Bekjendtgørelse.

Musikalske Akademis sal i Laugebeks Gård på Gammelnytorv bliver nu understivet, for hvilken priselige omsorg bestyrerne offentlig takkes.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 231, [25 September 1802], s. 3693)

Advarsel paa Roskildevejen.

(Efter indsendt).

Omtrent ved Høje Taastrup ser den rejsende to mærkelige sten, en på hver side af vejen, som begge truer med fald. Den største hvorpå kongens navn står, er ved grundvolden således ødelagt af tidens tand at den snart vil falde ud over vejen. Den anden står i begreb med at falde bagover. Da den er indelukket i en fold, er det ikke rimeligt at den har haft den skæbne som alle offentlige stående stenmonumenter (Ulfeldts undtagen, hvor skaden ellers ikke var stor) at omkastes og ødelægges af rå mennesker. Rimeligvis er den fra først af oprejst på en snavs grund.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 231, [25 September 1802], s. 3691-3692)

Uorden på Frederiksberg Kirkegård

Der har i lang tid hersket den uskik at enten degnen, eller hvem det er, lader lam græsse på kirkegården. På grund af det bliver gravene på det mest skammelige tilredte. Man håber at dette bliver undersøgt, og at den der er årsag til uordenen, bliver tilbørlig straffet.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 231, 25. september 1802, s.3690)

"Degnen lader lam græsse på kirkegården. På grund af det bliver gravene på det mest skammelige tilredte." (Frederiksberg gamle kirkegård og kirke. Eget foto, 2015).

Atter en Uorden paa Asistens-Kirkegaarden.

Skønt denne også foregår ved vore kirkegårde inde i byen, påankes den ikke ved dem, da enhver fornuftig måtte ønske deres fuldkomne nedlæggelse.

Det er nemlig en gang før offentlig foreslået at ved begravelsestog indlades kun de der udgjorde ligfølget. Om dette forslag er blevet agtet på eller ikke af Assistenskirkegårdens tilsyn og opsyn, vides ikke. Det sidste må formodes, da man endnu ved hver lidt udmærket ligbegængelse med harme må se al den hele skare af ørkesløse gabere der har løbet med ud af byen, stimle ind på kirkegården og som andet kvæg, uden mindste sky, nedtrampe gravene i en stor strækning af kirkegården.

Så stridende denne uskik er imod den fred gravsteder kunne kræve, så meget desto mere støder den enhver der tænkende følger et lig. Hvor bliver det højtidelige ved denne sidste afsked af når ligskaren selv næppe kan få plads for letsindig, stasende, leende, springende, leflende, ja selv kivende og baksende pøbel både i og uden smukke klæder?

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 231, 25. september 1802, s.3687-3688)

Til Komissionen for Brolægningsvæsenet.

Søndag den 12. d.m. eftermiddag stod 2 mænd ved Filosofgangen ved Vesterport og slog store sten til brolægning. Og idet en mand gik der forbi sprang en lille brok ham i ansigtet og slog ham et hul i kinden så det blødte. Manden sagde til disse 2 stenslagere at her var ikke stedet at gøre dette arbejde, de skulle gøre det midt på pladsen, især på en tid hvor en del folk gik ud af porten.

Svaret var, det hjælper ikke at De taler til os, vi slår sten itu der hvor kommissionen lader dem henlægge. Skal vi slæbe de store sten midt up på pladsen? De må desangående henvende Dem til kommissionen.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 231, 25. september 1802, s.3684)