Om Johan Clemens Todes Gravminde.

Hvem kender ikke navnet på denne som læge, skribent og menneske lige agtværdige mand ved hvis død en endnu levende digter sang følgende:

Apollo laurbær om din urne vinder
som klagende hygæa knæler ved;
og borgerdyd en egekrans dig binder,
der grønnes skal til sildig evighed.

Sov sødelig i gravens lune gemme!
Du mindes skal så længe Norden står.
Forklarte olding! Ja din visdoms stemme
selv ned til os fra hine verd'ner når.

Han jordedes i 1806 på Assistenskirkegården og en del agtede medborgere der skattede mandens værd, forenedes om at oprejse ham en mindesten. Denne vil nu blive borttaget ifølge den bekendtgørelse i de berlingske aviser at gravmindet i mangel af fornyelse, er hjemfaldet til kirken. Således, selvom hans minde vil leve til en sen efterslægt, vil man om få år ikke kunne vise stedet hvor han lagdes til hvile. Dog endnu lever nogle for hvem han i sin hovedvidenskab, var lærer og vejleder, mange der skylder hans råd og kunst, liv og helbred, end flere der fandt og endnu finder belæring, underholdning og opmuntring i hans mangehånde skrifter, hvoraf et nyt udvalg i denne tid er under pressen. Skulle alle disse lade den digterens spådom så aldeles uopfyldt ved at en sådan mands gravsted så hastigt bortryddes, mens mange ufortjente rigmænd kan tilkøbe sit mausolæum flere seklers varighed?  Nej, visselig ikke, så ganske er taknemmelighedsfølelsen og agtelsen for fortjeneste ikke uddød hos det danske folk. Tværtimod håber vi at der vil fremstå mænd som endnu ejer disse borgerdyder og som vil bevirke at den hædrede afdødes hvilested bliver uforstyrret og således vedligeholdt at det endnu kan beskues af en senere generation.

Danmark har intet Westminster Abbedie, intet Pantheon for dets fortjente mænd. Det ville derfor være ønskeligt om staden København måtte komme i besiddelse af et lille stykke jord på eller ved Assistenskirkegården hvor monumenter over nationens fortjente mænd efter borgerrådets bestlutning kunne hensættes når tiden hvori der var betalt for deres henstand på kirkegården, var udløbet og der ikke fandtes nogen som ville betale fornyelsen.

(Politivennen nr. 981, Løverdagen den 18de October 1834, s. 727-729) 

Redacteurens Anmærkning.

Annoncen var dog blot en bekendtgørelse til de efterladte om at tiden nærmede sig. Der blev herefter dannet Foreningen til Gjenoprettelsen af Johan Clemens Todes Gravmæle.

Bøn til Hans Majestæt, samt til vor høiere kirkelige og verdslige Øvrighed, om en forbedrende Forandring i Sønderjydlands kirkelige og juridiske Stilling.

Det er almindelig bekendt hvilken betydelig forvirring der allerede i mange tider har hersket i Sønderjyllands kirke- og skolevæsen. Ifølge en af de nyeste rejsebeskrivelser fra disse egne *) prædiker man tysk og synger tysk om formiddagen i Apenrades eneste kirke, følgelig kan omegnens befolkning der ikke forstår tysk, ikke nyde godt deraf. Om eftermiddagen prædikes dansk, men - skulle man tro det muligt, og dog er et vist - der synges på tysk formodentlig af mangel på danske salmebøger. Heraf følger at de mange mennesker af almue- og tyendeklassen som er født på landet i byens omegn, og altså ikke forstår andet end dansk, aldrig kan deltage i kirkesangen. Ligeledes er bønderne ikke i stand til at læse, hvad der på amtstuerne indskrives i deres skattebøger, fordi disse føres på tysk. Og dog er det jo efter dem de har at betale de påbudte skatter og afgifter, ja bønderne er endog nødt til at anmode forvaltere og andre som forstår begge sprog, at forklare øvrighedens bekendtgørelser for dem, og at oversætte dokumenter mv. Hvilke misligheder herved kan opstå, er let at indse da ofte et enkelt ords rette forståelse kan være af vigtighed og en families velfærd let kan bero derpå. Man tænker sig at danske bønder har en tysk født øvrighed (eller holstensk født hvilket er det samme med hensyn til sproget), som ringeagter de mennesker sprog af hvilke de modtager deres betydelige embedsindkomster! Næppe finder sådant sted i noget andet kultiveret land under solen. 

Allerede for nogle og tyve år siden blev det ved en kongelig forordning pålagt dem at sørge for landssprogets (det danske sprogs) genindsættelse i sine rettigheder, og årligt at indsende beretning om hvorvidt det var lykkedes dem. Men det synes at vedkommende ganske ignorerer denne forordnings tilværelse, da de i en række af omtrent 24 år har undladt at efterleve den. Deres ringeagt for Sønderjyllands sprog er så stor at de ved en højtidelighed i anledning af prins Frederik Carl Christians formæling, udbragte skålerne på latin fordi de ikke kunne eller ikke ville tale dansk, og fandt det alt for galt ved sådan lejlighed at bruge det tyske sprog. **) Men i retsforhandlinger, protokoller, resolutioner og beskeder undser de sig ikke ved at bruge tysk sprog til danske folk. Anderledes går det til i Ribe som tillige med dets omegn taler sønderjysk (der just ikke er smukt, men dog ikke styggere end nørrejysk). Dog her er embedsmændene danskfødte, derfor har et dannet tungemål, et behageligt dansk omgangssprog, altid været i brug i denne byb og egn, ligesom i Nørrejyllands stæder. Men ved Faldingbro, 3 mile nord for Ribe er sindelaget hos de højere allerede så tysk at man i anledning af nys nævnte fyrstelige bryllupshøjtid havde på en æresport sat en tysk indskrift!!

I Haderslev eller Harsløv (som vedkommende har omdøbt til Hadersleben, d.e. et liv fuldt af had og kiv!) spores samme stræben som i Apenrade, på Als og flere steder at fortrænge eller om muligt udjage dannersproget. Ungdommen i denne by taler dansk, men undervises kun i tysk, konfirmeres på tysk, lærer altså ikke at læse og skrive sit modersmål i de offentlige skoler, og det så nær ved Nørrejyllands grænse. Også her sker alle udfærdigelser på tysk til danske bønder og danske købstadsmænd. Embedsbreve om danske indbyggeres anliggender skrives og besvares på tysk, danske retssager forhandles ved domstolene på tysk, ligeledes tillysning af auktioner, lysninger efter bortrømte forbrydere, proklamationer, indskrifter på de offentlige vejvisningssten, endog tæt udenfor Kolding, vægterråb, gadenavne, offentlige og private skilte (jordmødrenes undtaget), skattebøger, brevskaber, udskrifter af domme osv. Sønderjylland eller det såkaldte slesvigske er således en dansktalende provins under en dansk fyrste, men bestyres af tysksindede og tyskskrivende øvrigheder. Når en enkelt danskfødt embedsmand i disse enge skriver et embedsbrev til sine foresatte på dansk, besvarer disse det på tysk!! - På Als står Nordborg (eller Nørborg som almuen siger) tillige med den større del af øen i kirkelig hensyn under samme danske biskop som Ærø. Men Sønderborg (som man har forkvaklet til Sonderburg) samt landtungen Kekenis (det vil sige Kiknæs) står under generalsuperintendenten i Slesvig. En sådan forvirring, sådant blandet jurisdiktion, forekommer hyppigt i Sønderjylland. Nogle egne står i kirkelig henseende under det danske kancelli eller andre danske autoriteter, i verdslig under det holstenske kancelli eller honstenskfødte øvrighed, hvilket giver anledning til stor ulempe. På Als hersker tyskheden kun i Sønderborg. På den øvrige del af øen sker det danske sprog og alt hvad dansk er sin ret.

Nu da den sjældne casus er indtruffet at den højeste kirkelige øvrighed i begge hoveddele af dannerstaten, nemlig Sjællands biskop og hertugdømmernes generalsuperintendent næsten på en tid forlod verden, ville det sikkert være tiden at regulere en stor del af disse uregelmæssigheder, at sørge for en mere naturlig og gavnlig inddeling, nemlig forening af de provinser som står hverandre nærmest i sprog, sæder, beliggenhed mv. under en fælles kirkelig og verdslig forvaltning, hvorimod en forbindelse måtte iværksættes af de tysktalende statsdele (nemlig fra omegnen mellem Flensborg og Slesvig af) med Holsten og Lauenburg. Gid dette som utallige har ønsket i en lang række af år, nu må gå i opfyldelse!

*) Titlen på samme er "Frimodig skildring af sex jydske og slesvigske (sønderjydske) stæder med deres omegne, i statlig og sproglig hensyn, af J. C. Lange, København 1834. Heri findes beretning om de mange og store misbrug i kirke- og skolevæsen, skatte- og toldvæsen, postindretninger, møntvæsen og modersmålets mishandling i Sønderjylland.

**) Se nys anført skrift pag. 11.

(Politivennen nr. 981, Løverdagen den 18de October 1834, s. 715-721) 

Correction paa offentlig Gade, og Bøn om Fritagelse for Skuer af samme.

Mandag den 6. i denne måned om morgenen kl. omtrent 6 da det 2. livregiment samledes i Sølvgade, sås en sekondløjtnant såvidt skønnedes af regimentets første kompagni eller det der stilledes ved siden af grenader-kompagniet, med egen hånd at tildele nogle af mandskabet en portion fugtel. Det syntes som eksemplet smittede. For da denne var færdig, begyndte en løjtnant af grenader-kompagniet på lignende eksekution. En grenader blev nemlig trukket frem, hans lædertøj bragt til side og kommandersergenten beordret at fugtle ham.

Der er vist lige så lidt tvivl om at karlene ved en eller anden forseelse havde gjort sig fortjent til straf, som om de herrer officerers retfærdighedsfølelse og kompetence til at eksekvere straffen. Men desuagtet kan man dog ikke undlade det ønske at eksekutionen ikke skete offentligt. Den mest simple soldat har dog en grad af æresfølelse som bør næres. Men han føler sig krænket og nedværdiget når han straffes i påsyn af andre end kammerater. Også for uvedkommende, enten nærboende eller forbipasserende er det højst ubehageligt at se straf tildeles på offentlig gade. Det ville derfor være ønskeligt om højere ansvarlige for fremtiden forebyggede at sådan korrektion eller afstraffelse fandt sted offentlig, men derimod anviste de respektive eksercerpladser eller kaserner til eksekutionsplads. 

(Politivennen nr. 980, Løverdagen den 11te October 1834, s. 706-707) 

Ønske om Passage igjennem Amagerport om Natten.

For  3 til 4 uger siden var indsenderen med sin familie taget ud til besøg på Amager. Da man om aftenen ville køre tilbage til staden, begyndte det at regne meget stærkt, hvorfor man besluttede at opholde sig noget endnu, i forventning om at regnen skulle ophøre. Men denne tog snarere til end af, og da man frygtede for ikke at komme til porten forinden denne blev lukket, hvis man tøvede længere, måtte man begive sig på vejen, og kom således gennemblødte til hjemmet. Næppe ½ kvarter efter hjemkosten ophørte ikke alene regnen helt, men det blev smukt vejr og det skønneste måneskin. Havde selskabet kunnet opholde sig 1 time længere, vilde det således have undgået at blive gennemblødt, hvilket på en sen efterårsaften kan drage slemme følger med sig. 

Amagerport set fra Amager ind mod byen med Frelser Kirketårn midt i billedet. Lille Mølle (?) til højre i billedet. Vagthuset med det røde tag findes endnu, dog flyttet.

Dette giver indsenderen anledning til følgende spørgsmål: kunne det ikke lade sig gøre at follk, såvel til fods som til vogns kunne komme ind eller ud af Amagerport om natten? Porten står jo dog åben for renovationsførerne, toldbetjent og bommand er til stede, og der er vagt ved porten. Fra ingen kant af Sjælland er man om natten udelukket fra staden, man kan om end ved en lille omvej komme ind gennem Nørreport. Det der i almindelighed taler for dette gode, synes også at måtte gælde her. Der gives mange af Københavns og Christianshavns indbyggere som på Amager har gårde og fabrikker hvormed det er nødvendigt at have tilsyn, hvilket kan kræve ejernes tilstedeværelse til sent ud på aftenen, mens embedsstilling eller daglig syssel forbyder dem at være fra staden om natten. Også findes der vel ikke sjældent tilfælde hvori man kan ønske hurtig lægehjælp fra staden, og hvor en for sen hjælp kan have uoprejselige følger. Disse og flere andre grunde tror man vil vise gavnligheden af dette ønskes opfyldelse, hvis ikke der gives andre, mere begrundede, indsenderen ubekendt årsager der taler for det modsatte.

(Politivennen nr. 980, Løverdagen den 11te October 1834, s. 701-703) 

Uorden ved Vesterbroes Sommertheater.

At hr. Price ønsker at have så mange tilskuere som muligt ved de forestillinger der gives på Sommerteatret, er rimeligt. Men det er urimeligt at der udgives flere billetter end pladserne kan rumme tilskuere, så at folk der har fået billetter, ikke kan lukkes ind men må forlade huset uden at se deres ønske opfyldt. Blandt flere gange dette er hændt, var det også tilfældet i søndags. En agtværdig, men svagelig mand, havde dagen forud købt billetter til første plads til sig og familie. Ved ankomsten til teateret lod han sin vogn køre tilbage med den ordre at afhente ham k. 9. Men da familien kom til logerne, var disse så tilproppede at der ikke var plads til en eneste person. Familien måtte altså forlade teatret uden at se skuespillet, og søge hen til et i nærheden værende værtshus hvor den måtte tilbringe aftenen i kedsomhed indtil vognen kom.

Man kan vel antage at hr. Price må være viden om hvor stort et antal personer teateret rummer, og at der kun udgives billetter svarende til dette antal kan fordres med ret og rimelighed. Men måske forstår nogle at skaffe sig adgang uden billet og optager således pladserne for dem der er forsynede med billetter? I det mindste var sådant tilfælde i søndags, da den person som modtog billetterne til anden plads, tillod nogle der ikke havde billet, adgang imod at de betalte billettens pris. Men hvad der end er årsagen til denne uorden, hvorved mange forgæves ulejliger sig den lange vej ud til teatret, håber man, at hr. Price, efter denne påmindelse, vil sørge for at få den hævet.

(Politivennen nr. 978. Løverdagen den 27de September 1834, s. 674-676)

Redacteruens Anmærkning

Problemet med salget af flere end billetter end der var plads til blev allerede påpeget i Politivennen nr. 819, 10.september 1831, s. 629-631. Her anså man det ikke for tilfredstillende at man bare kunne få pengene tilbage.