Høiesteretsdom i en Sag om Barnemord. Høiesteret paakjendte igaar en Sag, hvorunder Arrestantinden Hansine Rasmine Rasmussen tiltaltes for denne Forbrydelse, idet hun den 1ste Juni d. A. havde, efter først at have kvalt sit udenfor Ægteskab fødte 7 Maaneders Drengebarn, kastet det i den saakaldte Ladegaardssø tæt udenfor Nyborg. Arrestantinden, der tjente paa en Gaard i Fyen, var den 31te Mai d. A., da hun i 5 Dage i Træk havde været beruset, bleven bortviist af Tjenesten og havde begivet sig til Odense. Herfra tog hun samme Aften til Nyborg, hvor hun tidligere havde tjent, og hvor Barnet var anbragt i Pleie. Hos den Familie, hvor Barnet var, tilbragte hun Natten, og i Løbet af samme fik hun, der vel tidligere havde følt sig fortvivlet over sin Stilling og tænkt paa at aflive sig selv, men ikke Barnet, den Tanke at tage Livet baade af sig selv og af det, da hun ikke vidste, hvorledes hun uden Plads, enten til sig selv eller Barnet, skulde kunne komme ud af det. Den næste Morgen begav hun sig bort med Barnet og paatænkte, da hun i Mellemtiden havde opgivet Tanken om at dræbe sig og Barnet, at faae Barnet anbragt et andet Sted. Hun opgav imidlertid sidstnævnte Bestemmelse om Barnets Anbringelse og besluttede sig nu til at dræbe sig selv og Barnet ved Drukning. Efter at have siddet lidt i et Krat tæt ved Ladegaardssøen, fattede hun den Beslutning først at dræbe Barnet og derpaa at drukne sig selv. Hun kvalte derpaa Barnet og blev derpaa siddende et Par Timer med Liget i sit Skjød uden at kunne overvinde sig til at udføre sin tidligere Beslutning om at drukne sig, idet ogsaa den Tanke faldt hende ind, at hun nu uden Barnet mulig kunde komme bedre ud af det. Efterat have opgivet at dræbe sig selv, klædte hun Barneliget af, for at det ikke skulde gjenkjendcs paa Klæderne, naar det blev fundet, kastede det nøgent ud i Ladegaardssøen paa det Sted, hvor det samme Dag blev fundet, og reiste samme Dag tilbage til Odense, i hvis Omegn hun Dagen efter fik Tjeneste hos cn Gaardmand, hos hvem hun den 6te Juni blev anholdt.
Overretten havde fundet Betænkelighed ved at statuere som af Underretten gjort, at Arrestantinden - der er ca. 30 Aar gl. og ugift og som skildres som hengiven til Drik - havde med Overlæg skilt Barnet ved Livet, hvorimod Retten havde anseet hende efter Straffelovens § 186 med Tugthuusarbejde i 12 Aar, og dette Resultat stadfæstedes af Høiesteret.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. december 1881).
Underdommeren, herredsfogden i Vinding Herred havde idømt hende dødsstaf.
Sagen Nr. 306/1881.
Advokat Nellemann Aktor
contra
Hansine Rasmine Rasmussen (Def. Adv. Halkier).
(Afsagt den 6 December 1881).
Spørgsmaal om et Fruentimmer, der havde dræbt sit c. 7 Maaneder gamle, uægte Barn, derved havde handlet med Overlæg. Straffelovens § 186 anvendt.
Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom af 25 Oktober 1881 er saalydende:
Den 1 Juni d. A. hen paa Eftermiddagen blev der paa Vinding Herreds Grund tæt udenfor Nyborg i den saakaldte Ladegaardssø paa 2 a 3 Alens Dybde fundet det nøgne Lig af et flere Maaneder ammelt Drengebarn, og gav den den næste Dag foretagne legale Obduktion af samme det Resultat, at Døden ikke var bevirket ved Drukning, men at den sandsynligste Dødsaarsag var Kvælning af Barnet, førend det var kastet i Vandet. Samme Dag oplystes det nævnte Barn derhos at være den af Arrestantinden Hansine Rasmine Rasmussen den 2 November f. A. udenfor Ægteskab fødte Dreng Niels Peder Rasmussen. Ved den i Anledning heraf mod Arrestantinden indledede Undersøgelse er der ved hendes egen Tilstaaelse og det iøvrigt Fremkomne blevet oplyst Følgende:
Arrestantinden, der aldrig har været gift, og som i 1871 havde født et uægte Barn, der dog døde Aaret efter, kom, efter at hun den 2 November f. A. hos en Slægtning i Nyborg havde født det ovenfor nævnte Drengebarn med hvis Fader hun ikke havde staaet i Forbindelse siden ifjor Foraar, saa han end ikke anede hendes Frugtsommelighed eller dets Fødsel til at tjene paa en Gæstgivergaard i Nyborg, medens hun fik Barnet anbragt i Pleje hos en Familie lige udenfor den nævnte By, hvorfra det imidlertid den 1 Maj d. A. kom til en Skomager i Nyborg for en Betaling af 10 Kr. om Maaneden, som skulde erlægges forud. Samtidig maatte Arrestantinden paa Grund af, at hun var hengiven til Drik, hvad hun har været fra hun blev voxen, skifte fra den omtalte Gæstgivergaard og kom nu til at tjene paa Søndergaarde i det vestlige Fyn.
Derfra blev hun imidlertid, da hun i 5 Dage i Træk havde været beruset, bortvist den 31 Maj d. A., og hun, der da var i Besiddelse af ca. 10 Kr., begav sig derpaa strax til Odense, hvor hun skaffede sig yderligere 4 Kr. ved Pantsætning af sit Uhr, og tog, efter at have kjøbt en Pægl Brændevin, hvoraf hun drak henved Halvdelen, inden hun forlod Odense, med Jernbanen til Nyborg for at se til sit Barn og betale Plejeløn for det for Juni Maaned. Ved Ankomsten til Nyborg Kl. 10% Aften gik hun hen til den ovenfor nævnte Skomager, der dog ikke havde kunnet beholde Barnet hos sig. men midlertidig havde anbragt det hos en Nabofamilie, og hun erklærede da først, at hun endnu samme Nat vilde rejse tilbage medtagende Barnet, som hun ved denne Lejlighed opgav at kunne faa billigere i Pleje i Nærheden af hvor hun tjente, men lod sig dog af den nævnte Skomager, der ansaa hende for beskænket, og af den Kone, hos hvem Barnet var, overtale til at blive Natten over hos Skomageren, siddende paa en Stol og med Barnet i en Vugge ved Siden af sig. Løbet af Natten fik hun, der vel tidligere har følt sig fortvivlet over sin Stilling og tænkt paa at aflive sig selv, men ikke Barnet, den Tanke at tage Livet baade af sig selv og af det, da hun ikke vidste, hvorledes hun uden Plads enten til sig eller Barnet skulde komme ud af det. Kl. ca. 5 1/2 om Morgenen gik hun alene hen til en Familie i Nyborg, hvor hun havde et Stykke [Tag berende], og paa Vejen derfra tilbage laa hun i nogen Tid og sov paa Voldskrænten. Efter derpaa hos den Familie hvor Barnet i den sidste Tid imidlertid havde været, at have faaet Noget at spise og drikke og noget Mælk til Barnet, [samt] efter at have faaet Lejlighed til at drikke Resten af det Brændevin, hun havde medbragt fra Odense, lidt over ½ Pægl, begav han sig mellem Kl. 8 og 9 Morgen bort med Barnet, idet hun angav, at hun, inden hun rejste tilbage med Jernbanetoget, vilde gaa ud til den Familie udenfor Nyborg, hvor Barnet havde været anbragt indtil den 1 Maj. Dette var efter hendes Forklaring virkelig ogsaa hendes Hensigt, idet hun, der i Mellemtiden havde opgivet sin om Natten fattede Tanke at dræbe sig og Barnet, vilde forsøge, om den nævnte Familie ikke mulig atter vilde modtage Barnet. Paa Vejen opgav hun imidlertid atter denne Bestemmelse, uden at hun har kunnet angive anden Grund dertil, end at hun tvivlede om at kunne komme ud af det, og hun besluttede sig nu til at dræbe sig selv og Barnet ved Drukning og gik derfor ad en anden Vej uden om Byen hen til et tæt Krat lige ved Ladegaardssøen, hvor hun satte sig. Efter at have siddet lidt efter hvad Arrestantinden antager henved et Kvarterstid og grædt fattede hun, idet hun blev bange for, at Barnet ikke skulde komme af Dage eller dog pines længe, naar hun sprang i Vandet med det levende, den Beslutning. først at dræbe Barnet og derpaa at drukne sig selv. Hun tog derfor nu, medens Barnet laa i hendes venstre Arm, med sin højre Haand og trykkede stærkt om dets Hals, hvorved det døde i mindre end et Par Minuter.
Hun blev derpaa siddende et Par Timer med Barnet i sit Skjød, uden at kunne overvinde sig til at udføre sin tidligere Beslutning om at drukne sig, idet ogsaa den Tanke faldt hende ind. at hun nu uden Barnet mulig kunde komme bedre ud af det. Efter at have opgivet at dræbe sig selv, klædte hun Barneliget af, for at det ikke skulde gjenkjendes paa Klæderne, naar det blev fundet, og begav sig lidt efter Middag med Klæderne skjulte i sin Kurv, tilbage til Skomageren og Nabofamilien i Nyborg, hvor hun fortalte, at hun havde været hos en Pige i den Gjæstgivergaard, hvor hun havde tjent indtil den 1 Maj, at Barnet laa og sov der, til hun skulde kjøre med Jernbanetoget, og, efter at have tilbageleveret et laant Shavl og betalt Noget for sin Fortæring, gik hun atter bort og rejste Kl. 2½ med Toget til Odense, i hvis Omegn hun Dagen efter fik Tjeneste hos en Gaardmand, hos hvem hun den 6 Juni blev anholdt.
Den omtalte Skomager har - som allerede ovenfor berørt - forklaret, at Arrestantinden ved sin Ankomst til Nyborg den 31 Maj om Aftenen var beruset og i saa Henseende nærmere ndsagt, at baade hendes Tale og Udseende dengang viste, at hun var fuld, medens den Kone, hos hvem Barnet var, har forklaret, at hun, der ikke tidligere har kjendt Arrestantinden, nok fandt hende noget underlig den nævnte Aften, men ikke bestemt kunde skjønne, om hun var fuld. Med Hensyn til Arrestantindens Tilstand den næste Morgen har den nævnte Kone derhos forklaret, at hun vel ogsaa da fandt Arrestantinden noget underlig og sær, men dog ikke fattede nogen Betænkelighed, da Arrestantinden talte fornuftigt om, hvor Barnet skulde hen, medens Skomagerens Forklaring gaar ud paa, at Arrestantinden, den Gang hun Kl. ca. 5½ om Morgenen gik hen til den ovenfor omtalte Familie, hvor hun havde et Stykke Tøj beroende, vel var mindre fuld end den foregaaende Aften, men ikke ædru, samt at hun, da hun omtrent Kl. 9 gik bort med Barnet, vel var noget forstyrret og sær, men dog ikke anderledes, end at de nok mente at kunne lade hende gaa med Barnet, idet hun talte meget fornuftigt om, hvor hun vilde hen, og tilsyneladende var ved Sans og Samling. Hos den Familie, til hvilken Arrestantinden Kl. 5½ eller 6 kom hen for at hente det ovenomtalte Stykke Tøj, og hvor hun opholdt sig et Kvarters Tid, traf hun to Personer, der. have forklaret, den Ene, at Arrestantinden kjendelig var noget beruset, den Anden, at hun var beruset og i en meget fortvivlet Stemning, hvilket Indtryk dog navnlig fremkaldtes ved hendes sære Fagter, medens hendes Tale var sammenhængende og fornuftig. Endelig have to Personer, der saa Arrestantinden paa den Vold, hvor hun paa Tilbagevejen fra nysnævnte Familie var faldet i Søvn, forklaret, at hendes Gang, da hun, efter at være vaagnet, gik videre, var rolig og sikker, hvorhos den Ene, der ved nævnte Lejlighed talte med hende, har tilføjet, at hun vel gjorde et underligt Indtryk paa ham, men at han dog slet ikke fik det Indtryk, at hun var fuld.
Arrestantinden har selv bestemt fastholdt, at hun hverken var beruset om Aftenen den 31 Maj eller den paafølgende Nat eller den 1 Juni og at hun godt vidste, hvad hun gjorde, den Gang hun besluttede og udførte den af hende begaaede Forbrydelse.
Det er derhos i en af Distriktslægen i Nyborg i Anledning af Sagen afgiven Erklæring udtalt, at hun, der i de sidste Aar hyppigt skal have nydt Spiritus i Overmaal, ikke i legemlig Henseende frembyder noget Sygeligt, men synes upaavirket af Spirituosa, og at hun vel i sin hele Fremtræden er noget langsom og træg og synes i noget mere end almindelig Grad at være lidet aandelig udviklet og saavel tidligere at have været som nu at være tilbøjelig til Tungsind, men at det dog ikke kan siges, at hun i nogen Henseende frembyder saadanne Abnormiteter, at hendes Tilregnelighed derved skulde være bleven paavirket. Endelig har Sundhedskollegiet, hvis Erklæring er bleven indhentet af Overretten, udtalt, at der efter de foreliggende Oplysninger ikke er tilstrækkelig Grund til at antage, at Arrestantinden paa den Tid, da hun begik den omhandlede Forbrydelse, ikke skulde have været i Besiddelse af den Tilregnelighed. der findes hos voxne og sjælssunde Personer.
Medens det efter det Anførte maa antages, at Arrestantinden har været fuldt tilregnelig, den Gang hun bestemte sig til og udførte Forbrydelsen, maa Retten derimod efter samtlige foreliggende Omstændigheder finde Betænkelighed ved at statuere, at hun - som i Straffelovens § 190 krævet - med Overlæg har skilt sit Barn ved Livet, og hendes Gjerning findes derfor at maatte henføres under Straffelovens § 186. Arrestantinden, der er født den 4 Februar 1852 og ved nærværende Rets Dom af 20 April 1869 blev anset efter Straffelovens § 162, sammenholdt med § 37 og 163 med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 1 Maaned, vil derfor nu efter bemeldte Lovbestemmelse være at anse med en Straf, som findes passende at kunne bestemmes til Tugthusarbejde i 12 Aar.
I Overensstemmelse hermed vil den inden Vinding Herreds Extraret af Underretsdommeren med tiltagne Meddomsmænd den 14 Juli d. A. afsagte Dom, hvorved Arrestantinden ifølge Straffelovens § 190 er ifunden Livsstraf, være at forandre.
Thi kjendes for Ret: Arrestantinden Hansine Rasmine Rasmussen bør hensættes til Tugthusarbejde i 12 Aar. I Henseende til Aktionens Omkostninger bør Underretsdommen ved Magt at stande. I Salær til Aktor og Defensor for Overretten, Prokuratorerne Alberti og Nissen betaler Arrestantinden 25 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.
(Ugeskrift for Retsvæsen 1882).
Fra voldgraven om Nyborg Slot med vandtårnet i baggrunden til højre. Her på volden et eller andet sted overnattede Hansine og overvejede at dræbe barnet og begå selvmord. Og senere aflivede hun sit barn i Ladegårdssøen som ligger bag træbræmmen til venstre i fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Ladegårdsåen blev for at indvinde rent drikkevand opstemmet, hvorefter Ladegård Sø opstod. Den gik helt ind til borgen.
I Højesteretsafgørelsen står at Hansine Rasmine Rasmussen den 20. april 1869 var blevet straffet med 1 måned efter 20 April 1869 blev anset efter Straffelovens § 162, sammenholdt med § 37 og 163 med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 1 Maaned. Endvidere oplyses at hun er født 1852. Dette kunne være identisk med en Hansine Rasmine Rasmussen som omtales i "Forbryderbilleder 1867-1870" (1989) side 38. Dette stemmer med at der under nedenstående foto står at hun i 1869 var 17 år. Fotoet er optaget af fotograf E. Rye i Odense:
Hansine Rasmine Rasmussen -17 år, tjenestepige, født på Sødinge Mark, "uægte" datter af Ane Rasmussen og krokarl Jeppe Nielsen. "Middel af Væxt, stærk af Bygning, blondt Haar, blaa Øine og noget tykhovedet."
Som 13-årig var Hansine ude og tjene. Hendes stedfader besøgte hende beruset og fik hende med på en spadseretur. I en græsmark forsøgte han samleje, men afstod fra at fuldbyrde. Samme sommer blev hendes lidt yngre brødre tvunget til at stille stedfaderens kønsdrift nogle gange, hvor han var fuld og derfor "ikke tænkte videre over", hvad han gjorde. Både Hansine og brødrene fortalte det til deres mor; men hun gjorde ikke noget ved det. Hansine blev konfirmeret og fik en ny plads. Hun var flink, men tilbøjelig til brændevinsdrik. 16 år gammel mistede hun pladsen og kom hjem at bo. Hun sov på gulvet i forældrenes værelse. Så blev det koldt, og på moderens forslag kom Hansine op i sengen. Stedfaderen lå i midten. Tre morgener stod moderen tidligt op og gik i byen. Og så skete det, som hun var advaret om. - Var det også meningen? - Hun havde mistanke og kom uventet hjem. Nu meldte hun ham og kom af med manden. Han fik 5 års forbedringshusarbejde. Hansine måtte også have sin straf. Ved overretten blev den fastsat til 1 måneds fængsel på sædvanlig kost. Hun sad fængslet 134 dage. Hendes mindre brødre slap for tiltale.
Stedfaderens overgreb udløste også straf til Hansine, hvilket var mere reglen end undtagelsen. Se fx Mette Seidelin: "Da børn var medskyldige - lovgivning og straffepraksis i blodskamsager før 1933." Af denne artikel fremgår at kvinderne i et blodskamsforhold blev anset for skyldige i uterlighed, selvom det drejede sig om mindreårige kvinder/piger. Også af familiens omgivelser var der ringe forståelse for den yngre parts situation, selv når det drejede sig om forældreløse. Anmeldelser af blodskamsforhold skete på samfundets og/eller sædelighedens vegne, uden at tage hensyn til barnet Kvinders seksualitet og adfærd var underlagt strenge normer, mens mænds blev undskyldt med deres manglende evne til at kontrollere deres drifter. Hvilket endog afspejledes i domstolenes afgørelser. At Hansine fik en efter den tids normer mild straf skyldes, at forholdet ikke var fuldbyrdet, og altså "kun" var uterligt.
Ved folketællingen november 1925 ses hun at bo Prinsessegade 12D (opslag 156-157). Det synes at fremgå at hun da havde boet 13 år i København efter at være kommet fra St. Hans (formentlig hospitalet i Roskilde. Hansine døde på Bispebjerg Hospital den 7. maj 1928, 75 år gammel, ugift og stadig med bopæl Prinsessegade 12D på Christianshavn (Se Christians sogns kirkebog, opslag 129).
