Mundbergs Vælgermøde i Kjøbenhavns femte Kreds. (Efterskrift til Politivennen)

Igaar afholdtes i Nørreallees Skole det første af de Vælgermøder, hvortil Hr. A. Mundberg har indbudt. Først valgtes Skrædermester Holm til Dirigent. Hr. Mundberg tog derpaa Ordet. Han havde kun med Betænkelighed modtaget den Opfordring til at stille sig, som han havde faaet fra det social-demokratiske Parti, eftersom han alt 2 Gange tidligere havde stillet sig til Valg i Kjøbenhavn, men begge Gange uden at blive valgt. Det var imidlertid sagt ham, at der denne Gang skulde være større Stemning for ham og større Udsigt til at sætte hans Candidatur igjennem. Hvis dette skete, vilde Kjøbenhavn kun følge de fleste andre store europæiske Hovedstæders Exempel. 10 Aars Ihærdig politisk Virksomhed var den Adkomst, han meente at have til at vælges. Han troede at have medvirket noget til, at den Politik, han havde kjæmpet for, nu med nogen Anerkjendelse hos Anderledestænkende. Han havde i sin politiske Virksomhed kun havt Samfundets Vel for Øie. Grundlaget for hans politiske Virksomhed var det, at den Culturudvikling, Samfundet stod paa, muliggjorde et større almindeligt Velvære, end der nu bestod. Staten skulde mere end nu bestræbe sig for at bringe den nationale Velstand ud til alle Samfundets Medlemmer. Dette Princip skulde Staten anerkjende og saa gaae henimod Maalet saa hurtigt, som Omstændighederne tillod.

Derimod vilde han og hans Venner ikke, hvis de havde Magten, tvinge deres Anskuelser hurtigt igjennem. En socialdemokratisk Stat lod sig ikke etablere paa eengang; men Noget lod sig gjøre selv indenfor det nu raadende System. Saaledes Statshuusholdningen. Der anvendtes af Statsindtægterne et altfor stort Beløb til Rustningsvæsenet, nemlig c. 30 Millioner eller omtrent hvad de indirecte Skatter gave i Indtægt. Ligeheroverfor forsømtes Underviisningsvæsenet samt Indenrigs- og Justitsministeriets Budgetter. Disse Forhold burde forandres; kun 2 andre Lande, England og Frankrig gave Mere ud til Forsvarsvæsenet. I Tydskland var den militaire Byrde netop ligesaa tung som hos os, idet den udgjorde 9½ Kr. pr. Individ. Imidlertid viste vort Statsregnstab dog et aarligt Overskud. Man ønskede, at ogsaa dette skulde anvendes til militaire Øiemeds Fremme, medens Taleren holdt for, at det burde bruges til Handelens, Industriens, Haandværks og Fiskeriets Fremme. Vilde man forøge Militairudgifterne, burde Pengene skaffes tilveie ved en extraordinair Skat paa Formue og Leilighed. Pengene burde, naar Staten var i Fare, tages, hvor de vare, ikke hvor de ikke vare. Han personlig hyldede en ubetinget Fredspolitik; men var Folkets Fleertal af en anden Mening og vilde det have en Befæstningslov med et befæstet Kjøbenhavn, saa lad dette Fleertal tage Pengene, hvor de ere. Forlange den velstaaende Deel af Befolkningen, at en Deel af Pengene skulde tages hos den fattige Befolkning, da meente den ikke, hvad den sagde: at Fædrelandet var i Fare. Blev han valgt, vilde han, hvis en Befæstningslov forelagdes, stemme imod enhver Bevilling, som ikke var knyttet til en extraordinair Skat. 

Blev Skoleloven paany forelagt, vilde han stemme for den; han var ubetinget Statskolemand. Men ingen tvungen Religionsunderviisning i Statsskolen; derved vaktes kun Splid imellem de forskjellige Anskuelser. Enhver Fader og Moder vilde nok faae Leilighed til at bibringe deres Børn Religionsunderviisning. Staten burde yde Forældrene Understøttelse i i at lade deres Børn frekventere Skolen i Sommerhalvaaret. Fortsættelsesskolerne ønskede han ogsaa fremmede. 

Hvad Toldloven angik, da burde al Finantstold fjernes medens Beskyttelsestolden burde fastholdes og udvides, i hvilken Retning kunde kun angives af Regjeringen, der alene besad det i saa Henseende fornødne Oplysningsmateriale. Næringsloven burde reformeres, og bl. A. burde der bestemmes, at Ingen erholdt Næringsbeviis i et Fag, i hvilket han ikke havde godtgjort at være dygtig. 

Med Hensyn til Retsreformen vare vistnok Alle enige om det nuværende Inqvisitionssystems Afskaffelse. Vort Læge- og Apothekervæsen burde ligeledes omordnes: Staten skulde etablere et saa stort Lægepersonale, som var fornødent for en god Sundhedspleie, og al Lægehjælp skulde betales af Stat eller Commune. Dette var ikke finanisielt umuligt, naar det betænktes, hvormeget der nu af Private betaltes til Lægerne, og hvor stort Statsoverskudet var. Denne Reform vilde koste c. 8 Mill. Kr. Der burde tilveiebringes en bedre Alderdomsforsørgelse, og det var en Opgave som Staten let kunde løse. Det gamle, ubrugelige Pandserskib "Danmark" havde indtil idag kostet ligesaameget, som det vilde koste at rive hele Borgergade ned og istedetfor opbygge en Række Paladser. Alt heraf kunde det sluttes, hvor let hin Opgave kunde løses. 

Han vendte sig derpaa til at imødegaae enkelte af Professor Goos's offentlige Udladelser. Han havde opfordret Professoren til at være tilstede her iaften, men han havde undslaaet sig med Henviisning til det nye Møde, han agtede at afholde. Goos stod længere tilhøire end Bille. Han var saaledes bestemt imod Valgrettens Udvidelse. Goos havde betegnet den provisoriske Finantslovs Udstedelse som en loyal Handling - en saadan Yttring var vistnok enestaaende. Goos havde erklæret, at ville stemme for saa mange Befæstninger det skulde være, naar de Sagkyndige forlangte dem; dette fandt Taleren at være en uforsvarlig Yttring af en Folkerepræsentant; thi Spørgsmaalet, om der overhovedet skulde anlægges Fæstninger, skulde man ikke overlade de indbyrdes uenige Sagkyndige at afgøre. Han kunde ikke tilgive Goos den Yttring, at han under ingen Omstændigheder vilde gjøre Befæstningssagens Fremme afhængig af en extraordinair Skat. Han forstod ikke, hvorledes Goos havde turdet vove at fremsætte en saadan Yttring i 5te Kreds, og Tateren vilde see det, før han troede det, at Goos efter en saadan Yttring vilde blive valgt. Der var jo meget Brug for Statsoverskudet til Sundhedspleien m. m. Troede Goos virkelig, at det er nok for Samfundet at have en hæderlig og godt lønnet Embedsstand? Var en hæderlig, godt stillet Borgerstand ikke ligesaa nødvendig? De lave Lønninger, ikke de høie, burde forbedres. Ligeoverfor Goos's Betegnelse af Absolutismens Embedsstand som hæderlig vilde Taleren hævde, at den var brutal og uforskammet overfor Menigmand i allerhøieste Grad. Han imødegik derefter Prof. Goos' Bemærkninger om den internationale Folkeret. Det var Bureaukratiet og Adelstanden og ikke Demokratiet, som fremkaldte de mange Krige. Hermed sluttede Taleren sit Foredrag, det hilstes med stærkt Bifald.

Arbeidsmand Jensen anbefalede Mundbergs Candidatur. Han vilde som Repræsentant paa Rigsdagen for Arbejderstanden kunne virke for denne, skjøndt kun Enkeltmand.

Hr. Hacke spurgte Mundberg, om han, hvis han blev valgt, vilde virke for almindelig Afvæbning. Han gjorde fremdeles nogle Bemærkninger om Næringsloven og om Skoleloven.

Arbeidsmand Jensen spurgte Candidaten, om han vilde virke for Valgrettens Forandring derhen, at den indtraadte før 30 Aars Alderen.

Contoirist Schiøtz spurgte Candidaten, om han vilde arbeide for en forøgelse af Valgkredsenes Antal.

Hr. Mundberg troede ikke at have nødig videre at udtale sig om Hærspørgsmaalet og om Næringsloven. Han ønskede Valgkredsenes Tal forøget.

Cand. Salomon: Vilde Candidaten virke for, at den saakaldte Arbeiderrisiko formindskedes ved Foranstaltninger fra Statens Side? Vilde han arbejde hen til, at offentlig Sygehjælp m. m. ikke som nu skulde berøve den Paagjældende hans politiske Rettigheder?

Hr. Mundberg besvarede disse Spørgsmaal bekræftende. Et Lovforslag i den af Salomon antydede Reteing vilde muligen ved privat Initiativ blive indbragt i den kommende Samling.

Gartner Johansen anbefalede varmt Mundbergs Valg. Leilighedsviis angreb han den Maade, hvorpaa Bladene refererede offentlige Møder som det nærværende - den var i Reglen vildledende.

Dirigenten afsluttede derpaa Mødet, idet han lod foretage en Afstemning, der gav til Resultat, at alle Stemmer afgaves for Mundberg.

Mødet var besøgt af langt Flere, end Localet, Skolens Gymnastikhuus, kunde rumme, hvorfor de Udenforstaaende, som ikke kunde høre Foredragene, hyppigt forvoldte Afbrydelser. Mødt forløb dog i det Hele roligt og uden Uorden. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. september 1880. 2. udgave. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Peter (Lars Peter Elfelt (1866-1931): Landstingsmand Mundberg. Årstallet angives til 1915-06. Mundberg var medlem af Landstinget 1898-1901, så det må være taget i den periode. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Mundberg holdt endnu et møde i Suhmsgade den 23. september 1880. Et kort referat findes i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. september 1880. Goos og Mundberg mødtes på et møde i holdt endnu et møde i restauratør Thuns lokaler til flere end lokalet kunne rumme den 25. september 1880. Et kort referat findes i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. september 1880.

Politikeren Anthon Nielsen Mundberg (1837-1901) var gårdejersøn og uddannet på bl. a. Grüners handelsakademi. Efter et forsøg som selvstændig var slået fejl, rejste han først til Århus, siden til København som kommissær og høker. Han beskæftigede sig i 1870 med oprettelsen af en dansk afdeling af Internationale. Da han efter et ophold som marketenderibestyrer i Jylland i efteråret 1871 kom tilbage, havde Louis Pio overtaget foreningen. Mundberg tilhørte en faglig-reformistisk fløj i modsætning til Pios revolutionære. I forbindelse med "slaget på fælleden" den 5. maj 1872 blev han kortvarigt anholdt. Han holdt sig derefter for en tid uden for politisk arbejde. I 1874 blev han redaktør af Social-Demokraten hvor han sammen med Chr. Hørdum og P. Holm var blandt de fremtrædende folk. Han blev aldrig valgt til Folketinget, men i 1898 til Landstinget. Han døde 2½ år efter.

Kvaksakveri. (Efterskrift til Politivennen)

Den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret afsagde ben 14de ds. Dom i en fra Maribo Birks Extraret indanket Sag, som var anlagt mod en Mechanicus for det nævnte Forhold.

Det var i saa Henseende godtgjort, at han, der ikke har nogensomhelst Adkomst til Lægepraxis, og som navnlig af videnskabelig Interesse vil have gjort sig bekjendt med Lægevidenskab og Botanik, naar Nogen henvendte sig til ham om Raad for Mennesker og Dyr, som oftest havde givet saadanne, naar Sygdommen var af de mindre farlige , hvorfor usammensatte Lægemidler kunde benyttes, udenat han nogensinde har fordret Betaling for sine Raad og kun undtagelsesviis for de af ham tilberedte Lægemidler. Det var særligt oplyst, at han, efterat være tilkaldt af en Huusmand, deels for at reparere et Uhr, deels for at hjælpe hans 20aarige syge Datter, i Løbet af afvigte Aar havde havt hende, hvem han oftere havde tilseet, under Behandling for en Sygdom, som han antog for Gigtfeber, hvorfor han ordinerede og tillavede hende en Salve af pulveriseret Hørfrø med Tilsætning af Eddike til Indgnidning, og senere, da hun klagede over Besværligheder ved Fordøielsen og Trykken i Underlivet, ordinerede Enebærolie til Indgnidning paa Underlivet og Rhabarberdraaber til at indtage, 15 a 20 Draaber et Par Gange daglig til at befordre Fordøielsen, i hvilket Øiemed han ogsaa titraadede hende om Morgenen at indtage en Skeefuld heel guul Sennop i Vand.

Tiltalte forklarede endvidere, at han for en anden Huusmand, der ifjor Sommer søgte hans Raad for Ryg- og Coliksmerler, havde tilberedt for de førstnævnte en lignende Salve som den ovennævnte og for Coliksmerterne tilraadet ham Tusindgylden, Pericon, Reinfang, vild Merian og Rude at sætte paa Brændeviin.

Af begge Huusmænd modtog Tiltalte Betaling for Salven.

Vedkommende Districtslæge havde erklæret, at den for Pigen ordinerede Salve og Draaberne ikke kunde ansees for at være skadelige for Sundheden i Almindelighed eller i Heneende til den Sygdom, mod hvilken de vare anvendte, uden forsaavidt, at Gigtfeber kunde være en saa farlig Sygdom, at den deels kunde medføre Døden, deels kunde have alvorlige Følger for den fremtidige Helbredstilstand, naar det forsømtes i Tide at behandle den med passende Midler, hvortil de in casu anvendte ikke kunde henregnes. Med Hensyn til de Urter, Tiltalte havde tilraadet at sætte paa Brændeviin, havde Districtslægen bemærket, at vild Merian og Rude i Medicinen kun anvendtes til udvortes Brug, og vistnok ikke burde anvendes som indvortes Middel, idet navnlig Rude skulde kunne bevirke Abort, og var anvendt som Folkemiddel i denne Hensigt. Han ansaae derfor ikke den af Tiltalte anvendte Sammensætning for at være uskadelig for Sundheden.

Tiltalte blev derfor anseet med en Amtsfattigkassen tilfaldende Bøde af 30 Kr. samt paalagt Sagens Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. september 1880. 2. udgave).

Professor Goos' Vælgermøde i Suhmsgade. (Efterskrift til Politivennen)

Professor Goos' Vælgermøde afholdtes igaar Eftermiddags Kl. 6 i Suhmsgadeskolens Gymnastiksal, hvor der havde indfundet sig 4-500 Mennesker, deriblandt endeel af det socialistiske Parti.

Efter Indbyderens Forslag valgtes til Dirigent Overretssagfører Hartmann.

Professor Goos tolkede Kredsens Beklagelse over, at Bille for at søge anden Virksomhed i Samfundets Interesse havde forladt den, en Beklagelse, som den deelte med Rigsdagens Medlemmer, baade hans Venner og Modstandere, med Borgerrepræsentationen, ja med alle Medborgere. Den Tak, der havde lydt til Bille, var velfortjent, da han hørte til de for det politiske Liv, navnlig i et ungt konstitutionel Land, saare rigtige og sjeldne parlamentariske Talenter. I den Henseende maatte Kredsen vise Resignation: havde den ikke maattet det, vilde Taleren absolut ikke have kunnet modtage den til ham rettede Opfordring om at stille sig. Han havde overveiet, om han vilde kunne gjøre nogen Gavn i Folkethinget ved Behandlingen af de forestaaende Emner. Det troede han nok, og derfor havde han efter moden Overvejelse besluttet sig til at stille sig.

Fra sin tidligste Ungdom havde Constitutionalismen staaet for ham som en Lykke, og det gjaldt ogsaa for vort Land, trods dens Skyggesider, Partivæsen maatte der til, og Partikampe ere at foretrække for Stagnation, hvor Ingen gider røre sig, og som fører til Reaction. Han var ikke bleven skræmmet bort fra sin Interesse for det konstitutionelle Liv ved vort ejendommelige Partivæsen. Vort Venstre var fremgaaet af Landbefolkningens Deeltagelse i der politiske Liv, og har endnu, forandret som det var, sit Præg heraf. Høire var alle de, som saae paa det politiske Liv fra andre Standpunkter. Unaturlige Partidannelser ved Udelukkelse af disse Klasser var han imod. Han vilde, hvis han blev valgt, slutte sig til Høires Fane, da alle hans Synspunkter fjernede ham fra det af særlige locale Forhold fremkaldte Venstre. Hos os var Forholdet jo saadant, at et enkelt Parti ikke kunde faae Overhaand, og selv om alle Partier kunde blive enige, var Kongen dog tilbage. Naar det ene Parti kunde synes factisk at have Overmagten, saa var det, fordi de andre Partier havde tilstedet det, paa en vis Maade strøget Flaget. Dette Forhold medførte, at det parlamentariske System, hvis det skulde kunne opnaaes herhjemme, kun kunde naaes ved Omstændighedernes Magt, men ikke kunde trodses igjennem. Der var fremkommet mange gode Resultater herhjemme ad Forhandlingens Vei, hidtil der for nogle Aar siden indtraf en sørgelig Katastrophe, da Venstre begik den store politiske Feil ikke at ville forhandle, men at ville erobre Magten. Der fremkaldtes herved en Kamp, der saa at sige bevægede sig paa Forfatningens Grændser, og som kunde have havt de sørgeligste Følger, hvis Regjeringen ikke havde viist saa megen Loyalitet. Den begaaede Feil havde fremkaldt en Splittelse af Venstre, der havde ført til, at det nu atter kunde forhandles og opnaaes Resultater. Med denne Mulighed for Øie var Taleren rede til at stille sig. Skulde Venstre atter forenes og optage Kampen igjen, maatte Høire paany vise seig Modstand, og han vilde da vare rede til at tage sin Deel af Arbeidet.

Et af de Hensyn, der havde bedaget ham til at stille sig, var, at Retsreformerne vilde komme for. Han havde i Proces-Commissionen været og er endnu Tilhænger af Nævningeinstitutionen. Han havde i høi Grad Agtelse for vor Dommerstands Dygtighed og Samvittighedsfuldhed, men der kunde opnaaes endnu heldigere Resultater ved at give dem et bedre Redskab ihænde. Den mundtlige Rets Pleie havde sin store Betydning til en Sags Oplysning fremfor den skriftlige, og stemmede den ogsaa til Betryggelse for de Anklagede heldige Offentlighed. Det vilde være heldigt at faae Anklager og Dommer stille i forskjellige Personer. En Jury var meget betryggende; den kunde begaae mange Feil, men kunde ikke ogsaa den nuværende Domstol begaae Feil? Man lærte dem blot ikke at kjende i saa fuldt Maal som ved Nævningeretterne. Det vilde være en Anachronisme ikke nu at indføre fuld Offentlighed i Retsplejen. Ved at bevare de gamle Former, kunde man udsætte Domstolene for ufortjent Mistillid.

Der var paa det materielle Omraade udrettet Meget herhjemme, men Meget stod endnu tilbage. For vore store Erhvervsgrene burde der foretages en fyldigere Samling og Bearbeidelse af Oplysningsmateriale. En Revision af Toldlovgivningen var ønskelig, Man skulde dog ikke af Statskassens store Velstand i Øieblikket lade sig forlede til at nedsalte Toldindtægterne; men Toldsatserne burde ændres saaledes, at de ikke traadte hindrende iveien der, hvor Bevægelsen ønskede frisk Luft. Den sidste Folketælling havde givet et godt Fingerpeg i den Retning, idet Landbefolkningens Stabilitet viste, at Agerbruget ikke kan ernære en større Befolkning, men at man bør fsge at udvide og udvikle Kjøbstædernes Erhverv, for at der ikke i disse skal opstaae en brødløs Klasse.

Et andet Spørgsmaal var, om det var rigtigt at sige: Lykkes det en Mand at benytte Friheden til sit Held, er det godt, og lykkes det ham ikke, saa bliver det hans egen Sag. Det var dette Forhold, der havde fremkaldt Socialismen. Denne var skadelig som politisk Revolution og paa Grund af sin uklare Lære, men der var gjennem den reist Spørgsmaal, som ikke lode sig afvise. Næringsloven var, naar man saae hen til Fortiden, et stort Gode. Men den var eensidig, idet den glemte Correctivet for Friheden. Senere var der skeet endeel i den Retning: Fabrikloven om Børns og unge Menneskers Arbeide, Creditforeningerne for smaa Ejendomsbesiddere og fremfor Alt Arbeiderkommissionens Nedsættelse og de derved fremkomne omfattende Oplysninger og Forslag. Taleren ønskede disse Sager fremmede, men billigede fuldstændig, at Regjeringen gik langsomt og forsigtigt sum.

Taleren beklagede, at det dygtige Arbeide, der havde foreligget til at høine Almueunderviisningen over hele Landet, endnu ikke havde ført til noget Resultat; han indrømmede, at der var gjort Meget for Underviisningen i Kjøbenhavn. Der burde ikke hengaae lang Tid, inden man baade gav selve Underviisningen mere Indhold og gjorde Skolerne bedre i hygieinisk Henseende. Der maatte kunne tilveiebringes Enighed herom mellem Partierne. Hovedvægten maatte lægges paa Statsskolen, men denne skulde ikke monopoliseres. Ogsaa for Universitetet maatte der endnu gjøres Meget i dets Egenskab af Led af hele Underviisningsvæsenet.

Ingen kunde mere end han beklage, at hele Europa lignede en befæstet Leir. Men det var nu engang saaledes, og ethvert Land maatte søge at værbe om sig selv. Under Skyggen af Folkeretstræets Krone kunde man ikke lægge sig til Ro og afvæbne. Folkeretten var kun en spæd Plante, som ikke gav noget Værn. Han var tilfreds med den nye Søværns- og Hærlov; men disse Love maatte suppleres med Befæstninger. Han vilde være villig til paa Rigsdagen og yde Bevillinger til et saadant nødvendigt Led i vort Forsvar. Hvor Befæstningerne skulde være - det maatte de Sagkyndige om; deres Mening vilde han bøie sig for.

Han ønskede, at Embedsmændenes Lønningssag maatte blive et Samfundsanliggende. Der var ikke Tale om en Raadepenge for at tilfredsstille Embedsmændenes Klageraab; det gjaldt ikke alene Embedsmændenes, men hele Samfundets Interesser. Han var glad ved, at Politikens Tyngdepunkt ikke mere nu laa hos Embedsmændene, som for Grundlovens Tid; han var glad ved, at ikke alle Rige og Velhavende ene søgte til Embedsstanden; thi Handel og Erhverv krævede sandelig ogsaa gode Evner. Men derimod maatte han fremhæve, at de mange store Spørgsmaal, der endnu vare at løse, kun kunde løses ved dygtige Embedsmænds Hjælp. Man burde stille dem saaledes, at de ikke vare udsatte for økonomisk Nød. Det kunde let komme Samfundets Interesser dyrt at staae. Vi have en hæderlig Embedsstand - men man burde ikke spænde Buen for høit; thi det kunde let demoralisere Embebsstanden, og saa at ophjælpe den paany vilde være saare vanskeligt.

Taleren var stemt for Udvidelsen af Folkethingskredsenes Antal saaledes, at der virkelig blev een Repræsentant for hver 16 000 Vælgere. Specielt var dette jo af Vigtighed for Kjøbenhavns simle Kreds, indenfor hvilken der var forskjellige Anskuelser, som kunde ønske at blive særskilt repræsenterede. Han haabede, at Partierne vilde være loyale nok til at enes om en saadan Lov. Han ville slutte med at sige, at hvor meget han end ønskede at repræsentere Kredsen, haabede han dog, at det maatte blive første og sidste Gang, at han vilde komme til at repræsentere Kredsen i dens nuværende Omfang.

Taleren hilstes med meget Bifald.

Smørhandler Christensen spurgte, om Goos som han haabede vilde blive valgt, engang imellem vilde samles med sine Vælgere, naar der findes Sager af Vigtighed. Endvidere vilde han spørge, hvori Faren saa ved det parlamentariske System, og om hvorledes Candidaten vilde stille sig til et eventuelt Andragende fra udenbyes Grundejere om en Omordning af Bygningsskatten. Der var i sin Tid nedsat en Commission derom, men den havde man senere Intet hørt til.

Goos vilde altid, naar han opfordredes dertil, var villig til at holde Møder mellem Sessionerne. Han betragtede det ingenlunde som en Ulykke for et Land, naar Forholdene førte til Parlamentarisme, men denne maatte ikke trodses igjennem. Modenheden dertil maatte først og fremmest være tilstede. Hvad Beskatningsspørgsmaalet angik, da maatte man afvente Borgerrepræsentationens Udtalelser. 

Mechanicus Rasmussen vilde spørge Goos om han ikke vilde holde et Møde i den mere befolkede Deel af Kredsen og paa en gunstigere Tid af Dagen.

Goos vilde, hvis der næredes et saadant Ønske, ansee det for en Pligt at opfylde det. Han vilde derfor besvare Spørgsmaalet bekræftende; men det var jo vanskeligt at faae et passende Locale.

Gartner N. Johansen ønskede et Møde om Aftenen Kl. 8, hvor Arbeiderne kunde være tilstede. Candidaten skulde ikke lade sig afholde derfra ved Minderne om der Møde, hvor Bille maatte springe ud af Vinduet. Han vilde spørge Goos om, hvorvidt denne vilde virke for, at Valgretten blev udvidet som andetsteds. (Stemmer: Hvor?) Det var ikke nødvendigt at nævne det (Latter) - ja Professoren vilde nok sige Forsamlingen det. (Latter.) 

Goos vilde oplyse, at Valgretten i Danmark alt var meget vid i Forhold til de fleste andre Lande, om der end ogsaa var Steder hvor den var videre. Man burde røre saa lidt ved de politiske Former som muligt. Ingen Klasse af Befolkningen var herhjemme udelukkket fra Valget, fordi denne er betinget af 30 Aars Alderen.

Handskefabrikant Petersen ønskede at vide om Candidaten vilde i Overeensstemmelse med det social-demokratiske  Andragende til Rigsdagen ifjor virke for Fremme af Sundhedspleien, som nu er saadan, at den hindrede Arbeiderne i at udøve Valgretten. Han ønskede Valgretten udvidet; 30 Aars Alder som Betingelse for Valgret var Arbeiderne ikke tjent med, da de ofte allerede i 25 Aars Alderen havde maattet modtage Sygehjælp etc. og derved mistes deres Valgret.  

Goos havde megen Sympathi for Hygieinen, som Regjeringen ogsaa skjænkede megen Interesse. Han beklagede, at dens Lovforslag om Forfalskning af Levnetsmidler etc. ikke var blevet gjennemført. Han vilde ikke paa nogen Maade tage Initiativet til Reformer af Valgretten; et andet Spørgmaal var det, hvorledes han vilde stille sig, hvis hele Valgspørgsmaalet blev taget frem. Han kunde imidlertid ikke see, at der var nogen Nødvendighed herfor.

Gartner Johansen gjorde under Forsamlingens Munterhed, men i Udtryk som Dirigenten paatalte, nogle Bemærkninger om, at Embedsmændene, naar de kom ind i Rigsdagen skulde nedlægge deres Embede.

Goos agtede ikke, hvis han blev valgt, at nedlægge sit Embede. Embedsmændene vare i politisk Henseende, efter Grundlovens Bud, aldeles uafhængige af Regjeringen.

Tømrer L. Andersen (Billes Modcandidat ved sidste Valg) ønskede Valgretten udvidet til 25 Aars Alder. Krig ansaae han for Pestilents, men stod han paa Rigsdagen og skulde hans Stemme være afgjørende, om Soldaterne skulde have gode eller slette Vaaben, vilde han dog stemme for de gode. Goos var en fremtrædende Theoretiker, en frihedskjærlig Mand; ligeoverfor ham ønskede han stillet en Mand, hentet lige fra Høvlebænken eller Smedjen, en Mand, der var uddannet i Liveis Skole. Mellemmand, halvstuderede Folk, vilde han ikke have valgt. 

Goos takkede Andersen, fordi hans Udtalelser vare besjælede af en Aand, som han kunde i Meget sympathisere med. Men han maatte protestere imod, at han kun skulde være Theoretiker eller Stuelærd; han havde i mange Retninger lært Arbeidernes og andre Forhold nøiere at kjende. Vel var han ikke en praktisk Mand i den af Andersen omtalte Forstand; men der var muligvtis praktiske Mand nok paa Rigsdagen; det, den trængte til, var maastee snarere Mand som han. 

Skræder Holm troede, at der hvilede paa Arbeiderne et Tryk, som kom fra de indirecte Skatter. Han ønskede at spørge, om Goos vilde tage Midler fra disse til Befæstningsvæsenet, eller om han vilde forbinde dette Spørgsmaal med en Indkomstskat, og om han vilde stemme for Kjøbenhavns Befæstning. 

Goos vilde, hvis Regjeringen forelagde Forslag om Kjøbenhavns Befæstning, støttet til de Sagkyndige, stemme herfor. Hans personlige Mening var, at Kjøbenhavn burde befæstes. Han vilde ikke benytte Befæstningsspørgsmaalet til en Indkomstskat, da det var latterligt at paalægge nye Skatter, naar det ikke behøvedes. Han vilde protestere mod, at dette Spørgsmaals Besvarelse, saaledes som den foregaaende Taler havde villet gjøre gjældende, skulde være en Prøvesteen for hans Fædrelandskjærlighed. En anden Sag var det, om der kunde komme en Tid, da man kunde forandre indirecte Skatter til directe. Den Tid var endnu ikke kommen, og det var i det Hele en Sag, hvormed der var forbandet store Vanskeligheder. Arbeiderne misforstode denne Sag; det kom mindre an paa, hvilken Slags Skatter man havde, end paa, hvorvidt de indkommende Penge bleve anvendte i Arbeidernes Interesse.

Paa et Spørgsmaal af Skolelærer Jens Madsen svarede Goos, at han vilde give Helstaterne de Bidrag, som der var rimelig Brug for. Han fandt Tanken om Oprettelsen af en Høiskole i Sorø eller i Kjøbenhavn, som der havde været Tale om, sund, men om den nærmere Udførelse var der saa megen Tvivl, at man ikke kunde vente, at han her strax kunde udtale sig udførligen derom.

Skræder Holm troede, at Tidspunktet var kommet til at forandre Beskatningen, fordi saa mange af Statens Midler anvendes til Rustningen, og saa faa af dem til Oplysningens og andre saadanne Spørgsmaals Fremme. 

Goos gjorde gjældende, at Befæstningen var i hele Samfundets Interesse. Han havde alt tidligere udtalt, at der ogsaa burde anvendes Betydeligt til sociale Formaal, Oplysning etc. Men han vilde gjentage, at det vilde være urigtigt at paalægge nye Skatter, saalænge de hidtil bestaaende endog gave Overskud. 

Smed Adam Petersen vilde spørge, om Candidaten vilde virke til, at Sygehjælp ikke skulde bersve Folk Valgret.

Goos troede, at der med Billighed og Retfærdighed kunde gjøres Noget i den Retning uden at ændre Valgloven.

Dirigenten sluttede Mødet med et af kraftige Hurraraab besvaret Leve for Professor Goos, hvis fremragende Dygtighed og i Sandhed liberale Syn paa Livet vilde gjøre ham til en Pryd for enhver Forsamling. 

Goos takkede alle Tilstedeværende.

Modet var forbi Kl. 5. Under den sidste Deel af Forhandlingerne herskede der nogen, dog ikke forstyrrende Uro. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. september 1880).

Goos og Mundberg mødtes på et møde i holdt restauratør Thuns lokaler til flere end lokalet kunne rumme den 25. september 1880. Et kort referat findes i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. september 1880. På dette møde erklærede Goos sig som Højremand. Indtil da havde der været tvivl om han ville tilslutte sig Venstre.

Efter valghandlingen den 29. september 1880 viste den første afstemning ved kåring at Mundberg havde majoritet. Goos forlangte herefter skriftlig afstemning som viste 2.611 stemmer til Goos og 1.328 stemmer til Mundberg. Goos var herefter valgt. Se fx Social-Demokraten 30. september 1880.

Juristen August Hermann Ferdinand Carl Goos (1835-1917) blev 1860 kancellist i det slesvigske ministerium. 1862 professor ved Københavns universitet. 1879-80 var han universitetets rektor. Han blev valgt til Folketinget i 1880. Han tabte det følgende valg i 1884 til socialdemokraten P. Holm, men blev udpeget 1885 til kongevalgt medlem af landstinget indtil 1917. Han var kirke- og undervisningsminister i 1891-1894 i J. B. S. Estrups regering. 1884 var G. blevet overinspektør for fængselsvæsenet og fortsatte i denne stilling efter sin afgang som minister mens han 1893 havde måttet give afkald på retten til at træde tilbage i professoratet. Han var justitsminister i det sidste højreministerium 1900-01.

Strejkende Arbejderes Raahed overfor Kammerater. (Efterskrift til Politivennen).

Paa Grund af Uenighed om Arbejdslønnens Størrelse nedlagde i April Maaned d. A. Arbejderne paa Tobaksfabrikant Lichtingers Fabrik med en enkelt Undtagelse Arbejdet, men dette optoges derpaa efterhaanden af andre Arbejdere. Herover opstod der Utilfredshed blandt de tidligere Arbejdere, der jævnlig i Hobetal samlede sig udenfor Fabriken om Aftenen paa den Tid, Arbejderne forlod samme, og forulæmpede disse paa forskjellig Maade, dels ved at udskjælde dem, dels ved at angribe dem, for derved at tvinge dem til at nedlægge Arbejdet hos Lichtinger. i Blandt diske Misfornøjede var Arrestanten Nils Jonsson og de Tiltalte Svane, Bengtson, Lund og Hansen. Den 6te Maj traf Arrestanten paa Hjørnet af Kongens Nytorv og Gothersgade Cigarmagersvend Christensen, tiltalte ham, fulgte efter ham igjennem Gothersgade, udskjældte ham og truede ham med Prygl, hvis han ikke ophørte med Arbejdet hos Lichtinger. Da Christensen, stadig efterfulgt af Arrestanten, var kommen hen i Aabenraa, slog Arrestanten ham med Haanden et Slag i Hovedet, hvilket foraarsagede et Saar over højre Øje. De ovennævnte Tiltalte, der ligesom Arrestanten vare Cigararbejdere vaa nævnte Fabrik, havde aftalt at ville prøve at formaa de Svende, der vedblivende arbejdede paa Fabriken, til at nedlægge Arbejdet, og den 2den og 3die Juni - Tittalte Hansen dog alene den førstnævnte Dag - passede de forskjellige af de omtalte Svende op paa Gaden, naar de forlod Arbejdet, fulgte efter dem og opfordrede dem til at nedlægge Arbejdet; for at tvinge dem dertil, udskjældte de dem og truede dem med Prygl, uden dog at udføre denne Trusel, ligesom de ogsaa senere have paastaaet, at det ikke var deres Hensigt at gjøre Alvor af Truselen. Af de Tiltalte havde Svane forladt Landet, inden Stævningen blev ham forkyndt, og Sagen blev derfor for hans Vedkommende afvist. Arrestanten og de øvrige Tiltalte blev for det af dem udviste Forhold, der kun blev tilregnet dem som Forsøg, idet de paagjældende Arbejdere ikke lode sig skræmme til at nedlægge Arbejdet, ved Kriminalrettens Dom ansete efter Straffelovens § 210 jfr. § 40 med Fængsel paa Vand og Brød, Arrestanten i 4 Gange 5 Dage og hver af de Tiltalte i 2 Gange 5 Dage.

(Morgenbladet (København) 16. september 1880).

Det var tobaksarbejderforbundet Enigheden som strejkede. I Social-Demokraten den 18. juni 1880, nr. 138 indrykkede en person der senere viste sig at være E. G. Syndergaard, ind artikel "Firmaet J. Lichtingers Opførsel lige over for dets Arbejdere". Lichtinger sagsøgte efterfølgende bladet og den ansvarshavende redaktør indgik et forlig ved at erklære at han var blevet ført bag lyset. Den 10. juli indrykkedes forliget i Social-Demokraten. 

J. Lichtinger boede i 1877 i Niels Juels Gade 2. I en Adressebog for 1892-1893 står adressen som Nyhavn 42

Ombygning ved Fisketorvet. (Efterskrift til Politivennen)

Bolværkerne langs Slotsholmscanalen, som forhen omtalt, er det bestemt, at Bolværkerne langs Canalen fra Høibro til Stormbroen skulle opføres af hugne Steen i Lighed med dem der ere opførte fra Høibro til Holmensbro og Arbeidet er nu i fuld Gang ved en stor Styrke. Jordens Udgravning og Borttagelse af det gamle Træbolværk paa Slotsholmens Side er udført, og Nedramningen af Pælene, der skulde tjene som Fundament for steenkagerne, slrider rask frem, ligesom ogsaa disse Arbeider ere paabegyndte paa Byens Side. Naar Pælramningen er fuldført, vil Canalen blive afdæmmet og Vandstanden sænket, forat man kan afskjære Pælene under daglig Vandstand og opmure den nederste Deel af Steenkaierne.

Foranlediget af de nævnte Arbeiders Paabegyndelse har det været nødvendigt at flytte Fisketorvet fra den Plads, det tidligere har indtaget. Der er derefter fra Høibro til den for Hotel Royal i omtrent 200 Fods Længde i Canalen opført en midlertidig Anlægsbro som benyttes af de Baade og Hyttefade, der om Morgenen bringe levende Fisk til Torvet. Paa Fortouget overfor denne Anlægsbro ere alle de Fiskeforhandlere, der hidtil have havt fast stade paa Fisketorvet, placerede, hvorimod de fra Fiskeleierne om Morgenen indkommende Fiskerkoner ere anbragte paa Pladsen henimod Assistenshuset, samtidig er den lille svømmende By, bestaaende af gamle Baade og Flaader hvorpaa der var bygget Skure af den meest phantastiske Farm, der i Aarenes Løb havde samlet sig udfor Fisketorvet, og som benyttedes til Opbevaring af de til Fiskehandelen fornødne Reqvisitter, bleven fjernet, for ikke mere at vende tilbage, naar Canalen efter fuldendt Ombygningen fremtræder i sin nye og smukke Skikkelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. september 1880).

Nybrogade, Gammel Strand og Thorvaldsens Museum set fra Frederiksholms Kanal mod Højbro Plads. Th. Thorvaldsens Museum med sporvognsskinner (ét spor) foran. Kildetekst (transskription af tekst på bagside eller fra album): Kildetekst: Paa dette Tidspunkt blev de gamle Træ-Bolværker erstattede med nye af Sten. Tv. Nybrogade og Gammel Strand. Th. for Kanalen Thorvaldsens Museum, og bag dette Tag og Kuppel over slotskirken. Th. Christiansborg slot. I Baggrunden Sankt Nicolai Taarn. (Mariboe). Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.