Hans Krügers Eftermæle. (Efterskrift til Politivennen)

"Boss. Zeit." bringer følgende Brev fra Slesvig: Sorgen over Hans Andersen Krügers Død er almindelig og dyb i Nordslesvig. Store politiske Gjerninger knytte sig ikke til denne Mands Navn, endnu mindre Resultater. Men han har været en tro Stridsmand, der kun har kæmpet for den Sag, til hvis Tjeneste han havde stillet sig hans Bestræbelse har ligesom Laurids Schou's og R. Lorenzens været rettet paa at vække og udvikle Tanken om national Bevidsthed hos de dansktalende Nordslesvigere. Til ind i Trediverne var det dansktalende Nordslesvigs Program: "Vi ville vedblive at være, hvad vi er", nemlig Slesvigere. Krüger har givet dette Ord den bekjendte nye Form: "Vi ere danske og ville vedblive at være danske", og med en sjælden Endrægtighed have Nordslesvigerne antaget deres Førers nye Program. Det blev knust i sin politiske Betydning ved Hertugdømmernes Adskillelse fra Danmark, men Krüger har som en ægte Karakter holdt sig paa den tabte Post til sin Død. "Nordslesvigs levende Protest" bæres nu til Graven, og instinktmæssig føler det dygtige Bondefolk ved Kongeaaen, at den nationale Danskheds Idee er hjemfalden til samme Skjæbne. Krüger var sin Hjemstavns ægte Søn. Han har aldrig villet være andet end Bonde. Og han har været stolt af sin Bondestand, saa havde han Ret dertil, thi den var af en dygtig Slags, som overhovedet Nordslesvig aldrig har lidt under Adelens fordærvelige Herredømme. I umindelige Tider have de nordslesvigske Bønder været fri og uafhængige Mænd. Denne deres Fortid har haft en meget mærkelig Indflydelse paa disse Menneskers Maade at være paa, Krüger var en ægte typisk Repræsentant for hele Arten. Ingen stor aandelig Begavelse, men Karakterfasthed og sund Dømmekraft vare egne for ham. Han selv var en stille, beskeden Mand. Uden nogen som helst Agitation eller Blændværk har han vundet sine Landsmands Tillid. Han vilde intet for sig selv, og hans Troskab var saa ren som Guld. Krügers Politik var ulykkelig, efter vor Anskuelse ogsaa urigtig, vi have altid af al Magt bekæmpet den. Men denne ligefremme, uegennyttige Mands Dyder fortjener ogsaa Anerkjendelse af hans politiske Modstandere, og vi yde den gjærne til denne danskeste forhenværende "Vertreter des ganzen deutschen Volkes.

(Morgenbladet (København) 2. september 1881).

Hans Andresen Krüger. Illustreret Tidende 1146, 11. september 1881.

Anders Vilhelm Andersson. (Efterskrift til Politivennen)

En uheldig Tyv. En svensk Malersvend, Anders Vilhelm Andersson, ankom i Slutningen af Mai dette Aar her til Staden for at see Leilighed til at stjæle, uagtet han næppe trængte til Penge, da han senere ved sin Anholdelse fandtes i Besiddelse baade af 34 Kr. og flere Gjenstande, der ikke vare uden Vaærdi. Han hjemsøgte navnlig flere Eiendomme i Store Kongensgade, bl. A. Nr. 141, hvor han prøvede, om Døren til en Leilighid paa 1ste Sal var aaflaaset, men da dette ikke var Tilfældet, forlod han atter Huset, efter at have lagt Mærke til Navnet paa en af Dørpladerne. Nogle Dage efter gik han paany ind i samme Eiendom og i 3 andre Eiendomme i Store Kongensgade. I en af disse fandt han paa Karmen over Døren, som fører sra Forstuen ud til Gaden, en Nøgle, med hvilken han aabnede en Kjøkkendør, og fra Kjøkkenet kom han ved Hjælp af en anden Nøgle, han fandt hængende paa et Søm, ind i et Værelse. Her forefandt han dog Intet, han fandt værd at stjæle, og han blev desuden overrasket af en af Leiltighedens Beboere, hvorfor han fjernede sig, efterat have opgivet Navnet paa en Person, hvem han foregav at have villet opsøge. I en anden Eiendom lukkede han sig ligeledes ind i et Kjøkken ved Hjælp af en Nøgle, der lang i Nærheden af Døren, men ogsaa her mødte han Leierinden og maatte gaae bort med uforrettet Sag, efterat have givet det Udseende af, at han søgte den samme Person, han tidligere havde opgivet. Han opgav overalt, hvor han kom hen, det samme Navn paa den Person han søgte, og betegnede ham som Lieutenant K. Da han under et Forsøg paa at trænge ind i den Leilighed, hvor Lieutenant K. boede, og efterat have fundet Kjøkkendøren aaben, var kommen ind i en Corridor, mødte han Lientenantens Hustru, der spurgte ham, hvad han vilde; da han ikke vovede her at spørge efter Lieutenant K., spurgte han efter Malermester K., og det lykkedes ham herved at slippe bort uden at blive anholdt, men ogsaa uden at erholde nogen Udbytte af sin Expedition. Knn eet Sted lykkedes det ham baade at finde Døren til Leiiigheden uaflaaset og Værelset tomt; her tilvendte han sig en Pung, vurderet til 50 Øre, og indeholdende 3 a 4 Kr. og to Lodsedler. Den 31te Mai reiste Andersson til Malmø og kom den 2den Juni tilbage hertil Staden med Dampskibet "Ellida", med hvilket han agtede at reise til Goteborg, hvortil han havde gjennemgaaende Billet. Efter Dampskibets Ankomst gik han iland og begav sig atter til Store Kongensgade, hvor han forsøgte at aabne en afiaaset Dør til en Leilighed i Stueetagen ved at trykke Laasens Rigler tilbage med Bladet af en Kniv. I Kjøkkenet opholdt sig imidlertid Leierens Hustru, som, da hun hørte Nogen kradse ved Dørlaasen og havde hørt Tale om, at en formeentlig Tyv jevnlig spurgte efter Lieutenant K., listede sig hen og lukkede Døren rask op. Andersson blev overrasket og foregav, uden at ane Uraad, at han søgte efter Lieutenant K. Leierinden svarede, at han jo godt vidste, at Lieutenant K. ikke boede der, og forlangte, at Andersson skulde gaae strax. Han gik ogsaa, men ikke længere bort end til Gangen i Nabohuset, hvor han ved den omtalte Kones Foranstaltning blev anholdt. Ved Criminalrettens Dom blev Arrestanten anseet med Forbedringshunsarbeide i 8 Maaneder samt dømt til efter udstaaet Straf at udbringes af Riget.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. august 1881. 2. udgave).

“Anders Vilh. Andersson. /: Indbrudstyv :/ 296”. Fotograf: “Rosalie Sjöman, Fotografi Atelier Etablerad 1864, 6 Regeringsgatan 6, Stockholm”. [1880]. Et andet foto har teksten: “Anders Vilhelm Anderson, 25 Aar, Maler; str: med 8 M. Forbdh. For grovt Tyveri og udført af Riget 2/3 82. Gen. Bl. 1961. 338.III”. [1881/1882]. Geneaologisk Forlag.

Vagabondvæsenet. (Efterskrift til Politivennen)

Efter Indbydelse af flere danske Politimestre holdtes i Formiddags paa Universitetet et Møde, paa hvilket den tiltagende Vagabondering var Gjenstand for Discussion.

Byfoged Sager fra Rudkjøbing indledede Forhandlingen. Han bemærkede, at Vagabondagen nu var bleven et saa stort Onde, at det formeentlig ikke længe kunde gaae. "Haandværkssvend" var blevet et mere ubestemt Begreb end tidligere; man havde nu langt flere Medhjælpere i de forskjellige Industrigrene end tidligere, og som Følge deraf var "Bundfaldet" ogsaa blevet talrigere. Dertil kom, at der nutildags i Modsætning til fordum ogsaa var mange Haandværksmestre paa Landet, og dette gav Anledning til, at mange Haandværkssvende kunde vandre omkring uden Politiets Kundskab. Fattigarbeidsanstalterne voxede, hvad ogsaa var et Moment, som kom i Betragtning i denne Sammenhæng; ogsaa derved tog Vagabondagen til. Hvorledes kunde denne nu modvirkes? Taleren henstillede i saa Henseende følgende Forslag: Straffeloven bør strengt overholdes, og Tvangshuusarbeide bør fortrinsviis anvendes, navnlig i Gjentagelsestilfælde. Samvirken mellem Politiøvrighederne bør udvikles ved gjensidige Meddelelser om de Paagjældendes Reiserouter. De Landjurisdictioner, der ikke ere forbundne med Kjøbstædernes Politibestyrelser, bør optages i denne Samvirken. Landpolitiets Styrke bør forøges, navnlig ved Opfriskningen af Oldermændenes Forpligtelse med Hensyn til Betleres Anholdelse, og ved fornøden Forstørrelse af Amtspolitiofficianternes Tal. Hjemskrivning eller Hjemsendelse til Forsørgelsescommunen bør saameget som muligt anvendes. En Centralcontrol bør indsættes i Kjøbenhavn, saa at der samles fuldstændigere Oplysninger om de Personer, der i de sidste fem Aar ere straffede for Betleri og Løsgjængeri, og at dertil indsendes for ethvert fremtidigt Tilfælde Meddelelse om det Fremkomne, navnlig Domsudskrifter. Politiefterretninger bør indeholde Fortegnelse over de Paagjældende med deres Alder m. m.

Byfoged Oldenborg bekræftede Sagers Bemærkning om, at Vagabonderingen i de senere Aar havde taget Overhaand, og Spørgsmaalet egnede sig derfor i høi Grad til at paakalde det Offentliges Opmærksomhed. Her var forøvrigt ikke blot Tale om de omreisende Haandværkssvende, men ogsaa f. Ex. om de omreisende Uldhandlere, i Henseende til hvilke man formentlig havde taget feil, naar man i Folkethinget for et Aarstid siden under en Discussion havde udtalt, at der her var Tale om at gribe hindrende ind i Befolkningens Huusflidsvirksomhed. Taleren kunde i Meget slutte sig til Byfoged Sager, saaledes bl. A. til en Bemærkning af denne, der gik ud paa, at den Bespisning af reisende Haandværkssvende, som nu fandt Sled i Kjøbstæder, bidrog Sit til den tiltagende Vagabondering. Han omtalte dernæst Sagers Forslag om Oprettelsen af et Centralbureau i Kjøbenhavn, ved hvilket bl. A. alle straffede Personer indregistreredes. Denne Tanke var bleven bragt til Udførelse i forskjellige af Europas Hovedstæder, hvorom Taleren gav nærmere Oplysninger. Han ansaae en saadan Foranstaltning for at være af stor praktisk Betydning.

Herredsfoged Jørgensen havde som Embedsmand i Byen Slesvig tidlig havt Lejlighed til at vinde Erfaring om det her reiste Spørgsmaal; thi Tydskerne vare som bekjendt det meest vandrelystne Folk af alle, og fra Tydskland vandrede jo særdeles mange Haandværkssvende herind. Han henstillede, om det ikke vilde være praktisk rigtigt at nedsætte et Udvalg til Sagens videre Bearbejdelse. Sagers Tanke om at gjenoplive den gamle Oldermandsinstitution ansaae han for uheldig og umulig. Hvad Sognefogederne angik, da havde de aldrig kunnet henregnes til det egentlige Politi og vilde aldrig blive det; de manglede nemlig det moralske Mod, der hørte til en saadan Stilling. De Bønder, som vare Sognefogeder, havde ikke Mod til at angive deres Kammerater, ligesom Bondestanden i det Hele var for lidet udviklet og havde for liden selvstændig Mening til at kunne løse en saadan Opgave som den at være Politi. Af en af Sager fremsat Bemærkning tog Taleren Anledning til at yttre, at det var det Billigste for en Commune at behandle sine Fattige godt; men fra Communernes Side vistes der ofte den yderste Grad af Haardhed imod de Fattige. I saa Henseende oplyste Taleren, at der i en Commune paa Fyen var for nogen Tid siden død et 74 aarigt kvindeligt Fattighuuslem som Følge af den Masse Utøi, hvormed Fattighuset var befængt. Arbejdsanstalterne paa Landet ansaae han for en beklagelig Smitte, der siden 1864 havde udbredt sig i Landet. Man havde med fuldstændig Uret sagt, at denne Smitte skrev sig fra Slesvig. Disse Anstalter vare blevne en Dovenskabens Hovedpude for Sogneraadene, der ved Hjælp af dem skubbede det energiske Arbeide for de Fattige fra sig og det Ansvar, de burde bære paa dette Punkt. Disse Anstalter vare en Ukrudtsfocus af den sørgeligste Art, hvor de meest værdige og de meest uværdige Personer blandedes sammen. Roden til det heromhandlede Onde var først og fremmest et daarligt Fattigvæsen samt den charakteerløse Deel af Befolkningen, som f. Ex. var altfor villig til at give Vagabonderne Snapse. Der var Arbeidsanstalter, som vare saaledes organiserede, at man havde Interesse af, at de Fattige snarest muligt vendte tilbage til dem. Det var uheldigt, at Arrestforvarerne tillige ofte vare Hotelværter, thi de havde som saadanne Interesse af, at de Paagjældende vendte tilbage til Tvangsarbeidsanstalten. Alt var indrettet paa at holde disse ulykkelige Mennesker nede, saa at det var ligefrem umuligt for dem at reise sig paany. Her var derfor et stort socialt Onde, som det gjaldt om at raade Bod paa. Taleren bemærkede dernæst, at Politimestrene selv ogsaa bare deres Deel af Skylden for den tiltagende Vagabonderen. Blandt Andet henledede han Opmærksomheden paa, at de Efterlysninger, som fandt Sled i "Politiefterretninger" altfor ofte gjordes ganske forgjæves. Politiet i Danmark var gjennemgaaende slet.

Byfoged Friis (Skjelskør): De gjældende Regler om Hjemsendelse og Hjemskrivning trængte i høi Grad til Revision og Codification; der trængtes dernæst i høi Grad til en Lov om danske Svende, der kunde supplere Loven vedrørende fremmede Svende. Borgmester Scholten (Frederiksborg) ansaae Arbeidsanstalter i og for sig for en gavnlig Institution ; men den var uheldigviis ikke benyttet paa rette Maade. Uden videre at henvise alle Fattige til disse Anstalter var baade i høi Grad inhumant og i høi Grad uøkonomisk. Kun de, der notorisk hverken kunde eller vilde hjælpe sig selv, burde henvises til Arbejdsanstalten, og bestyredes denne humant, var det en meget god Institution. Taleren havde i sin meget vanskelige Jurisdiktion havt rig Leilighed til at gjøre Erfaringer desangaaendc. Med Vagabonderingen fik man ikke Bugt, førend man sluttede sig sammen for Alvor.

Byfoged Oldenburg fandt det rigtigt at nedlægge en bestemt Indsigelse imod det Total billede af Fattigvæsenets og af Politiets Tilstand heri Landet, som Herredsfoged Jørgensen havde givet. Til denne Indsigelse syntes Forsamlingen i det Hele at slutte sig.

Herredsfoged Krarup (Hammerum Herred) gav nærmere Oplysninger om den Uldvarefabrication, der fandt Sted i Hammerum Herred. Der var her ikke Tale om nogen Huusflid, thi Varerne fabrikeredes paa Maskiner; dog kunde det heller ikke kaldes Fabriksvirksomhed. Naar Uldhandlerne sagde, at de ikke vidste, hvor de havde kiøbt Uldvarerne, da løi de; de vidste godt, at de havde kjøbt dem i Hammerum.

Derpaa afsluttedes Diskussionen med Vedtagelsen af et af Sager stillet Forslag om Nedsættelsen af et Udvalg, bestaaende af 4 Politimestre for de 4 Hovedlandsdele. Valgte bleve Byfoged Schørring (Kolding), Byfoged Brückcr (Nakskov), Byfoged Oldenburg (Odense) og Birkedommer Brun (Gisselfeld).

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. august 1881. 2. udgave).

Vagabonderiet.

Medens Juristernes Aristokrati fra de tre nordiske Lande holder Kongres i København, og Sexa paa Vodroflund, og indbydes til Taffel hos Kronprinsregenten, har en Del danske Politimestre, der vel kan betegnes, om ikke just som det juridiske Demokrati, saa dog som dets Mellemklasse, i Lørdags holdt et Møde paa Universitetet for at forhandle om Vagabondvæsenet.

Mødets Indbyder var Byfoged Sager fra Rudkøbing.

Førend vi kommer nærmere ind paa denne i flere Henseender betydningsfulde Forhandling, vil vi forudskikke en Bemærkning.

Enhver, der har gjort sig den Ulejlighed at iagttage vort Standpunkt, vil vide, at vi ikke tager Dovenskaben og Drivelysten i Forsvar.Vi ere ikke blinde for, at der gives Individer, som foretrække at friste en kummerlig Tilværelse ved idelig og altid at appellere til deres Medmenneskers Medlidenhed fremfor at arbejde, og ligefaa vist som vi hævder Menneskets Ret til Arbejde, ligesaa vist anser vi det for Enhvers Pligt at arbejde, naar Betingelserne for at arbejde er til Stede. 

Det er altsaa ikke vor Hensigt at tage Vagabondvæsenet i sin Almindelighed i Forsvar.

Men paa det omtalte Møde har man paa en underlig begrebsforvirrende Maade slaaet Haandværkssvendene sammen med Vagabonderne, og det er mod dette paatvungne Kompagniskab, at vi paa Håndværkssvendenes Vegne vil nedlægge en alvorlig Protest.

Heldigvis var Politimestrenes Vagabondmøde ikke Sagens sidste Instans; det var kun Begyndelsen til Noget, som kan blive til hvad det flal, som man siger; og det er derfor ikke for sent at give sin Skilling med i Laget. Det var dog tænkeligt, at en eller flere af de "praktiske" Politimænd kunde tage saa meget Hensyn til vor Protest, at de vilde indse, at det ikke gaar an saadan uden videre at stemple Landets tilkommende Vælgere og Borgere, - ikke at tale om Forsvarere! - som Vagabonder.

Det var Indbyderen, Hr. Herredsfoged Sager, som i sit Indledningsforedrag tilkendegav en saa stærk Frygt for, at Vagabonderingen skulde vokse ham over Hovedet, at han ikke vidste bedre end at slaa Vagabonder og Håndværkssvende sammen i ét Begreb. "Haandværkssvend" var blevet et mere "ubestemt Begreb" end tidligere, paastod han. De tiltagende forskellige Industrigrene var Skyld deri, thi de affødte langt flere Medhjælpere.

Hr. Sagers Mening synes at være den, at saa længe de forskellige Haandværk kun bestod af en halv Snes Fag eller saa, saa kunde Politiet nok finde sig i, at de rejsende Svende gik fra By til By for at søge Arbejde, men nu, da Industrien og Haandværket har flere end dobbelt saa mange Grene, hvorfra Fagenes ledige Arbejdere tvinges til at søge andet Steds hen, saa bliver de til "ubestemte Begreber", som Hr. Sager for Nemhedens Skyld kalder Vagabonder!

Det var ellers en nydelig Slutning!

Hr. Sager kan heller ikke finde sig i, at Svendene, naar de har vandret en By igennem uden at faa det ønskede Arbejde, da søger ud til Landet, hvor der "nutildags i Modsætning til fordum" er mange Haandværksmestre, og hvor Svendene kan "vandre om uden Politiets Kundskab".

Nej, Svendene skal være gaa f. Eks. fra Roskilde, hvor de er viseret, til Ringsted for at blive viseret, og de skal lade være at løbe om til de mange Mestre paa Landet, hvor Politiet ingen "Kundskab" har om dem.

Antræffes Svendene uden for den lige Vej til Ringsted, saa er de "Vagabonder", og for den Slags Folk har Hr. Sager Tvangsarbejde og Straffeloven, som strængt bør overholdes, medens Tvangsarbejde fortrinsvis bør anvendes.

Den ærede Politimester synes at ræsonnere som saa: Naar Haandværkssvendene rejser, saa rejser de for at viseres, hvad skulde de ellers med Vandrebog. Dette Ræsonnement minder om Underofficeren, der indprentede Rekruten, at Tommelfingrens eneste Bestemmelse var den at ligge langs Bukselinningen!

Man skulde synes, at det maatte være en lovlig Sag, at en Svend søger Arbejde paa Landet, naar han ikke kan saa Beskæftigelse i Byen, men det lader til, at Hr. Sager er af en anden Mening.

Hr. Sager foretrækker at sende Svendene hjem igen til Forsørgelseskommunen. At de forlod denne, fordi der var Arbejdsløshed, kommer ikke ham ved.

Da i de sidste Vintre mange Købstæder enedes om at afhjælpe den største Nød blandt de rejsende Svende ved at give dem et Maaltid Middagsmad og nogle Øre i Tærepenge, da vandt denne smukke Handling baade Tilslutning og Bifald, ligesom den ydede Hjælp sikkert paaskønnedes med Taknemmelighed af dem, der nød godt af denne Foranstaltning, men nu kommer baade Hr. Sager og Hr. Politimester Oldenburg (Odense) og siger, at "den Bespisning af rejsende Haandværkssvende, som nu fandt Sted i Købstæderne, bidrager til den tiltagende Vagabondering"; den sidste sagde tillige, at "det saa ud til, at der var en stigende Ulyst til fast Arbejde."

De Herrer Politimestre maa uden Tvivl anse det for et sandt Herreliv. saadan at vandre fra By til By for at faa et Maaltid Mad og nogle Øre, og paa Landevejen hvert øjeblik at blive anholdt som "Vagabond"! Bare de Herrer en Gang vilde gøre en lille Rejse "paa Professionen". Vi er overbevist om. al de vilde komme til at sande, at det Liv kan ikke friste nogen Haandværkssvend, selv om han hører til det "ubestemte Begreb", og at, naar han desuagtet foretager en slig "Rejse", det da er den haardeste Nødvendighed, der tvinger ham dertil. Men hans Nød og Fattigdom berettiger ikke Nogen, selv ikke en Politimester, til at sætte ham i Klasse med Forbrydere og Vagabonder. Og kun saadanne har man Lov til at true med Straffeloven og med Tvangsarbejde!

Det er i det Hele mærkelige Midler, som de Herrer Politimestre anbefale for at hindre "Vagabondagen", som de kalder den.

Det er ikke nok, at hele Straffeloven og Tvangshuset skal ramme og rumme de Formastelige, som søger deres Erhverv ude i Landet, naar deres egen "Forsørgelseskommune" ikke har Brug for deres Arbejdskraft, og de endnu har saamegen Æresfølelse, at de undser sig for at gaa ud til Ladegaarden og slaa de "tre Slag" paa Porten, og altsaa har begivet sig paa "Rejsen". Har disse Ulykkelige Gnist af Skamfølelse tilbage, saa skal det af Hr. Sager & Komp. anbefalede System snart udslukke den aldeles. De skal jages og sultes ud as Byerne, og ude paa Landet maa de ikke søge Arbejde. For saa kommer de i Tvangshuset! For at undgaa slig Medfart vil sagtens de Fleste spare "Rejsen" og gaa direkte til Ladegaarden, hvis de ikke i deres Fortvivlelse griber til det, der er værre!

Om nu de Herrer Politimestre anser det for mere heldigt, at en Haandværkssvend gaar straks til Ladegaarden og dermed kvæler den Rest af Selvstændighedsfølelse og Selvagtelse , som tølperagtige Arbejdsgivere og stupide Avtoritetsmennesker har levnet ham, i Stedet for at forsøge i Provinserne og paa Landet, om Arbejde mulig er at saa, - det vil vi lade dem og deres Samvittighed om!

Forhaabentlig vil der paa det Møde af Politimestre, som den i Lørdags valgte Komite skal: forberede, fremkomme Tanker og Forstag, som tage mere Hensyn til de rejsende Haandværkssvendes virkelige Tarv, end sket er paa det her omtalte foreløbige Møde, hvor man efter vor bestemte Mening har paa en temmelig letsindig Maade blande: den fattige rejsende, arbejdsvillige Haandværkssvend sammen med det "Bundfald", som syntes at være Skyld i, at nogle af de Herrer Politimestre har faaet et saa forplumret Syn paa de rejsende Svende i Almindelighed.

(Social-Demokraten 30. august 1881).

Om Udvandringen. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Hvetbo Herred skrives den 22de August til "Aalb. StiftSt.": "Som tidligere meddeelt her i Bladet, er i Slutningen af Vinteren og i Foraaret skeet en usædvanlig stor Udvandring herfra Egnen, og en væsentlig Aarsag til, at denne er tiltagen i en saa forbavsende Grad, maa vistnok søges i den Virksomhed, der er bleven udfoldet af de hjemvendte Amerikanere, som om Vinteren i massevis besøge Hjemmet. Disse kunne nemlig tjene ganske betydelige Summer under Opholdet herhjemme ved at skaffe sig Rejseselskab tilbage til Amerika, hvilket vil fremgaae af følgende paalidelige Oplysninger desangaaende, som jeg har seet sig istand til at indhente. Som en Følge af den imellem de forskjellige Dampskibsselskaber i de senere Aar opstaaede concurrence, bliver der nemlig tilbudt enhver hjemvendt Amerikaner visse Fordele ved at lade sig og Reiscselskab indskrive som Passagerer, og for at nævne et bestemt Exempel kan anføres, at en Karl fra Vrendsted Sogn, der var hjemme sidste Vinter, fik samlet et Rejseselskab paa 60 Personer. Efter at have underhandlet med Agenter for de forskjellige Linier om Provisionens Størrelse, sluttede han Accord med "det Hamborg-Amerikanske Paquet-Actieselskab" og fik for hver voxen Person (Halvt for et Barn) et contant Beløb af 15 Kr. og desuden en Fribillet paa hver 12 Mand fra Newyork ind i Landet - i Sandhed en god Vinterløn; thi naar man veed, at en Billet med Jernbanen fra Newyork til Awoca i Iowa, hvorhen de fleste af hans Selskab reiste, koster 23 Dollars eller 87 Kr. 40 Øre, saa havde han paa hver Person mellem 22 og 23 Kr., og det var derfor ikke underligt, at han gjorde sig Umage for at samle et stort Selskab; thi selv om han end maatte dele Provisionen med en Kammerat fra Himmerland, saa havde de dog til Deling 11 a 1200 Kr. - en anden hjemvendt Amerikaner (fra Hune Sogn) fik 25 Personer i Følge med sig og havde en omtrent lignende Fortjeneste paa hver. Det er derfor, som sagt, ikke uden Grund, at de gjøre alt Muligt for at overtale Folk til at udvandre, og man kan vare temmelig sikker paa, at saa snart de kunne opdage, at En eller Anden er misfornøict med sin Stilling her hjemme, saa søge de af bedste Evne at give Misfornøjelsen Næring ved at forestille ham Amerika som et Paradis, der flyder med Mælk og Honning, og de samtidigt givne Løfter om at støtte Udvandreren med Raad og Daad ikke blot under Overreiscn, men ogsaa efter Ankomsten til Amerika, blive sjeldent eller aldrig holdte, hvad der haves talrige Exempler paa. Ganske vist ere Nogle af dem, der ere udvandrede, blevne velstaaende Folk derovre, men ligesaa vist er det ogsaa, at Mange ikke blive bedre, men oftere maaske ringere stillede, end de vare det her hjemme, idet der selvfølgeligt for den, som Intet besidder, hører et vist Maal af Snilde og Paapassenhed til forat kunne naae frem til timelig Velvære. Hvis der paa Grund af Overbefolkning eller af andre Aarsager kunne være Tale om Arbeidsløshed, eller hvis de sociale Tilstand nogen Henseende vare trykkende for Arbeideren, ja, da vilde det jo være i sin Orden, at den efter at opnaae en selvstændig Stilling stræbende Mand eller Kvinde søgte at forbedre sine Kaar ved Udvandring; men da Forholdene vistnok ingensinde have været bedre og Kaarene lettere for Arbeideren end i Nutiden, tør det med Sikkerhed antages, at Mange bittert komme til at fortryde, at de have laant Øre til de lokkende Røster, der lyde derovre fra, og gjerne, hvis det var muligt, atter vilde tråde ind under de gamle Forhold i Hjemmet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. august 1881. 2. udgave).

Lidt om Holmensgade, og mere om en anden Gade. (Efterskrift til Politivennen

Skønt Spørgsmaalet om Prostitutionens Fjernelse fra Holmensgade, ved den i Mandags af Borgerrepræsentationen vedtagne Opfordring til Magistraten, er, om ikke bortfaldet, saa skudt ud i en vistnok fjern Fremtid, er der dog ved den nævnte Lejlighed faldet Udtalelser, som vi tror at burde imødegaa, medens Spørgsmaalet endnu er oppe.

Egentlig er det ikke Holmensgade, vore Bemærkninger gælde. Den er kun Anledningen. Det kunde tænkes, at Spørgsmaalet dukkede frem igen under en eller anden Form, og det er med denne Mulighed for Øje, at vi tager Ordet paa andre Gaders Vegne. Flere af de ærede Borgerrepræsentanter, men især Hr. Møbelfabrikant Larsen, havde tilegnet sig det Syn paa Sagen, at en Omordning var let at iværksætte, "da dennes (Holmensgades) Beboere let vilde kunne fordeles i forskellige Gader, hvor det slet ikke vilde mærkes". I Anledning af denne Yttring af Hr. Larsen, skal vi fortælle ham en lille sandfærdig Historie, der, samtidig med at den afgiver en ganske god Illustration til vore Avtoriteters Maade at arrangere Prostitutionsvæsen paa, tillige maaske kan bringe den ærede Borgerrepræsentant til Erkendelse af, at om en "Fordeling" end er "let at iværksætte", saa er det aldeles umuligt at foretage den uden at genere andre Gaders Beboere i høj Grad, end sige, at gøre det saaledes, at "det slet ikke vilde mærkes".

I Midten af det gamle København findes der en ganske lille Gade, som kaldes "Lille Regnegade". Gaden var i mange Aar et Slags Terra inkognita for en stor Del af Kobenbavnerne. Den var, hvad den endnu er, "lukket i den ene Ende", som det hedder, og følgelig kan den ikke glæde sig ved nogen Færdsel. Folk søgte ikke Gaden, naar de ikke havde bestemt Ærinde der. Stille, ja næsten idyllist henlevede Gadens Beboere deres Liv, uberørt af den store Bys Tummel. Det var en hel Begivenhed, naar en "fuld Mand" ubekendt med Farvandet, forvildede sig op i denne Krog, hvor man ikke kendte til anden Adspredelse end den, at være Tilskuer ved de Lege, som Gadens altid stærkt repræsenterede Ungdom gav til Bedste.

Da Dampkøkkenet blev anlagt, begyndte Lille Regnegade at "komme i Velten". Mange Lækkermunde skulde hen og smage de dejlige gule eller graa Ærter, og saa fik de med det samme Lille Regnegade at se! Af Dampkøkkenets Ruiner og Aske rejste sig som en ny "Fugl Føniks": "Aftenstjærnen". Hvad Lille Regnegade ikke havde været bekendt for, saa blev den det nu. Den kan være god nok, denne Berømmelse, men naar den skal ske paa Bekostning af Ens Fred og Ro, saa er der Maade med Behageligheden. Vi skal ikke her opregne alle de Forstyrrelser af Gadens gamle Fred, som "Aftenstjernen" har fremkaldt, siden den viste sig paa Lille Regnegades Himmel. Den offentlige Politirets Protokoller vil kunne gøre dette meget bedre end vi. - Mennesket kan vænne sig til meget i denne Verden, og Beboerne af Lille Regnegade har efterhaanden drevet det dertil, at de ikke en Gang vækkes, naar om Natten Dansesalonens "Nymfer" hvinende og skrigende flygte henad Gaden, forfulgt af deres skinsyge eller drukne Kavallerer, og de vende sig kun om paa den anden Slde, naar et Slagsmaal udfægtes efter alle Kunstens Regler lige udenfor deres Sovekammervinduer.

Formodentlig er Rygtet om denne Beboernes ualmindelige Evne til at taale, trængt frem til højere Steder, og man har vel der tænkt som saa: Kan lille Regnegades Beboere taale det, saa maa de kunne taale mere! Men, enten man nu har tænkt dit eller dat, eller man slet ikke har tænkt,- hvad der forresten er det sandsynligste, - saa er den Ting en Kendsgerning, at lille Regnegade nu ikke blot har "Aftenstjærnen", den har ogsaa Templer for Prostitutionen.

Det var sidste Efteraar, at Gadens Beboere en skøn Aften gjorde den Opdagelse, at deres egen Gade var indviet til venus vulgivaga. Det var ikke nok, at den for faa Aar siden ukendte Gade ved Danseknejpen havde opnaaet en meget tvivlsom Berømmelse, den skulde ogsaa være berygtet! 

Tror De, Hr. Borgerrepræsentant, at saadan Noget "slet ikke mærkes"? - Vedkommende Avtoritet, det maa vel være Hr. Crone, gjorde Begyndelsen med at tillade Etableringen af et saadant "Hus", hvor der indstalleredes to eller tre "Piger". Nogle af Gadens Husejere henvendte sig da med en Besværing til Politiinspektøren, idet de gjorde gældende, at naar det tillodes Prostitutionen at have Tilhold i Gaden, vilde andre Ejendomme tabe i Værdi, idet de ældre respektable Lejere vilde flytte *), og det blev da vanskeligt for Ejerne at faa deres Lejligheder udlejet igen paa samme Vilkaar som tidligere. Tillige gjorde betyde disse Mænd opmærksom paa den Gene, det er sor Naboer og navnlig for Genboere, naar Nabohuset eller Huset lige over for benyttedes som Bordel.

Politiinspektøren indrømmede Rigtigheden af det Altsammen, men maatte beklage, at der ikke var noget at gøre ved Sagen. Det System, skal han have ytret, som nu var bragt i Anvendelse, skulde først prøves, og man kunde ikke opgive det, selv om det var til Ulempe for Enkelte. Ved samme Lejlighed skal han have stillet i Udsigt, at hele lille Regnegade med Tiden vilde blive indviet til Prostitutionens Tjeneste, fordi Avtoriteterne syntes, at den særlig egnede sig til dette Brug!

Men hvorledes det nu end forholder sig med denne Udtalelse og denne Mulighed, saa er det vist, at da April Flyttedag kom, blev endnu en Ejendom i Gaden tildelt den samme Udmærkelse, og der er altsaa nu to "Huse", som bidrager deres til at skaffe lille Regnegade et Ry, som dens gamle Beboere sikkert aldrig har glædet sig til, at den skulde opnaa.

Paa et halvt Aar et foruroligende Fremskridt hen imod det forjættede "hele Gaden"!

- Hvis Hr. Borgerrepræsentant Larsen en Dag vil beære Lille Regnegade med et Besøg, vil han snart komme til Erkendelse af, at han tog fejl, da han sagde at "det slet ikke mærkes". Og hvis han da ikke selv, som Fremmed, kan "mærke" de Ulemper, som Gadens Beboere lider under, saa vil enhver Familie i Gaden, af dem, der er saa uheldige at høre til Genboerne, kunne forklare ham, hvor uheldigt det er, naar en Families Medlemmer, navnlig de kvindelige, og de større Børn, "for visse Aarsagers Skyld" ikke mere kan nærme sig deres egne Vinduer. De vil gøre Hr. Larsen forstaaeligt, at det maa saare en ung Kvindes Blufærdighed at være ufrivilligt Vidne til, at en kvindelig Medskabning ovre i det andet Hus kommer tilsyne i stærkt blottet Tilstand, og senere i temmelig let Negligé anstiller Observationer i aabent Vindu. De vil saa ham til at indse, at det vækker Bekymringer hos Forældrene, at deres Børn ved Dag og ved Aften saa at sige nødes til at vær Vidner til den Trafik, som Prostitutionslivet fører med sig. Desuden hører det ikke til Sjeldenhederne, at Vedkommende tillader sig Friheder, som ikke skal omtales nærmere her. Det kan være, at Hr. Larsen hertil vil svare, at de anførte Klagepunkter vedrører Overskridelser, som de Vedkommende ikke uden Straf kan tillade sig. Men Hr. Larsen ved nok. at "det gaar ikke saa strengt til, som Præsten præker", og at Teori er Et og Praksis et Andet. Politiinspektøren havde paa en Maade Ret, hvis det er rigtigt gengivet at han sagde, at Gaden "særlig" egnede sig til det tidtnævnte Brug, thi den er i "særlig" liden Grad Genstand for Politiets Opmærksomhed. Deraf følger, at saadanne Forseelser mod det Sømmelige, som her er fremdroget, lettere finder Sted.

Det Anførte vil uden Tvivl overbevise Hr. Larsen om, at hans Kollega i Repræsentationen, Hr. Jensen, havde fuldstændig Ret, naar han sagde, at "det vilde være Uret mod andre Gader, at flytte Prostitutionen derhen fra Holmens gade", thi hvad her er sagt om Lille Regnegade, vil naturligvis komme til at gælde enhver anden Gade, der nu eller senere besværes med Prostitutionen, enten den nu flyttes fra Holmensgade, eller etableres som nyt Led i det avtoriserede System.

I Anledning af en Bemærkning af Hr. Højestereisadvokat Henrichsen, om at der i Holmensgade ikke var Persienner, men kun gennemsigtige Gardiner for Vinduerne, udtalte Hr. Borgmester Hansen den Anskuelse, al "Spørgsmaalet om Persienner eller Gardiner havde virkelig meget lidt at betyde". Vi tør forsikre Borgmesteren om, at hvis han selv boede i Holmensgade, eller blot i Lille Regnegade, vilde han snart blive af en ganske anden Mening. Han vilde ubetinget anbefale Persiennerne. Skønt, naar Borgmesteren med sine Damer ikke kan passere Farvergade, hvor der er Persienner, uden at blive "meget generet", saa vilde han ikke lade det blive ved denne Reform. Han vilde finde endnu mere Grund til at fjerne Prostitutionen fra Lille Regnegade end fra Farvergade, hvad han truede med, og i Forvisningen herom vil vi slutte med Ønsket om, at Hr. Borgmester Hansen ret snart vil opslaa sin Residents i Lille Regnegade. "Aftenstjernen" vil kunne blive en ganske udmærket Borgmesterbolig! -ø-

*) Det er vitterligt, at i det sidste Halvaar er to Familier flyttede fra Gaden af den Grund.

(Social-Demokraten 26. august 1881).

Artiklen blev kommenteret i Social-Demokraten 31. august 1881.

Det første dampkøkken blev oprettet i 1856: "Kjøbenhavns Dampkøkken" i Regnegade af direktør Hellmann. Flere provinsbyer fulgte, og J. F. Johansen & Co. byggede et dampkøkken i Studiestræde nr. 88, flere kom til på Christianshavn, Nørrebro, og Borgergades Dampkjøkken 1863. Stort set intet synligt er bevaret i dagens bybillede.

I 1865 blev dampkøkkenet ombygget til dansesalonen "Aftenstjernen" af kommerceråd og vekseler Isak Wulf Heymann. Han ejede i forvejen to kendte ølhaller på Vesterbro og Frederiksberg: "Thors Hal", "Valhalla". Øl blev leveret fra hans bryggeri "Svanholm" på Vesterbro. Desuden en "øltunnel" på Østergade, "Rydbergs Kælder". "Aftenstjernen" havde navn efter en stor gas-stjerne anbragt over orkesterpodiet. Den blev også kaldt "Stjernen". Politidirektør Crone så med velvilje på at et stort danselokale i stedet for mange små dansebuler. Det var hovedsagelig folk fra det ilde berygtede Vognmagergade-Brøndstræde-kvarter.