Konflikt paa Borch & Henrichsens Fabrik. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdertyranni. Under denne Overskrift har en Hr. R-o. i "Dagbladet" søgt at gøre gældende, at Smede- og Maskinarbejdernes Forbunds Optræden overfor d'Hrr. Borch & Henriksen, Vesterbrogade 95, er en fuldstændig Misbrug af Magten. Tillad mig derfor, Hr. Redaktør, at komme med nogle Oplysninger til Hr R - o

Jeg skal da først forklare, hvad der har fremkaldt det af ham saakaldte Arbejdertyranni.

Arbejderne paa Borch & Henriksens Fabrik henvendte sig til Forbundet for gennem dette at faa Forholdene forbedrede, idet der Beskæftiges Smede med en Løn af 20 Øre pr. Time (ved Taganlæget paa "National" har Firmaet endog betalt med 18 Øre pr. Time). Desuden brugte Firmaet den Fremgangsmaade, at aftrække 18 Øre pr. Time af Lønnen, naar Arbejderne ikke havde mødt i rette Tid om Morgenen. Porten blev lukket Kl. 6 Morgen, og den, der havde forsinket sig, selv om det kun var et Par Minuter, kunde ikke paabegynde Arbejdet for Kl 8½ og mistede altsaa derved en Del af sin Fortjeneste, idet han ved Lukkesystemet tit mistede nogle Timers Løn om Ugen, og ved at Lønnen yderligere blev nedsat med 1 Øre pr. Time, mistede en Del af sin virkelige Fortjeneste. Da der ikke gaves Akkordarbejde paa Fabriken, kunde den tabte Løn selvfølgelig ikke indvindes ved for øget Flid. Arbejderne havde i længere Tid ytret Misfornøjelse med Forholdene, indtil de i Slutningen af Januar besluttede at nedlægge Arbejdet. Dette blev ved et Møde mellem Arbejderne og Forbundets Bestyrelse endelig bestemt. Arbejdet nedlagdes af 43 af de 48 Smede og Maskinarbejdere, der da beskæftigedes paa Fabriken. De øvrige 5 Arbejdere blev paa Fabriken. En af dem, som er Kedelsmed, men oprindelig har været Skibstømrer, søgte efter Evne at forhindre Smede- og Maskinarbejderne i at opnaa de attraaede Forbedringer. Denne Mand syntes at være Firmaets Et og Alt: thi han er stadig paa Benene, hvor det gælder om at gaa Fabrikanternes Ærinde. Muligvis kan denne Mand ikke arbejde i det Fag han har lært, eller maaske han ogsaa der har vist sig som en troløs Kammerat. Forøvrigt er det nok ikke første Gang, han skifter Profession. Borch & Henriksen søgte ligeledes at forhindre Arbejdsnedlæggelsen ved at forsøge at overtale hver enkelt Arbejder til at underskrive en Forpligtelse til ikke at nedlægge Arbejdet og ved at give enkelte Arbejdere Udsigt til Lønningsforhøjelse; men at gaa ind paa det at Arbejderne fremsatte Ønske om Forbedring i Forholdene afslog de bestemt, formodenlig i den Tro, at Arbejderne var tvungne til at bøje sig viljeløst for Kapitaltyranniet, og at Værdien af Arbejdskeasten ikke kunde medbestemmes af Arbejderne men kun af d'Hrr Fabrikanter. Sagen tog som bekendt en anden Vending, idet Firmaet med de Individer, som det havde til Raadighed, ikke kunde paatage sig Arbejde i samme Omfang som tidligere.

Hvis Hr R-o. vil anstille en Sammenligning mellem det Tryk, som Arbejdsgiverne har udført paa Arbejderne, og det Tryk, som Arbejderne har udøvet til Gengæld, vil han vist indrømme, at Arbejdsgiverne har misbrugt Magten i en langt højere Grad end Arbejderne, idet de har fordret, at Arbejderne ubetinget skulde arbejde for den Løn, som de bude, uanset om det svarer til det udførte Arbejde og til den Pris, som Livsfornødenhederne staar i. Det var Dhrr. ligemeget om Arbejderne kunde eller ikke kunde forsørge deres Familie med den Løn, de fik, naar blot Firmaet var i stand til at underbyde enhver Konkurrent og dog selv tjene Penge; men Arbejderne, ja deres Løn maatte trykkes. Her var noget at gøre, og Dhrr. benyttede denne Udvej saa godt, at der formodenlig blev en smuk lille Sum tilovers til Dhrr. Fabrikanter af det Overskud, som ellers vilde have tilfaldet Arbejderne, hvis der for Arbejdet var blevet betalt en passende Løn. Firmaet fordrede endvidere: at Arbejderne ubetinget skulle bøje sig for de Regler, som Dhrr. foreskrev paa Fabriken. De Personer, som Hr. R-o. har saa meget tilovers for, kendte deres forhenværende Kollegers slette Stilling, men saa kun paa deres egen Fordel, og de havde ikke Spor af Medfølelse med deres Kolleger. De gjorde fælles Sag med Arbejdsgiverne for selv at indsmigre sig. De begik Forræderi mod deres Kolleger, ikke af Kærlighed til Mestrene, thi disse Folk tager vist kun Hensyn til sig selv, men de gjorde det i Haab om derved at opnaa privilegerede Stillinger og i Haab om i det Hele taget at kunne profitere af deres Arbejdsgiveres Taknemmelighed.

Hr. R-o. skriver, "at de var nogle Arbejdere, som Firmaet satte særlig Pris paa." Jeg troer dog ikke, at de er særlig dygtige Arbejdere. Det under Streiken udførte Arbejde beviser det modsatte. Nej, den Pris, der sattes paa disse Folk, er høi Pris, her af den ene kæmpende Part altid sættes paa Overløberne fra den modsatte Lejr. Tror De virkelig, Hr. R-o., at disse Mennesker vilde betænke sig paa at for raabe deres nuværende Venner, naar de kunde have Fordel deraf, eller tror De ikke, at disse Personer med Begærlighed vilde »ude de Fordele, som de Strejkende, der er blevne modarbejdede af dem, ved Enighed har tilvejebragt. 

Finder De det saa uberettiget, at man nægter at arbejde Side om Side med Folk, som ikke har vist Spor af Kollegialitet. Vi bruge kun Magten for at skaffe os taalelige Kaar, for at værge os mod Folk, der ved deres Opførsel har vist, at de ikke er i Besiddelse af Broderskab og som ikke anerkender vor Frihed til at bestemme Prisen for vor egen Vare (Arbejdskraften), og saadanne Folk, der for personlig Vindings Skyld hjælper Kapitalisten til at trykke den fattige Arbejder, vil De, Hr. R-o, vist indrømme, dele næppe den Anskuelse, De synes at nære om "Lighed". Smede- og Maskinarbejdernes Forbunds Opgave er Arbejdets Frigørelse fra Kapitalens Magt, og vor Forening maa som Følge deraf kampe mod Kapitaltyranniet enten dette saa haandhæves af Arbejdsgiverne eller Andre.

Ærb.
F. Hurop.
Formand for "Smede- og Maskinarbejdernes Forbund".

(Social-Demokraten 13. april 1884).

Den 29. maj fik en strejkende idømt 2 gange 5 dages fængsel på vand og brød for at have truet en af arbejderne med at gå på arbejde. Den 19. juli 1884 blev der indgået en aftale om en minumumsløn. Arbejdsgiverne anerkendte ikke arbejdernes ret til medbestemelse i lønningsspørgsmål. Sommeren 1885 iværksattes en lockout mod smede- og maskinarbejderne, men Borch & Henrichsen deltog ikke i denne. Firmaet var med til at bygge Cirkusbygningen og Cafe Boulevard i 1886. I 1889 lå maskinfabrikken og jernstøberiet Vesterbrogade 95.

Pasteursvej eller Alliancevej? (Efterskrift til Politivennen)

Striden mellem Brygger Jakobsen og hans Søn antager efterhaanden Former, der gør disse tvende Kapitalister og "Samfundsstøtter" mere og mere latterlige i Publikums Øjne. Saaledes meddeler "Dagsav.": Den bekendte franske Videnskabsmand, Kemikeren Pasteur, der som bekendt kommer hertil til den forestaaende Lægekongres, har ufrivilligt givet Anledning til en Strid mellem Fader og Søn, der udkæmpes paa den Vej, der fører forbi - Ny og Gamle Carlsberg til Fabrikken "Alliance". Denne Vej har hidtil baaret Navnet "Alliancevej", men paa Grund af Pasteurs Ankomst hertil ønskede Hr. Jakobsen jun. at hædre ham, der har gjort sig saa fortjent af Bryggerierne ved sine kemiske Opdagelser, ved at kalde Vejen for "Pasteursvej". Han anbragte derfor ved den ene Ende af Vejen, hvor hans Andel begynder, en "Vejviser", hvorpaa der staar "Pasteursvej" og "Vej til Fabriken Alliance"; dette syntes Jakobsen sen. imidlertid ikke om, og anbragte derfor, hvor hans Andel begynder, en stor Plade paa tværs af Vejen, hvorpaa der stod "Alliancevej"; straks derpaa anbragte hans Modstander en lige saa stor Plade ved Siden af med Navnet "Pasteursvej". Dette, kunde Faderen selvfølgelig ikke finde sig i og oprejste derfor paa den anden Side af Vejen en endnu større Plakat, der anbragtes tværs over Fortovet fra en Lygtepæl til et Stakit paa den anden Side af Fortovet med Navnet "Alliancevej", og straks derefter anbragte Sønnen ved Siden af en med Navnet "Pasteursvej". Hidtil staar Kampen lige, da Sønnen har tre Plakater og Faderen to, der imidlertid tilsammen er ligesaa store som Sønnens tre. Endnu er Kampen altsaa uafgjort, og endnu er det uvist, hvem Sejren tilfalder - Fader eller Søn. - Pasteur eller Alliance.

(Social-Demokraten 8. april 1884).

Horsens Tugthus 1884: Fængselsinspektør Ferdinand Anthon Mazanti. (Efterskrift til Politivennen)

Fængselsinspektør Ferdinand Anthon Mazanti (1824-1900) var uddannet jurist. I 1847 fuldmægtig på Tyrsting-Vrads Herredskontor i Brædstrup. Han blev Ridder af Dannebrog i 1856. Da straffeanstalten i Horsens blev åbnet i 1853 blev Mazanti fra 1. april samme år udnævnt til kasserer og økonomiskriver. 1859-1885 var Mazanti fængselsinspektør. Han var dog under kommissionsbehandlingen 1883-1884 suspenderet og erstattet af den tidligere inspektør Bruun.

Udover at være fængselsinspektør, var han også forpagter af anstaltens jord hvor han drev landbrug. Mazanti skelnede ikke mellem egen kasse og fængslet når det gjaldt vedligeholdelsesarbejde med bygninger og redskaber. 

Modsat de andre tiltalte i sagen beordrede justitsministeren at Mazanti kun skulle tiltales for embedsforsømmelse, ikke som de andre for tyveri, hæleri eller meddelagtighed. Han fik desuden beskikket en særlig forsvarer (kammerassessor Poulsen), modsat resten som blev forsvaret af prokurator Bjerregaard. 

Bemærkninger i Anledning af Dommen i Horsens Tughussag.

Af en Jurist.

I

- - -

Det som ved Gjennemlæsningen af Dommen strax trænger frem og vækker Uviljen, er en Fornemmelse af, at Sagens virkelige Sammenhæng ikke er bleven fuldstændigt og alsidigt oplyst, idet Forhøret ikke synes at have formaaet ganske at klare den faktiske og psykologiske Sandhed, navnlig med Hensyn til de mange Detaljers Oprindelse og gjensidige indre Udvikling, og det, at det juridiske Ansvar er kommen til at hvile saa tungt paa de lavest stillede, men derefter bliver mindre og mindre opefter, indtil det tilsidst svinder aldeles bort. Den umiddelbare Retssans mener, at det snarere burde vare omvendt.

- - -

Vi skal derfor indskrænke os til det, som maa synes mest overraskende, navnlig til Inspektørens Forhold sammenholdt med Opsynsbetjent Poulsens og Følgerne for dem begge.

Inspektøren blev ansat ved Anstalten i 1853 og udnævnt til Inspektør i 1861. Poulsen blev antaget i Anstaltens Tjeneste i 1860, og har saaledes i over 22 Aar fungeret sammen med Inspektøren under dennes Tilsyn og maa have været nøje inde i den i Anstalten saa almindeligt og - efter Forhørsdommerens mærkværdige Attest udenfor Protokollen - saa længe brugte Praxis med at bedrage. I Overensstemmelse med den bestaaende "Ordning" har Inspektøren "i Aarenes Løb faaet ikke ubetydeligt Arbejde udført i Anstalten ... har ladet forfærdige Møbler og andre Gjenstande ... stadig ladet Reparationer (hvorledes er det gaaet med Nyanskaffelser? Og hvor er Grænsen imellem disse og Vedligeholdelse?) af Vogne og Avlsredskaber og Hestebeslag udføre i Anstalten". Af "Aarenes Løb" - formodenlig lige fra 1861 altsaa over 20 Aar - synes Forhørene nærmest kun at have beskjæftiget sig med de "sidste 4½ Aar", hvori Poulsen har haft Tilsyn med disse Arbejder. Hvorledes det er gaaet tidligere, eller vel rettere, at det i en Række af Aar er gaaet paa samme Maade under Povlsens Formand, af hvem han formodentlig ligefrem har arvet den gjældende Praxis at bruge Anstaltens Materialer, ses ikke at være oplyst, skjønt det er et for Poulsen i høj Grad formildende Moment. Poulsen forklarer, at han i den angivne Tid "kun undtagelsesvis har haft Materiale tilhørende Inspektøren til Brug, men sædvanlig til Vedligeholdelse af tiltaltes (Inspektørens) Vogne og Avlsredskaber, Havebænke, Hønse- og Svinehuse, Svinetrug m.m. (Nyanstaffelser?) har benyttet Anstaltens Materiale", og han har "forment, at han derved har handlet baade med Tiltaltes Vidende og overensstemmende med hans Ønske." Dette er en aabenhjærtig Forklaring, som bortset fra, at Poulsen kun har haft Tilsynet med Arbejderne, synes at gjengive saavel den faktiske som den psykologiske Sammenhæng. Men senere kræves det, vistnok til Poulsens Overraskelse, at han skal godtgiøre Rigtigheden af sin Formening. Hr. Inspektøren siger nemlig, uden at Dommeren synes alvorligt nok at have foreholdt ham det aldeles urimelige deri, at han ikke har nogen Anelse om, at Poulsen i 4½ Aar vedvarende har stjaalet i et betydeligt Omfang af Anstaltens Materiale til hans, Inspektørens, Fordel; han aner ikke, at der til de ikke ubetydelige omfangsrige Arbejder som han har faaet udført i Anstalten, er brugt noget af Anstaltens Materialbeholdning, han aner det ikke, uagtet denne, som han dog selv har under Tilsyn og formentlig lader holde Inventarieliste over, forsvinder i samme Grad, som hans egen (og mange fleres) private Ejendom forøges, og Forhøret fremhæver omhyggeligt, at "det er sket uden hans Vidende og meget imod hans Vilje." Poulsen, formodentlig afskediget og arresteret, maa nu frem igjen og stilles lige overfor Inspektøren. Hans overordnede, som ikke er afskediget og ikke arresteret, og han kan aabenbart ikke forstaa Inspektørens Paastand, at det vitterlige, den gamle Praxis paa Anstalten, er foregaaet uden hans Vidende, i ethvert Fald forsaavidt Inspektøren selv "stadig" har haft Fordel deraf; men saa spørger Arrestanten skarpt: Om Hr Inspektøren da ligefrem har befalet ham at "benytte Anstaltens Materiale" - nej, det tør han ikke paastaa - og dernæst anklagende mod ham selv, om han da "nogensinde har gjort Inspektøren bekjendt med at det skete" - nej, det tør han heller ikke sige. Dog er der noget inde i Poulsen, som siger ham, at Inspektøren selvfølge har "maattet indse," at det var Anstaltens Materiale, han benyttede, og han tillader sig derfor, uagtet Inspektøren formodentlig er nærværende (Arrestanten staaende, Inspektøren siddende), at svare: Hvor skulde jeg ellers tage Materialet fra? Og desuden har Inspektøren jo ved Lejligheder yttret Misfornøjelse, naar jeg kom med Regninger, som han skulde betale! - Om dette strængt nok er foreholdt Inspektøren, og hvad han har svaret hertil, er ikke godt at vide, men Poulsen hjælper det i ethvert Fald ikke - han maa under Dommen betragtes som den, der er i den Grad demoraliseret, at han endog stjæler til Fordel for andre imod deres Vidende og Vilje.

Hvad Hr. Inspektøren angaar, saa bliver han nu under Forhøret skarpsindigere. Han erklærer, imødekommende gjort bekjendt med, at Benægtelse paa dette faktiske Punkt ikke kan nytte, at han nu "efter denne Forklaring vel vil antage, at der til hans Arbejde undertiden (det strider imod Præmissernes tidligere: i Aarenes Løb ikke ubetydeligt) er forbrugt af Anstaltens Materiale;" men ligesom han først opdager noget nu efter Forklaringen, saaledes vil han kun antage det, og i det Hele taget kommer det ikke ham ved, for han ved ikke noget af det, og Poulsen maa have Ansvaret. Kun paa et eneste Punkt af det store Forbrug har Forhørsdommeren formaaet at faa ham til at erkjende - og det bliver ligefrem et yderligt Bevis paa hans Oprigtighed - , at det er med hans Vidende og Vilje, at der er forbrugt af Anstaltens Materiale til hans Fordel; men dette Punkt er rigtignok betydningsløst. Han erkjender, at det er med hans Vidende og Vilje: "at nogle gamle værdiløse Bræder en Gang er anvendt til et Hønsehus". Da imidlertid Bræderne karakteriseres som "værdiløse", kan han gjøre det uden Fare; thi værdiløse Ting er ikke Objekt for Bedrageri. Men er det bevist, at Bræderne er saa værdiløse? For Hønsehuset synes de dog at have haft nogen Værdi, og der er mange, som er straffede for Tyveri og Bedrageri for rene Ubetydeligheder af faa Skillings Værdi.

Det er ukorrekt i Opfattelsen og ulogisk i Fremstillingen, naar Dommen siger - hvad der iøvrigt maa være en Følge af den Maade, hvorpaa Forhøret er holdt - , at Poulsen ikkun "har haft Tilsynet" med Arbejderne, og dog lader ham have hele Ansvaret for Anskaffelsen af Materialerne: Det er for Inspektørens vedkommende ham, der "har anskaffet". Ham der "har benyttet Anstaltens". Forholdet er jo i Virkeligheden det, at det er de Fanger, som Inspektøren selv beordrer dertil, der udfører Arbejderne af de Materialer, som forefindes, ganske vist under Poulsens direkte Tilsyn, men under Inspektørens Overtilsyn og paa hans Ansvar, og Poulsen kan med Føje sige: "Hvad kommer det mig ved, hvor Fangerne tager Materialet fra til Inspektørens Arbejder, Inspektøren maa jo vide, at der skal Materiale til, og naar han lader det gaa, at de bruger Anstaltens, saa hverken tør eller kan jeg blande mig deri". Det er netop ogsaa i god Overensstemmelse hermed, at Poulsen, som det i Dommen siges kun "ved nogle Lejligheder efter særlig Paalæg af tiltalte (Inspektøren) har anskaffet det fornødne Træmateriale", saavel som at han "for tiltaltes Regning har anskaffet Træ og Jærn, naar det var af det Slags, som Anstalten ikke havde i Beholdning", men "ellers" - ikke selv "har benyttet" - men ladet Fangerne uden Indsigelse fra hans Side benytte Anstaltens Materiale. Det ses ogsaa af Domspræmisserne for Poulsen Nr. 17), at Forudsætningen ved de private Arbejder er, at "de paagjældende Bestillere selv tillægge det fornødne Materiale", eller for hver Gang (og det skete "sædvanligvis") overdrog tiltalte (Poulsen) at anskaffe det for dem. Kun ved Inspektørens Arbejder er Forudsætningen en anden, idet Poulsen der uden en saadan Overdragelse skal anskaffe Materialerne. Som Følge heraf bliver det formentlig ogsaa ukorrekt, naar Dommen resumerer Forholdet mellem Poulsen og Inspektøren saaledes: "om det herefter end ikke kan betvivles, at Poulsen ved forskjellige Lejligheder til tiltaltes (Inspektørens) Privatarbejder har benyttet Materiale, Anstalten tilhørende" - det er det faktiske - "kan det ikke anses oplyst, at saadant er sket med tiltaltes Vidende og Vilje" - det er det psykologiske.

Det faktiske burde for Inspektørens vedkommende være refereret saaledes: Det er oplyst (det formildende negative Udtryk: "det kan ikke betvivles" er mulig brugt for at antyde, at Dommeren ikke har formaaet Inspektøren til at indrømme men kun til at antage), at der ved forskjellige Lejligheder til tiltaltes Privatarbejder er bleven benyttet Materiale, Anstalten tilhørende. Poulsens Navn behøver ikke at nævnes i denne Forbindelse; men vil man nævne ham, burde der staa: under Poulsens Tilsyn. Den med Hensyn til Bedrageriets Omfang vage og indholdsløse Betegnelse, hvormed der ikke kan forbindes nogen Forestilling: Anstaltens Materiale benyttet ved forskjellige Lejligheder - er en Følge af mangelfuld- Oplysninger. Med Hensyn til Fangerne og Opsynsbetjentene er det lykkedes bedre at oplyse Omfanget. Mange Steder er Besvigelsernes Værdi angivet i Kr, mange Steder Antallet af Gange anført: 1 Gang, 2 eller flere Gange om Ugen, og i Nødsfald siges, f. Ex. om Niels Laursen: "Værdien andrager et betydeligt Beløb", eller f. Ex om Ekman: "i betydeligt Omfang". Det synes, at det maa have været muligt ogsaa for Inspektørens vedkommende ved hensigtssvarende Undersøgelser at have faaet noget bestemtere oplyst om Omfanget af hans Materialeforbrug, eftersom Gjenstandene, hvortil Materialet er brugt, f. Ex. Vogne, Bænke, Huse, dog vel i det væsentlige endnu er til paa Anstalten.

- - -

Spørgsmaalet for Inspektørens vedkommende er, om han, som er tilsynshavende og ansvarshavende for hele Anstalten, som i en Række af Aar har beordret Fanger til at forfærdige Gjenstande, bygge Huse osv. for sig, som ikke har anskaffet det fornødne Materiale eller betalt Regninger derfor, om han ikke har kunnet sige sig selv, naar alt dette afleveredes fix og færdig til ham, at der dertil er anvendt en Del Materiale, og om han ikke vidste eller burde vide eller dog formoder at det "maatte" være Anstaltens, som var anvendt. Dommen mener nej, idet den siger, at det "ikke kan anses oplyst", at det ulovlige er sket med Inspektørens Vidende. 

- - -

Undersøgelsen og Examinationen skulde her have været rettet ikke imod Poulsen men imod Inspektøren. Der skal ikke spørges Poulsen, som kun har Tilsynet paa Inspektørens Vegne, om Inspektøren da nogensinde "har paalagt ham at benytte Anstaltens Materiale", men der skal spørges Inspektøren, om han da nogensinde har overdraget Poulsen at anskaffe Materialerne paa sin Regning og paalagt ham at benytte disse og at forbyde Fangerne, som udførte Arbejderne, at benytte Anstaltens; og der skal ikke bebrejdende spørges Poulsen, om han da "nogensinde har gjort Inspektøren bekjendt med, at det skete", men Inspektøren, om han nogensinde har gjort Poulsen bekjendt med c: paalagt ham, at det ikke maatte ske, idet det foreholdes ham, at han bør vide og ikke kan være ubekjendt med, at hans Ordrer om Arbejder? Udførelse ikke kan efterkommes uden Materiale. Ved en saadan Examination vilde der vistnok her, saa vel som paa andre Punkter, være fremkommet andre Resultater. Saadan som de nu foreligger, maa Poulsen bære Strafansvaret, idet det ser ud til, at han har ført Inespektøren bag Lyset og "tværtimod" hans Ordre har stjaalet af Anstaltens Materiale til sin egen Fornøjelse og til Inspektørens Fordel.

---

Inspektøren bliver fuldstændig frifunden paa dette Punkt og er saa blank, at han endog med Føje har tænkt og handlet, som han har, idet han end ikke sigtes for nogen Uagtsomhed.

(Morgenbladet (København) 6. april 1884. Uddrag)

(Artiklens del II stod i Morgenbladet (København) 16. april 1884.

Kommisionsdommen idømte den 29. februar 1884 inspektøren en bøde til statskassen på 500 kr. eller 2 måneders simpel fængsel. Mazanti ankede dommen til højesteret. Dommen faldt den 2. februar 1885:

Som i den indankede Dom udtalt, kan det vel ikke anses oplyst, at det har været med Tiltalte Mazantis Vidende og Villie, at der er blevet forbrugt af Straffeanstaltens Træ og Jern til de i Dommen først omtalte Reparationer, af hans Vogne og Avlsredskaber m.m., men det maa i alt Fald tilregnes ham som en grov Skjødesløshed i Embedsførelsen, at han ikke er bleven opmærksom paa og ikke har forebygget de saaledes til hans Fordel i flere Aar begaaede Ulovligheder i den Straffeanstalt, hvis Inspektør han var. Ligeledes er det vel med Føje, at Dommen ikke har forkastet Mazantis Forklaring angaaende de af ham for solgte Tagsten, modtagne 100 Kr., men hans Undladelse af at indbetale denne Sum til Anstaltens Kasserer maa dog betragtes som en grov Pligtforsømmelse. For sit i disse to Henseender udviste Forhold bliver han derfor at anse efter Straffelovens § 143.

Hvad de øvrige i Dommen omhandlede Sigtelser mod denne Tiltalte angaar, maa det i Henhold til de derfor anførte Grunde billiges, at der ikkun er paalagt ham Ansvar for hans Forhold med Hensyn til det i Dommen ommeldte Beløb af 106 Kr. 58 Øre, og at han herfor er dømt efter Straffelovens § 141.

Den Straf, Tiltalte Mazanti efter det Foranførte har forskyldt efter ovennævnte Straffebestemmelser, bliver at fastsætte til simpelt Fængsel i 3 Maaneder.

---

Thi kjendes for Ret:

Ferdinand Anton Mazanti bør hensættes i simpelt Fængsel i 3 Maaneder. Iøvrigt bør Kommissionens Dom, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande. Advokaterne Halkier, Klubien og Nellemann tillægges i Salarium for Højesteret hver 100 Kroner, hvoraf Tiltalte Mazanti udreder Halvdelen og de 4 andre Tiltalte hver en Ottendedel.

(Højesteretstidende 2. februar 1885. Nr. 177)

Straffen blev altså forhøjet til 3 måneders simpel fængsel. Han blev herefter afskediget. Under de følgende finanslovbehandlinger blev foreslået en nedsættelse af hans pension fra 2.606 kr. til 1.600 kr. Det blev dog afvist. Han døde 1900 og er begravet på Frederiksberg, enten ældre kirkegård eller Solbjerg Kirkegård. Udover Mazanti appellerede 8 andre dommene til Højesteret. 

Beværtning paa Byens Fortove. (Efterskrift til Politivennen)

De af vore større Kafeer, som er beliggende ved en nogenlunde fri Plads, har i de senere Aar saa godt som alle optaget den i Udlandet saa almindelige Skik at have Borde og Stole staaende paa Gaden udenfor Lokalet i Sommermaanederne, og disse Pladser, som Publikum i Begyndelsen ikke ret kunde forsone sig med, er efterhaanden blevne de mest efter efterspurgte, saa at det nu ikke sjældent hænder, at selve Lokalet staar tomt, medens alle Pladser udenfor er optagne. Medens Kafeejerne i Udlandet som oftest maa betale den Plads, de saaledes benytte, med en Afgift til det Offentlige, der beregnes efter Antallet af Stole og Borde, har der hidtil herhjemme ikke været betalt Noget for denne Benyttelse af Kommunens Plads. Alt, hvad man har krævet, har været en Tilladelse fra Politiet, som i Reglen ikke nægtedes, naar blot Fortovet var bredt nok. Paa Forslag af Magistraten vedtog Borgerrepræsentationen imidlertid i Fjor, at der fremtidig skulde kunne kræves en Afgift af den saaledes benyttede Plads efter nærmere Bestemmelse af Politidirektøren, og efter Forlydende er det Hensigten fra den kommende Sommersæsons Begyndelse at lade denne Bestemmelse træde i Kraft. Forholdet siges at skulle ordnes paa den Maade, at Afgiften svares, ikke efter Antallet af Stole og Borde, men derimod efter det Kvadratrum, som indtages til Benyttelse, idet Skatten, efter Kafeernes Størrelse og Beliggenhed, skal veksle fra 3 til 5 øre daglig for hver Kvadratalen, dog saaledes, at der ingen Afgift svares for den Tid, hvori Pladsen benyttes udover 100 Dage. At det ikke er aldeles ubetydelige Beløb, hvorom der her bliver Tale, vil blandt Andet kunne ses deraf, at den største af denne Art Kafeer, Etablissement National, efter denne Ordning kommer til fremtidig at udrede en Sum af mindst 2000 Kr. for en Sommer, men Benyttelsen af disse Pladser er saa stor, at der næppe er Tvivl om, at det vil kunne betale sig at udrede det foreflaaede Beløb for at faa Tilladelse til Pladsens Benyttelse.

(Social-Demokraten 4. april 1884).

Fra Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

- - -

Arbejderne forlange nemlig nu høiere Priser end nogensinde tidligere, og den almindelige Pris for Arbeidere er c. 30 Cts. om Dagen, ja mange Steder gives der 35 Cts. foruden Brød og Sukkervand samt en a to Snapse Rom. Denne Arbeidsknaphed føles navnlig paa de Plantager, der ligge længere fra Byerne, og hvorhen derfor de i Byerne boende Arbeidere ikke gaa for at søge Arbeide, naar de kunne faa det nærmere ved deres Hjem. Naar man en Dag gaar ind til Faktoriet og ser den Masse smaa Kærrer, der bringe Rør til den nye Station, og betænker, at alle de Mænd, der her bringe deres egne Rør til Stationen, tidligere arbeidede paa Plantagerne, kan man godt forstaa, at det skorter paa Arbejdere der, og at Planterne ønske en Immigration. Og maa det end i mange Henseender betragtes som heldigt, at Arbejderne selv dyrke et mindre Stykke Jord og saaledes blive mere selvstændige, kan det paa den anden Side heller ikke nægtes, at denne Maade at dyrke Sukkerrør paa ingenlunde er økonomisk med Hensyn til Arbeide, thi en Plantage af samme Areal som det af de saakaldte Squatters dyrkede, vilde næppe behøve mere end Halvdelen af de derved engagerede Folk til en fuldstændig Drift, ligesom Befordringen af Rør paa disse smaa Kærrer ogsaa medtager uforholdsmæssig Tid, idet den samme Mand i samme Tid paa en med 2 Muler eller Stude forspændt Kærre kan have omtrent saa meget om 3 smaa Kærrer tilsammen. Transporten af Rørene fra Markerne til Møllerne er i det Hele taget en af de store Vanskeligheder ved Agerbruget her. Rørene kjøres altid paa tohjulede Kærrer, trukken af 2 Muler eller Stude, men de ere saa slet konstruerede som vel muligt. Bøsningen er næsten altid meget for stor til Akslerne, og Kærrerne, bal at care, meget slette, saaledes at der hviler en uforholdsmæssig Vægt paa Trækdyrene. Fjedre paa en Arbeidskærre kjendes ikke undtagen paa nogle til Transport af Plantagefornødenheder fra Byerne bestemte, meget lange, ogsaa tohjulede Vogne; men der kan man være vis paa at se en høi Træklods anbragt imellem Fjedrenes 2 Buer for at forhindre dem fra at slaa sammen, naar Kærren læsses, saa Fjedrene ere ikke til megen Nytte. Selv Transporten paa den flere Gange omtalte Sporvej er aldeles karakteristisk for St. Croix. Toget sammensættes af 5-6 temmelig store Vogne, der naturligvis heller ikke hvile paa Fjedre og trækkes af - Stude! Kan man tænke sig noget mere modsigende, end Stude til at trække paa Jernbane! Vel frembyder Banen paa 2 Steder saa stærke Stigninger, at det maaske kan være nødvendigt der at have Stude, i hvert Fald til Hjælp for Mulerne, men den største Del af Banen er næsten fuldstændig jævn, med et let Fald ned mod Fabriken, altsaa den Vei, hvor de svære Vægte skulle transporteres, og den kunde derfor godt befares med Muler som Trækdyr.

- - -

(Nationaltidende 2. april 1884. 2. udgave. Uddrag)