed ogsaa for den Ydmygelse, der gennem den dømte Præst er blevet Folkekirken til Del. 

Der findes i Ebeltoft-Draaby-Handrup Pastorat tre Menighedsraad. Da disse hørte, at Pastor Sick var paa Tale til det ledige Kaldskapellan, hvortil der efter den gamle Menighedsraadslov ikke var Indstillingsret, henvendte de sig til Kirkeministeriet og frabad sig enstemmigt Pastor Sick, idet de udtalte, at de hellere saa Kapellaniet ubesat end besat med ham. Raadene havde det Uheld, at Protesten blev forsinket, dels ved Formandens nødvendige Bortrejse i nogle Dag, dels ved, at man ud fra en Udtalelse fra de ministerielle Kontorer havde ment at kunne regne med, at Menighedsmødet i Handrup, hvor Kapellanen har sin Virkekres, under de særlige Forhold med Pastor Sick vilde blive spurgt, før Afgørelsen faldt. Resultatet blev saa, at Kirkeminister Poulsen som Svar paa Menighedsraadenes Protest sendte Meddelelse om, at Pastor Sick var udnævnt.

Nogle Dage efter kom Hr. Povlsen til Ebeltoft og deltog i et Møde med Menighedsraadene. - Her anbefalede han varmt Pastor Sick, udtalte, at der var gjort ham skammelig uret, Og at han skulde have Oprejsning o. s. v., altsammen til Trods for, at Ministeren lige saa godt som præstestanden og Masser af andre Mennesker kendte de Forhold, under hvilke Pastor Sick i sin Tid havde maattet søge Afsked fra sit Embede i Nr Felding. 

Pastor Sicks Person og tidligere Forhold var af den Beskaffenhed, at ingen Menigheds i Danmark skulde kunne tænke sig ham paatvungen som Præst imod sit Ønske. Men Ebeltoft fik ham altsaa, skønt der efter hans Udnævnelse fra indflydelsesrig Side uden for Menigshedsraadene blev gjort endnu et Forsøg paa at hindre hans Komme. Minister Povlsen, hvis Minde som en af Folkekirkens Ulykkesfugle sent vil tabe sig, stod ogsaa i denne Sag fast paa sit.

(Aalborg Amtstidende, 5. oktober 1922).

Æbeltoft-Præsten, der blev dømt fra sit Embede.

Nu skal Højesteret sige det afgørende ord.

Den 1. September 1921 rejste Kaldskapellan i Æbeltoft Georg Sicks Hustru med deres lille Pige paa en Tur til Fyn. Natten efter bankede Præstefolkenes Husbestyrerinde, Frk. Emilie Tofte, en Familie, hun kendte, op og bad om Husly. Hun var i Natkjole og erklærede, at hun var flygtet fra Kapellanboligen paa Grund af Efterstræbelser fra Præstens Side.

Der blev strax sat en Undersøgelse i Gang fra de gejstlige Avtoriteters Side. Pastor Sick nægtede, at han havde efterstræbt deri unge Pige, og det endte med, at det den 28. Marts 1922 bestemtes, at Sagen skulde undersøges og paakendes ved borgerlig Ret. Provsterne Bentzen i Mørke og Algreen-Petersen i Aalsø beskikkedes til at deltage i Undersøgelsen, eventuelt Paakendelsen.

Undersøgelsen fandt Sted ved Retten i Æbeltoft, hvor Pastor Sick bl. a. den 8 Maj nedlagde Protest imod, at Frk. Tofte aflagde Ed paa sine Forklaringer. Protesten blev dog afvist ved Kendelse, som Sick derefter begærede indanket tor højere Ret.

Men da Dommeren erklærede, at han efter Omstændighederne ikke fandt Anledning til at lade Kæremaalet have opsættende Virkning, frafaldt Sick Kæremaalet, og Frk Tofte aflagde Ed

Den 9. Avgust 1922 rejstes der ved Vestre Landsret Tiltale mod Pastor Sick for Overtrædelse af Straffelovens 185 ("Den, som ved uterligt Forhold krænker Blufærdigheden eller givet offentlig Forargelse, straffes med Fængsel paa Vand og Brød eller med Forbedringshusarbejde") samt af Danske Lov 2-11-1, jvfr. Reskript af 7. Oktober 1740.

Landsrettens Dom faldt den 27 September. Efter Frk. Toftes Optræden - saaledes som hun selv har forklaret den - fandtes der ikke Grund til at dømme tiltalte efter 185. Derimod fandtes han efter D. L. uværdig fil at beklæde Præsteembede, og han dømtes da til at .have sit Embede som Kaldskapellan for Æbeltoft og Draaby Menigheder samt sin Ret til at bære gejstlig Embedsdragt forbrudt, samt til at betale Sagens Omkostninger.

Denne Dom paakærede tiltalte til Højesteret, fordi "jeg anser Spørgsmaalet om min Domfældelse som urigtig afgjort som Følge af fejlagtig Bedømmelse af Bevisernes Vægt". Det offentlige paakærede derefter Dommen til Skade for tiltalte.

- For Højesteret nedlagde Statsadvokat Bohn Rasmussen i F. "Natt." i Gaar Paastand paa Dommens Skærpe se eller Stadfæstelse, medens Højesteretssagf. Esbern Trolle er Forsvarer.

Dommen.

Pastor Sick dømt til Embedsfortabelse.

(Privat.)

I Sagen mod Pastor Sick fra Æbeltoft har Højesteret i Dag afsagt Dom. Retten fandt, at Præstens Opførsel faldt daarlig i Samklang med hans gejstlige Værdighed, hvorfor han dømtes til Fortabelse af sit embede.

(Demokraten (Århus), 21. marts 1923).

Den fulde ordlyd af Højesteretsdommen onsdag den 21. marts 1923:

Onsdag den 21 Marts

R 389/1922. Rigsadvokaten

mod

Georg Julius Sick (Trolle),

der tiltales for Overtrædelse af Straffelovens § 185 og D L 2—11—1, jfr Reskript af 7 Oktober 1740.

Vestre Landsrets Dom af 27 September 1922: Tiltalte Georg Julius Sick bør have sit Embede som Kaldskapellan for Ebeltoft og Draaby Menigheder i Aarhus Stift samt sin Ret til at bære gejstlig Embedsdragt forbrudt. Saa udreder han og Sagens Omkostninger og derunder i Vederlag til den for ham beskikkede Forsvarer for Landsretten, Overretssagfører Ejstrup, 200 Kr.

Højesterets Dom

Den i denne Sag af Vestre Landsret afsagte Dom er paaanket dels af Tiltalte, dels af det Offentlige.

I Henhold til de i Dommen anførte Grunde

kendes for Ret:

Landsrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salær for Højesteret betaler Tiltalte Georg Julius Sick til Højesteretssagfører Trolle 200 Kroner.

______________

Den indankede Doms Præmisser er saalydende:

Under nærværende Sag tiltales Kaldskapellan Georg Julius Sick ifølge Anklageskrift af 9 August d A til at lide Straf for Overtrædelse af Straffelovens § 185 samt D L 2—11—1, jfr Reskript af 7 Oktober 1740.

Tiltalen refererer sig til Følgende:

Torsdag Aften den 1 September 1921 var Tiltalte i sit Hjem i Ebeltoft alene med Frøken Emilie Tofte, der var Tiltaltes Husassistent, og beboede et særskilt Værelse i hans Bolig.

Under dette Samvær satte Tiltalte først i Dagligstuen senere i Spisestuen Frøken Tofte paa sit Skød, kyssede hende og befølte hende paa hendes Ben, hvorhos han to Gange opfordrede hende til at tilbringe Natten i Tiltaltes Soveværelse.

Frøken Tofte afviste dette og gik til Sengs i sit eget Værelse omkring Kl 12 Nat, men beholdt i ubestemt Uro over Tiltaltes Opførsel sit Undertøj paa i Sengen.

Kort efter kom Tiltalte ind i hendes Værelse, lagde sig først paa Knæ ved hendes Seng, krøb derefter op i denne og befølte hende paa Kroppen og mellem hendes Ben, hvorhos han udtalte: "Nu tager jeg Dem" og opfordrede hende til at »vise ham den Tillid at tage Undertøjet af.«

For at slippe bort lovede Frøken Tofte paa Skrømt at gøre dette, og da Tiltalte nu slap hende, stod hun ud af Sengen og flygtede ud af Huset, uden at lide yderligere Overlast.

Det bemærkes, at Frøken Tofte, der har haft Lejlighed til at aflægge Vidnesbyrd under Domsforhandlingen, herunder har ændret sin tidligere afgivne Forklaring derhen, at det først var, efter at hun og Tiltalte var kommet ind i Spisestuen, at Tiltalte befølte hende og da paa hendes Ben op til omtrent midt paa hendes blottede Laar, og at hun, der nu ikke vil kunne huske, hvad Tiltalte sagde til hende, da han efter hendes Forklaring befandt sig i hendes Værelse, endvidere har forklaret, at Tiltalte ved denne Lejlighed befølte hende rundt omkring paa Kroppen udenpaa hendes Undertøj, men at hun ikke erindrer, at han befølte hende mellem Benene.

Ved de af Frøken Tofte, Musiklærerinde Marie Fischer, Fru Mette Kristine Henriette Jensen, Vej assistent Hans Christian Michael Tofte og Fru Anna Bogason afgivne Forklaringer maa det uanset Tiltaltes Benægtelse anses tilstrækkelig godtgjort, at han med de Ændringer, som flyder af den af Frøken Tofte under Domsforhandlingen afgivne Forklaring, der bliver at lægge til Grund ved Sagens Paadømmelse, har gjort sig skyldig i de i Anklageskriftet beskrevne Handlinger, men idet Frøken Tofte ved sin Adfærd, derunder, at hun saavel i Dagligstuen som i Spisestuen uden Indsigelse fandt sig i Tiltaltes Behandling, der ikke var ganske kortvarig, findes at have givet Tiltalte Føje til at gaa ud fra, at hun ikke var uvillig til at taale hans Optræden, imod hvilken hun, skønt det maatte have været hende let at afværge den, heller ikke i hendes Værelse øvede nogen Modstand, vil han ikke herfor kunne anses med Straf efter Straffelovens § 185.

Derimod findes Tiltalte ved det af ham udviste Forhold at have tilsidesat Hensynet til sit Kalds Værdighed i en saadan Grad, at han i Henhold til D L 2—11—1, jfr Reskript af 7 Oktober 1740, er uværdig til at beklæde Præsteembede, og han vil derfor være at dømme til at have det ham betroede Embede som Kaldskapellan for Ebeltoft og Draaby Menigheder i Aarhus Stift forbrudt samt kendt uværdig til fremtidig at bære gejstlig Embedsdragt.

Tiltalte vil derhos have at udrede Sagens Omkostninger og derunder i Vederlag til den for ham beskikkede Forsvarer for Landsretten 200 Kr.

En af Livets Tragedier.

Præsten, der blev fradømt Kjole og Krave.

Det var en trist Sag, Pastor Sick-Affæren, Højesteret forleden havde til behandling. Den unge Pastor Sick fik, efter al være kommen hjem fra Amerika med gode Anbefalinger, Embede i Nr. Felding Men her opstod efterhaanden Gnidninger med Menigheden. Præstens ægteskab var uheldigt, og han selv led af Tuberkulose og Lupus, hvorunder han forfaldt til Nydelse af Opium og Heroin. Menigheden henvendte sig til Biskop Koch, og det Iykkedes denne at skaffe Præsten Afsked med Pension 

Pastor Sick rejste til København, hvor han i flere Aar arbejdede i Menighedens Tjeneste. Han blev skilt og senere gift igen, og da det mentes at han var blevet helbredet legemligt og aandeligt, fik han Embede som Kaldskapellan i Ebeltoft. Her sker det imidlertid, at Præsten en Aften, hans Hustru er ude at rejse, forgriber sig paa Tjenestepigen.

Vestre Landsret fandt, at den unge havde haft nogen Skyld i at det var gaaet så galt, som det var, og Præsten blev derfor ikke dømt efter Straffeloven for forbrydelse mod Sædeligheden, men han fradømtes Ret ti! at have Præsteembede.

Højesteret stadfæstede altsaa Landsretsdommen.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende. 26. marts 1923).

Den sørgelige Historie.

Pastor Sick, Kaldskapellan i Ebeltoft, der af Højesteret er dømt fra Kjole og Krave, var i 1901-09 Sognepræst i Nr. Felding, men maatte forlade dette Embede, om end med Pension, saa dog under saadanne Forhold, at han aldrig mere burde have været Præst. Ved frivilligt Arbejde i nogle Menigheder paa Østerbro - vi skal forskaane dem for nærmere Betegnelse - lykkedes det ham dog senere at faa nogle saa glimrende Anbefalinger derfra, at Kirkeminister Poulsen imod enstemmig Indsigelse fra Menighedsraadsmedlemmeme i Ebeltoft med Anneks og Filialkirke kunde gennemtvinge hans Ansættelse i Kaldskapellaniet. Og saa fik man hele Skandalen. Hvad der her er sket, vil forhaabentlig til flere Sider være en alvorlig Advarsel for Fremtiden.

(Nationaltidende, 31. marts 1923).

Det er bl.a. Sions Menighed der hentydes til i artiklen. 

I Hjørdis Varmer: En frygtelig ugerning står pastor Sicks dødsdato til at være 6. maj 1926. Dette stemmer imidlertid ikke med nedenstående notits:

Møde i Morgen

Den bekendte Pastor Sick fra Vestjylland, hvis Angreb paa Hykleriet i Indre Mission vakte saa stor Opsigt, kommer til København i Morgen efter Indbydelse af Socialdemokratisk Kvindeforening for at tale ved et stort Møde som Foreningen arrangerer i Kongens Klub, Østergade 15. Pastor Sick har givet sit Foredrag den fængslende Titel "Vi holder med Mo'r". Mødet begynder præcis Kl. 4

(Social-Demokraten, 21. december 1958).

I Danmarks Præstehistorie i Aarene 1885-1914 s. 179 under Nørre Felding og Tvis, står følgende:

24 Sept. 1901. Georg Julius Sick, f. 23 Okt. 71 i Ans, Grønbæk S., Søn af Læge Johs. Peter Henr. Joseph Reginald Louis S. og Ida Emilie Carol. Lanckow. Kom, da min Fader døde ved et Ulykkestilfælde 20 Juni 75, i Huset hos min Farfader Professor, Overlærer Ghr. Sick. Stud. Eftersl. Sk. 90; Gand. 16 Juni 96 h2 (1—h); fik 29 Okt. s. A. Tilladelse til at ord. for at blive Præst for en dansk evang. luther. Menighed i Racine Wisconsin i N. Amerika; ord. i Vor Frue K. 4 Nov.; blev 1 Marts 98 Præst for den danske Menighed i Watsonville (med Annekser Salinas og Ghualar) i det sydlige Kalifornien ved Stillehavskysten; vendte tilbage til Danmark 10 Maj 1901; entl. 14 Aug. 1909; har skr. Ak, vidste Du dog, 2. Opl., Aarh. 1908, Guds Fred og Goddag, Andagtsbog, 1912; — gift 1. G. 20 Nov. 96 i Varde m. Helga Cecilie Nielsen, f. der 24 Marts 76, Dt. af Kbmd. Hans N. og Julie Thomine Bastrup. Ægteskab oph. v. kgl. Bevill. 31 Jan. 1914; — gift 2. G. 22 Okt. 1914 i Kbh. Set. Matth. K. m. Julie Christine Hansen, f. 17 Juni 79 i Nyborg, Dt. af Fyrmester Hans Peter H. og Marie Madsen; — Faders Fætter Sgpr. Sick t. Kragelund-F.

— 26 Febr. 1910. A. C. Samson (19 Marts s. A. Tilladelse til at betragtes som ikke kaldet, se Langaa-T.-V. ord. Medhjælper).

Ved Østre Landsret den 8. oktober 1924 var der mundtlig domsforhandling bl.a. i en sag hvor fhv. pastor Georg Sick havde anlagt sag mod A/S Brdr. Nielsens Flytteforretning. Landsretten gav pastor Sick medhold og han fik en erstatning på 506 kr..

Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.

Sabroes Børnehjem i Skive 2/5 Interview med Camilla Nielsen. (Efterskrift til Politivennen)

Sabroes Børnehjem i Skive.

Interview med Fru Camilla Nielsen

Bestyrelsen for P. Sabroes Børnehjem i Skive har været samlet til Møde, hvor Beretningen og Regnskabet for Aaret 1. April 1921 til 31. Marts 1922 blev afgivet. I Hjemmets Bestyrelse har bl. a. Fru Camilla Nielsen, Fru Thyra Sabroe, Folketingsmand H. P. Hansen, Skive, Byraadsmedlem Siboni m. fl. Sæde.

Vi har underkastet Fru Camilla Nielsen et lille Interview angaaende Hjemmets Drift. Vor Partifælle svarede med at overrække os en Beretning, hvoraf fremgik, at Udgiften for det forløbne Aar er opført med 16,863 Kr. 87 Øre og Indtægten med 13,378 Kr. 52 Øre. Herved fremkommer et Underskud paa 3485 Kr. 35 Øre, men da man forventer et Statstilskud paa 3100 Kr., bliver Underskudet bragt ned til 385 Kr. 35 Øre, som Skive Kommune forærer Hjemmet.

Dette er en kort finansiel Oversigt.

Siden den 1. April har Hjemmet været fuldt belagt. 24 Børn regnes for fuld Belægning. Men Hjemmet har nu 30 Senge fordelt paa 5 Sovestuer, og fra alle Sider lyder kun Lovord om det smukke Hjem.

Fru Camilla Nielsen ledsager Beretningen med nogle varme Ord:

- De kan tro, det er et dejligt Hjem, praktisk indrettet, i ideelle Omgivelser og med en dygtig Forstanderinde, som alle Børnene holder saa meget af, at de kalder hende "Mor". Hjemmet lægger Vægt paa at holde Søskendebørnene sammen. Fra et enkelt Hjem er der alene 7 Børn. Fra et andet Hjem er der 4 Børn. De var allesammen meget sløje, da de kom paa Hjemmet. Den mindste af Drengene, en Purk paa 4 Aar, kunde hverken gaa eller tale. Men nu skulde De bare se, hvorledes han lever op under den gode Pleje, og det samme gælder hans Søskende. Saaledes sætter Børnehjemmet sine Frugter - og De kan nok forstaa, at det er en Glæde - ikke mindst for Fru Thyra Sabroe - at være med i dette gode Arbejde.

(Horsens Social-Demokrat 28. september 1922)

Lieberkinds Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Et imponerende følge ledsagede vor afdøde kammerat til hans sidste hvilested.

I tirsdags jordedes vor afdøde kammerat, formand for Sadelmagernes Værkstedsklub på D. S. B., Thyge Lieberkind, på Vestre Kirkegård.

Hermed har den endelig afslutning på et langt og virksomt liv, der i de senere måneder forbitredes af et smertefuldt sygeleje, fundet sted, og det er med vemod, at vi tænker på denne travle arbejder i den revolutionære bevægelse, for hvem den snigende tuberkulose stod som en højst pinlig hindring for alle de planer, der fødtes af Lieberkinds livlige ånd, men som det dødsmærkede, skøbelige Legeme nægtede at omsætte i virkeligheden.

Et stort følge af venner og bekendte, arbejds- og partikammerater var mødt frem for at vise den afdøde den sidste ære. Flere røde faner, bl.a. også vort partis, vajede over Lieberkinds båre, og jordfæstelsen var meget stemningsfuld, om end den tilkaldte præst skabte en lille mislyd ved i sin professionelle tale så ganske at blotte sin mangel på kendskab til Lieberkinds hele retlinede liv.

Imidlertid forstod det store følge - hvad adskillige udtalelser mand og mand imellem vidnede om - så meget desto mere at skatte vor afdøde kammerats fortjenester.

Æret være hans minde!

N-s.

(Arbejderbladet, 23. september 1922).

Knud Harder (1885-1967). (Efterskrift til Politivennen)

Knud Harder (1885-1967). Komponist, organist, dirigent - og pastor. Harder kendte Carl Nielsen, og de korresponderede jævnligt fra 1904 til sidst i 1920’erne. Harder uddannede sig i München omkring 1904, og fik både opført sin musik og virkede som dirigent. Omkring 1910 var han kapelmester ved teatret i Aschaffenburg. 

1915 startede han teologi-studium på Københavns Universitet,  i 1920 blev han cand. theol. Han fungerede kun som præst kort tid. Han forgreb sig på nogle feriebørn på Fejø, og nåede at være præst der fra 1. februar til 18. september 1922:

En Kapelmester som Præst paa Fejø.

Et ikke helt almindeligt Tilfælde er indtruffet paa Fejø, hvor Menighedsraadet forleden paa sit Møde i Maribo valgte en forhenværende Kapelmester til - Præst.

Den omtalte er Pastor K. Harder, der i flere Aar - før han begyndte sit teologiske Studium - var Kapelmester i Tyskland og Østrig og dirigerede Orkestere paa indtil 60 Mand. Han har ogsaa udgivet forskellige Musikværker.

Pastor Harder, der nu er 36 Aar gl., rejste i 1914 hjem og fuldendte sine teologiske Studier. Derefter blev han Kapellan i Ho-Oksby i Ribe Stift og indstilledes som sagt nu som Nr. 1 til Præst paa Fejø.

(Social-Demokraten 14. marts 1922).

Præsteskandalen paa Fejø.

Har Præsten gjort sig skyldig i Uterlighed overfør Konfirmanderne?

Som meddelt i Gaar har Politimesteren i Nykøbing F. og Provst Olivarius, Bandholm, hentet Pastor Harder, Fejø, der nægtede at mode til en Konference i Kragenæs.

Om denne Sag erfarer vi følgende:

Hvorfor hentede Politiet Præsten?

(Privattelegram.)

Nakskov.

Politiet bevarer den største Hemmelighedsfuldhed med Hensyn til det Forhold, der har ført til Politiets Afhentning af Præsten. Efter sin Hjemkomst fra Udlandet blev han tilsagt til Møde hos Politimesteren og Provsten. Men han kom ikke. Han blev derefter afhentet.

Efter hvad deres Korrespondent erfarer, er Præsten sigtet for at have gjort sig skyldig i Uterlighed. Det nævnes i denne Forbindelse, at han skal have optraadt utilbørligt overfor Konfirmander.

Efter Afhentningen korn Pastor Harder i et Forhør hos Politimesteren. Forhøret overværedes af Provsten. Hvad her fremkom, overvaages med den største Hemmelighedsfuldhed. Men Forhøret endte uden at Præsten blev arresteret.

Saa vidt vides er Pastor Harder afrejst til København for at lade sig indlægge paa en Klinik.

Det kan med Sikkerhed siges, at Pastor Harder ikke mere genindsættes i sin Stilling som Præst.

Den pinlige Affære har vakt betydelig Opsigt.

(Kolding Social-Demokrat, 14. september 1922).

Pastor harder, Fejø, har nu faaet sin Afsked. Han har som omtalt gjort sig skyldig i uterligt Forhold overfor Drenge.

(Nordjyllands Social-Demokrat, 21. september 1922).

Varde, 1. November

Pastor Harder fik 4 Maaneder.

Fhv. Sognepræst for Fejø Knud Harder (i sin Tid præst i Ho-Oksby) er ved Maribo Byret idømt flere Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost for Overtrædelse af Straffelovens § 185. Desuden skal han betale Sagens Omkostninger og en Erstatning paa 340 Kr.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 1. november 1922)

I Teologisk Stat optræder han kun som præst indtil 1922, dernæst som lærer. I november 1923 blev han pianist ved det Ove Bassøe'ske Teaterselskab. Han førte et tilbagetrukket liv som musiker og komponist, optrådte ofte i radioen ved koncerter og skrev enkelte artikler. Ved sin 70-årsdag i 1955 blev hans affære ikke omtalt.