Justitssagen mod Ane Rasmusdatter. (Efterskrift til Politivennen).

Kjøbenhavnsposten bragte 30. juli - 1. august 1836 en længere artikelserie om en retssag mod Ane Rasmusdatter, Haarsløv. Hun tilstod at hun i 1828 skulle have dræbt sin 3 uger gamle datter. Hun blev dømt til døden i underretten, men frikendt ved Højesteret. Retsagen i sig selv er opsigtsvækkende da den afgør at det er præsters ansvar at have forledt Ane til at angive sig selv. Men udover det beskriver retssakterne også husmandskonen og forholdene for husmænd generelt, refereres dele af retsakterne som de blev offentliggjort i Kjøbenhavnsposten:

Ane Rasmusdatter er født den 30te Mai 1800 af Bondeforældre; hendes Fader var Tjenestekarl. Hun var hjemme hos Forældrene indtil sin Confirmation, i Aaret 1815, ved hvilken hun i Attesten tillægges Characteren "godt" for Kundskaber og Opførsel. Hun kom nu i Tjeneste hos sildigere afdøde Peder Nielsen i Taarnmark, hos hvem, saavelsom dennes Enke, Sophie Sørensdatter, hun tjente uafbrudt i henved 10 Aar, indtil hun derfra blev gift, og har benævnte Enke forklaret, at hun i den Tid "var sund og frisk og Intet manglede paa Forstanden", hvorhos Dep. "ansaa hende ikke for saa meget indskrænket eller eenfoldig." I 1825 traadte hun i ægteskabelig Forbindelse med Huusmand Peder Nielsen i Spjellerup, med hvem hun var gift indtil hans Død, i Marts 1829. Med ham havde hun to Børn, af hvilke det ene, en Dreng, døde i sit 3die Aar, det andet, en Pige var det Barn, hvis Drab tre Uger efter dets Fødsel Tiltalte i Aar aabenbarede for Præsten. Saavel efter hendes egen, som efter flere afhørte Vidners Forklaring var hendes Ægteskab med Peder Nielsen høist ulykkeligt; denne var nemlig meget hengiven til Drik og saa doven, at han almindelig var tillagt Navn af "Doven-Peer"; han brød sig ikke om at sørge, hverken for Kone eller Børn, og de hensank mere og mere i Armod og lede ofte Mangel selv paa det Nødvendigste. Peder Nielsen havde været gift en Gang tilforn og havde to Børn af dette sit første Ægteskab, der imidlertid vare hos Mandens Familie og saaledes ikke faldt dem til Byrde. Ved P. Nielsens Død skiftede hun med Stedbørnene; Boets samtlige Eiendele udgjorde kun et Beløb af 41 Rbd. 3 Mk., af hvilke Beholdningen ved Repartitionen, efter alle Udgifters Fradrag, blev 21 Rbd. 1 Mk 7 Sk. Enken fik da de 10 Rbd. 3 Mk. 11½ Sk., og hun tog nu et par Aars Tid igjen Tjeneste paa flere forskjellige Steder, indtil hun atter blev gift. Tvende Personer, hos hvilke hun i dette Tidsløb har tjent, har samstemmende bevidnet hendes Troskab, Skikkelighed og upaaklagelige Forhold. Smeden Niels Pedersen, hos hvem hun tjente 3/4 Aar strax efter P. NIelsens Død, har derhos forklaret, at hun, da hun tiltraadte Tjenesten, "var meget daarlig af Udseende, mager, afkræftet og havde hovne Been, som hun angav at være Følgerne af en foregaaende stor Sygdom og Barselseng," samt at hun "undertiden var meget tungsindig", og Mad. Luplau, hos hvem hun tjente 1 Aar før hun giftede sig paa ny, fandt hende "meget indskrænket og eenfoldig" og forklarede, at hun ikke havde nogensomhelst Sygdom i hendes Tjeneste, men "saae altid forknyt og modfalden ud." Hun blev anden Gang gift med Huusmand Hans Hansen, der døde efter 2½ Aars Forløb og med hvem hun havde en Datter, der endnu lever og omtrent er 3 Aar gammel. Efter hendes egen Forklaring var heller ikke dette hendes andet Ægteskab lykkeligt, da "Hans Hansen var gjerrig, saa at hun ei kunde fortjene ham nok og hun blev derfor enkelte Gange slaaet." Kort efter Hans Hansens Død blev hun tredie Gang gift med sin nuværende Mand, Huusmand Ole Bertelsen, med hvem hun har et Pigebarn i en alder af omtrent 2 Aar.

Efter disse Oplysninger om Sagens generalia gaae vi over til at følge dens Gang for Retten. 

Den 13de Februar d. A. indløb til Birkedommer Klüver en Skrivelse fra Præsten Mau i Haarslev, af følgende Indhold:

"En Sag af høieste Vigtighed for mig som Præst og Sjælesørger tillader jeg mig herved at bringe til Hr. Birkedommerens Kundskab. Ved Huusbesøg i forrige Uge hos Huusmand Ole Bertelsen har dennes Konge Ane Rasmusdatter, rørt af sin Samvittighed, aabenbaret en Forbrydelse, der i 6 à 7 Aar har været skjult. Skjøndt hun tilforn slet ikke har viist Lyst til Guds Ord, og ikke besøgte Kirken, er der dog nu foregaaet en mærkelig Forandring hos hende. Sagen har tilforn været ubekjendt for Manden, til hvem hun har yttret, "det gjør mig ondt, naar jeg skal forlade Dig og mine smaa Børn", uden at Meningen hermed var ham forstaaelig. Plaget af Samvittigheden har hun endelig igaar Nat aabenbaret sig for Manden, og igaar Middag kom hun til mig, som hendes Sjælesørger, og gav sit beklemte Hjerte Luft. Efter hendes Fortælling har hendes første Mand, der skal have været et grueligt Menneske, forført hende til at dræbe deres 3 Uger gamle Barn, i Fortvivlelse over, hvad de skulde faae til deres og Barnets Underholdning. Første Gang han omtalte dette, gyste hun derved, og vægrede sig, men, tilsidst seirede hans Ondskab over hendes Hjerte. Sin Bekjendelse aflagde hun aldeles frivillig, "og hvad de borgerlige Følger angaaer, behøvede hun jo slet ikke at have aabenbaret Sagen"; den borgerlige Straf, erklærede hun, at hun gjerne vilde lide, naar hun blot kunde faae Fred med Gud og sin Sjæl frelst. Hun har, foruden for sin Mand og mig, aabenbaret sig for sin anden Sjælesørger Pastor Rønne. Med Hensyn til Forhør og Fængsling bedes hun behandlet med størst mulige Skaansomhed; thi hun er af en yderst svagelig Characteer, baade legemlig og aandelig, og alle udvortes Omstændigheder kunne have saare megen Indflydelse paa hendes Sjæls Tilstand og hendes Forhold til Gud."

Pastor Mau tilføiede derhos den Forespørgsel om han maatte besøge Konen i Fængslet; det tilkom vel og Lic. Holm; men hun havde vel mest Tillid til Brevskriveren og Pastor Rønne. Slutteligen var til Brevet føiet følgende P. S.: "Efterat jeg har skrevet Ovenstaaende, har Konen af sig selv tilstaaet, at hun ved nøiere Overveielse troer selv at have fattet den første Tanke om hiin Ugjerning, hvilket jeg bemærker til Berigtigelse. Mau."

Tilligemed det ovenmeldte Brev bragte Manden Ole Bertelsen, som han udtrykker sig, efter Pastor Maus Befaling, selv sin Kone til Tinget, hvor hun medbragte en Skrivelse af f. D. fra Præsten Rønne i Høve til Birkedommeren, hvori Pastor Rønne "begjærte, at Arrestantinden i sin Arrest maatte blive behandlet med muligst Mildhed." Dreven af Guds Ords Magt of for sin Sjæls Frelses Skyld havde hun frit bekjendt sin Udaad, der var skjult for hele Verden, og ikke kunde overbevises hende af Mennesker, og nu overgav hun sig frivillig til Øvrigheden - hun var villig til at lide sin Straf, men hun havde et saare svagt Legeme, leed af Krampeslag og skulde nu tillige afvænne et Barn, som var ved Brystet."

(Fortsættes).

Kjøbenhavnsposten 30. juli 1836.

Den 13de Februar holdtes Politiret paa Grevskabet Holsteinborg, for hvilken Ane Rasmusdatter fremstillede sig frivillig og erklærede at ville sige Sandhed og at have en gruelig Misgjerning at bekjende. I 1825 blev hun gift med Huusmand Peder Nielsen, der døde i Marts 1829, med ham havde hun to Børn, en Søn Hans, der døde i 1829 af Vattersot, og en Datter, som hun fødte i Novbr. 1828, blev ikke døbt og opnaaede kun en Alder af 3 Uger. Peder Nielsen havde Huus i Spjellerup, men tilsatte Alt ved Spil og Drik; derved kom de i den yderste Armod, og, da han ikke vilde arbeide eller fortjene Noget, saa saae hun ingen Udvei til at ernære sig og 2 Børn. I denne Trang faldt Dep. paa den gruelige Beslutning at aflive sit lille Pigebarn, og foreslog dette en Morgen for sin Mand. Peder Nielsen svarede blot "Du kan jo putte et Tørklæde i Halsen", hvorpaa han gik og blev borte hele Formiddagen. en halv Time efter at han var gaaet, besluttede hun at udføre sin Ugjerning efter hans Forslag. Hun tog derpaa Enden af det Tørklæde, som hun havde om Halsen og beholdt paa, vreed den sammen i en Klump, og lagde sig over Barnet, som laae i deres Seng, og stoppede det sammenvredne Tørklæde i Barnets Mund, saa langt hun kunde faae det, og blev liggende over Barnet, til hun saae, at det var død. - Hun var syg og laae i 9 Uger før hun fødte Barnet, og i de 3 Uger efter at hun havde født det, og hun laae syg i Sengen, da hun gjorde sin Mand Forslaget, og saaledes laae hun med Barnet i Armen, da hun dræbte det. I sin syge Tilstand havde hun ingen Die til Barnet, og hendes Mand var uvillig til at gaae i Byen og skaffe noget Mælk, saa at hun var næsten færdig at døe af Sult, og Barnet havde hele Natten forud skreget af Sult. Da Peder Nielsen kom hjem, sagde hun til ham "nu er Barnet forbi"; hvad han svarede, erindrer hun ikke, men han føiede Anstalt til at faae det begravet. - Forhøret blev udsat paa Grund af Dep. heftige Sindsbevægelse over hendes Udaad, der ei tillod hende at fremføre nogen sammenhængende Forklaring.

Den 14de Februar fortsattes Forhøret paa Holsteinborg. Ane Rasmusdatter befandt sig noget mere rolig og ratihaberede sin Forklaring fra igaar. Der er ikke videre talt mellem Dep. og Peder Nielsen om Barnemordet, end hvad hun allerede har forklaret, men nogen Tid efter, da hun, naget af Samvittigheden, en Nat beklagede sig derover, forklarede han hende, at hun skulde tie stille; de havde Læs nok alligevel; naar denne Samtale faldt, erindrer hun ikke. Det lod ikke til som Peder Nielsen enten fortrød Drabet, eller følte Samvittighedsnag derover. Da Barnet var død, stod Dep. op og tilkaldte Nabokonen Ellen, hvorefter hun igjen, som syg, lagde sig i Sengen. Ellen tilkaldte Konen Karen, som nu er død, og disse lagde Barnet i en Klædekurv i Dep.'s Kiste. Da Konerne kom, var Barnet formodentlig endnu varmt, og der fandt ingen Samtale Sted angaaende Dødsmaaden. Dep. hørte, at den ene af Konerne yttrede "saa sort det Barn er paa Brystet", hun saae ei Barnets Bryst, men kun dets Ansigt, der var blegt. Barnet sprellede ikke under Aflivelsen. Nu udsiger Dep., at , efterat hun havde puttet Tørklædet i Munden og Halsen, og ligget noget ved Barnet, følte hun paa dets Hænder, og da disse faldt ned, som om Livet var borte, saa udtog hun Tørklædet, men, da Barnet gav et Skrig fra sig, stoppede hun igjen Tørklædet i Barnets Mund og Hals, og lod dette nu blive siddende, indtil hun tydelig kunde see, at Barnet var død. Operationen medtog omtrent 1/4 Time. Dep. følte derunder ikke det Urigtige i sit Forhold eller noget Nag derover; hun var ufølsom, kold og ligegyldig. - Forhøret blev igjen udsat paa Grund af Dep.'s heftige Bevægelse over sin Misgjerning og hendes vaklende Forklaring.

Under den d. 15de. Febr. skeete Fortsættelse af Forhøret forklarede Ane Rasmusdatter rolig, at hun laae syg i 4 à 6 Uger, efterat hun havde dræbt Barnet. Siden Drabet har hun stedse følt Samvittighedsnag derover men ikke før yttret sig i den Anledning, end Natten mellem sidste Torsdag og Fredag, da hun sagde til Ole Bertelsen, at det gjorde hende saa ondt, at forlade ham og Børn. Da Ole spurgte, hvorfor hun skulde forlade ham, fortalte hun ham Sagen, og næste Dag, i Mandens Fraværelse, gik hun til Præsten Mau, forlangt at tale med ham, og da hun blev indladt i hans Stue, hvor hans Kone ogsaa var, fortalte Dep. at hun havde Noget som hun ville bekjende for ham. Da Præsten derpaa spurgte, hvad det var, fortalte hun ligeledes ham, hvad hun foran har forklaret. Da hendes Mand kom hjem, sagde hun til ham, at hun havde været hos Præsten, hvorpaa ogsaa han gik derhen, og strax efter kom de begge tilbage. Præsten blev omtrent 1 Time hos hende og formanede hende til Sagtmodighed og Rolighed. I Løverdags Formiddag var han atter hos hende og trøstede hende, og om Eftermmiddagen kom han igjen, leverede hendes Mand et Brev til Birkedommeren, og sagde, at hun skulde føres til Tinget.

Samme Dag fremstod for Retten hendes Mand, Huusmand Ole Bertelsen, og afgav følgende Forklaring: Han har først kjendt sin Kone fra Mai 1833. I Novbr. f. A. holdt de Bryllup, og havde levet et lykkeligt Ægteskab, under hvilket de have avlet en Datter sammen. Han har ikke før mærket til, at hans Kone har været modfalden, grublet eller viist Samvittighedsnag, end Natten mellem sidste Torsdag og Fredag, da hun sukkede og græd i Sengen, tog Comparenten i Favn, fortalte ham, at hun var en grov Synder, yttrede, at detgjorde hende ondt, at hun skulde forlade ham og Børn, spurgte, om hun maatte aabenbare ham sin Synd, og da han svarede Ja! fortalte at hun havde dræbt et 3 Ugers Pigebarn, medens hun var gift med Peder Nielsen, ved at stoppe et Tørklæde i Munden paa det. Dep. beklagede hende, og yttrede, at hun skulde slaae sig til Ro, samt det skulde dølges for det første; men hans Kone svarede hertil, at det kunde hun ikke, da hendes Samvittighed ikke tillod hende det. Da han i Fredags gik bort, syntes han at Tiltalte havde fattet sig meget; men, da han kom hjem, var hun borte; noget efter kom hun, sigende, at hun havde været hos Præsten og meldt sin Forbrydelse. Dep. gik derpaa ogsaa til Præsten og talte om Sagen, og Præsten yttrede, at han ikke ret vidste, hvorledes han skulde forholde sig. Sidste Løverdag kom Præsten med et Brev til Birkedommeren, og befalede Dep. at bringe sin Kone til Tinget, som han strax efterkom.

Den 16de Februar var Tiltalte i Arresten betagen af stærkt Krampetilfælde. Hun blev bragt frem i Retten; men var meget forvildet, talte ikke om Andet end om religiøse Gjenstande og kunde saledes ingen Forklaring afgive. Der fremlagdes Lægeattest om Krampen, hvori det tillige hed at "længere Ophold i Arresten vilde forøge Tiltaltes forvirrede Sindstilstand og være til Hinder for hendes Helbredelse." Fra Pastor Mau indløb Andragende om Arrestens Relaxation paa Grund af Tiltaltes Sygdom; Præsten og hendes Mand vilde indestaae for hendes Tilstedeblivelse. Dommeren bemærkede: at Tilt. under hendes Ophold i Arresten har viist sig mere og mindre forvildet og urolig i sindet, samt at hendes Tale i denne Tilstand stede er gaaet ud paa religiøse Gjenstande. Han antaget, at hendes forvildede Tilstand hidrører fra religiøse Sværmerier, saa eget mere, som hun siden igaar, efter en Samtale med hendes Sjælesørger Mau har været mere urolig og i større Sværmeri. hun medbragte i Arresten ""Troens rare klenodie" og "evangeliske Fortællinger", hvilke Bøger hun bestandig vilde have hos sig, og var urolig naar man forlangte dem af hende.

I Betragtning af Krampetilfældene, der oftere have angrebet hende i Arresten, og paa Grund af Hr. Pastor Maus Skrivelse, ophævedes Arresten, for at forsøge, hvorvidt dette kunne bevirke hendes Bedring, og stille hendes Sind i Ro.

De den 16de og 17de Febr. afgivne Vidneforklaringer, sex i Tallet, stemme alle overens i Henseende til den Armod, hvori Tiltalte havde levet under sit Ægteskab med Peder Nielsen, de fem tillige i, at Grunden dertil var Mandens Dovenskab, og de tre aflagde Stadfæstelse paa, at hun under sit Ægteskab med Peder Nielsen havde ligget i en svær Sygdom; hvorimod det var Ingen af Vidnerne vitterligt, at hun den Tid havde Krampetilfælde eller manglede noget paa Forstanden. Ligeledes oplystes det, at de tre Koner, der skulde være komne der i Huset under hendes svære Sygdom og have klædt Barnet, alle siden vare døde. Et af Vidnerne, Kirkesanger Jensen i Spjellerup, forklarede derhos, at "Ane Rasmusdatter medens hun var gift med Peder Nielsen var en skikkelig og arbeidsom Kone og ved sin Flid og sit Arbeide erhvervede det, hvoraf hun og Manden levede; hun var fornuftig, sund og frisk, men lod til at være meget indskrænket og eenfoldig. Deres Armod var saa stor, at hun ofte kom og bad om Brød til den i 1829 bortdøde Søn."

Den 17de f. M. fortsattes Forhørene over Tiltalte i Haarsløv. Hun viste sig rolig og ved god Sindsstemning. Foruden nogle Oplysninger ad generalia forklarede hun, at hun havde første Gang Krampe ved Pindsedagstid f. A. hun fødte den myrdede Pige i Nov.; den paafølgende Sommer (1828) havde hun det 2-3 Gange. Om hun havde Krampe under Sygdommen før hendes Nedkomst, veed hun ikke, men hun var yderst svækket, og kunde lang Tid saavel før, som efter Barselen, ikke uden Hjelp komme af eller i Seng. Om Barnets Død m.m. vedblev hun sit Forrige, efterat være foreholdt sin Forklaring om Barnets Drab og Dødsmaade.

Samme Dag fremlagdes i Retten en Erklæring fra Districtschirurg Goellrich i Skjelskjør, der efter Dommerens Anmodning havde undersøgt Tiltaltes Tilstand med Hensyn til Krampetilfældene og Sindet. Ifølge de af Tiltalte og Mand afgivne Symptomer antager Districtschirurgen, at hun er betagen af Krampe, men ikke Krampeslag, thi hun skal falde i Besvimelse efter Tilfældene, hvilket skal vedvare omtrent 1 Qvarteer. Dersom nu disse Tilfælde have været tilstede paa den Tid, hun foregiver at have dræbt Barnet, ledsaget med Besvimelse, kan det tænkes muligt, at hun uafvidende kan have qvalt Barnet, ved enten at ligge paa det, eller derved, at Barnet kan have faaet en Stilling ved hende, saaledes at det ikke har kunnet trække Veiret. Har hun ligget syg i 9 Uger fr og 3 Uger efter Barselsengen, selv ingen tilbørlig Pleie erholdt, og uden at kunne yde Barnet Andet, end hvad Brystet afgav, saa er der megen Grund til at antage, at Barnet har været svagt, og antageligt, at det kunne ligge og hendøe ved Moderens Side, hende uafvidende. "Jeg antager ei", hedder det videre "at hun er berøvet Fornuftens Brug eiheller sindssvag, men hun befandt sig i en urolig Sindsstemning, hvortil religiøse Grublerier synes at være Grunden. Jeg antager, at der, med Hensyn til hendes urolige Sind, hendes indskrænkede og eenfoldige Begreb ikke sikkert kan bygges paa hendes Udsagn om sig selv."

Den 18de og 19de Febr. afhørtes 3de Vidner. De 2de vare Personer, hos hvilke Tiltalte havde tjent; deres Forklaring, der ogsaa gik ud paa, at hun ikke havde havt Krampe eller manglede noget paa Forstanden, er ommeldt i de foranførte generelle Bemærkninger. Den Tredie var et Fruentimmer, Lisbeth Pedersdatter, der forhen havde været gift med afdøde Anders Nielsen, en Broder til Peder Nielsen. Om denne vidste hun forresten kun, at han levede i Fattigdom. Ogsaa erindrede hun, at Tiltale for 7 Aar siden fødte et Barn, og forinden hun fødte dette Barn, laae længe og meget syg, og da Comp. en Dag bragt hende Mad, klagede over at være hoven i Kroppen og Benene. Den dag, det ommeldte Barnblev begravet, var Dep. vel der  Huset, men hun saae ikke Barnet, da Kisten ved hendes Ankomst var slaaet til. Tiltalte laae da meget syg, og en gammel Kone, som nu er død, passede Huset; hun var ikke forvildet eller modfalden eller bekymret, men saae meget bleg, afkræftet og elendig ud. Dep. vidste ei, hvorlænge Tilt. endnu laae syg, thi hun kom først igjen i Huset til Peder Nielsens Begravelse.

Den 20de fremlagdes en Skrivelse fra Præsten Rønne i Høve. Han har, melder han deri, meget vel kjendt Tiltalte, der endog i Naadsensaaret ved hans Ansættelse tjente i Præstegaarden; hun besad sund Samling og Forstand men hørte dog ikke til de bedre Oplyste. Hun har til forskjellige Tider kjendelig været meget nedbøiet og lidende, og har, saavidt vides, lidt af Krampe. Hendes Helbred har været svagelig, men hendes Forhold ordentlig og skikkeligt, og med Taalmod har hun baaret adskillige Besværligheder i hendes andet Ægteskab, hvilke sidste Pastoren antog som Aarsag til hendes ofte nedbøiede Sindsforfatning. Hendes oekonomiske Forfatning har under hendes Ægteskaber været trykkende, undtagen da hun tjente.

Den 20de og 21: Skrivelse fra Præsten Monrad om at Fattigvæsenet ingen Oplysning kan give om Tiltaltes Sygdom i 1828, dog herskede der dengang en epidemisk Feber i Sognet, og efter 1827 bleve de Syge nok ikke i Almindelighed tagne under Lægebehandling af Fattigvæsenet"; og en Attest fra Apothekeren i Nestved, at der i 1828 ingen Medicin findes at være ordineret for Tiltalte.

Den 21 stedtes Tiltalte paa ny i Forhør. Retten fandt hende rolig og ved Fornuftens fulde Brug. Hun retihaberede sit Forrige. Tiltalte blev ikke betjent af nogen Gjordemoder; hendes afdøde Mand kjørte efter 2,men de vare andetsteds henne, hvorimod de forhen omtalte gamle Koner strax efter kom til. Hun laae syg i 6 Uger efter Barnets Død, og var ei oppe ved Begravelsen. Barnet erholdt fra dets Fødsel til dets Død ingen anden Næring, end fra hendes svage Bryster, hvilken var saare ringe; det var derfor meget lidet, og, efter hvad hun antager, stedse sygeligt, og vilde formeentlig i dets usle Tilstand ikke have kunnet leve. Peder Nielsen passede eller pleiede ikke hende eller Barnet; han gik bort om Morgenen,og kom først hjem, naar han om Aftenen gik i Seng, saa at hun havde ligget og kreperet af Sult,naar Byens Folk ikke havde givet hende Mad, og de omtalte gamle Koner pleiet hende. Der var under hele hendes Sygdom ingen Doctor hos hende (undtagen den Dag, da hendes Søn Hans blev begraven i 1829), og hun erholdt følgelig heller ingen Medicin. Aarsagen til, at hun for Præsten Mau først sagde, at det var hendes Mand, og senere at det var hende selv, der fattede Beslutningen at dræbe Barnet, var, at hun var saa fortvivlet og urolig, at hun ikke vidste hvad hun sagde, men efterat Præsten havde trøstet hende noget, fattede hun sig. Hun kan nu ikke bestemt sige, om hun vilde have meldt sin Ugjerning for Politiet, men hun troer dog, hun havde gjort det; men hun troede, at, naar hun havde meldt det for Præsten, blev det nok meldt for Politiet, dersom det skulde meldes. Hun har i de mange Aar ofte tænkt over sin Udaad, men Samvittigheden har aldrig i den Grad vaagnet, at hun vilde anmelde sig eller gjøre Nogen bekjendt dermed, førend Pastor Mau ved Læsning med hende rørte hendes Samvittighed. En Søster til Tiltalte, Bodil Rasmusdatter, stedtes til Vidneforklaring og oplyste, at hun i 1828 boede ved Slagelse og Intet vidste om Søsten, da hun ei kom til denne.

Ole Bertelsen forklarede, at hans Kone ikke havde havt Krampe siden den 16de d. M. da hun kom hjem, og havde imidlertid passet Huset, hun havde stedse været modfalden siden Anmeldelsen for Præsten.

(slutn. følger)

Kjøbenhavnsposten 31. juli 1836.

Lehnsbesidderen, afdøde Grev Holstein, var imidlertid gaaet ind med Forestilling til det Kongl. danske Cancelli om at Sagen maatte blive afgjort arbitrairt ved kongelig Resolution. Cancelliet svarede herpaa, at det, efter Omstændighederne, fandt, at der burde gaae Dom i Sagen. Under 2den Marts communicerede Lehnsbesidderen Dommeren denne Cancelliets Resolution og samme Dag udstedtes Actions-Ordre i Sagen.

Ved et d. 4de Marts afholdt Forhør blev Tiltalte forelæst Ordren. Ole Bertelsen forklarede, at Fredagen d. 12te Febr., samme Dag hans Kone havde bekjendt, om Eftermiddagen Kl. 5, kom Præsterne Mau og Rønne ind til dem. De yttrede, at Tilt. maatte henvende sig til Gud og bede om Forladelse for sin begangne Misgjerning, da hun saa kunde vente Tilgivelse og Mau spurgte, om hun vilde lide den borgerlige Straf, hvortil hun svarede, at det vilde hun gjerne. Mau vedblev, at det heller ikke kunde blive anderledes, end at hun maatte bringes til Birkedommeren, og spurgte, om hun den følgende Morgen kunde gaae til Tinget. Tilt. svarede hertil Intet, men Comp. sagde, at hun ikke kunde gaae, fordi hun var daarlig, og hun maatte desuden have nogle Sengeklæder med, hvorpaa Mau tilbød ham sine Heste og sin Vogn. Om Løverdagen Formiddag kom Mau igjen, og yttrede, at det var bedst at der blev gjort Ende derpaa, nemlig at Tilt. tog til Birkedommeren. Deps. Kone laae i Sengen og svarede Intet, men han selv yttrede, at, naar det ikke kunde være anderledes, var det bedst, at det skeete inden Aften, han fik derpaa Løfte om Præstens Heste Kl. 2, og da han hentede dem, modtog hantillige Brevet til Birkedommeren. Derpaa kjørte han til sit Huus, satte sin Kone paa Vognen og kjørte til Tinghuset.

Ane Rasmusdatter, der var rolig og ved Fornuftens fulde Brug, blev foreholdt forestaaende hendes Mands Forklaring og ratihaberede den. Hun var stedse tilstede ved de omforklarede Samtaler, undtagen den Gang hendes Mand hentede Befordringen og modtog Brevet. Da hun atter foreholdtes sin i Forhøret gjentagne Tilstaaelse og Bekjendelse om Drabet af Drabsmaaden, vedblev hun endnu samme, og erklærede, at hun deri, Sandheden tro, ikke kan gjøre nogensomhelst Forandring. Tilt. har siden sin Løsladelse af Arresten, ikke været betagen af eller lidt af Krampe.

Den 6te Marts indløb til Retten en Skrivelse fra Ole Bertelsen om at hans Kone maatte blive frifunden, fordi der ei er Beviis imod hende, men kun egen Anklage for, hvad der ikke er beviist at være skeet, og fordi hun ikke bør bøde, fordi Præsterne urigtigen have overgivet hende til Retten i Anledning af hvad hemmelig var dem betroet.

Underet den 7de Marts afholdt Forhør forklarede Mad. Mau, at Fredagen d. 12te Febr. Kl. 12-1 kom Tiltalte ind til Depon. og hendes Mand, og i en Bestyrtelse, der grændsede til Fortvivlelse, ytterede, at hun var Ole Bertelsens Konge, og i en meget klagende Tone, rystende med Hovedet, sagde, at hun var en stor Synder, og maatte aabenbare det. Da Konen havde talt disse Ord, gik Comparentinden bort, og hørte ei Samtalen med hendes Mand, hvis Indhold hun derimod senere har erfaret. Tiltalte bemærkede derved, at saavidt hun erindrer, gik Mad. Mau ud af Stuen, medens Dep. talte med hendes Mand, og hun troer saaledes ikke, at hun har hørt hendes Bekjendelse. Pastor Mau vedgik Ole Bertelsens Forklaring af 4de d. M., dog at Comp. ikke har sagt, at det ei kunde være anderledes, end at Tilt. maatte føres til Birkedommeren, eller spurgt, om hun kunde gaae til Tinget. Ole Bertelsen forklarede i den Anledning, at det vel er muligt, at Ordene ikke ere faldne just saaledes, som han har anført dem, men talen gik dog ud paa, at hans Kone skulde føres til Tinget. Pastor Rønne vedgik ligeledes den omqvæstionerede Forklaring, dog med de samme Erindringer derimod som Pastor Mau. Dep. erindrede derimod, at der blev talt om, at der intet andet var at gjøre med Sagen end at bringe Tilt. til Birkedommeren, men af hvem disse Ord bleve talte erindrede han ikke. 

Den 10de Marts afgav Tiltalte, rolig og fornuftig, for Retten den yderligere Forklaring, at medens hun var svanger med det titnævnte Pigebarn, raadede Peder Nielsen hende engang at gaae til en Mølle og faae noget Møllefedt for at tage ind til dermed at fordrive Forsteret; men det afslog hun. Sin Forklaring om Barnets Drab vedblev hun derhos som forrhen.

Den 14de fremlagdes i Retten erklæring fra Præsterne Mau og Rønne, der gik ud paa, at da det syntes at have vundet almindelig Tiltro, at Tanken om Angivelse først er opstaaet hos dem, saa modsiges Saadant, da det fra først af baade forekom Tiltale og Mand at hun maatte gjennemgaae en timelig Straf, men denne Anskuelse havde de bestyrket.

I en d. 15de, efter Fremlæggelsen af Actors Indlæg, afholden Extrarets-Session bemærkede Dommeren, at han modtog den første Kundskab om Sagen ved Maus Skrivelse af 13.de Februar, hvilket ikke kunde ansees som privat. Ane Rasmusdatter forklarede, at hun ikke veed Mere at anføre til sit Forsvar, uden at hun paa den Tid hun udøvede Forbrydelse, længere Tid i Forveien havde været og endnu var meget syg og betagen af Krampe. Hun kunde ikke huske, om hun selv og uden Anledning har yttret tiil Præsterne at vlle og maatte gjennemgaae den timelige Straf. Ole Bertelsen: at hverken han eller Kone har yttret noget til Præsterne om timelig Straf eller Anmeldelse for Politiet; men dette blev omtalt af en af Præsterne. Hun var iaftes i et Concilium af Præsterne Mau, Rønne, Holm og Fenger, hvor hun vilde overtyde ham om, at han var den første, der havde omtalt den borgerlige Straf for hans Kone, hvilket han negtede.

Den 17de tilsenddte Ole Bertelsen Defensor i Sagen en Skrivelse, hvori han urgerede paa, at Præstens Angivelse var ulovlig; han burde have fortiet den ham af Tiltalte betroede Hemmelighed; og bad, at Præsten maatte bive dragen tl Ansvar.

Den 21de femlagdes Defensors Indlæg, til hvilket Tiltalte i den afholdte Extrarets-Session henholdt sig.

Retten fandt sig, efterat samtlige Acter i Sagen saaledes vare blevne den forelagte, foranlediget til at indhente det kongl. Sundheds-Collegiums Betænkning. Denne, dateret d. 23de April, indløb med en Skrivelse fra Lehnbesidderen af 26de f. M., og var af følgende væsentlige Indhold: At Tiltale havde Krampe under sin 12 Ugers Sygdom er ikke tilfulde oplyst, men i lang Tid før Fødselen og i Barselssengen havde hun været syg og sengeliggende og lidt Nød, og hun kan derfor antages at have været i en saadan Fortvivlelses- og Ligegyldigheds-Tilstand, at Evnen til at bestemme sig efter Fornuftsgrunde maa frakjendes hende dengang hun - efter egen Forklaring - dræbte Barnet, hvilket desuden rimeligviis vilde være død af Mangel paa Næring, da Moderen ei kunde give det tilstrækkeligt Die, eller formedelst Sygdom og Svækkelse yde det fornøden Pleie. Flere Punkter i Sagen synes at tale for, at Tilt. lider af et religieust Vanvid, i hvilket hun maaskee kun indbildte sig at have dræbt Barnet.

Den 27de April fremlagdes en Skrivelse fra Pastor Mau, hvori Tiltaltes Forhold som "Ægtefælle, Moder og Medlem af Menigheden" skildres som "aldeles upaaklagelligt." "Mod Børnene viser hun megen Omhu og moderlig Kjærlighed."

I en d. 30te april afholden Extrarets-Session blev slutteligen Tiltalte forelæst Betænkningen fra Sundheds-Collegiet, i hvilken Anledning hun vedblev sin tidligere Forklaring saavel angaaende Drabet som Drabsmaaden. 

Kjøbenhavnsposten, 1. august 1836

St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

Fra St. Croix hedder det i en privat Skrivelse: Her er Alt nu atter roligt; den i sin Tid meget omtalte Opstand af Garnisonen har vel efterladt nogle Spor i den Mistillid som man ikke kan andet end have til Tropperne. Rigtignok var den pludselige Overgang fra altfor megen Eftergivenhed til overdreven Strenghed for en stor Deel Skyld i, at den slette Tone greb saavidt om sig, og man tør haabe, at en mandig og bestemt Holdning, i Forbindelse med Enighed i Officiercorpset, vil tilveiebringe den behørige Agtelse: imidlertid er det Mandskab, der udsendes, sammensat af saa heterogene Dele og af saa slette Subjecter, at det neppe nogensinde vil være muligt at udrette Noget med samme; vi troe, at det har været paatænkt at udsende fra Danmark 3 Compagnier af regulære Tropper til Garnisonering i de 3 Forter, som da tjente i 3 Aar, og at det indrettes saaledes, at eet Compagni, complet med Mandskab og Officierer, udkom hvert 3die Aar, og at til samme Tid eet afløstes, og vendte hjem igjen. Naar der sees hen til Øernes nærværende Sundhedstilstand, og til den Maade hvorpaa der i alle Henseenderer sørget for Tropperne, antage vi, at det Mandskab og de Officierer, hvem denne Tjeneste blev paalagt, aldeles ingen Grund vilde have til Klage, hvorhos det er vist, at Opløsningen af de vestindiske Tropper,og den paatænkte Garnisonering fra de danske Regimenter, vilde forskaffe Øerne en effectiv og paalidelig Styrke. Som det nu er, tør man neppe vente, at det regulære Militair, i Tilfælde af Urolighed paa Øerne, vil yde nogen sand Beskyttelse for Indvaanerne. - Iøvrigt gav hiin Opstand Anledning til, at der gjordes flere Bemærkninger: Adskillige, som man i Almindelighed tiltænkte megen Conduite og Mod, viste just ikke dette i saa høi Grad; man troede at bemærke, at Soldaterne fik megen Frihed i Byen, medens Milicen gjorde Tjeneste. Der holdtes vel et meget langvarigt Forhør, men Resultatet kom ei til offentlig Kundskab, og man hørte Intet om den endelige Krigsret. Saavidt det vides, blive nu alle de misfornøiede og sletteste Subjecter, hvoraf der skal være 60 a 70, hjemsendte til Moderlandet.

(Kjøbenhavnsposten 16 maj 1836)

De mytterister der var arresteret i Christianssted, ankom søndag den 3. juli 1836 til København:

I Søndags Eftermiddags ankom her paa Rheden Orlogsbriggen St. Jan fra Vestindien under Commando af Hr. Captlieutn. H. Fischer. Den medbragte som Arrestanter de 18 Individer, der have deeltaget i Mytteriet paa Christiansstæd. De ere blevne førte til Gammelholm. Capitain Christmas, Skibet Johanne Mare, der hidkom samme Dag, havde ombord de vestindiske Soldater, over 100 i Tallet, som, efter deres derom yttrede Ønske, af Generalgouverneuren have erholdt Tilladelse til at vende tilbage hertil. Ifølge Kongl. Parolbefaling skulle de af disse, der ere værnepligtige og endnu ikke have udtjent deres Tjenestetid, træde tilbage igjen i de Regimenter ved hvilke de have staaet. 

(Kjøbenhavnsposten den 5. juli 1836)

Altonaernes ringe Kirkegang. (Efterskrift til Politivennen)

"Med Altonaernes kirkelige Andagt forholder det sig langtfra ikke mere saaledes som i gode gamle Tider; Kirkestolene og Bjeldepungene forblive sædvanlig tomme. Leien af førstnævnte indbringer - og det til Skade for Fattigkassen - ulige mindre, end i tidligere Aar, og Indholdet af Bjeldepungen i den evangeliske Hovedkirke udgjorde i f. E. i hele Martsmaaned kun 13 Mk. 12 Sk. S., som vor meget agtværdige Fattigforstander, Hr. Steveking har gjort opmærksom paa i Nr. 30 af "Adress-Comptoir-Nachtrichten." Det bliver derfor ved første Øiekast paafaldende, at, medens Menigheden er saa lidet kirkelig sindet, Mysticismen og Pietismen her dog stedse gribe meer og meer om sig, om end ikke i den Grad som i vor Nabostad. Det fortjente vel engang at undersøges, om disse Tilbøieligheder ikke staae i Forbindelse med vore, de altonaiske og hamborgske Commune og Stats-Forfatninger, da disse sidstnævnte ere altfor meget overvældede af aristokratiske Elementer, til at der tillige fra Folke-Menihedens Side kunde bestaae en levende Interesse for det Offentlige. Imidlertid ere vi dog i denne Henseende - ilet vel just ikke, men dog komne vor Nabostad forsaavidt forud, at vore Stadsregninger offentligen ere blevne fremlagte paa Raadstuen til Eftersyn og behagelig Erindring, hvorpaa man indtil Dato endnu ikke kjender noget Lignende i Republiken Hamborg.

(Kjøbenhavnsposten den 26. juli 1836)

Mord i Præstø. (Efterskrift til Politivennen)

Under Præstøe Amt er for kort Tid siden begaaet en skrækkelig Misgjerning. En Huusmand er bleven mydet af sin Stedsøn i Forening med dennes Farbroder, tilskyndet dertil at sin Moder, den Myrdedes Hustru, en Kone på 62 Aar. Grunden dertil skal have været, at hun, som tredie Gang var gift, var forbittret paa Manden, fordi han kort i Forveien var bleven udlagt som Fader til et ugift Fruentimmers Barn. Hun havde siden den Tid bestandig tilskyndet Sønnen til at dræbe Stedfaderen og lovet ham, at han skulde faae deres af ny opbygte Huus, naar han slog ham ihjel. Stedsønnen og dennes Farbroder passede da Manden op en Aften sildig, da han kom tilbage fra sit Ærinde i en Naboby, og sloge ham i ihjel med Knipler, som de til den Ende havde forsynet sig med. Han blev funden med 12 større og mindre Saar i Hovedet og Ansigtet. Som et Beviis paa den Overtro som har parret sig med denne Ugjernig, fortjener at mærkes, at da Stedsønnen havde givet den Myrdede det sidste Slag, og derpaa gik efter Farbroderen, som allerede havde forladt Drabsstedet, sagde han til denne, at nu var Faderen dd, men han havde, efter sin Moders Raad, lagt sin Haand paa hans Legeme i Fandens Navn, og nu kunde Ingen gjøre dem Noget. 

(Kjøbenhavnsposten den 12. juli 1836)

Det drejede sig om mordet på husmand og væver Ole Nielsen (1793?-1836). De anklagede var hans kone, Barbara Hansdatter (1777-1850) som endte sit liv i tugthuset på Ovengaden oven Vandet 1840, og hans stedsøn, væversvend, tjenestekarl Jens Uldrichsen (1813-1837) som endte med at blive halshugget på retterpladsen ved Ugledige. Afgørende for mordet blev at Ole Nielsen i slutningen af 1835 blev dømt til at betale 10 Rd om året til barnet med Lisbeth Nielsdatter. I "Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer", 17 juni 1837 kom der mere fra processen:

Den 12te Juni skulde i Høiesteret foretages Justitssagen: Auditeur Liedenberg som befalet Actor contra Arrestanterne Jens Ulriksen og Lars Jensen Hammer, samt Arrestantinden Barbara Hansdatter. I denne Sag tiltalte Førstnævnte for begaaet Mord, Sidstnævnte for at havekjøbt og tilskyndet ham dertil, og Lars Jensen Hammer for at have medfulgt Jens Ulriksen i den Tanke, at være ham behjælpelig med at afprygle den Ombragte. Overretten har idømt Hammer 6 Aars Fæstningsarbeide, samt iøvrigt stadfæstet Vordingborg nordre Birkedistricts Extrarets Dom, der har tilfundet de 2 Andre at have deres Liv forbrudt, samt at lægges paa Steile og Hjul. Da Mordet er begaaet under særdeles aggraverende Omstændigheder og i de nærmeste Familieforhold, idet Jens Ulriksen er en Søn af Barbara Hansdatter, som var gift med den Myrdede, og altsaa dennes Stedsøn, saa ville Forbryderne neppe blive indstillede til Benaadning. (Kbhvsp.) 

Samt en meget detaljeret gennemgang i to numre af Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende, første del 18. august 1837:

Under de afholdte Forhører oplystes, at Jens Ulriksen paa Bededagen den 29 April f. A. havde, efter Anmodning af sin Moder og foregaaende Aftale med Farbroderen Lars Jensen Hammer, i Forening med denne slaaet Ole Nielsen ihjel. Sidste Gang, da Moderen bestemt udlod sig med, at hun vilde have Manden slaget ihjel, hun lovede Sønnen, at han, hvis han vilde paatage sig dette, skulde faae deres Huus, hvilket bevægede ham, hvis Tanke det forhen aldrig havde været at ville efterkomme Moderens Anmodning, til at give efter for denne. Han begav sig derefter til Hammers Bopæl og bad denne at følge med, for at passe hans Stedfader op og banke ham af, uden dog at underrette Hammer om, at den mellem Moderen og ham trufne Aftale gik ud paa, at Ole Nielsen skulde ihjelslaaes, og det blev da bestemt, at de samme Aften vilde give denne de tiltænkte Bank. Hammer raadede ham, naar Stedfaderen kom, at indlede en Samtale og bede denne om at beholde et Faar, der tilhørte ham, gaaende hos sig, samt kræve nogle Penge, han havde tilgode. Da Stedfaderen afslog hans Begjering og truede ham med sin Stok, gav Sønnen ham først et Slag i Baghovedet med en grøn Ellestok af en god Spadserestoks Længde og omtrent i Tommes Tykkelse, og derefter nok et Slag, saa at han faldt til Jorden. Nu kom Hammer, der havde i Haanden en almindelig Støttestok, der var temmelig sver, af Hessel eller Piil, til, og bibragte Ole Nielsen flere Slag saavel i Hovedet som paa Kroppen, hvor det kunde træffe; og har Jens Ulriksen flere Gange under Forhørerne gjentaget, at Hammer slog kraftige og stærke Slag, dog kunde han ikke sige hvormange. Medens Hammer saaledes slog paa Ole Nielsen, stod Ulriksen stille, fordi han, som det hedder, ikke vilde have Stedfaderen skulde have saa mange Slag paa eengang og Hammer slog saa haardt. Sidstnævnte gik derpaa bort, og gav Ulriksen derefter Stedfaderen endnu et Salg, hvorved et Stykke sprang af hans Stok. Stadfaderen bad ikke for sig under Slagene, men gav nogle høie eller stærke Skrig fra sig, og dreiede sig selv under Slagene om paa Maven med Ansigtet mod Jorden. Sønnen lagde nu efter Moderens Raad sin Haand i Fandenss Navn paa Ole Nielsens Ryg (saa kras en Overtroe skulde Man endnu i vore Dage ikke holde for mulig!), ved hvilken Leilighed han fornam, at der endnu var Liv i Stedfaderen, der sagte jamrede sig, men han antog dog, forindenhan forlod Gjerningsstedet, at Stedfaderen ei kunde leve. Ved at underrette Hammer om, at Stedfaderren vistnok ikke levede, svarede Hammer, at nu havde han Intet at frygte, thi nu havde han bekjendt; men bad hamderhos ikke at sige, at han, Hammer, havde været med, thi han havde saa mange smaae Børn. (fortsættes)

Og fortsat i "Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende", 23. august 1837:

(Beretningen om Ole Nielsens Mord, S. 610, sluttet.) Videre har Jens Ulriksen udsagt, at han ikke havde isinde at ville slaae eller lægge Haand paa sin Stedfader, da han troede at Lars Jensen Hammer, efter sit Løfte til hans Moder, skulde gjøre dette, og at det virkeligen stred mod hans Følelse at lægge Haand paa ham, "der stedse havde viist sig kjærlig og god imod ham," og aldrig vilde han have været Vidne til eller Deeltager i de hans Fader tiltænkte Hug, naar ikke hans Moder dertil havde forført ham. Først da Stedfaderen havde hævet Kjeppen imod ham, blev han vred og gav ham de omforklarede to Slag. Senere har han tilføiet med et rørt Hjerte, at det Passerede, endog strax efter at han havde forladt Drabsstedet, gjorde ham inderligt ondt, og at det siden har smertet ham; dog kanhan ikke sige, at han har følt saa stort Samvittighedsnag over det begaaede Mord, efterdi han var lokket og forført dertil. Arrestantinden Barbara Hansdatter havde først nægtet enhver Deelagtighed eller Kundskab om Forbrydelsen, indtil hun, opfordret til, endnu ikke uskyldigen at paadrage Sønnen den Brøde, tillige at være Løgner, vedgik hans afgivne Forklaring, ligesom og, at hun, for at gjøre Sønnen troskyldig, sagde til ham, at, naar han i Fandens Navn lagde sin Haand paa den Dræbte, kunde Ingen gjøre dem Noget. Paa given Anledning bemærkede hun, at hun ikke selv troede dette, men hun sagde dette i sin Ufornuft, for at gjøre ham troskyldig. Hun har yderligere forklaret, at hun, der havde levet i god Forstaaelse med Ole Nielsen, indtil han ved Nytåaarstid f. Aar blev udlagt som Fader til  et ugivt Fruentimmer Lisbeth Nielsdatters Barn, efter den Tid har været meget urolig i Sindet over dette hans Ægteskabsbrud, og skjøndt hun efter hanss Overtalelse tilgav ham Forseelsen, har hun dog ofte bebreidet ham samme. Kort efter at Sønnen, der var kommet tilbage, for at hente noget Tobak, havde for ladt hende, hørte hun nogle høie og stærke Skrig og antog, at hendes Søn og Hammer nu vare ifærd med det aftalte Overfald paa Manden, og, da hendes Pleiesøn, en Dreng paa 9 Aar, vaagnede ved Skrigene og spurgte, hvad det var, samt gav sig til at græde, søgte hun at berolige Barnet, som har afgivet en med denne Deel af Pleiemoderens Tilstaaelse stemmende Forklaring, ved at foregive, at det var Katten, der beed en Muus. Efterat hun havde bragt Barnet til Rolighed, stod hun op og saae ud af Vinduet, men da hun Intet kunde see, gik hun igjen tilsengs; men efterat hun havde ligget lidet, tudede Hunden stærkt udenfor Huset, hvorfor hun atter stod op, gik ud og saae hendes Mand ligge paa Marken i en kort Afstand fra Huset. Hun tog da med Hænderne om Liget ved Lænderne, for at ville fornemme, om han var levende eller død, men han var da virkelig steendød, og hun faldt ned paa sine Knæe ud over ham i besvimet Tilstand, thi hun blev særdeles angest og forskrækket. Som Motiv til, at hun forandrede sin første Beslutning om blot at ville have sin Mand afbanket til at see ham skilt ved Livet, har hun angivet, at den samme Grund, der bevægede hende til at ville have ham afpryglet, nemlig hans utilladelige Forbindelse med Lisbeth, ogsaa bevirkede hos hende den senere opstaaede Attraa efter at faae ham ryddet af Veien. Hun følte sig nemlig i høieste Grad krænket ved Ægteskabsbruddet og hans Udladelse til hende, naar hun foreholdt ham hans forhold i saa Henseende, om at han aldrig vilde eller kunde forlade Lisbeth, saa, at hendes Sind blev herover mere og mere opirret imod ham, og hun nærede denTro, at Forbindelsen med Lisbeth (der boede saaledes, at de fra deres Huus kunde see over til hende) først vilde kunne ophøre ved hans Død. Arrestanden Lars Jensen Hammer har vedholdende nægtet at have deeltaget saaledes i den omhandlede Forbrydelse, som Jens Ulriksen har paasagt ham, men forklaret, at han havde holdt sig skjult og, som det i Forhøret hedder, hørte, at det gik Dump i Dump af voldsomme Slag og at En faldt til Jorden og gav et høit Skrig, hvorpaa han ilede til, og da han saae Ole Nielsen ligge stille paa Ryggen med Hovedet paa det bløde Sted i Agerrenden, gav han ham to smaae Slag over Benene med sin Stok, som var af Piil og kun var en klein Støttestok, i det Tanke, at han skulde reise sig eller sætte sig op; men da han saae, at Ole Nielsen ikke kunde reise sig og kun røte det ene Been, blev han altereret og løb bort fra Stedet. Han har ikke heller vedgaaet, at Jens Ulriksen lovede ham Penge, naar han vilde følge med for at afprygle dennes Stedfader, eller at han raadede Ulriksen til at afskjære Ellestokken eller til at indlede Samtalen med Stedfaderen. Han har udsagt, at Barbara Hansdatter oftere havde anmodet ham om at passe hendes Mand op og banke ham af; dette har hun benægtet, men vedgaaet, at Hammer ikke har vidst hendes Aftale med Sønnen om at slaae hendes Mand ihjel. Det er af flere Personer under Sagen udsagt, at Ole Nielsen var en fredsommenlig og skikkelig samt eftergivende Mand. Arrestantinden selv har under det første Forhør i Sagen forklaret, at hendes Mand var fredsommelig og ædruelig; derimod har hun siden udsagt, at han var ond mod hende, siden han lagde sig efter Lisbeth Nielsdatter, efter hvilken Tid der havde været Skjenderie mellem dem og Tale om Skilsmisse, ja han havde endog slaaet hende, hvilket hun havde fortalt til Jens Ulriksen, men hvorved dog Ingen havde været nærværende. I den af Sognepræsten i Everdrup meddeelte Attest hedder det og, at Ole Nielsen var en meget vindskibelig og ædruelig Mand, viste sig meget redelig mod alle de Folk, som betroede ham Tøi til at bearbeide, hvorfor han og havde meget Arbeide og fandt sin gode Udkomme; derimod var han utro mod sin Hustrue og søgte undertiden utilbørlig Omgang med andre Fruentimmer, hvorfor hans Fortjenste ei ganske kom Familien tilgode. At Ole Nielsen skulde have staaet i utilladelig Forbindelse med andre Fruentimmer end Lisbeth Nielsdatter, giver iøvrigt ingen af de under Sagen afhørte Personer Forklaringer Anledning til at antage. Morderens Søster har udsagt, at hun sikkert troer, at hendes Broder, maa dertil være forført, hvilket hun grunder paa, at han er af et blødt Gemyt og har ellers et godt Hjerte, der, hedder det, var for godt til, at han af egen Drift kunde begaae end saadan Handling. Jens Ulriksen er 24 Aar gl. og konfirmeret i Aaret 1829 med Vidnesbyrd om temmelig god Religionskundskab og sædelig Opførsel, og Sognepræsten for Kongsted Sogn, Krarup, har attesteret, at tiltalte under sit Ophold der var anseet for et eenfoldigt, men derhos godmodigt og skikkeligt Menneske, samt at hans moralske Forhold sammesteds har været ulasteligt. Ligeledes have Flere under Sagen forklaret, at han var et godmodigt Menneske og havde et almindeligt godt Rygte; og har iblandt disse Gaardmand Jensen Nielsen Smed i Engelstrup udsagt, at han antager, at Arrestantinden, paa Grund af den Afdødes Forhold til Lisbeth Nielsdatter, har ophidset Jens Ulriksen mod Stedfaderen, thi ellers var Sønnen denne meget hengiven og stræbte for ham ved deres fælleds Arbeide som for sig selv. Barbara Hansdatter, der er 60 Aar gammel, har været 3 Gange givt og blev skilt fra sin første Mand paa Grund af hans Mistanke med Hensyn til hendes ægteskabelige Troskab. Pastor Krarup i Kongsted har attesteret, at der angaaende hendes moralske Forhold under hendes Ophold i Kongsted Sogn Intet er ham bekjendt, uden hendes uforlignelige Opførsel imod hendes samtlige Ægtefæller, men at hun iøvrigt synes at have været hverken yndet eller agtet sammesteds; og Sognepræsten i Everdrup har erklæret, at hun var bekjendt for at være en duelig Huusmoder, men at hun viist et heftigt, lidenskabeligt Gemyt, især mod Ole Nielsen, imod hvem hun tillod sig hyppig Skjænderie, især i de sidste Maaneder. Flere Vidner have og under Sagen forklaret, at hun ei har levet i god Forstaaelse med nogen af sine Ægtefæller, samt at hun har været ond, opfarende og hidsig mod Ole Nielsen siden hans Forbindelse med Lisbeth Nielsdatter. Den tredie Tiltalte, Lars Jensen Hammer, var ved de foregaaende Retters Domme, i Henhold til Forordningen af 4. October 1833 § 25, andet Membrum, fundet skyldig til 6 Aars Fæstningsarbeide; men ved Høiesterets Dom blev Straffetiden nedsat til 3 Aar.

I forbindelse med højesteretsdommen stod et kort resume i "Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis", 18. august 1837:

Den sidste Collegialtidende indeholder Beretning om et Mord, der den 29de April d. A. er begaaet i Everdrup Sogn i Præstøe Amt af en stedsøn, Jens Ulrichsen, paa Stedfaderen, Ole Nielsen efter Tilskyldelse af Moderen, Barbara Hansdatter, som havde lovet Sønnen deres Huus, hvis han vilde skille hende af med Manden, med hvem hun ligesaa lidet som med hendes to foregaaende Ægtefæller levede i god Forstaaelse, og mod hvem hun viste sig ond, opfarende og hidsig, siden han blev udlagt som Barnefader til et ugift Fruentimmers Barn, der boede deri Nærheden, og som Ole Nielsen, der forøvrigt har gode Vidnesbyrd om sit Forhold og roses som føielig og eftergivende, havde erklæret, han aldrig vilde forlade Modet fuldførtes af Jens Ulrichsen med en tyk Stok, hvormed han bibragte Stedfaderen flere dødelige Slag i Hovedet. Baade Sønnen og Moderen bleve ved Høiesteretsdom af 14de Juni d. A. dømte til at halshugges og steiles, men for Moderens Vedkommende blev Dommen ved kgl. Resolution formildet til Kagstrygning og Tugthuusarbeide paa Livstid.  

Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 15. august 1837 kunne tilføje at Jens Ulriksens legeme efter 3 gange 24 timers forløb skulle nedtages af stejlen. Yderligere detaljer om forhørsprotokoller mm kan findes på denne hjemmeside. 

Edward Wilson Landor: Copenhagen. (Efterskrift til Politivennen)

 CHAPTER III.

COPENHAGEN.

ABOUT four miles from Frederiksburg is the town of Friedenburg, remarkable for its clean and inviting appearance; and, indeed, cleanliness and neatness may be considered the characteristics of most of the Danish towns. At Friedenburg is a royal castle, which, except for that dignity, I had not thought worthy of mention. Behind the town is a most picturesque lake, which winds for a long distance through woods that slope down to its edge: it is a delightful scene, and well deserving a visit.

The peasantry of Zealand are remarkable for their respectable appearance, and the invariable civility of their demeanour. Their low-built, whitewashed cottages are comfortable and tidy, and generally cleaner than those of our own labouring classes. I was informed that each labourer is allowed a plot of land, which usually adjoins his house, and provides him with many of the luxuries of life, or what to him, at least, appear such.

I like the country inns of Denmark; the traveller is uniformly treated with civility and respect, and yet is not required to pay exorbitantly for those attentions. Animal food is very cheap, and house-rent very moderate, and the best wine St. Julian, or what is called such commonly a rix dollar a bottle, that is, a little more than two shillings and four-pence.

I travelled from Frederiksburg to Copenhagen by the post, or royal diligence - a kind of open waggon on low springs, containing four seats, which accommodate twelve persons, including the driver. That individual, robed in a scarlet coat, with a horn slung round his neck, which he takes care to blow not unfrequently, devotes his utmost abilities to urging four long-tailed horses into a trot.

When the passengers are numerous, inferior carriages are provided, which are drawn by two horses, and respectfully keep in the wake of the royal mail; -for, in arbitrary countries, the doctrine of precedence is very strictly observed; and in Denmark, as throughout Germany, it is thought extremely incorrect for the subsidiary vehicle to pass the principal, though the fares of each are alike.

The road to the metropolis lies through frequent woods and over dreary wastes, which, for miles, are without the shelter of a single tree. There is also, at least, one very noble lake, surrounded with beautiful woods, among which it winds and is lost. Upon the banks is sometimes seen a large mansion, the residence of a great landed proprietor.

Long avenues of trees lead up to the several gates which give entrance to Copenhagen; but every one of these trees, which seem to be commonly elm, is cut down to about ten or twelve feet from the ground; and it is singular that the Danes, who are very proud of their gardens, and really have a taste for flowers, should make a point of mutilating in this manner all the trees which they mean to be ornamental. The tops thus deprived of their branches, in which consisted all their beauty, are reduced to mere sprouts, that in winter have the appearance of besoms, and in summer of magnified cabbages.

Copenhagen is a fortified town, surrounded by a moat, and walls or mounds of earth. I could not help thinking that rather an arbitrary edict which caused the luggage of all the passengers of the diligence to be searched, though we had not come from a foreign country, nor even from a frontier town.

Copenhagen is an agreeable and handsome town, the streets are wide, the houses lofty and well-built, and generally painted of a stone colour. Some of the squares-which, by the bye, are rather oval than square-have a fine appearance; and in the best of them the king resides.

The king has also a new, and very large, though not very handsome palace, called Christiansborg it contains a museum of ancient arms, and other curiosities that are usually placed in museums. The royal stables behind this palace are worth visiting; they contain about a hundred of the king's horses-noble animals, though small. The finest building in the town is the Exchange, which was erected in the reign of Christian the Fourth. That monarch also built a curious tower, called the Round Tower, in the which there is no staircase, but a gradual ascent, paved with brick, that runs spirally to the summit. It is so wide that a carriage may be driven up it; and one of the kings, it is said, actually drove his chariot and six horses to the very top. The library is in this tower, and the royal observatory on it. The Palace of Rosenberg, situated in a garden within the walls of the town, is a small and deserted building, erected, at the command of Christian the Fourth, by Inigo Jones: it is not, however, particularly to the credit of that architect. There is one room that contains the portraits of the original owner and his seven mistresses; in another, the king himself, his queen, and several of his children, are represented in full dress, each adorned with a profusion of red hair. It is a curious proof of the eccentricity of fashion, that, about an hundred and seventy years ago, red hair was esteemed, in the Danish court at least, one of the most attractive features, and they who had not the good fortune to be born with that natural advantage were fain to dye their locks, or powder them with a red pulvilis. This fashion was not introduced out of compliment to the king, whose hair was naturally jet black. Christian the Fourth was one of the most celebrated of the Danish monarchs; he flourished in the middle of the seventeenth century, and was not more celebrated as a warrior than as a wise and patriotic prince. He encouraged the arts, patronised talent, and founded or promoted several public institutions; but he was of a stern, unfeeling disposition, and of a native ferocity and brutality of temper that generally distinguish the half-reclaimed barbarian. His forbidding features were rendered still more repulsive by the loss of an eye, which was struck out in a naval engagement.

The present king, Frederick the Sixth, is very plain in appearance, and homely in his manners; he is frequently to be met walking about the town, where he attracts no particular attention. It is a great misfortune to his people, and a serious drawback to his popularity, that he almost entirely neglects the interests of commerce, and devotes his chief attention to the provision of an useless army, to which all his abilities and anxiety cannot give a respectable appearance. The Danish soldiers are no doubt as brave as other military characters; but they have an innate awkwardness of manner, and meanness of aspect, that no drilling seems able to remedy: it is like hammering cold iron. Their slouching gait, bent knees, squat figure, and diminutive size, move to laughter rather than inspire respect; and yet, as the position of their country and its political interests deny them even the chance of greater honours than may be acquired at a review, it is rather surprising that they should not be more worthy of those private laurels which their king very liberally bestows. I one day saw a collection of these heroes at drill. When ordered to sheathe bayonets, there were only a few men skilful enough to go through that intricate manœuvre without assistance, and to the great derangement of their ranks; the others were fain to apply for the aid of their neighbours, and good-naturedly assisted each other.*)

I would not be thought to sneer at mere want of skill, nor from national pride seek to censure inferiority; but I would reprehend all vain and idle follies that are indulged by the whim of one to the prejudice of many. A large and useless army is not unfrequently the foible of an absolute king, and in the hands of the king of Denmark it is the worst of all foibles, as being the cause of much injustice and much evil. The whole thoughts of the monarch seem to be centred in his army; all his rewards, honours, and patronage, are confined to its members. It is not state policy, nor the tranquillity of his empire, that demands this engrossing interest; which arises solely from the lust of pride, and the weakness of vanity.

The geographical position of Denmark renders her essentially a maritime power; and whatever importance she once possessed, was acquired by the influence of her navy, and the extent of her The king has withdrawn his favour and encouragement from these sources of power and affluence; and the navy lies dismasted in the dock-yards, whilst commerce has sunk into insignificance and decay. In our own country it is matter of much indifference whether the king pay attention or not to particular branches of polity; but in the dominions of an absolute monarch the case is far otherwise:- he is there the centre of all power, the key-stone of all stability; the sun, as it were, of a system that looks to him for life and warmth, and whose rays, extending through all the ramifications of empire, are felt in every department, and have an influence on every grade of society. When the beams of the monarchy are averted from an object that has grown up and flourished under its genial warmth, we may well imagine that it is left to wither and decay.

Where formerly fifty sail of ships used to trade betwixt Denmark and the East, there now, I was informed, are not more than ten: the traffic of the country is almost entirely carried on by foreigners.

The navy, at present laid up in port, consists of sixteen or eighteen vessels-ships of the line and frigates.

There is only one theatre at Copenhagen, and it is very small, and generally crowded to excess; it is usual to perform only one piece in an evening. I witnessed an opera and a comedy; the latter I did not understand sufficiently to admire, and the former wanted at least good voices to make it agreeable. In order to give some effect to the stage, the chandelier is drawn up during the performance, and the spectators sit in obscurity.

I went one evening to the Circus, having heard that Prince Christiern, the king's nephew and heir presumptive, and several others of the royal family, intended to be present. It is a wooden building outside the gates, and on that evening was so crowded that I had difficulty in obtaining a seat.

Prince Christiern is a plain, inoffensive-looking individual, something under the age of fifty. He wore a blue coat and star, with a white neckerchief. His only son married a daughter of the king (who has another daughter, but no son) but it was much against the inclination of the young man, who yielded only to policy and the commands of his sovereign. The match turned out as unhappily as might have been expected; the prince soon quarrelled with his wife, and was even of a temper sufficiently brutal to inflict upon her actual chastisement. Whether she really deserved that treatment is, to this day, a subject of refined speculation with the ladies of Copenhagen, many of whom seem inclined to espouse the cause of the young prince, who is possessed of an attractive person, and, though impetuous, is said to be engaging.

The king resented the ill-usage his daughter had received, and banished the husband to Iceland, whence he was, some time afterwards, removed to Jutland, where he still remains; but there is a rumour of his intended recall. He is now divorced from the princess.

The performance at the Circus was such as would have done no honour to a company of vagabonds at a village fair in England; half-adozen gentlemen cantered round the ring in military costume; one contrived to fling himself through a hoop, and a lady managed to sit on horseback in the male fashion, and occasionally diversified the scene by turning her face to the tail. I never was so tired of any thing in my life, and was glad to make my escape, long before the performance concluded; not a little envying Prince Christiern the power to derive amusement from a subject apparently so devoid of interest. That good prince, indeed, on his part, seemed to take the highest pleasure in the matter; his attention was never removed from the riders, and he frequently clapped, applauded, grinned with every appearance of satisfaction,

Though the Danes, in general, do not seem to ride much themselves, yet they entertain great respect for horsemanship, and take pleasure in beholding it. I believe they consider the English to be the finest horsemen in the world.

When I reflected upon the scene I had witnessed at the Circus, I could not help thinking that it, in some measure, marked the intellectual attainments of the people, to find the highest of the land attending, and deriving gratification from, such miserable exhibitions. That nation cannot be very far advanced in refinement, whose upper and most cultivated classes take delight in witnessing spectacles in which no mental talent is exercised, and but very little even of physical dexterity displayed. Those men take greatest pleasure in brutal feats of strength, in the pranks of a rope-dancer, or the contortions of a mountebank, whose finer perceptions have never been awakened to the the subtleties of wit, the graces of eloquence, or the harmony of poetry; who have never been conscious of those more elegant pleasures, which refinement affords, and cultivated reason teaches to appreciate.

*) Perhaps these were the awkward squad; and I must in justice admit, that there are two good regiments in the whole army-one the horse-guards. I believe there is but one more regiment of cavalry, and the other a picked regiment, that does duty before the king's palace.

(Edward Wilson Landor: Adventures in the North of Europe. 1836)

- Iblandt de Reisende, som i den senere Tid have besøgt vort Land, er en Englænder Eward Wilson Landor, der i sine "Adventures in the North of Eurnpe" omtaler sit Ophold her paa en Maade, som vilde gjøre os ondt, hvis man ikke tydeligt kunde skjønne, at han kom hertil uden at kjende vor Nationalitet. Iblandt andet, som han omtaler ufordeelagtigt, er vor Armee, der, "uagtet Handelen for dens Skyld forsømmes i Danmark", og uagtet Kongen skjænker den sin Opmærksomhed, alligevel ei kan faae et ordenligt Udseende." Forfatteren vil indrømme os ligesaa meget "Mod," som andre Tropper; men han finder vore Soldaters Manerer "medfødt forkeerte" og deres Udseende "lavt", og at al Exersits intet hjælper: "Det er ligesom at hamre paa koldt Jern." Deres "slæbende, skjødesløss Gang", "krumme Knæe", "fiirskaarne Figur" og "ringe Høide", bringe En snarere til at lee, end til at føle Agtelse for dem." Forfatteren erklærer, at han ei ønsker at finde eller jage efter Feil; og efter hans Mening skulde vi blot stole paa vort Søværn og opmuntre Handelen. Den bedste Opdagelse, Forfatteren gjør, er dog denne, at de Danske, hvis alvorligere Uroligheder skulde udbryde, ifølge Sagkyndiges Mening, vilde befindes at være: meget vilde Barbarer!!

(Dannevirke. Et Ugeblad for Hertugdømmet Slesvig 28. marts 1839).