Siliane Marie Christensen. (Efterskrift til Politivennen)

Den 6. november 1878 afsagde Øster og Vester Herreders Extraret for at have skilt sit barn ved livet til forbedringshusarbejde i 2 år. Den 16. december 1878 afsagde landsoverretten i Viborg dom over Siliane Marie Christensen med forbedringshusarbejde i 5 år. Højesteret nedsatte den 17. marts 1879 dommen til 2 år. Sagens akter som følger:

Højesteretsdom Nr. 74.
Mandagen den 17de Marts.
Etatsraad Buntzen

contra

Siliane Marie Christensen (Defensor Levinsen), der tiltales for Overtrædelse af Straffelovens § 194, eventuelt tillige af § 192.

Øster- og Vester Herreders Extrarets Dom af 6te November 1878: Arrestantinden Siliane Marie Christensen bør hensættes til Forbedringshusarbeide i 2 Aar, samt udrede. alle af sin Arrest og denne Sag samt hendes Henbringelse til Straffeanstalten lovligt flydende Omkostninger, hvorunder i Salair til Actor, Sagfører Vorck, og Defensor, Procurator Smith, 10 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Viborg Landsoverrets Dom af 16de December 1878: Tiltalte Siliane Marie Christensen bør hensættes til Forbedringshusarbeide i 5 Aar. Saa udreder hun og Actionens Omkostninger og derunder i Salair til Actor for Underretten 12 Kr., til Defensor sammesteds 10 Kr., samt til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Isaacsen og Fasting, 15 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Buntzen og Advocat Levinsen for Høiesteret betaler Tiltalte 40 Kroner til hver. 

I den indankede Doms Præmisser hedder det: „Under denne Sag tiltales Siliane Marie Christensen for Overtrædelse af Straffelovens § 194 og eventuelt tillige § 192.

Ved Tiltaltes egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger maa det anses tilstrækkelig godtgjort, at hun, der efter sin Forklaring en Dag i Ugen efter Helligtrekongersdag d. A. havde havt Samleie med en hende iøvrigt saagodtsom ubekjendt Karl, og som senere saavidt hun troer i Februar Maaned havde mærket, at hun var frugtsommelig, ligesom hun i den paafølgende Tid oftere følte, at Fosteret var levende, har fattet den Beslutning uden at hun har kunnet opgive, naar Tanken herom først opstod hos hende at dølge sit Svangerskab, saagodtsom hun kunde, samt at skjule Fødselen og lade Barnet, saafremt det maatte komme levende til Verden, døe af Mangel paa fornødne Livsbetingelser, medens hun ikke vil have dannet sig nogen bestemt Plan for, hvorledes hun, naar Tiden kom, da hun skulde føde, nærmere vilde bære sig ad hermed. I Overensstemmelse med denne Beslutning, som hun senere uforandret fastholdt, nægtede Tiltalte, der i Marts Maaned d. A. kom til at tjene i Lundtang Kro, paa sin Madmoders Spørgsmaal desangaaende, at hun var frugtsommelig, og aabenbarede ikke sin Tilstand for Andre end for sin Moder og en i Kroen tjenende Karl, med hvem hun fra Pintsetid d. A. jevnlig har pleiet legemlig Omgang, idet hun dog for begge disse gav det Udseende af, at hendes Svangerskab var en Frugt af hendes Forbindelse med den Sidstnævnte.

Tiltalte vil ikke have ventet sin Nedkomst førend 8 Dage efter Mikkelsdag, men Natten mellem den 25de og 26de September henimod Kl. 2, medens hun og en anden Tjenestepige, med hvem hun delte Natteleie i Pigekammeret, laae til Sengs, mærkede hun, at Fødselsveerne indfandt sig, og da det som meldt, var hendes Hensigt at føde i Dølgsmaal, og at Barnet ikke skulde leve, undlod hun at kalde paa den i Sengen ved Siden af hende liggende Pige, der sov, ligesom hun for ikke at vække denne afholdt sig fra at skrige, og efter 1 a 1% Times Forløb fødte hun, liggende paa Ryggen i Sengen med Dynen over sig, et Pigebarn, som hun efter Fødselen, der foregik hurtigt og let, lod blive liggende under Dynen imellem sine Laar. Et Øieblik efter Fødselen satte Tiltalte sig op i Sengen og overrev med sine Fingre Navlestrengen, hvorpaa hun, da hun kunde mærke, at Efterbyrden vilde komme, flyttede Barnet længere ned imellem sine Ben, idet hun tog det med Hænderne om Livet, og efterat hun derpaa var bleven skilt ved Efterbyrden, som hun lagde fra sig paa Gulvet ved Siden af Sengen, lagde hun sig igjen tilbage i Sengen, idet hun fremdeles lod Barnet, som hun efter sit Udsagn ikke ønskede at see, men vilde lade passe sig selv, forblive liggende mellem sine Ben. Tiltalte har vedgaaet, at hun vel vidste, at Barnet der iøvrigt efter hendes Udsagn hverken har rørt sig eller givet nogen Lyd fra sig, saa at hun ikke af egen Erfaring vidste, om det har levet efter Fødselen ved at forblive liggende under Dynen nødvendig maatte døe, hvis det var levende født, men at hun desuagtet ikke noget Øieblik tænkte paa at tage Barnet op til sig for mulig at redde dets Liv, idet det netop var hendes Ønske og Villie, at Barnet ikke skulde leve, medens hun paa den anden Side ikke selv vilde tage Livet af det. Efter nogen Tids Forløb som Tiltalte antager Kl 5 a 5½ stod hun ubemærket af den anden Pige, der vedblev at sove, op af Sengen, i hvilken hun laae yderst, tog Barnet, der da var dødt, men endnu varmt, frem af Sengen og indbandt det i et Skjørt og et Tørklæde samt lagde Pakken med Barnet ned ved Fodenden af Sengen, og efterat hun derpaa havde baaret Efterbyrden udenfor paa Marken og dækket den til med noget Jord, gik hun atter til Sengs. Da hendes Medtjenerinde noget efter var staaet op og gaaet ud i Stalden for at malke, fik Tiltalte Leilighed til at bringe Pakken med Barnet over i et Kammer ved Bageriet og gjemme den i sit der staaende kab, hvor det hen paa Formiddagen efter hendes Anvisning blev fundet af hendes Madmoder og Jordemoderen, hvem det var lykkedes at faae Tiltalte til at tilstaa, hvad der var foregaaet.

En af Fysikus og Distriktslægen, der den 28de September d. A. obducerede det heromhandlede Barnelig, afgiven Beskrivelse af Obductionsfundet, gaaer blandt Andet ud paa, at Barnet var fuldbaaret og altsaa levedygtig, at det har aandet og altsaa været levende født, og at Døden maa antages indtraadt suffocativt paa Grund af Mangel paa tilstrækkelig Luft, da Barnet efter Fødselen henlaae i flere Timer under Dynen mellem Moderens Ben.

Idet det nu efter alt, hvad der saaledes er fremkommet, maa antages, at det af Tiltalte fødte Barn er kommet levende til Verden og derefter er bleven kvalt ved at blive liggende under Dynen mellem Tiltaltes Ben, maa Tiltalte der som meldt har tilstaaet, at hun ifølge en forud fattet Beslutning om at lade sit Barn, hvis det blev levende født, døe af Mangel paa fornødne Livsbetingelser, har i dette Øiemed ladet Barnet blive i Sengen under Dynen, og at hun var sig bevidst, at Barnet, hvis det ikke var dødfødt, nødvendig maatte blive berøvet Livet ved denne Fremgangsmaade anses forsætlig at have skilt bemeldte Barn ved Livet, uden at navnlig den Omstændighed, at hun ikke vil have vidst, om Barnet var levende, da det kom til Verden, vil kunne komme i nogen videre Betragtning, og hun, der er født i Aaret 1852 og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, vil for dette sit Forhold være at ansee efter Straffelovens § 192, 2det Led, hvorefter der ikke bliver Spørgsmaal om at idømme hende en særlig Straf for Barnefødsel i Dølgsmaal efter § 194. Den Straf, som Tiltalte efter det Anførte har forskyldt, findes efter Sagens Omstændigheder passende at kunne bestemmes til Forbedringshusarbeide i 5 Aar, hvorhos Tiltalte vil have at udrede Actionens Omkostninger og derunder i Salair til Actor for Underretten 12 Kr., til Defensor sammesteds 10 Kr., samt til Actor og Defensor for Overretten 15 Kr. til hver."

(Højesteretstidende. Højesteretsåret 1879-1880)

Lundtang var på daværende tidspunkt sognets materielle midtpunkt og samlingssted: Ejeren Søren Chr. Carstensen (gården Lundtangvej 50) fik krobevilling, byggede mølle, drev købmandshandel og indrettede bageri – alt sammen i eller på gården. Her blev holdt møder, licitationer og afholdt valg til kommune og rigsdag. Det kaldtes også ”Lille København”. Kroen flyttede i 1903 pga. jernbanen og blev til Lunde Kro.

Edmund John Precop. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom. Høiesteret paakjendte idag en i 1ste Instants ved st. Thomæ Extraret paadømt Sag, hvorunder Arrestanten John Edmund eller Edmund John Precop (Precap), ogsaa kaldet Delan, tiltaltes for Drab, og havde han ogsaa vedgaaet at have dræbt Skræder Pierre Antoine, idet han om Morgenen den 25de April d. A. skjød paa ham med en Revolver, 3 eller 4 Skud, af hvilke det ene ramte i Underlivet og forvoldte et Saar, der efter det af de obducerende Læger afgivne rimen repertum var den umiddelbare Aarsag til Antoines Død, som indtraf den paafølgende Morgen, ligesom det var absolut dødeligt.

Da Arrestanten, der siden sit 10de Aar har faret tilsøes i Smaafartøier og nu føre lille Slup i Fart imellem St. Thomas og de omliggende Øer, i Begyndelsen af Paaskeugen kom tilbage fra en Reise, fik han at vide, at Antoine havde forseet den ældste af hans Døttre, en Pige paa 18 Aar, hvem han og hans Hustru havde søgt at opdrage sædelig og gudsflygtig, og hvis Sædelighed han hidtil havde troet paa. Antoine og Arrestanten havde tidligere været gode Venner, indtil der for et Par Aar siden kom dem Noget imellem, saa deres Omgang ophørte og Arrestanten fik Mistillid til Antoine, der paa samme Tid som han havde forskudt sin Kone og levede med et andet Fruentimmer havde Navn for at efterstræbe og forføre unge Piger, saa at det, efter Arrestantentens Udsagn, endog hed sig, at han ved Hjælp af Trolddomskunster kunde bringe enhver ung Pige i sin Magt. Det var saaledes ogsaa kommet Arrestanten for Øre, at Antoine havde svoret paa at ville skjænde begge hans Døttre, af hvilke den yngste er 15-16 Aar gammel. Arrestanten havde derfor jævnlig advaret sin Familie og da især den ældste Datter imod ham; han havde desuden til Antoine selv eller dog i hans Paahør, naar han roste Døttrenes gode Udseende, udladt sig med, at Revolverkuglen vilde blive den Mands Lod, der forgreb sig paa hans Døttre, en Advarsel, som Antoine saa vel havde mærket sig, at han, efter hvad Pigen, der har indrømmet sit Forhold til Antoine, har udsagt, yttrede Frygt for, at hendes Fader vilde skyde ham, om han fik Noget at vide om Forholdet.

Da Arrestanten fik Vished for, hvad der var hændet Datteren, besluttede han - saaledes er Indholdet af hans Forklaring - strax at hævne sig og dræbe Antoine, og dette Øiemed begyndte han Paaske Løverdag at forfølge. De to foregaaende Dage, Skjærtorsdag og Langfredag, havde han ikke villet vanhellige ved et Drab. Om Aftenen gik han iland fra sin Slup og søgte efter Antoine; det var hans Plan, naar han havde skudt ham, saa han var dødelig saaret, at flygte ombord i Sluppen og seile bort. Da han ikke havde truffet Antoine, gik han om Natten igjen ombord og seilede over under Øen Tortola, hvor han, uden at gaae iland, blev liggende til 2den Paaskedag, da han vendte tilbage til St. Thomas, og om Aftenen paany begyndte sin Forfølgning, idet han navnlig afsøgte alle de Steder, hvor der holdtes Dandsegilder, men fremdeles uden Resultat. Han havde hidtil havt 4 ladte Revolvere hos sig, men i Ærgrelse over ikke at have kunnet finde Antoine, kastede han tre af Revolverne i Søen, da han igjen kom ombord, og beholdt saaledes fremdeles kun een, der var ladet med 6 Skud, hos sig. Han besluttede nu at skyde paa Antoine, naarsomhelst han kunde komme til det, men han vil paa samme Tid være kommen bort fra sit Første om at berøve Antoine Livet; det være sig nu, som han først har forklaret, fordi han, naar han udførte Gjerningen om Dagen, maatte vente at blive greben i den, eller, som han senere i Extraretsforhøret har udsagt, fordi han følte sig saa forpiint under Forsættet til at dræbe, at han ikke længere kunde blive ved det; ialtfald vil han have besluttet alene at lemlæste eller saare Antoine. Betydelig lettet, som han har angivet, ved denne Forandring i sin Beslutning, begyndte han igjen Tirsdag Eftermiddag sine Efterstræbelser, men traf fremdeles ikke Antoine. Først den paafølgende Torsdag Morgen traf han denne, da han saae ham staae ved Skræder Gumbs' Dør. Arrestanten foer øieblikkelig løs paa ham, men han flygtede ind i Værkstedet, Arrestanten forfulgte ham og anfaldt ham, uagtet han ogsaa dennegang søgte at takke sig bag Gumbs: men Arrestanten gik ham saa tæt ind paa Livet bag om Gumbs, at han uden at ramme denne kunde skyde paa ham, Arrestanten vil ikke have mærket sig, hvormange skud han skjød, men han vil have rettet Revolveren saaledes, at han maatte komme til at ramme Antoine i Bagdelen eller i Hofterne. Det var nemlig, som han har forklaret, hans Agt at knuse Hofterne paa Antoine eller tilføie ham en lignende Lemlæstelse. Naar Skudene have ramt andetsteds, skulde det være, fordi Antoine havde bugtet og vredet sig, saa Skudet blev usikkert.

Arrestanten forlod rolig Stedet og gav sig i Bevogtning til en Politibetjent, der var paa Patreuille i Gaden og vil have hørt fire Skud, hvad ogsaa stemmer med, at der, da Revolveren undersøgtes paa Politikamret, fandtes to ubrugte Skud i den. Han fulgte villig med til Politikamret og afgav strax en udførlig og sammenhængende Forklaring, hvorunder han efter Forhørsdømmerens Bemærkning var rolig og fattet, men øiensynlig sjælelig lidende og kun ved en stærk Villieskraft istand til at beherske sine Følelser.

Om den Tilstand, hvori Arrestanten, forinden han begik sin Misgjerning, befandt sig, har han selv forklaret, at hans Sind, da han af sin Datter fik Bekræftelse paa, hvad der var hændet hende, kom i det heftigste Oprør, saa det undertiden forekom ham, som han var paa Veien til at gaae fra Forstanden, men han søgte at bevare den ydre Ro, saa han antog, at hverken hans Familie eller hans Skibsmandskab havde kunnet mærke Noget paa ham.

I Præmisserne til Overrettens Dom hedder det, at ihvorvel Arrestantens Gjerning synes naturligere at vise hen paa et bestemt Drabsforsæt, som han fra Først af vil have havt, end at være Udførelsen af et Forsæt til alene at lemlæste eller saare Antoine, findes hans Angivende om, at Saadant senere og i Gjerningsøieblikket alene var hans Hensigt, dog, efter hvad der af Sagen fremgaaer om hans Charakteer som en stille, eenfoldig og meget religieus Mand, hvorefter det end ikke staaer som uantageligt, at det virkelig har været, som han siger, for at lette sit Sind, at han opgav fik Mord Forsæt, ikke at kunne forkastes. Overretten fandt derfor, som ogsaa i Underretsdommen antaget, at Forbrydelsen vilde være at henføre under Frdn. 4de Octbr. 1833 § 10, 1ste Membr., og Arrestanten, der er ca. 43 Aar gammel og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, blev derefter anseet med den i L. 6-6-1 foreskrevne Livsstraf. 

Højesteret stadfæstede Overrettens Dom.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1878).

Tyveri. (Efterskrift til Politivennen)

To 15-aars Drenge forlode den 15de August d. s. om Morgenen Kl. 6 deres "Nattelogi" - en Flytteomnibus paa Gammelholm - og drev derefter omkring i Byen, hvor de paa deres Vandring kom til et Sted i Christenbernikovstræde, hvor der boede en Cigarhandler. Her yttrede den ene, Vilhelm, Lyst til at faae en Pibe Tobak, hvortil den anden Harald, svarede, at en Pibe kunde de jo nok skaffe sig. De havde nemlig bemærket, at Gadedøren til Stedet stod aaben, og da Harald var i Bisiddelse af nogle Nøgler gik de ind i Gangen og prøvede paa om han med en af dem kunde aabne den Dør, der fra Gangen førte ind til Tobakshandlerens Boutik. Det lykkedes vel at aabne Døren, men de kunde dog ikke komme ind i Boutiken, da en Disk stod op imod Døren og spærrede den. De rettede nu deres Bestræbelser imod Kiøkkendøren, der ligeledes var aflaaset og indvendig forsynet med en Krog. Harald fik imidlertid med Haanden fat om Dørens udvendige Laaseplade og rykkede saalænge i den, at han fik Krampen, hvori Krogen var anbragt brudt fra. De gik nu ind i Kjøkkenet og saae derfra gjennem en Rude i en Dør, der fra Kiøkkenet førte til et Værelse bag Boutiken, at der i dette Værelse laa et Fruentimmer og sov. De Indskrænkede sig derfor til fra Kiøkkenet at stjæle en Lysestage og en Trepægleflaske, hvilke Ting de strax gik hen og solgte. Den følgende Dag besluttede de samme Drenge at besøge en Kammerat, der boede i Pilestræde. De traf ham ikke hiemme, og gik da op paa Loftet i den Eiendom hvor hun boede, og satte sig til at spille Kort. Medens de vare beskjæftigede hermed, opdagede Harald, at der paa Loftet hang en Frakke, i hvis Lomme han ved nærmere Undersøgelse fandt et Meerskums-Cigarrør. De bleve nu enige om, at Harald skulde stjæle Frakken, medens Vilhelm holdt Vagt paa Trappen, men Harald havde dog ikke Mod til at stjæle Frakken, og indskrænkede sig til at tage Cigaretrøret, som Vilhelm derefter besørgede pantsat for 50 Ø., hvilke de derpaa i Forening forbrugte. Den følgende Nat tilbragte Harald i en Leilighed, som hans Forældre Dagen iforveien var fraflyttet, og da han forlod Leiligheden, medtog han 2 Dørnøgler, som det var hans Agt at sælge, hvad der dog ikke lykkedes ham, da han forinden blev anholdt. Endelig havde samme Dreng en Gang forinden han fyldte sit 15de Aar stjaalet fra sine Forældre en Theaterkikkert som han pantsatte paa assistentshuset. Ved Criminalrettens Dom bleve Drengene ansete, Harald med 25 Rottingslag, og Vilhelm med 20 Rottingslag.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. november 1878).

The Fireburn: Artikel i New York Herald 29de October 1878. (Efterskrift til Politivennen)

Opstanden paa St. Groix. 

New York Herald af 29de Octbr. har modtaget en længere Skrivelse fra St. Thomas, afsendt den 22de Octbr., efterat Correspondenten den 13de s. M. havde foretaget en Udflugt til St. Croix og gjennemstreifet Øen for at overbevise sig om Ulykkens Omfang og Beboernes nuværende Tilstand. Vi give heraf efterstaaende Uddrag.

Ved Ankomsten til Christian sted fandt den amerikanske Correspondent Alt uforandret og roligt. Men saa snart han kom i Nærheden af Frederiksted traf han paa begge Sider afsvedne Sukkermarker og hist og her sorte Mure, der vare Levninger af nedbrændte Hytter og Huse. Den Ødelæggelse, der var anrettet paa Markerne, fandtes dog at være betydelig ringere end formodet. Efter flere Aars Tørke havde St. Croix iaar en saadan Overflødighed af Regn, at Plantageejerne vare utilfredse dermed, men denne Omstændighed har frelst en væsentlig Deel af Høsten, idet Rørene vare grønne og uimodtagelige far Ilden, saa at Negrene end ikke ved at hælde Petroleum derpaa kunde faae Rørene til at brænde i større Omfang. Ilden holdt sig i Reglen til en lille Plet og gik saa ud af sig selv. Kun hvor der fandtes Stykker med ældre, tørre Rør, fandt Ilden tilstrækkelig Næring. I selve Westend (Frederiksted) var der af Hovedgaden næsten kun Gruus og sværtede Muurdele tilbage. Tre Huse vare blevne staaende som ved et Vidunder: Præsten Dubois' Huus, Apotheket og Kjøbmand Musgraves Boutik. Endeel af Befolkningen var klædt i improviserede, meget fattige Costumer, og Nøden var øiensynlig stor,skjøndt Hjælpecomileen i Christiansted og paa Naboøerne gjorde Alt, hvad der stod i dens Magt, for at hjælpe de Mange, der fra forholdsviis gode Kaar vare bragte til Armod.

Som Beviis paa Negrenes Grusomhed og Brutalitet mod deres egne Landsmænd beretter Correspondenten, at Tumultuanterne ved Grove-Plantagen stødte paa en Hob tro Negere, som ikke vilde slutte sig til Oprøret, men tvertimod søgte at frelse, hvad de kunde. De bleve nu, nitten i Tallet, lukkede inde i et Rum, hvor der var Megass-Oplag; der blev hældt Petroleum over Bygningen og det Hele stukket i Brand. Tre eller fire, som det lykkedes at frelse sig ud af Ilden, ligge nu med forfærdelige Brandsaar paa Hospitalet. De Øvriges forkullede Been, som Correspondenten saae, ere Beviser paa Beretningens Sandfærdighed.

Efter den 10de Octbr, da Øen var fuldstændig rolig, er der endnu daglig blevet udsendt smaa Streifpartier for at opfange flygtede og skjulte Negre, af hvilke der til den 18de Octbr. var indbragt henved 300 baade i Christiansted og Frederiksted. Krigsretten havde den 6te ds. dømt 3 Negre til Døden, den 9de atter 3, den 10de og 11te hver Dag 2. Ved Forhørene havde de alle aabent tilstaaet deres Skyld. Den britiske Viceconful havde været tilstede ved Krigsrettens Domfældelser; først havde Dommeren sat sig derimod, men Gouverneuren havde ved særlig Ordre givet Tilladelse dertil. Efter Domfældelsen vare Negrene som Børn; de tilstode Alt og kunde ikke begribe, hvilket Raseri der havde grebet dem. Af Kvinderne blev ingen dømt til Døden. Som et Ulykkestilfælde, der havde vakt megen Beklagelse, omtaler Correspondenten, at en ung Dansk, der havde tjent i den danske Armee og var Fører for en mindre Patrouille, ved Nattetid skjød en ung Mr. Jamiesson, der var gaaet med som Frivillig, gjennem Hjertet. Han og nogle Andre havde fjernet sig fra Gaarden, og da de i høirøstet Samtale vendte tilbage, troede Patrouillens Fører, at det var Negrene, der kom tilbage. Correspondenten omtaler ogsaa Transporten af de indfangne Negre under Frivilliges Bedækning som mindre human, end den burde være, og mener, at der i Ordningen af Arbejderforholdene var Adskilligt, der kunde give Negrene Grund til Misfornøielse, skjøndt Oprøret ganske vist ikke var en Følge af denne Utilfredshed, men et Udbrud, som fremkaldtes ved et Sammenstød af tilfældige Omstændigheder.

Den danske Consul i New Aork, Henry S. Braem, offentliggjør i samme Numer af Herald følgende Opraab: "Saavel officielle som private Telegrammer stemme overeens i Skildringen af de Lidelser og den Nød, som er paaført Øen St. Croix's Beboere ved den sidste Negeropstand. Baade medfølende Danske og Andre, der nære Interesse for Øen, underrettes herved om, at jeg med Glæde skal modtage enhver Gave og indsende den til den danske Gouverneur paa Øerne. Det danske Consulat i New Broadway 52, den 28de October."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. november 1878).

Det fremgår af den fulde artikel at Berlingskes uddrag er stærkt tendentiøst. Artiklen er langt mere afbalanceret. Det nedenstående uddrag om de hvides brutalitet er end ikke omtalt i Berlingskes uddrag:

Cruelty of the whites.

The conduct of some of the white peple toward the negroes would seem to indicate that human nature is much the same whatever the color of the skin, and that when once the worser passions are aroused all the effects of our boasted civilization have given us no advantage over the savage. On my way to West End I met several bands of prisoners on their way to town under the escort of soldiers or volunteers. The Negroes were tied to carts, and though some f them were in the last stages of exhaustion they were draggede without the slightest consideration for their condition. Some were bleeding from severe cuts inflicted by volunteers who, in their search for the fugitives, have acted in many cases like fiends. Blows with their cutlasses and pistol shots were ruthlessly and uselessly inflicted on the defenseless prisoners as they marched along. One case of cruelty is reported which, but for its being well authenticated, would be impossible to believe. It is to be officially investigated, and so I withhold for the present the name of the guilty party. A manager on one of the estates was helped by one of the negro overseers fr two days, the negro assisting in saving many things. The third night, when things were comparatively quiet, he went off, and on appearing the next morning was taken to task by the manager for his absence. He explained that he had gone to see if any of his private property had been saved.

"You lie," was the reply from the managere; "you went off to steal; you are as bad as the others."

"Why, Massa," the negro replied, "aint I helped you and been with you all the time?"

A torrent of abuse and the question: "Why should I not put an ounce of lead in you?" was the manager's answer.

"No, massa, you don't dare do that, for I ain't done nothing."

"Don't dare?" cried the then infuriated manager. "Well, take that!" and suiting the action to the word he shot the man through the head. A more cold blooded, diabolic murder could not be imagined.

Og videre om den i Berlingske meget kort omtalte "misfornøjelse" med forholdene stod i artiklen:

Good reasons for dissatisfaction on the part of the negroes existed, and yet none which were of sufficient importance to excite them to the fearful outrages which were perpetrated, and so the affair seems a mystery. I think the truth lies in the fact that no such outbreak as occurred was premeditated. As before stated, the laborers had come in to West End seeking new contracts or intending to leave the island. Becoming excited while discussing their wrongs among themselves, many of them drinking a god deal of rum, the first attack on the police, as described in a previous letter, occurred, whence the negroes obtained an exaggerated idea of their power, and so went on from step to step until a regular insurrection, with its accompaniments of murder and destruction of property, resulted.

At the bottom of all lay the dissatisfaction of the laborer with the Labor act, combined with the establishment of the Central Factory and the permission given to the factory to employ labor on other terms than those prescribed by the act. ...

Another great objection was a system of punishment by fines. A negro committing some fault would be fined, and it is to be feared that this was often done most arbitrarily. True, the estate laborer had his rations and garden with free house, but they looked upon this as a remnant of slavery. ...

To this may be added the fact, now proved, that when the nefroes demanded their passports they were told they must deposit about $ 5. Of course they refused. Still the affair could have been nipped in the bud had it not been for the terrible mistake of leaving West End without protection. ...

(New York Herald 29. oktober 1878, side 5)

Arbejderboliger på plantagen Annaly. Uden Årstal. Det Kongelige Bibliotek. Materialet er muligvis beskyttet af ophavsret.

The Fireburn: Detaljerede Nyheder i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Få dage efter Fireburn-opstandens udbrud ankom der meget korte telegrammer til aviser i Danmark. Senere også korte notitser fra udenlandske aviser, fx Cuba og USA. Detaljer fremkom først med nedenstående artikel:

Negeropstanden paa St. Croix

Med den idag indtrufne Post fra St. Thomas have vi omsider igjennem Breve og Blade modtaget omfattende og nøiagtige Oplysninger om den Opstand, som den 1ste October og følgende Dage har hærget den frugtbareste af de dansk-vestindiske Øer. De Meddelelser, der komme directe fra Oprørets Skueplads, St. Croix, vidne kun altfor tydeligt om Ulykkens Omfang, om de store materielle Tab, der ne paaførte Øens Plantageeier og Kjøbmænd, samt de Lidelser, en stor Deel af den hvide Befolkning har været udsat for. Vi give efterstaaende først en Fremstilling af Opstandens Enkeltheder efter "St. Thomæ Tidende" af 5te og 9de ds., "St. Croix Avis" af 5te og St. Thomas Commercial and Shipping Gazelle af 9de ds,, dernæst en kort Meddelelse om de officielle Actstykker, der er udstedte af Gouverneur Garde i Anledning af Opstanden, og endelig en Beretning om Tilstanden paa St Croix ved Postens Afgang den 9de ds. og om Foranstaltningerne til de Nødlidendes Understøttelse paa St. Thomas, hvortil der slutter sig en Correspondance fra St. Thomas.

Arbejdere på St. Croix. Uden Årstal. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

"St. Thomæ Tid." af 5te og 9de ds. giver følgende Fremstilling af Opstandens Oprindelse og Udvikling. Den 1ste Octbr. (Tirsdag) flokkedes Arbejderne i stort Antal baade i Christiansted og i Frederikssted i Anledning af Arbeidscontracternes Fornyelse. I Christian sted gik det nogenledes roligt af. I Frederikssted havde mange Negre drukket sig fulde. De begyndte paa Optøier, saa at Politiet maatte lægge sig imellem og arrestere en Person Dette var Tegnet til et Angreb paa Politiet, der maatte søge Tilflugt i det forhenværende Fort. Negrene og en Pøbelsværm fulgte efter og nedbrød den ydre Port, hvorimod det ikke lykkedes dem at trænge igjennem den indre Port. Hele Natten igjennem maatte det lidet mandstærke Politi udholde den rasende Hobs Angreb. Da Politiet havde været nødt til at fyre paa Oprørerne, begyndte disse en almindelig Plyndring af Byen. Oplag og Pakhuse bleve opbrudte, Varerne kostede omkring paa Gaden; kort Tid efter stode alle Oplagssteder og Vaaningshuse i Bay Street i Flammer, hvorved en Tredjedel af Byen lagdes i Aske. Der strømmede stadig flere og flere Oprørere til, og en sand Tørst efter Ødelæggelse syntes nu at gribe Banderne. En Deel af dem drog ud pa Landet, nedbrændende Plantagerne til Høire og til Venstre af Hovedvejen. Politichefen havde imidlertid telegrapheret til Christiansted om militair Hjælp. Lieutenant Ostermann ilede til med 27 Mand og indtraf den 2den October om Formiddagen til Frederiksted. To af hans Folk havde han ladet blive tilbage ved Plantagen Carlton for at bevogte en Vogn, og disse bleve opdagede af Oprørerne, myrdede og deres Lig i gruelig lemlæstet Tilstand kastede ud paa Landvejen. Lieutenant Ostermann rensede imidlertid strax Byen for Oprørerne og befriede Politiet i Fortet. Ved denne Leilighed bleve 9 Negre skudte. "St. Th. T." roser Lieutenanten for den Dygtighed, hvormed han forcerede Marchen gjennem Landet og undsatte den ængstede By. 

Størstedelen af Tumultuanterne vare imidlertid dragne ud paa Landet for at brænde og plyndre. Gouverneur Garde var den 2den om Eftermiddage Kl. 5 ombord paa Damperen "Arno" (som tilligemed Damperen "Desirade" af d'Hrr. Lucchelti og Stevens, den franske og engelske Consul, beredvillig vare stillede til Regjeringens Disposition) indtruffen til Christiansted, hvor han kort efter udstedte en offentlig Bekjendtgjørelse, hvorved Øen erklæredes i Beleiringstilstand. 50 Mand under Commando af Capitain, Baron Eggers vare i forceret Marche dragne til Kingshill uden at træffe Insurgenterne, hvorimod de den næste (Torsdags) Morgen stødte paa en Bande ved Annashope. I tidligere Beretninger er Sagen refereret, som om der ved "Annashope" havde staaet en Kamp, hvor ca. 200 Negre faldt. Dette viser sig at være urigtigt. Ved Militairets Fremrykning greb Negrene strax Flugten uden videre Modstand; der faldt talt 8 Mand. Ved et senere Sammenstød ved Plantagen "Work and Rest" bleve 4 Negre skudte. Hovedkampen, saavidt der kan tales om en saadan, stod ved Carlton Plantagen (hvor de to Soldater vare blevne myrdede). Her satte Negrene sig til Modværge, 18 af dem bleve skudte, en større Mængde tagen tilfange.

Damperen "Desirade" havde forladt St. Thomas den 3die om Morgenen for at bringe Hjælp til Flygtende, der vilde forlade Øen; den 5te vendte den tilbage med en Mængde Familier til St. Thomas. Om nogen activ Deltagelse fra de fremmede Krigsskibes Side (1 fransk og 1 engelsk Orlogsmand) i Opstandens Undertrykkelse meddele de locale Blade Intet. Den 4de kunde man allerede betragte Opstanden som undertrykt og den lovlige Orden nogenlunde gjenoprettet, men en stor Deel af Oprørerne havde trukket sig tilbage til Øens Nordvestside, og herfra saaes endnu den 5te Ildebrand, der dog kun hidrørte fra nogle Økonomibygninger. Imidlertid var Ængstelsen paa Øen blandt de Hvide uformindsket. Til Tropperne havde endeel Frivillige og flygtede Plantere samt Værkførere sluttet sig; de vare alle forsynede med Vaaben og droge ud i forskjellige Hold for at rense Øen. Daglig indbragtes der til Fortet i Fredriksted Fanger, hvis Antal den 8de ds. beløb sig til 150. Dette Tal synes i Depecher og Breve at være blevet forvexlet med Antallet af de Døde, thi Tallet af de faldne Negre synes efter de locale Beretninger ikke at overskride 60-70. En Baad med 17-18 flygtende Negere, deriblandt Kvinder og Børn, var den 6te indtruffet til den lille engelske Ø Tortola, af hvis Myndigheder de strax bleve arresterede, skjøndt de paastode at være flygtede for Oprørerne. En Retsperson blev sendt fra Antigua for at undersøge deres Forhold.

Af et Brev fra St. Croix af 5te ds. sees det, at Ængstelsen i Byen endnu var uformindsket. Vagtposter vare udstillede ved alle Adgange til Fredriksted, og Patrouiller gik Dag og Nat i Gaderne. I Fortet havde 40 huusvilde Familier søgt Ly, langt flere fandtes udenfor. Der indbragtes endnu bestandig Fanger fra Øens Nordside. Tre af Hovedanførerne bleve den 5te skudte efter Krigsretsdom i Fortets Forgaard. Over de andre Fanger begyndte man samme Dag at holde Forhør. Det Mærkelige er, at de fleste Negre kaldte sig "Capitain": det synes at have været et Slags organiseret Bande, hvor Alle vore Befalingsmænd. En Neger, som blev paagreben paa en af de nordlige Plantager, kaldte sig "Capitain Lewis" og vedgik at have nedbrændt ikke mindre end ni Plantager. Endnu den 8de October afgik en ny Afdeling Frivillige fra Frederiksted for at undersøge Landet.

Tabet af Eiendomme har været forfærdeligt. Vi meddele efterstaaende efter "St. Th. T." Fortegnelsen over de 52 nedbrændte Plantager:

Mt. Pellier (Værkerne og Vaaningshusene), Morning Star (do. do.), Concordia (do. do.), Windsor (ene Vaaningshuset), Glynn (Bestyrerens Vaaningshuus, Værkerne frelste), Glynn, Fe'ty Station, Lebanon Hill, Mou Bijou, Mt. Pleasant, Rust- op Twist, La Balle, Slob, Fredensborg, Clifton Hill, Barren Spot, Strawberry Hill, Diamond & Ruby, Castle Coakley, Peters Rest, Work & Rest, Blessing, Anguilla, Mannings Bay, Envy, Negro Bay (Vaaningshuset), Golden Grove, Paradise, Adventure. Mt. Pleasant and Plessens, Bettys Hope, Enfield Green, Williams Delight, Hogensberg, St. Georges, Allendale (Vaaningshuset). Castle, Upper Love, Lowes Love, Bethlehem, River, Big Fountain, Annaly, Concordia, W. End, Wheel of Fortune, Whim, Two Williams, Mt. Victory, La Grange, Diamond, Carlton, Punch, Jealousy.

Som frelste Plantager navngives: Constitutional Hill, Annas Hope, Rattan, The two Princesses, St. Johns, Judiths Fancy, Plessen, Bonne Esperance, Marys Fancy, Orange Grove, Beestre Hill, Hope, Jerusalem og flere paa Nordvestsiden samt Fællesfactoriet, ialt henved 20 frelste og 52 ødelagte Eiendomme. Oprørerne synes særlig at have lagt Bind paa at odelægge Økonomibygningerne, Arbeidsredskabeme osv., mm ogsaa de fleste Beboelseshuse ere nedbrændte. "St. Croix Avis" af 5te yttrer: "Da to Tredjedele af Øens Plantager og Driftsbygninger er ødelagte, er det vanskeligt at se, hvorledes en iforveien fattig Coloni skal overleve dette Stød. Øen har imidlertid udholdt en Række af Somre med Misvæxt, haarde nok til at ødelægge enhver Coloni, og det vil maaskee ogsaa lykkes den at faae Bugt med denne nye Calamitet, men foreløbig maa Stillingen synes aaagodtsom haabløst." Bladet bemærker dernæst, at det nu nærmest gjælder om at faae Arbejdet gjenoptaget og opfordrer derfor til at lade alle Raab efter Hævn og alle Denunciationer fare for at gjenoprette et taaleligt Frhold til Arbeiderne. "De forfærdelige personlige Lidelser og Tab," tilføier Bladet, "vise os en meget mørk Fremtid ; men det er ikke umuligt, at Landet kan gjenopblomstre, naar man møder Ulykken med kloge Forholdsregler."

Om Fælleskogeriet erfares Følgende: Hovedfabriken er fuldstændig uberørt, ligesaa samtlige Stationer, med Undtagelse af Stationen ved Glynn, som er afbrændt, men da hele Maskineriet er ubeskadiget, og ingen Dele deraf smeltede, vil der kun blive Tale om Opførelsen af nyt Underlag, samt Portnerhuset og Vagten ved Stationen Peter's Rest. At Kogerierne er slupne saa godt, maa nærmest tilskrives den Omstændighed, at det især var paa Vestenden af Øen, at Oprøret rasede, men dog ogsaa, at Negrene i det Hele taget betragte Anlæget med venlige Øine, saa at der fandt en ivrig Debat Sted imellem dem, forinden der blev sat Ild paa Glynn Station, og at Hoben endog deelte sig i to Dele, da de ikke kunde blive enige, og Udtryk som "the factory is with us", hørtes fra den Side, som ikke vilde deeltage i Ildspaasættelsen.

De af Gouverneur Garde under Opstanden udstedte Proklamationer ere følgende:

1) "Bekjendtgjørelse. I Betragtning af den Oprørstilstand, der nu hersker paa Øen St. Croix, erklærer undertegnede Gouverneur herved i Henhold til Coloniallovens § 12 nævnte Ø i Belejringstilstand. Som Følge heraf opfordres alle velsindede Borgere til at understøtte den lovlige Øvrighed og at henvende sig til Præsidenten i Christiansted eller Politimesteren i Frederikssted. Enhver, der findes væbnet i den Hensigt at modsætte sig den lovlige Øvrighed, udsætter sig for at blive skudt paa Stedet. I Gader og paa alfar Vei maa der ikke samles over tre Personer. Regjeringen for de dansk-vestindiske Øer, den 2den October 1878. August Garde."

2) Proclamation: Da Størstedelen af de insurrectionelle Bander nu er adsplittet og betvungen ved Vaabenmagt, anordnes herved: Alle landarbejdere skulle blive paa de Plantager, hvor de have Tjeneste. De, som have skjult sig i Rørene eller i Kratskoven (iu lire duskes), skulle vende tilbage til Plantagen, da de ellers, hvis man finder dem i Skjul, udsætte sig for at blive behandlede som Deeltagere i Opstanden. Arbeidere, som i lovligt Ærinde forlade en Plantage, maae være forsynede med et Bevis fra Eieren eller Bestyreren; i modsat Fald blive de arresterede og holdte i Fængsel, indtil de kunne dokumentere sig. Den 5te Octbr. August Garde.

3) 3. A. Garde, Kmhr. Cmd. og R. af Dbr., Gouverneur over de dansk-vestindiske Øer bekjendtgjør: Da Øen den 2den ds. som Følge af en udbrudt Opstand har maattet erklæres i Belejringstilstand, og da Opstanden endnu vedvarer, ledsaget af Mordbrænderi, Mord, voldelige Overfald og Plyndring; da endvidere et stort Antal Personer stadig paagribes og bringes ind som grebne paa fersk Gjerning eller som mistænkte for Deeltagelse i Oprøret; da fremdeles de saaledes forøvede Forbrydelser ikke kunne undergives de sædvanlige Domstoles Behandling, har jeg i Kraft af den mig under saadanne Forhold efter Coloniallovens § 12 overdragne uindskrænkede Myndighed, besluttet at udnævne en overordentlig Krigsret for at undersøge og paadømme alle de Forbrydelser og Lovovertrædelser. som under Opstanden forøves af Tumultuanter, Fredsforstyrrere og alle andre Deeltagere Insurrektionen eller de Ulykker, som Opstanden har fremkaldt. Til Medlemmer af denne Krigsret, som alt efter Omstændighederne kan samles i Christianssted, Frederikssted eller et andet Punkt paa Øen, hvor den selv finder det passende, udnævner jeg: Overdommer, Justitsraad Ph. P. Rosenstand som Formand, Justitsraad Politimester A. Forsberg, Cmd. af Dbr. og Dbm , samt Politimesteren i Frederiksted eller Christiansted Jurisdiktion, alt eftersom Krigsretten bliver holdt i den ene eller den anden Jurisdiktion. Krigsretten skal kun lade sig lede af saadanne Procesformer og Regler, som i hvert Tilfælde udkræves, for at give Dommerne Overbeviisning om den Anklagedes Skyld, saaledes som de kunne forsvare det for Gud og deres Samvittighed. Krigsretten idømmer ingen anden Straf end Døden. Naar en Anklaget skjønnes ikke at have fortjent denne Straf, skal Sagen forbeholdes til Undersøgelse og Behandling ved en anden Domstol. Reg. for de dansk-vestindiske Øer. St. Croix den 5te October. Aug. Garde."

Paa St. Thomas vakte Efterretningen om Opstanden den 2den ds. stærk Bevægelse. Colonialraadet afholdt strax et Møde for lukkede Døre for at vedtage en af Øens ansete Kjøbmænd og andre Beboere undertegnet Opfordring til Myndighederne om at tage under Overvejelse, hvilke Sikkerhedsforholdsregler der burde træffes til Samfundets Betryggelse. Flere Comiteer have dannet sig for at komme de Nødlidende fra St Croix til Hjælp. En Dame-Comitee (undertegnet af Fruerne Garde, P. M. Andersen, J. Eschenagucia, Hastings og Ridgway saml Frøkenerne Fidanque og E. Newton) opfordrer den 9de ds. til Bidrag i Penge, Levnetsmidler og Klæder til de Flygtninge, der opholde sig i St. Thomas. Fra den katholske Kirkes Forstander, B. Willens er der udstedt en Opfordring til at yde Bidrag, ligesom der i Colonialbanken er fremlagt et Opraab, undertegnet Guft. O. Gyllich og Peter A. Cameron, om Bidrag til de Nødlidende i Frederiksted. Ifølge "St. Thoma Tidende" af 9de ds. var der den nævnte Dag allerede indkommet tre tusinde Dollars i St. Thomas til de ovenfor nævnte Comiteer, og enkelte af Beboerne havde bidraget meget betydelige Summer. Eieren af "Spanish Hotel", Mr. Pio Torres, havde tilbudt sin Bolig og frit Bord for saa mange Flygtninge fra St. Croix, som han kunde huse.

Vi supplere foranstaaende Meddelelse endnu med følgende Brev fra St. Thomas, den 9de October:

Siden forrige Posts Afgang ere ganske vist Gemytterne med Hensyn til Oprøret paa St. Croix blevne roligere, og de under lignende Tilfaldt sædvanlige Overdrivelser berigtigede, men Ulykken er stor nok og vil i alt Fald være meget vanskelig at oprette. Alt er nu roligt, Arbeidet paa de frelste Plantager er gjenoptaget, Krigsretten i fald Gang med at dømme de mangfoldige Fanger, hvoraf nogle allerede have bødet med Livet, og de tiloversblevne Oprørere flygtede til Nordvestkanten af Øen, hvor der nu gjøres Jagt paa dem. Men den pecuniaire Ulykke kan ikke formindskes, en Trediedeel, og det den værdifuldeste Deel, af Frederikssted er nedbrændt, deriblandt saa godt som alle Forretningslokalerne og Varelagerne, og i den øvrige Deel af Øen circa 60 Plantager mere eller mindre ødelagte. Paa nogle af disse ere kun Fabrikerne, paa andre kun Vaaningshusene brændte, men Rørstykkerne synes de at have skaanet. Paa mange Plantager, deriblandt Work and Rest have Negerne forsaavidt været trofaste, som de have reddet Vedkommendes Indbo samt paa mange Steder frelst Eierne fra Oprørernes Overlast, og det er naturligviis hovedsagelig de fremmede Barbados- og Antigua-Negere, som have foranstaltet Oprøret. En af de vigtigste Ledere, som er bleven skudt, skal være en Slægtning af den bekjendte Anfører Bordeaux fra 1848. Factoriets Hovedbygninger ere ikke brændte; derimod skal dette være Tilfældet med Saftstationerne (til Kogerierne) ved "GIynn" og "Fairplay". Overhovedet er det indlysende nu. at den eneste Redning for Øen vil være at bygge et andet Factori paa Vestenden samt at bringe det gamle i Orden igjen, og Hjælpen hertil maa nødvendigviis komme fra Danmark. Fremfor Alt maae vi, hvis der overhovedet kan vare Tale om en Fremtid for Øen, haabe paa en ganske anden Beskyttelse, end den, der hidindtil er bleven den tildeel. For Resten troer jeg, at Indbyggerne for en stor Deel selv ere Skyld i Militairets Afskaffelse og andre ulykkelige besparende Reformer. Gouverneuren har ingen Hjælp modtaget af de fremmede Orlogsmand, men Ulykken var ogsaa skeet, inden den kunde afværges, og de forskjellige Plantager bleve stukne i Brand samtidigt af forskjellige Hobe rundt om i Landet, saa at selv en større Styrke ikke vilde have været istand til at forhindre det. Ulykken ligger i, at der ikke findes Militair i Frederiksted, hvor Optøjerne begyndte. Gouverneur Garde har gjort sit Bedste og gjort det godt. Mange vel havende Familier og overhovedet de fleste Vestindien ere blevne pludselig hjælpeløse, og Elendigheden er i det Hele stor."

- - -

Af en til Finansministeriet idag indkommen Rapport fra Gouverneur Garde af 8de ds., som formeentlig senere vil komme til at foreligge Offentligheden, see vi os istand til at meddele følgende Hovedpunkter: Det er lykkedes Gouverneuren med Militairet og Frivillige fra Øen at dæmpe Oprøret uden at benytte den ham fra et fransk og et engelsk Krigsskib saavelsom fra Generalcapitainen paa Portorico tilbudte Hjælp. Antallet af de afbrændte Plantager er 74 og af de reddede 24. I Frederikssted er omtrent Tredjedelen af dens Omraade totalt nedbrændt, men derimod antages de brændte Bygninger at repræsentere Halvdelen af Værdien af Byens samtlige Bygninger, hvorhos betydelige Vareoplag i de afbrændte Boutiker og Pakhuse ere tilintetgjort.

Noget Overslag over Værditabet i Byen foreligger ikke, hvorimod det for Plantagernes Vedkommende antages, at der af Produkter, som havdes paa Oplag, er tilintetgjort for en Værdi af omtr. 150,000 $. Den ved Ildepaasættelse paa Plantagerne foraarsagede Skade antages for Sukkerværkernes Vedkommende gjennemsnitsviis at kunne anslaaes til omtrent 4000 Doll. for hver Plantage, hvortil kommer Værdien af Vaaningshuse og Forvalterboliger med deres Indhold paa samtlige brændte Plantager. Af Negerbyerne ere ingen brændte, og Ildspaasættelse paa Sukkermarkerne er vel flere Steder forsøgt, men antages dog ikke i det Hele at have medført stor ødelæggelse. Ved Ildspaasættelserne skulle Oprørerne være gaaede meget planmæssigt frem med Anvendelse af Rom og Petroleum, og de have i Reglen givet de hvide Beboere Advarsel om at forføie sig bort inden Ildspaasættelsen.

Endelig bekræftes det, at der, foruden de 2 i det første Sammenstød dræbte Soldater og Planteren Fontaine, ingen Hvide ere blevne ombragte.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. oktober 1878).