Politiangivelse fra Jylland

Det er en skam for politiet når arbejdsføre folk generer rejsende med deres tiggeri, som undertiden sker af høstfolk, dem der reparerer veje, og andre. Men når virkelige krøblinge lejrer sig ved kroerne og viser deres skade frem, for at vække medlidenhed, til skræk for frugtsommelige og væmmelse for enhver, hvem skulle da skamme sig: Politiet eller hospitalernes bestyrere? Måske begge?

Ved Borum kro går bestandig en gammel dværg. Hun er foruden sin lidenhed også vanskabt, og vist nok også tosset. Ved Hammershøj kro er to tiggere: 1. en bukseløs dreng med et væmmeligt ansigt, skadet i benene så han næppe kan gå og mangel på forstanden. 2. en gammel kone som mangler en hånd. Denne siges ellers at være ejer af nogle hundrede daler.

Ved at dette undes en plads i Politivennen, kunne der måske vækkes af uvidenhed eller dvale, og gives anledning til, at der blev sørget for disse ulykkelige.

(Politivennen, Hæfte 7, nr. 82, den 16. november 1799, s. 1300-1301)

En Hundemyrder i Gottersgaden.

Flere gange har venner af offentlig og huslig ro i Politivennen talt imod den overdrevne mængde af småhunde som på gaderne og i husene ved deres ubehagelige bjæffen forstyrrer folk i deres stille beskæftigelser. Man tillader mig at jeg langt fra at være af modsat mening, dog også engang taler et par ord for disse småskabninger. Så længe de tåles blandt os, så længe kan de vel gøre krav på menneskelig behandling. Så længe burde deres offentlige mishandling i det mindste ikke tillades. Og er det måske endog uden for politiets cirkel at ænse deres barbariske herrers medfart, så ligger det dog uden tvivl inden for samme at sikre dem som andres ejendom fra fremmed overlast, især om denne sker offentlig. Det er muligt at jeg ønsker heller tabet af en sum penge end tabet eller mishandling af et lille dyr som jeg holder til min fornøjelse. Ingen har altså mere ret til at forgribe sig på dette, end på hin. Og retten som sikrer mig besiddelsen af den ene, bør også sikre mig besiddelsen af det andet. 

Ikke desto mindre er det meget almindeligt at kreaturer og især hunde mishandles på offentlig gade af dem der ikke er deres ejere. En kåd dreng er ikke bange for at kaste en sten efter en fremmed hun. En plump matros at sparke den. En uartig lille herre at give den et rap af sin rotting, endog når den løber tæt bagefter sin herre. Jeg har set små hunde som ville løbe over stadsgravenes broer at være blevet opsnappet og kastet i vandet hvor de, uvante til at svømme længe, forgæves har pjasket med forlabberne på stedet, hvor de blev udkastet indtil de langsom udmattede er sunket til bunds eller når de har kunnet nå så langt, er omkommet blandt sivene hvor ingen kærlig menneskehånd uden egen fare har kunnet redde dem.

At hæmme de mange mishandlinger af forskellige arter som disse småkreaturer er udsat for, vil måske være politiet umuligt. Men dersom der blev angivet det en eller andet bekendt offentlig hundetyran, da ville det uden tvivl binde hans umenneskelige hænder.

En sådan hundeplager og forgriber på andres ejendom bor i en kælder i Gothersgade. Han har en hund af middelstørrelse, børstede smudsig-hvidfarvede hår som er afrettet til voldsomt at overfalde alle forbiløbende mindre hunde og jammerlig forbide dem. Når herren eller hans gårdskarl ikke står i kælderskuret, da sker disse overfald af hunden sjældnere. Men er en af disse eller begge nærværende, da sker det desto tiere. Så at det deraf lader sig slutte at de ophidses dertil af disse. Har nu denne forvænte hund ret ilde mishandlet en af sine værgeløse medskabninger, da vender den gerne tilbage til sin herre og belønnes for sin død med klap og lovtaler, holdt undertiden til en høj soldat og sjover i en udmærket uniform der altid står der i nærheden.

I et par år har jeg nu næsten daglig været vidne til disse optøjer, ynket de stakkels mishandlede smådyr og beklaget denne mand for hvis forvænte smag så usle, barbariske fornøjelser er blevet genstande. Hvis ører kildredes af skyldløse skabningers ængstelige skrig og i hvis hjerne det spørgsmål aldrig trængte sig frem: Hvad dømmer dine medborgere om din opførsel?

Jeg bebrejder mig selv at jeg indtil nu har tiet. Gjort opmærksom før på denne mand ville et orden og menneskelighed elskende politi have forebygget mangfoldige smådyrs unødvendige smerter, deres ejeres misfornøjelse, naboers samt forbigående fortrydelse og almuens sammenstimlen i den anledning.

Navnet på den som giver mig anledning til at skrive dette, skal blive fortiet, om denne uskik ganske holder op. Hvis ikke, bliver det offentlig nævnt, da beviset ikke mangler på handlingen.

Joh. Fred. Høgh
Student i Theol.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 81, den 9 November 1799, s 1291-1294)

Atter et Ord om Arbejds- og Pleiehuset i Mariboe, tillige med et Forslag.

Her at ville forsvare stiftamtmanden og biskoppen i Lolland for deres valg af kommissærer til at udkaste en plan til et arbejds- og plejehus i Maribo, er hverken mit øjemed eller min bestræbelse. 

Men når en anonym i nr. 75 af Politivennen vil indbilde publikum at kommissærerne i deres indbydelse til beboerne i Lolland angående frivillige bidrag til det nævnte arbejdshus skal have brugt ukvemsord *) og stiklerier. Da tror jeg det vil være pligt at lade fordomsfrie og oplyste mænd læse indbydelsen for at kunne dømme mellem den velbemeldte forfatter og kommissionen, og til den ende vil jeg lade indbydelsen indrykke her:

Ærede Medborgere!

Når vi rundt om os skuer idel hovmodig pragt og den dybt nedkuende armod i alle dens rædsomme skikkelser, når vi ser skatter opdynges hos nogle enkelte, mens mange hundrede familier mangler det daglige brød. Når vi ser en betydelig del af vore medborgere til trods for vores politianstalter ikke alene fører et omstrejfende og ørkesløst liv, men endog at overfalde vores ejendomme, når vi i det Borgerlige Selskabs skød hvor tryghed for personer og ejendom er den første lov, nødes til at række den lovløse betler almisse og yde ham velgerninger for ikke at blive genstand for hans hævn, da er vi vel alle enige i, at statsmaskinen i så henseende trænger til forbedring. Men når der spørges: hvorledes afhjælpes disse mangler? Hvorledes kan den uden egen brøde ejendoms og næringsløse mand finde næringsvej og udkomme i staten? Hvorledes forvandles den dovne og lastefulde betler til arbejdsom og nyttig borger? Da er vist meningerne delte.

Sikkert ærede medborgere, afhjælpes trangen ikke ved umenneskelig hårdhed eller ved at fordrive betlerne fra vores byer eller fra vores huse, ikke for førhen brugte palliativ-midler, nemlig ved almisser, hvor det er umuligt at bestemme om den værdige modtager gaven eller den nedrige skurk, og hvor det er vanskeligt at sige om gaven har stiftet nytte eller voldet skade. Ikke ved de såkaldte tugt- og forbedringshuse hvor umoralske og fordærvede mennesker møde hinanden og samleve, hvor udmærkede skurkestreger forskaffer rang og anseelse blandt dette selskabs mindre talentfulde medlemmer og hvorfra forbryderen udgår måske langt mere fordærvet end da han første gang betrådte dette sted.

Et middel gives der, og det er om ikke det eneste, så dog understøttelsesværdigt, dets hensigt er i det mindste ædelt og dets bestemmelse menneskekærligt. Det angriber lasten for at forebygge forbrydelsen, det griber den lastefulde, standser ham på sin bane og uden at straffe ham eller gøre ham ulykkelig, stræber at omdanne ham til en nyttig og duelig borger, og dette middel er de såkaldte arbejdshuse i forening med plejehuse og passende skoleanstalter.


I en sådan indretning var det da at den fattige, men arbejdsføre skulle finde næringsvej, den svage og oldingen pleje, den uerfarne undervisning. Til dette prisværdige øjemeds opnåelse, nemlig for at forebygge betleri og omløben i Lolland, har afdøde etatsråd Wichfeld skænket en kapital af 8.000 rigsdaler til et arbejds- og plejehus, som skal oprettes i Maribo. Hans majestæt har dertil givet 1.000 rigsdaler. Ifølge testators vilje og den kongelige befaling som hermed følger i afskrift, er det undertegnede pålagt at indbyde Lollands indbyggere til at tegne sig for frivillige bidrag til denne så gavnlige indretnings opkomst og varighed. Hvilken pligt vi da altså herved opfylder, idet vi på medfølgende liste udbeder os vore ærde medborgeres påtegnelse for hvilke summer de enten straks eller årligt vil give til det i Maribo oprettende arbejds- og plejehus.
Tottrup. Canchel. Klinge. Petersen.

Når man nu renset fra fæle fordomme og uden nogen forudfattet mening med nogen enkelt mand i kommissionen vil behage at udvide sin synskreds endog uden for Lolland. For hvorfor skal man dog endelig have ment Lolland i almindelighed eller Halsted Amt i særdeleshed, når man vil betragte ejendommens ulige deling i vore kultiverede stater, og man da jævnholder den levemåde manden fører, der har mellem 40-50.000 o. m. årlig at fortære, med mandens der hele året igennem kun har en skjorte på, og intet andet husly, ingen anden seng har end den han finder under den fri himmel, eller må betale for på et koldt og fugtigt gulv, vil man vist ikke finde noget stiklende i indbydelsen.

De ord nidding, skumler, vink til forbedringshus og flere smukke ting vil man forgæves søge efter i den af kommissærerne underskrevne indbydelse.

For at vise med hvor megen sagkundskab den værdige forfatter er udrustet før han skriver om sin materie og for at bevise at det ikke er ham så meget om at gøre at skrive noget gavnende som om at sige kommissærerne uartigheder **) vil jeg her anføre følgende datum. En af hans ankeposter er at præsteskabet og magistraten i Maribo er forbigåede. De er ikke forbigåede, men har afgivet deres tanker om en plan til det omtalte arbejdshus, og tvivles herom, skal jeg bevise hvad jeg har skrevet.

At denne mand ikke er befuldmægtiget til at være organ for Maribo by og jeg vil meget gerne tvivle om han er det for de mange agtværdige mænd i Halsted Amt vil jeg til slut bevise hermed: at denne bys beboere, håndværksmændene end ikke beregnede, har forpligtet sig til årligt at bidrage til allerede nævnte arbejdshus henved 90 rigsdaler der er renter af mere end 2.000 rigsdaler. Dog nok herom.

*   *  *

Ved denne lejlighed vover jeg at opkaste et spørgsmål som jeg dog må indstille til vedkommendes gunstige bedømmelse: var det ikke unyttigt at der ved denne lejlighed blev foretaget en total reform med Fattigvæsenet her i Lolland med hensyn på landets lokale og i medhold afr de vedtagne grundsætninger for Fattigvæsenets bestyrelse i København?

Den der bor her i landet og ser hvorledes landet især til vore markeder og ved andre lejligheder oversvømmes af betlere med talrige børneflokke, skal når han vil hylde sandheden, være enig med mig i at Fattigvæsnets indretning her i landet ikke må være uforbedrelig.

Betragtes Fattigvæsenet i et land som en blot velgørende indretning, da behøver det vel et arbejdshus der da blev at anse som en hjælpekilde og et supplement til de næringsveje der allerede findes i landet.

Betragter man tillige fattigvæsnet som en politiindretning og forudsætter man at det er berettiget til endog ved tvangsmidler at forvandle den dovne og lastefulde betler til arbejdsom og nyttig borger, da behøver det et såkaldt tvangsinstitut der dog aldrig i nogen henseende bør forveksles med vores forbedringshuse.

Dise midler til hensigt kan nås ved det arbejdshus der skal oprettes i Maribo. Men jeg vil meget tvivle om at arbejdshuset når sit øjemed, så længe fattigvæsnet her i landet er på den gamle fod.


Skal arbejdshuset der ifølge kommissorium skal bringes i forbindelse med fattigvæsnet, nå sin bestemmelse, bør det nuværende fattigvæsen - efter min individuelle mening - reduceres til mere enhed og underordnes en bestyrelse der gik frem efter almindelige principper, så at der i at bestyre denne vigtige del af vort politivæsen kun herskede en vilje.

Vinder dette forslag bifald, da vælger man repræsentanter for Lollands købstæder og for dets landboere, disse sammentræder da med de nuværende kommissærer og udkaster en plan til en ny indretning af fattigvæsenet i det hele i Lolland, og jeg er forvisset om at når mænd af forstand og god vilje vælges til det, vil fattigvæsnet bedre indretning være en for landet overmåde gavnende sag.

Tøttrup
Landsdommer i Lolland og Falster.

*) Således som denne hæderlige mand har behaget at indklæde sin bedømmelse over kommissionens indbydelse, skulle man rigtig tro at kommissionen havde udskilt beboerne i Lolland for niddinger, skumlere og deslige. Men selv om kommissionen havde gjort sig skyldig i sådanne fadæser, da formulerer man dem en en injurieproces og alligevel bidrager til det arme arbejdshus der jo ikke har sagt et eneste ord. 

"Slå, men hør, sagde feltherren Themistokles til spartaneren Euribiades, da denne i sin hidsighed hævede sin stok mod ham."


Denne store mand ville ikke at den gode sag skulle lide noget ved individers uenighed. Og således burde nok mænd handle.

**) At han kalder kommissærerne læge, ustuderede, uvidenskabelige bør man virkelig foragte. Man skulle ellers tro at kommissærerne ikke havde den ære at være kendte af ham, i det mindste tør jeg formode det. Den der kun har examen artium kaldes dog næppe læg og ustuderet, med mindre mand aldeles ikke vil agte talebrugen.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 81, den 9 November 1799, s 1281-1291)

Erklæring i Anledning af trykkeforordningen af 27. september 99

I den overbevisning, at genfødslen af barbaris, volds og uansvarligheds sekler sikkert ville finde sted, hvis redelige, oplyste og nidkære sandhedselskere ophørte *) i skrifter at meddele deres lys og at afdrage ondskabens glimrende maske, finder jeg det nødvendigt at erklære: At Politivennen vedbliver at modtage enhver frimodig undersøgelse, enhver anke mod vold og undertrykkelse, enhver anmeldelse af forsømte pligter, enhver opdagelse af skadelig uorden, ethverts forslag til nyttig indretning, når samme er skrevne med tydelighed og anstændighed.

At handle anderledes ville være at misforstå forordningen om trykkefrihedens grænser, især dens indledning, 7. paragraf og 10. paragrafs 3. stykke.

*) Jeg skulle ikke have ytret denne frygt, hvis ikke en skribent af agtet navn i den sidste tid ganske havde henlagt pennen, og hvis ikke nogle af dette blads vakre, men anonyme medarbejdere havde frasagt sig al videre deltagelse.

K. H. Seidelin

(Politivennen, Hæfte 7, nr. 80, den 2. november 1799, s. 1279-1280)

Advarsel for Enhver, som passeret igjennem Kattesundet og Lavendelstræde om Aftenen.

Man finder på hjørnet af disse to ovennævnte gader en meget farlig grund som allerede længe har stået og endnu står fuld af vand. Man betænker den fare enhver kan være underkastet da man let i disse mørke aftener enten uvidende om at sådant eksisterer, eller også ved et fejltrin, kan plumpe deri på hovedet som for det mest ædruelige menneske kan ske, endsige for en som kunne være beskænket! Hvor upassende er det ikke også at sådant grønt, stinkende vand skal stå i så lang tid og give usunde dunster som i sådanne tilfælde allerede bliver en følge. Jeg mener at det bliver enhver ejers pligt en gang imellem at lade sådan grund udpumpe og at slå et slags hegn op, i det mindste med nogle lægter, indtil han bygger hus eller gård på den.

(Politivennen, Hæfte 7, nr. 80, den 2. november 1799, s. 1276-1277)