Om beskjæmmende Straffe. (Efterskrift til Politivennen)

Deet er ikke just mange Aar siden da man ideligen saae Æresstraffe anvendte endog paa ringe Forseelser. For henved en Snees Aar var det her i Kjøbenhavn intet usædvanlig Syn, at see en Vægter, der havde sovet paa sin Post, eller andre Folk af de ringere Klasser, der havde begaaet een eller anden ubetydelig Overtrædelse, gaae i den saakaldte Spanske Kappe med et paahæftet Synderegister, og en Flok ørkesløse Smaadrenge i Hælene. Ligesaa almindeligt var det ogsaa at see Fruentimmer staae i Gabestokken, og more en sandseløs Pøbel med deres Vanære. Jeg har aldrig kunnet tænke paa denne Straffemaade uden med et lønligt Suk. Jeg troer at Æresstraffe umuelig kunne opfylde deres Bestemmelse, naar de anvendes paa alt for ringe Overtrædelser, og at man bør være ligesaa varsom i at tage Ære som i at yde Ære. Dette har altid været min Overbevisnng, og jeg har hidtil ikke havt Aarsag til at forandre den. Med Glæde fandt jeg den nylig stadfæstet i et højst interessant Fragment, indgivet til Commissionen for at foreslaae Grundsætninger til en ny og forbedret Criminel-Lov, af Hr. Justitiarius i Høiesteretog Ordenscommandeur C. Colbjørnsen. *) I denne Afhandling findes følgende for 50 Aar siden forefaldet Exempel paa, til hvilken Yderligheder utidig anvendte Æresstraffe kunne lede: "En vis Øvrighedsmand (i Norge), som nu er død og som ellers fortjente Agtelse for sin bekjendte Retskaffenhed, befalede i sin Hidsighed og Iver, at en ung Bondekarl skulde straffes med at gaae igjennem byen i den (saakaldte) Spanske Kappe fordi han havde kjørt uforsigtig. - Dette unge Menneske ansaae en saadan Forhaanelse som en haardere Straf, end Døden. Han bad om, at maatte dømmes, om det endog var til at arbeide i Slaveriet, for at undgaae hiin beskjæmmende Straf; men det var forgjeves - den blev fuldbyrdet, og den Forurettede (thi Manden var ei dømt ved Retten) dræbte sig selv strax, for med sit Blod at aftoe den Plet, der var sat paa hans Ære." - Lad end være, at en saa fin Æresfølelse blandt Mennesker af de lavere Stænder er sjelden, saa er det dog afgjort, at det ikke staaer i nogen Dødeligs Magt at fastsætte nogen bestemt Maalestok for Graden af denne Følelse hos mennesker af ulige Stand og Caracter. Det er altsaa urigtigt at sige: Herremanden føler ti Gange saa meget ved den samme vanærendeStraf som Bonden; thi erfaringen viser, at Ringhed i Kaar og Stand ret godt lader sig forene med den allerømmeste Følelse for Ære, og at derimod Fornemhed og Rigdom stundom kunne være forenede med største Ligegyldighed for sand Ære. - Ved at paalægge Legemsstraffe kan man bruge en nogenlunde bestemt Maalestok, fordi Maaden, som ethvert physisk Onde føles paa, just ikkekan være saa overordentlig forskjellig. Æresstaffene derimod ytre deres Virkninger paa saa høist forskjelllige Maader, at Vaersomhed i at paalægge dem er her dobbelt nødvendig. Den Øvrighedsmand, som paalagde hiin Bonde den Straf, at gaae i den Spanske Kappe, havde sikkert ikke mindste Tanke om, at et så simpelt Menneske satte større Priis paa sin Ære end paa sit Liv, og det samme har uden Tvivl efter hans Tidværet Tilfældet med mangen en Dommer. Med Grund siger derfor ogsaa Forf. af det anførte Fragment: "At anvende beskjæmmende Straffe (saasom Halsjern eller Gabestok etc.), paa Overtrædelser af de mindre Slags, det holder jeg at være stridende imod rigtige Lovgivnings-Grundsætninger. Ved at gjøre saadanne Straffe almindelige, svækker Lovgiveren sin Nations Æresfølelse, i det han derved giver tilkjende, at han ikke sætter høi Priis paa den borgerlige Agtelse. Af denne samme Aarsag, som han med Straf værner om enhver uskyldig Borgers Ære (nemlig: fordi den betragtes af en ædel og retskaffen Mand som hans dyrebare eiendom), af denne selvsamme Aarsag maa han og være øm og vaersom i at straffe med Beskjæmmelse." - Men er den øm og varsom i at straffe med Beskjæmmelse, som for en ringe Overtrædelse lader et Menneske gaae til Forhaanelse offentlig omkring i den Spanske Kappe? Og er her noget Forhold imellem Forbrydelse og Straf, naar der paa den paaklinede Placat f. Ex. staaer skrevet: "For Forsømmelse paa sin Post?" Forsømmelse fortjener vel Straf, men ingen vanærende, og ved at gjøre en Mand til Gjenstand for Pøbelens Haan lærer man ham sandelig ikke i Fremtiden at være Opmærksom paa sine Pligter. Man svækker snarere derved hans Æresfølelse, den vigtigste Spore til Pligtsopfyldelse. Jeg kan beraabe mig her paa Erfaringen. Ingen er mere tilbøielige til at begaae Forbrydelser end netop de, der har udstaaet en vanærende Straf. Saadanne Folk behandle Æren som de fleste Mennesker en ukrympet Kjole. Saalænge den endu har sin Glands ere de ømme over den, men har den engang været i Regn, skaane de den ikke mere.

Men ikke allene Lovgiveren, ogsaa Ungdomslærerne burde vogte sig meget for at paalægge beskjæmmende Straffe paa ringe Forseelser. Der er stiftet uberegnelig Skade i Verden ved den saakaldte Skoleret og den almindelige Maade at beskjæmme en Lærling i alle hans Meddisciples Paasyn. Denne Beskjæmmelse bidrager allerede i en spæd Alder til at undertrykke, for ikke at sige dræbe, den fremspirende Æresfølelse, og var det mueligt at trængeind i det menneskelige Hjertes hemmelige Vraaer, saa ville vi maaske finde, at mange Mennesker, der i en modnere Alder bleve en Gjenstand for Lovens straffende Arm, havde deres Lærers Vrantenhed, Ufornuft og Haardhed at takke for den første Aarsag til deres ulykkelige Skjebne.

Men ikke allene Lovgieren og Ungdomslæreren bør være øm og vaersom i at straffe med Beskjæmmelse, ogsaa Dommeren bør vogte sig vel for alt hvad der, uden bestemt Hensigt, kan krænke endog det simpleste Menneskes Æresfølelse. - Intet er mere upassende for Dommeren, end paa sit Dommersæde at tillade sig, selv mod en Delinqent, Udtryk, der fornedre hans Værdighed i den Anklagedes Øine. Ved en Dommer tænker man sig den personificerede Humanitet og retfærdighed, men hvilket Begreb skal man vel gjøre sig om en Mand, der kan forglemme sit store Kald i den Grad, at han betjener sig af Pøbelludtryk? Jeg veed, at man sædvanlig paaberaaber sig her paa Nødvendigheden, men det maatte virkelig være høist besynderligt, dersom en fornuftig Inqvisiter ikke skulde kunne fremlokke Sandheden af en Anklager, uden ved lave Skjældsord. Efter mine Grundsætninger, anseer jeg det endog for urigtigt, i en Ret at fornærme en virkelig overbevist Forbryder; og Fornærmelse kalder jeg det, naar man tillader sig haanlige Udtryk imod ham, hvorved han, naar han har Æresfølelse, næsten straffes to Gange, skjønt Lovgiveren dog vil, at han kun skal straffes eengang.

Beskjæmmende Straffe burde bestandig kun paalægges beskjæmmende Overtrædelser. Ære for Ære, ligesom Liv for Liv, burde være en urokkelig Grundsætning i Lovgivningen. Man straffe den paa Æren, som har villet krænke eller rane andres Ære. Man anvender Æresstraffen sparsomt og den vil blive desto kraftigere i sine Virkninger. Ingensteds er Tyvenes Tal større end der, hvor det mindste Tyverie straffes med Døden, og ingensteds besidder Mængden mindre Æresfølelse end der, hvor man straffer den mindste Overtrædelse med Vanære.

*) Findes aftrykt i Juridisk Arkiv No. 19

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. 
Sjette Aargang No. 61
Tirsdagen den 9 Maji 1809
Spalte 969-972

(Politivennen Live Blogging har et hul mellem 18. april 1809 og 1816. Dette forsøges delvist udfyldt med artikler fra forskellige andre tidsskrifter fra perioden. I dette tilfælde Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn).

Et udvalg af instrumenter anvendt til "beskjæmmende straffe", herunder den spanske kappe til venstre. (Eget foto fra Nationalmuseet, 2015).

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

I Løverdags lod den lille Jomfry Schaffner sig høre paa Violin paa det Kongelige Theater, og vandt almindelig Bifald, men de vigtigste Loger stode ledige og Parterrret var langt fra ikke fuldt. Havde hun været fra Frankfurt an der Mayn eller Frankfurt an der Oder, saa havde sikkerlig hendes Indtægt været større.

Hr. Foersom havde i Søndags ved sit Declamatorium fuldt Huus og høstede fortjent Bifald. Slaget ved Tripolis af M. C. Bruun og Epilogen behagede især.

Fladstrand, den 19de April. Et lidet Fartøi, som de Engelske havde taget og indbragt til Marstrand, er af en Styrmand Jønsberg og to Danske Matroser tilbagetaget og ført med den halve Ladning hertil. De overmandede pludselig den Engelske Priismester og Besætning og førte Skibet lykkelig hertil.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 57
Tirsdagen den 25. April 1809
Spalte 915

(Politivennen Live Blogging har et hul mellem 18. april 1809 og 1816. Dette forsøges delvist udfyldt med artikler fra forskellige andre tidsskrifter fra perioden. I dette tilfælde Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn).

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

I Trondhjemsavisen har Chefen for fjerde Musketeer-Division ladet bekjendtgøre som et sjeldent Bevis paa Redelighed, at een af hans Mandskab, der af en Bonde havde faaet en Tirigsdalerseddel istedet for en Een-Rigsdalerseddel, men at han næsten Morgen havde leveret Chefen den, med Anmodning, at Bonden, som billigt, maatte faae de 9 Rdlr., han havde givet for meget, tilbage igjen, hvilket ogsaa skedte. At Karlen fortjener Roes for sin Redelighed, derom er ingen tvivl, men bør hans Handling offentlig bekjendtgjøres som et sjeldent Bevis paa Redelighed?

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 54
Løverdagen den 15. April 1809
Spalte 866

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Til det Kongelige Admiralitets-og Commissariats-Collegium er fra Premierlieutenant P. M. Tuxen af Søe-Etaten indløben følgende Rapport, dateret Fladstrand den 5te April 1809: I Eftermiddag Kl. 3 saaes en Fregat komme Nord fra og holde ned efter Fladstrands Rhed. Da han passerede Fortet Deget og der fra samme blev skudt efter ham, tonede han Dansk Kongeflag og Vimpel. Det var en Sloop af War paa 24 Stkr. Kanonader, efter Anseelse 24- eller 32pundige; den blev ved at holde lige ind paa Rheden, hvor den gik til Ankers uden for Batteriernes Skudvide og paa et godt Canonskuds Distance fra de her paa Rheden liggende yderste Skibe. Fortet Deget afsendte et Fartøi til den; dette lagde ubehindret til Borde. Da Ankeret var faldet, blev paa engang udsat 4 Fartøier, som tilligemed den ommeldte Baad fra Deget roede lige imod bemeldde Skibe. - Jeg var imidlertid kommet ud med 2 Canonbaade og en Canonjolle. Jeg styrede lige imod de ankommende Fartøier, som ved Synet af mig og nogle Skud fra et Par Capere vendte om til Fregatten. Under Dansk Kongeflag og Vimpel affyrede Fregatten sit glatte Lag imod Canonbaadene, men for tidlig og uden Virkning. Da jeg kom den paa Skud nær begyndte jeg fra de 3 Canonfatøier en vedholdende Ild, der tilsyneladende gjorde god Virkning, da de fleste Skud traf Skroget. Han kappede sit Anker og faldt af, men vedblev at besvare mine Skud omtrent 1½ Time, efter hvilken Tid han var saa langt fra mig, at det ei kunde nytte at skyde. Midt under Affairen strøg han sit Danske Flag og tonede engelsk Flag. Han blev forfulgt indtil Mørket faldt paa. Fregattens Kugler vandede langt agter fra os, men gjorde ingen Skade hverken paa Mandskab eller Fartøier. Mandskabet har i det Hele opført sig brav. Mine medvirkende Officierer, ???nedslietenanterne Magnussen, Grøn, Beek og Tetens kunde ikke have opført sig bedre og jeg har Aarsag at være i højeste Grad tilfreds med dem. Fregatten stod Nord paa. Det fra Deget udsendte Fartøi blev af Fregattens Chef frigivet, og meldte, at Fregaten havde faaet 3 Grundskud og sin Lakelage meget spoleret, en Mand blev Laaret overskudt og flere mindre blesserede. Vinden var N.V., laber Bramseils Kuling.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 53
Tirsdagen den 11. April 1809
Spalte 851-852

Kysten ud for Fladstrand (nu Frederikshavn). I baggrunden ses Hirsholmene. Deget er den sydøstligste holm og ligger udenfor fotoet til højre.

(Politivennen Live Blogging har et hul mellem 18. april 1809 og 1816. Dette forsøges delvist udfyldt med artikler fra forskellige andre tidsskrifter fra perioden. I dette tilfælde Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn).

Nyeste Skilderie er en god kilde til hvad der blev skrevet om krigene i Danmark og det øvrige Europa. Hvert nummer var dedikeret dette emne. Jeg har dog ikke valgt at bringe alle, blot denne som et eksempel på hvad man kan forvente at finde.

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Helsingøer d. 3 April. Til berigtigelse af det i sidste Numer af Skilderiet herfra anførte tjener: at den Galease, som af Canonbaadene blev taget, ikke var Dansk men Svensk. Den blev forladt af dens Mandskab inden den af vore Folk blev besat, og man har ombord paa den ei fundet andre Kjendetegn paa at en er Svensk end et Svensk Flag og et Document fra et Svensk Toldstæd Norden for Kullen. Den er ikke fuldlastet, men dens last er god. Den har 10 til 12 store Fade extra fine Bourbonske Caffebønner, nogle hele og halve Baller Engelsk Saalelæder, lidet Indigo, noget fiint Engelsk Klæde og noget Stykgods. Man formoder, ikke uden Grund, at det var en Snighandler eller Smugler, da man ikke ansaae det umueligt, at Folkene ligesaavel kunde have landsat Skibet, som selv flygtet i Land, og fordi man ikke ombord har fundet Udklarerings-Sedler. Den blev paa engang besat, saavel af Canonbaadenes Mandskab, som af Caperføreren Lars Pedersen Raaber. Skjønt han siden forlod Skibet, skal han dog, som man paastaaer, vilde formere sine Pretensioner på samme, hvorved dog Rettens Betjente rimeligviis ville fortjene mere end han. Isen har nu forladt vore Kyster, men det er endnu meget koldt med klar Luft og nordlig Vind. Den Brig, som sidst kom på Grund, er nu igjen flot, men dens Ladning er aldeles havareret.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 51
Tirsdagen den 4. April 1809
Spalte 818-819

Den omtalte Lars Pedersen Raaber var en af de mere kendte kapere. Han blev bl.a. omtalt i Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 12. januar 1809:

Danske Krigs-Efterretninger.
Vore Kaperbaade, for hvis Frelse man frygtede saa meget (See Avisen No. 3), ere dog slupne fra Hveen; skjøndt ikke uden megen Nød og gjennem mange Farer. De gik fra Helsingøer om Morgenen den 1ste, og vare 4 i Tallet. Den ene af dem var den bekjendte Lars Pedersen Raaber. De havde Aftenen i Forvejen sagt Herremanden paa Hveen, at han maatte berede sig paa at tage imod dem, naar de ved det og det Klokkeslet kom tilbage. Dette gjorde han og. Hveenboerne kom vore Kapere imøde med deres mindre Baade, hjalp dem i Land, da de større Kaperbaade ei kunde skyde saa langt ind, gik dem tilhaande med at faae Hveden i Sække og bragt ud i Baadene, og beværtede dem derhos paa gjæstfrie Maade. Saaledes fik de omtrent 40 Tdr. Hvede. Derved gik Dagen hen, og da de i Skumringen indskibede dem, for under Mærkets Skjul at naae Helsingøer igjen, og netop vare komne under Seil, lader den Svenske Gallei sig pludselig see og forfølger dem med al Magt af Seil og Aarer. De bleve derved tvungne til at løbe Sønder paa, da de vare afskaarne, og søge af alle Kræfter deres Frelse i Flugten. For at lette Fartøierne maatte de kaste 12 Sække Hvede i Søen. Gjedebukken vedblev at forfølge dem paa et knapt Musketskuds Afstand, og lod uafladelig Musketkugler regne ned over dem, og skjød desuden jevnlig efter dem med Kanonskud. Men hans Kanonkugler gik stedse over og hans Musketkugler stedse til Siden, saa at 3 af Baadene naaede lykkelig ind i Iset ved Vedbek. Men her mødte nye Farer. Indklmete i Isen kunde de hverken komme frem eller tilbage. De arbeidede med fast overmenneskelige Kræfter; Vedbekkerne søgte at komme dem til Hjelp, men alt omsonst; de sad og maatte sidde til den følgende Dags Formiddag. Raaber, hvis Baad seilede slettest, og som altsaa var mest udsat for Gjedebukkens Horn, troede at spille ham et Puds ved at holde fra de andre og pludselig vende om og søge til Helsingøer, troende, at Gjedebukken hellere vilde forfølge 3 end 1. Men han forstod Uret, vendte og forfulgte nu Raaber allene. Derved kom denne ham paa Pistolskuds Distance. Raaber var selv haardt bleesseret i Halsen, havde en Mand dødelig saaret, og saae ingen Udvei til Redning. Han lod derfor Seilene tage ind, reiste sig, saa blodig han var, i Baaden, og raabte til Lieutenanten paa Galleien, at han maattee ophøre med Skydningen, han vilde overgive sig og sine Folk. Men Officeren svarede ham med et glat Lag. Fortvivlet, omringet af Døden paa alle Kanter, veed Raaber nu snart ingen Udvei, da han i det samme bliver en smal Aabning vaer i Isen. Han befaler nu sine Folk, hurtig at gjøre Seilene løs og stræbe at naae ind i denne Aabning. Det skeer og det lykkes. Saasnart han øienede Frelsen i Isen, og saae at Gjedebukken nu ei mere kunde naae ha, reiser han og hans Mandskab sig, raaber 3 Gange Hurra! og beder Officeren hilse hjem, at denne Gang fik han ei Raaber!
Den kjække Raaber ligger nu paa Frederiks Hospital og synes at være uden Fare. Kuglen er kommen ud igjennem Skulderbladet, men et Stykke af hans Klæder, som er gaaet ind i Saaret, sidder der endnu. Naar dette er kommet ud, vil Kuren, som man haaber, ikke være vanskelig. Han er meget munter og har gjentagne Gange forsikret, at han nok skal hævne sig, naar han kommer op igjen. For den som det kan interessere at kjende noget til denne dristige Søemand, anmærrkes, at han er omtrent 30 Aar gammel, af middelmaadig Væxt, og har tilforn faret paa Kiel. Hans Forældre boe i Vedbek, hvor han er født.
Den Mand, der i bemeldte Fægtning blev dødelig saaret, var en Amerikaner og en af Raabers raskeste Karle. Han blev truffet i Laarene, og fordi han i den strænge Kulde maatte ligge saa længe paa Søen, døde han. Endnu en Anden blev lidet qvæstet. Efter en anden Beretning kom 2 Baade med Soldater vore 4 Kapere imøde, før de naaede Hveen; men saasnart de seilede imod dem og begyndte at fyre, flygtede de Svenske hurtig tilbage. Nu vendte Vore igjen til Hveeen, troede sig ganske sikre, gik i Kirken og bad Præsten at præke meget Kort, da Bønderne skulde kjøre Reiser med Hvede og Ærter..