Et stykke af Nørrebro er nu draget op af den søle hvori det forhen lå, og fodgængere har der fået en bekvemmelighed de aldrig burde savne i nogen stad eller storstad: Et ordentligt fortov hvor de gående kan have sikkerhed for vogne og heste. Men da fortovene på Nørrebro har måttet lægges temmelig lavt, og rendestenen kun er lille, så vil fortovet snart oversvømmes med vand og skarn når skarnet løber fra kørebroen i rendestenen, og på grund af det standse vandets afløb. Man kommer til at vade i det, således som man har været vant til om efteråret og vinteren på fortovet over Peblingesøen, dersom sådant ikke forebygges ved vedvarende fejning og renholdelse.
Det kan imidlertid ikke tvivles om, at vedkommende, som såvel har sørget for fodgængernes bekvemmelighed, jo også vil sørge for, at samme kommer dem til nytte. Det tros, at sådant bedst og med mindst befolkning opnås, når de beboere, uden for hvis bygning fortovet går, fejer hver for sin dør, eller rettere sagt, for sin bygnings grund, således som skik er i København. Men de, som foruden bygningerne har betydelige havepladser, fx Store Ravnsborg, kunne det vel med rimelighed pålægges også at renholde det fortov, som støder til deres havers indhegninger?
Den øvrige del af fortovene kunne hele efteråret og vinteren godt renholdes når en mand for sædvanlig dagleje og med godtgørelse for redskab gaves dette arbejde enten under eftersyn, eller med akkord om at holde forsvarligt rent. Der indtræffer ofte sådant vejrlig, at han ikke kan overfare alt arbejde på 1 eller 2 dage, men han måtte da gøre det nødvendigste først, nemlig at skaffe vandet afløb, og siden efterhånden bortfeje og sammenskovle urenligheden.
Det var for broens renlighed at ønske, at man tillige kunne afskaffe den skik som bruges ved nogle af renovationsvognene her, at bagsmækken på dem oplettes, så snart de har passeret Blågård, og undertiden før, såvel som den skik, at mange kørekarle jage med læs i fuld trav, og derved overøser broen med skarn i det de tillige martrer livet af de elendige heste som er betroede deres umenneskelige hænder.
Ved den ene side af kørebroen har man nu gravet huller, formodentlig for at plante træer i dem. Dersom disse ikke skal blive lige sådanne vantrivninger, som de der står ude forbi Assistens Kirkegårdene omkring til Vibenhus, så må dem skænkes nogen mere omhyggelighed. Til den ende burde man hjertelig bede vedkommende, at lade afkappe 1/3 del af de træers højde som udgør alleen ved Blågård. Derved vindes en smule sol, som er så nødvendig til at befordre de unge træers vækst, og til at tørre broen efter falden regn. Hin alle taber derved intet, den bliver endog tættere, og når man gentager sådan kapning hvert fjerde eller femte år på rette tid, kan den aftappede top bruges til erteris, hvoraf mange husejere er forlegne og betaler det temmelig dyrt. Til at befordre denne de unge træers hurtigste vækst var det gavnligt, at de ikke plantedes før foråret, men at man derimod nu fyldte hullerne med god gødning, som ved at ligge vinteren over meddelte jorden omkring sig god næringssaft. Denne gødning skulle da til foråret bortføres, og træerne plantes i god jord, blandet af jord fra den gamle renovation i i sandgravene og den fra hulerne nu opkastede jord. Det forstår sig, at træernes rødder ved plantningen måtte stærk begydes med vand, og den første sommer igennem ikke mangle væde, de måtte også forsynes med afvisere, at ikke bønderne, som elsker det bløde, skulle nedkøre dem.
(Politivennen. 1798, Hæfte 3, nr. 28, S. 436-439. [Estimeret dato: 3. november 1798])
