Nordslesvigeres Værnepligt. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. Angaaende Fortolkningen af et Decret fra den slesvig-holsteenske Regjering om, hvorvidt Nordslesvigere, der udvandre til Danmark før Værnepligtsalderen, kunne faae Lov til at besøge deres Familie i Hjemmet, har der hersket endeel Uenighed mellem de slesvigske Blade, idet "Dannevirke" heri vilde see en Lettelse af det tidligere Forhold, medens de tydske Organer opfattede Decretet som en Skjærpelse af den tidligcre Praxis. Striden er nu bleven afgjort ved følgende Bekjendtgjørelsc fra Regjeringen i Slesvig:

"For at berigtige de fejlagtige Anskuelser, som gjentagende i de sidste Uger ere blevne yttrede i Dagblade, navnlig i den i Haderslev udkommende "Dannevirke" og "Freja", bringes det herved i alle Vedkommendes Erindring, at de Nordslesvigere, som have udvirket deres Løsning af det preussiske Undersaatsforhold forinden de have fyldt det 17de Aar, og derefter have forladt Landet, slet ikke have Lov til at tage varigt Ophold heri Landet, og at et forbigaaende Ophold kun da kan tilstedes dem, naar de i Forvejen herfra have erholdt Tilladelse dertil. Lade Nordslesvigere af den nævnte Kategori sig antræffe heri Landet uden en slig Tilladelse, saa ville de uden Skaansel blive udviste, og de maae da tilskrive sig selv, saafremt der med denne Forholdsregel skulde være Ubehageligheder forbundet for dem".

"Dvke." bemærker, at denne Bekjendtgjørelse er saa tydelig som muligt, og at det tager tilbage, hvad det tidligere har yttret om en Lempelse i de tidligere Bestemmelser.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. august 1877).

En af Kvindesagens Talsmænd. (Efterskrift til Politivennen)

Ved et Tilfælde kom jeg til at læse Fru W. Zahles Ugeblad "Fredagen". Hensigten med dette Blad skal efter Sigende være, at vække Kvinden til Selvtanke og Selvstændighed.

Jeg ved imidlertid ikke, hvad jeg skal tro, naar jeg læser en Artikel, som under Mærket "Hver sit" var indrykket i "Fredagen" af 28de Juli. Denne Artikel er gennemgaaende saa angribende overfor de fremadskridende Kvinder, saa jeg ikke kan forstaa, at den kunde optages i et Blad, som skal virke for Kvindesagen.

Indsenderen angriber blandt Andet de Damer, som tænker paa at søge deres Selverhværv i Jernbanens Tjeneste og han mener, at hvis vedkommende Dame blev forlovet, saa vilde hun tænke, at nu var hendes Fremtid sikret og blive skødesløs ved sin Bestilling. Han skriver ogsaa, at en Dame sætter mere Pris paa et daarligt Guldur , end et godt Sølvur, og som Følge deraf kunde det hænde, at hun afsendte et Tog for tidlig eller for sent, og derved afstedkom store Ulykker.

Jeg kan forsikre Dem, gode Artikelskriver, om, at naar en Dame har valgt den Vej, saa vil hint, ved at blive forlovet, ikke glemme sin Pligt, ti hun hører til det fremadstræbende Parti, hun har Selvtanke og hun gaar ikke i Andres Ledebaand. Hun vil selvfølgelig lige saa fuldt som Manden vide, at hun ved at afsende et Telegram forkert eller et Tog nogle Minuter for tidlig eller for sent, kan blive Aarsag til mange Ulykker. En saadan selvstændig Kvinde har ogsaa tildels Hævet sig over Modens Fordomme og for hende vil det være langt vigtigere at have et Sølvur, som gaar godt, selv om det er aa stort, som en Æbleskive, end et lille daarligt Guldur. "Hver sit" ytrer blandt Andet, at det er en daarlig Frihed og Lighed, Kvinden søger med Manden, for han var sikker paa, at i et Hjem, hvor Manden gik ud den ene Dag, og Konen blev hjemme ved Maden, og omvendt, Manden blev hjemme den anden Dag og lavede Maden, da vilde Konen naar hun kom hjem, og Maden var sveden, indse, at det var bedre, at hver passede sit.

Her har vi en af de gamle forslidte Floskler om Madlavningen, som Kvindesagens Modstandere altid har paa rede Haand til at slynge Kvinden i Ansigtet, men som i Øvrigt ikke er et Svar værd.

Sluttelig kommer "Hver sit" med en Anekdote, som bringer mig til at tro, at han maa være fra de Vildes Land. Han skriver, som Svar til en Dame. hvori hun har bemærket, at Socialdemokraterne er de eneste, som har skrevet Kvindens Frihed paa deres Fane, at den Frihed, Socialdemokraterne stræber efter, er den frie Kærlighed, det vil sige, en Frihed, "hvor Mand og Kvinde kan leve som Dyr med hinanden".

Stakkels forblindede "Vildmand", har De glemt Deres Eftertanke hos de Vilde, eftersom De ikke endnu har forstaaet, hvad Socialdemokraterne mener med den frie Kærlighed? Men nej! Jeg er sikker paa, at De ved det lige saa godt som jeg, og at De kun har skrevet det for at vildlede "Fredagen"s i Socialismen mindre oplyste Læserinder. Jeg vil derfor nu ikke spilde mere Blæk og Papir paa Dem, men slutte med at bemærke, at jeg ikke kan forstaa, at der i et Blad, som skal virke for Kvinden og vække hende til Eftertanke, kan optages en saa forfjamsket Artikel.

Et Medlem af
"den frie kvndl. Forening".

(Social-Demokraten 12. august 1877).

Den sociale Elendighed. (Efterskrift til Politivennen)

Paa den, som daglig færdes i de Kvarterer af København, der hovedsagelig beboes af Arbejderne, maa det absolut gøre et sørgeligt og uhyggeligt Indtryk, at se hvilken Fattigdom den nuværende Samfundsorden afføder, og hvorledes denne, uden at man behøver at komme ind i selve de fattige Arbejderes Boliger, træder En imøde ved ethvert Skridt. Hver Dag, paa de Tider, da de Arbejdere, der har kunnet finde Beskæftigelse, maa være i Arbejde, vil man paa Gaden kunne træffe en Mængde Mennesker, hvis Klædedragt og Færden i det Hele taget gør det klart, at de er Arbejdere, der i denne Tid, som skulde være den bedste af hele Aaret, ikke har kunnet finde Anvendelse for deres Arbejdskraft, og alene dette skulde man synes maatte være tilstrækkeligt, til at give et Bevis for, hvilke Konsekvenser den kapitalistiske Produktionsmaade fører med sig.

Kapitalisterne og deres Organer lader naturligvis som om de er fuldstændig ubekendt med den nuværende fortvivlede Stilling. Det vilde sandsynligvis saare de Førstes fine Følelse, hvis de med egne Øjne skulde overbevise dem om de Ulykker, som deres Hensynslyse Spekulations- og Udsugelsessystem har bragt over de Arbejdere, der har til Vejebragt de Kapitaler, for hvilke Kapitalisterne lever flot paa deres Villaer og Landsteder, og "Organerne" véd man jo er bedst øvede i at fremstille Alt, hvad der vedrører Arbejderne, paa en for "Herrerne" behageligste Maade, det vil sige, i den mest forvanskede skikkelse.

At give en fuldstændig udtømmende Fremstilling af alle de forskellige Former, hvor under den nuværende sociale Elendighed fremtræder, vilde være et overordenlig vidtløftigt Stykke Arbejde, da Eksemplerne er saa mangfoldige, og Tilstanden saa almindelig slet, at den aller største Del af Befolkningen mere eller mindre berøres deraf, og der kan altsaa kun være Tale om at fremdrage enkelte Ting, af hvilke man kan danne sig et Begreb om Tilstanden i det Hele.

Vi omtalte for kort Tid siden her i Bladet, hvorledes Beboelsesforholdene paa Kristjanshavn er for Øjeblikket, og viste, at de er af den Natur, at man skulde tro Sligt var umuligt i en By, der for ikke ret længe siden blev rost paa den saakaldte hygiejniske Kongres i Bryssel for sine mange skønne Indretninger til Arbejdernes Bedste. Det er imidlertid ikke alene med Hensyn til Beboelsesforholdene, at Arbejderne er i saa høj Grad til Side sat, nej, her til kommer de økonomiske og alle andre Vanskeligheder, hvor under Arbejderne lever, saa at disses hele sociale Stilling Aar for Aar bliver mere og mere utaalelig.

En Mængde Arbejdsfolk, af dem, der har været saa heldige at saa, hvad man kalder "stadigt" Arbejde, hvorved dog kun maa forstaas, at de maa være belavet paa, at Arbejdet stanser hvilken Dag som helst - til Efteraaret vil i ethvert Tilfælde en stor Del af dem blive ledige - maa sælge deres Arbejdskraft for 16 a 18 Øre i Timen. Om det skal være et Udtryk af Menneskekærlighed, naar et Firma som Burmeister & Wain fastsætter i Reglementet, at Minimumsbetalingen for Arbejdsmændene er 16 Øre i Timen, véd vi ikke, men der skal i al Fald en god Portion Storborgerfrækhed til at forudsætte Muligheden af, at finde Arbejdere, der vilde arbejde for en ringere Betaling.

Enhver, som har Evne til at tænke, og som har en Smule Idé om, hvad de nødvendigste Livsfornødenheder koster, vil let kunne danne sig en Forestilling om, hvorledes en Familje kan "leve" af en saadan Løn. En Arbejdsmand, der foruden sig selv har Hustru og fire Børn at forsørge, og som har været uden Arbejde fra Begyndelsen af December og indtil Slutningen af Marts, er f. Eks. endelig saa "heldig" at faa Arbejde. Han faar en Betaling af 18 Øre i Timen. Arbejdsdagen er 10½ Time og giver altsaa en Dagløn af 1 Krone 89 Øre eller en Ugeløn af 11 Kroner 34 Øre, og af denne Sum skal han nu afbetale paa, hvad han fra om Vinteren er skyldig til Værten, samt 8 Kr. om Maaneden for den "Lejlighed" han bebor; han skal løse de Ting hjem, som han i Vinterens Tid har maattet sætte paa Laanekontoret, og desuden hver Dag mætte sin Familje og sig selv, hvilket for Resten ikke lader sig gøre til Hverdagsbrug; hvad Klæderne angaar, da "maa man tage det som man kan", hvilket egenlig vil sige, at der ikke er Noget tilovers til at skaffe Klæder for. For Haandværkerne stiller Sagen sig just ikke stort bedre. En Del har vel en Betaling af 3 Kr. a 3 Kr. 40 Øre daglig, men for en meget stor Del gaar Betalingen ned til 20 a 25 Øre i Timen, altsaa en Dagløn fra 2 Kr. 10 Øre til 2 Kr. 63 Øre.

Det er dog kun de heldigere Stillede, paa hvem disse Forhold passer. En stor Del Arbejdere kan maaske have Arbejde i nogle Uger, men maa saa atter gaa ledige i flere Uger derester, medens atter Andre udelukkende er henviste til en eller anden tilfældig Bestilling, hvorved de kan fortjene en Ubetydelighed, der næppe sikrer dem det Nødvendigste. Det er derfor ikke saa underligt, at der er stærk Tilstrømning til de Steder, hvor en "gæstfri" Vært laaner dem Tag over Hovedet og lidt Halm at ligge paa, for en Betaling af 25 Øre pr. Nat. Har nogen af disse Samfundets Stedbørn en Dag ikke kunnet skaffe den 25-Øre til Veje, der giver Adgang til "Hotellet", da véd Værten, hvad han har at gøre, og Vedkommende maa da afmarschere igen, og søge sig Logis under aaben Himmel eller hvor det kan lykkes ham at snige sig ind.

I Frelserens Arbejdshus paa Kristjanshavn findes der en Straffeafdeling for Drengebørn, som har gjort sig skyldig i Skoleforsømmelser, Omflakken o. L. Kosten her bestaar af tørt Brød og et Maaltid "varm Mad" om Dagen, men den anses dog for at være en betydelig bedre Forplejning, end den der nogensinde er blevet disse Børn til Del i "Hjemmet". Mon disse Børn saa tidlig havde faaet Fangedragten paa, og var blevet mærkede som "straffede Personer", dersom Forældrene havde været i Stand til at forskaffe de Smaa en ordenlig Forplejning og Opdragelse. Vi tror det ikke, men Samfundet har nu en Gang adopteret den Skik, først at kaste Brønden til, naar Barnet er druknet.

Den Omstændighed, at en Familje med flere Børn vanskelig kan saa en Lejlighed, er ogsaa en væsenlig Grund til, at Mange maa bebo gamle, faldefærdige Rønner, og disse finde sig i den Behandlingsmaade, som Værterne har i Sinde at byde dem. Er Lejligheden end af den Beskaffenhed, at den frembyder alle mulige Betingelser for at fremkalde Brystsyge, Gigt og alle andre Sygdomme, saa falder det ham ikke ind at lade Reparationer foretage, nej, alene det, at han lader Familien blive boende for Betaling, er efter hans Mening at indtage et humant Standpunkt. Ofte er han endogsaa saa "human", at han tillader, at der gaar nogle Dage over Betalingsterminen, ti saa har han Familien i sin Magt, og kan hvilken Dag som helst kaste den paa Gaden, hvis Familjen skulde være dristig nok til at synes, at Lejligheden ikke er "god nok" til en Arbejder, som det hedder. Han véd, at Sundhedskommissionen sjælden kommer as sig selv, og at en Familje med flere Børn hellere tier til det yderste, end den lader sig kaste paa Gaden. 

Ogsaa en Illustration til de nuværende Samfundsforhold afgiver den Overfyldning af Folk og den Sammenblanding af Personer af begge Køn, der finder Sted paa mange Steder. Man kan saaledes finde Eksempler paa, at 4 a 5 voksne Personer af begge Køn, og uden at staa i nærmere Forbindelse med hinanden, er indlogerede i det samme Værelse.

Med saadanne Forhold for Øje, kan man ikke undgaa at forbavses over, at der gives Individer, som igennem de "Organer", der udi egen Indbildning repræsenterer den offenlige Mening, endnu kan være frække nok til at fremstille den nuværende "Samfundsorden" som fortræffelig.

(Social-Demokraten 7. august 1877).

"Fattiginspektør" Henriques, den Mand, der for faa Maaneder siden dristede sig til at afgive den Erklæring i "Frederiksberg Kommunalbestyrelse", at der dengang "ikke gik en eneste Arbeider ledig paa Frederiksberg", og som vovede at paastaa, at Trangen kun fandtes hos Folk, der "ikke havde sat Tæring efter Næring", har i den nævnte Kommunalbestyrelses sidste Møde oplyst, at Tilgangen til Fattigvæsnet i det sidst forløbne Fjerdingaar er stegen i en foruroligende Grad. Understøttelsen til Personer er saaledes for Øieblikket stegen med 50 pCt., næmlig fra 637 til 968, medens Brødhjælpen er stegen ned 33 pCt. , næmlig fra 261 til 343. For Fattighuset, Sygehuset og Fattigvæsenets øvrige Afdelinger stille Forholdene sig i Sammenligning med foregaaende Aar paa en ligesaa ugunstig Maade. Hvis der ikke i Henseende til Arbejdsløsheden indtræder en Bedring i den tilbagestaaende Del af Sommeren, vil Tilstanden blive betænkelig og i alt Fald ugunstigere end noget foregaaende Aar. - Disse Oplysninger er saa talende, at enhver Kommentar er overstadig. Hr. Henriques maa rigtignok sande, at "det er ond Kost at æde sine egne Ord!"

(Social-Demokraten 7. august 1877).

Forsterfordrivelser. (Efterskrift til Politivennen)

Fra København skriver en Korrespondent til fl. Bl. den 31te Juli bl. A.: Der er i de sidste Dage her i Staden blevet opdaget et betydeligt Antal ensartede, uhyggelige Fosterfordrivelser, som dels strækker sig over en længere Aarrække, dels omfatter et betydeligt Antal Personer - man nævner 70-80 - hvoriblandt ikke faa af den saakaldte bedre Klasse. Forbrydelserne har deres oprindelige Udspring fra en Jordemoder, en Enke, der var bleven besvangret af en af vore større Jordentreprenører, men fordrev Fosteret og derefter fortalte sin Elsker, med hvilke Midler dette var sket. Denne Kundskab benyttede han derefter dels til at "hjælpe" paa sine ikke faa Venner, som han vidste befandt sig i lignende precære Elskovshandeler, dels benyttede han den i egen Interesse ved sine øvrige Historier af samme Slags. At Forbrydelserne nu er komne frem, skyldes den nævnte Jordemoder, der as Skinsyge paa Entreprenøren , fordi han holdt til med Andre, mældte sig selv og ham til Politiet, hvorefter Afsløringen lidt efter lidt fandt Sted. Politiet har navnlig i Gaar og i Dag været ivrigt beskæftiget med Arrestationer i denne Anledning. 

- Som man ser, synes den af os forleden Dag omtalte Sag at have antaget større Dimensioner, end man i Begyndelsen kunde bekvemme sig til at tro.

(Social-Demokraten 3. august 1877).

Undersøgelsen i den i Torsdags omtalte uhyggelige Sag mod en Jordemoder med Flere i Kjøbenhavn, angaaende Fosterfordrivelse, antager med hver Dag større Dimensioner, idet Politiet efter Forlydende i fl. Bl. har anholdt en Deel Piger, som skulle have benyttet den arresterede Jordemoder til at skille sig af med deres Fostre. Der er hidtil ikke kommen noget Officielt frem om denne Sag, og Grunden hertil skal være den, at Politiet antager, at de paagjældende Straffeskyldige, naar Sagen blev altfor offenlig, skulde gjøre sig usynlige. Det er imidlertid saa langt fra, at Politiet har kunnet forhindre deres Offenlighed, at den endog mere end alt Andet for Tiden der er Gjenstand for Drøftelse, og Hemmelighedsfuldheden har ovenikjøbet bevirket, at det store Publikum giver Sagen en Betydning og et Omfang, der langt overskrider Virkeligheden. Korrespondenten skal i saa Henseende anført, at man har angivet Tallet paa de Arresterede til 34 og blandt disse nævnes de meest forskjellige Personligheder, medens der til Dato kun er arresteret 11, samt at man i Tirsdags almindelig fortalte, at den arresterede Værtshuusholder havde hængt sig, hvilket var lige saa usandt som at han - hvad man i Tirsdags vilde vide - var løsladt mod Kaution.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 6. august 1877).

- Om den af mig omtalte, vidtudbrevte Forbrydelse (Fosterfordrivelse) kan jeg fra aldeles paalidelig Kilde meddele, at mit sidste Referat, for saa vidt det omhandlede det ikke ubetydelige Personantal, som var dragen med ved Jordemoderens Bekjendelse, er fuldstændigt sandt. Der arresteres endnu daglig flere. Ligesaa er det fuldkomment rigtigt, at Damer af de bedre Klasser, saa vel gifte som ugifte, ere blevne underkastede Forhør. At forskjellige Højreblade samt deres Korrespondenter have søgt at kaste Kjærlighedens Kaabe over det hele, er naturligt, da Sagen rammer saa mange af den "dannede Verden". Fakta, for hvis Rigtighed jeg kan indestaa, ere i Korthed følgende: Opdagelsen skete ved at en ung Pige maatte indlægges paa Hospitalet. Her bekjendte hun, angav Jordemoderen og fra denne stammer saa Resten af Afsløringen. En Person, som var stærkt impliceret i Sagen, var endog taget til Liverpool, hvor hun er bleven anholdt. Sagen vil indtil videre blive holdt lige saa hemmelig som hidtil, for saa lidt som muligt at skræmme de Personer, som mulige senere Afsløringer kunne bringe for Dagens Lys.

(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 15. august 1877).

Berigtigelse vedrørende en kriminel Undersøgelse. I Anledning af Meddelelser til forskjellige Provindtblade, hvorfra de atter ere gaaede over i nogle Hovedstadsblade, angaaende en ved Kriminal- og Politiretten for Tiden verserende Undersøgelse om Fosterfordrivelse, kunne vi oplyse, at de paa denne Maade i Omløb bragte Rygter om Tallet af de Anholdte ere i høj Grad overdrevne, ligesom ogsaa Meddelelsen om, hvorledes Opdagelsen er hidført, er fuldstændig urigtig; heller ikke er der fremkommet Sigtelse mod nogen Person, henhørende til de saakaldte "bedre Klasser".

(Fædrelandet 18. august 1877).

En uhyggelig Sag. Forhørerne i den saa meget omtalte, uhyggelige Sag om Fosterfordrivelse, eller som den i det populære Sprog er døbt "Jordemoderen og Restavratøren", sluttedes i Tirsdags. Sagen har antaget meget betydelige Dimensioner og omfatter 22 Tiltalte, hvoraf de 18 ere arresterede.

(Folkets Avis - København 6. september 1877).

Forhørsprotokollen var efter forlydender i aviser over 860 foliosider. I november 1877 blev i kriminalretten jordemoderen idømt 3 års tugthus, 13 kvinder forbedringshus, 2 vand og brød, 6 mænd forbedringshus, 1 vand og brød. Sagen blev ikke appelleret. I marts 1878 fik 8 eftergivet deres straf, de var tjenestepiger og en butiksjomfru.

Peder Jensen Knudsen og Frederikke Andersdatter. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom. Høiesteret paakjendte igaar følgende Sag: Efterat Arrestanten Peder Jensen Knudsen var kommen i Forbindelse med sin medtiltalte Hustru Frederikke Andersdatter og i Marts ifjor havde med hende, der da ikkun var 17 Aar gammel, avlet et Barn, blev det i Samraad med hende og hans Fader, Knud Nielsen, besluttet, at han og hans nuværende Hustru skulde gifte sig med hinanden, uagtet hendes Fader, dem Alle vitterligt, nægtede at give sit Samtykke til, at et saadant Ægteskab blev indgaaet, og da det ikke fandtes tilraadeligt at gjøre et Forsøg paa at faae Vielsen afholdt i det Sogn, hvori Arrestantens Hustru dengang var hjemmehørende, fordi Lysningen fra Prædikestolen i dette Sogn let kunde komme til hendes Faders Kundskab, bleve de enige om, at Vielsen skulde finde Sted her i Staden. Efter at have skaffet sig Oplysning om, hvad der hertil fordredes, at dertil bl. A. behøvedes et skriftligt Samtykke fra Arrestantens Hustrues Fader, en Forloverattest og en Paategning i Arrestantens Hustrues Skudsmaalsbog om, at hun var meldt ved Afgang fra Sognet, hvori hun boede, til Kjøbenhavn, formaaede Arrestanten efter Samraad med sin Fader sin Hustru til at skrive en Erklæring, hvori meddeltes Samtykke til Arrestantens og hendes Ægteskab, som hun uden sin Faders Vidende og Villie underskrev med det til denne sigtende Navn. Arrestanten skrev dernæst efter Overeenskomst med sin Hustru i dennes Skudsmaalsbog en Paategning om hendes Afgang til Kjøbenhavn, som han vedkommende Sognefoged uafvidende underskrev med dennes Navn, og endelig lod Arrestantens Fader en anden af sine Sønner, der var ubekjendt med Handlingens Ulovlighed, skrive sit Navn under Forloverattesten og bevidnede derved, at der Intet var til Hinder for Arrestantens og dennes Hustrues Ægteskab, uagtet han, som ovenfor berørt, vidste, at der var dens indring, at hendes Fader nægtede at give sit Samtykke til Ægteskabets Indgaaelse. De omhandlede Documenter bleve derpaa forelæste Sognepræsten i Helliggeistes Kirkes Sogn heri Staden og i Henhold til samme blev Arrestanten og Hustru ægteviede i dette Sogns Kirke den 14de Mai f. A. Nogen Tid efter kom de Begge hjem til hendes Fader og fortalte ham, at de nu vare Mand og Kone, og da Faderen blev meget bestyrtet herover, sagde Arrestanten, at han maatte finde sig deri, da de jo ikke kunde skilles ad. Da Arrestanten ifjor Sommer skulde i Leiren, tog Konen hjem til Faderen tilligemed sit Barn og bad, om hun ikke maatte blive hos ham, da da hun ikke mere vilde leve sammen med Arrestanten, som hun da havde faaet at vide var en for Tyveri tidligere straffet Person. Faderen fik nu lidt efter lidt at vide, hvorledes Ægteskabet var kommet istand og anmeldte derpaa Sagen for Politiet. Ved Criminal og Politirettens Dom var Arrestanten bleven anseet med Straf af 8 Maaneders Forbedringshuusarbeide, hans medtiltalte Fader og Hustru med Fængsel paa Vand og Brød henholdsviis i 4 Gange 5 Dage og i 8 Dage, og denne Straf stadfæstede Højesteret ved sin igaar afsagte Dom.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. august 1877).

De to blev viede her i Helligåndskirken. Foto Erik Nicolaisen Høy. CC-BY Kbhbilleder.