Militært Spørgsmål

Mandag den 21. september om aftenen ved 5-6 tiden så man borgerskabet med fane og klingende spil marchere gennem Frederiksberggade og dreje om til Halmtorvet. Da de kom ud på Frederiksberggade blev der gjort holdt, og skildvagten råbte Vesterports hovedvagt ud. Men skønt officer og soldater kom ud, blev dog ikke gjort den ringeste honnør. Man så derpå en borgerskabsofficer ride hen til hovedvagten og tale med officeren. Men hvad han sagde hørte man ikke, ligesom han også straks red tilbage og borgerskabet marcherede videre, uden at nyde nogen honnør. Tilskueren heraf, der nylig ved Nørreport har set den derværende hovedvagt gøre honnør til optoget ved at præsentere, kunne ikke nok så meget forundre sig over, at dette ikke skete ved Vesterport. Han ønsker sig oplyst, om en hovedvagt ikke bør honorere en fane. Vil man svare at den kun gik forbi hovedvagten fra siden og at det da ikke bør ske, hvorfor honorerede så Nørreportsvagten, som den også kun gik forbi fra siden. Tilskueren mener, at en af disse vagthavende officerer må have gjort for lidt eller den anden for meget.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 179, 26. september 1801, s. 2853-2854)

Uorden med Tobaksomløbere.

Disse omløbere har nu tiltaget så stærkt med at sælge tobak så den almindelige mand ved deres handel bedrages meget. For de som køber af de omløbende, ved ikke hvad de har købt, før de åbner karduserne. Så er det første de erfarer at det er muggent, fordærvet, ja stinker og er meget skadelig for brystet og helbredet. Man tror at sådanne mennesker burde forbydes at omløbe med sådanne fordærvede tobakker, for da ellers alle fordærvede varer fratages omløbere, hvorfor så ikke fordærvede tobakker. Allerhelst da her i staden kan fås alle tobakssorter hos tobaksfabrikørerne såvel af gode boniteter som rimelige priser.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 179, 26 September 1801, s. 2852)

Uordener.

Ude på Vesterbro mellem Eutin og Egypten, finder man et meget stærk stinkende hul hvori der kastes det rådne af slagtede dyr som ikke alene fornærmer både lugten og synet, men også er skadelig for sundheden. Man kan ikke begribe hvordan denne uorden tør begås i vore tider, især i den fortrinligste forstad ved København, hvor man ikke alene sørger for at fornøje, men også at gavne det almindelige. man ønsker altså at slagterne smukt ville bekvemme sig til at bortskaffe dette afskyelige syn.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 178, 19 September 1801, s. 2847-2848)

Til Hr. Almind i Admiralgaden.

Lysestøber hr. Almind bedes af adskillige naboer om at skaffe sig fri for den ubehagelige hundeglam som hver nat opføres i hans gård, og som nu i lang tid har forstyrret deres nattero. Så længe alarmen kun hørtes fra en hund, er den endda med tålmodighed blevet hørt, men nu da flere stemmer forøger den, og derved ganske bortjager den vederkvægende søvn, så kan denne uorden ikke længere stiltiende tåles. Og skønt vægterne der er på gaden for den offentlige sikkerheds skyld og roligheds vedligeholdelse, ikke kan forekomme den uorden som finder sted i indelukkede gårde, så tvivler man dog aldeles ikke på at kunne ved retten skaffe sig nattero hvis en mindelig begæring ikke hjælper

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 178, 19 September 1801, s. 2839-2840)

Erklæring.

I anledning af det i disse blades nr. 172 indrykkede stykke under titlen: Spørgsmål til borgerofficererne blev udgiveren indstævnet for politiretten hvor han afgav følgende skriftlige erklæring:

Til den høje politiret i København!

Til yderligere udvikling af mit mundtlige i protokollen dikterede svar i lørdags den 15. d. på det af det kongelige danske kancelli gennem retten mig forelagte spørgsmål, hvad hensigten var med den af mig i Politivennen s. 2751 nedskrevne ytring: Er der nogen borgerofficer der ikke føler at et korps af frivillige borgere er noget andet og fordrer en ganske anden behandling end et korps af soldater, det vil sige af tvungne almuesmænd eller hvervet udskud? har jeg den ære at bede retten gøre det høje justitskollegium opmærksom på følgende:

1) Det hele bidrag hvoraf den ovenfor anførte citerede er taget, læst i sammenhæng viser at min hensigt har været at gøre borgerofficererne opmærksomme på at de vel i henseende til krigskunsten selv, men ingenlunde i henseende til de gemenes behandling burde søge at efterligne officererne ved en arme af soldater.

2) Denne hensigt kan ikke opnås uden at nævne de egenskaber såvel ved det militært borgerskab som ved en arme af soldater der giver de stærkeste motiver til forskellige begegnelse fra de vedkommende officerers side.

3) Frivillighed hos borgerskabet (jeg har blot ment Københavns borgerskab der ikke har behøvet en kongelig forordning for at underkaste sig militære øvelser og altså i den reneste forstand kan kaldes frivilligt) er en egenskab der forudsætter hos den gemene den største lyst til at gøre sin pligt og giver ham følgelig ret til den mildeste adfærd. 

4) Soldaten er derimod ikke i besiddelse af denne egenskab. For så vidt han er udskrevet af bondestanden kan han umuligt kaldes frivillig da et bud fra fyrsten, en tvangspligt bringer ham i armeen. Selv den hvervede soldat fortjener næppe (når man taler generelt) at kaldes frivillig når man ved hvorledes det almindeligvis går til ved hvervning. I det mindste er den hvervede soldats frivillighed langt under den københavnske borgers.

5) Men borgerofficeren har endnu flere motiver til en mildere og for at bruge mit eget udtryk, ganske anden behandling af sin gemene end en armeens officer. Da den almindelige borger tillige er hans ligemand uden for øvelserne, ikke alene i stand, men også i indsigter, duelighed og moral.

6) Alt dette måtte jeg efter min hensigt pæge på, og troede ikke at kunne gøre det bedre end ved at klassificere soldaten generelt som almuesmand eller som hvervet i fremmede lande og altså som den mindre gode del eller udskuddet af den fremmede nation.

7) Som almuesmand står soldaten usigelig tilbage i kundskab for sin officer der af en højere stand har nydt en bedre opdragelse. Som hvervet kan han stå tilbage i kundskab, men står altid tilbage i sædelighed, hvilket jeg tror enhver vil tilstå uden at kræve nøjere udvikling.

8) Ordet udskud, hvilket jeg holder for ensbetydende med den mindre gode del, skal ikke forstås uden som en hentydning til en mindre moralitetsgrad. Bogstavelig, udskyder ellers enhver regering der tillader fremmed hvervning, den mindre agtede del af sine undersåtter.

9) Jeg har altså med den her omhandlede tirade ene og alene villet sige: At en armes officerer kan meget rigtigt bruge en ganske anden begegnelse mod den almindelige soldat der ikke kan kaldes frivillig, der tillige i stand, vilkår, oplysning og dels sædelighed er langt under officeren, end den der kan egne en københavnsk borgerofficer mod en borgermenig der er en frivillig, mand og på ingen måde ringere mand end han selv, enten i stand, kår, kundskab eller sædelig værd.

10) Jeg behøver ikke for en oplyst ret eller for det høje kancellis indsigtsfulde mænd at anføre jeg i sådan en hastig sammenligning ikke kan indlade mig i at klassificere soldaten mere specialiter eller i at gøre undtagelser der desuden svækkede mit argument, da det vel altid vil tros om mig at jeg tilstår enhver rimelig undtagelse.

Jeg er derfor også vis på at hverken retten, det kongelige danske kancelli eller nogen i armeen vil tiltro mig en så slet hensigt som den at ville på mindste måde forhåne noget lands (for jeg har ikke nævnt noget) soldaterstand, endsige mit eget elskede fædrelands.
Jeg har med glæde i dette selvsamme blad på andre steder omtalt vor armes bedrifter og fortjenester gennem hele historien.

Og jeg er højst villig til at indrykke denne erklæring i et følgende nummer dersom det kongelige danske kancelli måtte finde sådan indrykkelse tjenlig eller passelig.

Ærbødigst

K. H. Seidelin.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 178, 19 September 1801, s. 2833-2838)