Omkring årsskiftet 1919-1920 var kaptajn Weiss indlagt på Sct. Josef Hospital hvor han blev behandlet efter et fald i hjemmet og for åreforkalkning. Han blev udskrevet i februar 1920. Året forinden var han kun nået i Tivoli to aftener.
Kaptajn Weiss med sin trofaste ven, hunden "Dolly" i Skovshoved fra en kort notits i Aftenbladet (København) 26. juli 1921.
Kaptajn Weiss fylder 90 Aar.
Et Besøg hos den gamle Kæmpe.
Det er helt underligt at tænke sig. at man sidder overfør en af de Frivillige fra Krigen 48. Et Ansigt, der næsten ikke har en Rynke, et velplejet hvidt Skæg og et Par Øjne, der endnu ser skarpt og bestemt paa Gæsten, der træder ind i det hyggelige Værelse Villaen paa Ingolfsvej.
Det er Kaptajn Wilhelm Weiss her er Tale om den gamle Officer og velkendte Københavner, som den 28. Mai fyIder 90 Aar. Han sidder dampende paa sin Formiddagspibe, da vi kommer op til ham, og som den gamle Kavalier, han er, forsøger han at rejse sig, men han man nøjes med at nikke.
Kom herhen og sæt Dem ned, siger han. Nu kniber det med Undersaatterne. De vil ikke makke ret, og med Synet og Hørelsen er det jo heller ikke helt godt. Men ellers maa jeg ikke klage over Helbredet. Naah, man er jo ogsaa efterhaanden kommen lidt op i Aarene
Jeg har hørt. at der er nedsat en Komité, som vil lave lidt Hallo til min 90 Aars Fødselsdag. Men se om de Satans Mennesker kommer herud og fortæller mig lidt om, hvad de har for. Det ku' de da godt gøre.
Nu holder jeg mig mest inden Døre. Lyset og Spektaklet generer mig. Jeg sidder her og mindes Ungdomstiden. Den Gang, man var med ved Fredericia og lsted, og i 1864, hvor jeg førte 1. Bataillons 1 Kompagni som Løjtnant.
Ak ja, det var en stor Tid at leve i. Nutiden bryder jeg mig ikke om. Alle de Gamle, der stod mig nær er jo døde, det eneste, jeg savner er Tivoli. Det svigtede jeg først for to Aar siden, og nu naar jeg vel heller ikke at komme derind mere. Men jeg klager ikke. Jeg har levet mit Liv og faaet baade Sol og Skygge. Nu har jeg, som sagt, Minderne at tære paa.
(Aftenbladet 23. maj 1923)
Tusinde Bomber og Granater.
Københavns sidste Original fylder 90 Aar.
Interview med Kaptejn Weiss
København har gennem Tiderne haft sine Originaler, der har præget Gadelivet, og man mindes med Vemod "Pudse-Peter" (ikke ham fra Galopbanen), Frederik den 7s Søn, Jomfru Tidsfordriv og Scheibelein m. fl.
De er nu døde og borte; men Kaptajn Welss lever, og denne gamle morsomme Københavner- og Tivoli-Original fylder den 28. Maj 90 Aar.
I den Anledning tog vi ud til Skovshoved for at interviewe den gamle Hædersgubbe; men fandt ham ikke hjemme. Hans Oppasser, en Grønskolling paa 79 Aar modtog os i Døren og førte os ind i Kaptajnens Arbejdsværelse (en Veranda med en Liggestol). Oppasseren tog til Orde:
- Vil den Herre Ikke bivuakere i dette Værelse. Kaptajnen kommer straks. Han er i Søbad.
Vi satte os imponeret. Lidt efter kom Kaptajnen, duftende af Tang og Fiskenet, kyssende paa Fingeren til et Par Backfische i Nabo-Villaen. Oppasseren gik ham i Møde og meldte os paa følgende Maade:
- Der er en Herre derinde!
- Ah! En Herre! Altsaa en Militærperson?
- Nej, en Civilist!
- Føj for Satan!
Kaptajn Weiss tog Verandatrappen I ét Spring og sendte os et gennemborende Blik:
- Hvad Dælen vi De?
- Interviewe Kaptajnen i Anledning af Deres 90-aarige Fødselsdag paa Mandag.
- Tusinde Bomber og Granater, jeg synes jo nok, at der var noget, jeg skulde huske paa Mandag, og derfor havde jeg slaaet en Knude paa min Bandarole. Jeg vil vædde 100 Bajsere med Fedtskum paa, at var I ikke kommet med denne Meddelelse, havde jeg glemt Dagen.... Ret! Rør!.... Sit ner! (Til Oppasseren): Jens. Din Maddike, hent os 12 Bajsere!
Vi afbrød:
- Tak. ingen Øl!
- Jens, saa kun 11 Bajsere! Ved General Ryes blodige Patrontaske: Jeg er saa tørstig, at jeg næsten kunne drikke et Glas Vand.... Naa, hvad hedder Deres Avis? "Fædrelandet" eller "Dagbladet"?
- Klokken 5!
- Død og Pølse! Jeg vil staa med aabent Visir for 500 tyske Granater og Bismarksklumper om jeg kender den Avis!
- Kan Kaptajnen huske Slaget ved Sankelmark?
- Ved mine blodsprængte Husarer! leg husker denne muntre Episode som det var i Gaar!
- Onde Tunger fortæller, at De gemte Dem bag en Busk, da Tyskerne stormede!
- Det er den Onde brandstejle mig Løgn. Jeg havde netop den Dag spist 13 Tallerkner Tykmælk og et Fad med Agurkesalat og maatte et Øjeblik forlade min Post. Maven var jo ikke saa stærk dengang som nu!
- Var De med til at danne Karré ved Sankelmark?
- Danne - det hedder sgu lave Karré, elendige Civilist! Jeg var, forstaar han, en Helvedes Karl til at lave en Gryde Mad, og efter Sejren ved Sankelmark, lavede jeg en Svinekarré med Rødkaal til mine tapre Drenge, der var saa delikat, at de Døde rejste sig og bad om at faa en Bid med .... Lad mig aldrig se en Romtoddy mere, hvis det er Løgn hvad jeg siger! .... Skaal!
- Elsker De Løjtnant von Buddinge?
- Potz Sakrament, om jeg husker von Buddinge. Det var en tapper Karl. Han var med ved samme Bataillon som jeg og faldt i Slaget ved Frederitz!
- Kendte De ogsaa General de Meza?
- Vi var Dus-Brødre!
- Man sagde dog, at det ikke ham, der havde opfundet Krudtet!
- Føj for Satan, sagde man det? Saadan en Løjser! Ja. jeg syntes jo nok, at der var noget fordægtigt ved ham!
- Der fortælles, at Kaptajnen var med den Dag Tivoli aabnede i 1843?
- Ved Kanonernes Brag. Det var mig der stiftede Tivoli for Aar siden.
- VI troede, at det var Georg Carstensen?
- Det er Dælen dundrende mig den sorteste Løgn. Carstensen var Musikdirektør i Koncertsalen og H. C. Lumbye var Pjerrot paa Pantomimeteatret. Men jeg har nok hørt, at denne Carstensen gaar rundt og fortæller, at det er ham, der har stiftet Tivoli, og jeg skal brandstage mig lade ham ride Træhesten, naar jeg træffer ham.
- Han er død.
- Det har han flække mig mine Dragoner godt af!.... Skaal! Men sig mig. Du Afkom af en civil Træl: Hvem er nu Direktør i Tivoli. Er det stadig min gamle Ven Thorvald Trahne? Jeg har ikke været Inde i min gamle Have siden Slaget ved Marne!
- Var De med ved Marne?
- Potz Sakrament - om jeg var med! Jeg stod ved Siden af Marskal Stoffer under hele Træfningen.
- Hedder han ikke Joffre?
- Jo, paa det fransøsiske, men oversat paa Dansk hedder han Stoffer. Det var der, at jeg fik en tysk Kugle i Ryggen Men nu maa han undskylde mig. Jeg ser, at Jens har sadlet min Hest.
- Hvor rider Kaptajnen hen?
- Jeg skal op og træne paa Galopbanen til Løbet om Hs. Majestæt, vor elskede Konges allernaadigste Ærespæmie Ret!.... Træææd af!
Og saa traadte vi af, medens Kaptajn Weiss med kaad ungdommelig Lethed svang sig i Sadlen, og følte om Skægget og Parykken sad fast.
Tippe.
(Klokken 5 (København) 25. maj 1923)
En gammel Københavners Saga.
Af Carl Muusmann
Ude i et lille beskedent Værelse paa en af Amagervejene fylder Kaptajn Wilh. Weiss i Morgen 90 Aar.
Der er skrevet ofte og meget om denne "Danmarks yngste Veteran" som nu snart er dets ældste Soldat, men der er vist ikke mange, der har nogen rigtig Forestilling om, hvem Kaptajn Weiss egentlig er. Man har været tilbøjelig til - undertiden med et Smil - kun at betragte ham som den bandende, lidt stortalende Hugaf, uden at kende ham som Borger, Københavner og Hjertemenneske,
"Wilhelm Weiss og jeg", som hun altid selv omtaler sin Person, er Københavner med K, I alleregentlig Forstand, idet han er født midt i ved Kongens Nytorv, der, hvor nu "Standard" rejser sit hvide Marmorpalæ.
Her havde hans Fader, E. W. Weis, der var en indvandret Sachser, en Nysølvvarefabrik, medens Moderen, født Brønnum, var af god jydsk Herkomst.
I Hjemmet, hvor der baade blev talt Tysk og Dansk, oplevede den kvikke Dreng mange store Dage, som da han fra Vinduerne saa Thorvaldsens Hjemkomst og Frederik den Sjettes Ligfærd.
Men allerede 1844, da han kun var 11 Aar gammel, døde Faderen, og 3 Aar senere i 1847 mistede han sin Moder, som han aldrig senere har glemt.
Wilhelm Weiss var nu forældreløs, og han havde sin Slægt i Tyskland. Det saa lidt sort ud for det unge Menneske, der ganske vist var kommet ind paa det daværende "Landkadetakademiet", men som endnu ikke var blevet optaget som Elev.
Saa udbryder Krigen 1848. Næsten kun en Dreng melder den lille Wilhelm Weiss sig straks i Henhold til Kongens Proklamation som Frivillig, og man kan godt tænke sig, at det er mellem ham og hans Kommandersergent, at der veksles de kendte Ord fra H. P. Holsts "Den lille Hornblæser"
"Hvad nytter du? Ja, hvis jeg kan. sagde Drengen med lidt Stammen, thi Kongen trænger, staar der jo, nu til os Allesammen!"
Da han var rask og stærk som en Bjørneunge, blev han imidlertid antaget og indrulleres som Menig i 11te Bataillons andet Kompagni i Aalborg.
Fjorten Dage senere er han Korporal, kun sytten Aar gammel, og som saadan deltager han ved Fredericia og Isted, hvor han af sine Folk bliver indstillet til Dannebrogsmand for derefter at udnævne til Løjtnant.
Saa sluttede da Treaarskrigen, og en Hovedstad og et Land jublede over Sejren, men de, der havde været med til at vinde den, maatte nøjes med Laurbærrene!
Løjtnant Weiss var der ikke længere Brug for i Hæren, og han slog sig saa i 1852 paa Landvæsenet.
Det blev den grinagtigste Landvæsenselev, der nogen Sinde er set selv i Farcerne. Han første Indsats paa det agrariske Omraade var at lave en Manege, i hvilken han dresserede Gaardens Heste til at tage Lommetørklædet op og affyre Pistoler, medens han selv optraadte som Kraftkunstner.
Det gjorde megen Lykke, naar der var Fremmede paa Gaarden om Søndagen, men det gjorde slet ingen lykke i det daglige hos Forvalteren.
Saa udbryder imidlertid den italienske Krig. Weiss forlader Danmark for at melde sig som Frivillig paa østerrigsk Side, men da han naar til sine Slægtninge i Dresden, har Napoleon den Tredie efter de store Sejre ved Magenta og Solferino hurtigst muligt sluttet Freden i "Villa Franca" den 11te Juli 1869.
I 5 Aar tumler Wilhelm Weiss saa rundt i Europa paa bedste Beskub. I disse Vandreaar slaar han ofte Følge med rejsende Cirkus eller et af de store Menagerier a la Kleeberg, men professionel Artist har han dog aldrig været, saaledes som man har fortalt.
Da udbryder Krigen 1864. Weiss vender hjem til Danmark og deltager ved Sankelmark med 1ste Regiments 1ste Kompagni, hvorefter han paa Slagmarken faar Ridderkorset ad Christian den Niende.
Atter Udmærkelse, men da Krigen er forbi, alter paa Gaden! Det bliver haarde Aar, og da Kongen en Dag træffer ham ved en Fest, spørger han.
- Hvordan gaar det, Løjtnant Weiss?
- Skidt, Deres Majestæt!
Svaret er ikke til at misforstaa. Det er tillige behageligt kort. og Kongen voterer Weiss 300 Rigsdaler aarlig af sin Chatolkasse. Men en Dag søger Løjtnant Weiss Audiens hos Christian den Niende, som vistnok er forberedt paa et udvidet Andragende, men Ordene lyder:
- Nu kan jeg klare mig selv, Deres Majestæt, saa nu er det vist bedst, at Pengene gaar til een, der trænger mere end jeg.
Det er en af den gamle Konges Omgivelser, der i sin Tid har fortalt mig, at dette Optrin ligefrem gjorde Indtryk paa Majestæten, der sagde;
- Jeg har aldrig for oplevet, at nogen har frasagt sig sin Understøttelse, selv om han er kommet i gode Kaar.
De gode, om end ikke overdaadige Kaar, i hvilke Wilhelm Weiss var kommet, hidrørte fra, at han havda slaaet sig paa sin Faders Branche, havde lært Handelen, og var blevet ansat som Bestyrer af Drewsens bekendte Sølvpletvareudsalg paa Østergade.
Her var "Løjtnant Weiss", som han altid kaldtes, beskæftiget i 28 Aar, og han blev efterhaanden en kendt Forgrundsfigur i det endnu lille København, hvor han var med paa alle de store Dage fra Hoffet ned til Tivoli og Cirkus.
l Tivoli var han Ven med de skiftende Direktører: Bernhard Olsen, Robert Watt, Thrane og Arne Petersen, og han demonstrerede sit Mod ved Datidens sportligt Vovestykke: at gaa op mod Ballon for at falde i Vandet.
I Cirkus var han endnu nærmere knyttet til Datidens Direktører: Benz, Salamonski, Schumann, Leonard, Antoni og Paul Busch.
Da de store Fredensborgdage oprandt, kom Weiss ind med de udenlandske Opdagere, og navnlig den russiske Ekscellence Raskovsky skulde altid have fat i Weiss, saa snart han kom til København, og den første Prøve, han stillede vort hjemlige Opdagelsespoliti paa, var altid, hvor hurtigt det kunde finde "Kaptajnen".
Thi Weiss havde i Mellemtiden faaet fornyet Afskedepatent som saadan.
Imidlertid blev der selvfølgelig gjort en Del Bemærkninger om, at et saadant Liv jo maatte koste mange Penge, og endelig led Kaptajn Weiss den Tort, at Ligningskommisionen drog hans meget beskedne Skatteangivelse i Tvivl.
Da var det, at jeg kom nærmere ind i Kaptajn Weiss Forhold, idet han med megen Ret gik ud fra, at jeg var i Besiddelse af større Skrivefærdighed end han selv, hvorfor han henvendte sig til mig.
Det blev en højst ejendommelig Skrivelse, der blev Resultatet af vort Samarbejde, og som ikke fyldte mere end 4 store Foliosider. Den begyndte omtrent saaledes:
"Jeg staar op om Sommeren Kl. 7, om Vinteren Kl. halv otte. Jeg laver selv min Kaffe med 2 Boller (8 Øre) - Rukbow anbefales! - derefter banker jeg mit Tøj - brug altid Benklaædestrækkere, saa kan Bukserne holde længe! - og børster mine Støvler. Derefter fodrer jeg mine Fugle (4 Øre) og gaar saa ind i min Forretning. Min lejlighed bestaar af eet Værelse en suite til Gaarden uden Sol, mit højeste Ønske er at faa et med Sol! Jeg spiser min Middag - god og billig - hos min Ven Frederik Nielsen i "Bræddehytten" - om lørdagen gratis - og drikker om Aftenen "Bajsere" - Skum til Bunden! - a 14 Øre. I Tivoli, Cirkus, Variété og Teatre gaar jeg kun paa Fribillet."
Denne Skrivelse, der var udstyret med en lang Række yderligere Detailler, isprængt med gode Raad til dem, som vilde leve økonomisk, skal have gjort et gribende Indtryk, da den blev oplæst i Ligningskommission, som aldrig mere gjorde Indvendinger.
Et Par Sæsoner fik Weiss iøvrigt sit Ønske om Sol i Værelset opfyldt, idet han boede hos Nielsen Bahn paa første Sal i den daværende "Kiste", nu "Apollo-Teatret", og hver Morgen spadserede rundt i Tivoli, mens han fodrede Svanerne, som den store Dyreelsker han altid har været, til Trods for, at hans glubske Hund, "Boksle" ofte gjorde ham mange Knuder.
Ved Hoffet vedblev Kaptajn Weiss at være velset ogsaa i Frederik den Ottendes Tid. Prinsesserne morede sig, naar han gjorde Tryllekunster, og i det hele over hans snurrige Jargon og hans Frisprog, der bl. a. tillod ham at forlange "Køkkensalt" ved Taffelet. Paa alle Højtidsdage mødte Kaptajn Weiss som Gratulant i sin Egenskab af livsvarig Formand for "Foreningen af 1ste Regiment".
Da Verdenskrigen brød ud, var der en ung, lidt næbbet Københavner, der var kommet i Trøjen, og som, da han kom ned hos Luftskipper Johansen, hvor Weiss havde sit Sommerstambord, slog ham fortroligt paa Skulderen og sagde:
- Saa, nu skal vi ud og slaas, Gamle.
Men Kaptajnen svarede stilfærdigt:
- Nej, nu er Turen til jer Unge!
I de senere Aar var det derefter særlig "Tivoliforeningen Vi", i hvilken han er Æresmedlem, der blev det Sted, hvor Kaptajn Weiss søgte hen, naar han vilde adsprede sig nu, da hans Søster var død, da saa mange var gaaet bort, og da han begyndte at føle sig ensom.
En stor Forskrækkelse fik han i denne Periode, da "Det danske Petroleumsselskab" købte "Prins Wilhelms Palæ", hvor Kaptajn Weiss i mange Aar havde boet højt oppe mellem Himmel og Jord med Vinduer. der stadig var belejrede af Fugle. Petroleumsselskabet opsagde ganske vist ogsaa Weiss, der kun var Logerende, men det konsoliderede til Gengæld hans sorgløse Udkomme for Resten af hans Liv.
Og nu sidder "den gamle Kaptajn" altsaa ude paa Amager - Ingolfs Allé 15 - og har lagt sin tidligere sirlige Paryk til Side for at vise hele sit Kranie ep lade sit Skæg vokse, saa at han har faaet et saa værdigt Udseende, at han er kommet til at ligne Billeder af Lord Salisbury.
Hans Saga har jeg her skrevet saa udførligt, ikke blot, fordi der er saa faa, der kender denne gamle Københavner, men fordi han i sig selv er et Stykke gammelt Kongens København, en Type, der aldrig kommer igen mere, fordi den tilhører den Tid, da København var lille.
(Nationaltidende 27. maj 1923)
Det kongelige Bibliotek har et fotografi af 1. (eller 3.) infanteriregiments officersgruppe, hvor Weiss optræder. Måske den samme.
