Valgene i Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Siden af den almindelige Interesse, der knytter sig til de tydske Rigsdagsvalg, have vi Danske vor særegne lille Valgsag i Sønderjylland - lille i Sammenligning med de store kræfter, der drages om Indflydelsen i det tyske Rige, men stor i Forhold til det Omraade, hvor der endnu er sparet dansk Nationalitet Leve- og Virkerum. Det er fra denne sidste Side, forekommer det os, at vi her hjemme have en Ret til at føle os delagtige i Sønderjydernes Valgkampe, som ingen kan fornægte os. Man kan nære saa stort eller saa lidet haab, man vil, om Gjenforening med vore Landsmænd; selv for den der har opgivet ethvert politisk Haab, bliver der dog en national Interesse tilbage af den største Betydning og den mest levende Aktualitet. Hver Gang Sønderjyderne gaa til Valg, er deres Afstemning som en Malestok for vor Nationalitets Bærekraft; vi kunne tælle os til, hvad dansk Aand og Sindelag kan taale under de ublideste Vilkaar, hvad dansk Trofasthed formaar midt imellem en overvældende Nationalitets uhyre Tryk og uhyre Tiltrækning. Vi ville dele deres Mismod over enhver Skygge af Tilbagegang, og vi ville dele deres Glæde over enhver Prøve, hvor de have holdt sig bravt, saaledes som ved det nu overstaaede Valg. Men hertil synes det ogsaa, at i kongeriget have at begrænse vor Deltagelse, hertil og ikke videre. Hvor dansk staar mod tysk ere vi med; men i Sønderjydernes indre personlige og stedlige Politik er det ikke vor Sag hverken at raade eller lede; det forstaa de sikkert bedst selv.

Vi beklage, at denne Erkjendelse i saa ringe Grad har vundet Indgang i kongeriget. Det nationalliberale Parti, for hvem Sønderjylland burde være som en ond Samvittigheds Uro, et uudsletteligt Ansvar, har saa lidet kunnet glemme sine gamle Herskevaner paa dette Omraade, at Partiets Presse har været ude i Valgkampen med Raad, der lød som Befalinger, og med Bebrejdelser og Tilrettevisninger, der ikke knude være mere uforbeholdne, hvis det drejede sig om Sager, der vedkom dem, og hvori de havde Myndighed. Medens det danske Parti i 2den kreds har vundet en foreløbig Sejr, der er lige saa uventet som glædelig, idet Hr. Johannsen er kommet ind som Numer 1 af de 4 Kandidater og følgelig vil naa at komme med paa Omvalg sammen med en af de tyske, har i 1ste kreds sejrrigt bevaret et absolut Flertal for det danske Parti, saa at Omvalget alene vil komme til at staa mellem de to danske kandidater. Dette Udfald er et saadant, at enhver dansk kun kan føle ublandet Glæde og Paaskjønnelse derover; det frejdige Mod og den utrættede Iver, hvor med de danske Sønderjyder møde og vidne for deres Nationalitet har kun krav paa vor største Beundring og Taknemlighed. Om det i lste kreds tilsidst bliver Hr. Junggreen eller, som det nu vel maa anses for utvivlsomt, Hr. Lassen er et ganske underordnet Spørgsmaal. De ere begge gode danske Mænd, hæderlige og ansete, vel befarne i sønderjydsk Politik, og om dem begge maa det siges, at de værdigt kunne møde i Berlin paa deres Landsmænds Vegne. Naar der alligevel mellem de to Herrer og deres Venner er ført en Valgkamp, som i Hidsighed overgaar, hvad vi her hjemme ere vante til og som det fra det Junggreenske Partis Side i de sidste Dage naaede op til Udtryk som "falske Profeter" og "Landsforrædere", saa kan man ganske vist finde denne Nidkjærhed noget overdreven, men at det skulde være en Ulykke eller noget at sørge over, se vi ikke.

Saa længe Krygers sympathetiske Skikkelse og brede Indflydelse dæklede over hele Sønderjylland, var der kun et Parti mellem alle danske. Men at Krygers Død har givet Plads for en kappestrid mellem flere af de Næstkommanderende, som under hans Ledelse have øvet Indflydelse og virket i Partiet, synes at være den naturligste Ting af Verden, og at Valget mellem Kandidaterne til den ledige Førerplads tilsidst er foregaaet ad Afstemningens uomtvistelige Vej forekommer os at være det eneste rigtige. Enhver anden Afgjørelse paa Grundlag af tilfældige Flertal i Vælgermødes eller paa Grundlag af personlig Resignation og Opofrelse vilde have efterladt m Tvivl og en Braad hos det Parti, der trak det korteste Straa, som vedvarende vilde have holdt Striden aaben, medens det nu synes at maatte falde enhver let at slutte sig til Strømmen der, hvor Flertallet har angivet Vejen og truffet Valget.

Det er ikke let her ovre fra at vurdere alle de Momenter, der have spillet en Rolle i Valgkampen og vejet med i Afgjørelsen. Personlige og, som det synes, stedlige Grunde have haft deres Andel. Men et Hensyn af mere almindelig og de andre overvejende Rækkevidde har ligget i Sønderjydernes Beslutning om at frigjøre sig for den nationalliberale Indflydelse fra Kjøbenhavn. Man har med Rette eller Urette anset Hr. Junggreen for mere afhængig af den national liberale Klikke, end man i Slesvig mente at kunne være tjent med, og Valget er saaledes tillige et Udtryk for Sønderjydernes Tilbøjelighed til selv at styre deres egne Sager. Dersom man nærede nogen Tvivl i denne Retning, har man blot behøvet at følge de kjøbenhavnske Højreblade, som med den afgaaede Redaktør af "Dannevirke" Hr. Hjort-Lorenzen i Spidsen, have tilladt sig en Agitation mod Flertallets Kandidat, der overskrider ethvert Hensyn og fortjener den alvorligste Misbilligelse. Sønderjyderne have ved at give den saaledes angrebne kandidat et Flertal af nærved 1500 Stemmer tildelt denne Presse en Tugtelse og beredt den et Nederlag, som i eftertrykkelig Grundighed svarer til det Overmod og den ukaldede Anmasselse, hvormed den har søgt at bringe sin paa dette som paa andre Omraader forlængst brudte Indflydelse til at bære i en Sag, hvor vor Stilling i kongeriget bør være en støttende og følgende, men hvor Sønderjyderne selv og alene bør være de førende, ligesom de selv og alene ere de kjæmpende, arbejdende og lidende. Nu, da Befolkningen har talt og Sønderjyderne kaaret deres Mand, tør man dog sagtens haabe, at den nationalliberale Agitation vil anse sin Rolle for udspillet, saa at vi alle i kongeriget kunne følge Sønderjydernes valgte Mænd med den Agtelse og Sympathi, som er det eneste Bidrag, vi ere i Stand til at yde deres beundringsværdige Vedhængen ved Modersmaal og Nationalitet. At Sønderjyderne selv ville slaa kreds øm deres Repræsentant og erklære den indre Strid for endt, derom behøver ingen at tvivle, som ved den fjerneste Berøring med Befolkningen har faaet et Indtryk af i hvilken Grad karakteren "god, dansk Mand" overvejer alle andre Hensyn.

(Morgenbladet (København) 2. november 1881).

Opsynsmanden paa Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

Opsynsmanden paa Rundetaarn. I forrige Uge jordfæstedes i Følge "Nttd." her fra Byen en gammel Mand, der, skønt i en lang Aarrække endogsaa meget højtstillet, dog stadig kunde glæde sig ved gode Udsigter - det var en af mangfoldige Københavnere kendt Skikkelse, Opsynsmanden ved Rundetaarn. Allerede for et Par Aar siden havde den Gamle 50aarigt Jubilæum som Opsynsmand ved det gamle Taarn med Sneglegangen - der var noget af en gammel fredelig Snegl ved ham selv, saaledes som han Dag ud og Dag ind kravlede op og ned i sit Hus, det han saa trofast var knyttet til. Allerøverst oppe, i selve Taarnet beboede han en lille Lejlighed, 4 Værelser med Udsigt til alle Verdenshjørner; men om Formiddagen sad han ufravigelig inden for den lukkede Indgangsdør, vant til sit Mørke, altid parat med sit Nøgleknippe, naar Nogen bankede paa for at indlades. Det var heller ikke saa faa Tiører og 25 Ører den Gamle i Ugens Løb kunde samle sammen. Det gik alt til at forherlige et stilfærdigt Familieliv paa Toppen af Christian den 4des gamle Taarn.

(Social-Demokraten 27. oktober 1881).

I Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød 4. oktober 1881 angives hans navn som Hans Rasmussen. Han blev begravet fra Trinitatis Kapel den 7. oktober 1881.

Stormflod ved Ribe. (Efterskrift til Politivennen).

Stormfloden. I et Brev fra Ribe-Egnen til "Varde Avis" hedder det bl. A.: Jeg har talt med ældgamle Folk, der forsikkre, at de ikke i deres Tid har kjendt en oversvømmelse, som har været saa skadelig i sin Virkning og sine Følger som den sidste. Jeg skal ikke tale om, at Græsset er ødelagt og at Creaturerne derfor maae sættes paa Stald 2 a 3 Uger før Tiden, hvilket ikke har saa lidt at betyde i et saa foderknapt Aar som dette, heller ikke om vore overskyllede Rugmarker, uagtet vor Rugavl er totalt ødelagt for næste Aar, men kun pege hen paa de enorme Tab, Mange have lidt paa deres Creaturer. En Mand, der havde 61 Stykker i Engene, mistede heraf over 30 Stkr., hvoriblandt et Parti Stude, som sidste Marked i Ribe solgtes til 220 Kr. pr. St, foruden et Par udmærkede Plage. En Anden mistede 10. en Tredie 8 og saa fremdeles. En mistede 30 gode Faar, foruden baade Stude og Plage, en Anden 26 foruden mange Stude, og saaledes gaaer det i det Uendelige. Desværre maatte en Karl bøde med sit liv under Forsøg paa at redde sin Huusbonds Creaturer. Vandet kom saa hurtigt, at han ikke var i Stand til at bjerge sig. To Karle, der kun vare et Bøsseskud fra Byen, vare ifærd med at redde nogle Faar, der imidlertid druknede mellem Hænderne paa dem, og selv vare de saa medtagne, at de segnede om af Udmattelse, da de naaede Land. Et andet Sted maatte 5 Karle staae ude i Engene Natten over bundne til hverandre, og Flere maatte binde sig fast til en eller anden Gjenstand ude i Engene under Forsøg paa at redde Creaturer, saa det er næsten et Under, at Vandet ikke har krævet flere Offre end det ene. Det var et sørgeligt Syn at staae hjemme og see de døde Creaturer komme skyllende, det ene efter det andet, og det var ikke mindre sørgeligt Søndag Morgen at see de druknede Dyr ligge i Bryggen ligesom de vare strøede. Heste - der er en Mand, der mistede 3 - Stude, Kalve og Faar laae som de vare styrtede om ved Siden af hverandre. Jeg saae henved 100 Creaturer ligge saaledes, medens jeg ikke var i Stand til at tælle Faarene. Er Tabet saaledes stort og større end Mange godt kunne taale - en Mand mistede sin hele Besætning undtagen 4 Køer, han havde paa Stalden - saa skyldes det en enkelt Mands uforfærdede Mod, at det ikke blev større. Det er Ungkarl Jørgen Mikkelsen af Kjærbøl, Farup Sogn. Med Fare for sit eget Liv blev han hele Dagen ved at redde Creaturer ude i Engen, og havde han ikke været, var Tabet blevet langt større end det blev. Da Vandet stod høiest, stod det vistnok 14 a 15 Fod over daglig Vandstand. I Farup By stod Vandet enkelte Steder op paa Murene, og Gaderne i Byen vare store Canaler, hvori der gik en voldsom Strøm.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. oktober 1881. 2. udgave).

Stormfloden var mindre end stormfloderne i 1362 (”Den store mandedrukning” og 1634. Først senere, 1911-1915 begyndte digebyggeriet. Ribediget stod færdigt i 1912. Efter en stormflod i 1911 blev diget forhøjet og forstærket i 1924, 1978-1980 og i 1990’erne, og foran diget er der dannet ny marsk.

Valgene til den tydske Rigsdag i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Med stigende Forundring og Beklagelse have alle Venner af den slesvigske Sag i de sidste Uger seet den Uro, Forvirring og Animositet, der er kommen for Dagens Lys i Nordslesvig i Anledning af de forestaaende Valg. Vel synes der nu at være indtraadt en Vending til det Bedre, men endnu den 17de d. M. var der langtfra tilvejebragt nogen Enighed med Hensyn til Afstemningen i 1ste Rigsdagsvalgkreds. Antallet af de Mænd i de nordligste og mellemste Districter af denne Kreds, der opfordre til at stemme paa J. P. Junggreen, var til nævnte Dag steget til 1124. I og for sig er dette Antal vel ikke afgjørende, naar der huskes paa, at hver af de slesvigske Valgkredse omfatter mindst 100,000 Indbyggere, og at der vælges paa bred Basis, men for Den, der har noget Kjendskab til Versener og Tilstande i Nordslesvig, og seer hen til den Vægt, de hidtil fremkomne Underskrifter have rundt om i Landdistricterne, maa del staae klart, at der ved det Valg, som forestaaer i næste Uge (den 27de October), vil blive afgivet et saa stort Antal Stemmer paa nævnte Candidat, at det langt vil overgase hvad der i saa Henseende vil kunne samles paa Als og de nærmestliggende Districter paa Fastlandet for Hans Lassen fra Lysabild. 

Det maa under disse Omstændigheder haabes, at denne hidtilværende Repræsentant i den preussiske Landdag og i Provindslanddagen endnu i den ellevte Time vil tage en Beslutning, der er hans hæderlige Fortid værdig, ved at trække sig tilbage for Junggreen og opfordre de Mænd, der vilde give ham deres Stemme, til at slutte sig til den øvrige danske Befolkning, som stemmer paa sidstnævnte Candidat. Skulde dette mod Forventning ikke ske, fortjener det ialtfald at constateres, at J. P. Junggreen har gjort, hvad han kunde, for at neddysse den Strid, der, tildeels baaren af Antagonismen mellem Land og By, tildeels af en grundtvigiansk ligesaa ophidsende som ubetænksom Indblanding og Agitation, har reist sig i 1ste Valgkreds. Endnu i Løverdags har J. P. Junggreen i "Dv." i de hjerteligste og meest indtrængende Udtryk rettet en Opfordring til de danske Nordslesvigere om at afslutte en Debat, der, som han bemærker kun kan være til Gavn og Glæde for Tydskerne. "Saa retter jeg da - siger han - den Bøn baade til Venner og Modstandere, at vi nu slutte denne Debat, der kun kan være til Glæde for vore Fjender, og huske paa, hvad vi ere, en lille Folkestamme, løsreven fra vort eget Folk, og kjæmpende den tungeste Kamp for at bevare det, med hvis Tab vi ere hjemfaldne tit "Udslettelsens Dom." Vi have skiftet nok af haarde og bittre Ord. Lad os glemme og tilgive og tro om hverandre, at hvad vi hare gjort og sagt, det have vi kun gjort og sagt for at forsvare, hvad der efter vor Overbeviisning var Ret, og for at fremme den Sag, som vi alle tjene. Og lad os huske paa, at hvad der for Øieblikket skiller os ad, det er om faa Dage noget Forbigangent, medens vi da atter staar foran den Kamp, i hvilken vi kunne have alle vore Kræfter og al vor Dygtighed behov, og i hvilken vi sikkerlig ville bukke under, naar vi ikke kjæmpe den i Enighed og i Samdrægtighed - Kampen for vort Modersmaal og vor Folkelighed. Saa lad os slutte Fred, kjære Landsmænd! lad Enhver i den nu foreliggende Sag giøre, hvad der efter hans Overbeviisning er det Bedste, men lad os afholde os fra Alt, hvad der yderligere kan tjene til at ophidse og forbittre Stemningen." 

Det ville være meget at beklage, om den advarende Røst, der her opløftes, skulde have lydt forgjæves, og dersom der ikke umiddelbart før den afgjørende Dag, den 27de October, var opnaaet saa megen Enighed iblandt Nordslesvigs danske Vælgere, at alle Stemmer - maaskee med Undtagelse af den bekjendte lille Flok vestslesvigske Intransigente - faldt paa een og samme Candidat, der under de nuværende Forhold neppe kan være nogen Anden end Junggreen. Hvad der hidtil altid har imponeret Tydskerne, er den fuldstændige Enighed blandt de danske Nordslesvigere i et hvert Spørgsmaal, der vedrører deres nationale og politiske Stilling. Skulde dette Sammenhold gaae tabt, og smaalige, personlige Kjævlerier træde istedetfor den hidtil bevarede Samdrægtighed, vilde de mange og mægtige Kræfter, der arbeide paa at svække Danskheden i Nordslesvig, snart have vundet Spil.

Ved Valgene i 2den og 4de Kreds ville de danske Stemmer rimeligviis ikke blive spredte. Redacteur Gustav Johannsen, der er opstillet i 2den Valgkreds ventes den 21 de October til Aabenraa, hvor han i "Hotel Danmark" vil afholde to Valgmøder. Fire af Byens dansksindede Borgere indbyde i den Anledning Byens og Omegnens danske Vælgere til at møde talrigt. I Flensborg har der fundet flere Valgmøder Sted, hvor de tydske Candidater, Amtretsdommer Francke og Landretsraad Nissen, optraadte. Sidstnævnte synes at finde Tilslutning i en deel af Landkommunerne i Angel, derimod mindre hos Tydskerne i Flensborg.

I 4de Valgkreds (Vestslesvig) have, som bekjendt, 19 Mand, bosatte i Løgumkloster, Møgeltønder, Visby, Ballum etc., opfordret de danske Vælgere, der tidligere have stemt paa Krüger, til denne Gang at give Hans Aagesen Knudsen til Trøiborg deres Stemme. Der er hidtil ikke blevel opstillet nogen dansk Modcandidat. Skjøndt der, paa Grund af den ejendommelige Fordeling af Valgkredsene i Slesvig (der kan sammenlignes med den, som det tydske Parti under Schmerlings Regimente 1861 fik gjennemført i Bøhmen), er ringe Udsigt til i 2den eller 4de Valgkreds at faae en dansk Candidat igennem, ønske dog de Mænd, der i sidstnævnte Kreds opfordre til at slemme paa Knudsen, at deres politiske Meningsfæller som een Mand ville benytte Afstemningen den 27de Oktober til atter at kundgjøre deres Vedhængen ved det fraskilte gamle Fædreland." S.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. oktober 1881. 2. udgave)

I Dybbelposten 4. oktober 1881 havde H. Lassen (Lysabild) skrevet at han helst så sig fritaget, men hvis han var den som stemmerne lettest og bedst kunne samles om, ville han opstille hvis man ikke kunne enes om at vælge nogen anden.

Valgene i Nordslesvig. Den 21de ds. holdtes i Aabenraa det af J. P. Junggreen indvarslede Møde, paa hvilket han præsenterede Redacteur Gustav Johannsen fra Flensborg som Candidat for den 2den slesvigske kreds. Mødet dirigeredes af Advocat Bekker. Red. Johannsen erklærede, at han efter Opfordring af flere Mænd i Aabenraa og flere Andre i Kredsen havde stillet sig som Candidat til den tydske Rigsdag for at overtage Posten efter afdøde Krüger. Men medens Krüger havde havt § 5, at holde sig til, var denne nu strøgen, hvorimod Tanken, der laa til Grund for samme, ikke lod sig udslette. Taleren fremhævede, at han vilde bringe frem, hvad der var Ret, efter Folkeretten, og vilde komme som Kravet til det tydske Folk. der skyldte os Meget. Om der vilde gives Leilighed til at komme frem med Kravet, vidste han ikke, men haabede det. Folket maatte ikke opgive sig selv, thi saa vare vi fortabte. Candidaten opfordrede til at møde talrigt paa Valgdagen og stemme paa de Mænd, der opstilles til Valg. Kun ved at slutte os sammen kunde vi opretholde vor Sag. Hvad der kunde udrettes, vidste han ikke, men hele Befolkningen maatte slutte sig sammen paa Valgdagen den 27de October. Hvad vi ville, var nedlagt i de bekjendte Ord: Vi ere Danske og ville vedblive at være Danske. Taleren vilde, dersom han blev valgt, arbeide for en Nedsættelse i Skatterne og vilde sige til Tydskerne: Spar paa de mange Soldater, thi da vil i høi Grad Budgettet lettes.

I et Eftermiddagsmøde anbefaledes G. Johannsen paany af J. P. Junggreen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. oktober 1881).

I de tre slesvigske valgkredse (1., 2. og 3.) stod de tyske kandidater herredsfoged Bachmann, Francke og Wachs (der stod stærkt i købstæderne) over for de danske Junggreen og Lassen (1.), Gustav Johannsen (2.) og Knudsen-Trøiborg (4) som stod stærkest i landdistrikterne). Ved valget i Haderslev By den 27. oktober 1881 stemte 659 på Bachmann, 308 på Junggreen og 70 på Hans Lassen.

De endelige stemmetal blev: 1. valgkreds: Lassen 5260 (valgt), Junggreen 3864, Bachmann 2515. 2. valgkreds Gustav Johannsen 3761, Francke 3687, Nissen 3243, Hasenclever 353. Ved omvalget mellem Johannsen og Francke den 11. november 1881 vandt Johannsen med 806 stemmer over Francke, idet en del socialdemokratiske tyskere (der havde stemt på Hasenclever) foretrak Johannsen fremfor den nationalliberale Francke. 4. valgkreds: Gieschen (valgt), godsejer Knudsen til Trøjborg 1186 stemmer.

Konflikten afspejlede måske forskellen mellem Junggreen som var orienteret imod Højre, og Lassen som var orienteret mod Venstre:  

Fotograf Bertel Christian Budtz (1837-1884): Jens Peter Junggreen (1827.1886). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Jens Peter Junggreen (1827-1886) gik i tysk skole og var fra et dansk påvirket hjem. 1850–51 var han dansk soldat. På jagt efter guld rejste han 1853-1856 til Australien og siden til Californien. 1856 startede han tobaksdyrkning i Åbenrå.  Fra 1865 skrev han i "Freja" og fra 1868 i"Dannevirke", 1866–70 for "Köllnische Zeitung". Han blev 1876 idømt seks måneders fæstningsstraf i Magdeburg. I 1880 stiftede han "Foreningen til bevarelse af det danske sprog i Slesvig" (Sprogforeningen) og var dens første formand. Da artikel 5 i 1879 blev ophævet, plæderede han for en ny politisk kurs, nemlig at landdagsmændene skulle aflægge ed på forfatningen, også i den preussiske landdag så de kunne gøre danske synspunkter gældende. Rigsdagen havde ikke krav om ed. Det opgav han dog pga. kraftig modstand. Venstrefolk i Haderslevs landdistrikter var ikke begejstrede for Junggreens sympatier for Højre, og samlede sig om landdagsmand Hans Lassen. Lassen fik de fleste stemmer, men ikke absolut majoritet, og ved omvalget samledes alle danske stemmer efter Junggreens opfordring på ham. Lassen aflagde 1882 landdagseden. Det vendte stemningen så Junggreen i 1884 valgtes som de udprægede edsnægteres kandidat. Han døde et par år senere.

Fotograf Christoph Heinrich Hermann Ohm (1829-1900): Hans Lassen. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hans Lassen (1831-1896) var gårdmand fra Lysabild. Han var synsmand og medlem af herredsrådet for Als sønderherred. Han blev efter 1864 medlem af kredsdag og provinslanddag, af provsti- og provinssynode, formand for den alsiske landboforening og for Lysabild Sogns Sparekasse. 1875 blev han valgt som landdagsmand i 2. kreds. Efter i nogle år at have fulgt H. A. Krügers edsnægterkurs, ændrede han efter artikel 5s ophævelse taktik. Dette accepteredes ved valget 1879. Af hensyn til Krüger aflagde han først efter dennes død forfatningseden og tog sæde i landdagen. Han vandt over J. P. Junggreen som Krügers afløser som rigsdagsmand for 1. kreds. Men ved næste valg 1884 var kritikken af edsaflæggelse vokset så stor at Junggreen blev valgt . Hans efterfølger, Gustav Johannsen fulgte Lassens taktik. Efter hans pludselige død kom det frem at han havde misbrugt sin stilling som formand for hjemsognets sparekasse og påført det store tab.

De dansk-vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk-vestindiske Øer. Den Omstændighed, at den nu forestaaende Sukkerhøst paa de vestindiske Øer, saafremt ikke uforudsete Begivenheder indtræffe, rimeligviis vil blive den største, Øerne have havt i en lang Aarrække, har i Colonialraadet paa St. Croix i forrige Maaned fremkaldt en levende Discussion om Arbeidersagen. Det er nemlig at forudsee, at Høsten ikte vil kunne udføres med de Kræfter, der for Tiden haves paa St. Croix. Der er enkelte Plantager, navnlig i den midterste Deel af nævnte Ø, hvor der trænges til en Forøgelse af indtil 60 pCt. Arbeidskraft. Hverken Tilbudet om en større Dagløn eller andre Fordele kunne bevæge de indfødte Negre til at arbeide mere end 3 eller 4 Dage om Ugen. De fremmede Arbeidere, der for Tiden udgjøre en Trediedeel af Arbejderbefolkningen, arbeide vel i Reglen noget mere og noget længere, men deres Antal er langtfra tilstrækkeligt til at bøde paa Negernes Ladhed. Under disse Omstændigheder reistes i Colonialraadet det Spørgsmaal, hvad der skulde gjøres for at undgaae de store Ulemper, der ville opstaae af disse Forhold i den allernærmeste Fremtid. Atter at indføre Kulier fra Ostindien antoges af de fleste Talere for ugjørligt. Det havde nemlig viist sig, at hver af de 312 Kulier, der ankom i 1863 fra Ostindien og atter, ifølge de indgaaede Forpligtelser, bleve sendte hjem i 1868, havde kostet omtrent 200 Dollars, saa at Emigrationsfonden, til hvilken der ydedes Bidrag fra Øernes Plantager, i det Hele havde havt en Udgift af omtrent 60,000 Dollars. Nogle af Colonialraadets Medlemmer foreslog at hente nye Arbeidskræfter fra de fremmede vestindiske Øer. Andre Medlemmer - og disse syntes at have Raadets Fleertal paa deres Side, - ønskede en Indvandring fra China. Chinesiske Arbeidere vare efter deres Mening at foretrække fremfor Kulier, fordi de vare stærkere og fordi de ikke gjorde Fordring paa at faae fri Tilbagereise. Raadets Præsident indvendte derimod, at der i Revue des deux Mondes af Sagkyndige var blevet paastaaet, at Chineserne duede bedre til alt Slags andet Arbeide end til Plantagearbeide og Agerdyrkning. Denne Paastand fremkaldte Modsigelse, og der blev henviist til Forholdene i Californien. Nogen Resolution blev ikke vedtagen. Den vestindiske Emigrationsfond beløber sig for Tiden kun til omtrent 3000 Dollars.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. oktober 1881. 2. udgave).