Beboerne af Husvilde-Kaserne protesterer mod Kommunen. (Efterskrift til Politivennen)

Uhyggelige Forhold i Haderslevgade-Komplekset.

Kommunen administrerer værre end den mest hensynsløse Husvært.

Dersom det er sandt, at "Hjemmets Hygge betinger Livets Lykke", maa det desværre befrygtes, at det er skralt med Livslykken i de mange store Ejendomme, som Københavns Kommune anbringer sine Boligløse Borgere. Her er der nemlig alt andet end hyggeligt, navnlig for de stakkels Husmødre, der i et Antal af 3-4 maa skiftes til til lave Mad i det samme Køkken med Vægge og Lofter sortere end en Kulkælders. Om de uheldige Forhold i deres inderste Aarsag maa tilskrives Kommunen eller Lejerne, skal vi ikke afgøre, men ved Selvsyn har vi overtydet os om, at Kommunens Administration af Husvilde-Husene i hvert Fald ikke er dadelfri, og Magistraten kan ganske simpelt ikke være bekendt at byde Folk saadanne Forhold, som vi i Aftes saa ude i Haderslevgade-Komplekset, hvor Beboerne nu har tabt Taalmodigheden og holder Protestmøder og danner Lejerforening.

Uorden i Gaarden og hæsligt Svineri i Kælderne.

Der klages fra Beboernes Side over mangelfuld Renholdelse, og som Bevis præsenterede man for os en Del gamle sørgelige Betler af Chaiselonger og Madrasser, som man paastod havde ligget og drevet i Gaarden over en Uge. Naturligvis havde Tang, Blaar og Klude været et yndet Legetøj for Gaardens Børn.

Og saa Kælderne med deres mange snirklede Gange. Ja, her var der mildest talt uhyggeligt at færdes, for disse Gange var ganske simpelt benyttet som W. C. i den Grad, at der skulde Held til for at undgaa at træde i Uhumskhederne. Man tør naturligvis ikke gaa ud fra, at det er Beboerne, der selv i den Grad snavset deres egen Rede til. Men enten det nu er den ene eller den anden, maa Uhumskhederne selvfølgelig fjernes af dem, der fører Tilsyn med Ejendommene.

Der repareres ikke, og der gøres ikke rent, naar Folk flytter.

Haderslevgade-Ejendommen er vel 8-9 Aar gammel. Beboerne paastaar, at der er Lejligheder, hvor der ikke har været Haandværkere siden Ejendommen blev bygget, og der lyder stærke Klager baade over Væggetøj og Mus. Naar en Familie flytter, gøres Lejligheden ikke rent, inden en ny flytter ind, og det er fornuftigvis ikke morsomt for en Husmoder at skulle tage alle de Uhumskheder, der af og til efterlades.

Overfyldte Lejligheder.

Hver Husvildefamilie faar kun 1 Værelse, og Husmødrene maa, som sagt, være fælles om Køkkenerne. Lejlighederne er paa 2 og 3 Værelser: mange Køkkener er meget smaa; et Par af dem vi saa, gjorde et ualmindelig uhyggeligt Indtryk. I samtlige Kommunens Husvildehuse paa Vesterbro findes ca. 700 Lejere, hvis Familier udgør ca. 2500 Personer. I Værelserne, hvor der altsaa baade soves og spises, er der i visse Tilfælde sammenstuvet indtil 8 Personer. De er Familier, som har boet i Husvildehusene i 6-7 Aar. I Leje afkræves hver Familie fra 18 til 30 Kr. om Maaneden.

Stærke Angreb paa Inspektøren.

Naturligvis er det uhyre Vanskeligt at administrere en Husvilde-Ejendom. Menneskene er jo nu en Gang ikke Engle, og de Husvilde er fornuftigvis ikke bedre end andre. Ja de uheldige Forhold, hvorunder mange af dem aarevis har levet, kan maaske endogsaa have sløvet en Del af dem eller gjort dem bitre og noget umedgørlige. Men de samstemmende Klager, der lyder over Kommunens Inspektør. Hr. Elmø, faar i hvert Fald en til at tro, at han ikke forstaar at omgaas de uheldigt stillede Mennesker, der er betroet til hans Forsorg.

Under Protestmødet i Aftes talte bl. a. Lejerforeningens Sekretær, Havnearbejder Falchmann og Kassereren, Hr, Frederiksen. De manede begge til Ro og Sammenhold og udtalte Haabet om, at Magistraten, naar den nu faar en samlet Henvendelse fra Lejerne, vil imødekomme disses berettigede Krav om Reparationer og mere Orden i Husene. En Generalforsamling i Lejerforeningen vil nu snart blive sammenkaldt og en Resolution vedtaget. Imellem Aftenen Talere spillede et 10 Mand Orkester fra Musikforeningen "Spartakus", saavel Musiken som Talerne høstede mægtigt Bifald af de mange Lejere og deres Familier, hvoraf de fleste overværede Mødet fra deres Vinduer.

(Aftenbladet (København) 15. august 1925).

Udover byggeriet i Haderslevgade var der også bygget en del ejendomme til husvilde i Knud Lavartsgade, Bodilsgade, Ingerslevgade, Sigerstedgade og Røddinggade.

På grund af røret blev der stillet i udsigt at der fra nytår ville blive stillet 200-250 lejligheder til disposition i de nye karreer ved Alsgade-Carlsbergvej der dengang var nyopførte. Disse skulle bl. a. bruges til at huse de husvilde mens deres lus- og musebefængte lejligehder blev gjort i stand.

Erik og Christian Steen Hasselbalch. (Efterskrift til Politivennen).

Grosserer Christian Hasselbalch (1851-1925) stod bag Gardinfabrikken i Lyngby. En af de største fabrikker i kommunen som eksisterede 1892-1961. Gardinvæveriet var i 4 etager med en blegeri- og vaskeribygning langs Mølleåen. Efter stadige udvidelser fik fabrikken i 1913 det endelige udseende.

Den ene af fabrikslængerne - en tilsvarende står til højre udenfor fotoet. I starten af Gammel Lundtoftevej, tæt på Bondebyen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I 1901 var der 208 væve og 5 gardinvæve. Med 250 arbejdere ansat. I 1915 604 væve og 10 gardinvæve, med ca. 500 ansatte. Lyngbys største arbejdsplads. 

Fabrikant Hasselbalch fik opført arbejderboliger, fx Hyldehavehusene. I 1897 stiftede nogle arbejdere Dansk Gardinfabriks Hjælpekasse som hjalp hvis man blev syg og fik brug for økonomisk hjælp.

Erik Hasselbalch.

Brat og meningsløst er en Livstraad blevet klippet over. Fabrikant Erik Hasselbalch er død, kun 35 Aar gammel.

Erik Hasselbalch hørte til de allermest kendte Københavnere.... og dog var det meget faa, der kendte ham.

For de fleste var han kun et "kendt Ansigt", en Monocle, der glimtede ved alle mulige mondæne Anledninger - en smuk, rig Mand, der kom susende i en Rols-Royce, naar der var noget paa Færde - Premiere, Galop, Golf. Man vidste, at han tilhørte, det store Hasselbalch'ske Dynasti og deltog med Liv og Lyst i Administrationen af de store Fabriksvirksomheder baade her og i Sverige.... men iøvrigt forsvandt Manden i den kølige Atmosfære, der omgav ham.

Men for dem, der var trængt gennem Overfladen og Køligheden, var Erik Hasselhalch noget andet og værdifuldere end Rigmand og kendt Københavner.

Han var en Mand, der levede med en Ild I Hjertet. Han elskede Kunst med en lidenskabelig, næsten troldbunden Kærlighed. Blandt vore Amatørsamlere var han uden Tvivl den kyndigste og betydeligste. - Hans skønne Hjem i Trondhjemsgade var en Samling af det ædleste og kosteligste, som mange Landes Kunst- og Kunstindustri har skabt - og hvert Stykke var bogstavelig talt udvalgt af hans egne Hænder. Han havde den ægte Samlers liflige Glæde ved at søge og købe. Han kendte alle de Smuthuller paa den venstre Seinebred, hvor der er Skatte at finde - og i den Verden paa Godt og Ondt, der hedder Londons antiquity shops, vidste han suverænt at skelne det falske og ringe fra det ægte, og skønne.

Selv samlede han ikke for Offentligheden, men for at hygge et Hjem - et hjem, der med Aarene skulde vokse i Skønhed og Mangfoldighed - men midt i det altsammen er han blevet revet bort.

Som den sunde, stærke gentleman han var, forenede han sin Kærlighed til Kunst med Begejstring for Sport og Friluftsliv - og valgte sig da ogsaa en Hustru, der herhjemme næsten er blevet Sportens og Friluftslivets Muse: Louise Hasselbalch, født Baronesse Plessen.

Om hende og hendes Barn vil Deltagelsen samle sig ved dette Dødsfald.

(B. T. 6. april 1925).

Dødsfald.

Fabrikejer Christian Hasselbalch.

En af Landets største og dygtigste Storhandlende og Industriledere, Fabrikejer Christian Steen Hasselbalch, er i Gaar afgaaet ved Døden paa sit store, smukke Landsted "Piniehøj" ved Rungsted i en Alder af 74 Aar.

Fabrikejer Hasselbalch tilhørte en dygtig, gammel Handelsslægt, som ned gennem Generationerne har talt en Række af store, driftige Handelsmænd, hvis Virkefelt mest faldt i Jylland og paa Fyn. Hans Fader var den store Købmand Steen Hasselbalch i Randers, og det faldt som en Selvfølge, at Sønnen forholdsvis hurtigt forlod Randers lærde Skole og gik i Handelslære i Aarhus. Senere arbejdede han i Vett og Wessels Udsalg i Horsens, og den store Forretning blev hurtigt opmærksom paa hans fremragende Handelsevner og betroede ham i en Alder af 25 Aar Bestyrelsen af Forretningens store Filial i Nakskov.

I 1882 etablerede Hasselbalch sig som Grosserer i København og paabegyndte et en gros-Salg af Kjoletøjer. Og mod Slutningen af Firserne begyndte han i det smaa paa Fabrikationen af Gardiner. Forretning havde de første Aar kun en eneste Væv, og det betød efter de daværende Forhold en ganske rivende Udvikling, at den allerede i 1892 kunde flytte ind i et storstilet, moderne Fabriksanlæg i Lyngby, etablere en selvstændig Filialfabrik i Malmö samme Aar og en stor Filial i Frederikshald fem Aar senere.

Den svenske Filial er nu flyttet til Göteborg under Navnet "Svenska Gardinfabrik", og Afdelingen i Frederikshald er netop i de senere Aar undergaaet en mægtig Udvikling. Fabriken i Lyngby, som ligger lige ved Hovedgaden, umiddelbart efter at Vejen til Lundtofte er gaaet af, har stadig undergaaet store Udvidelser og har nu skaffet sig en saa mægtig Afsætning, at vistnok over 1000 Arbejdere til Stadighed er beskæftiget i dens Lokaler.

Sjælen i hele dette storstilede Værk og i den ustandselige Fremgang har alene været Fabrikejer Hasselbalch, det er i hans Hænder, at det er skabt, og af ingen Ting ex det skabt. Og det vil huskes af hans mange Arbejdere, at han aldrig glemte Forpligtelsen ved at være Chefen for de tusind. Han har altid været en forstaaende og human Arbejdsgiver, og lige saa snart regne med hans Støtte, naar det hans Formueforhold tillod det, var han parat til at hjælpe paa enhver Maade. Ogsaa alle mulige kunstneriske og huntane Formaal kunde gjaldt.

Ogsaa i Erhvervslivet udenfor hans egen store Virksomhed fandt man Brug for hans glimrende Evner. I en lang Række Aar har han været Formand for Privatbankens Bankraad og Medlem af Bestyrelsen for Det forenede Dampskibsselskab. I ikke mindre end fjorten Aar var han Medlem af Sø- og Handelsretten, og gennem lange Tider var han en dygtig Kasseret i Fængselshjælpen.

Fabrikejer Hasselbalch var helt op til sine sidste Dage en smuk. en rank og statelig Mand. Der var over hele hans F'remtræden en naturlig og myndig Autoritet, som gavnede ham meget i hans ansvarsfulde Virksomhed. Baade her og under den betydningsfulde Virksomhed som den faktiske Leder af Privatbankens Bankraad gennem en Snes Aar lagde han aldrig Skjul paa sit Standpunkt, og han betragtede det vistnok som en Selvfølge, at netop det blev ført igennem. Det var et Held for Banken, at det næsten ogsaa altid var det rigtige.

I det offentlige Liv brød han sig forholdsvis lidt om at gøre sig gældende. Han levede for sin Fabrik, sin Bank og sine smukke Hjem, det ene paa "Piniehøj" ved en Sandskraaning mellem Vedhæk og Rungsted og det andet i Christianiagade, og alle disse Steder vil det mærkes, at en stor og stærk Personlighed, en myndig og elsket Fører er gaaet bort.

*

Fabrikejer Hasselbalch døde i Gaar Formiddags ved Ti-Tiden ude paa Piniehøj. Dødsaarsagen var en Hjerteforkalkning. men allerede i de fire-fem sidste Maaneder kunde det mærkes, at Livet langsomt ebbede ud. Det kan vel ikke siges, at Døden kom som en Befrielse, fordi han sikkert i den sidste Tid har været nærmest bevidstløs, men Døden kom i hvert Fald som en ventet og naturlig Udgang paa den lange og stadig stærkere Afkræftelse.

*

Det maa antages, at Firmaet nu vil blive drevet videre af Sønnen Hugo Hasselbalch i Forbindelse med Familiens mangeaarige Ven, Prokurist Jensen. Et stort Tab var det for Firmaet, da den anden Søn, Fabrikejer Erik Hasselbalch, i Foraaret pludselig afgik ved Døden. Han nærede den allerstørste Interesse for Virksomheden og havde ved sine sidste Rejser i Udlandet bidraget væsentligt til at udvide Firmaets Virkefelt.

*

Fabrikejer Hasselbalchs Navn blev tidligere ofte nævnt i Forbindelse med Bankdirektør Heides, og dennes store Forretningsforetagender. Hasselbalch var ogsaa en af Heides gode Venner, og hans Indflydelse bidrog vistnok væsentligt til, at Heide i Nedgangstiderne bevarede sin Tilknytning til Banken.

Men med Heides Projektvirksomhed havde hverken Banken eller Hasselbalch meget at gøre. Det var netop Hasselbalchs store Styrke, at han evnede at koncentrere sig om sin Livsgerning Han fabrikerede Gardiner, han fabrikerede alene Gardiner, og han gjorde det med en saadan Energi og Koncentration om Arbejdet, at Storbedriften blev hans Arbejdsresultat.

(Nationaltidende 8. august 1925).

Nogle adresser hvor Hasselbalck virkede: Lyngby Hovedgade 18, Villa Olga (1885). Bygningen husede 1924-1956 Dansk Gardin & Textil Fabrik (Hasselbalch & Co.) Bygningen blev nedrevet i 1964.

Christian Steen Hasselbalch, gravsted på Vestre Kirkegård. Indskriften på den viste sten lyder: Christian Steen Hasselbalch * 27' febr. 1851 + 7' aug. 1925. Hugo Helms Hasselbalch * 29' maj 1888 + 14' novbr 1957. Desuden ligger andre sten på det meget store gravsted. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mor skal paa Landet - . (Efterskrift til Politivennen).

Hver Uges Rekonvalescens forlænger Livet i et Aar. - Husmoderlejren i Horserød.

Det nye Hold Husmødre, som ankom i Tirsdags, nyder Eftermiddagskaffen foran Huset.

Der var to, som forleden stod ude i Solen, i Horserødlejrens regnmætte grønne Græs og talte varme Ord for en god Sag - de københavnske Husmødres. Og det var to Mennesker, der vidste, hvad de talte om: Professor, Dr. med., Overlæge Bie fra Blegdamshospitalet og Formanden for De danske Husmoderforeninger Fru Carla Meyer.

- En Uges længere Rekonvalescens forlænger Livet et Aar - sagde Professoren. Et Ord, der passende kunde være Motto for det Arbejde. som Komitéen for ubemidlede Husmødres Rekonvalescens har taget op. I Aar sender den for syvende Gang sine skiftende Hold af trætte Husmødre ud til Fred og Frihed og frisk Luft, 15 paa hvert Hold med 3 Ugers Ferie, med fri Rejse ud og hjem og med fast ansatte Hushjælpere til at tage sig af Hjemmene og Børnene under deres Fraværelse, der, hvor det ønskes.

Tre Ugers fuld Frihed - fra Uger, hvor man kan kaste sine daglige Bekymringer over Bord - tre Uger, hvor Husmoderen pludselig er bleven Hovedpersonen, den, hvis Appetit og Søvn og Hvile og Vægt og Humør det hele drejer sig om - er det ikke et Eventyr for de smaa Hjems Husmødre!

Og De skulde se, hvor de nyder det, hvor hurtigt de lærer at sove, og, hvad der falder de fleste endnu sværere - at hvile. De to Timers Hvile - i Liggestolene i godt Vejr, paa Sengene i daarligt -, der ubarmhjertigt kræves af hvert af de store ! Feriebørn, er ofte til at begynde med en Pine for den, der kun kender at i være i Trav hele Dagen. Men saa kommer Belønningen bagefter i øget Velbefindende baade fysisk og psykisk - i styrket Mod til atter at tage Livets Byrde op.

Alle Aldre og alle Klasser er repræsenterede herude i Horserødlejren, hvor to fortrinlige Barakker er lejede til delte Brug. Den tidligere Officersbarak til Opholdsværelser, Spisestue, Køkken og Forraadsrum, den anden til Beboelsesværelser. Og fornøjeligt er det Aar efter Aar at erfare, hvor hurtigt disse Husmødre rystes sammen til en hyggelig Feriekreds, og hvor meget godt Humør, der bare har ventet paa en Lejlighed til at bryde igennem, og som nu faar Udslag i Leg og Latter og forbudte Aftenslabberaser rundt om paa Værelserne.

Vægtforøgelsen er gennemsnitlig henved syv Pund for hver i Løbet af de tre Uger. - Og - siger Professor Bie - da Hjemmet drives saa økonomisk, at hver Patient alt iberegnet (undtagen Huslejen, der beløber sig til 400 Kr.) kan holdes derude for 4 Kr. 50 Øre om Dagen, koster hvert Gram Fedt, de kan lægge paa sig, kun 2 1/3 Øre.

Er det ikke udmærket udgivne Penge?

Frk. Annie v. d. Aa Kühle staar i Spidsen for den daglige Ledelse - en glad og god Moder for de trætte Mødre, der synes de bliver Børn igen under hendes Omsorg. 

Arbejdet begyndte smaat med beskedne Pengemidler, og hele Indboet er Gaver. Siden er Kommunen traadt til med et Tilskud paa 4000 Kr. Hds. Maj. Dronningen har atter i Aar ydet Komitéen et Bidrag, ligesom den har modtaget Hjælp fra den Raben-Levetzauske Fond og De Spannjerske Legater.

Men derved kan Arbejdet ikke blive staaende. Det maa udvides til at omfatte mange flere, thi alle de Mennesker, der taler om Hjemmenes Betydning for Samfundet, om Moderkaldets Hellighed og Værdighed og om den huslige Kvinde i Modsætning til den Kvinde, der arbejder i Konkurrence med Manden - hvis alle disse Mennesker blot hver vilde tegne sig for saa lavt et Aarsbidrag som 5 Kr., saa vilde Masser - Masser af smaa, slidte Husmødre kunne faa en aarlig Hvile eller et Rekonvalescensophold efter en Sygdom.

Vis i Gerning, at De mener, hvad, De siger. Meld Dem med Deres Aarsbidrag nu, naar De har læst dette. Der er flere Barakker at faa til Leje derude endnu, hvis det kan ske straks. Enhver af Komitéens Medlemmer er villig til og glad for at i modtage Deres Indmeldelse. Foruden de ovennævnte bestaar Komitéen af Overkirurg ved Kommunehospitalet, Dr. med. P. N. Hansen, Kontorchef i Hospitalsdirektoratet, Otto Falster, som er Foreningens Formand og Kasserer, Læge Fru Johanne Klein, Østersøgade 32, Oberstinde Julie Ramsing, Ribegade 8, Kommunehospitalets Inspektor la Cour Andersen og Redaktør Fru Charlotte von Osten, De Ferslewske Blade.

(Nationaltidende, 1. august 1925).

H. C. Andersens Grav flyttes til Odense? (Efterskrift til Politivennen).

Odenseanerne vil danne et H. C. Andersen-Selskab som skal centralisere alle Andersen-minder i Odense og arbejde for en flytning af digterens jordiske levninger fra Assistens Kirkegård til Odense.

En utiltalende ide som møder stærk modstand.

I disse dage har en lille kreds af odenseanere udsendt indbydelser til et ,øde, som på torsdag aften skal holdes i Katedralskolen i Odense for at få dannet et H. C. Andersen-Selskab.

Hovedmændene for denne plan er rektor Holbech, forfatteren Nordahl-Petersen og museumsinspektør Chr. M. K. Petersen, og de formål, selskabet skal arbejde for, er ikke ringe. De går ud på varetagelsen af alle de interesser, som knytter sig til eventyrdigterens navn. Man siger, at Odense som hans fødeby har særlige forpligtelser, og det skal da være formålet at gøre Odense til midtpunktet for alle H. C. Andersen-minderne.

Alt, hvad der har med digteren at gøre, skal knyttes til Odense. Der skal pyntes på hans statue, arrangeres mindefester, indsamles breve og manuskripter, som har tilhørt ham, udgives en standardudgave af hans samlede værker, udsættes præmier og prisopgaver for at opmuntre folk til studier over hans liv, hans kilder, hans kunstneriske ejendommelighed o. s. v.

Men det største af alle formål finder udtryk i en artikel, som rektor Helbech forleden har skrevet i "Fyns Stiftstidende". Det er et krav, som synes hr. Holbech så nærliggende at man i det mindste bør forsøge at få det opfyldt. Det går ud på intet mindre end at grave H. C. Andersen op af hans grav på Assistens Kirkegård og føre hans jordiske levninger til hans fødeby. Rektor Holbech finder det upassende, at eventyrdigteren også efter døden skal "gå på gæsteri", idet han som bekendt hviler i det Collinske gravsted. I Odense ville der kunne skabes ham et monumentalt gravsted, som ville blive et valfartssted for alle dem, der elsker digteren og hans værk 

Det er en frygtelig tanke - siger kontorchef H. G. Olrik.

Det er just i dag halvtreds år siden H. C. Andersen blev stedt til hvile i det beskedne gravsted på Assistens Kirkegård, der i disse mindedage er helt dækket af smukke blomster.

Vi har da spurgt den kendte H. C. Andersen-forsker kontorchef H. G. Olrik, hvad han mener om den tanke at grave digterens jordiske levninger op og føre dem over til  Fyn.

- Det er en frygtelig tanke, svarer hr. Olrik straks, en meget styg idé, som jeg på det kraftigste vil tage afstand fra. Det faktiske forhold er, at H. C. Andersen er begravet derude efter eget ønske i samme grav som etatsråd og etatsrådinde Collin senere kom til at hvile i. Og hvordan ville man også nu efter halvtreds års forløb kunne finde hans støv .... nej, jeg synes, det lyder meget stygt.

- Hvad mener De i øvrigt om H. C. Andersen-Selskabets dannelse?

- Det er en ren misforståelse at ville centralisere et sådant selskab til Odense med forskning og indsamling af manuskripter o. s. v. København er jo en gang videnskabens sæde i Danmark, og vi kan slet ikke overlade dette til Odense. Vi har jo de store Collinske samlinger og andre minder på Det kgl. Bibliotek, og dér hører den slags ting hjemme. - Det er fuldstændig rigtigt, at Odense har gjort H. C. Andersen til æresborger, men han betragtede selv den første dag han kom til København, som meget betydningsfuld og følte sig vist som god københavner. Havde han ønsket at blive begravet i Odense, havde han nok ytret det. Næ, jeg synes oprigtigt talt, at odenseanerne her i noget for høj grad er ved at tage ham til indtægt ....

Det er absurd - erklærer Sophus Michaélis.

Blandt de indbudte til mødet i Odense på torsdag er også Dansk Forfatterforenings formand, hr. Sophus Michaélis, som imidlertid på vor henvendelse erklærer, at han ikke tager derover.

- Hvad mener De om den foreslåede flytning af Andersens grav? spørger vi.

- Jeg finder den ganske absurd, erklærer hr. Michaélis. Men Odense vil jo nu gerne gøre sig til af at være digterens fødeby, og der er her tale om en lokalpatriotisme, som ikke kan diskuteres. Et H. C. Andersen-Selskab mener jeg naturligt må centraliseres her i hovedstaden, hvor vi har samlingerne og forskerne, men jeg vil nødigt ind i en debat derom med lokalpatrioterne. Derfor intet ud over dette. 

Olk

Digterens blomstersmykkede grav.

(Nationaltidende, 11. august 1925).

Einer Koch 1875-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Ny Formand for Overværgerådet.

Ukendt fotograf: Einer Koch, Einer (7. oktober 1875-3. marts 1926) kontorchef, cand. jur., formand, Overværgerådet. Det kgl. Bibliotek. Fotoet erstatter artiklen noget slørede foto.

Den ny Formand for Overværgeraadet bliver Kontorchef i Socialministeriet Einer Koch, der er en Søn af afdøde Justitiarius i Højesteret P. F. Koch, i sin Tid Borgerrepræsentationens Formand.

Kontorchef Koch har tilbagelagt den sædvanlige Embedsvej: Student 1894, Assistent i Kriminalretten 1903-06, Fuldmægtig i Undervisningsministorlet og Kontorchef samme Steds 1920 og siden 1924 Kontorchef i Socialministeriet. Desuden har han i nogle Aar været Sekretær i Skolekommissionen af 1919.

Vi bad i Gaar Socialminister Borgbjerg karakterisere Overværgeraadets nye Formand og fik følgende Svar: "Naar Valget er faldet paa Kontorchef Einer Koch, saa er det dels fordi han særlig har beskæftiget sig med Børrneforsorg, Børnehjem og hvad derunder henhører, har vist sig som en gennemhuman Mand med store Interesser for hele Opdragelsesspørgsmaalet, og dels fordi han ejer et meget varmt Hjærte for de mange forsømte Børn."

Efter disse Udtalelser at dømme kunde Valget næppe være faldet paa nogen bedre.

(Social-Demokraten 7. august 1925).

Overværgerådet blev oprettet med Børneloven i 1905. Med Værgerådsloven af 1922 blev anbringelsessystemet decentraliseret: Overværgerådet skulle derefter ikke længere godkende alle anbringelser; det skulle de lokale værgeråd. Ved Socialreformen i 1933 ændredes navnet til  Landsnævnet for børne- og ungdomsforsorgen. Det skulle godkende alle anbringelser indsendt af de lokale værgeråd og modtog tilsynsrapporter og indberetninger fra værgerådene. Medlemmerne var udpeget af hhv. Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet og Justitsministeriet.

Den nye Formand for Overværgeraadet.

Kontorchef Einer Koch i Socialministeriet.

Overværgeraadets hidtidige Formand, fhv. Overretsassessor Brun, der iøvrigt siden han fyldte 70 Aar har været konstitueret i Embedet, har efter Ansøgning faaet ophævet Konstitutionen fra 1. Oktober. 

Embedet er derefter blevet besat med Kontorchef i Socialministeriet Einer Koch.

Den nye Formand for Overværgeraadet, der fylder 60 Aar kort Tid efter at han overtager Embedet, er Søn af Højesterets tidligere Justitarius P. F. Koch, og altsaa Broder til Præsident Jørgen Koch i Sø- og Handelsretten og Ingeniør Svend Koch. Efter at Einer Koch i sin Tid var blevet Cand. jur., fungerede han i nogle Aar som Sagførerfuldmægtig i København, og gik derefter i 1905 ind i Centraladministrationen. Siden 1913 har han været Fuldmægtig i Undervisningsministeriet, i 1920 blev han Kontorchef i samme Ministerium, og blev endelig, da Kontorchef Bülow i Socialministeriet Fjor rykkede op paa Departementschefsposten, hana Efterfølger. Saavel under sin Gerning i Undervisnings- som i Socialministeriet har Koch beskæftiget sig med Børnesager. - Han skildres som en Embedsmand, der er i Besiddelse af et varmt Hjerte.

Embedet, som Koch nu overtager til Efteraaret, er jo allerede blevet delt, idet Stillingen som Overinspektør for Opdragelsesanstalterne for 2 Aar siden blev tildelt Hr. Oluf J. Skjerbæk. Den nye Værgeraadslov har jo ogsaa i nogen Grad ændret Overværgeraadsformandens Arbejde. Men Embedet, saaledes som det hidtil har været, var dog i nogen Grad afpasset efter den mangeaarige Formands Person og Personlighed. Man kan da. nu da fhv. Overretsassessor Brun forlader Embedet, vente, at en Omnormering af Lønforholdene vil finde Sted.

- - -

I Stedet for Kontorchef Kocher Fuldmægtig i Socialministeriet O. S. D. Fenger fra 1. Oktober indtil videre konstitueret som Kontorchef i Socialministeriet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. august 1925).

Kochs embedsperiode varede kun kort. Han døde den marts 1926 og blev begravet 8. marts 1926 fra Frederiksberg Kirke på Vestre kirkegård.