Peter Thygesen Holm sidste Dage og Død. (Efterskrift til Politivennen)

P. Holm.

Holm er nu atter i Bedring. Det saa et Øieblik ud til, at en Blodansamling skulde gøre det af med ham, men Lægen mener, at Faren for hans Liv nu er overstaaet.

Den haarde Behandling, som Holm er Gjenstand for, vækker - med et mildt Udtryk - Forundring herinde.

For det første synes det underligt, at det er nødvendigt at holde P. Holm saa afsondret fra Verden, som Tilfældet er. Hans Hustru maa kun yderst sjældent faa Leilighed til at se ham. Samtalerne begrænses til nogle faa Minutter, og de overværes al Tid af Fængselsbetjente, der er beredte til at standse dem, hvis de skulde strejfe mistænkelige Æmner.

For det andet synes det mærkeligt, at det gaar saa langsomt med Proceduren. For nogle Dage siden meddelte "Nationaltidende" og efter denne en Provinskorrespondent, at nu var Aktor færdig med sit Indlæg og havde afleveret det til, Defensor, men det var ikke rigtigt. Aktor overveiede ligeledes hvorledes han skulde begrunde Straffekravet.

Der er ingen, uden de foragter Holms Optræden, men den Straf, han allerede har lidt, er saa eftertrykkelig, at der synes at være al Grund for de paagjældende Autoriteter til at fremskynde Afslutning paa Arrestophold og Retssag, og til at forhindre, at Holm i Arresten behandles barbarisk.

Man sammenligne hermed den Behandling, lo« adskillige Bedragere af uforfalsket Højresind og fin Extraktion har faaet! ...

* * *

En anden Meddeler skriver

Den særlige Vending, som P. Holms Sygdom har taget har naturligvis ikke været behagelig for Politi- og Fængselsmyndighederne. Fængselslægen, Dr. Geill, hævder vel, at det er gammel Skade, Holm lider af, og at hans Tilstand paa ingen Maade har forværret sig i Fængslet; men hans Bemærkninger vedrører nærmest den senere Tid, efter at Holm blev overflyttet ha Raadhuset til vestre Fængsel.

Det er meget sandt, at Holm tidligere har lidt af en Hiertefeil og uregelmæssigheder i Blodomløbet men det synes ogsaa ret indlysende, at naar denne Sygdom giver sig Udslag i Aareknuder paa Benene, saa kan det kun forværre Tilstanden, naar den Vedkommende maa staa opreist foran en Forhørsdommer i flere Timer ad Gangen.

Holm var vant til at bevæge sig meget i det fri og den megen Stillesidden i Fængselscellen har utvivlsomt haft en skjæbnesvanger Virkning paa hans Tilstand. Nu plejes han ganske vist med den først mulige Omhu paa Fængslets Hospitalsafdeling, - men det er maaske bagefter.

(Vendsyssel Tidende 26. september 1898).

Fotograf Carl Christian Sonne (1845-1919): P. Holm, P. (7.10.1848-26.9.1898) politiker. 1865-1898. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1897 blev Peter Thygesen Holm valgt til Borgerrepræsentationen i København. Her involverede han sig i ejendomsspekutation til egen fordel og nedlagde sine politiske hverv pga. en sigtelse for at have misbrugt sin viden om kommunale grundkøb til personlig økonomisk vinding. Han døde, inden der faldt dom i sagen.

Hvorledes man behandler P. Holm.

Den hellige Inspektør Grundtvig.

Holm led af stærk Aarebetændelse, der begyndte ved Knæet og strakte sig helt ned paa den indvendige Side af Benet. Denne Betændelse var omtrent hævet, da der for 4 Dage siden indtraf en meget hæslig Lungebetændelse.

Fængselslægen, Dr. med. Geil, kom ved sin Undersøgelse af Patienten til det Resultat, at en Blodprop havde løsnet sig fra en af de betændte Vener (Blodaarer), og derfra var gledet op til Lungerne, hvor den havde afstedkommet en hæslig Lungebetændelse. I Torsdags Aftes havde Sygdommen været paa sit højeste, idet Temperaturen da havde naaet henimod 40 Grader, og man frygtede for, at Holm skulde dø i Løbet af Natten. Man begyndte derfor at blive betænkelig, og Fængselspræsten. Hr. O. L. A. Larsen, blev sendt op til Holms Hustru for at forberede hende paa en Katastrofe.

Avtoriteterne var dog ikke saa humane, at de tilbød hende en Sammenkomst med Manden, for at hun eventuelt kunde tage Afsked med ham. Men i Fredags var det den ene af de to Dage ugenlig, da Fru Holm har Tilladelse til at tale med sin Mand i 5 Minuter, og det mente Fængslets Inspektør, Grundvig, kunde være nok. Om hun traf sin Mand i Live synes efter dette ikke at have bekymret den hellige Fængselsinspektør i særlig Grad.

I Fredags Morges viste det sig heldigvis, at Feberen var i Aftagende og Lægen erklærede nu, at Holm var uden for Livsfare foreløbig.

Det blev dog en sørgelig Sammenkomst, da Lægen havde forbudt sin Patient at tale. Mand og Hustru maatte da indskrænke sig til at søge Trøst ved det blotte Gensyn. Fru Holm var ved denne Lejlighed for første Gang til Stede i Fængselshospitalet, hvor der kun tilstedes Besøg, naar der er Dødsfare. Naturligvis ønskede hun sin Mand hjem for at kunne pleje ham selv, men om Flytning kunde der ikke være Tale. Desuden oplystes det, at den unge Assessor Koch var paa Rejse med sin Fader til Rembrandtsudstillingen i Holland, og alene af den Grund kunde der ikke blive Tale om Løsladelse imod Kavtion. Alle vil vist være enig med Pastor Larsen, naar han ytrede til Fru Holm, at "saadan en Assessor bar sandelig et stort Ansvar". Vi tror blot, at Koch i dette Tilfælde har gjort sit Ansvar saa tungt, at det vil knibe for hans unge Kræfter at bære det.

Som meddelt har Fru Holm havt Tilladelse til at besøge sin Mand 2 Gange ugenlig, og hver Gang i 5 Minuter og under stræng Kontrol. Skønt Holm er sengeliggende, maatte han dog hver Gang op af Sengen. Det vaade Kompres blev taget af Benet og ombyttet med Vat, og nu maatte han slæbe sig den lange Vej fra Fængslet til Kontoret, hvor Mand og Hustru blev placeret i en lang Afstand fra hinanden, for at de ikke skulde "hviske". I dette Øjemed bliver der tillige posteret et Par Betjente i samme Værelse, og disse skal altsaa paahøre, hvad Ægtefællerne har at sige hinanden i deres korte Samvær.

Fru Holm har ofte beklaget sig over al denne ufornødne Strænghed, men hver Gang har Svaret fra den hellige Grundtvig været: "Hvor kan Deres Mand forlange at blive begunstiget? Han hører jo til det Parti, der forlanger, at alle skal behandles ens !"

Som om Socialdemokratiet nogen Sinde har forlangt, at alle i Samfundet skal behandles lige slet. Nej, vi forlanger af Grundtvig og enhver anden Embedsmand en udpræget Retfærdighedsfølelse og en Menneskekærlighed, der foragter at tilføje Fangerne større Lidelser end dem, som resulterer af frihedens Berøvelse. Naar Grundtvig derimod nedlader sig til at bebrejde en Hustru, at hendes fængslede Mand har tilhørt en politisk Opfattelse, der forlanger Lighed for Loven, ogsaa for de smaa og undertrykte i Samfundet, da misforstaar han sin Stilling i en sørgelig Grad og ydmyger de ulykkelige, der skal henvende sig til hans Naade.

(Demokraten 26. september 1898).

Fængselsinspektør Stener Frederik Grundtvig (1860-1942) var inspektionsassistent ved Christianshavns og Horsens straffeanstalter 1891-1895, inspektør ved Københavns fængsler 1895. Han boede i embedsboligen på Vestre Fængsel, hvor han formentligt fra 1898 også havde sin storesøster, Elisabeth Grundtvig boende efter at hans første kone var død. Hun passede hans børn og husholdning. Han var herredsfoged i Ning herred 1910 og dommer ved Frederiksberg birk 1919. Som leder af Københavns fængsler arbejdede Grundtvig energisk for at forbedre afsonings-forholdene. Han var 1899 medstifter af Dansk kriminalistforening. Grundtvig redigerede Nordisk Tidsskrift for Fængselsvæsen sammen med Aug. Goll 1898-1908 og var derefter i tre år eneredaktør. Han er urnebegravet på Vestre Kirkegård Afd J-4-1. I samme afdeling som P. Holm blev begravet. Begge grave er nedlagt.

P. Holm.

I Aftes Kl. 5 døde P Holm. Vi har andet Steds i Bladet meddelt det nærmere om hans sidste Øjeblikke.

Vort Hverv her er at skrive om hans Liv og Birken indenfor det danske Socialdemokrati og i den danske Politik. En sørgelig Afslutning fik hans Kamp, men vi siger næppe for meget, naar vi udtaler, at overfor Budskabet om P. Holms Død vil Anklagerne tie. Modstanderne vil erkende, at han, Socialdemokraten, led den strængeste Straf ved at miste sine Medborgeres Tillid og ved at maatte finde sig i en Behandling, som i Reglen de undgaar, der er født og lever i de Herskendes Kredse.

Vi, hans gamle Partifæller, har nu kun Grund til at dvæle ved hans Betydning for vort Parti. Døden forsoner. Selv alle de af vore, der dømte ham haardest, vil ikke glemme, hvad han i mere end et kvart hundrede Aar var for Arbejdernes Sag. At Holm med virkelig Overbevisning og trofast Stræben har kæmpet for Socialismen, føler vi os overbeviste om. At forstaa er at tilgive. Vi forstaar, at Livets Bane kan rumme Fristelser for selv de stærkeste Naturer, og vi føler os ikke kaldede til at dømme nu, da Døden har unddraget Holm de jordiske Retshaandhæveres straffende Arm.

Peter Thygesen Holm fødtes den 7. Oktober 1848. Han naaede saaledes ikke fuldt 50 Aar. Han var en Falstringer, Søn af Husmand og Væver Thyge Petersen og Dorthe Jensdatter. Det var et Landproletarhjem. han udgik fra. Nøden og Trykket kendte han alt fra Barn. Han lærte yderligere Kampen for Tilværelsen at kende, da han som Skræderlærling og Svend traadte ud i Livet for selv at tjene Brødet.

I 1867 blev han Svend, arbejdede der ganske kort Tid og kom i samme Aar til København, hvor han siden da uafbrudt har været bosat. Hans noget lyriske Temperament og gærende Energi trængte til et Felt, hvor de kunde udfolde sig og finde et dragende Maal. For ham som for saa mange andre af Datidens unge Svende, der arbejdede i København, var det gaaet op, at de hensmuldrede Lavsinstitutioner kun gødede om en ny Vækst, hvis Frugter ikke blev Arbejderklassens, men Kapitalisternes. Her forslog Selvhjælpen ikke, her var Arbejderdannelsesforeninger med Biblioteker ikke nok.

Med Jubel hilste den nye Slægt, ved hvis Fødsel den politiske Frihed havde holdt sit Indtog, den sociale Ligheds Morgenrøde. Den brød frem over Fabriksslaveriet og Grundlovsforandringen, over Krigsnederlag og politisk Vanære, den indvarsledes med Faldet af en Kejserkrone. en blodig Krig mellem to Kulturnationer og en Kamp af franske Arbejdere mod franske Storborgere. Herhjemme løstes Fortryllelsen. Pio udgav sine "Socialistiske Blade", "Internationale" stiftedes. 

Holm blev en begejstret Tilhænger af den nye Politik, Teorien om retfærdige Samfundsforhold, bygget op ved Arbejdernes Broderskab. Han udmærkede sig tidligt ved en egen, glødende Veltalenhed. Det var Indignationens Stræng, som dirrede i hans Bryst. Harmen overfor al den Uret, der i Frihedens og Lovens Navn øvedes mod det stadigt voksende Proletariat. Der var vel til Tider noget monotont ved hans Foredrag, men naar han hævede sin stærke Røst og tolkede Arbejdernes Sag, var der lyttede Tavshed, som først løstes i stormende Bifald, naar den alvorlige, mørke Agitator trak sig bort fra Talerpladsen.

Saadan var Holm alt som ung, da han stod i "Internationale", saadan har vi senere set ham de hundreder af Gange og i denne hans Indignations Veltalenhed, den ene Stræng, hvorpaa han spillede med Virtuositet, laa hans store Magt over Sindene og store Magt i vort Parti.

Efter Pios Arrestation i 1872 og "Internationales" senere følgende Ophævelse, var Holm særlig aktiv indenfor sit Fags Forening og blev Bestyrer for Skrædernes Produktionsforening, indtil den i 1879 hørte op med sin Virksomhed. Samtidig hermed tog han ivrig Del i Arbejderpartiets Anliggender. P. Holm, C. Hørdum og C. C. Andersen, Repræsentanter for Skrædernes, Skomagernes og Snedkernes Organisationer, blev de egentlige Bærere af den Socialisme, som søgte at bryde med Personforgudelsen. Og da Pio rejste, blev det dem, som sammen med P. Knudsen og andre Tilhængere af det demokratiske Princip i Socialismen kom til at lægge Rammerne for en ny Arbejderbevægelse. Og fra 1876, da Arbejderpartiet holdt sin første Kongres paa "Gimle", var Holm allerede forrest i Rækken af de yngre Ledere, som snart skulde overtage det Arbejde, Pio forlod.

I 1879 nedsatte Holm sig som Skrædermester. Det var ham altid om at gøre at føle sig økonomisk uafhængig, og de Vanskeligheder, han som ung Mester havde at kæmpe med paa Grund af sine politiske Meninger, svandt senere, da han blev en fremskudt Mand i det offenlige Liv. Netop som socialdemokratisk, næringsdrivende Borger var det, at Holm ønskede sin Entre paa Valgtribunen. To Gange mødte han forgæves som Arbejderpartiets Kandidat i 5te Kreds. Det var i 1881. Men saa kom det store Gennembrudsaar 1884, Venstre og Socialdemokratiet gik sammen mod Højre, og Holm var en af dem, der størst Varme havde forsvaret og arbejdet for denne Sammenslutning af den politiske Friheds Venner.

Arbejdet blev kronet med Held. Den 25. Juni 1884 blev Indledningen til Socialdemokratiets mægtige Fremgang i det offenlige Liv. Nu var Arbejderklassen ved at emancipere sig fra Højre, nu slog den Hul i Kapitalismens Mur og trængte ind i Landets lovgivende Forsamling. Hørdum valgtes i 9de Kreds. Holm i 5tes Kæmpekreds. Hans Stemmetal i 1884 var 5385 mod 4493, der faldt paa den tidligere Repræsentant, Professor Goos. Udgiveren af Skandalebladet "Den ny Socialist", der skulde underminere Holms Valg i femte.

I 1887, da Oppositionen i København blev slaaet af det opskræmmede Højre, var Holm den eneste, som holdt sin Kreds overfor Modstanderen Ryssel, om end kun med 30 Stemmers Flertal. Femte Kreds var fra nu af uigenkaldelig tabt for Højre. I 1892 var Holms Majoritet 1300 Stemmer. Femte Kreds var Landets største og Landets populæreste. Alle Oppositionsmænds Øjne hvilede paa den, al god københavnsk Valgkamp med vældige Reklamer som "Ryssels Ligvogn" og stormende Møder som Frederik Hansens, knyttede sig først og fremmest til Holms Valgkreds.

Da endelig Kredsen blev delt efter Forliget i 1894, sondredes den saaledes, at de bedste Kvarterer fik nye Navne: 10de, 11te og 12te Kreds. Holm kunde vælge, hvilken Kreds han havde villet. Han beholdt 5te, den ny Kreds med det gode gamle Navn. Og han sejrede paany, endda med større Majoritet end nogen havde ventet. Heller ikke den ny 5te Kreds har man senere tvivlet om vilde blive Socialdemokratiet tro. Og den vil blive i Traditionen i Morgen, naar der atter staar et Valgslag.

Som Rigsdagsmand var Holm en altid slagfærdig Debattør og en urokkelig Forfægter af Socialdemokratiets Sag. Mer end en Gang er han kommet Reaktion og Moderation i Vejen og til Tider med Held faaet Planer til at strande, der var Vand paa Kapitalismens Mølle. Hans noget afvisende Væsen var her hans Styrke. Modstanderne gjorde ikke Forsøg paa at blødgøre ham.

Det vil selvfølgelig føre for vidt at komme ind paa Holms hele Virksomhed i det offenlige Liv. Men det bør siges, at han i sin lange Rigsdagsperiode har gjort et godt Stykke Arbejde for de danske Arbejdere og Landets Ubemidlede i det Hele taget.

Indenfor Socialdemokratiet havde han stor Indflydelse, og der er næppe en eneste større Begivenhed i Partiet, uden at Navnet Holm har været knyttet dertil. 

I det daglige Liv var P. Holm  en faamælt Mand. Den store Taler med den strømmende Ordrigdom sad som oftest tavs i de private Kredse, hvor han færdedes. Men i Partifællers glade Lag kunde han saa til Gengæld ofte blive en af de gladeste. Hans rige Følelsesliv slog ud i Skælmeri og i "det straalende Solskinshumør" som han sang om, naar han foredrog Overbyes "Proletar-Vise", Solskinshumøret, hvormed arbejderen ryster Livets Kummerligheder af sig og gaar "paa Gaden og paa Barrikaden", naar Forholdene krævede det. Holm havde dette Humør bag sit noget tilknappede Ydre, Humøret til at gaa paa atter og atter. Efter den hidsigste Kamp med en Modstander kunde han le bredt og hjærteligt, medens Højremanden blev sur og trak sig sammen. "Ja, vi skal knalde dem!", sagde Holm, og han knaldede dem i en uendelig Række af Sammenstød, der hver især gav Fremgang for vort Parti.

Ved hans Baare yder vi ham en Tak for alle de Aar, han med Varme og Trofasthed kæmpede for de Fattiges og Fortryktes Ret. 

(Social-Demokraten 27. september 1898).

Holms Sygdom.

Koch morer sig i Udlandet.

Sagen omtalt i Borgerrepræsentationen.

P. Holms Sygdom, en Aarebetændelse, som medfører Opsamling af styrknet Blod, skyldes utvivlsomt den Behandling, som Assessor Koch har tildelt ham under Forhørens ved at tvinge ham til i mange Timer at staa ret foran Skranken. Holm led i Forvejen af en ondartet Brokskade, som gjorde ham det vanskeligt at gaa og staa. Under disse Forhold blev Kochs Forlangende til en ligefrem Tortur.

Medens Forhørene stod paa, blev Koch Dag efter Dag ophidset af Højrebladene til ikke at vise Skaansel, og den uselvstændige unge Mand mødte derfor "opstivet" til Forhørene, bestemt paa at gøre "sin Pligt".

Han har fortsat dermed ogsaa efter Forhørenes Slutning. Holm laa for Døden, men ikke desto mindre nægtede Assessoren at udlevere ham til hans Hustrus Pleje. Alt, hvad han tillod, var, at Fru Holm saae den Syge i 5 Minuter hver anden Dag. Hver 48de Time maatte hun se ham et Øjeblik, men ikke tale til ham. I to Døgn skulde hun leve i Frygt og Spænding udenfor Fængslets Mure, før hun opnaaede de 5 Minuters Gunst, saa var der atter to Døgns Uvished og Lidelser.

Der er opvokset en forbitret Stemning over den Maade, hvorpaa Højre er faret frem mod en falden Modstander. I "Frederiksborg Amts Avis" skrives t. Eks. :

"Det forekommer os at være ganske uanstændigt, at man bærer sig saa hjærteløst ad mod Holm og hans Familie, som her meddeles om. Man tænke sig: Manden ligger dødssyg og saa anmoder man Hustruen "om at holde sig parat", og først næste Dag "faar hun Lov til" at se sin Mand. Hvorfor ikke straks føre hende til sin Mands Sygeleje? - Lægerne var jo enige om, at Døden kunde ventes hvert Øjeblik. Var det en af de gemeneste Forbrydere, der var Tale om, kunde man ikke gaa strængere til Værks."

Unægteligt, - det skandalebetyngede Højre nyder sin Triumf!

Fy for Pokker!"

Assessor Koch er rejst til Holland, hvor han nyder Livet og forbliver til 1. Oktober, medens hans Arrestanter sidder og bliver "møre" eller, som Holm, døer i deres Celler.

Det kalder man "Retspleje!

Den unge Koch har maaske ikke megen Forstaaelse af sin Optræden. Han er en Embeds Spire, en af dem om ved Protektion og Familiens Indflydelse skubbes ind i et Embede uden nogen som helst Livserfaring, og han ender som Konferensraad og Ridder, fordi han er Magthavernes Mand.

Men det Retssystem, som Koch repræsenterer, har atter vist, at det er en Skandale for vort Land, og Holms Død under de sørgelige Omstændigheder vil mægtig bidrage til at hidføre den Reform, som længe har været krævet, og hvis Gennemførelse forhaabenlig vil medføre, at de Tiltalte ikke ganske prisgives Assessorernes enevældige Vilkaarlighed.

*

Den Følelse, at Holm under sin Sygdom burde have været løsladt, medførte forskellige Overvejelser i vort Parti. En Henvendelse til Assessor Koch viste sig haabløs, da han som sagt er taget til Holland. Socialdemokratiets Repræsentanter i Kommunalbestyrelsen rejste saa i Aftes Spørgsmaalet i Borgerrepræsententationens Møde for lukkede Døre. Vor Partifælle P. Knudsen anmodede Borgmester Borup om at henvende sig paa rette Sted for at udvirke en Løsladelse, saa snart Holms Tilstand maatte muliggøre en Flytning. Wandall og Hagemann sluttede sig hertil.

Borup svarede, at han ikke kunde henvende sig til Assessor Koch. da denne først kom hjem til Oktober, men han skulde gaa til Justitiarius for Kriminalretten.

Dermed sluttede denne Episode. Men da Borgerrepræsentanterne kort efter forlod Raadhuset, erfarede de, at Holm var død. - Døden havde altsaa løsladt ham; den var denne Gang mere human end dansk Retspleje.

(Social-Demokraten 27. september 1898).

Dødslejet.

Holms sidste Øjeblikke.

Allerede i Gaar Morges var det klart for Lægerne, at det nu kun gjaldt nogle Timer, før P. Holm havde udstridt. Der blev sendt Bud hjem til hans Hustru, som fik Besked om hans Tilstand og Tilladelse til at blive hos ham.

Patienten laa stille hen, men Feberen var meget stærk, og de to Ægtefæller talte ikke sammen. Henne ved Døren stod Fængselsbetjenten for at paase, den dødssyge Mand ikke skulde flygte, og Vagtmesteren listede ud og ind Døren med et Øje paa hver Finger.

Retfærdigheden holdt altsaa fast paa ham til det sidste, og dog slap han fra dem. Klokken var lige slaaet fem, da han i Febervildelsen vendte sig om imod sin Hustru. Han troede aabenbart, at han var hjemme i deres egen Lejlighed, og idet han trak Vejret dybt, sagde han: "Gudskelov Thora! Nu kan jeg være hos Dig altid."

I samme Øjeblik fik han Øje paa Vagtmesterens høje Skikkelse, og kom til fuld Bevidsthed om sin ulykkelige Stilling. Idet han afværgende udstrakte Hænderne, raabte han: "Nej! Nej!"

Det var P. Holms sidste Ord. Der hørtes et lille Suk, og han var død. "Retfærdigheden" var sket Fyldest.

Fængselslægen var ikke hos Holm i Gaar siden Kl. 12. De sidste fem Timer laa Patienten altsaa hen uden Lægetilsyn. Maaske havde Lægen ikke kunnet lindre den Døendes Smærte. Vi ved saaledes, at han ikke turde give Holm Morfin af Hensyn til Patientens hele svækkede Tilstand. Alligevel burde Dr. Geil naturligvis være til Stede i Fængslet. Var det ikke hans Pligt at gøre det, saa havde han jo Ret til at sende Regning for Overarbejde. Holm havde nemlig Ret til Ekstraforplejning, naar han selv betalte den.

Saa hensynsfuld var Dr. Geil imidlertid ikke, og den hellige Grundtvig fandt ikke Anledning til at sende Bud efter ham, før det var for sent. Da Klokken var 5½ modtog Dr. Geil Bud fra Fængslet, om at komme straks, og inden han var naaet udenfor sin Stue, fik han endnu et Bud. Det var Dødsbudskabet.

Som meddelt døde P. Holm Klokken 5, uden Læge, men med Retfærdighedens Drabanter ved sin Seng.

Holms Lig ventes udleveres i Dag til hans Familje, saa snart Dødsattesten er udstedt.

*

Hr. Grundtvig og hans Vagtmester vil sikkert folde deres Hænder og mene, at Holms Død var den bedste Udgang af Sagen, som tænkes kunde, og Hr. Koch vil mene det samme. Den offenlige Mening vil have en anden Opfattelse. Den vil beklage, at P. Holm er død, inden Sagen var fuldt oplyst, men den vil ogsaa med Mistænksomhed modtage alt nyt, som efter denne Dag vil fremkomme i Sagen Holm Larsen, og den vil ikke taale, at man benytter sig af Holms Død til at dysse den hele Sag ned.

P. Holm er død. Alle vi, der i saa mange Aar har været hans Venner, har Ret til at fordre, at den undersøgende Retfærdighed skal retfærdiggøre sig.

(Social-Demokraten 27. september 1898).

Ligbæring. (Efterskrift til Politivennen)

Forslag til Begravelseskasserne og Begravelsesvæsenet.

Kisten køres.

Med de vidtstrakte Kirkegaards og disses afsides Beliggenhed, langt borte fra Hovedstaden, bliver det ofte højst besværligt at møde til Begravelse og besørge Liget baaret til Graven. Bl a. paa Vestre Kirkegaard, hvor Ligene skal bæres oppe fra det nye Kapel og helt ned til det nye Areal, som er indlemmet i Kirkegaarden og som er beliggende langt ude ved Kalveboderne, er det en trættende Marsch at bære et Lig, enten saa Begravelsen foregaar i Sommerens smæltende Hede eller i Vintertidens Snesjap og deraf følgende Lerælte.

Ved flere Syge- og Begravelseskasser er Medlemmerne efter Tur forpligtede til at møde ved Begravelser; ved Udeblivelse skal de betale en Mulkt af 2 Kr., men Mulkten afskrækker ikke. Mange udebliver for ikke at forsømme deres Arbejde og betaler hellere de 2 Kr., men det gaar saa ud over dem. der er mødt, da disse maa slæbe saa meget mere.

Ved en Begravelse forleden Søndag var tilsagt 25 Mand, men de 17 udeblev. Liget og Kisten havde tilsammen en Vægt af 4-500 Pund, som de mødte 8 Mand maatte bære. En af disse, der var lille af Vækst, fik til Sidekammerat en meget høj Mand, og som Følge heraf hvilede hele Vægten paa den ene Mand, der ved delte Slæben fik et Hold i Ryggen, ligesom han yderligere, ved at blive svedt og senere gennemblæst ved Graven, paadrog sig stærk Forkølelse.

Det er naturligvis meget uheldigt, at Folk skal være udsat for saadanne Ubehageligheder, fordi de viser en Afdød ven sidste Tjeneste. Resultatet vil blive, at alle, der ikke staar i nært Familieforhold til den paagældende Afdøde, undlader at møde ved Begravelsen, og dermed kan den Afdødes Efterladte jo ikke være tjent.

Det var derfor heldigst, om Syge- og Begravelseskasserne, eller maaske rettest Begravelsesvæsenet, indførte en Forandring deri. Bl. a. kan henvises til, at der i Udlandet ved Begravelser anvendes en let, lav, firhjulet Haandvogn, dækket med et Klæde, paa hvilken Kisten stilles, ligeledes overdækket med et Klæde eller smykket med Kranse. En saadan Vogn er ulige lettere at flyde frem eller trække af flere Personer, der placeres foran, paa Siderne og bagved Vognen, og det hele ser langt mere tiltalende tid, end ved den nuværende Ordning, hvor Følget pustende og svedende slæber paa en tung Kiste.

Vi henstiller Forslaget til rette Vedkommendes nærmere Overvejelse, og henviser forøvrigt til et Billede af Gladstones Begravelse, der fandtes i "Illustreret Tidende", og hvor Kisten føres fra Gladstones Slot Howarden paa en lille, firhjulet Vogn, altsaa paa samme Maade, som her er foreslaaet.

B.

(Social-Demokraten 21. juli 1898).

En borgerlig Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

I Søndags Middag blev Pianofortearbejder Münckenberg begravet fra "Folkets Have" paa Enghavevej.

Som Læserne bekendt havde Præst Volf ved Stefanskirkes nægtet at medvirke ved Begravelsen, fordi Münckenberg var borgerlig viet, men Præst Carstensen fra Herrens Kirke paa Georgsvej havde med sædvanlig Liberalitet tilbudt sin Assistance.

I Havens bagerste Del foran Teatret stod den blomstersmykkede Kiste, garneret af Faner, deriblandt Pianofortearbejderforeningens og 11te Kreds' socialdemokratisk Vælgerforenings.

Efter at en Salme var sungen, holdt Præst Carstensen en lang Tale. Han betonede særlig, at Aarsagen til, at han stod ved den Baare, var et Bevis for Statskirkepræsternes Intolerance; "denne Mand, her hviler, har ikke forbrudt andet end villet løsrive sig fra Præstetyranniet, og derfor hævner Præsterne sig paa hans Hustru og Børn og nægter at tale ved hans Død".

Efter en smuk Bøn for den efterladte Hustru og Børn slyngede Hr. Carstensen med Varme og Kraft disse Ord udover Forsamlingen: "Tro ikke paa Præsternes Trusler om Helvede og evig Fordømmelse; det er en Bespottelse af Gud, thi Gud er Kærlighed og Barmhjærtighed "

Saa blev "Dejlig er Jorden" sungen, og Kisten blev baaret gennem Haven til en Rustvogn ude paa Vejen og kørt over til Vestre Kirkegaard, fulgt af flere Tusinde Mennesker.

Og saa havde Statskirkepræsterne igen en Gang agiteret mod dem selv og mod deres egen Sæbekælder.

(Social-Demokraten 21. juli 1898).

Kvindeligt Medlem af en Skolekommission. (Efterskrift til Politivennen)

Kvinder i Skolekommissionerne.

Kiøbenhavn b. 6 Septbr.

Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse har i Aftes gjort det første Skridt ind paa en Vej, som sikkert vil føre til Fremgang for vore offentlige Skoler, idet man har valgt en kvindelig Pædagog ind i Kommissionen for en af Kommuneskolerne.

Det er allerede adskillige Aai siden, at Amerikanerne begyndte at vælge Kvinder ind i deres Skolekommissioner og dette Exempel blev hurtigt fulgt af Englænderne, da man saa de mange praktiske Fordele derved.

Det ligger jo ogsaa saa snublende nær, at her er en Opgave, som ganske særlig egner sig for kloge og oplyste Kvinder. Ganske bortset fra at Halvdelen af Kommuneskolernes Børn er Piger, er der jo i den nyere Tid kommen adskillige specielle Spørgsmaal paa Skolens Dagsorden, til hvis Løsning navnlig Kvinder vil kunne give et udmærket Bidrag.

Dette gjæIder først og fremmest Spørgsmaalene om Undervisning i Husholdningslære, huslig Økonomi, Skolekjøkkener og hvad der ellers bidrager til at løse den store Opgave den moderne Skole har sat sig: at opdrage den kvindelige Ungdom til at blive gode Husmødre. Man kan vanskeligt tænke sig denne Opgave løst, uden at der kommer Kvinder ind i Skolens Overledelse, og samtidig erkjendes det vistnok fra alle Sider, at Kvinderne paa saa at sige alle pædagogiske Omraader vil kunne gjøre deres særlige Evner gjældende paa en frugtbringende Maade.

Naar man hidtil ikke her i Kjøbenhavn, hvor der dog findes et meget anseligt Antal af intelligente og dygtige Lærerinder, har villet indlade sig paa at ansætte nogen af dem i Skolekommissionerne, saa ligger Skylden derfor ingenlunde hos Kvinderne selv eller hos Kvindesagens Forkæmpere eller Forkæmperinder. Der har ofte nok fra deres Side været slaaet til Lyd for en saadon Reform.

Men saa længe Kommunalbestyrelsen endnu havde et konservativt Flertal, mente man der at maatte modsætte sig enhver Reform der gik udenom det gamle og tilvante. Man var ængstelig for der at gjøre det første Skridt til, at Kvinden fik nogen som helst med offentlig Styrelse at gjøre og man forkastede ethvert Forslag i den Retning som fremkom fra den kommunale Opposition.

Nu er det Oppositionen der staar ved Styret og da der i Aftes skulde vælges et Medlem til Skolekommissionen for Haderslevgadens Skole, vedtog man, Overensstemmelse med et Andragende fra "Kvindelig Fremskridtsforening" og forskjellige andre Kvindeforeniger, at vælge Fru Anna Hjort, som tidligere har været Forstanderinde ved Frk Zahles Skole.

(Vendsyssel Tidende 7. september 1898).

Kvindeligt Medlem af en SKolekommission

Vi have modtaget Følgende :

Ifølge Bladenes Meddelelse om Forhandlingerne i Kjøbenhavns Borgerrepræsentanters Møde den 5. September, blev i dette en Dame valgt til Medlem af Kommissionen for den nye Kommuneskole i Haderslevgade og man fejler næppe ved at antage, at dette første Tilfælde af en Kvindes Beskikkelse til det nævnte Hverv skyldee den Forandring Hovedstadens Styrelse, der indtraadte som Følge af, at den kommunale Opposition sidste Foraar erholdt Pluralitet i Borgerrepræsentationen. Dette antydes da ogsaa i Blade, der staa Oppositionen nær og tydelig nok betragte hint Valg som et Fremskridt og en Sejr for Oppositionen; men Triumfen turde blive af kort Varighed, al den Stund, der ikke synes at kunne være Tvivl om det ommeldte Valgs Ulovlighed.

Bestemmelsen om Sammensætningen af "de for de offentlige Skoler særlig anordnede Skolekommissioner" i Kjøbenhavn - til hvilke den ovennævnte Kommission hører - findes i Lov af 26. December 1857 § 2 og gaaer ud paa at en saadan Kemmission foruden en Præst og et af Skoledirektionen valgt Medlem skal indbefatte "et Medlem, som udnævnes af Borgerrepræsentationen." Mere siger Lovstedet ikke; men hvis Repræsentationen eller dens paagjældende Medlemmer have raisonneret saaledes: altsaa kunne vi til Skolekommisionsmedlem, vælge, hvem vi ville, saa er dette en haandgribelig Feiltagelse. Som i alle andre lignende Tilfælde, maa der ogsaa ved Anvendelsen af den berørte Lovbestemmelse tages Hensyn til den sunde Fornuft, der ubestridelig tilsiger, at ikke Enhver, men kun Personer med visse Kvalifikationer kunne beskikkes til at varetage det omhandlede Hverv, og det tillige af den Grund, at Loven maa antages at have forudsat, at den, der af Borgerrepræsentationen udnævnes til at beklæde Hvervet, er pligtig til at overtage det; der maa, med andre Ord, gaaes ud fra, at baade Valgbarheden til Funktionen og Forpligtelsen til at overtage den, er undergiven visse Betingelser. Hvilke disse Kvalifikationer og Betingelser i det Hele ere efter den nuværende Lovgivning, skulle vi her ikke komme ind paa lige saa lidt som paa Spørgsmaalet om, hvad der i Tilfælde af en ny Lovgivning desangaaende burde haves for øje, hvorimod ville holde os til det aktuelle Spørgsmaal, om det for Tiden overhovedet er tilstedeligt, at en Kvinde vælges til Medlem af en af de ovennævnte Skolekommissioner i Kjøbenhavn.

Da den nærmest anvendelige Lovbestemmelse, som her berøres Intet foreskriver herom, er man med Hensyn til Spørgsmaalets Besvarelse henviist til, hvad der gjælder i lignende Forhold, og altsaa først og fornemmelig til Bestemmelserne om Valgbarhed ved Borgerrepræsentantvalgene, hvorefter bl. A, Ingen kan vælges til Borgerrepræsentant, som ikke fyldestgjør Betingelserne for at kunne vælges til Medlem af Folkethinget, hvad jo kun er Tilfældet med Mænd. Der kan næppe paavises nogen nærmere Analog for Spørgsmaalets Besvarelse, og da Skolekommissionerne ere et lovbestemt Led i Forvaltningen af en saa vigtig, kommunal Instilution, som Skolevæsenet er, synes da ogsaa, Sagen betragtet fra et Hovedsynspunkt, Intet naturligere end at kræve de samme Egenskaber hos den, der skal deltage i denne Gren af Kommunens Forvaltning, som hos dem, der kunne være Medlemmer af Kommunens Hovedrepræsentation, Borgerrepræsentationen. Hvervet som Medlem af en Skolekommission hører desuden til de borgerlige Ombud, som i deres Almindelighed alle Dage ere betragtede som alene paahvilende og tilkommende Mænd, hvad allerede ligger i selve Benævnelsen, ligesom det er en given Sag, at det ingen Sinde, i Hovedstaden som andetsteds, har været røgtet af Kvinder.

Idet vi, som ovenfor antydet, ikke kunne tro, at Borgerrepræsentationen eller dens fremskredne Medlemmer have anseet sig beføjede til at sætte hvem som helst ind i den paagjældende Skolekommission, men ville antage, at den ved at vælge en Kvinde til Hvervets Varetagelse, have ment al have ialtføld Noget, hvorpaa den kunde støtte det helt nye Skridt, ligger det nær at tænke þaa, at Inspektørposten ved en af Stadens offenelige Skoler for et Aars Tid eller to siden blev besat med en Lærerinde, og at man mulig har forestillet sig, at i Konsekvens heraf maa en Kvinde ogsaa kunne være Medlem af Kommissionen for en saadan Skole; men selv forudsat, at en Lærerindes Ansættelse i den nævnte Funktion var lovlig og i anden henseende forsvarlig, er en saadan Slutning selvfølgelig uholdbar, eftersom der, i Stedet for behørig Lighed, snarere er en vis Modsætning mellem de to Funktioner som Inpektør og Lærer ved en Skole og som Tilsyn med Skolen og dens Læreres Virksomhed, hvorfor ogsaa de kommunale Love udtrykkelig udelukke Skolelærere fra Skolekommissionerne i Kjøbstæderne og paa Landet. Et væsenligt Motiv for Borgerrepræsentationen eller dens Flertal til ved den paagjældende Lejlighed at lade Valget falde paa en Kvinde, har vel i øvrigt været, at man har villet "prøve, om det ikke kunde gaa," især da den valgte Personlighed er en Dame med mangeaarig Øvelse og følgelig betydelig Indsigt i Skoleundervisning, hvad dog for Resten ikke just er ensbetydende med Indsigt i Skolevæsenet og dets Forvaltning; men vi betvivle meget, at Forsøget vil finde Tilslutning hos Nogen af dem, hvem Sagen vedkommer. Disse ere jo mange, lige fra vedkommende Dame selv, - der vist nok vilde handle forsigtigst ved indtil Videre at vægre sig ved at tage Sæde i Kommissionen - og opad til to Ministerier, og navnlig kan det formentlig forventes, at indenrigsministeriet i fornødent Fald vil skride ind og paalægge Borgerrepræsentationen at foretage et nyt Valg; men skulde et saadant Paalæg ikke blive taget til Følge, er der maaske ikke anden Udvej, end at Repræsentationen sagsøges til at omgjøre det stedfundne Valg. S. V.

(Nationaltidende 15. september 1898)

Nationaltidende synes at være det eneste Højre-avis som lagde spalter til sådanne synspunkter. Selv Dagens Nyheder ironiserede over indslaget. Som det ses af det følgende bragte Nationaltidende også modindlæg.

Fotograf Mary Dorthea Frederikke Steen (1853-1939): Forstanderinde Anna Hjort  (19.5.1833-2.9.1923). 1886. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Anna Hjort gik fra 1853 på N. Zahles nyoprettede privatlærerindekursus. I 1857 blev hun lærer i barneskolen i dansk, engelsk, regning, gymnastik og tegning og klasselærerinde samme sted. En af Danmarks første klasselærerinder. 1863-1896 var hun forstander for lærerindeskolen. Hun blev 1885 medlem af skolens bestyrelse. Efter spændinger med Zahle forlod hun skolens bestyrelse i 1893, i 1896 sin forstanderstilling. Hun blev det første kvindelige skolekommissionsmedlem i Danmark, idet hun blev Borgerrepræsentationens kommissionsmedlem i Haderslevgades Skole fra 1898. Anna Hjort var desuden aktiv i kvindebevægelsen. 

Kvindeligt Medlem af en Skolekommission.

I "Nationaltidende"s Morgennummer 15. September findes en Artikel af S. V., i hvilken Lovligheden af det den 5. Septbr. stedfundne Valg af et kvindeligt Medlem til en Skolekommission bestrides. For at bevise sin Paastand paaberaaber Forfatteren sig Lovbestemmelsen om Valgbarhed ved Borgerrepræsentantvalgene, hvorefter Ingen kan vælges til Borgerrepræsentant, som ikke fyldestgjør Betingelserne for at kunne vælges til Folkethinget, og slutter deraf, at samme Bestemmelse maa gjøres gjældende overfor Valgbarhed til Skolekommissionen.

Logiken af den dragne Slutning synes mig lidt for tvivlsom. Hvis det var Meningen, at Valgbarhed til Skolekommissionen skulde afhænge af samme Betingelser som Valgbarhed til Borgerrepræsentantskabet, vilde det være omtalt i Skolelovgivningen; men der findes Intet desangaaende. S. V. fremhæver selv, at der i Lov af d. 25. December 1857 § 2 ikke siges Andet end, "at en saadan Kommission, foruden en Præst og et af Skoledirektionen valgt Medlem skal indbefatte et Medlem, som udnævnes af Borgerrepræsentationen" Som yderligere Bevisførelse mod Valgets Lovlighed anfører S. V., at "Hvervet som Medlem af en Skolekommission hører desforuden til de borgerlige Ombud, som i deres Almindelighed alle Dage ere betragtede som alene paahvilende og tilkommende Mænd". Dette er ganske vist Tilfældet for Danmarks som for mange andre europæiske Landes Vedkommende, men beviser Intet, da det paa ingen Maade udelukker, at den historiske Udvikling ogsaa her ganske naturlig vil medføre en Forandring paa det omtalte Omraade, ligesom det allerede er skeet for enkelte andre Landes Vedkommende, saasom i England, Finland, Norge, Sverrig siden 1889, og Paris for Frankrigs Vedkommende, for ikke at tale om Amerika og Australien.

At Motivet for Borgerrepræsentationens Valg skulde have været, "at Man har villet prøve, om det ikke kunde gaa", turde betvivles. Mon det ikke var mere sandsynligt, at Borgerrepræsentationen havde faaet Øjnene op for, at der muligvis var Mangler ved Skolevæsenets Forvaltning, som oversaaes af Mænd, men som en Kvinde vilde kunne gjøre opmærksom paa, netop forbi hendes Syn paa Sagen paa nogle Punkter er forskjelligt fra Mændenes?

At den valgte Dames mangeaarige Øvelse og betydelige Indsigt i Skoleundervisningen ikke er ensbetydende med Indsigt i Skolevæsenet og dets Forvaltning, er indlysende; men hvis hun med aabne Øjne har iagttaget Arbejdsmaaden i den Institution, af hvilken hun er en Del, er der Sandsynlighed for, at hun er mere skikket til at udfylde Pladsen i en Skolekommission end mange Mænd, som intet Steds have havt Lejlighed til at lære den Maskine, som de skulle styre, at kjende.

Frederiksberg, Septbr. 1898.

Elly Nienstædt,

f. Lempfert.

(Nationaltidende 21. september 1898. 2. udgave)

Kvinder i Skolekommissionerne. Der foreligger en officiel Redegjørelse for det af Borgerrepræsentationen den 5. ds. for lukkede Døre foretagne Valg af et Medlem til Kommissionen for den nye Kommuneskole i Haderslevgade.

Sagen foretoges som sædvanlig paa Foranledning af Magistraten, som havde anmodet Forsamlingen om i Henhold til Lov 29. December 1857 § 2 at udnævne en Mand til at indtræde i den nævnte Kommission.

Fra forskjeliige Kvindeforeninger, nemlig kvindelig Fremskridtsforening, kvindeligt Arbejderforbund, kvindelige Herreskræderes, Bogbinderes og Konfektionsarbejderes Fagforeninger samt kvindelige Sølvpolereres Forening, var der under Mødet ved Klausen tilstillet Forsamlingen en Skrivelse, hvori de henstillede til Overvejelse, om det ikke vilde være tidssvarende og i enhver Henseende rigtigst al vælge saavel Kvinder som Mænd ind i Skolekommissionerne for de offentlige Skoler. Til Begrundelse heraf fremsatte de følgende Bemærkninger :

"Det er ifølge Lovbestemmelser Kommissionens Hovedopgave at føre Tilsyn med Skolens hele Virksomhed, med Elevernes Opførsel og Disciplin, Skoleforsømmelser, Lokalernes Tilstand o. s. fr., og vi mene, at da Skolerne ere saavel Pige- som Drengeskoler, i hvilke der undervises af saavel Lærerinder som Lærere, vilde det være det Naturligste, om der ogsaa valgtes Kvinder ind i disse Kommissioner.

Uden i nogen Maade at ville underkjende de nuværende Kommissioners Dygtighed og Virksomhed, ere vi dog af den Formening, at Kvinder i særlig Grad egne sig til at føre Tilsyn overalt, hvor det drejer sig om Børnenes Ve og Vel. Vl minde i denne Sammenhæng om, at der jo allerede nu herhjemme vælges Kvinder til at føre Tilsyn med Plejebørn. Det er jo ogsaa almindelig bekjendt at Kvinderne i England i mange Aar have havt Plads i Skoleraadene og der udført de dem paahviienbe Pligter til Befolkningens største Tilfredshed."

Paa Forslag af Marstrand vedtoges det enstemmig med 22 St. at vælge fhv. Forstanderinde, Frøken Anna Hjort til Medlem af den omhandlede Skolekommission.

(Nationaltidende 28. september 1898).

Væltet med Ligvognen.

"Tidens Krav" fortæller i Lørdags: De mange Spadserende paa Vesterbrogade i København var i Søndags Vidne til et højst uhyggeligt Optrin. En Rustvogn skulde nemlig bringe et Lig til et af Kapellerne paa Vestre Kirkegaard og efterfulgtes af den Afdødes nærmeste Slægtning, som havde taget Plads i et par Drosker. Paa Hjørnet af Vesterbrogade og Enghavevej væltede Rustvognen og Kisten med Liget faldt ned paa Gaden. Selvfølgelig vakte dette Optrin den største Opsigt, og der samledes snart en meget betydelig Menneskemængde. De Liget ledsagende Slægtninge, hvoraf flere kvindelige, var naturligvis særlig stærkt grebne af Tildragelsen, og gav deres ved dette Uheld forøgede Smerte Luft i Taarer. Omsider lykkedes det at faa Kisten paa ny anbragt i Rustvognen, der derefter med Følget fortsatte sin triste Kørsel til Vestre Kirkegaard.

(Dagbladet Hejmdal 14. september 1898).