Forholdene i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Forholdene i Slesvig. Fra hertugdømmet Slesvig. Jo mere hensynsløst regeringen og dens gejstlige og verdslige embedsmænd i hertugdømmet fortsætter med at presse brugen af ​​det tyske sprog ud fra distrikterne, hvor den har forfatningsmæssig lige rettigheder med det danske sprog, fra kirke, skole og verdslig administration, jo mere øges befolkningens bitterhed, jo mere umuligt er det for forsoning og tilnærmelse mellem begge nationaliteter. Adskillelsen og uenigheden er langt større end i 1850 og 51. Danskerne har gennem deres uretfærdige og skødesløse fremgangsmåder opdraget befolkningen i en anti-dansk ånd, og det betyder også at modviljen mod enhver politisk forbindelse med Danmark vokser. Selv de dansktalende nordslesvigere er trætte af det vilkårlige danske embedsstyre og ønsker kun at forblive i kontakt med syden, hvorfra de tidligere blev styret og fik deres embedsmænd der var fortrolige med de lokale love og skikke, hvoraf de danskerne var lige så uvidende som de var fjendtlige over for dem. Flensborgs sympatier er også i stigende grad på vej mod syd. Dette er tydeligt i alle lag af samfundet. I juni måned tog medlemmerne af Flensborgkoret, mest småborgere og håndværkere, en tur med jernbanen til Slesvig, en gruppe på 400 mennesker af begge køn. På banegården i Slesvig blev de mødt af en søndagsfin klædt skare der ikke har været set her længe. Optoget gik til skoven (Thiergarten), hvor klubben sang en tysk sang, hvor tyske toner blev rost og derefter samledes ved foden af ​​bakken (Stampfmühle) til et måltid i telte. Meningsfulde skåltaler demonstrerede solidariteten mellem Flensborgerne og slesvigerne. Danskerne skulle efter sigende ikke have kunnet skjule deres ærgrelse over at beboerne i Slesvig ved denne lejlighed samledes i så stort tal, mens ingen mødte op når danskerne arrangerede en festival. Sådan er stemningen i Flensborg nu; og det nyttede ikke megen at ansætte en født dansker ved siden af ​​en tysk prædikant ved hver af de tre tyske kirker der; eller at lærere i folkeskolen skal gøre alt for at gøre det danske sprog populært. Det har vakt fuldstændig forargelse i den dannede klasse at lærerne på den lærde skole hvor undervisningssproget er tysk, lærer eleverne det mest præcise kendskab til det danske sprog samt dansk litteratur og poesi og kun så meget tysk som til at undgå fejl, selvom de selv ligesom danskerne på den lærde skole i Slesvig, laver fejl på fejl. På begge skoler får eleverne det gamle og det nye sprog oversat til dansk, også i de lavere klasser, for at undgå tysk. Danskfødte i Angel har det seneste år været ansat som prædikanter selv i kirker hvor kirkesproget udelukkende er tysk. Håbet er at transplantere det danske sprog længere og længere sydpå. Få slesvigere, men slet ingen holstenere, forfremmes til verdslige eller åndelige embeder. En konstant svækkelse af de holstenere der er berettiget til beskæftigelse i Slesvig efter den gældende oprindelige forordning. Så for blot at huske ét eksempel af mange, så meget for beskyttelsen af ​​tysk nationalitet, som det tyske forbund lod sig garantere; så meget for Holstens rettigheder i Slesvig, hvis beskyttelse er en del af forbundsregeringens opgave, hvis den udvikler den vilje og styrke, som fx England henvender sig til sine statslige og nationale interesser. (Fr. N.)

Zustände in Schleswig. Aus dem Herzogthum Schleswig. Je rücksichtsloser die Regierung mit ihren geistlichen und weltlichen Beamten im Herzogthum fortfährt, den Gebrauch der deutschen Sprache aus den Distrikten, wo sie verfassungsmässig gleichberechtigt ist, mit der dänischen, aus der Kirche, Schule und weltlichen Administration zu verdrängen, desto höher steigt die Erbitterung der Bevölkerung, desto unmöglicher ist eine Aussöhnung und Annäherung beider Nationalitäten. Die Scheidung und der Zwiespalt isdt weit grösser als 1850 und 51. Die Dänen haben durch ihr ungerechtes und unbedachtsames Verfahren die Bevölkerung in dänenfeindlichen Sinn erzogen, und begriflich wächst damit auch der Widerwille gegen jede politische Verbindung mit Dänemark. Selbst die dänisch redenden Nordschleswiger sind der willkürlichen dänischen Beamtenherrschaft überdrüssig und wollen nur mit dem Süden in Verbindung bleiben, von wo aus sie früher regiert wurden und ihre Beamten erhielten, die mit den Landesgesetzen und Gewohnheiten bekannt waren, deren die Dänen ebenso unkundig als ihnen feindlich sind. Auch die Sympathien der Flensburger gehen immer entschiedener nach Süden. Dieses zeigt sich in allen SChichten der Gesellschaft. So unternahmen im Juni die Mitglieder des Flensburger Gesangvereins, meistens kleine Bürger und Handwerker, eine Ausfahrt auf der Eisenbahn nach Schleswig, eine Gesellschaft beiderlei Geschlechts von 400 Personen. Am Bahnhofe in Schleswig wurden sie von einer so grossen Menge, wie man hier lange nicht gesehen, im Sonntagsputz empfangen. Der Zug ging nach dem Gehölz (Thiergarten), wo der Verein ein deutsches lied, worin deutsche Weise hochgepreisen ist, absang und sich dann am Fusse des Hügels (Stampfmühle) zu einen Mahle in Zelten vereinigte. Sinnige Trinksprüche bekundeten das Zusammenhalten der Flensburger mit den Schleswigern. Die Dänen sollen ihren Verdruss nicht haben verbergen können, dass bei dieser Gelegenheit sich die Bewohner Schleswigs in so grosser Menge sammelten, während sich Niemand zeige, wenn von Dänen irgend ein Fest veranstaltet werde. So ist jetzt die Stimmung in Flensburg; und es hat wenig gefruchtet, dass man an jeder der dortigen 3 deutschen Kirchen neben einem deutschen Prediger einen geboreren Dänen angestellt; dass in den Bürgerschulen die Lehrer sich alle ersinnliche Mühe geben müssen, die dänische Sprache populär zu machen. Entrüstung hat es vollends in der gebildeten Klasse erregt, dass die Lehrer an der Gelehrtenschule, wo die Unterrichtssprache die deutsche ist, den Schülern die genaueste Kenntniss der dänischen Sprache, wie der dänischen Literatur und Poesie beizubringen, von der deutschen so viel, um Fehler im Schreiben zu vermeiden, obgleich sie selbst, wie die Dänen an der Gelehrtenschule in Schleswig, Schitzer über Schnitzer machen. In beiden Schulen lässt man die Schüler aus den alten und neuen Sprachen in's Dänisce übersetzen, selbst in den unteren Klassen, um deutsch zu vermeiden. In Angeln sind im verflossenen Jahre abermals geborene Dänen selbst an Kirchen als Prediger angestellt, wo die Kirchensprache nur deutsch ist. So hofft man, die dänische Sprache immer weiter nach Süden zu verpflanzen. Wenige Schleswiger, aber gar keine Holsteiner werden zu weltlichen oder geistlichen Aemtern befördert, eine fortwährende Beeinträchtigung der, zufolge geltender Indigenatverordnung, zur Anstellung in Schleswig berechtigten Holsteiner. So steht es, um nur eines Beispiels von vielen zi gedenken, um den Schutz der deutschen Nationalität, die sich der deutsche Bund zusichern liess; so um die Rechte Holsteins in Schleswig, deren Beschützung zum Beruf des Bundes gehört, wenn derselbe den Willen und die Kraft entwickelt, welche z. B. England seinen staatlichen und nationalen Interessen zuwendet. (Fr. N.)

(Augsburger Tagblatt. 18. august 1858)

Udvist paa Grund af Vise. (Efterskrift til Politivennen)

For 3 Uger siden fandt endeel Haandværkssvende i Høier sig foranledigede til ved Nattetider at afsynge den slesvig-holsteenske Oprørsvise udenfor Apotheker Nagels Vinduer. De bleve ved Gensd'armer afhentede til Tønder; 12 af dem idømtes resp. 5, 6, 8, 10, 15 Dages Vand- og Brødsstraf og ere nu hjemsendte til deres Hjemstavn, Holsteen og det sydlige Slesvig. (Vestk. Td.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. august 1858).

Vridsløselille Statsfængsel. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Roeskilde Landevej mellem Glostrup og Taastrup, hænder det ikke saa sjælden - hedder det i "R. o. S. - at en ung Pige forundret peger ud af Vognvinduet og spørger, hvad er det for er Slot, hvis Spiir hæver sig saa romantisk over Skoven derhenne. Det er det nye Cellefængsels Kirkespiir, man seer rage frem over Træerne. Dette Fængsel, paa Vredsløselille Mark, er bygget i Form af en Stjerne, fra hvis Midpunkt 5 Straaler (Bygninger) udgaae. Cellerne besinde sig i de 4 af disse Straaler, der have en Brede af 21 Alen, en Længde af 90 fra Midten af Centralhallen, hvori de løbe sammen, og en Høide af 20 Alen. Centralhallens Høide er c. 25 Alen. Hver Straale er afdeelt i 3 Etager, hver Etage med 30 Celler, 15 paa hver Side af Corridoren. Alle Corridorer løbe sammen i Centrahallen, hvor Vogteren opholder sig og med eet Blik kan oversee alle Cellerne. Hver Straale ender i en mindre "Observationshalle", hvorfra 12 trekantede aabne Spadseregaarde udgaae i en Halvcirkel, og hvori disse Gaardes spidse Topvinkler løbe sammen, saa at en Vogter fra Observationshallen paa een Gang kan iagttage alle Gaardene. I disse kunne Fangerne, Een for Een, en Time daglig hver gjøre sig en Motion; han har en Spadseregang paa c. 50 Alen. Selve Cellerne bestaae af lutrer Muur, med Undtagelse af Døren, der er forsynet med et Vindue, hvorigjennem Vogteren fra Corridoren ubemærket kan iagttage Fangen. I Cellens modsalte Væg, oppe under Loftet, er et Vindue, hvorigjennem Fangen kan see Himlen. Der er forsynet med en Trækrude, som Fangen selv kan aabne og lukke. Gulvet bestaaer af en Slags Cement, der er ligesaa glat som Marmor, men ikke koldt. Cellens Høide er 1 Alen 16 T., dens Længde 6 Alen, Brede 3 Alen 12 T. Cellen opvarmes ved et Rør, som er anbragt langs med Gulvet. Vand erholder Fangen fra en udvendig Beholder. - Kirken har en Længde af 40 Alen. I dens ene Ende staar Præsten i en Fordybning; ligeoverfor ham sidde Fangerne i Rækker af lukkede Stole, 20 i hver Række. Disse Stolerækker danne er Amfitheater; hver Fange kan see Præsten men ikke de andre Fanger. Præsten seer hver Fange fra Issen til Skulderen. Kirken kan rumme 200 Fanger, hele Fængslet 400, saa at hver Fange kun hveranden Søndag kommer i Kirke, - saaledes er den foreløbige Bestemmelse. Naar Fangerne begive sig fra deres Celler til Kirken eller Spadseregaardene, skulle de have Hovedet heelt bedækket med en Voxdugshætte, som de først tage af i den lukkede Stol eller i den eenlige Gaard. Saaledes kan det opnaaes, at de efter et fleeraarigt Ophold i Fængslet hverken selv have seet eller ere blevne sete af een eneste af deres Medfanger. I Fængslet, saavel i som udenfor Cellen, vil herske en uhyggelig Stilhed; den afbrydes kun ved Lyden af Lokomotivfløiten fra Jernbanen, - den smerteligste Lyd for en Fange at høre paa, og som han alligevel vil længes efter; det er dog en Afvexling. - Dette Fængsel, det første i sin Slags hertillands, bygges under Tilsyn af Konferensraad David, og Arkitekt Nebelongs Ledelse, samt en af hans Elever, Hr. Bechmann, der styrer Arbejdet. Overslaget over Udgifterne er paa 550,000 Rd. Naar det bliver færdigt, kan endnu ikke angives, uagtet der er arbeidet et Par Aar paa der. I dette Efteraar haaber man at blive ganske færdig med en af Straalerne.

(Ribe Stifts-Tidende 31. juli 1858).

Kirken som man kunne se fra toget. Vridsløse Statsfængsel, nu lukket i Albertslund. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Skolerne i Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

I den lærde og Realskolen i Flensborg - hvor disse tvende heelt forskjellige Læreformaal i een og samme Skole ere lige saa uheldigt combinerede som her og ved nogle flere af Kongerigets Latinskoler - undervises i de forskjellige Læregjenstande i nogle paa Dansk og andre paa Tvdsk og kan der ved Religionsunderviisningen frit vælges Dansk eller Tydsk som Underviisningssprog. Dette er den eneste og sande retfærdige Maade ved offentlig Underviisning, og navnlig den religiøse, i blandede Sprogkredse. Havde man fulgt det Samme i de blandede Kredse paa Landet eller særligt ved Konfirmations- forberedelsen og konfirmationen, hvilket ogsaa er overensstemmende med Sproqrescriptets Bud, der i de kirkelige Handlinger for Individet tilsteder frit Valg af Sproget: saa vilde man derved baade have fyldestgjort et billigt Krav og undgaaet megen ikke blot politisk, men ogsaa i Samfunds- og Menighedsforholdene indgribende Tvist; ikke at tale om at man ved Frivilligheden ogsaa bedst leder bort fra sprogligt Stivsind, hvor saadant forudsættes, endskjøndt det i givne Tilfælde altid er vanskeligt at idømme, og vækker lettere Sandsen for den danske Underviisning. At man nu f. Ex. i Flensborg vilde have gjort Skolen og Underviisningsformaalet Skade ved at opstille Sprogtvang ved Religionsunderviisningen i Skolen, samt tillige at det Tydske der endnu er det overvejende hos Befolkningen, kan sees deraf, at i den nævnte Skole have af 180 Borgersønner de 159 valgt Religionsunderviisningen paa Tydsk og 21 paa Dansk og af 33 Sønner af Lærere, Læger, Embedsmænd osv. de 18 valgt dansk og 15 tydsk Underviisning, Flensb. Av. siger: "Alt naturligviis m. H. t. de kirkelige Forhold og (selve) Confirmationsunderviisningen". Men i Flensborg, hvor vel Sproget i de øvrige Kirker er tydsk, er jo ogsaa en reent dansk Menighed, og skulde del ikke staae frit at vælge Kirken, saa vil dette jo lettes ved at løse fra Sognetvangen, hvilket overhovedet ogsaa i Slesvig vilde være en kirkelig Velgjerning og som derfor ogsaa Grundtvig ved Kirkemødet i Kjøbenhavn under Misbilligelse af Konfirmations- Sognetvangen tilraadede. Bliver der først kirkelig Frihed i Slesvig og Frihed ved Valget af Skolesproget for Religions-Underviisningen i de offentlige Skoler, saa vilde ogsaa selve  Slesvigernes Anledning til Klage over Sprogforhold, baade fra den ene og den anden Side, bortfalde. Det er dog fra Sprogtvisten at vore Forviklinger hjemme og udadtil hidrøre.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. juli 1858).

Peter Heinrich Wilckens. (Efterskrift til Politivennen)

Veteranen P. H. Wilcken. Efter Aarh. Avis optage vi Følgende om denne mærkelige Mand:

Redact. af Aarhuus Stiftstidende har alt længe været vidende om en her i Landsbyen Trige boende Veteran Peter Heinrich Wilckens mærkværdige Livsbegivenheder, der have vakt stor Interesse hos Enhver, som er bleven bekjendt dermed, men vi have bestandig afholdt os fra enhver Offentliggjørelse herom, indtil man havde erfaret, brat Resultat de om ham den franske Regjering gjennem vor Minister i Paris, herfra tilstillede Meddelelser havde faaet, men da saadant endnu ikke erfares, og da vi nu see den mærkværdige gamle Mands Livshistorie omtalt i "Nestv. Avis" ville vi heller ikke længere tie dermed, men her meddele den saaledes som den læses i bemeldte Blad: Landsbyen Trige, i Nærheden af Aarhuus, lever i meget trange Kaar en 78aarig Veteran, der har deeltaget i den store Keisers Felttog fra 1799 til 1815, og under disse tjent sig op til Officier og bleven hædret med Æreslegionens Kors. Flere ansete Mænd i Aarhuus have i en Ansøgning til Hs. Maj. vor Konge andraget paa, at der maa tilstedes denne Hædersmand en Understøttelse saa stor, at han uden Sorg for sit Udkomme vil kunne ende sine minderige Dage. De vigtigste af hans Livs Begivenheder ere fortalte af ham selv saaledes. P. Heinr. Wilcken, Søn af Bomuldsfabr. Wilcken i Kiel, blev født 1780. Da han, 18 Aar gammel, var bleven conskriberet i Düsseldorf, sendtes han til Mantua til den 5te Demibrigade af Dragonerne, og derfra med denne til Alexandrien, under Oberst Frichon og Divisionsgeneral Lasalles Commando. Under Urolighederne i Cairo blev han saaret og sendt til Jaffa; iøvrigt forblev han i Egypten lige indtil Felttogets Slutning. Efter sin Tilbagekomst til Frankrig deeltog han Aar 1800 i Felttoget i Italien og Slaget ved Marengo, hvorpaa han ruttede frem indtil Triest, hvor han blev liggende i Cantonnement. Ligeledes deeltog han i Felttoget mod Østerrig 1805, da han blev saaret i Tyrol, som og i det preussiske Felttog 1806, da han var med i Slaget ved Zena, ved Lübecks Bestormelse og Indtagelse, og endelig ved Friedland, hvor hans Oberst Frichon faldt, saaret i Brystet af et Pistolskud. Hans Divisionsgeneral, de to sidste Felttog havde været General Clausel. Selv havde han hidtil bestandig været Corporal, men forrettet Qvarteermestertjeneste; nu blev han efter Slaget ved Friedland udnævnt til virkelig Qvarteermester. Tillige forflyttedes han til det 15de Chasseurregiment under Oberst Fadreau og Escadronschef Blondy. Fra Posen sendtes han til Spanien, hvor han deeltog i alle de store Begivenheder fra 1807 til 1813, i Toget til Portugal under Junot, i Saragossas Beleiring og Indtagelse, i Slaget ved Talavera og Bestormelsen af Broen ved Almarez. Da flere Forsøg paa at tage denne Bro vare mislykkede, tilbød han sig med 24 Husarer, som han selv maatte udvælge, og 60 Jægere under en Lieutenants kommando, endnu et at gjøre et Forsøg. Det lykkedes ham ogsaa virkelig at forcere Broen, hvorfor Marschal Angereau lod ham samme Aften spise ved sit Taffel og hædrede ham med æreslegionens Kors, som han tog af sit eget Bryst. Under Felttogene i Spanien, hvor han forblev i 7 Aar, blev han 3 Gange saaret, første Gang i Egnen ved Badajoz ved et Hug i Hagen i en Træfning med Portugiserne, under Beresford, dernæst i Benet i en Kamp med de engelske Husarer imellem Salamanca og Toro, og endelig i det venstre Bryst af en Granat i Slaget ved Vittoria. Strax efter blev hans Regiment kaldt til Tydland hvor han deeltog i det blodige Slag ved Leipzig og blev saaret i Hovedet. Senere laa han i Garnison i Nismes, men gik med hele sit Regiment over til Keiseren ved hans Tilbagekomst fra Elba. I Slaget ved Waterloo var han Ordinannatsofficier hos Marchal Ney; her fik han to Heste skudt under sig og modtog sit syvende Saar. Strax efter Slaget blev han forsat til 10de Husarregiment, men da dette blev opløst i Fontainebleau, blev han ifølge Generalerne Bourmonts og Polignacs Ordre berøvet sine Papirer og sit Kors og hjemsendt med frit Qvarteer til sit Fødeland Danmark." - Saaledes lød i al Korthed den gamle Krigers Fremstilling af sit Livs Begivenheder i den lange Række af Aar, i hvilken han havde fulgt de franske Ørne paa deres seirrige Flugt over Verden. Alt hvad han fremførte bar i høieste Grad Troværdighedens Præg; ikke alene erindrer ban med megen Nøiagtighed Begivenhederne og Stederne, hvorom Reisende i Frankrig og Spanien, for disse Vandes Vedkommende have havt Leilighed til at forvisse sig, men han er endnu istand til at udtrykke sig baade paa Fransk og Spansk, skjøndt 42 Aar ere forløbne, siden han havde Leilighed til at benytte disse Sprog. Da han tillige med en levende Begejstring dvæler ved hine Tider- mindeværdige Begivenheder, da han har tjent den store Keiser med saa stor Troskab og modtaget 7 Saar i hans Tjeneste, nære Ansøgerne den faste Overbevisning, allerunderdanigst at kunne anbefale paa det Bedste til Hs. Majestæt den 78aarige Olding, der i mere end 40 Aar har havt at kæmpe med trange Kaar, Sorger og Nød, men endnu med usvækket Begejstring istemmer det verdensberømte Jubelraab: "Vive l'Empereur!"

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juli 1858).

General Ney kommanderede ved Waterloo 18. juni 1815 Napoleons venstre fløj. Efter et mislykket angreb på Wellingtons midte, samlede Ney to brigader infanteri og genoptog angrebet på La Haye Sainte. De blev slået tilbage, men Ney misfortolkede et stort antal retirerende sårede som en almindelig retræte og slog til igen med en brigade og to divisioner kavalleri. Angrebet blev en katastrofe for franskmændene som led meget store tab. Kort efter ankom de preussiske tropper under Blücher og slaget var tabt for Napoleon.

Wilkens' gravsten  gravsten findes på Trige Kirkegård med indskriften:

Peter Vilkens

hædret og mindet

for 15 Felttog

og 7 Saar

i fransk Tjeneste

død 1867

Wilckens fik syv børn hvoraf 4 døde som spæde med Ane Kirstine Rasmusdatter overlevede ham. Han gik bl.a. ærinder til Århus for Triges bønder. En lærer adjunkt Schaldemose fik gennem sine elever nys om den fransktalende person. Det er muligvis ham som fremsendte en ansøgning til de franske myndigheder om at tildele Peter Vilkens den af Napoleon III indstiftede St. Helena-medalje for veteraner fra Napoleonskrigene. Medaljen blev indstiftet 1857 af Napoleon 3. for veteraner fra Napoleon 1.'s krige. 20.000 danskere deltog på fransk side. I 1857 levede endnu 600, som modtog medaljen. Wilckens fik medaljen i 1858 tillige med en lille understøttelse fra “en kreds af danske borgere”.

Sankt Helena-medaljen. På den ene side står: "A ses compagnons de gloire sa derniere pensée St. Héléne 5. mai 1821" ("Til sine ledsagere i ære. hans sidste tanke St. Helena 3. maj 1821"). 5. maj 1821 er Napoleons dødsdag på Sankt Helena. (Illustration fra Aarbøger udgivne af Historisk Samfund for Aarhus Stift 1929).

Ved hans begravelse var flere tjenestefri befalingsmænd fra 20. infanteribatallion var til stede og kisten blev båret til graven af underofficerer fra 20. batallion. Gravstedet forfaldt med tiden, indtil det i 1966 blev det restaureret af organisationen Souvenir Francais, der har til opgave at værne om franske minder.

Se H. E. E. Koch: Peter Heinrich Wilckens. Aarbøger for Historisk Samfund Aasrhus Stift 1929, s. 33-41.