Folke-Børnehaveforeningen fylder 25 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Hvor Barnesindet formes under Leg.

Øverst: Legetime i Fru Baggers Børnehave paa den gamle Ladegaard. Bag Dørene ses i den lyse Kjole Bestyrerinden, Fru Mia Johnsen. Nederst: Børnene i Tibirkegades Børnehave leger. Til venstre staar Forstanderinden, Frk. Andersen.

I Morgen kan Folke-Børnehaveforeningen fejre 25 Aars Jubilæum. Andet Steds i Bladet fortæller vi lidt om den Virksomhed af Sofus og Hedvig Bagger, der gennem Aarene er bygget op paa Grundlag af Frøbels Metoder.

Ovenfor bringer vi Billeder fra et Par af Børnehaverne.

Hvor Barnesindet formes under Leg.

Folke-Børnehaveforeningen fylder 25 Aar.

Skoleinspektør Sofus Bagger og Hustru.

Navnet "Folke-Børnehave" er ofte gledet Øret forbi, uden at man nærmere har beskæftiget sig med Tanken, hvad et saadant Foretagende er - og betyder.

Og saa er forholdet i Virkeligheden det, at der indenfor disse Institutioner gøres et Arbejde, som maa kaldes meget betydningsfuldt, baade rent menneskeligt og derigennem ogsaa samfundsmæssigt.

Hvad foregaar der da disse Steder

Jo, her lægges den første Grund til Barnets aandelige Udvikling. Her kommer Barnesindet i den første Støbeform, den, der gennem Leg giver den begyndende Viden, den, der næsten umærkelig skaber Broen over til Skolens Alvor.

Dette var den tyske Pædagog FrøbeIs Kongstanke. Paa denne Basis er den danske Frøbelforening bygget op, og ud af den er Folkebørnehaverne groet frem, de, der i Morgen som Forening kan fejre 25 Aars Jubilæum.

Let var Begyndelsen ikke. Haardt og utrætteligt maatte det Ægtepar, der slog til Lyd for Sagen, Skoleinspektør Sofus Bagger og Hustru, kæmpe for at finde Ørenlyd for det saa betydningsfulde Spørgsmaal.

Nok var man fra forskellige Sider omkring Aarhundredskiftet bleven opmærksom paa, at Kampen for Tilværelsen i mange Henseender medførte en Opløsning af Hjemmene, idet baade Mand og Hustru maatte arbejde ude for at skaffe det daglige Brød, saa at Børnenes Opdragelse blev forsømt.

Men det var Ægteparret Bagger som tog Kampen op for Alvor - og førte den til  Sejr.

Den første Børnehave aabnedes i 1901 i en lille Villa, der hørte til "Folkets Hus" paa Enghavevejen. Her samledes Smaabørnene i Alderen fra to til seks Aar fra det omliggende store Kvarter. Fra denne Stamme voksede Bevægelsen ud i Forgreninger, der nu under Navnet Folke-Børnehaver ligger spredt over hele Storstaden.

I den lille Villa blev de første unge Piger uddannede til denne specielle Gerning, der ogsaa kræver specielle Evner - der først og fremmest kræver sin Person helt og fuldt i Kærligheden til de smaa og Taalmodighedens uvurderlige Gave. Kvinder og Mænd af alle Samfundsklasser staar nu samlet om Sagen. Mennesker, der kan se det vidunderlige i saadan et lille groende Væsen, følge dets vaagnende Opfattelse og ønsker at værne dets Sjæl og Sind mod de Skygger, selv de alIetidligste Barneaar ofte ikke forskaanes for i en Storstad.

For Tiden er følgende Børnehaver i Virksomhed: Ejderstedgade 12, Tibirkegade 17-19, Skarøgade 3 med særlig Afdeling, Hjortøgade, Fischersgade 23, Aaboulevard 5, Frederiksholm P. Sabroesgade 19, Egevang 2 samt under Frederiksberg Folkebørnehaveforening Yrsavej 19. Det hele Antal af indskrevne Børn er som Regel ca. 400.

Vi gjorde i Gaar et lille Strejftog til et Par af Hjemmene. Trods Graavejret var det, som om Solen Iyste inde i de smaa Stuer. Disse store spørgende Barneøjne, disse smil og denne fortrolige Snakken med Lærerinderne, der fortalte dem om Dyrene paa Vægkortene, om hvad Menneskene beskæftiger sig med i By og paa Land, lod dem nedkrasse smaa ubehjælpsomme Tegninger, for saa at afbryde Undervisningen med ordnede Lege, alt det virkede saa forfriskende, at man maatte glæde sig derover.

Man har ganske vist nogen offentlig Støtte, men alligevel er Midlerne, der arbejdes med, saare beskedne. Hvad kunde der ikke udrettes, hvis man havde flere Penge at raade over?

Det er jo dog et lille Stykke af det danske Samfunds Fremtid, som formes her i de første spæde Spirer.

(Aftenbladet (København) 27. november 1926.)

Selvstyrebevægelsen: Cornelius Petersen (5/7). (Efterskrift til Politivennen)

 En Holmgang mellem Statsministeren og Corn. Petersen.

Cornelius Petersen paa slap Line. - Han truer med Sabotage overfor Rigsdagen og fremsætter Iøse Paastande.

Nordborg, Tirsdag.

De to Ærkefjender, Statsminister Stauning og Cornelius Petersen mødtes i Aftes til det politiske Møde paa "Nørherredhus", som var arrangeret af Socialdemokratiet. Det blev ikke det Opgør, man kunde vente. Stillet Ansigt til Ansigt med Hr. Stauning forsøgte C. P. at klare sig med nogle meningsløse Paastande, der kun kan være paa fri Fantasi eller løse og pjankede Rygter. Der var mødt 6-700 Mennesker, hvoriblandt en hel Del Hjemmetyskere, som sikkert aldrig før har sat deres Ben i det danske Forsamlingshus. De applauderede Cornelius Petersen stærkt, naar han fremsatte nogle af sine Kraftudtalelser.

Statsminister Stauning var første Taler. Han indledede med et stærkt Angreb paa Madsen-Mygdal og efter en Omtale af Krisesituationen omtalte han Selvstyrebevægelsen og hævdede som i Aabenraa, at Socialdemokraterne vilde opnaa deres Maal ad lovlig Vej og ikke ved Anvendelse af Trusler og Vold. Hr. Stauning undlod dog - som han gjorde det i Aabenraa - at tale om Bander.

Folketingsmand J. P. Nielsen var næste Taler. Han omtalte de sociale Udgifter, som Socialministeriet ikke ønskede skaaret ned, og fremhævede, at de sociale Udgifter dels blev baaret af Fagorganisationens Medlemmer selv. Den socialdemokratiske Regering havde ikke brudt sit Løfte til Vælgerne, men den havde intet kunnet gennemføre paa. Grund af de andre Partiers og Landstingets Stilling. Folketingsmanden korn derpaa ind paa en Omtale af, hvad Regeringen havde gjort for Sonderjylland.

Cornelius Petersen sammenligner Bismark med Stauning.

Efter at Redaktør Finnemann Bruun havde haft Ordet, talte Cornelius Petersen. Han holdt sit sædvanlige Foredrag, med de kendte Bemærkninger om Krydset paa Stemmesedlen, og at Rigsdagsmændene vælger sig selv. Hvem skal saa vælge Corn. P.? Han overraskede med at sammenligne Stauning med Bismarck. Bismarck var Datidens Stauning, sagde han.

J. P. Nielsen imødegik stærkt Cornelius Petersen og udtalte, at han havde skadet, den nationale Sag. Han paatalte stærkt Udtalelsen paa Selvstyremødet i Aabenraa om Grænseflytning.

Cornelius Petersen afbryder: Det har jeg aldrig sagt. Det er Løgn, hvad der staar i alle de parlamentariske Blade!

Stauning er skuffet over Cornelius Petersen 

Efter at J. P. Nielsen havde afsluttet sin Tale fik Hr. Stauning paany Ordet. Han udtalte sin dybe Skuffelse over, at Cornelius Petersen ikke fremkom med sin sædvanlige Skylle: Røverkaptajn, Løgnhals, Idiot og Kæltring, som han plejede at titulere Taleren med. Han var øjensynlig lidt mere forsigtig Og naar man som C. P. havde gjort i Aften, fremkom med Beskyldninger som "Vælgerbetaling" og lignende, plejede hæderlige Mænd at fremkomme med en Bevisførelse.

Cornelius Petersen fremsætter Iøse Beskyldninger og truer med at sabotere Rigsdagen.

Iver Møller, Rinkenæs, havde derpaa Ordet og angreb Folketinget, hvorpaa Cornelius Petersen paany fik Ordet. Beskyldningen om "Vælgerbetaling" vilde han bevise med en indirekte Beskyldning om, at Stauning havde faaet Betaling for i 1920 at gaa i Spidsen for Toget til Amalienborg for dermed at bane Vejen for Ministeriet Friis. Kan man faa Penge for at foretage en saadan Handling, eller gør man det gratis, spurgte Cornelius Petersen.

Rigsdagsmændene fik ogsaa et Hip. De sad, sagde Taleren, i Snapstinget og drak hinanden saa fulde, at de kunde prikke hinanden paa Øjnene. løvrigt udtalte han, at hvis Selvstyrefolkene kom ind paa Rigsdagen med en 2-3 Mand, kunde de blive Tungen paa Vægtskaalen ved at stemme med det ene eller det andet Parti, for derved at hindre, at Lovene gennemføres.

Efter at Hr. Finnemann Bruun endnu engang havde haft Ordet, sluttede Mødet, uden at Hr. Stauning tog til Genmæle mod Cornelius Petersens Udtalelser.

(Hejmdal, 16. november 1926).

Fotograf Holger Damgaard, Holger (1870-1945): Cornelius Petersen (1882-1935) slesvigsk bondefører. Det kongelige Bibliotek.

I Fattigjord med Fyrstekranse. (Efterskrift til Politivennen).

En hjemfalden Grav og et gammelt Københavnerminde.

Den blomstersmykkede Kiste med Prinsesse Maries Krans.

Det er i disse Dage 20 Aar siden, at en fattig kvinde, en af Københavns fattigste, som Lig blev bragt ud paa Set. Johannes Stiftelsen. Hun blev lagt i en tarvelig, sortmalet Fattigkiste, men dem, der paa Begravelsesdagen kom ind i Stiftelsens lille Kapel ved Blegdamsvejen, maatte nærmest faa det Indtryk, at det var en fremragende Personlighed, en af Samfundets Store, der her skulde jordfæstes. Den fattige Kone var fuldstændig skjult under et mægtigt Væld af Blomster - der hvælvede sig store Palmegrene over Hovedgærdet, og paa Kistens Fodende laa en stor, kostbar Dekoration med brede rødhvide Baand. paa hvilke det i Guldbogstaver stod "Fra Prinsesse Marie og Børn". Og langt ud over Gulvet bredte Kransene sig. Værdien af denne Blomsterhyldest repræsenterede maaske flere Penge, end den fattige Kvinde, der laa i kisten, selv nogen Sinde havde haft i sine Hænder.

Og det var et mærkeligt Følge der samledes om Kisten. Det lille kapel var fyldt til sidste Plads, og Folk stod i Kø langt ud paa Blegdamsvejen. Det var mest kvinder, elegant klædte Damer, side om Side med kvinder i tyndslidte Sjaler, og der var pelsklædte Herrer med høje Silkehatte, ved Siden af lusede, forsumpede Individet fra den indre Bydels skumle Gader.

Men havde man spurgt de Folk der flokkedes om Kisten, hvad den Døde hed, vilde de fleste blive Svar skyldige. Jomfru Juliane Marie Elise Hansen stod der i den officielle Dødsliste, men det Navn kendte kun de færreste af de Mennesker, der mødte til Ligfærden. De kendte kun et andet Navn, der ganske vist ogsaa var kendt af hvert Barn i Byen - de vilde svare: Det er "Jomfru Tidsfordriv", der bliver begravet1

Hverken hendes Øgenavn eller hendes mærkelige skikkelse er glemt endnu. Ingen vidste rigtig, hvem hun var, eller hvorledes hendes Livsskæbne havde formet sig. Selv fortalte hun aldrig noget, men Folkesnakken havde efterhaanden omgivet hende med et Skær af Romantik og Mystik. Hun havde kendt bedre Duge, var af "god Familie", sagde man. Det var en ulykkelig kærlighedshistorie, der havde giort hende sær, fortaltes der. Maaske var det sandhed, maaske Fantasi, man fik det aldrig at vide. Men man husker hende som det mærkelige, halv forstyrrede Individ, der færdedes paa Gaderne, altid glad smilende, i en besynderlig Beklædning, pyntet med Masser af falmede Tøjblomster, med en stor kurv paa Armen og fulgt af en Flok Børn.

Hun var ikke Tiggerske - langt fra men der var altid Folk, der stak noget til hende, og hun havde en Gang hos en Mængde Handlende der betragtede hende som "fast Kunde" og gav hende den Smule, hun behøvede. Navnlig Bolscher! Dem brugte hun en Mængde af til at dele ud mellem de Børn, der altid flokkedes om hende, og hvis Drillerier hun aldrig opfattede fornærmeligt.

Saa laa hun en Dag og døde stille inde i sit fattige Kammer i den allerinderste By. Og det var pludseligt, som om Københavnerne kom til al tænke paa, at de skyldte dette fattige Kvindemenneske en sidste Opmærksomhed. De tænkte paa, at hun, der selv var et af samfundets Skumpelskud, aldrig havde gjort andet end godt, og hvis mærkelige Liv i al Fabl havde været præget af Kærlighed til Børnene. Og saa dækkede de hendes fattige kiste med Blomster!

Men efter Talen kørte Ligvognen alene, uden Følge, ud til Bispebjerg Kirkegaard, hvor Kisten blev sænket i Fattigjord. Nu er der gaaet 20 Aar - det Tidsrum der tilstaas et "Fattiglig" at hvile i Jorden og Graven er hjemfalden til Sløjfning. Men maaske faar "Jomfru Tidsfordriv" Lov at ligge i Fred endnu nogle Aar. Henover det Stykke "linjebegravelse", hvor hun ligger, er der plantet Graner, en hel smuk Tykning dækker alle de fattige Hvilesteder, blandt hvilke ingen mere kan paapege det enkelte, der er den mærkelige Københavneroriginals. Hende, der tog sit Liv Hemmelighed med sig i Graven.

O. B.

(Aftenbladet (København) 15. november 1926).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt (1866-1931): Jomfru Tidsfordriv. Fredericiafesten, 6. juni 1899. Det kongelige Bibliotek.

William Edvard Bloch 1845-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Fotograf Sophus Georg August Lindström (1866-1923): Sceneinstruktør, forfatter William Edvard Bloch (1845-1926). Det kongelige Bibliotek.

William Bloch

Professor William Bloch er igaar Eftermiddags afgaaet ved Døden, 81 Aar gammel

Ret tilfældigt - det laa jo lidt udenfor en juridisk Kandidats Fremtidsplaner - kom William Bloch ind i dansk Sceneinstruktion Dramatiske Interesser havde efter vellykkede

Studenterkomedier faaet ham til al indsende et Skuespil til Del kgl Teater - ledsaget af en udførlig Sceneanvisning Og Kammerherre Fallesen, der som Direktør ogsaa havde megen flair, vejrede Talentet og forvandlede kort efter Assistenten i Justitsministeriel til Instruktør ved Nationalscenen.

Professor William Bloch

Valget var godt. Bloch besad ikke alene en Række værdifulde Egenskaber: fin Slægtskultur, en klar og kølig Intelligens og en paa samme Tid smidig og stærk Vilje, men ogsaa en Række lige saa værdifulde Evner: klog Forstaaelse, levende Fantasi, maalbevidst Arbejdskraft og dyb Menneskekundskab. Alt ialt en Personlighed, der med stille Myndighed forstod at gøre sig gældende overalt. Han var dengang 36 Aar og godtgjorde gennem begge sine Virke perioder: en tolvaarig (1881-1893) og en tiaarig (1899-1909), at han var den rette Mand paa den rette Plads.

H. P. Holst, som han afløste, havde som Instruktør været ren Dilettant. Bloch hævede Sceneinstruktionen til en Kunst for sig i Kraft af sin ideelle Tro paa Skuespilkunstens universelle Værdi og sin sikre Overbevisning om, hvad det kom an paa. Han fik den fremfor alt til at følge den samme realistiske Linje, som Litteraturen samtidig gennemløb Virkelighed og Naturlighed blev hans to Hovedkrav. Gennem en Mangfoldighed af smaa, ægte Enkeltheder opbyggede han et harmonisk Helhedsbillede, et virkningsfuldt Ensemble, der ikke tillod nogen Art af Stjernekomedie, men tvang alt og alle ind under Totalindtrykket. En behersket, næsten intim Iscenesættelse, der med Tiden gjorde det berettiget at tale om særlige "Blochske Aftener".

Hans Betydning strakte sig især over to Felter.

Først Holberg, som han var i aandeligt Slægtskab med. Her rensede han ud i Overleveringen, respekterede de gode Traditioner og fjernede de slette. Hver Komedie fik sin tids- og kulturhistoriske Baggrund, en fast og omhyggelig tildannet Struktur, der gennem Aarene har holdt uden Brist. Han fornyede ikke blot alle de almindeligt spillede Hovedværker, men optog ogsaa de lidet spillede Stykker hvorover Lyset før ham ikke ret havde kunnet funkle. Hans minutiøse Sceneanvisninger her (en Brøkdel reddet over i Holberg-Aarbøgerne) blev en Arv, som Teateret fra nu af har at værne om.

Dernæst det moderne Skuespil og indenfor dette navnlig det københavnske Lystspil, hvis hjemlige Tonefald han var en Mester i.

Tragedien og Dramaet laa derimod hans Naturel fjernt. Baade Oehlenschläger og Shakespeare faldt uden for hans Omraade

Men selv med denne Begrænsning kom han til at øve varig Indflydelse. Det livfulde Interiør, den naturlige Dagligtale, det sanddru Virkelighedspræg gik igen i Eleverne: Johannes og Poul Nielsen og Einar Christiansen, medens Nic. Neiiendam har for søg! at bryde ud og Johannes Poulsen dristigt er gaaet sine egne Vej

Ogsaa blandt Skuespillerne dannede han Skole. Selv Olaf Poulsen kunde han til Tider omforme efter sit Hoved.

Han havde kun een jævnbyrdig: Herman Bang. Impressionismen overfor Realismen. Dansk Skuespilkunst skylder dem begge Tak. Men William Blochs Spor er de dybeste. Han holdt - paa sit Felt - under vanskelige Tider Nationalscenen oppe paa et kunstnerisk og kulturelt Niveau, som gav det sin Plads i dansk Aandsliv, fordi han - hag sit tilbageholdende og ligesom tilknappede Væsen - var den fuldblods Kunstner og Idealist.

Carl Dumreicher.

(B. T. 2. november 1926)

Hans kone Anna Bloch er behandlet i indslaget William og Anna Bloch (Efterskrift til Politivennen) på denne blog.

Anna og Wilhelm Blochs grav på Vestre Kirkegård, Afdeling G, rk. 7, nr. 8. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Selvstyrebevægelsen: Cornelius Petersen (4/7). (Efterskrift til Politivennen)

Vor forretningsførers Arrestation.

Medens allehaande Rygter svirrede ud over Landet, gennemsøgte to københavnske Statsbetjente Løjtnant Quistgaards Papirer. 

I Gaar Formiddags Klokken ca. 11, da vi just var i Færd med at ordne Dagens Stof, tøffede en rødbrun Fordvogn op foran vore Vinduer. Et Øjeblik efter bankede det paa Døren, og en politimæssigt udseende, khakiklædt Herre traadte ind og bad om at tale med vor Forretningsfører, Løjtnant Quistgaard. Denne gik i bart Hoved og uden Overtøj med Statsbetjentene, - og vi har siden ikke set noget til ham.

Klokken ca. 12 bankede Lovens Haand igen paa vor Dør, denne Gang i Skikkelse af ikke mindre end to - forøvrigt meget elskværdige - Kriminalbetjente, idet de navngav sig, bad om at maatte efterse Quistgaards Skrivebord og øvrige Gemmer.

Nægte dette kunde vi selvfølgelig ikke, og vi blev nu Vidne til Politiets Arbejdsmaade. Alle Quistgaards Regnskaber, Papirer, Postlister blev undersøgt, ja selv Kassen maatte underkastes en hastig Gennemgang, og om det saa var

Telefonbatterierne, der staar paa Gulvet,

blev de undersøgt. Da det tilstedeværende Materiale var blevet gennemgaaet, vilde Betjentene fjerne sig, men kommen hen til Døren opdagede de 

Quistgaards Mappe, der laa i Vinduet.

Nu maatte denne staa for et lige saa grundigt Eftersyn, og kort efter forlod Politiet os, medtagende enkelte, efter vor Mening ret ligegyldige Papirer.

Paa Forespørgsel om, paa hvilket Grundlag Quistgaard skulde afhøres, vilde de ikke udtale sig, og paa Spørgsmaalet, om det drejede sig om noget vedrørende Bladet, lød Svaret: "Quistgaard maa i alle Tilfælde ikke have opført sig som han burde, thi ellers behøvede vi jo ikke at komme her!"

I Løbet af mindre end en Time svirrede alle mulige Rygter rundt i Byen og gik derfra i forstørret Tilstand videre ud over Landet, saaledes at Historien allerede var paa Ringenæs-Egnen ca. 2 Timer efter Undersøgelsen.

Heldigvis kunde vi berolige de opskræmte Læsere og Venner med, at det hele ikke var saa galt, og at det kun drejede sig om en privat Sag, der ikke i mindste Maade vilde influere paa Dagbladet.

Vi telefonerede gentagne Gange til Kriminalpolitiet, der imidlertid ikke kunde udtale sig nærmere, hverken om Grundlaget for Tilbageholdelsen af vor Forretningsfører, eller Tidspunktet for hans Tilbagekomst.

Ved 3-Tiden indtraf det tredie Besøg al Statspolitiet, idet

Frk. Petersen, en Datter af Cornelius Petersen, blev hentet til Afhøring.

Den unge Dame, der er ca. 19 Aar gammel, har, sammen med Løjtnant Quistgaard, redigeret "Bondens Selvstyre" i Tønder.

- - Det tyndede nu efterhaanden betænkeligt ud i vort Personale, og de tilbageværende var ikke fri for at diskutere, hvem der nu blev den næste, der fik "en gratis Biltur" som vi kaldte det.

Vi slog, som vi plejer, Telegrammer op, der berettede de tørre Fakta, og snart var

vore Vinduer belejrede af en Mængde Mennesker,

der ivrigt drøftede Spørgsmaalet: Hvad vil der nu ske?

Kort efter kom Frk. Petersen tilbage og kunde berette de første positive Kendsgerninger.

Sagen er imidlertid af en saadan Art, at vi paa nærværende Tidspunkt ikke kan udtale os, men det drejer sig ikke om en helt almindelig Forseelse, idet det nærmest maa siges 

at være en Sag af maaske vidtspændende politisk Natur.

Quistgaard, der stammer fra Vamdrup, hvor hans Fader i sin Tid var Lokomotivmester, var for indtil kort Tid siden Officer i den danske Hær og var i samme Egenskab stationeret i Tønder, indtil han faldt som Offer for Hærindskrænkningen.

Siden har han med Interesse virket for Selvstyrebevægelsen i sin Egenskab af Redaktionssekretær ved Ugebladet, der dengang havde Hovedkontor i Tønder.

Klokken 4 Morgen, da disse Linjer skrives, foreligger endnu intet officielt Nyt.

P. E.

Senere meddeles:

Ved Henvendelse paa Quistgaards Bopæl her i Byen erfarer vi, at hans Gemmer ligeledes har været underkastet en systematisk Undersøgelse.

Quistgaard, der er gift og hvis Frue endnu bor i Tønder, havde lige faaet lejet Lejlighed, og skulde paa Søndag være flyttet her til Haderslev.

Grunden til Anholdelsen.

Kl. 8½,

Ritzau meddeler officielt:

Grunden til Tilbageholdelsen er en af Quistgaard underskreven, til de sønderjydske Officerer udsendt Opfordring til at slutte op i Kampen mod Parlamentarismen.

Det lukkede Retsmøde her i Haderslev resulterede i, at Quistgaard som anholdt førtes til Arresten i Tønder.

Da der rundt omkring gik Rygter om, at Cornelius Petersen ogsaa skulde være bleven arresteret, fik vi i Morges en Samtale med ham paa Vester an flod.

Cornelius Petersen kender intet til Quistgaards Breve og udtaler iøvrigt sin Forbavselse over Quistgaards Anholdelse.

Vor Redaktør indtræffer her til Haderslev i Eftermiddag.

(Folkets Selvstyre 9. oktober 1926)

Nye Begivenheder i Sønderjylland

Situationen

Den er farligere for Arrangørerne end for Samfundet.

SITUATIONEN i Sønderjylland udvikler sig. Vi meddeler nedenfor ora en højst interessant Arrestation, der igaar er blevet foretaget i Haderslev, og hvis Konsekvenser for Cornelius Petersen og hans "Selvstyremænd" endnu ikke kan overskues.

Imorgen lægger Cornelius Petersen iøvrigt ud med sit første Demonstrationsmøde i Aabenraa, hvortil han venter stor Deltagelse.

Mødet skulde oprindelig have været sluttet med et Demonstrationstog til H. P. Hanssens Bolig, men efter hvad vi erfarer, er dette dog opgivet, idet Lederne ikke vil opfordre til en saadan Demonstration.

Iøvrigt udtaler Politimester Seidenfaden idag til os, at det, der sker, er farligere for dem, der arrangerer det, end for Samfundet

EN OPSIGTVÆKKENDE ARRESTATION

Cornelius Petersens Løjtnant, der opfordrede Officererne til Statskup.

MØDET I AABENRAA

I gaar Eftermiddag indfandt Politiet sig paa Cornelius Petersens nye Blads Kontor i Haderslev, hvor man anholdt Forretningsføreren Quistgaard, en tidligere Løjtnant, der under hele kampagnen har været Friserbondens haandgangne Mand.

Quistgaard blev straks under Politiledsagelse ført til Tønder, hvor Sagen mod ham skal behandles, og samtidig beslaglagde Politiet en Mængde kompromitterende Papiret, der fandtes paa Kontoret.

Sagen bliver omfattet med megen Hemmelighedsfuldhed fra Myndighedernes Side, men man venter i Sønderjylland, at der vil ske ret sensationelle Begivenheder i Løbet af de kommende Dage, saaledes der være forberedt en Række Arrestationer af flere af de mest fremtrædende Selvstyremænd der i deres fanatiske Agitation har vovet sig for langt ud.

Selvstyremændene erklærer at have Hærens Officerer bag sig.

Hvad Anklagen mod Quistgaard gaar ud paa, vil man endnu ikke oplyse, men det forlyder, at Quistgaard skal have skrevet til en Række mere eller mindre højtstaaende Officerer i den danske Hær, og opfordret dem til at gøre fælles Sag med Selvstyremændene og deres Tilhængere, dersom disse ønskede at foretage et Statskup.

Dette falder for saa vidt godt i Traad med de Udtalelser vor for kort Tid siden til Sønderjylland udsendte Medarbejder hørte dernede. Flere af Cornelius Petersens Mænd pralede nemlig aabenlyst af, at de havde en Mængde danske Officerer i Ryggen, og at de derfor ikke frygtede for, at Hæren skulde blive brugt imod dem, dersom de prøvede paa at føre deres fantastiske Plan ud i Livet og drog til København for at opløse Rigsdagen.

Quistgaard vil i Løbet af Dagen blive stillet for Dommeren i Tønder, og det er da muligt, at der vil komme yderligere interessante Oplysninger for Dagen.

Politimester Seidenfaden spaar nye Begivenheder.

Vi har til Morgen haft en Samtale med Politimester Seidenfaden, som vi har anmodet om en Udtalelse med Hensyn til Quistgaards Arrestation.

- Jeg kan ikke sige Dem andet, siger Politimesteren, end at han er arresteret for 8 Dage

- Vil han komme i Forhør idag?

- Det tror jeg ikke, jeg vil sikkert faa andet at beskæftige mig med.

- Sker der store Begivenheder i de kommende Dage?

- Der vil nok ske et eller andet, men det kan jeg ikke fortælle Dem, før det er sket.

- Vil det sige, at der forestaar flere Arrestationer?

- Den Slags plejer man ikke at meddele paa Forhaand, men jeg kan dog sige saa meget, at det der sker, er farligere for de Folk, som arrangerer det, end for Samfundet.

- Tror De paa, at der vil ske Uroligheder paa Mødet imorgen?

- Det er svært at svare paa, men Jeg mener det ikke, jeg har nemlig den Opfattelse, at der vil komme saa mange nysgerrige tilstede, at Cornelius Petersen vil faa vanskeligt ved at samle sine mest fanatiske Tilhængere om sig, og faa dem til at foretage noget, dersom det er hans Hensigt."

Iøvrigt er selve Stemningen paa Tønderegnen ret rolig, men ovre paa Als, hvor Cornelius Petersen har sine fleste Tilhængere, er der stærk Krigsstemning

Københavnske Opdagere til Sønderjylland.

Som Bevis paa, hvor alvorligt Regeringen tager Situationen, kan vi meddele, at en Række fremtrædende Medlemmer af Københavns Kriminalpoliti i denne Uge er rejst til Sønderjylland for at bistaa det lokale Politi med Undersøgelsen

Anfører for Bondetoget.

Ved Redaktionens Slutning erfarer vi fra Tønder, at der gaar Rygter om, at Aarsagen til Quistgaards Arrestation ogsaa skal være den, at der er fundet Dokumenter, som viser, at han var udset som Anfører for Bondetoget til København. Hvorvidt dette er rigtigt, har det dog været umuligt at faa bekræftet.

Louis

(B. T. 9. oktober 1926).

Mødet i Aabenraa samlede omkring 3.000 deltagere. Hvor mange der støttede op om Cornelius Petersen eller blot var nysgerrige, fremgår ikke. Det forløb roligt, og blev i Cornelius Petersens blad beskrevet som en stor begivenhed, mens den i alle andre blev nedskrevet til en tam affære med en intetsigende resolution og en formålsløs march gennem Aabenraa.

De taabelige Planer i Sønderjylland.

----

Formaalet var et rask lille militært Kap,

Haderslev, Lørdag.

I Anledning af at Social-Demokraten i København oplyser, at Løjtnant Quistgaard har henvendt sig til de tjenstgørende Officerer i Sønderjylland om at slutte sig til "Bondens Selvstyre", meddeler "Modersmaalet", at han kun har henvendt sig til sine gamle Officerskammerater. Henvendelsen er ikke en almindelig Anmodning om Tilslutning til "Bondens Selvstyre", men derimod en direkte Opfordring til et rask lille Militærkup som Forløber for "Bondens Selvstyre" -Bevægelsens Planer.

"Modersmaalet" skriver:

Henvendelsen er netop saa barnagtig og fantastisk, som man kan vente det, og en af de paagældende Officerer har overgivet den ti! Myndighederne. Naar Cornelius Petersen fralægger sig ethvert Ansvar, er der maaske Grund til at stille sig noget tvivlende, men dette vil formentlig blive fuldt opklaret, naar Cornelius Petersen er blevet afhørt i Tønder.

Bladet fortsætter:

VI vil advare imod, at der nu igen udspredes Rygter om, at det halve Sønderjylland er i Oprør. Forholdet er jo det, at Folk hernede er lige saa uforstaaende overfor den Slags som andet Steds i Landet Sværmere og Fantaster er der overalt og til alle Tider. De er sjældent farlige. Vi tror heller Ikke, at de er det paa vore Breddegrader.

En ny Anholdelse! Lærer Højmark-Jensen er anholdt i Gaar.

Tønder, Lørdag.

Ved Middagstid har Politiet foretaget en ny Anholdelse. Det er en forhenværende Kriminalbetjent, nu Lærer t Landsbyen Sæd, Højmark-Jensen. Han er ogsaa Reserveløjtnant og har nylig været Indkaldt til Kantonnement; Indtil for nogle Maaneder siden var han Korrekturlæser ved "Bondens Selvstyre".

Politiet fortsætter energisk sine Undersøgelser. Der har været afholdt Forhør over en Række af Cornelius Petersens Tilhængere, derimod har "Manden for det hele" endnu ikke afgivet Forklaring.

Justitsminister Steincke om Affæren.

Det er en tjenstgørende Officer, som har meddelt sine Overordnede Planerne. Da vi i Gaar Eftermiddags havde en Samtale med Justitsminister Steincke om et andet Spørgsmaal, spurgte vi ham ogsaa om, hvad der egentlig Iaa til Grund for Anholdelserne i Sønderjylland.

- Der ligger det til Grund, svarer Steincke, at Justitsministeriet fik oversendt fra Krigsministeriet en Meddelelse fra en tjenstgørende Officer i Sønderborg om, at denne fra Løjtnant Quistgaard havde modtaget en skriftlig Henvendelse.

Henvendelsen var af en saadan Karakter, at jeg tilstillede Statspolitiets Chef den med Anmodning om at undersøge, hvad der tilsigtedes.

Resten kender jeg ikke tilstrækkeligt til. at jeg kan udtale mig derom, men det maa jo være af den Art, at Dominer og Politimester har anset det for nødvendigt at handle, som der er gjort.

- Hvorledes behandles Sagen nu?

- Den gaar den sædvanlige Vej, Forundersøgelse. Og derefter til Afgørelse hos Statsadvokaten - hvis det er nødvendigt til Rigsadvokaten og maaske til Justitsministeren.

(Social-Demokraten 10. oktober 1926. Uddrag).

Cornelius Petersen og hans Fæller i København. Fra venstre til højre: Gaardejerne Damkjær, Ivar Møller og Cornelius Petersen, derefter Sagfører Nielsen og Gaardejer Hansen samt - siddende i Forgrunden - Gaardejer Kylling. Foto fra Aftenbladet (København) 21. oktober 1926.

Af sagens videre forløb fremgik at det var tvivlsomt hvorvidt Cornelius Petersen var direkte involveret i de to arresteredes kupplaner. Eller om de havde opfattet nogle vage ytringer fra ham om at de ville få hans fulde opbakning hvis de sonderede stemningen indenfor hæren. Af udtalelser fra andre officerer tyder det ikke på at de to havde stor anseelse.

Begivenheden er gået over i historien under betegnelsen "Løjtnant-oprøret" og er indgående beskrevet af Nikolaj Petersen: "Løjtnant-oprøret" i Tønder 1926: Drama, tragedie eller farce?

Statspolitiets arresterede den 8. og 9. oktober 1926 den 23-årige løjtnant af reserven Knud Quistgaard og den 36-årige reserveløjtnant Søren Laurits Højmark-Jensen. Grundlovsforhørene foregik fra isolationsfængsel 8. til 15. oktober 1926. Quistgaard havde fået arbejde hos Cornelius Petersen først annonceagent, dernæst korrekturlæser på ugeavisen "Bondens Selvstyre" og var personlig sekretær for Cornelius Petersen. Han blev forretningsfører for "Folkets Selvstyre" i oktober 1926.

Højmark-Jensen var lærer i Sæd ved Tønder. Han var tidligere politibetjent i det selvsamme Statspolitiet som arresterede ham. Han var korrekturlæser på "Bondens Selvstyre". 

Nikolaj Petersens gennemgang konkluderer at Quistgaard og Højmark så deres aktion som et første led i en proces, hvis endemål var et opgør med parlamentarismen, men at de ikke havde gjort sig mange tanker om forløbet af denne proces eller om dens lovlighed. Selvstyrebevægelsens folk blev frikendt i retten. 

Efter mødet i Aabenraa og Løjtnant-oprøret kom det til brud mellem Cornelius Petersen og Kylling. Ved Folketingsvalget 2. december 1926 fik de kun 2.117 stemmer i hele Sønderjylland.