Om Udringningen af Kongens Have.

(Efter indsendt).

Den tid Kongens Have bliver mest besøgt, er unægtelig om aftenen, og følgelig enhver uorden der begås i haven på denne tid større end når den blev begået en anden tid på dagen. Dette giver mig især anledning til at gøre vedkommende opmærksomme på den uorden at der om aftenen ikke udringes af haven nogen bestemt tid, men beror formodentlig på den som udringers forgodtbefindende. Muligvis beror det også på hvad enten der er mange eller få spadserende i haven. Men at udringe tidligere end sædvanligt fordi der er få, er en ubehagelighed for dem der den aften ville benytte sig af haven, da de må gå tidligere ud af den end sædvanligt, eller måske endog finde porten lukket når de går dertil i den opfattelse endnu at kunne spadsere i den over en halv time (hvilket ofte har været tilfældet med mig). At anføre flere ubehageligheder som denne uorden medfører, for sikker at kunne antage at det må være enhvers ønske at det blev pålagt de ansvarlige at udringe af haven en bestemt tid som offentligt blev bekendtgjort og rettede sig efter dagenes til- og aftagen, er vist nok ganske unødvendigt, da ved en sådan bestemmelse ingen blev udsat for de ubehageligheder som mange nu er udsat for.

(Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6049-6051)

Om Langebro

Hr Sibbern har i sit blad nr. 162 spurgt, hvorfor det går så langsomt med udbedringen af Langebro.

Hans årsag til at spørge om det er, at det koster et par skilling at lade sig sejle over med båd.

Måske ved hr. Sibbern ikke, at Langebro ikke er en stadens bro, men en bro der er til for og tilhører Københavns Befæstning. At den med tilladelse og mod betaling af kørende ellers er åben for færdsel er ingen mos, men en godhed. At pukke på en ting der blot er godhed, viser mangel på skøn.

For at spørgsmålet imidlertid ikke skal være uden svar, da følger dette herved til tjeneste: Der skal tid til hver ting.

J. D. Kiær
Bommand ved Langebro og oversætter der.

(Politivennen nr. 380, 3.august 1805, side 6044-6045)

På Politivennens tid lå Langebro (anes yderst til højre i billedet under kranerne) et andet sted. Den forbandt to af bastionerne i befæstningen, dvs den gik i forlængelse af Vester Voldgade, i stedet for nu H. C. Andersens Boulevard, til Langebrogade på Christianshavn, inden denne bøjer af sydpå. Broen. Området med højhusene på Kalvebod Brygge på modsat side og Islands Brygge forrest i billedet var vand.

Redacteurens Anmærkning

Sibberns blad

Der må være tale om M. Sibbern, som 1799-1806 udgav "Kiøbenhavnsbladet eller Borgeren og Politiet. Et blad for meenig Mand.". 

Bommanden J. D. Kiær

Var tilsyneladende en krasbørstig herre, som vi vil møde flere gange i fremtiden, allerede i  næste nummer af Politivennen nr. 382, (17.august 1805). Han udlejede badehuse. Her vil det også fremgå at han har en speciel sarkastisk skrivestil. Som fx når han underskriver sig selv som oversætter. Der er ikke tale om at oversætte sprog, men at sætte/sejle folk over havneløbet.

I "Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn", lørdag den 26. oktober 1805,  kan man læse følgende:

Langebro er endnu under Reparation. Men paa det Forbindelsen imellem Christianshavn og Kjøbenhavn ikke fra den Kant skal være aldeles standset, ligge her bestandig Joller, som for en ringe Betaling sætte Folk over. Det er egentlig Hr. Brandmajor Kirkerup, som, efter Contact, har forbundet sig til at holde denne bro i forsvarlig Stand i en Tid af tyve Aar, fra d. 2 Dec 1797 af at regne.

Han var tilsyneladende også en initiativrig herre, iføllge "Kongelig allernaadigst privilegerede Aarhuus Stifts Adresse-Contoirs Tidender" 27. juni 1804:

Den drivtige Bommand Kiær ved Langebro har til beqvemhed for erfarne Svømmere lagt en Pram med Afklædningskamre, og med trapper ned i Vandet, ud midtstrøms mellem Langebroe og Stakaden. 

Han blev omtalt i "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger", 30. december 1802:

Skibe

En liden Jagt, som bærer 200 Tdr., og er brændt paa 5 Commercelæster, den er 8 Aar gl, som kan forevises af Maalebrevet, er til kiøbs, og anvises af Kiær, Bommand ved Langebroe. 

Tanker om Rimeligheden i at et lokalt Pålæg for Jøderne i en vis Del af København ophæves

Jøderne i Helligånds Sogn har været og er som stedbørn mod dem som bor i de andre dele af staden. Hvorledes dette er gået til, ses lettest af følgende dokument:

Christian den Syvende af Guds nåde, Konge til Danmark og Norge mm. vor synderlige gunst tilforn: 

Udi indkomne memorial, som Os allerunderdanigst er foredraget, haver sognepræsten ved Helligåndskirken i vores kongelige residensstad København Os elskelig hr. Peter Vogelius og kapellanen ved samme kirke hr. Hans Henrich Møller andraget, at dem betages en del af deres embedsindkomster, ved det at 130 familier af den jødiske nation, dels har købt gård, og dels bo til leje der i sognet, hvorved dem ikke alene fragår offer, men endog det som ydes ved barnedåb, jordpåkastelse og andre præstelige forretninger, desårsag, og da Helligånds Sogn desuden er et af de mindste her i staden, de herhos allerunderdanigst have ansøgt, at dem af hver familie af den jødiske nation, som bor der i sognet, og optager pladsen for kristne beboere, måtte betales 2 rigsdaler årligt til deling mellem præsterne og kirkebetjentene. Således giver vi jer hermed tilkende, at Vi i anledning af sådanne Helligåndskirkes præster allerunderdanigst gjorte ansøgning, samt såvel jeres, som biskoppen Os elskelig hr. Ludvig Harboes derover indhentede erklæring, allernådigst har fundet for godt, at de i Helligånds Sogn boende jødiske familier skal af jer ansættes for noget vist årlig at svare til bemeldte kirkes præster og dens betjente, så at de der ejer hus eller gård betaler efter sammes størrelse fra tre til fire rigsdaler årligt. De som lejer hel hus eller gård, fra en til tre rigsdaler, og de som alene lejer nogle værelser, fra 3 mark til 2 rigsdaler. Hvilke penge af jødernes ældste skal indkræves 2 gange om året, det halve hver påske, og det andet halve hver Mikkelsdag, som da indleveres til biskoppen, og efter hans sigende deles mellem præsterne og kirkebetjentene.
Derefter I eder allerunderdanigst har at rette, og vedkommende sligt til efterretning at tilkendegive.
Befalende eder Gud.
Skreven på Vort slot Christiansborg udi Vores kongelige residensstad København den 1. maj 1781.
Under Vor kongelige hånd og signet
Christian Rex
_______________
Thott
_______________
Luxdorph, P. Aagaard.

Til Oberpræsident, borgmester
og råd i København.
Øjenpartens rigtighed bevidner
G. F. Lange.

Uden at sige det mindste ord om oprindelsen, tør man dog håbe at nu da man  skriver 1805, vil vores regering finde at denne partiske (forstå partielle) skat egner sig fuldkommen til afskaffelse. Man vil blot opgive følgende hvilepunkter for tanken

1. Når årsagen ophører, ophører også virkningen. Helligånds Sogn er nu ikke længere det mindste.
2. Siden synagogen brændte bor knap 50 jødiske familier der
3. De jøder der bor i de andre sogne, optager jo også, som dokumentet udtrykker det, pladsen for de kristne.
4. De reformerte og katolske beboere betaler intet til de præster inden for hvis sognegrænse de bor. Og det er dog tydeligt, at de gør det samme som jøderne, for de herrer Vogelius og Møller har ved kristne blot forstået dem, som de havde indkomster fra.

(Politivennen nr. 380, 3.august 1805, side 6040-6044)

Helligåndskirken. Den kristne kirke var cool business på Politivennens tid. Den var ikke på finansloven, men indkrævede tiende (i øvrigt helt op i 1900-tallet), og opkrævede gebyrer af alle kirkelige handlinger - som var lovbefalede. I nogle kirker betalte kirkegængerne endog for at sidde ned, ligesom i nutidens biografer. Derfor kunne det være et alvorligt indtægtstab hvis der boede mange fra trossamfund som var fritaget fra den slags.

Redacteurens anmærkning

Hovedessensen af kongens forordning er at sognepræsten Peter Vogelius og kapellanen ved Helligåndskirken har gjort opmærksom på at der er 130 jødiske familier i sognet. Kirkens ansatte mister derfor årligt indtægter. Ikke alene "offer" (der må være tale om tiende eller præstepenge?), men også afgifter for kristne handlinger som dåb, begravelse osv. For at kompensere kirkens ansatte har kongen altså befalet, at jødiske familier skal betale en årlig skat til dem fra 3 mark til 3 rigsdaler. Især punkt tre påpeger at præsterne i høj grad anså deres sognebørn som indtægtskilder.

I næsten hele Politivennens udgivelsesperiode havde jøderne ikke en "rigtig" synagoge. Branden 1795 ødelagde samtlige jødiske synagoger. Jøderne havde småejendomme der fungerede som synagoger. De havde fået tilladelse af kongen til opførelse, og biskopperne protesterede ikke. Men dels intern uenighed blandt jøderne, dels den økonomiske nedtur efter Slaget på Reden 1801, Københavns Bombardement 1807 og statsbankerotten 1813 udsatte gang på gang byggeriet. Først efter et overrabinerskifte kom der realiteter bag diskussionerne og synagogen i Krystalgade stod færdig 1833.

En Anke mod en Doktor

(Efter indsendt)

I dag for 14 dage døde en borger i staden af den jødiske bekendelse. Vedkommende forlangte af en kendt læge her i byen, som just var i nærheden, at han NB imod betaling, ville indfinde sig for at bese den døde og afgive den forsikring, at ingen skindød havde fundet sted. Men man blev højlydt forundret ved at høre hans svar: "Jeg har jo ikke været læge hos denne mand. Tag huslægen". Man gik så nu til en af stadens første medicinske professorer. Denne var straks villig til at følge, uagtet den afdøde ikke havde betjent sig af ham.

Denne historie har man ikke villet undlade at bekendtgøre for at se om den offentlige stemme også - hvad vedkommende tror - vil dømme at den trevne læge handlede urigtigt. For:

1. Det er jo ikke en afgjort sag at enhver mand har en huslæge, og skal da den der ingen har, til straf være udsat for at begraves levende?
2. Ved man ikke rettere end at det er en læges pligt at forrette en læges gerning, når og hvor han tilkaldes for betaling.

Man vil imidlertid håbe, at denne mand selv ved nærmere overvejelse har indset og fortrudt den uoverlagte afslag, og ikke oftere vil gøre sig skyldig i en sådan ringeagt for medborgeres vel og for sin egen karakter som læge.

(Politivennen nr. 380, 3.august 1805, side 6039-6040)

Chirurgisk Akademi i Bredgade 62. Akademiet holdt til huse her 1785-1842. Bygningen ligger der endnu. Det var på Politivennens tid lykkedes at skaffe kirurgerne et selvstændigt akademi, selv om lægerne kæmpede imod. Trods navnet var det herfra flertallet af lægerne blev uddannet på Politivennens tid.

Til Vedkommende i Helsingør.

Anmelderen heraf kender kun staden Helsingør fra gennemrejse. Han ved ikke hvem den sag han her vil fremføre, egentlig vedkomer der, men han ved at den allevegne vedkommer menneskeheden. Han har set at man i de senere tider har gjort en del nyttige indretninger i Helsingør, og han tror derfor ikke at tale til døve øren.

Følg mig da, du helsingørske embedsmand, hvem du er som her kan virke, følg mig du lykkelige der i sundets nærsomme stad får din flid kronet med rigdom, følg mig alle i helsingoranere der har hjerte for den gode sag. Ører der kunne høre den tavse jammer, øjne der kunne se den i mulmet indespærrede smerte, tunger der villigt taler for den der ikke kan tale for sig selv! Gå med mig til jeres stads dårekiste, og døm selv om menneskelighedens krav er fyldestgjort.

Dersom en dårekiste bør være et mørkt, koldt, skummelt og rædselsfuldt opholdssted, så er jeres som den bør. Skal den være sådan at den usleste menneskelige skabning hellere ville leve i en hestestald eller kostald, så er den helsingoranske dårekiste mere end god nok.

Hvad er en dårekiste? Er den et straffested for skrækkelige forbrydelser? Er den et fængsel for skadelige rovdyr? Er den en hul som man med forsæt ønsker gyseligt for at det blotte øje skal skræmme folk fra den dårlighed at gå fra forstanden?

Sku og skælv, for hvem af jer er den der ved sig sikker for at indespærres i dette fængsel, at indespærres deri af - sin nærmeste slægt, af sin elskede kone, af sine egne kære børn!

Jeg så Helsingørs dårekiste. Af alle dem jeg har set, stred den mest mod det begreb jag havde om en bygning for ulykkelige brødre og søstre. Den havde kun tre beboere, et gammelagtigt fruentimmer, - en bondekarl i sine bedste år der før var yndet af alle dem der kendte ham, der blev soldat, og da han kom hjem, fandt sin elskelige pige utro, - en gammel bonde fra Sorøkanten så vidt jeg husker der sagde han led sult, men som efter vogternes sigende snarere fik alt for meget mad.

"Kom ikke med sådant sludder, du må være artig, her er fremmede folk", sagde vogteren. "Jeg lyver ikke", sagde dåren, "Jeg ser nok de fremmede. Gud kender dem. Måske er den ene af dem grev Reventlov der vil se hvordan det her går mig".

Farvel helsingoraner! Jeg forlader jer ved denne stald. Dersom det syn jeg har vist jer, forskrækker jeres øjne, dersom det isner jeres hjerte og åbner jeres vilje og pung, oh da er det mig evig kært at have påanket en forsømt pligt, - ikke en embedspligt, ikke en øvrighedspligt, ikke engang en borgerpligt. For det er muligt, og jeg bør så længe jeg intet ved til det modsatte, antage som afgjort at kistens tilstand kan bestå med alle disse pligters strenge iagttagelse. Men en pligt der har sin domstol i det menneskelige hjerte, og sin sagfører i den ædle for ulykkelige brødre højt luende følelse!

(Politivennen nr. 379, 27. juli 1805, side 6026-6029)