Albertine Wiertz. (Efterskrift til Politivennen).

Albertine Wiertz blev født 18. december 1823. I 1834 boede hun sammen med moderen Karen Marie Nielsen (der muligvis nu var enke) i Prinsensgade og ernærede de 4 døtre med vask. I 1841 blev hun dømt for lommetyveri og ulovlig omgang med hittegods til 60 dages fængsel på sædvanlig fangekost. 1847 blev hun frifundet for anklage om lommetyveri, men dømt for ulovlig omgang med hittegods til 6 gange 5 dages fængsel på vand og brød, 1848 dømt for løsgængeri: 3 gange 5 dages fængsel på vand og brød. 1849 dømt for løsgængeri til 4 gange 5 dages fængsel på vand og brød. Hun blev gift 1851 med Johan Valentin (1827-?). 1850-1869 anholdt adskillige gange, men pga. benægtelse ofte frifundet. 

10. august 1869 blev hun grebet i lommetyveri. Hun boede da på Christianshavn og var da almindelig kendt som lommetyv. Hun forsøgte efter sædvane at benægte alt, men da beviserne var mange, tilstod hun en række tyverier fra 3 mark til 5 rigsdaler. Hendes mand anede tilsyneladende intet om det, ligesom deres 3 børn (i 1869 en datter på 19 og 2 yngre sønner). 

EN farlig Lommetyv. Kriminal- og Politiretten afsagde i Lørdags Dom i en Sag mod en af Kjøbenhavns farligste og snedigste Lommetyve, Arrestantinden Albertine Würtz, der som mistænkt i denne Anledning ofte har været arresteret, uden at det hidtil har lykkedes at faa hende straffet for en Mængde af hende i en Række af Aar begaaede Lommetyverier. Da Arrestantinden Tirsdagen den 10de August f. A. var i Torvegade for at se paa Indtogsfesten, traf hun paa et hende ubekjendt, bondeklædt Fruentimmer, med hvem hun for at faa Leilighed til at bestjæle hende indlod sig i Samtale, idet hun ytrede: "Folk trykke paa min Paraply, men trykke ikke paa Deres", hvorpaa hun stak Hovedet ind under Fruentimrets Paraply. Arrestantinden vedblev nu at følge med Fruentimret, trængte sig tæt op til hende og søgte paa Grund af den stærke Trængsel at bortlede hendes Opmærksomhed, hvorhos hun famlede ved hendes Kjole for at komme ned i hendes Lomme. To Politibetjente, der i længere Tid Hemmelig havde iagttaget Arrestantinden og dennes mistænkelige Bevægelser, sprang nu til, just som hendes venstre Haand var indviklet i det fremmede Fruentimmers Kjolefolder ved Lommen, og anholdt hende. Fredagen forinden, den 6te August, mødte Arrestantinden paa Hjørnet af Dronningens Tværgade en hende ligeledes ubekjendt Tjenestepige, med hvem hun ogsaa uden mindste Anledning indlod sig i Passiar. Medens hun afvendte Pigens Opmærksomhed ved uafbrudt at tale til hende, fik hun Leilighed til at stikke sin Haand ned i Pigens Lomme og ud af denne at stjæle en Sølvdaler. Arrestantinden, der allerede i flere Aar paa en planmæssig Maade havde begaaet en Mængde saadanne Lommetyverier, fulgte under Forhøret i Begyndelsen sit gamle Princip at negte og fremkom med forskjellige vaklende og modsigende Forklaringer. Efterat hun omsider havde tilstaaet de to foranførte Forbrydelser, bleve de mange tidligere Sager, hvori hun som mistænkt for Lommetyverier havde været arresteret, men som af Mangel paa Bevis formedelst hendes halsstarrige og vedholdende Benegtelse bleve hævede, uden at der blev anlagt Sag imod hende, paany fremdragne. Hun gik nu endelig ogsaa til Bekjendelse om de tidligere af hende forøvede Lommetyverier, og under den fortsatte Undersøgelse blev det bl. A. oplyst, at Arrestantinden omtrent siden 1841 havde gjort sig skyldig i mindst ca. 60 dels forsøgte, dels fuldbyrdede Lommetyverier, uden at hun dog bestemt har kunnet opgive enten disses Antal eller Betydet af de stjaalne Pengesummer. Saaledes havde hun bl. A. ifølge sin Tilstaaelse i Aaret 1858 stjaalet 100 Rd. af Lommen paa en Pige, der var kommen herover fra Fyen med sin Arvepart og skulde giftes, medens den Bestjaalne paastod at have ved den omhandlede Leilighed mistet 155 Rd. Lommetyverierne udførte Arrestantinden stedse paa samme Maade, nemlig saaledes, at hun gav sig i Kast med de Vedkommende - altid Fruentimmer - , og naar det var lykkedes hende at aflede deres Opmærksomhed fra, hvad der passerede, stak hun sin Haand ned i deres Kiolelommer og udtog af disse enten Penge eller Portemonnaier med saadanne. Ifølge Justitsministeriets Resolution af 6te December f. A. var Arrestantinden, der bl. A. har været straffet med 30 Dages Fængsel paa Vand og Brød, ogsaa sat under Tittale for de af hende for over 10 Aar siden begaaede Tyverier, og hun blev nu i Medfør af Straffelovens § 64 efter § 288, jvfr. § 46, idymt 2 Aars Forbedringshusarbeide.

(Dags-Telegraphen (København) 8. februar 1870)

I 1872 blev hun idømt 2½ års forbedringshusarbejde ved kriminal- og politiretten. I august 1879 med 3 års tugthusarbejde.

Nr. 230. Mandagen den 1ste December.

Advocat Levinsen

contra

Albertine Wiertz eller Wirtz, Valentins Enke (Defensor Bagger),

der tiltales for Tyveri.

Criminal- og Politirettens Dom af 23de August 1879: "Arrestantinden Albertine Wiertz eller Wirtz, Valentins Enke, bør straffes med Tugthusarbeide i 3 Aar samt betale Actionens Omkostninger, derunder Salairer til Actor og Defensor, Procuratorerne Christensen og Tvermoes 20 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde, og idet de Høiesteret forelagte nye Oplysninger ikke kunne føre til et andet Resultat end det i Dommen antagne, kjendes for Ret:

Criminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Advocat Levinsen og Høiesteretssagfører Bagger 40 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Arrestantinden Albertine Wiertz eller Wirtz, Valentins Enke, tiltales under nærværende Sag for Tyveri.

Den 26de April d. A. omtrent Kl. 11 anmeldte Arbeidsmand Hansens Hustru Karen Sophie Sørensen paa 2den Politistation, at der kort forinden var paa Gaden stjaalet ud af hendes Kjolelomme en Portemonnaie, indeholdende ca. 6 Kr., bestaaende af 2 dobbelte Kronestykker, et Kronestykke og mindre Mønter, og henledte hun Mistanken for at have begaaet dette Tyveri paa et Fruentimmer, af hvilket hun gav en Beskrivelse, som passede paa Arrestantinden, der var Politiet bekjendt som en oftere for Lommetyveri straffet Person. Ved den derpaa fulgte Anholdelse af Arrestantinden, der blev truffen i sit Hjem i Eiendommen Nr. 15 i Korsgaden, fandtes liggende paa en Kjøkkenhylde dersteds, en Portemonnaie, hvori der laa 2 dobbelte Kronestykker, 1 Kronestykke og 61 Øre.

Arbeidsmand Hansens Hustru har, idet hun bestemt har gjenkjendt fornævnte Portemonnaie som den hende med Indhold af Penge tilhørende og frastjaalne samt Arrestantinden som den af hende mistænkte Person, afgivet en Forklaring, der gaaer ud paa Følgende:

Da hun den ovennævnte Dag, faa Minutter efterat hun i en Boutik paa Kjøbmagergade havde lagt Portemonnaien med deri værende Penge i en udenpaa hendes Kjole paa hoire Side anbragt Lomme, gik gjennem Klareboderne og ved at passere et Sted i denne Gade, hvor der i Stueetagen var Udsalg af Straahatte, saa paa de i et Vindue udstillede Hatte, blev hun tiltalt af Arrestantinden med en Yttring om, at man dersteds kunde kjøbe billige Straahatte. Idet hun som Følge heraf standsede, stillede Arrestantinden sig hen ved hendes heire Side, omtalte først nogle af de nederst i Vinduet liggende Hatte som ikke passende for en ældre Kone, og henledte derpaa hendes Opmærksomhed paa nogle Hatte, der hang høiere oppe i Vinduet, som passende for hende. Hun kom derved til at see iveiret, hvorpaa Arrestantinden i rask Gang gik hen imod Kjøbmagergade, medens hun selv gik ned i en Boutik paa Hjørnet af Klareboderne og Springgade, hvor hun, idet hun vilde tage Portemonnaien op af Lommen, savnede den. Hun er vis paa, at hun i den Tid af ikke 10 Minutter, der hengik efter at hun havde lagt Portemonnaien i sin Lomme og til hun savnede den, ikke kan have tabt den, eftersom der ikke var noget Hul i Lommen, Portemonnaien laa i samme under hendes Lommetørklæde, hun selv ikke har havt Haanden i Lommen i den Tid, og endelig en lille Flaske, der samtidig laa i Lommen, endnu fandtes der, da Portemonnaien savnedes.

Hun har derhos erklæret, at Arrestantindens Forhold ved som anført at stille sig hen paa Siden af hende og indlade sig i Samtale med hende allerede strax vakte hendes Mistanke, men at hun dengang, glemmende at hun havde Penge hos sig, slog sig til Ro med, at hun ikke var i Besiddelse af Noget, der kunde stjæles, samt at hun er forvisset om, at Arrestantinden har benyttet det Øieblik, da hun fik hende til at see iveiret til at stjæle Portemonnaien ud af hendes Lomme. Hendes saaledes afgivne Forklaring har hun bekræftet med Ed og hendes tidligere Besiddelse af den omtalte Portemonnaie er bevidnet af hendes Broderdatter Alma Nielsen, der har gjenkjendt den som en, der tilhørte Hansens Hustru og, efter hvad hun veed, var denne foræret af hendes Mand, ligesom denne Sidste, Arbeidsmand Niels Hansen, har under Ed forklaret, at han gjenkjendte den som en, han har kjøbt og foræret sin Hustru, og endelig deres 8½-aarige Barn Karen Marie Hansen har gjenkjendt denne Portemonnaie som en, hun ofte havde baaret for sin Moder, naar hun var i Byen med denne.

Arrestantinden, der har nægtet at have stjaalet den heromtalte Portemonnaie med deri værende Penge, har om sin Besiddelse af disse Gjenstande afgivet følgende Forklaring:

Hun var den nævnte Dag gaaet fra sit Hjem i Korsgade for paa Vaisenhusapotheket at kjøbe en Salve, hun bruger for et sygt Ben, da hun, ankommen omtrent Kl. 11 til Hjørnet af Kjøbmagergade og Klareboderne, saa en Dame tabe denne Portemonnaie. Hun tog den da op og fulgte Damen gjennem Klareboderne til Montergade for at levere hende Portemonnaien tilbage, ifald hun skulde savne den, men da dette ikke var skeet, da hun naaede til Møntergade, eller som hun i 'et senere Forhør har forklaret da hun her tabte Damen af Sigte, gik hun tilbage til Kjøbmagergade og derfra uden at gaae ind paa Vaisenhusapotheket til sit Hjem i den Hensigt at aflevere Portemonnaien med deriværende Penge til Politiet, naar hun samme Dags Aften gik til Garnisonssygehuset, hvor hun dengang havde Tjeneste som Vaagekone. Hun vil ikke have afleveret Portemonnaien til den Dame, hun saa tabe den, fordi det forekom hende ikke at gaae an at tiltale denne paa Gaden, heller ikke have afleveret den med det Samme paa den i umiddelbar Nærhed af Montergade værende 2den Politistation, fordi hendes Ben smertede hende, og endelig ikke have udrettet det Erinde paa nævnte Apothek, i hvilket hun var gaaet fra Nørrebro til faa Skridt fra samme, af den Grund, at det pludselig faldt hende ind, at der paa den Tid af Dagen var saa mange Kunder tilstede paa dette Apothek, at hun foretrak at kjøbe Salven dersteds om Aftenen. Forøvrigt har hun erkjendt at have under dette sit Ophold i Klareboderne talt med en Dame udenfor det føromhandlede Straahatteudsalg om, at man dersteds kunde kjøbe billige Straahatte, men hun har erklæret, at Arbeidsmand Hansens Hustru hverken er den Dame, hun saa tabe Portemonnaien, eller den Dame, med hvem hun talte udenfor Hatteudsalget.

Til Kjøbenhavns Politi er ingen Anmeldelse gjort om, at der den 26de April d. A. skulde heri Staden være tabt en Portemonnaie.

Ved den dels ved Arrestantindens Anholdelse i Sagen dels Dagen efter foretagne Visitation i hendes Hjem fandtes sammesteds foruden den hidtil omtalte Portemonnaie en hæklet Pengepung og en med Perler broderet Portemonnaie, med Hensyn til hvilken Arrestantinden har forklaret, at hun har kjøbt Pungen, og at Portemonnaien er hende af en ubekjendt Sømand, for hvem hun havde vasket, givet i Betaling for et mindre Beløb, han var bleven hende skyldig. Arrestantindens Forklaringer om sin Hjemmel til disse Gjenstande ere imidlertid ubestyrkede, medens derimod Christiane Sophie Ipsen, Lunds Enke, har gjenkjendt sidstnævnte Portemonnaie som en, der tilhørte hende, og som flere Maaneder inden Arrestantindens Anholdelse tilligemed et i samme værende Beløb af 6 Kr. blev stjaalet ud af hendes udvendige Kjolelomme, medens hun en Dag stod uden for en Boghandlerboutik paa Østergade og saa paa de i Vinduerne udstillede Billeder, under Omstændigheder, der gjorde hende det utvivlsomt, at Tyveriet var begaaet af et Fruentimmer, som hun ikke saa nærmere paa, men som var af Størrelse som Arrestantinden, og som samtidig med at tale til hende om de udstillede Billeder trykkede sig tæt op ad hende paa den Side, hvor Lommen var anbragt. Hendes Datter Andrea Christine Lund har gjenkjendt Portemonnaien som hendes Moders Eiendom og forklaret, at det er hende selv, der har broderet Perlerne paa den, samt at hun sidst saa den i sin Moders Besiddelse samme Dag, denne mistede den, og saavel hun som Lunds Enke have bekræftet deres saaledes afgivne Forklaringer med Ed.

Arrestantinden er ved Kjøbenhavns Politiretsdom af 10de Marts 1841 anseet blandt Andet for Lommetyveri efter Forordningen 11te April 1840 § 1 jfr. § 29 og efter § 58 med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 60 Dage og ved nærværende Rets Dom af 22de Juni 1847, hvorunder hun var tiltalt for Lommetyveri af en Pung med Penge, men kun overbevistes at have gjort sig skyldig i ulovlig Omgang med Hittegods med Hensyn til samme, anseet i Medfør af bemeldte Forordnings § 58 jfr. §§ 79, 22 og 25 som for 2den Gang begaaet Hæleri med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage. Ved Rettens Dom af 13de October 1849 blev hun i en Sag, hvorunder hun sigtedes for Lommetyveri af en Tegnebog med Penge eller ialfald ulovlig Omgang med Hittegods med Hensyn til samme, forsaavidt frifunden af Mangel paa Bevis, men iøvrigt dømt for Løsgængeri. Efter den Tid var Arrestantinden mange Gange under retslig Forfølgning som mistænkt for Lommetyveri, men undgik hver Gang at blive tiltalt herfor, eftersom der mod hendes Benægtelse ikke tilveiebragtes tilstrækkeligt Bevis for hendes Skyld, indtil hun under en mod hende i 1869 indledet Undersøgelse i Anledning af et Forsøg paa Lommetyveri, i hvilket hun var grebet omtrent paa fersk Gjerning, efter lang Tids haardnakket Nægtelse af Sandheden tilstod sig skyldig i dette Forsøg, saavelsom i et hende under Undersøgelsen paa sigtet fuldbyrdet Lommetyveri, i en stor Del af de Lommetyverier, for hvilke hun tidligere havde været mistænkt, og i det Lommetyveri, for hvilket hun var frifunden ved den ovennævnte Dom af 13de October 1849, samt derhos vedgik, at hun i saagodtsom alle de Aar, der vare hengaaede siden hun i 1841 blev straffet, havde begaaet og forsøgt at begaae Lommetyverier, og i saa Henseende forklaret, at alle de af hende saaledes vedgaaede Forbrydelsers Gjenstand altid havde været Penge, med eller uden Portemonnaier, deres Offre altid Fruentimmer, at hun havde begaaet dem alle paa Gaden, og altid indledet Udførelsen af dem paa den Maade, at hun ved at give sig i Samtale med den Vedkommende, hun agtede at bestjæle, havde søgt at afvende dennes Opmærksomhed fra hendes Forehavende. Hun blev som Følge heraf ved Rettens Dom af 5te Februar 1870 anseet efter Straffeloven, dels i Medfør af § 64 med en efter dens § 228 jfr. tildels § 46 lempet Tillægsstraf, dels efter bemeldte Lovs § 228 jfr. tildels § 46 med Forbedringshusarbeide i 2 Aar.

Senere er hun ved Rettens Dom af 19de October 1872 for et ganske under samme Omstændigheder begaaet Lommetyveri og efter en Undersøgelse, hvorunder hun atter en Tid, skjøndt gjenkjendt af 2 Personer søgte at tilbageholde Sandheden, anset efter Straffelovens § 230, 1ste Led med lige Arbeide i 212 Aar.

Naar Hensyn tages dels til den ovennævnte af Hansens Hustru afgivne edelige Forklaring og dels til de øvrige under Sagen foreliggende Oplysninger, deriblandt navnlig: om hendes tidligere Besiddelse af den i Arrestantindens Besiddelse fundne Portemonnaie; om det i samme forefundne Pengebeløbs Overensstemmelse saavel hvad Størrelse som hvad Montsort angaar, med hvad der af Hansens Hustru var meldt paa Stationen at være hende frastjaalet, samt om Arrestantindens Tilstedeværelse paa Gjerningsstedet i Forbindelse med det Ubestyrkede, Usammenhængende og Usandsynlige i Arrestantindens Forklaring om, hvorledes hun er kommen i Besiddelse af Portemonnaien, og naar tillige tages i Betragtning, hvad der er oplyst om Arrestantindens tidligere Forbrydelser, disses Art og Udførelsesmaade, hendes beviste Lognagtighed under tidligere mod hende indledede retslige Undersøgelser, i hvilke derhos sees, at Paaberaabendet om at have fundet en stjaalen Gjenstand er et, som før er benyttet af Arrestantinden, og endelig Arrestantindens Besiddelse af en anden Portemonnaie, med Hensyn til hvilken der er fremkommet en ikke ringe Formodning for, at den har været Gjenstand for et Lommetyveri skjønnes der at være tilveiebragt et i Medfør af Forordningen 8de September 1841 tilstrækkeligt Bevis for, at Arrestantinden under de af Hansens Hustru opgivne Omstændigheder har frastjaalet denne den oftmeldte Portemonnaie, der er vurderet til 25 Øre, med deriværende Pengebeløb af 5 Kr. 61 Øre, og Arrestantinden, der er født den 18de December 1823 og senest straffet som foranført, vil derfor nu være at ansee efter Straffelovens § 231, 1ste Led efter Omstændighederne med Tugthusarbeide i 3 Aar.«

(Højesteretstidende 1. december 1879. s. 517-521).

I den sidste folketælling hun optræder i (1880) ses hun at være straffefange på Børnehustorvet (Kvindefængslet). Hun optræder (desværre uden foto) i Genealogisk Forlags forbryderalbum.

Karel Sedivý (1860-1906) tegner, xylograf. Prindsessegade på Christianshavn. 1874 (i givet fald må kunstneren have været 14 år). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Trinitatis Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

I pladsen bag Trinitatis Kirkegård bliver der i disse dage fra Købmagergade til Landemærket nedlagt en vandspildsledning. I jordsmonnet findes en stor mængde velbevarede ligkister hvis indhold bliver opsamlet og udkørt på Vestre Kirkegård. Flere af kisterne er kostbart forarbejdede.

(Aarhus Stiftstidende, 20. juli 1879.)

Den gamle Kirkegaard udenfor Nørreport.. (Efterskrift til Politivennen).

I Politivennen omtaltes "Kirkegården uden for Nørreport" flere gange. Her nogle opfølgninger:

På det stykke af Gothersgades forlængelse som ligger ud for Kommunehospitalet, graver man i disse dage en dyb grøft til kloak, gasledning eller sådan noget. Ved at se ned i den, bliver man ganske uhyggelig til mode, da jordsmonnet er så opfyldt af menneskeben at disse titter frem overalt. De er ganske tørre og velbevarede, og de forekommer i en sådan mængde at man har bortkørt tre vognmandslæs som er stedt til hvile på Vestre Kirkegård. Selvfølgelig har her tidligere været en kirkegård.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende, 23. maj 1879)

Udgravningen af en grund i Gothersgades forlængelse har atter bragt en mængde knogler, kranier m.m. for dagens lys. Mens de nærmest Kommunehospitalet fundne lig alle har været begravet i kister, findes nærmest Gothersgade en masse der har været samlet i en fællesgrav. Mange af de fundne kranier er dels gennemsavede, dels trepanerede.
(Nationaltidende, 31. maj 1879, 2. udgave.)

Dødningeben. Ved at udgrave en ny grund på byggeselskabets areal i Gothersgades forlængelse er der opgravet nogle pandeskaller og knogler som endnu mere end 8 dages forløb henligger mellem hverandre. Da grunden ved siden af udgravedes i fjor efterår, transporteredes de der i overordentlig mængde fundne knogler efterhånden til Vestre Kirkegård, mens den største del af den udgravede jord benyttedes til at opfylde den nye gade der af afstukket vest for Kommunehospitalet. Denne gade planeres i disse dage, og det har ikke kunnet undgås at der ved jordens udgravning atter kommer en del knogler til syne, som henkastes på gadens allerede færdige fortov og blive liggende der. I det mindste har indsenderen set de samme knogler henligge der flere dage. For at forebygge det uhyggelige syn af disse menneskelige levninger på alfar gade, burde det påbydes arbejderne inden de om aftenen forlader arbejdspladsen, at samle de i dagens løb fundne knogler og hensætte dem på et aflukket sted, inden de under et kan bortføres. n.
(Nationaltidende, 26. juni 1879.)

Korups Have. (Efterskrift til Politivennen).

Forlystelsesstedet Korups Have lå i udkanten af Søndermarken ved Frederiksberg. Stedet lå ved sin etablering i Hvidovre Kommune.  I området lå på et tidspunkt også "Café Kronedal”, der havde serveringshave bag kroen.

Traktør Jens Rasmussen Korup (1803-1886). Kgl. lakaj. Traktør i Søndermarken (Korups Have)

Korups Have blev indrettet i 1856 af Jens Rasmussen Korup (1803-1886). Det var et forlystelsesetablissement med koncerter, teater, traktørsted, lysthuse, skydetelte m.m. Han opkaldte det dog ikke efter sig selv - det kom til senere som en folkelig betegnelse.

Postkort. Ukendt årstal. Public Domain. Frederiksberg Stadsarkiv. Kbhbilleder.

Røverisk overfald. Søndag eftermiddag var nogle familier fra Frederiksberg samlede i et lysthus i “Korups Have” ved Søndermarken. En af herrerne havde tændt en cigar ved en svovlstik som han derefter kastede bort. Et øjeblik efter kom en person fra Valby der sammen med nogle andre personer fra den nævnte landsby havde plads i et andet lysthus, hen til herren og ytrede i en opbragt tone, at denne med forsæt havde kastet ham svovlstikken i ansigtet. Herren forsikrede at dette på ingen måde havde været tilfældet, og erklærede sig for at få ende på sagen, villig til at betale bajersk øl til hver af valbyerne, hvormed disse erklærede sig tilfredse. Efter at øllet var drukket, kom personen imidlertid  tilbage og påstod at hans hat havde taget skade af svovlstikken, og at herren skulle have prygl hvis han ikke straks betalte 3 kr. i erstatning. Denne fordring nægtede herren at efterkomme, hvorefter han, inden hans selskab kunne forhindre det, af tre af valbyerne blev overfaldet, slået og kastet til jorden. Voldsmændene der først slap ham da de tre kroner var skaffet til veje, er selvfølgelig blevet arresteret og vil efter forlydende blive tiltalt for røverisk overfald.

(Dags-Telegraphen (København), 30. august 1878).

Røverisk overfald. 

Den 5. august f. å. om eftermiddagen mellem kl. 4 og 5, da et større selskab af herrer og damer var samlede i et lysthus i den såkaldte “Korups Have" ved Søndermarken, kom den 23 årige arrestant Jens Peter Nielsen, der tidligere var dem ganske ubekendt, hen til lysthuset, og idet han stak hovedet ind i dette, spurgte han efter sin fader. Han var tilsyneladende beruset og stod lidt og vrøvlede, men var derpå i begreb med at gå da en handelskommis M. af Selskabet i det samme forsætlig kom til at kaste en svovlstik, som han forøvrigt havde pustet ud, således at svovtstikken faldt ved siden af arrestantens fod og måske ramte ham på foden. Arrestanten ytrede noget om, at de ikke skulle kaste svovlstikker efter folk, men gik derpå sin vej. 

Omtrent 5 minutter senere kom han imidlertid tilbage i følge med nogle andre personer, der forblev i det tilstødende lysthus, medens arrestanten gik ind i det lysthus, hvor M. og de, der var i selskab med ham, opholdt sig, og her sagde arrestanten til M. at han havde brændt hans stråhat og skulle have “klø", hvis han ikke gav nogle bajere. For at blive fri for personerne, som dertil brugte ukvemsord, og generede de i selskabet værende damer, blev der straks bestilt 3 halve flasker bajersk øl til arrestanten og hans ledsagere, hvorefter arrestanten takkede, idet han tog M. og en anden herre af selskabet i hånden med den bemærkning, at nu skulle der være venskab. 

Arrestanten og hans ledsagere gik derpå et andet sted hen, og kort efter forlod M. og det selskab, hvortil han hørte, Korups Have. Men da de kom til vandbassinet i Søndermarken, blev de indhentede af arrestanten og hans ledsagere; og arrestanten forlangte da, at M. skulle give erstatning og følge med til politistationen. M. indvilgede heri, og de begyndte alle at gå, uden at der var talt om at tilføje M. nogen overlast eller forlangt, at han straks skulle betale, men i det samme gik en af arrestantens ledsagere, den 16 årige Carl, ind på M. og spurgte, om det var ham, der brændte folks stråhatte, hvorhos Carl samtidig slog ham i næse og mund, så han blødte. M. gav sig da til at løbe, men blev eftersat af flere af personerne, der omringede ham og truede ham, hvis han ikke straks betalte en erstatning af 3 Kr. for den skade, han havde tilføjet arrestantens stråhat, og M. betalte da 3 Kr. til arrestanten, som derefter med sine ledsagere gik tilbage ad Valby til. 

Under forhørene forklarede en urtekræmmerlærling, der havde været i samme selskab som M. at han, da selskabet var kommet hen ved vandbassinet i Søndermarken, gik i samtale med en dame, da han hørte spektakel bagved og derfor vendte sig om og så, at personerne løb efter M. I det samme kom en person, der var i militær uniform og hørte til arrestantens ledsagere, hen imod lærlingen, og uden at denne havde ytret noget, greb personen ham i brystet med det udråb “Hvor mange er I" og spændte ben for ham, så han faldt og skrabede sit ben på det lave rækværk, der er om græsset. Ved faldet slog han sin hofte, så at han havde smerter deraf i flere dage, og personen gav ham derhos, idet han faldt, et slag i hatten, så at den faldt af og blev helt spoleret. Arrestanten har erkendt, at han ved den omhandlede lejlighed ikke var ganske ædru, men dog var sig bevidst, hvad han foretog sig. Han forklarede, at da han første gang kom ud fra lysthuset, råbte en af hans kammerater, men efter hans seneste forklaring en ubekendt: “Hatten brænder", og han tog den da af hovedet og så, at den var lidt sveden, hvilket han viste sine Kammerater, med hvilke han så enedes om, at han skulle gå tilbage og forlange erstatning. 

Da selskabet, efter at striden var bilagt første gang, forlod haven, var det hans kammerater, der opfordrede ham til at følge efter den fremmede herre for at formå denne til at give en yderligere erstatning i penge, uden at der dog var tale om, hvor stor en erstatning han skulle forlange, eller om hvorvidt hans kammerater skulle have andel i denne, eller om de skulle bruge vold, hvis herren nægtede at betale. Arrestanten og hans kammerater gik da efter selskabet, idet han ytrede, at hvis han fik nogen yderligere erstatning, ville han give punch, når de kom tilbage til Korups Have. Da han på den foran beskrevne af ham godkendte måde havde fået pengene, gik de også tilbage til Korups Have, hvor der blev drukket brændevin og øl. Han forklarede først under forhørene, at den ene af de 3 kroner var medgået hertil, men efter at være foreholdt sine kammeraters forklaringer, hvorefter disse selv betalte deres andel i disse drikkevarer, idet arrestanten tværtimod vægrede sig ved at opfylde sit løfte om at give drikkevarer og derefter forlod de andre, forklarede han, at det er muligt, at de andre havde deltaget. Resten af de modtagne penge beholdt han selv, og henad aften, da han var i besøg hos sine svigerforældre i Valby, kom en halv snes personer, heriblandt hans 3 kammerater, derhen og forlangte, at han skulle traktere. En af hans kammerater, den 30 årige Hans, var navnlig grov imod ham, fordi han ikke ville efterkomme deres forlangende. Ligesom såvel handelsbetjent M. som de af hans selskab, der så at han kastede svovlstikken, have forklaret, at de tydelig så at svovlstikken ikke ramte arrestantens stråhat, således blev det også forklaret af de medtiltalte og en fjerde person, at da de efter optrinnet ved vandbassinet i Søndermarken kom tilbage til Korups Have, fortalte Arrestanten, at hatten ikke var blevet sveden af svovlstikken, men at en sådan plet, der fandtes på hatten, hidrørte fra, at han selv tidligere en gang var kommen til at svide den med en cigar. 

Han afgav om dette punkt i forhørene forskellige vaklende forklaringer, påstod, at det først var ved, at der blev råbt “hatten brænder", at han efterså hatten og fandt den sveden, men han erkendte, at han, som anført, havde sagt til sine kammerater at den svedne plet hidrørte fra tidligere tid, hvilket efter hans påstand dog kun var en formodning af ham, og at han ikke før den selvsamme dag havde lagt mærke til, at hatten var sveden. Efter det oplyste blev arrestanten, der tidligere var straffet for tyveri, nu for røveri efter straffelovens § 243 ved Københavns Amts søndre Birks Ekstraret idømt 1 års forbedringshusarbejde, mens de tiltalte Carl og Hans for meddelagtighed i røveri idømtes henholdsvis fængsel på sædvanlig fangekost i 30 dage og fængsel på vand og brød i 6 gange 5 dage.

Hvad endelig angik den foran omtalte militære person, arrestanten Lauritz Carl Theodor Sienknecht, der i 1877 som civil havde været straffet for tyveri og senere som militær havde været straffet mange gange, dels arbitrært, dels efter krigsretsdomme, senest efter krigsretsdom af 20. Februar s. å. for vold mod en underkorporal, opsætsighed mod politiet m. v. med nedsættelse i de meniges 2. klasse og 6 gange 5 dages fængsel på vand og brød, var han, da det omhandlede passerede, vel tjenstgørende som konstabel ved Tøjhusafdelingen, men blev for sin delagtighed efter justitsministeriets resolution af 7. novbr. s. a. ligeledes tiltalt ved Søndre Birks Ekstraret. Han forklarede, at han vel var fulgt med de andre, men nærmest for at se, hvad det blev til; at lærlingen var kommet hen imod ham, som om han ville angribe ham, og at arrestanten da spændte ben for ham, så at han faldt over det lave rækværk, medens arrestanten ikke vil have bibragt lærlingen noget slag etter slået hatten af ham. Han vil - hvad de andre nægte at have hørt - have opfordret arrestanten Nielsen til at gå bort uden at forlange erstatning, vil, da de kom tilbage til Korups Have, der selv have betalt, hvad han nød, og han var vel i følge med de andre, da de senere krævede punch, men ikke fordi han brød sig om, at Nielsen skulle traktere, så han selv havde penge nok hos sig til at skaffe sig drikkevarer for, men kun fordi han var i følge med de andre. Skønt hans forklaring var i bestemt modstrid med lærlingens beedigede forklaring, fandt retten dog, at hans egen måtte lægges til grund ved bedømmelsen af den del, han havde taget i optrinnet i Søndermarken, da der i øvrigt ikke have kunnet tilvejebringes nogen oplysning i så henseende, idet hverken de andre tiltalte eller de øvrige tilstedeværende havde lagt nøjere mærke til, hvad der var passeret mellem Sienknecht og lærlingen, til dels fordi de havde haft deres opmærksomhed henvendt på, hvad der samtidig passerede med handelsbetjenten. Da det nu ikke kunne skønnes, at han var overbevist om den forbrydelse, for hvilken han var aktioneret, nemlig meddelagtighed i røveri, blev han frifundet for aktors tiltale.

Sagen er, efter hvad vi har erfaret, appelleret til overretten.

(Dags-Telegraphen (København) 17. april 1879.)

Ildebrand i Korups Have. I går morges henved kl. 3 opkom ildløs i et til traktørstedet "Korups Have" ved Valby hørende udhus som i løbet af et par timer totalt nedbrændte. Årsagen til ildens opkomst er ubekendt.

(Social-Demokraten, 11. juni 1882).

Fæstningsarbejde - Trunken. (Efterskrift til Politivennen)

Fæstningsarbejde blev først ophævet efter enevælden. I Dagbladet (København), 22. september 1852, kunne man læse at i udkastet til loven af 29. december 1850 om anvendelsen af de forskellige arter af strafarbejde, stod at det er almindelig erkendt at fæstningsarbejde er en meget uhensigtsmæssig straf der så snart som muligt bør ophæves. Herefter skulle fremtidige dømte indsættes i Horsens Tugthus, men de allerede indsatte fortsatte som fæstningsslaver.

I Nationaltidende, 26. februar 1879, hvor Trunken havde fungeret som tjæremagasin, var det ikke slaveriet, men bygningens funktion som tjæremagasin som blev husket (i en lille del af en meget lang artikel om Gammelholm):

“Tæt bag ved dette Hus laa paa en meget gammel, sandsynligvis Holmens ældste Bygningen, kaldet "Trunken"; den var grundmuret, 70 Fod lang, 40 Fod bred og 10 Fod høi, og bestod af to Afdelinger, som begge vare hvælvede; den benyttedes til Tjæremagasin. Bag ved Trunken var Kalkgaarden med et lille Hus til Kalkslagning.”

Men erindringen om Trunken som slaveanstalt holdt sig, se fx Nationaltidende, 11. august 1892:

Tyverier og komplotter tales der om, og Rømninger fandt jævnlig Sted fra "Trunken". Bespisningen var ikke ens for alle Slaver; "Skalke" fik ikke saa megen Mad som de, der havde forbrudt deres Hals, men iøvrigt synes Spisereglementet fra 1706 at opvise endog et rundeligt Maal af Mad. Der gaves saa Meget, at et Par Nutidsmennesker rigeligt vilde kunne leve af det. Af Forfatterens Oplysninger fremgaard det, at det at blive slaaet i Jern egentlig ikke har været nogen slem Medfart. Den ovenfor omtalte "Trunk" var et Fangehus, hvor Fangerne havde Tilhold om Natten. Til Tider var det af Træ, hvorfor ogsaa Fangerne jævnlig brød ud af det. I Aaret 1741 overgik Slaverne til Landetatens Varetægt og overførtes til Stokhuset. "Trunken" stod indtil 1863, da Gammelholm gik over til Kommunen. Den sidste gang, da Bremerholm var Opholdssted for Fanger, var 1817, da Tugthuset paa Kristianshavn var brændt; da blev der anbragt 50 Fanger paa Gammelholm.

Citatet stammer fra en anmeldelse af Historisk Tidsskrift, sjette række. Tredie Binds tredie Hefte. Artikel af hospitalsforvalter Fr. Stuckenberg: "I Bremerholms Jern."

I Fredericia Dagblad, 1905 omtaltes en udgivelse en række brevsamlinger af Julius Clausen og Rift. Justitsen i København for 300 Aar siden. Heri citeres den islandske bøsseskytte Jon Olafssons oplevelser under Christian den Fjerde:

Derfor blev der indrettet et Fængsel paa Bremerholm, Trunken, og derind blev de satte, som havde gjort sig skyldige i de største og mindste Forbrydelser. Det var saaledes indrettet, at Forbryderen havde een Jernring om Livet saa vid, at han kunde skifte Klæder, og een om det højre Knæ, forbundne med en sværJernlænke uden paa Laaret. Der blev beskikket 4 Mand som skulde passe paa Forbryderne og daglig drive dem frem med Svøber til Slid og Trældom, give dem Mad, have Tilsyn med dem og hver Morgen og Aften paa bestemt Tid lukke Fængslet op og i. Alle Slags Folk, det være af hvilken som helst Stand, som forså sig, blev der indsat og var der saa længe, som de blev dømt til, eftersom Forbrydelsen var stor eller lille. Nogle skulde være der en Maaned, andre 3-4 maaneder, og atter andre 1 Aar, 3 Aar til 20 Aar og de største Forbrydere paa Livstid.

Men så fortoner slaveriet sig i grå tåger, fx som i Aftenbladet København 29. april 1918:

Der har Du Blaaboden, hvor vi faar Tærsk, og "Laaget", hvor Folkene kommer i Arresten, naar de gør noget uskikkeligt - i gamle Dage sad de her i Trunken.

Herefter bliver det svært at finde ordet Trunken og slaveriet i det almene sprog.