Af Tubal den Enøjede.
"Se Neapel og dø!" - lyder den berømte men fejlagtige Version af den begejstrede Formaning til at besøge det skønne Neapel og dens lille naboby Mori.
Se Tisvildeleje og - lev! (naturligvis underforstaaet: paa Minderne),
Tisvilde er en lille Verden for sig - en lille Skønhedtsverden med vide udsyn mod andre Skønhedsverdener, der omgiver den. "Sjællands Skagen" kalder den sig - ganske med Urette, thi Skagen, den flade, tørre sandørk, der Ikke ejer et Træ, hvis grønne Løvhat kan skænke skærmende Skygge mod Solens sviende Stik til den mødige Vandrer, - Skagen med sin støvede Strøgpromenade ned gennem en Spidsrod af SommerhotelIer og Garniture af uskønne Huse, - nej Skagen og Tisvildeleje kan hverken sammenlignes eller kappes; thi de er saa forskellige som et Blomsterbed og en - Kartoffelmark.
Som om vældige Naturkræfter i Jordens Indre pludselig i en svunden Tidsold havde skudt Ryg, saa at Klodens tynde Skorpe var bleven sprængt og puklet op - i en vild Uendelighed af fantastiske Tuer og gigantisk-overnaturlige Muldvarpeskud - geologiske Kuppelformationer, skarpt afhugne Brinker, Skrænter og stejle Kløfter, dybe Grydeforsænkninger med tætte, uredte Lavkratvesetationcr som Haarbuskene under en Jættehug - og udenom alt dette som Rammen om et storslaaet Naturmakird Havet, - Kattegat - snart i oprørsk brølende og skummende, stormpisket Vælde linder sorts jagende Natskyer, hvis Mulm glimtvis gennembores af Hesselø-Fyrets hvide Blink, - snart døsigt hvilende i apathisk Blaanen under en solglitrende Sommerhimmel, som ikke findes skønnere ved Capri.
Saaledes og ikke anderledes er Tisvildeleje, - i Tidernes Morgengry et lidet bjærgsomt og vanligt Fiskerleje uden Havn; nu findes der intet mere, thi det er en mageligere Dont at leve af Landliggere fra det københavnske Sodoma, lidt Smaahandeel og Haandtusk. Og Fiskene faaes fra Hundested, hvis Rødspætter smager som indfødte Frederikshavnere! Men for et uindviet Øje er der noget tosset i at se alle de store tykke seks punds Rødspætter staa i Søen og vente udfor Tisvildeleje og saa drage til Hundested for at blive fanget og atter hjem til Tisvildeleje - for at blive spist;
Vindskibeligheden i Tisvildeleje er helbefaren, thi der raader en sund og driftig Aand over dem sorgløse Idyl i det lille Leje. Der er ikke noget, der hedder at stænge Butiken og slukke bag Disken, naar Klokken er seks, eller det falder ind med en af disse kedelige og meningsløse Helligdage, der standser alt borgerligt Ørke til stor Gene for mange Mennesker: nej, saalænge der er Købere og Skub i Omsætningen, holder Fatter sin Bod aaben, lige til han er mødig af Dagens Møje, og det baade Hellig og Søgn. Endelig en Plet paa Jorden, hvor sund Fornuft i Handel og Vandel beholder det sidste Ord, endelig en Plet paa Jorden, hvor Kræmmeren begriber, at det er hans Gevinst, naar han giver sin Biks Skin af at være til for Godtfolks Skyld!
"Tisvildeleje Kiosk har alt" staar der at læse over Detailhandler Bønnelyckes hyggelige lille Krambod ved Foden af Badepensionen Højbohus, Verdens bedste Madsted. Men Far Bønnelycke, der er en kedelig (men til Held for ham ikke aandelig) Fætter til Digteren, har ingen Skam af sit fanfareskingrende Motto; thi han har virkelig alt! Første Gang jeg traadte ind til ham, havde han f. Eks. - Snue. Man søger intet forgæves hos Bønnelycke; han er omnipotent! Vine og Cigarer fra de sletteste til de bedste. Slikkepinde og Moderbind, Galoscher og Flygeler, Solbriller og Høreror, Vækkeure og Morgensko, Natpotter eg Salmebøger, Lakrits og Knojern, Tandbørster og Konserves, Straahatte og Bolsjer, Klosetpapir og Kristeligt Dagblad, Syltetøj og Undertøj, Alpestokke og Briketter, Hængekøjer og Mundharper, Fyldepenne og Narresutter, Skydebomuld ag Tyggegummi, Ingeborg Vollquartz og Bertha Ruck, Giletteblade og Ugeblade, Forlovelsesringe og Skohorn, Sygevat og Brevkasse (uden paa Muren).
Kun een Gang lykkedes det mig at gribe ham paa fersk Gerning; det var, da jeg en Søndag Aften bed om 3 Kilo af hans Fætters Digte. Da rystede den smarte og elskværdige lille Mand sit ydmyge Hoved og sukkede: Nej Tak, et Sted maa der siges Stop; min Fætter "gaar" ikke paa Landet! Kan Herren ikke bruge tre Ruller Tagpap i Stedet for?«
"Ak." tænkte jeg ved mig selv, da jeg vandrede bort med Tagpappen, "en Digters Lod er tung I dette Land, de vil allesammen have Stene for Brød og Tagpap for Lyrik og Penge for Tagpap! Hvorlænge mon Lyriken vil kunne udholde denne Smudskonkurrence?"
Oppe paa sin svimle, knejsende Brink, der skarpt luder ned med Havet, ligger Badehotellet som en Rhinborg fornemt isoleret med skønne Udsyn over det blaadisede Kullen i Øst og nogle Solnedgange i Nord (Nord Vest), som hverken Carl Lund eller P. S. Krøyer nogensinde har overfløjet.
Men som et hæsligt Vartegn midt paa Rundbakken ses en høj skidden Fabrikskorsten som en sort Pegefinger af en underjordisk Kæmpetrold, ragende op af Grønsværen. Det er Badehotellets Elektricitetsværk, der med denne Skamstøtte har spoleret Udsigten for mange af de sraaa sommerglade Villabyggere paa Pladsen.
Paa den anden Side Hulvejen, der skiller mellem to store mægtige Terrænkupler, ligger den berømte Badepension Højbohus, hvor Far Sylvander under barnlige Kælenavne som f. Eks. "Plejefader" eller "den falske Victor Wulff" færdes blandt sine henrykte Gæster som en Alfader i sit Gimle. Han er en herlig Type, hjælpsom og gemytlig, gammel helbefaren Jordomsejler og Hovmester paa store oversøiske Baade.
Der er baade Sjælsstyrke og koloristisk Fantasi over hans Kæmpehummere og smaa kvikke Lammestege, men naar han i sin hvide nystrøgne Kirurgkittel staar foran det kolde Frokostbord og svinger sin Forskærerkniv, som var det Sværdet Skræp hen over Skinker og Duer og røgede, ferske Randerslax, da gyser det sødt i Gæsterne, og det hulker ef Vellyst fra den gamle vellagrede Ementhaler og den isede Klukflaske med ægte Hulstkampgenever, Jo jo, Far Sylvander er som Nervelæge tusindfold bedre end Professor Daniel Jacobsen! Han ved, hvordan de stakkels terminsoprevne Københavner-nerver skal kureres, og saa er hans "Klinik" ikke nær saa dyr!
Lige bag Højbohus gear man ind til det store og vildsomme Tisvilde Hegn, som Skovrider Fabricius freder mod en ganske illusorisk Brandfare med ægte preussisk Jernnæve og efter russisk Knut-System. Det er under hårde Bøder, subsidiært Fængselsstraf, forbudt at ryge, spytte, nyse, bande eller køre med Bil paa de to Kvadratmil, som Hegnet dækker.
For at demonstrere den strenge Bogstavelighed i dette idiotiske Reglement har man tilsvinet det skønne Hegn med en Sværm af grimme Opslag, hvis barske Tone kunde tyde paa, at Hr. Fabricius er en underskudt Tvilling til Mussolini!
Ved alle Hovedindgange til Hegnet er der rejst høje Galger med haandmalede Dødstrusler mod Tobaksrygere. Det gør et venligt Indtryk pas Intetanende Vejfarende.
I det lille Leje hedder hele den indfødte Befolkning enten Gudmandssen eller Corneliussen. Der findes kun disse to Familienavne paa Pladsen, og den, der Ikke lyder et af disse Navne, kan Ikke blive indgiftet i en indfødt Familje men maa hente sig en Ægtemage i Nabosognet. Her var en smuk Opgave for Genealogen Hauch-Fausbølt at finde Rede i det indfiltrede Sammengifte mellem Husene Gudmandssen og Corneliussen.
Gør man en Køretur paa Egnen, faar man ret et Indtryk af, hvor beundret og fængslende den er. Navnkundig fra hine Dage, hvor Stakler og Krøblinger i tætte Stimer valfartede til Helens Kilde, hvor Asserbo, det engang saa stolte Herreslot, nu kun er en mosgroet og lav Ruin, som Kong Frederik VII forgæves spildte sine arkæologiske Interesser paa, idet han 5 Dage efter Grundlovens Underskrift lod Udgravninger under eget Tilsyn foretage fra 10. Juni 1849-27. Juli. Men da han lod alt det udgravede Fyld anbringe netop der, hvor Borggraven skulde være, og der saaledes blev Vold, hvor der skulde være Grav, blev det hele planløst og forvirret og uden Resultat. Alligevel er der 1874 rejst en Mindesten, som virker mod sin Hensigt, idiet dem holder Erindringen levende om, hvad den joviale Konge ikke udrettede der paa Stedet med sine pseudovidenskabelig Anstrengelser.
Der er den morsomme gamle historiske Sandkro, Troldeskoven og det smukke Sandflugtsmonument, som rejstes til Minde 1738 om den Storbedrift, som ved travle Menneskehænders og -Viljers Kamp gjorde Egnens Befolkning til Herre over den store Sandflugt, der bl a. begravede hele Tibirke By og dens Omegn. Mere end 150 Aar, fortæller en Indberetning fra 1704 os, har denne frygtelige Plage raset paa denne Kant af Nordsjælland. Nu hør det menneskelige Snille ved Beplantning vundet Sejr over denne Fare for stedse.
Paa den skønne gamle Tibirke Kirkegaard ses den udmærkede Skuespillerinde Ellen Pindoms Navn med næppe læselig Skrift i en gammel Graasten paa hendes Grav, der er lagt op under Kirkegardsmuren, ganske som hun ønskede det, mens hun færdedes 1 Tibirke om Sommeren. Men Graven er vanrøgtot og forsømt, og maner til Eftertanke for Venner af hende selv og hendes Kunst.
- - -
Holger Drachmann skrev engang:
»Nu har jeg skuet saa mangen en Egn
med Søer og mægtige Skove,
men ingen saa skøn som Tisvilde Hegn
ved Kattegats brusende Vove.
Alene om sin Naturbegejstring for denne Egn har Digteren Ikke været. Thi her har Nobelpristageren Professor Niels Bohr bygget sig et Hus med tilhørende Laboratorium, Konservatoriets Direktør, Professor Anton Svendsen, ligesaa sit eget Hus, Professor-Maleren Julius Poulsen, Borgmester Kaper, Digteren Johs. V. Jensen og Hans Hartvig Seedorff, afd. Billedhugger Kai Nielsen, Malerne Kyhnert, Scharff og Herman Vedel, men Carl Alstrups lille røde Bondegaard, som nu staar til Leje, er ganske gyseligt forfalden, hvad man lykkeligvis ikke kan sige om dens gæve Ejermand.
I sin store gamle Mølle oppe i Tibirke bor Tonemesteren Jacob Gade med sin lille søde og huslige Fru Mimi; men oppe i selve Tisvildeleje færdes Teatermaleren Chr. Andersen med sin Samvittighedsbrod og tilkommende Frue (C. E. Jensens smukke Datter), Skuespillerinden Fru Ingeborg Gandrup og Fru Chefredaktør Helweg-Larsen. Ogsaa Departementschef i Indenrigsministeriet Fr. Martensen-Larsen nyder den kølige Forsommer hernede.
Her er vidunderligt, stille og fuld af Skt. Hans-Stemning og Midsommerpoesi; men naar Højsæsonen holder sit hujende Indtog, og hele den jazz-dansende Sværm af Sommergæster tørner ud fra Hovedstaden, Farvel og paa Gensyn, du tause drømmende Skov, du vilde urolige Hav! Saa bliver her ikke til at aande.
Jeg gad se hele Sværmen hænge i Hr. Fabricius' hæslige Galger!!
(Social-Demokraten, 15. juni 1926)
