Fra de gamle Arbejder-Kvarterer. Minder fra gamle Dage. (Efterskrift til Politivennen)

Af Carl C. Christensen

I

Hvor den snorlige Gothersgade nu ligger, endte i gamle Dage København ad denne Kant, og Fæstningsværkeme gik da fra nuværende Nørrevoldgade, forbi Rosenborggade, Landemærket, Møntergade, Regnegade og Grønnegade til Kongens Nytorv, som først blev anlagt omkring 1670. Mellem Østergade og Lille Kongensgade, hvis Navn da blot var Kongensgade, stod ude paa det nuværende Torv den store og statelige Østerport med sin Voldgrav og Vindebro. Denne Port flyttedes i 1647 ud for Enden af den senere Store Kongensgades Forlængele, (daværende Ny Østergade, ikke at forveksle med den nuværende af samme Navn), men allerede 5 Aar i Forvejen var man begyndt at sløjfe Fæstningslinjen langs de ovenfor nævnte Gader, og Østervold blev da anlagt som Fortsættelse af Nørrevold.

Udenfor det gamle Fæstningsterræn begyndte man da at rejse en ny Bydel, det nuværende Kvarter omkring Store Kongensgade, Borgergade og Adelgade, som saaledes kom til at ligge indenfor den ny Fæstningslinje, men først under Frederik den Tredje kan man regne med, at den nye Bydel har staaet nogenlunde færdig.

Det er baade morsomt og lønnende at foretage nogle Smaavandringer i dette Kvarter, hvor en meget stor Del af Husene skriver sig fra det 17. og 18. Aarhundrede, uberørt som de er af Byens store Brande i 1726 og 1795, der skaanede disse Bydele.

Naar vi begynder med Borgergade, træffer vi paa Hjørnet af denne og Gothersgade en morsom, meget gammeldags Vinkælder, der blev grundlagt den 26. Oktober 1768 af Vintapper Bartholomæus Hansteen og som i de svundne 157 Aar stadig har ligget paa det samme Sted. Kun tvende andre Vinkældere i København kan gøre den Rangen stridig med Hensyn til at have været uafbrudt paa samme Sted i et lignende Spand af Aar, og det er Brennings Vinkælder paa Hj. af Løvstræde og Købmagergade; denne er dog betydelig ældre, thi den nævnes allerede i 1634. Den anden er Ernst Hviids Kælder paa Kongens Nytorv, der har været drevet som Vinkælder uafbrudt siden Midten af det 18. Aarhundrede.

Gaar vi ned ad Borgergade, træffer vi paa den gamle Landevej til Helsingør, den nuværende Helsingørsgade, og lige overfor denne i Nr. 14 ser vi over Husets Gadedør en Tavle, i hvilken der staar Indhugget Ordet "Landgreven". Det er Husets gamle, oprindelige Navn, og rimeligvis har her i det 17. Aarhundrede ligget en Gæstgiveraaard eller Traktørsted med dette Navn. Til Ejendommen hørte i sin Tid en mægtig, stor Have, men da den store Pest "Den sorte Død" rasede i Danmark i det Herrens Aar 1711. blev "Landgreven" omdannet til en Assistens Kirkegaard, thi Kirkegaardene omkring Byens Kirker kunde ikke tage alle de mange, der døde af Pesten. - Kirkegaarden strakte sig fra Nr. 14 bagom de tilstødende Ejendomme til Nr. 30, gik herfra ud til Store Kongensgade Nr. 27 samt til Gothersgade Nr. 14, altsaa et temmelig stort Areal.

I sin Tid maa der have været ret livligt paa denne Kirkegaard, thi de omboende benyttede den hyppigt som Tørreanstalt for deres Vasketøj, ligesom mange slog sig ned her paa Gravstederne med Mad- og Drikkevarer.

Da Assistens Kirkegaard paa Nørrebro blev anlagt i 1760, nedlagdes "Landgreven" tilligemed de andre Assistens Kirkegaarde, nemlig "Linden" i Fiolstræde. "Wismar" paa Gammelholm og den, der var beliggende mellem Gothersgade og Aabenraa.

Ikke langt fra "Landgreven" ligger Nr. 36, den gamle Kobbersmedeejendom, og paa dennes 1. Sal boede i 1840'erne en Figurantinde (d. v. s. Balletdanserinde) ved Navn Louise Rasmussen, og efter dem daværende Ejers, Kobbersmedemester Baus, Sigende "rendte der saa mange Herrer her" for at besøge den da ret kendte Dame. Fra denne Ejendom rejste Louise Rasmussen en skøn Dag til Paris for at blive uddannet som Modehandlerinde og da hun kom tilbage, etablerede hun sin bekendte Modebutik med "Drejedukken" i Vimmelskaftet 38 i Stueetagen. Faa Aar efter hed hun ikke mere Louise Rasmussen, men Grevinde Danner og var da blevet gift med Frederik den 7.

Overfor denne Ejendom ligger en af Byens ældste Bagergaarde i Nr. 27, og inde i Gaarden vil man her træffe paa en morsom, gammel Bindingsværksbygning, der vistnok skriver sig fra Gaardens allerældste Dage. Selve Bageriet skriver sig fra det 17. Aarhundrede, og saa langt tilbage som til Aaret 1694 kendes her en Bager ved Navn Christen Didrichsen, saa man maa kunne regne med, at der i Ejendommen, har været drevet Bageri uafbrudt i ca. 250 Aar.

Længere henne i Borgergade ligger Nr. 67, der af Ejendommens nuværende Ejer for ca. 2 Aar siden er ført tilbage i sin oprindelige Skikkelse, saa at Huset nu er blevet en Pryd for den ellers saa prunkløse Borgergade.

I Midten af 1860erne boede i denne Ejendoms Kælder en Spækhøker Tang. hvis Kone "Mutter Tang", var bekendt for sit Udsalg af dejlige, varme Kartofler, stegt Lever, kogt Klipfisk, stegt Yver, Lammehoveder og andre rare Sager.

"Mutter Tang" havde en meget stærkt søgt Forretning, og i det hele taget dreves i sin Tid stor Omsætning med varme, kogte Kartofler, en Næringsvej, der nu næsten helt er forsvundet fra de mange Smaakældere rundt omkring i Arbejderkvartererne.

I Prinsensgade paa Hjørnet af Adelgade fandtes saaledes for mange Aar siden i Eiendommen "Tordenskyen", en Kælder, fra hvilken der solgtes varme, pillede Kartofler og disse var anbragt paa Fortovet i en Balle, tildækket med en Pude, medens selve Ballen stod paa en Træfod. Denne Forretning søgtes foruden af Arbejderfamilierne tillige af Soldaterne fra Kasernerne i Kronprinsessegade og Sølvgade. For en billig Penge fik "Jenserne" da de dampende Pillekartofler i Kasketten, lidt Salt paa Kasketskyggen, og i Ilmarch gik det da til "Mutter Tang" for at købe ½ Lammeboved eller et Stykke stegt Lever. Maaltidet Indtoges da staaende paa Gaden; nøjsomme Tider dengang.

Selve "Tordenskyen" var en Slags Logihus, hvor man for 4 Mark om Ugen kunde faa et Værelse med Seng og 1 Stol.

Efter endt Maaltid skulde Soldaten da have en Cigar eller en Kardus Tobak, som oftest af det kendte, men ikke yndigt duftende Mærke "Soldatens Fryd", og det fik han hos Tobakshandleren, paa hvis Yderdøre, som var lukket tilbage mod Husets Vægge, der var anbragt malede Skilte, forestillende en kobberrød Indianer, der dampede paa en lang Fredspibe eller en elegant klædt vestindisk Planter, lænet til nogle mægtige Vareballer, og som stod med en kulsort Cigar i Munden.

Skraas overfor "Mutter Tang" laa den gamle Vognmandsgaard med det grønne Træ udenfor paa Fortovet. Dette Træ og saa Træet udenfor Brændevinsbrænderen i Vester Voldgade var de næstsidste Fortovstræer her i Byen; nu er de forlængst forsvundne. De sidste Træer paa Fortovet er vistnok nu dem, der staar paa Hjørnet af Sct Annæplads og Amaliegade.

Borgergade har endnu i vore Dage bevaret Præget af at være en By i Byen, der er noget vist provinsielt, noget gammeldags over den. Man føler sig hensat til længst forsvundne Dage, de fleste Beboere kender hinanden og deler hinandens Glæder og Sorger.

Man hører hjemme 1 Borgergade, man gør sine Indkøb her i de gamle, kendte Forretninger, og det falder næppe nogen ind at gaa bort fra disse for at gaa hen i de nærliggende Strøgforretninger.

Borgergade er en hyggelig, gammeldags Provinsgade midt i Storstaden København. Gid den endnu 1 mange Aar maa bevare det Præg.

(Social-Demokraten 6. februar 1926)

Af Carl C. Christensen

II

Parallel med Borgergade ligger den brede, anselige Adelgade, der udmunder i den af Christian den 4. anlagte lille Marineby, Nyboder.

Gaar man gennem denne Gade, vil man endnu over en Del af Gadedørene finde bevaret indmurede Skilte, paa hvilke man ser forskellige Attributer til Brændevinsbrænding og den fra disse uadskillige Bjørnefigurer, som tilkendegiver, at der i Midten af det 18. Aarhundrede her har resideret en Brændevinsbrænder.

Brændevinsbrændere eksisterer ikke mere, nu da der er gaaet Storindustri i denne Profession, og den er monopoliseret.

Et særlig smukt gammelt Skilt vil man saaledes kunne finde over Ejendommen Nr. 102, Hj. af Kierkegade, og hor findes indhugget Navnet Peter Bentzen samt Aarstallet 1760.

Bentzen var Brændevinsbrænder og var gift med Enken efter Brændevinsbrænderen i Nr. 101. Kjærsgaard, hvis Datter, Dorthea, var gift med Digteren Johannes Ewalds Ven, Amtskirurg Thonning. Det var ved Dorothea Thonnings Død i 1772, at Ewald skrev sit dejlige Sørgedigt "O, forskaan mig vise Daare, træt ej længer med Naturens Røst!"

Gaar man ind i Adelgades Gaarde, ser man den Dag i Dag adskillige smukke og maleriske, saavel aabne som lukkede Svalegange. Saadanne er jo snart helt forsvundne fra København, hvor man endnu, foruden i Adelgade, vil kunne træffe disse i den Del af Pilestræde (den tidligere Springgade), der støder op til Landemærket, samt paa Christianshavn.

En særlig smuk Svalegang træffer man i Adelgade Nr. 22. Den er fuldstændig aaben, 3 Etager høj, og saa vel Forhusets som Baghusets Trapper er anbragt inde i denne, altsaa uden paa Bygningerne.

Faa Huse derfra, i Nr. 26, er der ligeledes en 3 Etagers Svalegang, og i Nr. 48 vil man finde et ganske interessant Gaardinteriør med et enkelt Træ. Gaar man op i denne Ejendoms Baghus, der kun er 2 Etager højt, ser man, at der ude paa Trappegangen i hver Etage er anbragt et aabent Ildsted, hvor Beboerne i fordums Dage kunde tilberede deres Mad. Saa primitive var Forholdene i sin Tid for de mindre bemidlede.

Den Husrække der gaar fra Gothersgade til Dronningens Tværgade, havde i sin Tid Baghusene vendende direkte ud mod Kongens Have, der tidligere, inden Kronprinsessegade anlagdes ved Aar 1800, havde en langt større Udstrækning end nu.

En af de største Grunde er Nr. 27, hvor "Tømrerkroen" ligger med sit pragtfulde gamle Smedejerns-Laugsskilt over Porten mod Gaden, og denne Ejendom rar i 1794, altsaa for 131 Aar siden. Hovedsædet og Skuepladsen for den første store Arbejdsnedlæggelse i København.

Allerede saa tidligt som i 1782 var Tømrersvendene begyndt at røre paa sig for at faa lønforhøjelse, men uden nogetsomhelst Resultat, og i 12 Aar gik det da med jævnlige Rivninger mellem Mestre og Svende.

I Juli Maaned 1794 bryder det da endelig løs for Alvor, og Anledningen var, at Svendene hos Tømrermester Hall krævede Lønnen forhøjet fra 2 Mark til 2 Mark 8 Skilling daglig.

Hall vilde ikke indgaa herpaa og klagede over sine Svende til Tømerlauget, der afviste Klagen med den Besked, at han maatte selv komme overens med sine Svende. Disse gik til deres Oldgesell Wagenknecht, og nu var Spillet gaaende, thi samtlige københavnske Tømrersvende besluttede da at kræve Lønforhøjelse.

Man forhandlede med den til alle Tider haardt prøvede Københavns Magistrat, som imidlertid intet formaaede, men da indtraf der en Begivenhed, der virkede som en Gnist i en Krudttønde.

Hos Tømrermester Hallander arbejdede der nemlig 3 tyske Svende, som ønskede at rejse og i den Anledning anmodede ham om Afskedssedel, hvilket han nægtede at give dem, da han den Gang havde meget Arbejde. Svendene vilde imidlertid ikke fortsætte med deres Arbejde hos ham, og Politimester Flindt fik da med Sagen at gøre, hvilket resulterede i, at 2 af Svendene blev arresterede samt idømt 6 Dages Vand og Brød (!).

Saasnart de andre Tømrerøvende erfarede dette, nedlagde de Arbejdet 1 København den 30. Juli, og Politimesteren maatte nu forhandle med Oldgesellen, hvem han lod arrestere, og samme Skæbne led Oldgesellens Efterfølger. Begge blev idømt saa haarde Straffe som henholdsvis 3 og 6 Ugers Forbedringshus.

Svendene, der var forsamlede i Tømrerkroen, lod sig ikke afskrække; men holdt paa, at de ikke vilde gaa i Arbejde, førend der var garanteret dem de 8 Skilling, og end ikke "en Forligsmand", Præsten Rørbye, der mødte op i Kroen, kunde faa dem overtalt.

Sluttelig blev der udkommanderet 200 Soldater, som stillede i Adelgade, hvor de arresterede 202 Tømrersvende, som blev ført til Kastellet. Den 6te August faldt Dommen over de arresterede, hvoraf 122 fik 4 Maaneders Arbejde i Jern og 1 fik 6 Maaneders, medens Resten slap fri.

Som Følge af denne haarde Dom etablerede Størstedelen af de øvrige københavnske Haandværkssvende en Art Sympatistrejke, dei kom til at omfatte ca. 2000 Svende eller med andre Ord over Halvdelen af Haandværkssvendene.

Den 12te August ophævedes dog Arbejdsnedlæggelsen, og Tømrerne gik atter i Arbejde med det Resultat, at de opnaaede en Lønforhøjelse af de paakrævede 8 Skilling.

Ikke langt fra "Tømrerkroen" ligger som Nr. 37 Børneasylet, og hvor denne Ejendom nu er, laa tidligere en af de saakaldte "Pjaltenborge". Dette Navn var et Fællesnavn for Datidens uhumske og hygiejniske Logishuse, hvor Samfundets usleste Medlemmer kunde faa et meget daarligt Natteleje for 2 a 4 Skilling.

Det mest kendte af disse Logishuse var det fra "Juliehopsasa"-Visen kendte paa Hj. af Aabenraa og Rosenborggade, medens et andet laa i Peder Hvidtfeldsstræde Nr. 12.

Huset i Adelgade hed "Hvide Ross", og det kunde rumme ca. 230 Beboere. For de fattigste af disse var der i Forhuset oven over Hanebjælkerne (I) Indrettet 7 Beboelseskamre, og paa Loftet i Baghuset fandtes 10 Beboelseshuse med Bræddeskillerum. Til Opvarmning af disse usle Rum fandtes nogle Potteovne, der selvfølgelig ikke kunne afgive megen Varme.

Faa Skridt fra det tidligere "Hvide Ross ligger Dronningens Tværgade, der indtil 1800 var en lukket Gade, som endte blindt ved Plankeværket mod Kongens Have. Den Del af Gaden, der gaar fra Adelgade til Kongens Have, kaldtes i det 18de Aarhundrede for "Sorte Christians Krog", og dette Navn hidrørte fra et Beværtningssted med en meget stor Have, der strakte sig, hvor nu Kronprinsessegade er.

Selve Beværtningsstedet laa paa det nuværende Nr. 55 (altsaa Dansesalonen "Kæden"), og Navnet "Sorte Christian" stammer efter al Sandsynlighed fra Gartner og Øltapper Christian Hector, der købte Ejendommen den 11te December 1718. Hans Genbo i Gaden var Grovsmeden Gert Drachmann, Tipoldefader til Digteren Holger Drachmann.

Det var i dette Beværtningssted at Skuespiller Christopher Pauli Rose sad den 29de Januar 1749 om Aftenen ved en gemytlig Lhombre og just havde faa en Solo med 5 Matadorer. Da begyndte pludselig Kanonerne paa Volden at tordne i Anledning af Dronningens Forløsning, og da den anden Omgang af Skuddene tog fat, vidste mand, at det var en Prins (den senere Christian den 7de, der var blevet født. Rose smed øjeblikkelig sine gode Kort; thi han havde nemlig lovet sin Ven, Piloy, der havde Vinkælderen under Teatret paa Kongens Nytorv, at han, hvis det blev en Prins, vilde komme ned i Kælderen og drikke alle Kommende til paa Prinsens Velgaaende.

Han ilede øjeblikkelig til Vinkælderen, hvor Piloy ventede ham med en Halvpots-Pokal Rhinskvin, og denne maatte han i Nattens Løb tømme 27 (!) Gange - unægtelig en noget hvas Tjeneste at maatte drikke 13½ Pot Rhinskvin i Løbet af en Nat.

En af Christian Hectors Efterfølgere var Øltapper Hieronymus Hammer, der fik Tilladelse til at indlade Gæster i sin Have gennem en lille Laage i Plankeværket ind til Kongens Have, saa at de Spadserende her paa en nem Maade kunde komme til en Forfriskning. Hammer døde i 1783, og Forretningen overtoges da af hans Søn Poul, der blev her til sin Død omkring 1808.

Først derefter bliver der Dansesalon i den gamle "Sorte Christians Krog", antagelig omkring 1820, og den første Dansevært herude var J. G. Kretzschmer (populært kaldet Krismas).

Siden har der uafbrudt været Dansesalen, fraregnet et kort Interregnum, der skyldtes en Brand, og "Kæden", som dens Navn i mange Aar har været, er ubestridt Hovedstadens ældste offentlige Danselokale.

(Social-Demokraten 8. februar 1926).

Vagtmester Niels Chr. Arp. (Efterskrift til Politivennen)

Den 1. juli 1921 fejrede vagtmester Arp sit 40 års jubilæum i opdagelsespolitiets tjeneste.

Lommetyvenes Skræk forlader Politiets Tjeneste.

Vagtmester N. C. Arp.

Paa Fredag, den 15. Maj fylder Vagtmester i Kriminalpolitiet, som det jo nu officielt, hedder, N. C. Arp, 70 Aar og falder dermed for den ubønhørlige Aldersgrænse, hvilket vil sige at han med Maanedens Udgang forlader Politiets Tjeneste, i hvilken han har virket gennem den enestaaende lange Tid af over 46 Aar.

Arp begyndte som Gadebetjent den 23. April 1879, men allerede to Aar efter forflyttedes han til Opdagelsespolltiet, indenfor hvis Rammer han endnu staar.

Han hører til de meget laa københavnske Opdagere, der har naaet at blive "alment kendt" af den store Offentlighed, ikke alene rent personlig, hvilket jo vel nok af og til kan være generende i det daglige Arbejde, men ogsaa som et Navn, der er bygget op paa de store og berømmelige Gerninger, der skaber en Politimands Ry.

Det var som Lommetyvefanger, Atp tjente sine Sporer. I hans unge Opdageraar, da han var knyttet til den gamle Station i Pilestræde, var Byen oversvømmet af professionelle udenlandske Lommetyve, der arbejdede her ganske som paa et Provinsmarked. Og Arp blev den ledende Mand i Kampen imod det, efter at han ved et rent Lykketræf havde faaet fat i den første af dem.

Han studerede med en Sherlock Holmes videnskabelige Grundighed deres Arbejdsmetoder, og der igennem fandt han ind til dem og paagreb den ene efter den anden og uskadeliggjorde dem, ganske, som man udrydder skadelige Insekter.

Det Navn - "Lommetyvenes Skræk" - han efterhaanden erhvervede sig baade blandt sine Kolleger og hos Publikum, var saavist ikke ufortjent. Og han bærer det endnu, selv efter at han forlængst har trukket sig tilbage fra det egentlige Arbejde i Marken.

Personlig kendt af nærsagt hvert Barn i Byen blev han gennem de 26 Aar - fra 1893-1910, han forrettede Tjeneste I don gamle offentlige Politiret, hvor hans urokkelige Ro og hans Hjælpsomhed var skattet af alle baade indenfor og udenfor Skranken.

Han var med sine 46 Aars Tjenestetid den i Anciennitet, ældste Opdager her i Byen, en Hædersplads, der nu overtages af Overvagtmester Niels Andersen populært kaldet "Niels Gammel dreng", der til Efteraaret kan fejre sit 40 Aars Jubilæum.

(Aftenbladet (København) 12. maj 1925).

Arp døde 4. februar 1926:

Jordefærd.

Fhv. Vagtmester Arp.

Under ualmindelig talrig Deltagelse, særlig fra Politiets Side, begravedes fhv. Vagtmester Niels Chr. Arp igaar fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Bestyrelsen for Politiets Understøttelsesforening stod - i Kjole og Hvidt - Æresvagt omkring den blomstersmykkede Baare, og i to lange Rækker ned ad Midtgangen stod uniformerede Betjente, Banner og Faner fra Politiets Begravelsesforening,

Dansk Kriminalpolitiforening og Foreningen 9. Regiment var opplantet ved Kisten, og i Følget saas en Mængde kendte Politifolk, deriblandt Politiinspektør Volquartz, fhv. Politiinspektør Henrik Madsen, Politiassistent Norup og Overvagtmester Ballerup.

Efter at Pastor Christensen fra Trinitatis Kirke havde talt, bares Kisten ud af Æresvagten, og ved Graven sang Politiets Sangkor, før det store Følge skiltes.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. februar 1926).

Smedemester Svedstrup 1825-1827. 2/2. (Efterskrift til Politivennen)

101 Aar gammel.

Mørdrup er en lille stilfærdig Landsby oppe bag Espergærde. Der er ikke noget Særpræg over den, men den har det frem for de fleste andre Landsbyer, at her lever en af Landets Ældste, fhv. Smedemester Svedstrup, der i Dag fylder 101 Aar.

Den 101-aarige Smedemester Svestrup.

I den Anledning aflagde vi ham i Gaar et Besøg i hans hyggelige Hjem, hvor en Datter og Søn nu plejer ham paa det omhyggeligste. Glæden over den forestaaende Fødselsdag er imidlertid slaaet lidt ned. Gamle Svedstrup maa nemlig fejre Dagen i Sengen. En stærk Forkølelse har faaet et alvorligt Tag i ham og derfor gaar Samtalen ogsaa kun med stor Varsomhed.

Se os kan han ikke. For en halv Snes Aar siden blev han blind, men ellers har han alle sine Sanser i Behold, og hans Erindring spænder over Epoken helt tilbage fra Frederik den Sjettes Tid til Døgnets sidste Nyt. Og han fortæller: - Jeg er født i Helsingør, hvor Far var Kommandersergent og Skoleholder. Vi var mange Børn og der skulde noget til at mætte deres Munde. Jeg levede altsaa en hel Del af min Barndom paa Kronborg, hvor Frederik den Sjettes Moder, Caroline Mathilde havde siddet som Fange. Det kunde Kongen aldrig glemme, og derfor satte han aldrig sine Ben paa Slottet. Dets Sale blev brugt som Oplagsplads for alt muligt Skrammel. Det var rent sørgeligt at se paa. Men saa kom Christian d. Ottende paa Tronen, og det kan nok være, Piben fik en anden Lyd.

Man ventede ham kort efter Tronbestigelsen paa Besøg Helsingør, og De kan tro, det gik med Fart at faa ryddet op og gjort i Stand i Salene til hans Ankomst.

Alle vi maatte tage en Haand med. Ja, hvad er der saa at fortælle? Jeg saa Rye og Schleppegrel rykke ud, da Krigen kom. De havde begge Garnison i Helsingør. Det var en bevæget Afsked. Den gjorde et dybt Indtryk, selv paa os Børn, Saa dybt, at det aldrig er gaaet mig af Minde.

I 1850 nedsatte jeg mig saa som Smedemester hernede i Mørdrup. Ja, og siden er Livet gledet stille hen for mig. Nu er jeg gammel og blind og min Datter maa læse Aviserne for mig. Man vil jo gerne følge med, saa længe man kan. Ak ja - den Gang man var ung, var det ingen Sag. Saa regnede man ikke en Fodtur fra Helsingør til København for noget. Det Svip har jeg gjort mange Gange.

Men sig mig for Resten, hvorledes gaar det med den store Udstillingshal med det vældige Tag uden Støttebjælker? Som gammel Smed kunde jeg godt have ønsket at se det Stykke Arbejde.

Og saa den Historie nede i Ungarn med de falske Penge. Det maa være nogle fæle Karle.

Ja. Tiderne har forandret sig. Jeg kan jo nok tale med om det.

Saadan snakker den gamle Mand løs springende fra Fortid til Nutid. Men saa er han ogsaa træt. Han lægger sig tilbage i Puderne, og Fotografen tager en Plade af den Gamle, der har levet i et Tidsrum. der spænder over mere end et Aarhundrede

(Aftenbladet (København) 3. februar 1926).

Niels Ferdinand  Svedstrup døde d. 4. januar 1927, en måned før ville være blevet 102. I 1927 blev der udgivet en bog af Anders Uhrskov: "To Gamle fortæller" hvoraf han er den ene.

Arbejdsløses Demonstrationer 1926. (Efterskrift til Politivennen)

 Til Hovedstadens organiserede Arbejdere!

Fællesorganisationen fraraader Deltagelse i Demonstrationen i Dag.

Fra Forretningsudvalget for Arb. Fællesorganisation har, vi modtaget følgende:

Paa Foranledning af en Henvendelse til Arbejdernes Fællesorganisation om Deltagelse i en Demonstration, som et Møde af Arbejdsløse har vedtaget at afholde Onsdag den 3. Februar, afholdt Arbejdernes Fællesorganisations Forretningsudvalg. som allerede meddelt. Møde i Gaar. Forretningsudvalget vedtog at fraraade Deltagelse i den af dette tilfældige Udvalg planlagte Demonstration.

Arbejdernes Fællesorganisation har. som det er meddelt gennem Social-Demokraten, allerede den 23. November ved en Deputation rettet Henvendelse til Landsthingets Udvalg vedrørende Foranstaltninger mod Arbejdsløsheden, hvor man paa 325.000 organiserede Arbejderes Vegne rettede Opfordring til de forskellige Partier om at samles paa Grundlag af Folkethingets daværende Lovforslag til Fremme af offentlige Arbejder, og hvor man pegede paa den stadig stigende Arbejdsloshed og den heraf følgende Nød, der kræver ekstraordinære Foranstaltninger gennemført.

I Henhold hertil maa Forretningsudvalget understrege den samlede Arbejderklasses Tilslutning til de Foranstaltninger med Hensyn til Fremme af Arbejders Iværksættelse, samt med Hensyn til Forbedringer af Understøttelserne, som det socialdemokratiske Ministerium og vore øvrige Repræsentanter i Rigsdagen alt har gennemført eller forelagt som Lovforslag.

- Endvidere har Fællesorganisationens Forretningsudvalg paa et Møde den 25. Januar behandlet en fra de københavnske Byggefagsorganisationer fremsendt Skrivelse, omhandlende en Række Punkter, der dels tager Sigte paa Ændringer af Arbejdsløshedslovens uheldige Bestemmelser i Lighed med det af Socialministeren den 15. December fremsatte Forslag og dels paa andre herhenhørende Spørgsmaal.

Til nærmere Bearbejdelse er Sagen henvist til Organisationernes samlede Arbejdsløshedsudvaig. der paa samtlige organiserede Arbejderes Vegne snarest muligt vil fremsende Kravene til Rigsdagen.

Vi maa derfor kraftigt tilbagevise de Forsøg, der fra anden Side geres paa at iværksætte Demonstrationer, idet snadanne tilfældige og hovedkulds arrangerede Demonstrationer kun kan virke ødelæggende for Arbejderklassens samlede Optræden. 

Forretningsudvalget for Arbejdernes Fællesorganisation henstiller derfor til alle organiserede Arbejdere i København Ikke at deltage I den paatrnkte Demonstration i Dag. 

Forretningsudvalget for Arbejdernes Fællesorganisation i København.

(Social-Demokraten 3. februar 1926).

De Arbejdsløses Demonstration: Demonstrationen igaar havde samlet ca. 3000 Mand. Her ses Politiet holde Demonstranterne tilbage udenfor Rigsdagen. Foto fra B. T. 4. februar 1926.

Thøgersen taler: Thøger Thøgersen taler fra Rigsdagstrappen til Mængden. Foto fra B. T. 4. februar 1926.

Vald. Larsen, Formand for Kuskenes Fællesforbund, taler. Foto fra B. T. 4. februar 1926.

Internationale: Med opplantede Faner og Plakater og med blottede Hoveder synes "Internationale". Foto fra B. T. 4. februar 1926.

Ernst Christiansen taler fra Rigsdagstrappen. Foto fra B. T. 4. februar 1926.

Faar de Vognen over Bakken?

De Arbejdsløses Demonstrationstog til Rigsdagen.

I et Antal af over 10,000 bevægede de af "Arbejdernes Fællesorganisation" med kortest muligt Varsel sammenkaldte Demonstranter sig i Gaar Eftermiddags I et faneprydet Optog fra Grønttorvet til Christiansborg, i hvis ydre Slotsgaard var arrangeret et Fællesmøde med forskellige Talere til at korte Tiden, medens den Deputation, der ses paa ovenstaaende Billede, forhandlede med Folketingets Finansudvalg om nye Bevillinger til Byggeriet og med Landstingets Kriseværnsudvalg om den ekstraordinære Hjælp til de uunderstøttede Arbejdsløse og om Foranstaltninger til Støtte for den nødstedte Industri.

Der faldt hvasse Ord i Slotsgaarden. "Gamle Nisser" og "Forbrydere" blev af kommunistiske Talere anvendt som Betegnelse for Landstingets Medlemmer, og der blev hentydet til Midler som "den brutale Magt". "Blodsudgydelse' og "Barrikaden", Men det Hele var aabenbart ikke var slemt ment.

Da Deputationen vendte tilbage med den Besked fra en af Socialdemokratiets egne Rigsdagsmænd (J. A. Hansen), at antagelig vilde Demonstrationen være "tilstrækkelig til at bringe Vognen over Bakken', opløste Forsamlingen sig, efter at den med blottede Hoveder havde sunget Internationale, og dens Deltagere gik i Ro hver til sit.

Deputationens Medlemmer. Fra venstre: Erik Jacobsen, Robert Niel￾sen, Johs. Hansen, Johanne Jensen, Rassow og Walther.

(Aftenbladet (København) 4. marts 1926).

Den gamle Livfange fra Horsens Tugthus. (Efterskrift til Politivennen)

Han var benaadet, men bad om at komme tilbage.

Den gamle Fange fra Horsens Tugthus Søren Mathiassen, om hvis benaadning vi i Gaar fortalte havde efter hvad der nu oplyses, været benaadet en Gang før. Det var ved Aarhundredskiftet at han blev løsladt, men efter faa Dages Forløb meldte han sig igen i Tugthuset og bad om at blive "optaget" Igen. Slægt havde han ikke, og han kunde slet ikke klare sig paa egen Haand. Han fik sit Ønske opfyldt, og har siden gaaet "udenfor Nummer" og nydt delvis Frihed, betragtet som en lidt aandssløv , men ganske uskadelig Original. Han beskæftigede sig med lidt Arbejde i Have og Mark, men skønt ingen lagde ham Hindringer i Vejen, gik han aldrig udenfor Tugthusets Omraade. Der vil derfor ikke blive stor Forandring i hans Livsvilkaar, efter at han nu bliver overført til Aarhus Sindssygehospital

Hvorfor Søren Mathiassen blev dømt.

Mordet paa den gamle Pengeudlaaner i Saaderup.

Sven Langes "En Forbryder" i det virkelige Liv.

Den Forbrydelse, for hvilke Søren Mathiasen blev idømt livsvarigt Strafarbejde, forøvede han i landsbyen Saaderup ved Nyborg. Natten til den 17. September 1875.

Mathiassen var den Gang 24 Aar gammel og Boelsmand. Den Myrdede var Gaardejer og Hestehandler Niels Rasmussen, Bøgelund ved Odense. Søren skyldte ham nogle Penge, fordi han et Par Aar i Forvejen havde bedt Rasmussen skaffe ham en velstaaende Pige til Kone.

Rasmussen, der drev forskellige lyssky Forretninger, havde i den Anledning faaet et Gældsbevis af Søren, lydende paa et temmelig betydeligt Beløb, et Beløb, der snart ved høje Renter og Laan blev bragt op til en saadan Højde, at den arme Boelsmand ikke saa sig i Stand til at betale.

Det gik ham saa, som det gaar den ulykkelige Bogholder i Sven Langes gribende Drama "En forbryder": I sin Fortvivlelse over Udsigten til at blive drevret fra Hus og Hjem, besluttede han at ryste sin Plageaand af sig og aflagde ham i den Anledning et Besøg.

De fulgtes ud fra Niels Rasmussens Hjem. Men - Hestehandleren vendte ikke tilbage. Familien henvendte sig næste Dag hos Søren Mathiassen, og da han ikke gav nogen Oplysning - til Sognefogden.

Faa Dage senere blev Søren Anholdt og ført til Vindinge Herredskontor.

Under Afhøringen her saa han Lejlighed til at flygte. Han blev forfulgt og anholdt, men slap gentagne Gange fri igen, indtil det dog tilsidst lykkedes ham helt at slippe væk fra sine Forfølgere.

Sent om Aftenen kom han tilbage til sit Hjem, hvor han forsynede sig med Penge, aabenbart i den Hensigt at flygte ud af Landet. Men han naaede ikke længere end til Kerteminde, hvor han endnu samme Aften blev anholdt i et Værtshus.

Samtidigt fandt Politiet Liget af den myrdede Hestehandler paa en Brakmark i Saaderup, hvor Morderen havde henkastet det.

Et Par Dage efter gik Niels Mathiassen til Bekendelse. Han fortalte, at han havde købt en Revolver inde i Odense og med den havde affyret fem skud mod sit Offer, medens de i Aftenens Mørke gik sammen over Brakmarken.

De fem Revolverkugler havde imidlertid ikke mægtet at tage Livet af Niels Rasmussen, og Søren havde kvalt ham ved at holde ham for Næse og Mund.

- - -

Søren Mathiassen blev, som nævnt dømt til livsvarigt Tugthus. Og først nu, over 49 Aar efter, aabnes Porten for Alvor for ham og endda kun for Vejen ind bag Sindssygehospitalets Mure.

(Aftenbladet (København) 12. januar 1926).

Søren Mathiasen blev straffet internt 7 gange i tugthuset bl.a. pga. adfærd overfor fængselsbetjentene og fængselsinspektøren. Han var tit til læge og fik ekstra forplejning (sigtebrød, mælk og øl). Han blev indlagt to gange på Vordingborg sindssygeanstalt. Hver gang mellem 1 og 2 år. Den første i 1884. Den anden i 1891-1892 hvor han blev udskrevet med diagnose: Vanvid. Han blev den 23. december 1925 indlagt på Statshospitalet i Risskov med diagnosen Paranoia. 

Herefter blev han sendt tilbage til Horsens hvor han den 20. november 1926 ved kongelig resolution blev løsladt. Han blev indstillet til en plads på Dalstrup Plejecentral ved Grenå. Han havde da den opfattelse at det var ham der styrede Horsens Tugthus, men blev overtalt til at tage til Dalstrup af en funktionær som fortalte at han nu skulle lede en meget større anstalt. Han døde her i maj 1931. Hans gravsten er stadig bevaret på den mindelund der er tilknyttet Dalstrup.