25 februar 2023
Sankt Croix: Kolonirådsmøde 6. november 1878 om The Fireburn. (Efterskrift til Politivennen)
Siliane Marie Christensen. (Efterskrift til Politivennen)
Den 6. november 1878 afsagde Øster og Vester Herreders Extraret for at have skilt sit barn ved livet til forbedringshusarbejde i 2 år. Den 16. december 1878 afsagde landsoverretten i Viborg dom over Siliane Marie Christensen med forbedringshusarbejde i 5 år. Højesteret nedsatte den 17. marts 1879 dommen til 2 år. Sagens akter som følger:
Højesteretsdom Nr. 74.
Mandagen den 17de Marts.
Etatsraad Buntzen
Siliane Marie Christensen (Defensor Levinsen), der tiltales for Overtrædelse af Straffelovens § 194, eventuelt tillige af § 192.
Øster- og Vester Herreders Extrarets Dom af 6te November 1878: Arrestantinden Siliane Marie Christensen bør hensættes til Forbedringshusarbeide i 2 Aar, samt udrede. alle af sin Arrest og denne Sag samt hendes Henbringelse til Straffeanstalten lovligt flydende Omkostninger, hvorunder i Salair til Actor, Sagfører Vorck, og Defensor, Procurator Smith, 10 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."
Viborg Landsoverrets Dom af 16de December 1878: Tiltalte Siliane Marie Christensen bør hensættes til Forbedringshusarbeide i 5 Aar. Saa udreder hun og Actionens Omkostninger og derunder i Salair til Actor for Underretten 12 Kr., til Defensor sammesteds 10 Kr., samt til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Isaacsen og Fasting, 15 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."
Høiesterets Dom.
I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:
Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Buntzen og Advocat Levinsen for Høiesteret betaler Tiltalte 40 Kroner til hver.
I den indankede Doms Præmisser hedder det: „Under denne Sag tiltales Siliane Marie Christensen for Overtrædelse af Straffelovens § 194 og eventuelt tillige § 192.
Ved Tiltaltes egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger maa det anses tilstrækkelig godtgjort, at hun, der efter sin Forklaring en Dag i Ugen efter Helligtrekongersdag d. A. havde havt Samleie med en hende iøvrigt saagodtsom ubekjendt Karl, og som senere saavidt hun troer i Februar Maaned havde mærket, at hun var frugtsommelig, ligesom hun i den paafølgende Tid oftere følte, at Fosteret var levende, har fattet den Beslutning uden at hun har kunnet opgive, naar Tanken herom først opstod hos hende at dølge sit Svangerskab, saagodtsom hun kunde, samt at skjule Fødselen og lade Barnet, saafremt det maatte komme levende til Verden, døe af Mangel paa fornødne Livsbetingelser, medens hun ikke vil have dannet sig nogen bestemt Plan for, hvorledes hun, naar Tiden kom, da hun skulde føde, nærmere vilde bære sig ad hermed. I Overensstemmelse med denne Beslutning, som hun senere uforandret fastholdt, nægtede Tiltalte, der i Marts Maaned d. A. kom til at tjene i Lundtang Kro, paa sin Madmoders Spørgsmaal desangaaende, at hun var frugtsommelig, og aabenbarede ikke sin Tilstand for Andre end for sin Moder og en i Kroen tjenende Karl, med hvem hun fra Pintsetid d. A. jevnlig har pleiet legemlig Omgang, idet hun dog for begge disse gav det Udseende af, at hendes Svangerskab var en Frugt af hendes Forbindelse med den Sidstnævnte.
Tiltalte vil ikke have ventet sin Nedkomst førend 8 Dage efter Mikkelsdag, men Natten mellem den 25de og 26de September henimod Kl. 2, medens hun og en anden Tjenestepige, med hvem hun delte Natteleie i Pigekammeret, laae til Sengs, mærkede hun, at Fødselsveerne indfandt sig, og da det som meldt, var hendes Hensigt at føde i Dølgsmaal, og at Barnet ikke skulde leve, undlod hun at kalde paa den i Sengen ved Siden af hende liggende Pige, der sov, ligesom hun for ikke at vække denne afholdt sig fra at skrige, og efter 1 a 1% Times Forløb fødte hun, liggende paa Ryggen i Sengen med Dynen over sig, et Pigebarn, som hun efter Fødselen, der foregik hurtigt og let, lod blive liggende under Dynen imellem sine Laar. Et Øieblik efter Fødselen satte Tiltalte sig op i Sengen og overrev med sine Fingre Navlestrengen, hvorpaa hun, da hun kunde mærke, at Efterbyrden vilde komme, flyttede Barnet længere ned imellem sine Ben, idet hun tog det med Hænderne om Livet, og efterat hun derpaa var bleven skilt ved Efterbyrden, som hun lagde fra sig paa Gulvet ved Siden af Sengen, lagde hun sig igjen tilbage i Sengen, idet hun fremdeles lod Barnet, som hun efter sit Udsagn ikke ønskede at see, men vilde lade passe sig selv, forblive liggende mellem sine Ben. Tiltalte har vedgaaet, at hun vel vidste, at Barnet der iøvrigt efter hendes Udsagn hverken har rørt sig eller givet nogen Lyd fra sig, saa at hun ikke af egen Erfaring vidste, om det har levet efter Fødselen ved at forblive liggende under Dynen nødvendig maatte døe, hvis det var levende født, men at hun desuagtet ikke noget Øieblik tænkte paa at tage Barnet op til sig for mulig at redde dets Liv, idet det netop var hendes Ønske og Villie, at Barnet ikke skulde leve, medens hun paa den anden Side ikke selv vilde tage Livet af det. Efter nogen Tids Forløb som Tiltalte antager Kl 5 a 5½ stod hun ubemærket af den anden Pige, der vedblev at sove, op af Sengen, i hvilken hun laae yderst, tog Barnet, der da var dødt, men endnu varmt, frem af Sengen og indbandt det i et Skjørt og et Tørklæde samt lagde Pakken med Barnet ned ved Fodenden af Sengen, og efterat hun derpaa havde baaret Efterbyrden udenfor paa Marken og dækket den til med noget Jord, gik hun atter til Sengs. Da hendes Medtjenerinde noget efter var staaet op og gaaet ud i Stalden for at malke, fik Tiltalte Leilighed til at bringe Pakken med Barnet over i et Kammer ved Bageriet og gjemme den i sit der staaende kab, hvor det hen paa Formiddagen efter hendes Anvisning blev fundet af hendes Madmoder og Jordemoderen, hvem det var lykkedes at faae Tiltalte til at tilstaa, hvad der var foregaaet.
En af Fysikus og Distriktslægen, der den 28de September d. A. obducerede det heromhandlede Barnelig, afgiven Beskrivelse af Obductionsfundet, gaaer blandt Andet ud paa, at Barnet var fuldbaaret og altsaa levedygtig, at det har aandet og altsaa været levende født, og at Døden maa antages indtraadt suffocativt paa Grund af Mangel paa tilstrækkelig Luft, da Barnet efter Fødselen henlaae i flere Timer under Dynen mellem Moderens Ben.
Idet det nu efter alt, hvad der saaledes er fremkommet, maa antages, at det af Tiltalte fødte Barn er kommet levende til Verden og derefter er bleven kvalt ved at blive liggende under Dynen mellem Tiltaltes Ben, maa Tiltalte der som meldt har tilstaaet, at hun ifølge en forud fattet Beslutning om at lade sit Barn, hvis det blev levende født, døe af Mangel paa fornødne Livsbetingelser, har i dette Øiemed ladet Barnet blive i Sengen under Dynen, og at hun var sig bevidst, at Barnet, hvis det ikke var dødfødt, nødvendig maatte blive berøvet Livet ved denne Fremgangsmaade anses forsætlig at have skilt bemeldte Barn ved Livet, uden at navnlig den Omstændighed, at hun ikke vil have vidst, om Barnet var levende, da det kom til Verden, vil kunne komme i nogen videre Betragtning, og hun, der er født i Aaret 1852 og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, vil for dette sit Forhold være at ansee efter Straffelovens § 192, 2det Led, hvorefter der ikke bliver Spørgsmaal om at idømme hende en særlig Straf for Barnefødsel i Dølgsmaal efter § 194. Den Straf, som Tiltalte efter det Anførte har forskyldt, findes efter Sagens Omstændigheder passende at kunne bestemmes til Forbedringshusarbeide i 5 Aar, hvorhos Tiltalte vil have at udrede Actionens Omkostninger og derunder i Salair til Actor for Underretten 12 Kr., til Defensor sammesteds 10 Kr., samt til Actor og Defensor for Overretten 15 Kr. til hver."
(Højesteretstidende. Højesteretsåret 1879-1880)
Lundtang var på daværende tidspunkt sognets materielle midtpunkt og samlingssted: Ejeren Søren Chr. Carstensen (gården Lundtangvej 50) fik krobevilling, byggede mølle, drev købmandshandel og indrettede bageri – alt sammen i eller på gården. Her blev holdt møder, licitationer og afholdt valg til kommune og rigsdag. Det kaldtes også ”Lille København”. Kroen flyttede i 1903 pga. jernbanen og blev til Lunde Kro.
Edmund John Precop. (Efterskrift til Politivennen)
Høiesteretsdom. Høiesteret paakjendte idag en i 1ste Instants ved st. Thomæ Extraret paadømt Sag, hvorunder Arrestanten John Edmund eller Edmund John Precop (Precap), ogsaa kaldet Delan, tiltaltes for Drab, og havde han ogsaa vedgaaet at have dræbt Skræder Pierre Antoine, idet han om Morgenen den 25de April d. A. skjød paa ham med en Revolver, 3 eller 4 Skud, af hvilke det ene ramte i Underlivet og forvoldte et Saar, der efter det af de obducerende Læger afgivne rimen repertum var den umiddelbare Aarsag til Antoines Død, som indtraf den paafølgende Morgen, ligesom det var absolut dødeligt.
Da Arrestanten, der siden sit 10de Aar har faret tilsøes i Smaafartøier og nu føre lille Slup i Fart imellem St. Thomas og de omliggende Øer, i Begyndelsen af Paaskeugen kom tilbage fra en Reise, fik han at vide, at Antoine havde forseet den ældste af hans Døttre, en Pige paa 18 Aar, hvem han og hans Hustru havde søgt at opdrage sædelig og gudsflygtig, og hvis Sædelighed han hidtil havde troet paa. Antoine og Arrestanten havde tidligere været gode Venner, indtil der for et Par Aar siden kom dem Noget imellem, saa deres Omgang ophørte og Arrestanten fik Mistillid til Antoine, der paa samme Tid som han havde forskudt sin Kone og levede med et andet Fruentimmer havde Navn for at efterstræbe og forføre unge Piger, saa at det, efter Arrestantentens Udsagn, endog hed sig, at han ved Hjælp af Trolddomskunster kunde bringe enhver ung Pige i sin Magt. Det var saaledes ogsaa kommet Arrestanten for Øre, at Antoine havde svoret paa at ville skjænde begge hans Døttre, af hvilke den yngste er 15-16 Aar gammel. Arrestanten havde derfor jævnlig advaret sin Familie og da især den ældste Datter imod ham; han havde desuden til Antoine selv eller dog i hans Paahør, naar han roste Døttrenes gode Udseende, udladt sig med, at Revolverkuglen vilde blive den Mands Lod, der forgreb sig paa hans Døttre, en Advarsel, som Antoine saa vel havde mærket sig, at han, efter hvad Pigen, der har indrømmet sit Forhold til Antoine, har udsagt, yttrede Frygt for, at hendes Fader vilde skyde ham, om han fik Noget at vide om Forholdet.
Da Arrestanten fik Vished for, hvad der var hændet Datteren, besluttede han - saaledes er Indholdet af hans Forklaring - strax at hævne sig og dræbe Antoine, og dette Øiemed begyndte han Paaske Løverdag at forfølge. De to foregaaende Dage, Skjærtorsdag og Langfredag, havde han ikke villet vanhellige ved et Drab. Om Aftenen gik han iland fra sin Slup og søgte efter Antoine; det var hans Plan, naar han havde skudt ham, saa han var dødelig saaret, at flygte ombord i Sluppen og seile bort. Da han ikke havde truffet Antoine, gik han om Natten igjen ombord og seilede over under Øen Tortola, hvor han, uden at gaae iland, blev liggende til 2den Paaskedag, da han vendte tilbage til St. Thomas, og om Aftenen paany begyndte sin Forfølgning, idet han navnlig afsøgte alle de Steder, hvor der holdtes Dandsegilder, men fremdeles uden Resultat. Han havde hidtil havt 4 ladte Revolvere hos sig, men i Ærgrelse over ikke at have kunnet finde Antoine, kastede han tre af Revolverne i Søen, da han igjen kom ombord, og beholdt saaledes fremdeles kun een, der var ladet med 6 Skud, hos sig. Han besluttede nu at skyde paa Antoine, naarsomhelst han kunde komme til det, men han vil paa samme Tid være kommen bort fra sit Første om at berøve Antoine Livet; det være sig nu, som han først har forklaret, fordi han, naar han udførte Gjerningen om Dagen, maatte vente at blive greben i den, eller, som han senere i Extraretsforhøret har udsagt, fordi han følte sig saa forpiint under Forsættet til at dræbe, at han ikke længere kunde blive ved det; ialtfald vil han have besluttet alene at lemlæste eller saare Antoine. Betydelig lettet, som han har angivet, ved denne Forandring i sin Beslutning, begyndte han igjen Tirsdag Eftermiddag sine Efterstræbelser, men traf fremdeles ikke Antoine. Først den paafølgende Torsdag Morgen traf han denne, da han saae ham staae ved Skræder Gumbs' Dør. Arrestanten foer øieblikkelig løs paa ham, men han flygtede ind i Værkstedet, Arrestanten forfulgte ham og anfaldt ham, uagtet han ogsaa dennegang søgte at takke sig bag Gumbs: men Arrestanten gik ham saa tæt ind paa Livet bag om Gumbs, at han uden at ramme denne kunde skyde paa ham, Arrestanten vil ikke have mærket sig, hvormange skud han skjød, men han vil have rettet Revolveren saaledes, at han maatte komme til at ramme Antoine i Bagdelen eller i Hofterne. Det var nemlig, som han har forklaret, hans Agt at knuse Hofterne paa Antoine eller tilføie ham en lignende Lemlæstelse. Naar Skudene have ramt andetsteds, skulde det være, fordi Antoine havde bugtet og vredet sig, saa Skudet blev usikkert.
Arrestanten forlod rolig Stedet og gav sig i Bevogtning til en Politibetjent, der var paa Patreuille i Gaden og vil have hørt fire Skud, hvad ogsaa stemmer med, at der, da Revolveren undersøgtes paa Politikamret, fandtes to ubrugte Skud i den. Han fulgte villig med til Politikamret og afgav strax en udførlig og sammenhængende Forklaring, hvorunder han efter Forhørsdømmerens Bemærkning var rolig og fattet, men øiensynlig sjælelig lidende og kun ved en stærk Villieskraft istand til at beherske sine Følelser.
Om den Tilstand, hvori Arrestanten, forinden han begik sin Misgjerning, befandt sig, har han selv forklaret, at hans Sind, da han af sin Datter fik Bekræftelse paa, hvad der var hændet hende, kom i det heftigste Oprør, saa det undertiden forekom ham, som han var paa Veien til at gaae fra Forstanden, men han søgte at bevare den ydre Ro, saa han antog, at hverken hans Familie eller hans Skibsmandskab havde kunnet mærke Noget paa ham.
I Præmisserne til Overrettens Dom hedder det, at ihvorvel Arrestantens Gjerning synes naturligere at vise hen paa et bestemt Drabsforsæt, som han fra Først af vil have havt, end at være Udførelsen af et Forsæt til alene at lemlæste eller saare Antoine, findes hans Angivende om, at Saadant senere og i Gjerningsøieblikket alene var hans Hensigt, dog, efter hvad der af Sagen fremgaaer om hans Charakteer som en stille, eenfoldig og meget religieus Mand, hvorefter det end ikke staaer som uantageligt, at det virkelig har været, som han siger, for at lette sit Sind, at han opgav fik Mord Forsæt, ikke at kunne forkastes. Overretten fandt derfor, som ogsaa i Underretsdommen antaget, at Forbrydelsen vilde være at henføre under Frdn. 4de Octbr. 1833 § 10, 1ste Membr., og Arrestanten, der er ca. 43 Aar gammel og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, blev derefter anseet med den i L. 6-6-1 foreskrevne Livsstraf.
Højesteret stadfæstede Overrettens Dom.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1878).
Tyveri. (Efterskrift til Politivennen)
To 15-aars Drenge forlode den 15de August d. s. om Morgenen Kl. 6 deres "Nattelogi" - en Flytteomnibus paa Gammelholm - og drev derefter omkring i Byen, hvor de paa deres Vandring kom til et Sted i Christenbernikovstræde, hvor der boede en Cigarhandler. Her yttrede den ene, Vilhelm, Lyst til at faae en Pibe Tobak, hvortil den anden Harald, svarede, at en Pibe kunde de jo nok skaffe sig. De havde nemlig bemærket, at Gadedøren til Stedet stod aaben, og da Harald var i Bisiddelse af nogle Nøgler gik de ind i Gangen og prøvede paa om han med en af dem kunde aabne den Dør, der fra Gangen førte ind til Tobakshandlerens Boutik. Det lykkedes vel at aabne Døren, men de kunde dog ikke komme ind i Boutiken, da en Disk stod op imod Døren og spærrede den. De rettede nu deres Bestræbelser imod Kiøkkendøren, der ligeledes var aflaaset og indvendig forsynet med en Krog. Harald fik imidlertid med Haanden fat om Dørens udvendige Laaseplade og rykkede saalænge i den, at han fik Krampen, hvori Krogen var anbragt brudt fra. De gik nu ind i Kjøkkenet og saae derfra gjennem en Rude i en Dør, der fra Kiøkkenet førte til et Værelse bag Boutiken, at der i dette Værelse laa et Fruentimmer og sov. De Indskrænkede sig derfor til fra Kiøkkenet at stjæle en Lysestage og en Trepægleflaske, hvilke Ting de strax gik hen og solgte. Den følgende Dag besluttede de samme Drenge at besøge en Kammerat, der boede i Pilestræde. De traf ham ikke hiemme, og gik da op paa Loftet i den Eiendom hvor hun boede, og satte sig til at spille Kort. Medens de vare beskjæftigede hermed, opdagede Harald, at der paa Loftet hang en Frakke, i hvis Lomme han ved nærmere Undersøgelse fandt et Meerskums-Cigarrør. De bleve nu enige om, at Harald skulde stjæle Frakken, medens Vilhelm holdt Vagt paa Trappen, men Harald havde dog ikke Mod til at stjæle Frakken, og indskrænkede sig til at tage Cigaretrøret, som Vilhelm derefter besørgede pantsat for 50 Ø., hvilke de derpaa i Forening forbrugte. Den følgende Nat tilbragte Harald i en Leilighed, som hans Forældre Dagen iforveien var fraflyttet, og da han forlod Leiligheden, medtog han 2 Dørnøgler, som det var hans Agt at sælge, hvad der dog ikke lykkedes ham, da han forinden blev anholdt. Endelig havde samme Dreng en Gang forinden han fyldte sit 15de Aar stjaalet fra sine Forældre en Theaterkikkert som han pantsatte paa assistentshuset. Ved Criminalrettens Dom bleve Drengene ansete, Harald med 25 Rottingslag, og Vilhelm med 20 Rottingslag.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. november 1878).
24 februar 2023
The Fireburn: Artikel i New York Herald 29de October 1878. (Efterskrift til Politivennen)
Opstanden paa St. Groix.
New York Herald af 29de Octbr. har modtaget en længere Skrivelse fra St. Thomas, afsendt den 22de Octbr., efterat Correspondenten den 13de s. M. havde foretaget en Udflugt til St. Croix og gjennemstreifet Øen for at overbevise sig om Ulykkens Omfang og Beboernes nuværende Tilstand. Vi give heraf efterstaaende Uddrag.
Ved Ankomsten til Christian sted fandt den amerikanske Correspondent Alt uforandret og roligt. Men saa snart han kom i Nærheden af Frederiksted traf han paa begge Sider afsvedne Sukkermarker og hist og her sorte Mure, der vare Levninger af nedbrændte Hytter og Huse. Den Ødelæggelse, der var anrettet paa Markerne, fandtes dog at være betydelig ringere end formodet. Efter flere Aars Tørke havde St. Croix iaar en saadan Overflødighed af Regn, at Plantageejerne vare utilfredse dermed, men denne Omstændighed har frelst en væsentlig Deel af Høsten, idet Rørene vare grønne og uimodtagelige far Ilden, saa at Negrene end ikke ved at hælde Petroleum derpaa kunde faae Rørene til at brænde i større Omfang. Ilden holdt sig i Reglen til en lille Plet og gik saa ud af sig selv. Kun hvor der fandtes Stykker med ældre, tørre Rør, fandt Ilden tilstrækkelig Næring. I selve Westend (Frederiksted) var der af Hovedgaden næsten kun Gruus og sværtede Muurdele tilbage. Tre Huse vare blevne staaende som ved et Vidunder: Præsten Dubois' Huus, Apotheket og Kjøbmand Musgraves Boutik. Endeel af Befolkningen var klædt i improviserede, meget fattige Costumer, og Nøden var øiensynlig stor,skjøndt Hjælpecomileen i Christiansted og paa Naboøerne gjorde Alt, hvad der stod i dens Magt, for at hjælpe de Mange, der fra forholdsviis gode Kaar vare bragte til Armod.
Som Beviis paa Negrenes Grusomhed og Brutalitet mod deres egne Landsmænd beretter Correspondenten, at Tumultuanterne ved Grove-Plantagen stødte paa en Hob tro Negere, som ikke vilde slutte sig til Oprøret, men tvertimod søgte at frelse, hvad de kunde. De bleve nu, nitten i Tallet, lukkede inde i et Rum, hvor der var Megass-Oplag; der blev hældt Petroleum over Bygningen og det Hele stukket i Brand. Tre eller fire, som det lykkedes at frelse sig ud af Ilden, ligge nu med forfærdelige Brandsaar paa Hospitalet. De Øvriges forkullede Been, som Correspondenten saae, ere Beviser paa Beretningens Sandfærdighed.
Efter den 10de Octbr, da Øen var fuldstændig rolig, er der endnu daglig blevet udsendt smaa Streifpartier for at opfange flygtede og skjulte Negre, af hvilke der til den 18de Octbr. var indbragt henved 300 baade i Christiansted og Frederiksted. Krigsretten havde den 6te ds. dømt 3 Negre til Døden, den 9de atter 3, den 10de og 11te hver Dag 2. Ved Forhørene havde de alle aabent tilstaaet deres Skyld. Den britiske Viceconful havde været tilstede ved Krigsrettens Domfældelser; først havde Dommeren sat sig derimod, men Gouverneuren havde ved særlig Ordre givet Tilladelse dertil. Efter Domfældelsen vare Negrene som Børn; de tilstode Alt og kunde ikke begribe, hvilket Raseri der havde grebet dem. Af Kvinderne blev ingen dømt til Døden. Som et Ulykkestilfælde, der havde vakt megen Beklagelse, omtaler Correspondenten, at en ung Dansk, der havde tjent i den danske Armee og var Fører for en mindre Patrouille, ved Nattetid skjød en ung Mr. Jamiesson, der var gaaet med som Frivillig, gjennem Hjertet. Han og nogle Andre havde fjernet sig fra Gaarden, og da de i høirøstet Samtale vendte tilbage, troede Patrouillens Fører, at det var Negrene, der kom tilbage. Correspondenten omtaler ogsaa Transporten af de indfangne Negre under Frivilliges Bedækning som mindre human, end den burde være, og mener, at der i Ordningen af Arbejderforholdene var Adskilligt, der kunde give Negrene Grund til Misfornøielse, skjøndt Oprøret ganske vist ikke var en Følge af denne Utilfredshed, men et Udbrud, som fremkaldtes ved et Sammenstød af tilfældige Omstændigheder.
Den danske Consul i New Aork, Henry S. Braem, offentliggjør i samme Numer af Herald følgende Opraab: "Saavel officielle som private Telegrammer stemme overeens i Skildringen af de Lidelser og den Nød, som er paaført Øen St. Croix's Beboere ved den sidste Negeropstand. Baade medfølende Danske og Andre, der nære Interesse for Øen, underrettes herved om, at jeg med Glæde skal modtage enhver Gave og indsende den til den danske Gouverneur paa Øerne. Det danske Consulat i New Broadway 52, den 28de October."
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. november 1878).
Det fremgår af den fulde artikel at Berlingskes uddrag er stærkt tendentiøst. Artiklen er langt mere afbalanceret. Det nedenstående uddrag om de hvides brutalitet er end ikke omtalt i Berlingskes uddrag:
Cruelty of the whites.
The conduct of some of the white peple toward the negroes would seem to indicate that human nature is much the same whatever the color of the skin, and that when once the worser passions are aroused all the effects of our boasted civilization have given us no advantage over the savage. On my way to West End I met several bands of prisoners on their way to town under the escort of soldiers or volunteers. The Negroes were tied to carts, and though some f them were in the last stages of exhaustion they were draggede without the slightest consideration for their condition. Some were bleeding from severe cuts inflicted by volunteers who, in their search for the fugitives, have acted in many cases like fiends. Blows with their cutlasses and pistol shots were ruthlessly and uselessly inflicted on the defenseless prisoners as they marched along. One case of cruelty is reported which, but for its being well authenticated, would be impossible to believe. It is to be officially investigated, and so I withhold for the present the name of the guilty party. A manager on one of the estates was helped by one of the negro overseers fr two days, the negro assisting in saving many things. The third night, when things were comparatively quiet, he went off, and on appearing the next morning was taken to task by the manager for his absence. He explained that he had gone to see if any of his private property had been saved.
"You lie," was the reply from the managere; "you went off to steal; you are as bad as the others."
"Why, Massa," the negro replied, "aint I helped you and been with you all the time?"
A torrent of abuse and the question: "Why should I not put an ounce of lead in you?" was the manager's answer.
"No, massa, you don't dare do that, for I ain't done nothing."
"Don't dare?" cried the then infuriated manager. "Well, take that!" and suiting the action to the word he shot the man through the head. A more cold blooded, diabolic murder could not be imagined.
Og videre om den i Berlingske meget kort omtalte "misfornøjelse" med forholdene stod i artiklen:
Good reasons for dissatisfaction on the part of the negroes existed, and yet none which were of sufficient importance to excite them to the fearful outrages which were perpetrated, and so the affair seems a mystery. I think the truth lies in the fact that no such outbreak as occurred was premeditated. As before stated, the laborers had come in to West End seeking new contracts or intending to leave the island. Becoming excited while discussing their wrongs among themselves, many of them drinking a god deal of rum, the first attack on the police, as described in a previous letter, occurred, whence the negroes obtained an exaggerated idea of their power, and so went on from step to step until a regular insurrection, with its accompaniments of murder and destruction of property, resulted.
At the bottom of all lay the dissatisfaction of the laborer with the Labor act, combined with the establishment of the Central Factory and the permission given to the factory to employ labor on other terms than those prescribed by the act. ...
Another great objection was a system of punishment by fines. A negro committing some fault would be fined, and it is to be feared that this was often done most arbitrarily. True, the estate laborer had his rations and garden with free house, but they looked upon this as a remnant of slavery. ...
To this may be added the fact, now proved, that when the nefroes demanded their passports they were told they must deposit about $ 5. Of course they refused. Still the affair could have been nipped in the bud had it not been for the terrible mistake of leaving West End without protection. ...
(New York Herald 29. oktober 1878, side 5)


