Bargum Borgmester i Kiel. (Efterskrift til Politivennen)

De tyske og danske aviser meldte i starten af april 1862 at Bargum var blevet udnævnt til borgmester i Kiel. Ludvig Konrad Hannibal Bargum (1802-1866) havde været medlem af den holstenske stændersamling siden 1842, den slesvig-holstenske landsforsamling og præsident for denne 1848-1850, den holstenske stænderforsamling 1853 og 1855. Han mistede i 1853 sin bestalling, men fik den igen i 1855. Han blev 1862 udnævnt som borgmester efter Kirchhoff.

Han afløste forfatter og rigsråd Johann Nikolaus Anton Kirchhoff (1791-1873) som havde været borgmester i Kiel februar 1853 til 31. marts 1862. Afskedigelsen sket formentlig af politiske grunde - han fik dog pension (2.000 Rd) og titel af konferensråd. Han var advokat og medlem af den holstenske stænderforsamling 1834-1848. Han blev dansk rigsråd og etats- og konferensråd. Under hans borgmester periode forfattede han formentlig det lille skrift "Versammlung des Centralkommitees für den Bau eines neuen Universitätsgebäudes in Kiel".  Hans skåltale til Luther ved Schillerfesten den 10. November 1859 i Kiel udkom også på tryk. Han blev efterfølgende af ministeriet afkrævet en forklaring.

Fra Holsten 2. april. Ifølge en københavnsk meddelelse giver den danske regerings nylige udnævnelse af advokat Bargum til borgmester i Kiel nye beviser for stemningen ved Sundet mod den altid gode tyske by Kiel. For en mand, der på samme tid er hadet og mere foragtet end Bargum, kunde man fra Kjøbenhavn ikke påtvinge Kiels befolkning; Ja, de ville meget hellere have foretrukket en født dansker end den tyske overløber. Det vides endnu ikke hvorfor den tidligere borgmester, etatsråd Kirchhoff, pludselig blev afskediget. Det er muligt at Bargums udnævnelse skyldtes valget af advokaten Lehmann, bankmanden dr. Ahlmann og arkitekten Martens (fra Wismar, 1848 v. d. Tann's adjudant) burde stille op imod ham. (Natz).

Aus Holstein, 2. April. Die einer Kopenhagener Depeche zufolge von Seiten der dänischen Regierung so eben erfolgte Ernennung des Advokaten Bargum zum Bürgemeister in Kiel gibt einen neuen Beweis dafür, wie man am Sund gegen die allezeit gut deutsche Stadt Kiel gestimmt ist. Denn einen zugleich verhassten und varachteteren Mann, als Bargum, konnte man von Kopenhagen aus den Kielern nicht oktroyiren; ja diese würden sich viel eher einen geborenen Dänen haben gefallen lassen, als jenen deutschen Renegaten. Warum der bisherige Bürgermeister, Etatsrath Kirchhoff, plötzlich entlassen worden, ist augenblicklich noch nicht bekannt; es ist möglich, dass Bargum's Ernennung den Kielern wegen der Wahl des Advokaten Lehmann, des Banquiers Dr. Ahlmann und des Architekten Martens (aus Wismar, 1848 v. d. Tann's Atjutant) ein Paroli biegen soll. (Natz).

(Süddeutsche Zeitung. Morgenblatt. 5. april 1862)

Kiel, 3. april. Til Alt. Mercur skrives: Man anså nyheden om udnævnelsen af ​​advokat Bargum til borgmester i vor by for en fejl. Også her i går aftes og i morges da det spredte sig gennem byen som en steppebrand, blev det i første omgang betvivlet af mange fordi man fandt "ingen åbenbar grund til at skifte personale"; Ikke desto mindre kan det godt være helt berettiget. Hidtil er der ikke modtaget officielle besked herom, hverken til borgmester Kirchhoff eller, som oplyste kilder har forsikret, til advokat Bargum. Når københavnske aviser siger at borgmester Kirchhoff har bedt om sin afskedigelse, er det efter hvad vi hører fuldstændig ubegrundet. Der er en masse spænding her i dag, især forårsaget af det faktum, at hr. etatsråd borgmester Kirchhoff er usædvanlig populær og beundret af alle borgere uden undtagelse. Hans upåklagelige juridiske integritet, hans mildhed og filantropi, hans vilje til trods hans mange officielle pligter ikke at unddrage sig ethvert krav om at hjælpe i humane bestræbelser, har fundet en anerkendelse der vil følge ham uformindsket ind i hans privatliv. Den store forståelse, der uforstyrret har eksisteret mellem vore bymyndigheders to faktorer, magistraten og deputerede, siden Kirchhoff stod i spidsen for dem, kan bestemt i høj grad ses som et resultat af hans virkelig noble personlighed.

Kiel, 3. April. Dem Alt. Mercur wird geschrieben: Sie hielten die Nachricht von der Ernennung des Advocaten Bargum zum Bürgermeister unserer Stadt für einen Irrthum. Auch hier wurde dieselve gestern Abend und heute Morgen, als sie wie ein Lauffeuer durch die Stadt ging, zuerst vielfach angezweifelt, da man mit Ihnen "keine ersichtliche Ursache zu einer Personalveränderung vorliegen" sah; dennoch dürfte dieselbe vollkommen begründet sein. Officielles ist bis heute nicht darüber eingetroffen, weder an den Bürgermeister Kirchhoff, noch, wie von unterrichteter Seite versichert wird, an den Herrn Advocaten Bargum. Wenn Kopenhagener Blätter sagen, Bürgermeister Kirchhoff habe um seine Entlassung nachgesucht, so ist das nach allem, was wir hören, gänzlich unbegründet. Es herrscht hier heute eine grosse Erregtheit, besonders auch dadurch hervorgerufen, dass Herr Etatsrath Bürgermeister Kirchhoff in ungewöhnlicher Weise bei allen Bürgern ohne Ausnahme beliebt ist und von ihnen verehrt wird. Seine Makellose Rechtscahffenheit, seine Milde und Menschenfreundlichkeit, seine Bereitwilligkeit, trotz seiner vielen ämtlichen Geschäfte keiner Anforderung zur Mithilfe an humanen Bestrebungen sich zu entziehen, haben eine Anerkennung gefunden, welche ihm ins Privatleben ungemindert folgen wird. Das schöne Einvernehmen, welches zwischen den beiden Factoren unserer Stadtbehörden, dem Magistrat und den Deputirtenbürgern, seit Kirchhoff an ihrer Spitze stand, ungestört bestanden hat, ist sicher zum grossen Theil aus Ausfluss seiner wahrhaft edlen Persönlichkeit anzusehen.

(Die Zeit: Tageblatt für Politik, Handel und Wissenschaft. 8. april 1862)

Som nævnt påstod mange danske aviser at Kirchhoff havde taget sin afsked. Dette kan ikke bekræftes af andre kilder. Heroverfor påstod de tyske at han var blevet afskediget.

Altona, 7. april. Følgende erklæring blev afgivet mod den nyudnævnte borgmester i Kiel, hr. Bargum, på et møde afholdt i forgårs i børssalen i Kiel af 3-400 respekterede borgere og beboere i nævnte by:

"Berlingske Tidende oplyser at advokaten Bargum er blevet udnævnt til borgmester i byen Kiel og tilføjer at denne udnævnelse vil blive modtaget med tilfredshed af dele af borgerne. Derimod erklærer vi at den nyudnævnte borgmester Bargum, mod hvem indførelsen en strafferetlig efterforskning af underslæb og bedrageri var nødvendig, og som på trods af frifindelsen af ​​de højeste retter, ud over at dømme omkostningerne ved efterforskningen, er tiltalt for groft pligtforsømmelse og usandfærdige oplysninger, har ikke respekt og tillid fra sine medborgere. Således besluttet i Kiel, i Børssalen, fra forsamlingen af ​​kielere og beboere, 5. april 1862.

Ahlmann, formand
Kraus, sekretær.

Efter mødet blev denne erklæring også underskrevet med talrige underskrifter og underskrives stadig af borgere, der ikke var til stede på mødet. Den tidligere meddelelse om, at etatsråd Kirchhoff, den tidligere borgmester der blev afsat af hr. Bargum, ikke blev afskediget på egen anmodning, som det fejlagtigt blev indberettet til Hamburger Nachrichten fra København, og det bekræftes udtrykkeligt af Altonaer Mercur.

Altona, 7. april. Wider den neuernannten Bürgermeister von Kiel Herrn Bargum ward in einer vorgestern im Börsensaale zu Kiel von 3-400 angesehenen Bürgern und Einwohnern genannter Stadt abgehaltenen Versammlung folgende Erklärung beschlossen:

"Die Berlingske Zeitung berichtet, dass der Advocat Bargum zum Bürgermeister der Stadt Kiel ernannt sei und sügt hinzu, dass diese Ernennung Theile des Bürgerstandes geniesse, mit Zufriedenheit werde aufgenommen werden. Dem gegenüber erklären wir, dass der neuernannte Bürgermeister Bargum, gegen welchem die Einleitung einer Criminaluntersuchung wegen Unterschlagung und Versichs des Betrugs erforderlich gewesen, und welchen selbst das freisprechende erkenntniss der höchsten Gerichte neben der Verurtheilung in die Untersuchungskosten gross Pflichtversäumniss und wahrheitswidrige Angaben zum Vorwurd macht, die Achtung und das Vertrauen seiner Mitbürger nicht besitzt. So beschlossen Kiel, im Börsensaal, von der Versammlung Kieler Bürger und Einwohner, den 5. April 1862.

Ahlmann, Vorsitzender
Kraus, Schriftsführer.

Nach der Versammlung wurde diese Erklärung ausserdem mit zahlreichen Unterschriften versehen und findet noch fortwährend Unterzeichnung von Bürgern, welche in der Versammlung nicht anwesend waren. Die frühere Meldung, dass Etatsrath Kirchhoff, der durch Herrn Bargum beseitigte bisherige Bürgermeiser, nicht, wie den Hamburger Nachrichten aus Kopenhagen falsch gemeldet wurde, auf sein ansuchen entlassen sei, wird durch den Altonaer Mercur ausdrücklich bestätigt.

(Die Zeit: Tageblatt für Politik, Handel und Wissenschaft. 9. april 1862)

Danske aviser ville vide at de fleste af de fremmødte vægrede sig ved at underskrive. Den danske regering afviste protesten og meddelte at Bargum ville tiltræde borgmesterposten efter påske (24. april 1862). En af de mest indflydelsesrige aviser, Dagbladet havde denne artikel:

Borgmesteren i Kiel. "Weser Zeitung", der brøler bedst af alle de slesvigholsteenske Løver indeholder i et Brev fra Kiel af 8de April det mest forbittrede Hyl over Kirchhoffs Afskedigelse og Bargums Udnævnelse. som endnu er udstedt. Der fortælles, at Etatsraad Kirchhoff havde faaet et Vink om at søge sin Afsked med Tilsagn om den fulde Gage i Pension, men at han ikke vilde gaae ind derpaa og først gjennem Bladene erfarede sin Afskedigelse. I Kirchhoff har nu "maattet bøde for sin mandige Vægring ved at føie sig efter den danske Regerings Ønske og Villie" med et Tab af 1000 RM i aarlig Indtægt. idet der af hans Gage paa 3200 Rdl. kun er tilstaaet ham en Pension af 2200 Rdl. Kirchhoff har altid hørt til de "maadeholdne" Politikere, og fra 1857, da han udtraadte af Rigsraadet, har han holdt sig borte fra al Politik; at han "desuagtet" er almindelig afholdt og agtet, skyldes hans pletløse Retskaffenhed og milde Humanitet. "At man uden nogen Anledning fjerner en saadan Embedsmand i hans bedste Alder for at anbringe en Bargum i hans Sted, er en saa grændseløs Gemeenhed, at end ikke de værste tydske Ministre i Reaktionsperioden vilde have gjort sig skyldige i en saadan". Man har skilt ham ved en betydelig Deel af hans Indtægt, paaført den holsteenske Kasse en aldeles" overflødig Pensionsbyrde og "istedetfor en meget dygtig, retskaffen og hædret Mand stillet en politisk og borgerlig lige foragtet Mand i Spidsen for forvaltningen af Landets næststørste Stad" . Brevet slutter saaledes: "Sagen vil forøvrigt i ethvert Tilfælde have meget alvorligt følger, da man her er fast bestemt paa at gaae til det Yderste i Modstanden imod den danske Regerings skamløse Adfærd. Skulde Bargum virkelig, trods de allerede giorte skridt af Borgerskabet og Deputeretkollegiet, tiltræde sit Embede - og man tiltroer ham frækhed nok hertil - ville, som vi erfare, samtlige Medlemmer af Deputeretkollegiet vægre sig ved al forhandle med ham og nedlægge deres Mandater. Borgerskabet vil da, for at give et talende Vidnesbyrd om en Stemning, gienvælge disse Deputerede med et formodenlig til Eenstemmighed grændsende Votum. Det Videre maa da afventes (!), men ialfald ville Bargums Venner i Kjøbenhavn endnu gjøre den Erfaring, at man endnu ingenlunde i Holsteen er tilsinds at sinde sig i enhver dansk Vilkaarlighed."

Den kunstlede Lidenskabelighed og det Hykleri, som Slesvigholstenerne ved denne Lejlighed udfolde, ere virkelig betegnende. Borgermester Kirchhoff har alle sine Dage været en i borgerlig forstand meget skikkelig Mand, men tillige en svag og eftergivende Karakleer uden anden Dygtighed end den, som kan erhverves af den middelmaadigst Begavede. Hans korte Virksomhed i Rigsraadet gav offenlige Vidnesbyrd om begge Dele. Som Borgermester i Kiel har han ladet sig imponere og lede af de bekjendte Personligheder, der terrorisere denne By og hele Holsteen; han har ikke paa noget eneste Punkt giort Modstand imod den oprørske Agitation, som dreves aabenlyst omkring ham. Hans seneste Merite var at tiltroede en Centralkomitee for Indsamlingen til en ny Universitetsbygning i Kiel; formaalet for denne Indsamling er fuldkomment lovligt og berettiget, men det er en vitterlig Kjendsgjerning, hvormed der endog prales i de slesvigholsteenske Organer, at Leiligheden benyttes til at skabe endeel slesvigholsteensk Organisation, og i den Centralkomitee, som Kirchhoff har tiltraadt, sidde Mænd som C. Scheel-Plessen, Kjøbmand Lange, Advokat Lehmann, Thomsen-Oldenswort osv. Den danske Regering vil ikke forbyde Indsamlingerne, skjøndt den meget vel seer deres egenlige Hensigt, men den kan paa den anden Side ikke finde sig i, at Kongens Embedsmand deeltage i denne Hensigts fremme sammen med Personer, der aabent optræde med statsopløsende Planer og idelig paakaldt Udlandet imod Landets Souverain. Det blev betydet Kirchhoff, at han maatte søge sin Afsked; da han ikke gjorde det, blev denne "Mand i sin bedste Alder", der er født i 1791 og altsaa 71 Aar gammel, afskediget med en Pension af 2200 Rdl. og Titelen af Konserentsraad. Hans Medborgere gjøre ham nu paa hans gamle Dage til politisk Martyr, efterat de hans hele Liv igjennem have leet over hans karakteerløse Svaghed og kaldt han, "ein altes Weib". - Om Bargums ualmindelige Dygtighed har der aldrig været opkastet Tvivl, og saalænge han tilhørte det slesvigholsteenske Parti, blev han erklæret for en af de dygtigste og mest fremragende Personligheder, ikke blot i Holsteen, men i Tyskland og et Vidnesbyrd derom gaves ved hans Valg til Præsident i den oprørske "Landesversammlunq". Alt dette forandredes, da Bargum forlod Partiet, ikke fordi han "gik over til de Danske" - thi han vedkjender sig ikke de Danskes Opfattelse, og han er maaskee endnu i sit Hjerte en Tilhænger af den slesvigholsteenske Idee - men fordi han satte større Priis paa borgerlig Frihed end paa politiske Doktriner, fordi han ansaae den slesvigholsteenske Bestræbelse for en Umulighed, og fordi han loyalt gik ind paa Heelstaten uden at ville sælge Advokat- og Junkerpartiet i den forsatte Opposition. Han har været overordenlig populair hos den menige Mand i Holsteen og er det vistnok endnu, skjøndt denne Stemning ikke kan bryde frem gjennem den slesvigholsteenske Terrorisme; han valgtes umiddelbart til Rigsraadet og havde Sæde i de holsteenske Stænder, indtil den af politiske Motiver fremkaldte Proces imod ham førte til hans Suspension. At end ikke de i saa høi Grad slesvigholsteensksindede Domstole kunde naae at domfælde ham, vidner afgjørende om, at han ialfald ikke kan have gjort sig skyldig i nogen Uredelighed. Som Formand for Mølleafløsningen i Holsteen har han udfoldet overordenlig megen Dygtighed, og han gjenindsattes strax efter 'Dommen paany i dette Embede ligesom han efter Ophævelsen af Suspensionen paany skal have erholdt en betydelig Praxis som Advokat. Oppositionen imod ham er saaledes af en reent politisk Natur, den er et forsøg af den slesvigholsteenske Terrorisme paa at imponere Regeringen. Men heraf følger ogsaa Nødvendigheden for Regeringen af at vise disse Agitationer tilbage og engang benytte Leiligheden til at lære Holstenerne, hvad de have glemt, at det er Kongen og ikke de kielske Matadorer, som regerer Landet. Holstenerne trænge til at see Prøver paa en fast og bestemt Villie hos Regeringen, og de ville forhaabenlig nu faae dem, saa at de paatænkte Demonstrationer imod den af Kongen udnævnte Embedsmand ville blive magtesløse.

(Dagbladet 12. april 1862).

Kun få danske aviser var uenige i Dagbladets analyse, dog med en undtagelse:

Advokat Bargums Udnævnelse til Borgermester i Kiel har fremkaldt et stærkt Røre blandt Slesvigholstenerne, der ere meget forbittrede over at En af deres tidligere fuldtro Mænd har faaet et saa vigtigt Embede til Løn for sit Frafald. Der har i den Anledning været afholdt et Møde i Kiel, hvor man vedtog en Beslutning, der gik ud paa at erklære, at "Berl. Tid." havde fejlet, naar den antog, at Bargum nyder en ikke ringe Anseelse i Kiel, og at hans Udnævnelse vilde blive der modtaget med Tilfredshed. Det hedder i Erklæringen, at Bargum ikke besidder sine Medborgeres Tillid og Agtelse, og som Grund hertil anføres, al der har været anlagt en offentlig Retssag mod Bargum, under hvilken han var tiltalt for Underslæb og Bedrageri, og hvori han vel blev frifunden, men paalagt Sagens Omkostninger, hvorhos Dommen bebrejder ham grov Pligtforsømmelse og usandfærdig Forklaring.

Der er værd at lægge Mærke til hvorledes de ministerielle Blade stille sig overfor denne Erklæring. "Dagbladet" var naturligvis strax paafærde med en rask Yttring om at "Regjeringen skylder baade sig selv og den ny Embedsmand at give en offentlig Fremstilling af hin Retssag for at dens sande Beskaffenhed derved kan blive vitterlig."

Vi glædede os meget ved denne Yttring i "Dagbladet", fordi vi haabede, at Regjeringen vilde være istand til at vise, at Dommen i Bargums Sag ikke var af det Indhold, som angives i hin Erklæring; men vi maa med Beklagelse tilstaae, at dette Haab til Dato kun har været en skjøn Drøm. Derimod er man i de ministerielle Blade gaaet en Vei, der er stik modsat af, at vise Sagens "sande Beskaffenhed", idet man nemlig paa de forskjelligste Maader har søgt at udvidske Betydningen af de i hin Erklæring paaberaabte Punkter i Dommen. "Dagbladet" har saaledes anvendt en Fremgangsmaade, der ganske vist viser en agtværdig Villie til at ville behage dets høie Herskab, men som søger at forsvare Ministeriets Adfærd ved Bargums Udnævnelse paa en Maade, som Ministeriel neppe har Grund til at glæde sig over. "Dagbladet" vil nemlig gjøre gjældende, at den omhandlede Sag var kun "en politisk Hævn fra det slesvigholstenske Parties Side" og de Domstole, der fældede Dommen, siges i Bladets Nr. 87 al være "i saa høi Grad slesvigholstensksindede". Det er øiensynligt Hensigten med disse Yttringer at bibringe Læserne den Forestilling, at Domstolene af politiske Hensyn have behandlet Bargum paa en uretfærdig Maade. Det er ikke Hensigten med disse Linier at benægte, at denne "Dagbladets" Opfattelse er rigtig, thi det er jo hævet over al Tvivl, al det er muligt at den kunde være rigtig. Men det er derimod vor Opgave at ville gjøre opmærksom paa, dels at man ikke kan antage, at de vedkommende Domstole uden virkelig Grund og alene af politiske Hensyn skulde finde paa at bebrejde en Mand grov Pligtforsømmelse som Sagfører og usandfærdig Forklaring. Hvis Regieringen følte sig berettiget til at have en saadan Mening om de vedkommende holstenske Domstole, var det jo hans uforselige Pligt øieblikkeligt at rendse disse Domstole for de Personer, der gjorde et saa forargeligt Brug af Dommermyndighed. Men et saadant Skridt er ikke gjort, og vi maa tilføie, at selv om det var blevet udført, saa var vor Regjering den Eneste, som under ingen Omstændigheder har Ret til al lade haant om Domstolenes Kjendelser, og vi anse det for en en kummerlig, og i sine Følger farlig, Udvei, som "Dagbladet" i sin Iver for at forsvare Ministeriet har valgt, ved at sigte de vedkommende holstenske Domstole for i en kriminel Sag at have af politiske Hensyn fældet en uretfærdig Dom. "Dagbladet" bør jo dog betænke, at de holstenske Dommere udnævnes af den samme Regjering som de danske, og man er derfor ikke berettiget til at tro, at de holstenske Dommere i høiere Grad end de danske ville dømme i kriminelle Sager af politiske Hensyn. Men lad os tænke os engang den Samfundstilstand, som vilde fremkomme naar det var en almindelig Mening i Folket, al vore Domstole dømte paa den nævnte Maade; det vilde jo være en yderst ulykkelig Tilstand, der vilde vidne om den sørgeligste Demoralisation, enten hos Domstolene - hvis den nævnte Antagelse var berettiget - eller hos Befolkningen, hvis Antagelsen nemlig var uberettiget. I hvert Fald bør en Regjering aldrig give sig mindste Mine af at nære en saaoan Antagelse; men det maa tvertimod være en af dens vigtigste Opgaver, at bevare Folkets Agtelse for Domstolenes Kiendelser, navnlig i kriminelle Sager. Den Regjering, der forsømmer denne Pligt, har dømt sig selv, thi Regjeringen har Magt - navnlig i Holsten - til at rense Domstolene for alle bedærvede Bestanddele, og den Raadenhed, der maatte forefindes, bærer den altsaa selv Ansvaret for.

Men har "Dagbladet" saaledes været uheldigt i sine Bestræbelser for at forsvare den skete Udnævnelse, saa har "Berl. Tid." ingenlunde været heldigere, skjøndt Sagen i dette Blad lages paa en hel anden Maade, idet Bladet nemlig paa den enfoldigste Maade søger at svække Betydningen af den ovenomtalte Erklæring ved f. Ex. at gjøre opmærkom paa, at den nævnte Erklæring er optaget i "Hamb. Nachr." blandt "Avertissementerne". Men Bladet nævner ingen af de mangioldige meget udbredte store tydske Blade, hvor denne Erklæring havde faaet Plads blandt de vigtigste Meddelelser. Endvidere fortæller "Berl. Tid.", at Erklæringen frakjender Bargum Borgernes Agtelse og Tillid "paa Grund af de retslige Undersøgelser der have været indledede mod ham", medens Sandheden er, at man frakjender ham Borgernes Agtelse og Tillid paa Grund af den Dom som de retslige Undersøgelser have ført til, og ingenlunde - som man af "Berl. Tid." maatte formode - alene paa Grund af, at der overhovedet har været indledet retslige Undersøgelser mod ham. Efter at have givet sine Læsere en saa unøiagtig Beretning om Erklæringens Indhold, bemærker "Berl. Tid." med en selvtiltreds Mine, at "der gives naturligvis Borgere og Indvaanere nok, der indse det Latterlige" i den Forsamling, der har vedtaget Erklæringen. Vi beklage imidlertid oprigtigt, at ikke en eneste af alle disse Borgere og Indvaanere har nærmere paavist hvori det Latterlige i Erklæringen ligger, thi vi paastaa aabenhjertigt, al vi ikke se del mindste Latterlige ved denne Erklæring, med mindre det skulde være den Rolle, som Ministeriet spiller i denne Sag. Men denne Rolle ville vi hellere kalde sørgelig end latterlig, thi det er i vore Øine en sørgelig Stilling for en Regjering, at den, naar dens Handlinger trænge til Forsvar, da maa ty til saa ubehjælpsomme Talsmand som "Dagbladet" og "Berl. Tid." Har virkeligt Dommen i Bargums Sag indeholdt hvad hin Erklæring ligger i den - og dette er indtil videre rimeligt, da man i modsat Fald utvivlsomt forlængst vilde have giort Indsigelse herimod - saa har "Dagbladet" vel handlet flot, men ikke betænksomt, ved at opfordre Regjeringen til at bringe Lys i Sagen, og Bladet har i hvert Fald handlet yderst letsindigt ved at ville svække den afsagte Doms offentlige Betydning, ved at underlægge Dommerne politiske Bevæggrunde. Har man i Erklæringen kun talt Sandhed, saa havde det været bedst for Ministeriet om dets Organer havde iagttaget den dybeste Tavshed om dette mislige Punkt, og navnlig vilde del have været heldigt om den kluntede "Berl. Tid." ikke havde søgt at paaprædike Borgerne en Tilfredshed med Bargums Udnævnelse som jo - aldeles uanset hin Retssag - maatte overraske Enhver at finde i Kiel.

(Jyllands-Posten 21. april 1862).

Altona, 26. april. Som vi erfarer fra Kiel, fandt hr. Bargums selvintroduktion til sit nye embede som borgmester sted den 24. i et fælles møde mellem byens forsamlinger. Hr. Bargum åbnede sin officielle virksomhed med en adresse først til magistratens medlemmer og siden til medlemmerne af deputeretkollegiet. Han fremhævede vanskeligheden ved den forestående opgave, den mildhed, han måtte påberåbe sig, den støtte, han kunne forvente af sine beviste og erfarne kolleger i magistraten, og hans bestræbelser på at opnå den bedst mulige høring; og da han henvendte sig til deputeretkollegiets medlemmer, bemærkede han at den modstand der var mødt ved hans udnævnelse i kollegiet, ikke var ham ukendt, skønt han ikke havde fået nogen officielt viden om det, så han kunne ignorere det, hvilket han ikke ønskede. Han var blevet nægtet sine medborgeres tillid, og han ønskede at lade det være udiskuteret med hvilken ret; Tillid kan nu engang ikke fremtrylles, den skal skabes, og hans seriøse vilje er at udrede den; hele hans indsats var rettet mod at fremme byens velfærd, og da alle de forsamlede delte kærligheden til deres hjemby, ville de også kunne arbejde sammen om at stræbe efter den.

Borgmesterens talsmand, advokat Lehmann, reagerede på borgmesterens tale: Han havde som talsmand for Deputeretkollegiet den tunge pligt at sige et ord som svar. Desværre kunne det ikke være et ord af imødekommenhed eller en glad hilsen. Uden respekt er der ingen tillid; uden tillid er et vellykket samarbejde umuligt. Medlemmerne af Deputeretkollegiet vilde bestræbe sig på at undertrykke følelsen af, at kollegiet var blevet tvunget til at ytre sig over for regeringen på den måde, som var sket i forvaltningen af ​​byens anliggender; De ville gøre deres del for at udføre forretningen sammen, så vidt pligten krævede. Men denne følelse ville altid stå mellem borgmesteren og kollegiet. Hvis dette forårsagede skade på byen, ville kollegiet ikke være skyld i det, det havde ikke skabt den uholdbare situation, det havde gjort hvad der stod i dets magt for at afværge det. Kollegiet er ikke ansvarlig!

Altona, 26. April. Wie man aus Kiel erfährt, fand die Selbsteinführung des Herrn Bargum in sein neues Amt als Bürgermeister am 24. in einer gemeinschaftlichen Sitzung der städtischen Collegien statt. Herr Bargum eröffnete seine ämtliche Thätigkeit mit einer Ansprache zunächst an die Magistratsmitglieder und darauf an die Mitglieder des Deputirten-Collegiums. Er betonte die Schwierigkeit der gestellten Aufgabe, die Nachsicht, welche er beanspruchen müsse, den Beistand, welchen er von seinen bewährten und erfahrenen Collegen im Magistrat erwarten dürfe, sein Bestreben das beste Vernehmen zu erziehlen; und indem er sich an die Mitglieder des Deputirten-Collegiums wandte, bemerkte er, dass ihm die Opposition, welche seine Ernennung im Collegium gefunden habe, nicht unbekannt geblieben, er freilich officiell davon nicht Kenntniss erhalten habe, deshalb sie ignoriren könne, was er indess nicht wolle. Ihm sei das Vertrauen seiner Mitbürger abgesprochen worden, er wolle unerörtert lassen mit welchem Recht; das Vertrauen lasse sich nocht hervorzaubern, es müsse geworden werden, und es zu erarbeiten sei sein ernstlicher Wille; sein ganzes Streben sei auf die Beförderung der Wohlfahrt der Stadt gerichtet, und da alle Versammelte Liebe für die Vaterstadt theilten, würden sie auch in dem Streben für dieselbe zusammenwirken könnne.

Auf die Ansprache des Bürgermeisters antwortete der Worthalter der Bürgerschaft Advocat Lehmann: Ihm, als dem Worthalter des Deputirten-Collegiums, liege die schwere Pflicht on ein Wort der Erwiderung zu sprechen.  Leider könne es kein Wort des Entgegenkommens, der freudigen Begrüssung sein. Ohne Achtung gebe es kein Vertrauen, ohne Vertrauen sei ein gedeihliches Zusammenwirken unmöglich. Das Gefühl, welches das Collegium genöthigt habe sich so, wie geschehen, der Regierung gegenüber auszusprechen, würden die Mitglieder des Deputirten-Collegiums bemüht sein bei der Leitung der städtlichen Geschäfte niederzukämpfen; sie würden ihres Theils bemüht sein, so weit die Pflicht es fordere, die geschäfte gemeinschafylich zu erfüllen. Aber dies Gefühl würde immer zwischen dem Bürgermeiser und dem Collegium stehen. Wenn daraus der Stadt ein Schaden erwachse, so sei das Collegium nicht daran Schuld, es habe das unhaltbare Verhältniss nicht geschaffen, es habe gethan was in seinen Kräften lag um es abzuwenden. Die Verantwortung treffe das Collegium nicht!

(Die Zeit: Tageblatt für Politik, Handel und Wissenschaft. 29. april 1862)

Mange danske aviser mente at de voldsomme protester før besættelsen af embedet nu var blevet til spage ytringer og at Bargum nød stor agtelse.

Theodor Heinrich Wilhelm Lehmann (1824-1862) var en holstensk politiker, fætter til Orla Lehmann.  Lehmann deltog 1848-1850 frivilligt i opstanden og blev officer. Han blev 1851 sagfører i Kiel. I 1857 blev han valgt til Kiels byråd og ordfører 1861-1862. Han valgtes 1859 til den holstenske stænderforsamling, hvor han snart blev en af ordførerne for oppositionen mod Danmark. I 1859 deltog han i stiftelsen af den tyske nationalforening og fik januar 1861 dennes holstenske afdeling til at udtale sig for Slesvig og Holstens nøjeste tilslutning til det under Preussens ledelse samlede Tyskland. Han gik ind for Slesvig-Holstens udskillelse og tilslutning til et forenet Tyskland. Han blev derfor tiltalt højforræderi, men frifundet. Han døde i 1862 efter følgerne af en blindtarmsbetændelse.

I maj 1862 havde den nordtyske skytteforening (hvis medlemmer hovedsagelig var fra Holsten) planlagt sin årlige konkurrenceskydning til Kiel. Bargum afslog anmodningen og festen måtte flyttes til Eutin. 

Slesvig-Holsten.

Udnævnelsen af ​​renegaten Bargum, den engang så alvorligt kriminel dømte, til borgmester i Kiel vakte også stærk forargelse i den udenlandske presse, især i den engelske presse. I en af ​​artiklerne står der blandt andet: Bargum blev næppe  af sine medborgere set som noget bedre end som en undsluppen straffefange. Denne skærende dom er baseret på den velkendte erklæring fra flere hundrede borgere i Kiel, som blev udbredt bredt i England af tyske hænder, og som til gengæld er anklaget for at forsømme deres pligt og give usandfærdige oplysninger på det ofte citerede grundlag. 

Tingene i Slesvig-Holsten går i øvrigt helt naturligt i og med, at den danske regering  fra år til år ser sig selv i stigende grad tvunget til at lede efter sine redskaber i stadigt synkende moralske måder. De vil undertvinge, kneble, og kraftigt fordanske, koste hvad det vil. Men den tyske befolkning gør stædigt oprør imod dette. Den nægter at underkaste sig tyranni; den viser fremmedstyrets instrumenter deres had og foragt og skaber til en vis grad en social barriere omkring de individer, der er villige til at udføre de voldelige foranstaltninger – en slags pestspærring. Hvis den danske embedsmand, eller den som arbejder i de danske interesser, stadig har en gnist af ære tilbage, kan han ikke tåle denne sociale stigmatisering på sigt. Enten beder han om at blive forflyttet, eller også fremsætter han selv erklæringer mod de grimmeste forbrydelser der forventes af ham. Regeringen står så i den situation at de skal lede efter andre virkemidler. Da der ikke er nogen ordentlige, eller endda halvt anstændige tilbage, griber man bare samfundets affald og skarn.

Efter Bargums udnævnelse afslørede den efterforskning der blev iværksat mod underskriverne af den såkaldte protest, endnu en gang den sande karakter af den danske misregimente på en ganske slående måde. Denne sag er også blevet behørigt kommenteret i den engelske presse, for så vidt den er rimelig tilgængelig i den slesvig-holstenske sag. En højforræderi-retssag mod flertallet af en forsamling - man mente, at selv den danske domstol, der allerede havde opnået bemærkelsesværdige ting, ikke ville vove at påtage sig en så monstrøs idé. I mellemtiden gjorde de i København, hvad de kunne for at opnå denne bedrift. Thomsen-Oldensworth og Hansen-Grumbye, de tapre repræsentanter for tysk ret i Slesvig, var sammen med v. Buchwaldt og Mackeprang anmodet af politiet til at blive ført til protokols, fordi der var en "formodning om brud på undersåtters pligt" mod dem! "Formodningen om brud på undersåtpligten" er et fagudtryk, som danskerne nyligt har opfundet for at beskrive en helt ny forbrydelse. De romerske Cæsarer kunne have misundt Danmark for denne opfindelse.

Spørgsmålene, der blev stillet til medlemmerne af de slesvigske stænder, der var indkaldt til politiet, fokuserede blandt andet på, hvorfor møderne med henblik på underskriftsprotester blev "hemmeligt holdt uden for landet (dvs. i Holsten!)"? Nu var der ikke noget "hemmeligt" over dem; Snarere var de slesvigske deputerede rejst til Kiel omkring messe- og markedstid, mødtes der og i private huse - hvor man, indtil vi får andet at vide, stadig kan opholde sig uden at melde til politiet hver gang man går ind og ud - den førnævnte protest. mod rigsrådets retsgyldighed blev derefter udarbejdet og underskrevet. Det skulle danskerne dog ikke gøre noget ved, før protesten blev offentliggjort. Men det ville være grusomt, hvis danskerne skulle vide alt, hvad der foregik. Det er nok at de fik læst protesten og kunne knytte "formodningen om krænket undersåtspligt" til den. Den inkvisition, der blev iværksat, hjalp i øvrigt ikke. Svarene var meget tilfredsstillende, og den danske klike i Slesvig udtrykte deres vrede i de ord der var vidt udbredt: de tysksindede medlemmer af rigsforsamlingen fortjente at blive hængt for dette højforræderi! - Siden har Danmark måttet droppe højforræderiet på grund af manglende beviser. Vi erfarer at den svenske regering har grebet ind for at overtale den danske regering til at opgive den skandaløse forfølgelse af klassemedlemmer. En række ultraskandinaviske, antityske tendenser gør sig også gældende i Stockholm, men ikke på en så heftig, smålig måde som i København.

Schleswig-Holstein.

Die Ernennung Bargum's, des Renegaten und criminell einst so schwer Bezüchtigten, zum Bürgermeister von Kiel jat auch in dr auswärtigen, namentlich in der englischen Presse heftigen Unwillen erregt. In einem der Artikel wird u. a. gesagt: Bargum sei bei seinen Mitbürgern kaum als etwas Besseres, denn als ein entlaufener Sträfling angesehen. Diess schneidende Urtheil ist auf die bekannte, durch deutsche Hand in England massenhaft verbreitete, Erklärung von mehreren hundert Bürgern Kiels gegründet, welch' letzere ihrerseits auf dem oft citirten Vernachlässsigung seiner Pflicht und wahrheitswidrige Angaben vorgeworfen werden. 

Uebrigens nehmen die Dinge in Schleswig-Holstein in so ferne einen ganz naturgmässen Verlauf, als die dänische Regierung von Jahr zu Jahr sich immer mehr gezwungen sieht, ihre Werkzeuge in stets niedriger werdenden moralischen Schichten zu suchen. Sie will einmal unterjochen, knebeln, gewaltsam danisiren, koste es was es wolle. Die deutsch Bevölkerung aber lehnt sich dagegen mit Hartnäckigkeit auf. Sie verweigert es, sich der Tyrannei zu fügen; sie gibt den Werkzeugen der Fremdherrschaft ihnen Hass und ihre Verachtung zu erkennen, und zieht gewissermassen um die einzelnen Individuen, die sich zur Ausführung der Gewaltmassregeln herbeilassen, eine gesellschaftliche Scheidewand - eine Art Pestcordon. Hat der dänische, oder im dänischen Interesse arbeitende Beamte noch einen Funken von Ehrgefühl, so kann es dies ihm aufgedrückte sociale Brandmal auf die Dauer nicht ertragen. Entweder er bittet um seine Versetzung, oder er selbst macht Vorstellungen gegen die hässlichsten Unthaten, die man ihm zumuthet. Die Regierung kommt dann in die Lage, nach anderen Instrumenten suchen zu müssen. Da keine anständigen, oder auch nur halbwegs anständigen, mehr zu haben sind, so greift man eben nach dem Abschaum und Abhub der Gesellschaft. 

Nächst der einsetzung Bargum's hat die gegen die Unterzeichner des sog. Protestes eingeleitete Untersuchung wieder einmal den wahren Charakter der dänischen Missregierung in recht frappanter Weise dargelegt. Auch diese Sache ist in der englischen Presse, so weit sie in der schleswigholsteinischen Angelegenheit der Vernuft zugänglich ist, gebührend commentirt worden. Ein Hochverrathsproces gegen die Mehrheit einer Ständerversammling - zu einem so ungeheuerlichen Gedanken, glaubten man, werde sich selbst der dänische Hof, der doch schon Bemerkenswerthes geleistet, nicht versteigen. Indessen, man that in kopenhagen, was man konnte, um auch dies Kunststück zu Wege zu bringen. Thomsen-Oldensworth und Hansen-Grumbye, die wackeren Vertreter des deutschen Rechtes in Schleswig, wurden nebst v. Buchwaldt und Mackeprang auf die Polizei gefordert, um zu Protokoll vernommen zu werden, weil "die Vermuthung der verletzten Unterthanenpflicht" wider sie vorliege! Die "Vermuthung der verletzten Unterthanenpflicht" ist ein von den Dänen neuerfundener technischer Ausdruck für die Bezeichnung eines ganz nagelneuen Verbrechens. Die römischen Cäsaren hätten Dänemark um diese Erfindung beneiden können.

Die fragen, die den vor die Polizei geforderten schleswig'schen Ständemitgliedern vorgelegt wurden, richteten sich u. A. darauf, warum die Versammlungen zum Zweck der Protestunterzeichnung "heimlicher weise ausser Landess (d. h. in Holstein!) gehalten" worden seien? Nun war gar nichts "heimliches" dabei; die schleswig'schen Deputirten waren vielmehr um die Mess- und Marktzeit nach Kiel gegangen, hatten sich dort getroffen und in Privathäusern - wo man, wenn wir anders recht berichtet sind, sich noch aufhalten kann, ohne der Polizei das jedesmalige Herein- und Herausgehen melden zu müssen - war dann der erwähnte Protest gegen die Rechtsbeståandigkeit des Reichsrathes aufgesetzt und unterzeichnet worden. Die Dänen müssten allerdings nichts davon, bis der Protest veröffentlicht war. Wir erfahren, die schweidische regierung habe sich ins Mittel gelegt, um die dänische zum Aufgeben der scandalösen Verfolgung von Ständemitgliedern zu bewegen. In Stockholm machen sich zwar ebenfalls mancherlei ultra-scandinavische, deutsch-feindliche Tendenzen geltend, doch nicht in so gehäffiger, kleinlicher Weise wie in Kopenhagen.

(Kemptner Zeitung. 4. juni 1862)

Bargum blev alvorlig syg (hjerteslag?) midt under krisen i november 1863 og senere (omkring april 1865?) indlagt på Slesvig Dåreanstalt. Nogle forkerte rygter gik endda om at han var død. Han fratrådte snart derefter borgmesterposten. Han blev formelt afskediget af forbundskommissærerne 1. maj 1864. Han døde 5. juli 1866 i Slesvig.

Fra Eideren, September 1862. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Ejderen

September 1862

C. P. Når jeg efter en lang pause griber pennen endnu en gang for at fortælle dig noget om vores gøren og laden eller mere korrekt om vores tolerance og lidelse, må jeg spørge mig selv om det nuværende øjeblik hvor krisen der er forestående i Preussen, med rette er af den mest almene interesse, også er egnet til andet og om dine læsere stadig vil have tid og rum til at notere sig en så vigtig beslutning, så katastrofal for hele Tyskland som der i øjeblikket forberedes på bredden af ​​Spree om tingenes tilstand ved Ejderen. Men Slesvig-Holsten er et navn der er skrevet med uudslettelige bogstaver i ethvert tysk hjerte. Som et gammelt, dårligt helet sår dukker mindet om Slesvig-Holsten frem igen og igen gennem alle tidens forandringer, fra glade og triste dage, fra parlamentsdebatter og ministerprogrammer. Det er rigtigt at der er noget ensartet over de trængsler og forfølgelser som vi er genstand for. Danskernes vold som vi lider under, har blandt andet den egenskab at den foregår stille, den mangler det dramatiske, spændende, det storslået chokerende. Vi bliver ikke  tortureret til døde med sværdslag eller nålestik. Men vore tyske brødre glemmer ikke i alt dette at det er deres egen ære, og vores alle sammen der her bløder ihjel i stilhed. Da de ikke kan eller skal hjælpe os, vil de i det mindste holde et åbent øre og et åbent hjerte for vores klager, selv med risiko for at de også bliver noget ensformige og kedelige med tiden.

Den forgangne ​​sommer var en sommer med festligheder og mærkedage for Tyskland. Det havde vi også vores del af heroppe i det nordtyske grænseområde, bortset fra at de enkelte festivaler forløb meget forskelligt. Du læste utvivlsomt i aviserne dengang om den store gymnastikfest, der efter mange besværligheder og kampe blev fejret i Rendsborg midt i juli. Trods alle begrænsninger og forhindringer fra danskernes side, var det en smuk, ægte patriotisk fest, der efterlod alle deltagere i et opløftet og håbefuldt stemning i lang tid fremover. Selvfølgelig skulle danskerne forsøge at lægge en dæmper på denne stemning, og derfor blev Flensborg Istedløvefest afholdt et par dage efter Rendsborgs Gymnastikfestival, den 25. juli. Men skulle det have været en demonstration mod tyskheden, så var det kun halvt vellykket. Flensborg havde dog tidligere et noget blakket ry. Borgerskabet som mere end blot vendt mod materielle interesser, mente at det ikke kunne styrkes bedre end gennem den tættest mulige forbindelse med norden - hvilket senere viste sig at være en alvorlig fejltagelse - og viste derfor stor lunkenhed ved vores opstand. Men de år med skam og pres der siden er gået over os, har også i denne henseende haft deres virkning, og Flensborg der indtog en næsten tvetydig holdning for 12 år siden, har denne gang vist sig at være fuldstændig værdig til det tyske navn. På trods af terrorismen udført af embedsmænd og pressen var befolkningens deltagelse ekstremt lav. En isnende kulde lå over hele byen, intet hus var dekoreret, ingen viste sympati for en fest der egentlig havde til formål at håne tyske følelser. Derimod var danskerne fra Sjælland og andre øer kommet over i stort tal, deriblandt ikke færre end fire ministre. Hvis den fanatisme der gør dem blind, stadig er i stand til at gøre ethvert uvildigt indtryk, så kan det ikke være gået ubemærket hen for dem at den ellers så loyale by Flensborg nu blot er en tabt sag for dem.

Den 27. juli, 14 dage efter Rendsburg-festivalen og to dage efter Flensborg-festivalen, fandt en sangfestival sted i Husum, som blev overværet af talrige gæster fra de nærliggende slesvigske byer Flensborg, Tønning etc. såvel som fra Rendsborg. Husum er en lille by i det sydlige Slesvig på kanten af ​​marsken. De slesvigske byer gik alle væsentligt tilbage i deres velstand under det danske styre; meget naturligt da de udgør kernen i den tyske opposition og fordi man ikke kan korrumpere dem, forsøger man i det mindste at ødelægge dem. Husum har også oplevet triste forandringer. Alle tyske embedsmænd er blevet fjernet. I deres sted er kommet individer som hverken har talent eller viden eller moralsk formåen, kun det "gode" sindelag. I spidsen står den nye borgmester, en tidligere dansk kaptajn om hvem rygterne har alle mulige overraskende ting at berette om. Husum havde engang en lille lærd skole der nød et godt ry og tilbød beboerne i de omkringliggende rige områder Eiderstedt, Bredstedt osv. en ønsket og ofte anvendt mulighed for at give deres sønner en videregående uddannelse. Disse udenbys studerende bragte også en betydelig fortjeneste til den lille by som var frataget andre kilder til mad. Siden danskerne blev herrer, har alt ændret sig. Hadet til tyske skikke og tysk uddannelse der fylder vores herskere, ledte efter tilfredsstillelse, og alt for tidligt blev det fundet. I strid til de gamle udtrykkelige bestemmelser blev den lærde skole omdannet til en højere borgerskole. De tyske lærere med undtagelse af én der viste sig at være medgørlig og som til gengæld fik den nye institutions rektorat, blev afskediget og danske lærere ansat i deres sted. Efter et stykke tid måtte rektor også gøre plads til en dansker, og derfor blev den gamle institution som var grundlagt på tyske penge og drevet i tysk ånd, snart fuldstændig fordansket. Og resultatet? Det siger sig selv: ikke alene er de udenbys elever forsvundet, men næppe har nogen af ​​byens borgere hjerte til at sende deres børn i denne skole, så meget at den institution der trivedes så meget indtil for nylig, er nu hvis jeg er korrekt underrettet, knap en snes elever tilbage, og det er for det meste børn af de ansatte danske lærere!!

I denne lille by, som var blevet så hårdt mishandlet af det danske tyranni, fejredes en tysk sangfest den 27. juli. Det var den første rigtige folkefest der fandt sted i Slesvig siden 1850 og vil formentlig forblive sådan i lang tid. Fordi danskerne er ude af sig selv ved den ånd af selvstændighed og selvhjulpenhed, eller som de kalder det, af trods som har vist sig ved den lejlighed i en by, fra hvis undertrykte og noget svaghjertede borgerskab de indtil da mindst havde forventet det.

Men selvfølgelig havde danskerne selv opført sig så klodset som muligt. Det var som om de havde gjort en virkelig indsats for at stimulere og udfordre den tyske befolknings selvværd. Festivaludvalget besluttede endda at invitere de danske elever der var kommet til Løvefesten i Flensborg! Dette var dog et påbud som selv de ellers så medgørlige folk i Husum protesterede imod. Også flagning med Dannebrog blev afslået, selv om byen havde klædt sig ud på den mest imponerende måde med flag og kranse. Og derfor måtte den danske politimester og hans håndlangere endnu en gang opleve den fortrydelse at en menneskemængde på mange tusinder, frit og åbent midt i det undertrykte Slesvig, bekendte deres slesvig-holstenske, det vil sige tyske, følelser over for danske magthavere.

Til at begynde med synes denne tilbagevendende oplevelse af den nationale bevægelses uudryddelige magt kun at have den virkning på danskerne, at deres had bliver stadig mere brændende, deres arrogance stadig mere voldsom. De vidste også hvordan de skulle hævne sig for de netop omtalte festligheder og de demonstrationer af tysk stemning, der fandt sted der, for det meste på en meget smålig måde, men det er netop denne hævnens smålighed der gør det endnu mere følsomt. En guldsmed Beyreis fra Flensborg fik en straf i form af bøde på 50 thaler på grund af en intet mindre end eksalteret tale, hvori han behørigt omtalte Flensborgfesten. Husum-gymnasterne skal også betale bøder på 10 til 15 thalere pr. person for deres deltagelse i Rendsburg-festivalen. Alle tyske sang- og gymnastikklubber, uanset hvor mange eller rettere meget få af dem, der endnu havde en beskeden tilværelse i Slesvig, er blevet forbudt; Ligeledes tolereres Husum borgerforening, ja selv landbrugsfester der holder sig fra al politik, ikke længere. Samtidig blev der indført en streng politiudgangsforbud. Ved 10-tiden om aftenen skal alle offentlige steder uundgåeligt lukkes. Og borgere bliver konstant smidt i fængsel uden dom eller retfærdighed. Men klager man over disse og utallige lignende voldshandlinger til den slesvigske appelret i Flensborg, erklærer samme sig simpelthen inhabil!

For så meget desto mere uforstyrret at kunne drive denne økonomi i Slesvig planlagde regeringen, tilskyndet af den danske presse, der fuldstændig dominerede den, at etablere det samme voldelige styre i Holsten. Først skulle der udnævnes en statholder, til hvilken ende man begyndte forhandlinger med grev Moltke, hvis rædselsherredømme stadig huskes i Slesvig. Indtil da var hr. Moltke på grund af sine absolutistiske, aristokratiske følelser lige så forhadt hos danskerne som i hertugdømmerne på grund af det forræderi og grusomhed han udførte mod sine egne landsmænd. Men nu glemte danskerne deres modvilje, idet de kun huskede hans sejhed og frygtløshed, der uanset hans antidemokratiske følelser gjorde ham meget egnet til den for ham tiltænkte stilling. Denne gang synes tjeneren dog at være gået endnu længere end herren. Som det siges, skal grev Moltke i første omgang have krævet intet mindre end afsættelse af 50 holstenske embedsmænd, indsættelse af over 6.000 militærfolk og absolut uafhængighed fra det danske rigsråd, således at han kun ville være ansvarlig over for kongen. Denne sidste betingelse siges at have været det der gjorde at forhandlingerne mislykkedes. Suspenderingerne og den mulige brug af væbnet magt ville have været tolereret, og de ville nok endda have været meget glade for at se dem, jo ​​tungere disciplinen var på det oprørske land, jo bedre, men han burde altid forblive et instrument i hænderne på de danske ministre, og da grev Moltke ikke ønskede det, blev han smidt til side.

Men hvad nu? Heldigvis er udvalget ikke stort; den kendte hr. von Scheele, der stadig er meget populær ved det danske hof, ser stadig ud til at være en umulighed i øjeblikket, men bortset fra ham er der kun Hr. Bargum til rådighed. Bargum var for tiden i København, og som et ikke usandsynligt rygte hævder, var han rejst dertil udtrykkeligt med den hensigt at forhandle med ministeriet. Afhoppere som hr. Bargum sættes der pris på København. De opnår mange ting som er umulige for andre ærlige mennesker. Det så vi først for nyligt igen, da der i stedet for dommer Forchhammer i Kiel, som det ikke skal glemmes at han ikke personligt førte Lehmanns sag for Glückstadt Landsret, pludselig var en advokat fra Kiel med det værste ry, men selvfølgelig med den fordel at være  Bargums ven og skabning, som blev udnævnt til statsadvokat eller som man siger her: senioradministrator. Ligeledes blev i disse dage den tidligere kielske borgmester Kirchhof, der som bekendt måtte give plads til Bargum, fjernet fra sin stilling som valgkommissær for Kiel By. Hans efterfølger er ligeledes hr. Bargum. Det forlyder at samme hr. Bargum også bliver kongelig kommissær i den holstenske stænderforsamling. Så hvorfor ikke også minister? Det har han den nødvendige pande til og danskerne ved også uden tvivl hvad de har i ham og hvad de kan forvente af ham....

I mellemtiden, midt i disse forhandlinger og forberedelser, opstod der en lille uventet forstyrrelse. Danskerne var lige ved at samle halvdelen af ​​deres hær i det nybefæstede Dannevirke ved Slesvig. Efter forskellige indikationer synes de at have anset situationen i Tyskland for tilstrækkelig forvirret som en god mulighed til at turde fiske i oprørt farvande, manøvren i Slesvig var en sådan anledning - så ankom i det afgørende øjeblik de preussiske og østrigske noter; og hvor ringe værdi danskerne ellers tillægger de tyske stormagters diplomatiske erklæringer, var noternes sprog denne gang for afgørende til at selv danskerne åbenlyst vovede at trodse Preussens og Østrigs forenede modstand. For øjeblikket er yderligere planer opgivet, men et andet spørgsmål er hvor længe den gavnlige forskrækkelse forårsaget af de preussisk-østrigske noter vil vare, og om der tværtimod ikke på grund af den interne situation i Preussen, vil blive givet opmuntring hurtigt nok til at genfinde dem. Hvem kan ellers for alvor tro på at det samme Preussen, som stadig træder på sit eget folks utvivlsomme rettigheder, ville fremstå for omverdenen som en forkæmper for fremmede folks rettigheder? Nej, hvis den preussiske regering vil få os til at tro på den alvor og oprigtighed, hvormed den betragter sin tyske mission, så skal den først frigøre sig fra junkernes indflydelse og forsone dig med sit eget folk! Frihedens interesser er lige så solidariske som despotismens interesser. Man kan ikke stole på bajonettens kraft i sit eget land og samtidig spille lovens vogter i udlandet....

Og så vil vi endnu engang forblive afhængige af os selv og vores egen styrke, som vi har været så længe. I betragtning af denne situation er et tab som det, der ramte os med advokat Lehmanns for tidlige afgang i Kiel, så meget desto mere smertefuldt. Skønt De allerede i et tidligere nummer af Deres blad har viet et par påskønnende ord til minde om den fremragende mand, så fortjener en så oprigtig og aktiv patriot som Lehmann bestemt, at vi for sent lægger en krans på hans grav. Skønt kun 38 år gammel havde Lehmann alligevel en mere lokal karakter i de få år af sin offentlige virksomhed, som leder af de borgerlige i den holstenske stænderforsamling, som udvalgsmedlem i det tyske landsforbund, som indehaver af mange andre funktioner og endelig som rådgiver og rollemodel for mange i politiske anliggender, både gennem sit usædvanlige talent og gennem sin lige så usædvanlige hengivenhed for fædrelandets interesser, erhvervede han en stilling, der var lige respekteret af ven og fjende, og hvori ingen kunne se ham, i hvert fald for øjeblikket. Det gælder især det hul, som hans død åbner i stænderforsamlingen. Skønt han kun havde været medlem siden 1859, var den indflydelse, han nød i forsamlingen, særdeles stor; udarbejdelsen af ​​den sidste besluttede udvalgsbetænkning var hovedsagelig hans arbejde. Selv i den forestående slankekur, på trods af den sandsynlige modstand fra en indflydelsesrig del af ridderskabet, ville han formentlig have fået forsamlingen til at afgive en erklæring, der var så rettidig, som den var nødvendig om situationen i landet, især om det altafgørende spørgsmål om arv. Nu da han er gået bort, er der ingen i forsamlingen der har tilstrækkelig indflydelse til at påtage sig hans skuldre den svære opgave og trække sine tøvende og vaklende kolleger med. Lehmann udviklede også stor og følgeskabende virksomhed som udvalgsmedlem i landsforeningen. Han var ansvarlig for mødet for de holstenske landsforeningsmedlemmer der fandt sted i Kiel i januar 1861, og som bidrog så meget til at hæve og styrke vores befolknings nationale bevidsthed. De umiddelbare følger af sammenkomsten var naturligvis ubehagelige nok. Landsforeningen blev straks forbudt i hele Holsten, men Lehmann selv blev anklaget for højforræderi. Men både Glückstadt højere ret og kieler appelret frifandt ham som bekendt fuldstændig. Desværre overlevede Lehmann, hvis helbred havde været knust i årevis, og som i stigende grad slidte sig fysisk i disse uophørlige kampe, ikke denne sejr for sin retfærdige sag; Han forlod os den 29. juli. Hans begravelse den 1. august var yderst højtidelig og bevægende og viste tydeligt den kærlighed og ære, som den udødelige mand nød i hele landet, og hvor levende hans patriotiske fortjeneste blev anerkendt. Danskerne, som elsker at føre krig med de døde, har naturligvis også gjort denne æresfejring af en af ​​vore fornemste og dygtigste borgeres død til en forbrydelse. Rendsborgerne, som Lehmann var født i Rendsborg, havde vist en ganske særlig interesse for dette, måtte straffes ved, at det danske militær hver dag garnisonerede med dem som "tapre landsoldater" - så sindrigt er vore undertrykkeres had og så ubekymret i valg af midler!

Von der Eider

September 1862.

C. P. Indem ich nach längerer Pause die Feder ergreife, Ihnen wieder einmal etwas von unserm Thun und Treiben oder richtiger gesagt von unserm Dulden und Leiden zu melden, muß ich mich selbst fragen, ob der gegenwärtige Augenblick, wo die in Preußen bevorstehende Krisis mit Recht das allgemeinste Interesse in Anspruch nimmt, auch wolgeeignet dazu ist, und ob Ihre Leser gegenüber einer so wichtigen, für ganz Deutschland so verhängnißvollen Entscheidung, wie sie sich soeben an den Ufern der Spree vorbereitet, auch wol noch Zeit und Luft haben werden, Notiz zu nehmen von den Dingen und Zuständen an der Eider. Doch ist Schleswig-Holstein ja ein Name, der mit unvertilgbaren Lettern in jedem deutschen Herzen eingeschrieben steht; wie eine alte schlechtgeheilte Wunde, bricht aus allem Wechsel der Zeit, aus frohen und trüben Tagen, aus Kammerdebatten und Ministerprogrammen die Erinnerung an Schleswig-Holstein immer und immer wieder hervor. Es ist wahr, die Tribulationen und Verfolgungen, deren Gegenstand wir sind, haben etwas Einförmiges; die Gewaltthätigkeit der Dänen, unter der wir leiden, hat unter anderm auch den Fehler, langweilig zu sein, es mangelt ihr das Dramatisch-Spannende, das GroßartigErschütternde; nicht mit Schwerthieben, mit Nadelstichen werden wir zu Tode gemartert. Allein unsere deutschen Brüder werden bei alledem nicht vergessen, daß es ihre eigene, unser aller Ehre ist, die sich hier in der Stille verblutet; sie werden, da sie uns einmal nicht helfen können oder sollen, zum wenigsten unsern Klagen ein offenes Ohr, ein offenes Herz erhalten, selbst auf die Gefahr hin, daß dieselben mit der Zeit ebenfalls etwas einförmig und langweilig werden.

Der verwichene Sommer war für Deutschland ein Sommer der Feste und Jubiläen; auch wir hier oben in der norddeutschen Grenzmark haben unsern Theil davon gehabt, nur daß die einzelnen Feste sehr verschieden ausgefallen find. Von dem großen Turnfest, das, nach mancherlei Schwierigkeiten und Kämpfen, Mitte Juli in Rendsburg gefeiert ward, haben Sie seinerzeit ohne Zweifel in den Zeitungen gelesen; es war troß aller Einschränkungen und Behinderungen seitens der Dänen ein schönes, echt patriotisches Fest, das in allen Theilnehmern noch auf lange hinaus eine gehobene und hoffnungsreiche Stimmung zurückließ. Dieser Stimmung mußten die Dänen natürlich einen Dämpfer aufzufeßen versuchen und so ward wenige Tage nach dem rendsburger Turnerfest, am 25. Juli, das flensburger Löwenfest in Scene gefeßt. Doch gelang dasselbe, sofern es eine Demonstration gegen das Deutschthum sein sollte, nur halb. Allerdings stand Flensburg von früherher in etwas zweifelhaftem Rufe; die Bürgerschaft, mehr als billig materiellen Interessen zugewandt, glaubte dieselben - was sich freilich nachher als ein schwerer Irrthum herausstellte nicht besser fördern zu können als durch eine möglichst enge Verbindung mit dem Norden und zeigte daher zur Zeit unserer Erhebung eine große Lauheit. Die Jahre der Schmach und des Drucks jedoch, die seitdem über uns dahingegangen, haben auch in dieser Hinsicht ihre Wirkung gehabt und daffelbe Flensburg, das vor 12 Jahren eine fast zweideutige Haltung einnahm, hat sich diesmal des deutschen Namens vollkommen würdig gezeigt. Ungeachtet des Terrorismus, der von Beamtenthum und Presse ausgeübt worden, war die Betheiligung seitens der Einwohnerschaft außerordentlich gering; eine eisige Kälte lag über der ganzen Stadt, kein Haus war geschmückt, niemand zeigte Sympathie für ein Fest, das recht eigentlich bestimmt war, den deutschen Empfindungen Hohn zu sprechen. Dagegen waren die Dänen von Seeland und andern Inseln in großer Anzahl herübergekommen, unter ihnen nicht weniger als vier Minister; ist der Fanatismus, der sie verblendet, noch irgendeines unbefangenen Eindrucks fähig, so kann es ihnen selbst nicht verborgen geblieben sein, daß die sonst so treue Stadt Flensburg nur noch ein verlorener Posten für sie ist.

Am 27. Juli, also vierzehn Tage nach dem rendsburger, zwei Tage nach dem flensburger Fest, fand in Husum ein Sängerfest statt, zu dem fich zahlreiche Gäste aus den benachbarten schleswigschen Städten Flensburg, Tönning 2c. sowie aus Rendsburg eingefunden hatten. Husum ist eine kleine Stadt Südschleswigs am Rande der Marschen. Die schleswigschen Städte sind unter dem dänischen Regiment in ihrer Blüte alle bedeutend zurückgegangen; sehr natürlich, bilden sie doch den Kern der deutschen Opposition und somit, da man sie nicht corrumpiren kann, sucht man sie wenigstens zu ruiniren. Auch Husum hat traurige Veränderungen erfahren. Sämmtliche deutsche Beamte sind beseitigt worden; an ihre Stelle sind Individuen getreten, die nichts für sich haben, weder Talent noch Kenntniß noch sittliche Tüchtigkeit, als blos die "gute" Gesinnung. An ihrer Spize steht der neue Bürgermeister, ein ehemaliger dänischer Kapitän, von dem die Fama allerhand verwunderliche Dinge zu berichten weiß. Husum hatte ehedem eine kleine Gelehrtenschule, die sich eines guten Rufs erfreute und den Bewohnern der umliegenden reichen Landschaften Eiderstedt, Bredstedt etc. eine erwünschte und vielfach benußte Gelegenheit bot, ihren Söhnen eine höhere Bildung zu verschaffen. Auch brachten diese fremden Schüler dem kleinen von sonstigen Nahrungsquellen entblößten Orte ansehnlichen Gewinn. Seit die Dänen hier Herren geworden, hat sich das alles geändert; der Haß gegen deutsche Sitte und deutsche Bildung, der unsere Zwingherren erfüllt, suchte nach Befriedigung und nur allzu bald war sie gefunden. Aus der Gelehrtenschule wurde den ausdrücklichen Bestimmungen der alten Legate zuwider eine höhere Bürgerschule gemacht; die deutschen Lehrer, bis auf einen einzigen, der sich gefügig erwies und dem dafür das Rectorat der neuen Anstalt zufiel, wurden entlassen und an ihre Stelle dänische Lehrer berufen; nach einiger Zeit mußte auch der Rector einem Dänen Platz machen, und so war die alte, von deutschem Geld fundirte, in deutschem Geist geleitete Anstalt bald von Grund aus danisirt. Und die Folge? Sie versteht sich von selbst: nicht blos die auswärtigen Schüler sind verschwunden, sondern auch von den Bürgern der Stadt hat kaum einer das Herz, seine Kinder in diese Schule zu schicken, dergestalt, daß die noch vor kurzem so blühende Anstalt jetzt, wenn ich recht berichtet bin, kaum noch ein Dußend Schüler zählt und auch diese sind meistens Kinder der daran angestellten dänischen Lehrer!!

In dieser kleinen, durch die dänische Gewaltherrschaft so schwer mishandelten Stadt also ward am 27. Juli ein deutsches Sängerfest gefeiert; es war das erste wirkliche Volksfest, das seit 1850 in Schleswig statthatte und wird wahrscheinlich auch für längere Zeit das legte bleiben. Denn die Dänen sind außer sich über den Geist der Unabhängigkeit und Selbständigkeit oder wie sie es nennen der Widersetzlichkeit, der sich bei dieser Veranlassung in einer Stadt gezeigt hat, von deren gedrückter und etwas kleinmüthiger Bürgerschaft sie dergleichen bis dahin am wenigsten erwartet hatten.

Aber freilich hatten die Dänen selbst sich auch so ungeschicht wie möglich benommen; es war, als hätten sie es ordentlich darauf angelegt, das Selbstgefühl der deutschen Bevölkerung anzuspornen und herauszufordern. Wurde dem Festcomité doch sogar angesonnen, die dänischen Studenten einzuladen, die zum Löwenfest nach Flensburg gekommen waren! Das war denu nun allerdings eine Zumuthung, gegen die selbst die sonst so lenksamen Husumer protestirten. Auch die Aufpflanzung des Danebrog wurde. verweigert, obwol die Stadt sich übrigens mit Fahnen und Kränzen aufs stattlichste herausgeputzt hatte. Und so mußten der dänische Polizeimeister und seine Schergen abermals den Kummer erleben, daß mitten im geknechteten Schleswig eine Volksmasse von mehrern Tausenden ihre schleswig-holsteinische, will sagen deutsche Gesinnung gleichsam den dänischen Zwingherren ins Antlig frei und offen bekannte.

Zunächst zwar scheint diese immer wiederkehrende Erfahrung von der unausrottbaren Gewalt der nationalen Bewegung auf die Dänen nur die Wirkung zu haben, daß ihr Haß immer brennender, ihr Uebermuth immer gewaltthätiger wird. Auch für die eben besprochenen Festlichkeiten und die Kundgebungen deutscher Gesinnung, die dabei stattgefunden, haben sie sich zu rächen gewußt, meistens zwar auf sehr kleinliche Weise, allein gerade diese Kleinlichkeit der Rache macht dieselbe um so empfindlicher. So wurde ein Goldschmied Beyreis aus Flensburg wegen einer nichts weniger als exaltirten Rede, in der er des flensburger Festes gebührende Erwähnung gethan, zu 50 Thlr. Strafe verurtheilt; so sollen die hufumer Turner ihre Theilnahme an dem rendsburger Feste ebenfalls mit Geldstrafen von 10 bis 15 Thlrn. pro Kopf büßen. Sämmtliche deutsche Gesang- und Turnvereine, so viel oder vielmehr so wenig ihrer im Schleswigschen noch ein bescheidenes Dasein fristeten, sind aufgehoben worden; ebenso der husumer Bürgerverein, ja selbst landwirthschaftliche Feste, die sich fern von aller Bolitik halten, werden nicht mehr geduldet. Gleichzeitig ist eine strenge Polizeistunde eingeführt; um 10 Uhr abends müssen unweigerlich alle öffentlichen Lokale geschlossen sein. Und dabei werden noch fortwährend Bürger ohne Urtheil und Recht in den Kerker geworfen; beschwert man sich aber über diese und zahllose ähnliche Gewaltthaten bei dem schleswigschen Appellgericht in Flensburg, so erklärt dasselbe sich einfach für incompetent!

Um diese Wirthschaft in Schleswig desto ungestörter forttreiben zu können, ging die Regierung, angestachelt von der sie völlig beherrschenden dänischen Presse, mit dem Plane um, dasselbe gewaltthätige Regiment auch in Holstein zu etabliren. Zunächst sollte ein Gouverneur eingesetzt werden, zu welchem Ende man mit dem Grafen Moltke, dessen Schreckensherrschaft in Schleswig noch in aller Andenken ist, in Unterhandlung trat. Bis dahin allerdings war Hr. Moltke wegen seiner absolutistisch- aristokratischen Gesinnung bei den Dänen ebenso verhaft gewesen wie in den Herzogthümern wegen des Verraths und der Grausamkeit, die er gegen seine eigenen Landsleute ausgeübt hat. Jezt aber vergaßen die Dänen ihre Abneigung, indem sie sich nur seiner Härte und Furchtlosigkeit erinnerten, die ihn, unbeschadet seiner anti-demokratischen Gesinnung, für den ihm zugedachten Posten allerdings sehr geeignet machte. Diesmal jedoch scheint der Diener noch weiter gegangen zu sein als der Herr; wie man sich erzählt, soll Graf Moltke gleich für den ersten Anfang nichts Geringeres gefordert haben als Absetzung von 50 holsteinischen Beamten, Disposition über 6000 Mann Militär sowie absolute Unabhängigkeit vom dänischen Reichsrath, sodaß er nur dem König verantwortlich gewesen wäre. Diese lettere Bedingung soll es denn gewesen sein, woran die Unterhandlungen gescheitert; die Abseßungen und die etwaige Anwendung von Waffengewalt hätte man sich gefallen lassen, ja man hätte sie vermuthlich sogar sehr gern gesehen, je schwerer die Zuchtruthe auf dem rebellischen Lande lastete, je besser, nur soll sie immer ein Instrument in der Hand der dänischen Minister bleiben, und da Graf Moltke das nicht wollte, so wurde er beiseite geworfen.

Allein was nun? Die Auswahl ist zum Glück nicht groß; der bekannte, am dänischen Hofe noch immer vielgeltende Hr. von Scheele scheint zur Zeit denn doch noch eine Unmöglichkeit zu sein, außer ihm aber steht nur noch Hr. Bargum zur Verfügung. Bargum war gerade in Kopenhagen, ja wie ein nicht unwahrscheinliches Gerücht behauptet, war er ausdrücklich in der Absicht hingereist, mit dem Ministerium zu unterhandeln. Ueberläufer nach Art des Hrn. Bargum haben in Kopenhagen ihren Preis; sie sezen manches durch, was andern ehrlichen Leuten unmöglich fällt. Das haben wir erst kürzlich wieder gesehen, da an Stelle des Justizraths Forchhammer in Kiel, dem man es nicht vergessen, daß er Lehmann's Anklage vor dem glückstädter Obergericht nicht persönlich betrieben, plößlich ein kieler Advocat, der im übelsten Rufe steht, aber freilich den Vorzug hat, Bargum's Freund und Creatur zu sein, zum Staatsanwalt oder wie man hier sagt: Obersachwalter ernannt ward. Ebenso wurde in diesen Tagen der frühere kieler Bürgermeister Kirchhof, der bekanntlich Bargum Platz machen mußte, seiner Function als Wahlcommissar für die Stadt Kiel enthoben; sein Nachfolger ist ebenfalls Hr. Bargum. Derselbe Hr. Bargum soll auch, wie man sich zuflüstert, königlicher Commissar in der holsteinischen Ständeversammlung werden; warum also nicht auch Minister? Die nöthige Stirn dazu besitzt er und auch die Dänen wissen ohne Zweifel, was sie an ihm haben und was sie sich von ihm versprechen dürfen....

Inzwischen ist mitten in diese Verhandlungen und Zurüstungen eine kleine unerwartete Störung hereingebrochen. Die Dänen waren eben im Begriff, ihre halbe Armee im neubefestigten Danewerk bei Schleswig zusammenzuziehen; nach mancherlei Andeutungen scheinen sie den Zustand in Deutschland gerade für hinreichend verworren gehalten zu haben, um einen Fischzug im Trüben zu wagen, die Manöver in Schleswig boten eine gute Gelegenheit dazu da, gerade im entscheidenden Moment, trafen die preußische und die österreichische Note ein, und so wenig Werth die Dänen sonst auch auf die diplomatischen Erklärungen der deutschen Großmächte legen, so war die Sprache der Noten diesmal doch zu entschieden, als daß selbst die Dänen gewagt hätten, dem vereinten Widerspruch Preußens und Oesterreichs offenen Troß zu bieten. Für den Augenblic also ist man von weitergehenden Plänen abgestanden, eine andere Frage jedoch ist, wie lange der heilsame Schrecken, den die preußisch-österreichischen Noten hervorgerufen haben, wäh ren und ob man nicht im Gegentheil namentlich in der innern Lage PreuBens bald genug eine Ermuthigung finden wird, sie wieder aufzunehmen. Oder wer könnte in Ernst glauben, dasselbe Preußen, das noch immer die unzweifelhaften Rechte des eigenen Volks niedertritt, werde nach außen hin als Verfechter fremder Volksrechte auftreten? Nein, will die preußische Regierung uns Glauben erwecken an den Ernst und die Aufrichtigkeit, mit der sie ihrer deutschen Mission eingedenk ist, so befreie sich erst selbst von dem Einfluß der Junker und versöhne sich mit dem eigenen Volke! Die Interessen der Freiheit sind ebenso solidarisch wie die Interessen der Despotie; man kann nicht im eigenen Lande sich auf die Macht der Bajonnete stüßen und auswärtig den Wächter des Gesetzes spielen wollen....

Und so werden wir denn wol zunächst noch auf uns selbst und unsere eigene Kraft angewiesen bleiben, wie wir es ja solange gewesen sind. Um so schmerzlicher freilich ist gerade bei dieser Lage der Dinge ein Verlust wie derjenige, der uns durch das vorzeitige Abscheiden des Advocaten Lehmann in Kiel betroffen hat. Zwar haben Sie bereits in einer frühern Nummer Ihrer Zeitschrift dem Andenken des trefflichen Mannes einige Worte der Anerkennung gewidmet, ein so aufrichtiger und thatkräftiger Patriot jedoch wie Lehmann verdient es wohl, daß wir hier noch nachträglich einen Kranz auf seine Gruft legen. Wiewol erst 38 Jahre alt, hatte Lehmann dennoch in den wenigen Jahren seiner öffentlichen Thätigkeit, als Führer der Bürgerlichen in der holsteinischen Ständeversammlung, als Ausschußmitglied des deutschen Nationalvereins, als Träger mancher andern Functionen mehr lokaler Natur, endlich als Rathgeber und Vorbild vieler in politischen Dingen, sowol durch seine ungewöhnliche Begabung wie durch seine ebenso ungewöhnliche Hingabe an die Interessen des Vaterlandes sich eine Stellung erworben, die von Freund und Feind gleichmäßig respectirt ward und in der ihn, für den Augenblick wenigstens, niemand zu ersehen vermag. Namentlich gilt dies von der Lücke, die sein Tod in der Ständeversammlung eröffnet. Wiewol er ihr erst seit 1859 angehörte, war der Einfluß, dessen er in der Versammlung genoß, doch ungemein groß; das Zustandekommen des leßten entschiedenen Ausschußberichts war hauptsächlich sein Werk. Auch in der demnächst bevorstehenden Diät würde er tros des wahrscheinlichen Widerstrebens eines einflußreichen Theiles der Ritterschaft die Versammlung voraussichtlich zu einer ebenso zeitgemäßen wie nothwendigen Erklärung über die Lage des Landes, vor allem über die so wichtige Erbfolgefrage veranlaßt haben. Jetzt, nachdem er aus dem Leben geschieden, ist niemand in der Versammlung, der hinreichenden Einfluß besäße, die schwierige Aufgabe auf seine Schultern zu nehmen und die zögernden und schwankenden Collegen mit sich fortzureißen. Auch als Ausschußmitglied des Nationalvereins entwickelte Lehmann eine große und folgereiche Thätigkeit; von ihm ging jene Versammlung der holsteinischen Nationalvereinsmitglieder aus, welche im Januar 1861 in Kiel stattfand und die so viel dazu beigetragen hat, das nationale Bewußtsein unserer Bevölkerung zu heben und zu kräftigen. Die unmittelbaren Folgen der Versammlung freilich waren unerfreulich genug; der Nationalverein wurde sofort für ganz Holstein verboten, Lehmann selbst aber des Hochverraths angeklagt. Doch sprachen ihn bekanntlich sowol das glückstädter Obergericht als das kieler Appellationsgericht vollständig frei. Leider sollte Lehmann, dessen Gesundheit schon seit Jahren erschüttert war und der sich in diesen unausgeseßten Kämpfen auch körperlich mehr und mehr aufrieb, diesen Sieg seiner gerechten Sache nicht lange überleben; am 29. Juli schied er von uns. Seine Beerdigung am 1. August war ungemein feierlich und ergreifend und zeigte deutlich, welcher Liebe und Verehrung der Verewigte überall im ganzen Lande genoß und wie lebhaft man sein patriotisches Verdienst anerkannte. Die Dänen freilich, die es ja lieben, auch noch mit den Todten Krieg zu führen, haben uns auch aus dieser ehrenden Todtenfeier eines unserer edelsten und tüchtigsten Bürger ein Verbrechen gemacht; die Rendsburger, die Lehmann war ein geborener Rendsburger eine ganz besondere Theilnahme dabei an den Tag gelegt hatten, mußten sich zur Strafe von dem bei ihnen garnisonirenden dänischen Militär Tag für Tag den ,,Tappern Landsoldaten" vorspielen lassen - so sinnreich ist der Haß unserer Unterdrücker und so unbekümmert in der Wahl seiner Mittel!

(Deutsches Museum, Bind 12. Juli-December 1862. redigeret af Robert Eduard Prutz, Karl Wilhelm Theodor Frenzel, Wilhelm Wolfsohn. Verantwortlicher Redakteur Heinrich Brockhaus. Side 640-646)

Deutsches Museum udkom 1851-? under Robert Eduard Prutz (1816-1872), en tysk digter og skribent. 1849-1859 litteraturprofessor i Halle. Prutz var en af de politiske digtere som der fandtes en del af 1841-1848. Han bidrog til litteraturhistorie og kritik, bl.a. "Ludwig Holberg" (1857).

Stændervalg i Slesvig-Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

Ved stændervalget i Slesvig og Holsten havde kun grundejere eller medejere af grundejendom valgbarhedsret. Efter valget blev derfor Tillisch og Ravit kasseret af den kongelige kommissarius (geheimeråd Scheel). Førstnævnte fordi han hverken var grundejer eller bosiddende i Slesvig, sidstnævnte fordi hans medlemskab af et jernbaneselskab ikke var nok. 

Til den holstenske stænderforsamling blev derimod tidl. borgmester i Kiel og etatsråd Jensen valgt, fordi "Harmonien" havde overdraget ham selskabets ejendom. Den kongelige kommissarius gjorde indvendinger, men det blev afvist af forsamlingen  med 40 stemmer mod 4.

De fleste danske aviser med Fædrelandet i spidsen harcellerede over at Tillisch blev vraget, mens enkelte som Kjøbenhavnsposten anførte at hvis man mente det alvorligt med fællesforfatningen, så måtte den også tage resultatet af valget til efterretning, eller også forkaste fællesforfatningen.

Fra hertugdømmerne, 9. oktober. Det var en korrekt vurdering af vores situation, da jeg for nylig skrev til jer, at hertugdømmerne ikke havde opgivet noget af deres håb trods deres nederlag. De to stænderforsamlinger i Itzehoe og Flensborg giver allerede bevis for denne opfattelse. Grev C. Moltke gjorde store anstrengelser for at "sammensætte" den slesvigske stænderforsamling af "velmenende" elementer; Til dette formål lod han et stort antal vælgere fjerne fra listen, han vandt da også tre virile stemmer og i stedet for de tidligere oppositionelt indstillede ejere indsat tre andre godsejere, der helt tilhørte det danske regeringsparti, sæde og stemme i forsamlingen af ​​tildelte stater; og heller ikke tilfreds med det, forstod han at fjerne upopulære stænderforsamlingsmedlemmer ved at nægte at konfirmere dem eller give dem orlov, og indkaldte i stedet deputerede. På den måde har regeringen vundet mindst 9 stemmer, og hvis man lægger de 3 gejstlige medlemmer sammen, som regeringen har udpeget, er der vundet 12 stemmer - og dog er de første handlinger fra denne stænderforsamling afgjort oppositionelle. Men prof. dr. Schmidt blev valgt til præsident, men det afgørende motiv ved dette valg var intet andet end at udpege et medlem, der var lige så dygtig til både dansk og tysk, til at lede forhandlingerne og i overensstemmelse med den nyligt udstedte kongelige anordning tjene på begge sprog samtidig bør gennemføres. Derfor kan dette valg ikke tillægges samme vægt som næstformandens. Og dette faldt på et medlem, der altid har støttet det tyske parti fuldt ud. Den valgte, købmand Funcke i Flensborg, var tidligere russisk vicekonsul og blev fjernet fra sin stilling af den russiske regering i 1849 på vegne af den danske regering. I overensstemmelse med den slesvigske statsforsamling manifesterede den holstenske forsamling også sin sande etos ikke gennem valget af præsidenten, men af ​​vicepræsidenten. I det mindste kunne Itzehoer-forsamlingen ikke demonstrere sin karakter tydeligere end gennem valget af den afsatte advokat sr. Bargum i Kiel, der var formand for den tidligere Slesvig-Holstenske stænderforsamling fra 1848-1851. Et yderligere tegn på at der på trods af alle regeringens bestræbelser er en vis sammenhæng mellem de to stænderforsamlinger, er kassationen af ​​valget af Tillisch og Ravit. Tillisch var som bekendt dansk delegeret medlem af delstatsforsamlingen for Hertugdømmet Slesvig fra 1849 til 1951 og er i dag kabinetssekretær for kongen. Tillisch er dog en "Eiderdansker" og Ravit en "slesvig-holstener", men det slående er at begge forsamlinger tog udgangspunkt i samme princip da man undersøgte legitimationsoplysningerne. I statutten af ​​24. maj 1834 har intet selskab eller korporation ret til at vælge et medlem gennem selskabets ejendom; I modsætning til dette princip blev borgmester Jensen på et af møderne før marts optaget som medlem af Harmonie i Kiel. Det var allerede inden forsamlingens møde forudsigeligt at regeringen denne gang ville påberåbe sig patentet af 1834 og protestere mod valget af Ravit – og det skete virkelig – forsamlingen måtte reagere på regeringens protester. Men samme dag af samme grund, trods regeringsmedlemmernes stemmer, blev valget af hr. Tillisch kasseret selv om tidligere advokat Bremer, en af ​​lederne af "Schleswig-Holsteiner", også blev optaget i Slesvig stænderforsamling som medlem af Haderslev Klub. Regeringen er nødt til at acceptere dette nederlag i stilhed, og trække hr. Tillisch tilbage. Der er altså en aftale, eller rettere sagt en umiskendelig forbindelse mellem de to stænderforsamlinger, og trods alt hvad der er sket fra regeringens side i de sidste fire år, eksisterer der faktisk stadig et "Slesvig-Holsten" .

Aus den Herzogthümern, den 9. October. Es war eine richtige Beurtheilung unserer Zustände, als ich Ihnen neulich schrieb, die Herzogthümer hätten trotz ihrer Niederlage keine einzige ihrer Hoffnungen aufgegebn. Die beiden Ständeversammlungen in Itzehoe und Flensburg liefern bereits die Belege für diese Anschauung. Graf C. Moltke hat sich grosse Mühe gegeben, die Schleswigsche Ständeversammlung aus "gutgesinnten" Elementen "zusammenzusetzen"; er hat zu diesem Zwecke eine nicht geringe Anzahl von Wählern aus dem Listen streichen lasse, er hat dann ferner drei Virilstimmen cassirt und statt der früheren oppositionell gesinnten Inhaber drei anderen Grundbesitzern, die vollkommen der Dänischen Regierungspartei angehören, Sitz und Stimme in der Ständerversammlung verliehen; und auch damitt noch nicht zufrieden, har er durch Verweigerung der Bestätigung oder des Urlaubs missliebige Abgeordnete zu seseitigen gewusst und statt deres die Stellvertreter einberufen. Auf diese Weise hat die Regierung mindestens 9 Stimmen, und rechnet man die 3 der von dem Gouvernement ernannten geistlichen Mitglider hinzu, 12 Stimmen für sich gewonnen - und dennoch sind die ersten Acte dieser Ständerversammlung entschieden oppositionell. Allerdings ist Prof. Dr. Schmidt zum Präsidenten gewählt worden, aber das bestimmende Motiv bei dieser Wahl war kein anderes, als das, ein der Dänischen wie der Deutscehn Sprache gleich kundiges Mitglied mit der Leitung von Verhandlungen zu beauftragen, dienun einmal gemäss der kürzlich erlassenen königlichen Verordnung in beiden Sprache zugleich geführt werden sollen. Man kann daher dieser Wahl kein solches Gewicht beilegen, wie der des Vicepräsidenten. Und diese fiel auf ein Mitglied, das sich stets entschieden zur Deutschen Parei gehalten hat. Der Gewählte, Kaufmann Funcke in Flensburg, war ehemals Russischer Vicekonsul und wurde 1849 auf Betrieb des Dänischen Gouvernements von der Russischen Regierung seiner Stelle enthoben. Uebereinstimmend mit der Schleswigschen Ständerversammlung hat auch die Holsteinische ihre eigentliche Gesinnung nicht durch die Wahl des Präsidenten, sondern des Vicepräsidenten manifestirt. Deutlicher wenigstens konnte die Itzehoer Versammlung ihrer Charakter nicht bekunden, als durch die Wahl des abgesetzten Advocaten Dr. Bargum in Kiel, der von 1848-1851 unausgesetzt Präsident der weiland Schleswig-Holsteinischen Landesversammlung gewesen ist. Ein ferneres Zeichen, dass trotz aller Anstrengung der Regierung ein gewisser Zusammenhang zwischen beiden Ständerversammlungen stattfindet, ist die Cassation der Wahlen des Geheimeraths v. Tillisch - derselbe war bekanntlich 1849-1951 das von Dänemark delegirte Mittglied der Landesversammlung für das Herzogthum Schleswig, und ist gegenwärtig Cabinetssecretair des Königs - so wie des Prof. Ravit. Allerdings ist Tillisch "Eiderdäne" und Ravit "Schleswig-Holsteiner", aber das Hervorspringende bei der Sache ist, dass beide Versammlungen bei der Prüfung der Legitimationen von demselben Principe ausgingen. In dem Statut vom 24. Mai 1834 ist nämlich keiner Gesellschaft oder Corporation das Recht zugestanden, ein Mitglied durch das Eigenthum der Gesellschaft wählbar zu machen; entgegen diesem Princip war in einer der vormärzlichen Versammlungen Bürgermeister Jensen als Mitglied der Harmonie in Kiel für wählbar angenommen worden. Nun war schon vor dem Zusammentreten der Versammlung vorauszusehen, dass die Regierung diesmal sich auf das Patent von 1834 berufen und gegen die Wahl Ravits Protest erheben werde - und das ist auch wirklich geschehen - die Versammlung musste auf den Proteste der Regierung eingehen. Aber an demselben Tage wurde aud demselben Grunde trotz der Stimmen der Gouvernement Mitglieder die Wahl des Herrn v. Tillisch cassirt, obwohl ehedem auch in der Schleswigschen Ständerversammling Advocat Bremer, einer von den Führern der "Schleswig-Holsteiner", als Mitglied des Clubs von Hadersleben zugelassen wurde. Die Regierung muss diese Niederlage schweigend hinnehmen, und Herr v. Tillisch zurüchkreisen. Es findet also aine Uebereinstimmung, oder um es bestimmter auszudrücken, unverkennbar ein Zusammenhang zwischen beiden Ständerversammlungen statt, und trotz alle dem, was seitens der Regierung in den letzen vier Jahren geschehen ist, existirt factisch noch immer ein "Schleswig-Holstein". 

(Artiklen fortsætter med at berette om de danske avisers reaktion på valget, Fædrelandet og Berlingske)

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 11. oktober 1853)

Købmand Funcke var blevet anerkendt som russisk vicekonsul i Flensborg i 1826. 

Advokat og politiker Ludolph Conrad Hannibal Bargum (1802-1866) var blandt de som i martsdagene 1848 var imod at proklamere en selvstændig slesvig-holstensk stat og i stedet sende en deputation til København (hvilke også skete).  Bargum var medlem af den holstenske stænderforsamling fra 1842. 1843 indgik Bargum med i den kreds, der stiftede Neue Kieler Blätter. I marts 1848 bidrog han til etableringen af den midlertidige regering uden selv at blive medlem af den. Han tilhørte "gammel-slesvigholstenerne" med en pragmatisk politisk overbevisning. Efter Krigen 1848-1851 blev han igen medlem af de holstenske stænder fra 1853. I 1855 var den eneste der støttede L.N. Scheele over for forsamlingens mistillidserklæring. I 1856 blev han valgt medlem af Rigsrådet og her talsmand for forsonlighedspolitikken. Hans udnævnelse til borgmester i Kiel 1862 vakte postyr. På et offentligt møde frakendte man ham "hans medborgeres tillid og agtelse". 1864 tog han sin afsked.

Et mere detaljeret referat af den slesvigske stænderforsamlings prøvelse af de valgte ses i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. oktober 1853, samt et referat af 2. møde af 8. oktober 1853.

Et mere detaljeret referat af den holstenske stænderforsamlings prøvelse af de valgte ses i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. oktober 1853.

Stænderhuset i Flensborg blev opført mellem Nørretorv og Søndertorv, tegnet af arkitekt Laurits Albert Winstrup. Bygningen rummede stænderforsamling, administration, centralkasse og overappellationsret. 1858-1864 fungerede en fløj for Flensborgsamlingen. I 1864 fungerede bygningen som lazarat, 1882-1964 som rådhus. Herefter blev bygningen nedrevet. Public Domain.

Deputeretforsamling i Kiel. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig-Holstein. Kiel, 5. november. I går aftes fandt et møde sted her i "Harmonie" sted med 75 deputerede fra alle dele af hertugdømmerne hvori der blev besluttet en adresse til Landsforsamlingen, som i morges blev forelagt præsident Bargum til landsmødet af en deputation på 12 personer. Adressen afsluttes med følgende forslag: 1) At det fremmede styre og dets vilkårlige regime der er pålagt hertugdømmet Slesvig, hurtigst muligt skal afskaffes, og at lov og orden igen skal træde i stedet for volden og det anarki der er frembragt fra oven, som i sin fortsatte eksistens kun ville føre til demoralisering af folket; 2) at bortset fra den midlertidige oprettelse af retsorden i hertugdømmet Slesvig, vil striden mellem os og den nationale fjende ikke finde sin endelige løsning i fred på anden måde end på grundlag af den nationale retfærdighed for hvilken vi greb til våben i marts sidste år, og den forfatningsmæssigt ikrafttrådte statsgrundlov; 3) at, forsåvidt der ikke er nogen rimelig udsigt til at opnå en sådan fred, vil krigen snarest muligt genoptages, og kun af hertugdømmerne, som af egen frihed vil befri det store fælles fædreland fra pligten til aktiv bistand, og vil med glæde tage imod enhver tysk hjælp der tilbydes som et tegn på en levende tysk samfundsånd; 4) at først og fremmest, for at muliggøre vor egen indtræden i krigen, bør forholdet til alle fremmede officerer der tjener i vor hær, hvis tjenester til vor hær og vor sag vi ved fuldt ud at værdsætte og taknemmeligt anerkende, så hurtigt som muligt fastslås, så at de uden enhver fremmed indflydelse, udelukkende afhænger af hertugdømmernes legitime øverste statsmagt. (H.C.).

Der bør uden tvivl, siger Hamburger Börsenhalle, tillægges stor vægt på dette møde med deputerede fra 75 kommuner i Slesvig. De fremmødte deputerede bestod i høj grad af land- og bygodsejere, som repræsenterede landets kerne, og som på ingen måde er at sammenligne med de sædvanlige tyske s.k. demokrater, i ordets uanede betydning, må identificeres som. Men de var alle helt enige om, at den nuværende tilstand i landet, især i hertugdømmet Slesvig, var utålelig, men at man må og vil holde sig til de tre grundlæggende ukrænkelige principper i vore gamle statslove og grundstatsloven, og at man, da dette er vores lov, er overtrådt af våbenhvilen og er yderligere truet hvis det overhovedet er muligt, skal afgørelsen søges med sværdet. Sådan talte ældre, seriøse mænd, der, som det er særligt vigtigt i øjeblikket, har noget at miste, ikke ungdommelige, besiddelsesløse brushoveder. Selv lodsejere fra Aabenraa amt indgav et andragende med lignende indhold til statholderskabet. Det var også betydningsfuldt at taleren for den deputation der blev valgt af det møde, var en præst, præsten dr. Baumgarten fra Slesvig (kendt for at være en streng ortodoks). Det svar som han fik fra statholderkabet, var naturligvis undvigende, da regeringen umuligt kunne have besluttet sig for krig med det samme. Statsforsamlingens præsidium modtog deputationen i den store Harmonisal, og i en længere tale antydede hr. Baumgarten at folkets grundstemning overalt er, at de vil holde fast i det rigtige, og at de derfor er parate til at gøre det yderste – at gå i krig; Han understregede især at man ikke skulle håbe på en usikker fremtid, og at ingen vage forhåbninger om mulige fremtidige begivenheder derfor skulle distrahere os fra den lige vej til vores mål. - Formanden for Landsforsamlingen hr. Bargum tog imod talen, og gav udtryk for sin fuldstændige tilslutning til forrige talers oplæg og sluttede med Leve for Slesvig-Holsten. Denne deputation vil ikke forblive uden held, selv om man ikke optræder i øjeblikket; det er en så afgørende manifestation af landets sande ånd, at vores regering ikke kan handle imod den. -

Schleswig-Holstein. Kiel, 5. Novbr. Gestern Abend fand hier in der Harmonie eine Versammlung von 75 Deputirten aus allen Theilen der Herzogthümer statt, in welcher eine Adresse an die Landes-Versammlung beschlossen wurde, die heute Morgen durch eine Deputation von 12 Persoen dem Präsidenten Bargum für die Landes-versammlung überreicht worden ist. Die Adresse schliesst mit folgenden Anträgen: 1) Dass sie dem Herzogthum Schleswig aufgedrungens Fremdherrschaft und deren Willkürregiment so bald als irgend thunlich ihre Beseitigung finde und Recht und Gesetzt wieder an die Stelle der Gewalt trete und der von oben hervorgerufenen Anarchie, die in ihrer Fortdauer nur des Volkes Entsittlichung mit sich führen würde; 2) dass, von der einstweiligen Herstellung der gesetzlichen Ordnung im Herzogthume Schleswig abgesehen, die Streitfrage zwischen uns und dem Landesfeinde in einem Frieden nicht anders ihre schliessliche Erleidigung finde, als auf Grundlage der Landesgerechtsame, für die wir im März vorigen Jahres die Waffen erhoben, und des verfassungsmässig ins Leben getretenen Staatsgrundsetzes; 3) dass, insofern nicht gegründete Aussicht vorhanden ist, einen solchen Frieden zu erlange, schleunigst möglich der Krieg wieder aufgenommen werde, und zwar allein von den herzogthümern, die das grosse gemeinsame Vaterland der auf ihm ruhenden Verpflichtung thätiger Beihilfe aus frein Stücken entbinden, wenn sie gleich jede bereitwillig gebotene deutsche Hilfe schon als Zeichen eines regen deutscher Gemeinsinnes mit Freuden entgegennehmen werden; 4) dass zunächst und vor alle Dingen, damit die eigene Aufnahme des Krieges nur ermöglicht werde, das Verhältniss aller in unserer Armee dienenden fremden Officiere, deren Verdienste um unser Heer und um unsere Sache wir vollkommen zu würdigen und dankbar anzuerkennen wissen, allerschleunigst dahin festgestellt werde, dass sie, jedem fremden Einflusse entnommen, allein von der rechtmässigen höchsten Staatsgewalt der Herzogthümer abhängen. (H. C.).

Es ist nicht zu verkennen, sagt die Hamburger Börsenhalle, dass man dieser Versammlung der Deputirten aus 75 Communen Schleswigs ein grosse Gewicht beilegen muss. Die anwesenden Deputirten nämlich bestanden gröstentheils aus ländlichen und städtlichen Grundbesitzern, welche den Kern des Landes repräsentirten und die man keineswegs mit den gewöhnlichen deutschen s. g. Demokraten, im verrufenen Sinne dieses Wortes, identificiren darf. Sie alle aber stimmten darin vollkommen überein, dass der jetzige Zustand des Landes, namentlich im Herzogthume Schleswig, unerträglich sei, dass man aber dennoch an den drei Frundamentalsätzen unserer alten Landesrechte und an dem Staatsgrundgesetze unverbrüchlich festhalten müsse und werde, und dass, da dieses unser Recht durch den Waffenstilstand verletzt sei und noch ferner gefährdet werde, wenn nur irgend möglich, die Entscheidung durch das Schwert widerum gesucht werden müsse. So sprachen sich bejahrte, ernst Männer aus, welche, was gegenwärtig ja besonders in die Wagschale fällt, etwas zi verlieren haben, nicht jugenliche, besitzlose Sprudelköpfe. Selbst von Grundbesitzern aus dem Amte Apenrade ist eine Petition änhlichen Inhalts an die Statthalterschaft abgegeben. Bezeichnend war auch, ass zum Redner der von jener Versammlung erwählten Deputation ein Geistlicher, der Pastor Dr. Baumgarten aus Schleswig (bekanntlich ein streng Orthodoxer), erforen wurde. Die Antwort, welche derselbe von der Statthalterschaft erhalten, ist selbstverständlich ausweichend gewesen, da die Regierung unmöglich sofort im Augenblicke den Krieg beschliessen konnte. Das Präsidium der Landesversammlung empfing die Deputation im grossen Saale der Harmonie, und in längerer Rede stellte Hr. Baumgarten vor, dass die Grundstimmung des Volkes allenthalben die sei, am Rechte festhalten zu wollen, und dass es daher zum Aessersten - zum Kriege bereit sei; er hob es namentlich hervor, dass man nicht auf eine ungewisse Zukunft hoffen dürfe, und dass daher keine vage Hoffnungen auf etwaige künftige Ereignisse, uns vom geraden Wege zu unserm Ziele ablenken dürften. - Der Präsident der Landesversammlung, Hr. Bargum, nahm die Adresse entgegen, sprach seine volle Uebereinstimmung mit dem Vortrage des Vorredners aus und schloss mit einem Hoch auf Schleswig-Holstein. Diese Deputation wird nicht ohne Erfolg bleiben, auch wenn ein solcher sich nicht im Augenblicke zeigen sollte; sie bildet eine so entschiedene Manifestation der wahren Gesinnung des Landes, das unsere Regierung ihr nicht entgegenhandeln kann. - 

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig 9. november 1849)

Schlesw.-Holsten. Kiel, 5. november Det svar som grev Reventlou på statholderskabets vegne gav på de af de 75 slesvigske samfunds stedfortrædere indgivne anmodninger (se nr. 313 i denne avis) er følgende: Ad 1. Det er med meget smertelig beklagelse at statholderskabet har måttet overlade hertugdømmet Slesvig til andres magt, og stræber hele tiden efter at gøre sin skæbne udholdelig; Men selv dengang kunne man ikke have forventet, at våbenstilstandskommissionen ville handle på den måde, den hidtil har gjort. - Ad 2. Statholderskabet ser også statens grundlov  som inkarnationen af ​​landets rettigheder og friheder, som prisen for vores indsats, men man må ikke glemme at den tid hvor den blev til, er lang ti siden og betingelserne dengang så meget bedre end nu. - Ad 3. Der var ganske vist kun én mening om de fremmede officerers fortjeneste, og han, greven, vidste at der ikke var en eneste af dem, som ikke havde en levende interesse for vor gode sag; statholderskabet har den faste tillid til at officererne ville fastholde denne interesse i tilfælde af at krigen brød ud igen. Ad 4. ​​Desværre er der nu ringe udsigt til at opnå en god fred; Men krigen er også meget svær at føre. Under alle omstændigheder kan landet stole på at hvis den situation opstår at krigen skal startes igen, vil guvernørskabet vide hvordan man vælger det mest passende tidspunkt. (N. fr. P.).

Schlesw.-Holstein. Kiel, 5. nov. Die Antwort, welche Graf Reventlou Namens der Statthalterschaft auf die von den Deputirten der 75 schleswigschen Gemeinden gestellten Anträge (s. Nr. 313 d. Ztg.) ertheilt hat, ist folgende: Ad 1. Die Statthalterschaft habe mit sehr schmerzlichem Bedauern das Herzogthum Schleswig der fremden Gewalt überlassen müssen und fortsẅahrend sich bemüht, dessen Schicksal erträglich zu machen; sie habe aber auch damals nicht erwarten können, dass die Waffenstillstands-Commission in einer solchen Weise verfahren würde, wie sie bisher gethan hat. - Ad 2. Das Staatsgrundgesetz sehe auch die Statthalterschaft, als den Ingebrif der Rechte und Freiheiten des Landes, für den Preis unserer Anstrengungen an, doch müsse man dabei nicht vergessen, dass die Zeit, in welcher es zu Stande gekommen sei, vielen Bestimmungen desselben weit günstiger gewesen sei als die jetzige. - Ad 3. Ueber das Verdienst der auswärtigen Officiere wäre gewiss nur eine Meinung, und er, der Graf, wisse, dass kein einziger unter ihnen sei, der nicht lebahftes Interesse für unsere gute Sache hege; die Statthalterschaft habe die feste Zuversicht, dass die Officiere dies Interesse auch bewahren würden, im Falle des Wiederausbruchs des Kriegs. Ad 4. Es sei leider jetzt wenig Aussicht, einen guten Frieden zu erlangen; der Krieg sei aber auch sehr schwierig zu führen. Darauf dürfe sich aber jedenfalls das Land verlassen, dass die Statthalterschaft, wenn der Fall eintreten sollte, dass der Krieg wieder begonnen werden müsse, dazu den geeignetsten Zeitpunkt zu wählen wissen werde. (N. fr. P.).

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig 10. november 1849).