Igen har man fået et bevis for den aldeles utilstrækkelig bevogtning som er betroet vores afdøde venners fred på Assistenskirkegården.
Mere end en gang har disse blade omtalt denne sag og foreslået at skabe større tryghed. Dels ved at give kirkegården en militær hovedvagt ved indgangen, dels ved at forbyde sammenstimmel ved begravelser.
Vi har fra vores forfædre arvet den skik, at en kirkegård står åben, når et lig skal begraves. Vores forældres simplere sæder, større religiøsitet, måske også den omstændighed, at de ikke havde byer så store som København er nu, og altså ikke en sådan pøbel, gjorde det muligt at en så højtidelig handling kunne ske offentligt, uden at frygte forargelige optrin. Men i det mindste for København kunne vi allerede for lang tid siden have ændret dette. Udelukket uvedkommende, og derved skaffet vore venners sidste tog til deres hvilested den stilhed, orden, anstændighed, højtidelighed og os selv tillige det så gavnende forædlende indtryk på hjertet, som denne handling bør have og som den i så høj grad kan have. Til skam for os, sker dette på Otahejti og hos andre naturens yngre sønner, mens vi aldeles intet kender til det.
Det samme skændige væsen af uorden, trængsel, skubben, fnisen, gnækken, sludren, slagsmål, nedtrampning af grave og klatren op på monumenter mm. som udgiveren til sin harme var vidne til ved major Andresens jordefærd (og som vel flere gange siden har været gentaget), så han nu i forgårs gentaget i al sin væmmelighed og afskyelighed ved major Langes begravelse.
Denne gang var gravene frosne. Ellers var en stor mængde af dem sikkert også blevet trampet ned. Og til alt held er der på den nye kirkegård hvor graven var, endnu ikke så mange monumenter at bestige for de tankeløse gabere.
Man kan indvende at pragt ved begravelser var hensigtsløs, når det blev forbudt at se den. Hertil er at sige, at der er en endog meget lang strækning fra et sørgehus til indgangen til Assistenskirkegården. På denne kan høj og lav pøbelstimmel, og beboerne af de gader som toget går igennem, til fulde beskue pragten. Det kan aldeles ikke være noget indgreb i hverken publikums eller pøbelens tilskuerrettighed, at man kun fratager dem den lille del af udøvelsen deraf, som de ikke uden at betage det hele sin glans og anstand, kunne nyde.
Pøbelens skændige uvæsen er uværdig. Tanker afledes fra den alvorlige genstand, ingen omgivende stilhed, mindet om den afdøde, om vor egen dødelighed, kort sagt alle forædlende
indtryk på. Hvem kan koncentrere sig om : "Skyldig
taknemmelighed for nydte velgerninger satte dette minde for Mariane Du
Guay, fød den 28. juli 1715, død den 12. juli 1801".
Udgiveren ved kun en eneste måde hvorpå man kunne give det offentlige synet af den del af jordefærden som foregår på kirkegården. Og det var om en slags terrasse kunne indrettes, hvorfra man kunne se alt hvad der foregik på kirkegården, men på ingen måde komme ind eller ned på samme.
Der skulle være betaling for adgang til en sådan terrasse. For ellers bliver ikke alene trængslen der alt for stor, men der bliver lagt en lille klemme på den fattige dagdriver, på tyende og læredrenge, så de hellere går hjem for at bestille noget og udrette noget, end fordrive tiden i ørkesløshed. Og endelig måtte noget bruges til at vedligeholde terrassen.
Denne del af pøbelen har jo desuden nok at gabe på, og langt mere end i forrige tider. Nu kan den hele tiden uden portene og i byen se det meste af hvad der før blot var at se i to-tre ugers tid i Dyrehaven. Så man kunne snarere ønske at der blev færre end flere gabelejligheder.
Sikke en gevinst for det tænkende menneske, der efter sådant forbud fulgte sin ven til jorde! Hans tanker blev så ikke afledt af noget fra den alvorlige genstand, som han var vidne til. Den omgivende stilhed. De tilstedeværendes uforstyrrede og opmærksomme deltagelse. Selv tomheden og ensomheden af stedet. Præstens da (men ikke nu for enhver af følget) beskuelige handling. Den tryghed og fred som man så de mange andre grave nyde her. Alt dette, forenet med mindet om den afdøde, om vor egen dødelighed, og med en til evigheden henvendt tanke, ville gøre et smerteligt, men et forædlende indtryk på de tilstedeværendes sjæle. Et indtryk, der endog lang tid efter ville holde sig levende.
Nu har man det modsatte. Og følgerne udebliver ikke. For ligesom det er nyttigt at være vidne til at en alvorlig højtidelig handling foretages med den tilbørlige anstændighed, stilhed og mandige tænksomhed, så kan det ikke andet end forårsage et skadeligt indtryk, at denne samme handling bringes til ende uden ro og stilhed. Uden orden og anstand. Uden alvor og tanke. Under grin og fjas, stød og tryk, støj og latter. Mens lumpen snak, eder og tåbeligheder allevegne fra med vold trænger sig ind i øret.
Og denne uværdige, denne umandige vane at behandle alvorlige ting uden alvor, er sikkert ikke den fejl, vi hos os mindst er nødt til at arbejde imod. Den letsindighed, om man tør bruge så mildt et ord, at vende alt til spøg, at ville se alt fra en side, hvor latteren kan finde noget at hæfte på, at undvige al fornuftig og tænksom samtale, er desværre alt for almindelig hos os.
Den nye anordning for disse kirkegårde har glædet alle. Og når engang de deri beskikkede beplantninger vil komme i stand, vil de blive en pryd for stedet. Men enhver som ser hvordan man stimler sammen ved en jordefærd, kan ikke være i tvivl om, at enhver beplantning jo straks i begyndelsen vil nedrives, og hensigten vil derfor fuldstændig glippe.
Det her lovpriste forbud "mod vanhelligelse af jordefærd" vil også i dette stykke være nyttigt mod det. Og dette forbud kunne måske være affattet således, at kirkegården stod åben om søndagen (da der ingen begravelser sker der) for alle. Men at den derimod på andre dage ikke var åben, undtagen for de der betalte 8 til 12 skilling. Og slet ikke ikke på dage, hvor der var bestemt en stor og pragtfuld ligfærd.
Et sådant forbud og uordener af de der bliver lukket ind, kan ikke opretholdes af et par gravere og nogle graverkarle. Det kræver en hovedvagt på 8 til 12 mand, der ved store ligfærd, skulle fordobles eller tredobles. Ligesom kun en enkelt port ad gangen blev brugt.
Udgiveren tør håbe, at det her fremsatte vil blive værdiget opmærksomhed fra de som er de eneste der kan udstede det foreslåede forbud.
(Politivennen nr. 363, 6. april 1805, s. 5769-5777)
Otaheiti
Tahiti blev kaldt Otaheiti af Samuel Wallis som kom til øen i 1767. Han opfattede forstavelsen O som en del af øens navn. Det blev allerede rettet på kaptajn Cooks rejse til øen i 1773. Men det har åbenbart taget noget tid at slå igennem i Danmark.
Mere end en gang har disse blade omtalt denne sag og foreslået at skabe større tryghed. Dels ved at give kirkegården en militær hovedvagt ved indgangen, dels ved at forbyde sammenstimmel ved begravelser.
Vi har fra vores forfædre arvet den skik, at en kirkegård står åben, når et lig skal begraves. Vores forældres simplere sæder, større religiøsitet, måske også den omstændighed, at de ikke havde byer så store som København er nu, og altså ikke en sådan pøbel, gjorde det muligt at en så højtidelig handling kunne ske offentligt, uden at frygte forargelige optrin. Men i det mindste for København kunne vi allerede for lang tid siden have ændret dette. Udelukket uvedkommende, og derved skaffet vore venners sidste tog til deres hvilested den stilhed, orden, anstændighed, højtidelighed og os selv tillige det så gavnende forædlende indtryk på hjertet, som denne handling bør have og som den i så høj grad kan have. Til skam for os, sker dette på Otahejti og hos andre naturens yngre sønner, mens vi aldeles intet kender til det.
Det samme skændige væsen af uorden, trængsel, skubben, fnisen, gnækken, sludren, slagsmål, nedtrampning af grave og klatren op på monumenter mm. som udgiveren til sin harme var vidne til ved major Andresens jordefærd (og som vel flere gange siden har været gentaget), så han nu i forgårs gentaget i al sin væmmelighed og afskyelighed ved major Langes begravelse.
Denne gang var gravene frosne. Ellers var en stor mængde af dem sikkert også blevet trampet ned. Og til alt held er der på den nye kirkegård hvor graven var, endnu ikke så mange monumenter at bestige for de tankeløse gabere.
Man kan indvende at pragt ved begravelser var hensigtsløs, når det blev forbudt at se den. Hertil er at sige, at der er en endog meget lang strækning fra et sørgehus til indgangen til Assistenskirkegården. På denne kan høj og lav pøbelstimmel, og beboerne af de gader som toget går igennem, til fulde beskue pragten. Det kan aldeles ikke være noget indgreb i hverken publikums eller pøbelens tilskuerrettighed, at man kun fratager dem den lille del af udøvelsen deraf, som de ikke uden at betage det hele sin glans og anstand, kunne nyde.
Udgiveren ved kun en eneste måde hvorpå man kunne give det offentlige synet af den del af jordefærden som foregår på kirkegården. Og det var om en slags terrasse kunne indrettes, hvorfra man kunne se alt hvad der foregik på kirkegården, men på ingen måde komme ind eller ned på samme.
Der skulle være betaling for adgang til en sådan terrasse. For ellers bliver ikke alene trængslen der alt for stor, men der bliver lagt en lille klemme på den fattige dagdriver, på tyende og læredrenge, så de hellere går hjem for at bestille noget og udrette noget, end fordrive tiden i ørkesløshed. Og endelig måtte noget bruges til at vedligeholde terrassen.
Denne del af pøbelen har jo desuden nok at gabe på, og langt mere end i forrige tider. Nu kan den hele tiden uden portene og i byen se det meste af hvad der før blot var at se i to-tre ugers tid i Dyrehaven. Så man kunne snarere ønske at der blev færre end flere gabelejligheder.
Sikke en gevinst for det tænkende menneske, der efter sådant forbud fulgte sin ven til jorde! Hans tanker blev så ikke afledt af noget fra den alvorlige genstand, som han var vidne til. Den omgivende stilhed. De tilstedeværendes uforstyrrede og opmærksomme deltagelse. Selv tomheden og ensomheden af stedet. Præstens da (men ikke nu for enhver af følget) beskuelige handling. Den tryghed og fred som man så de mange andre grave nyde her. Alt dette, forenet med mindet om den afdøde, om vor egen dødelighed, og med en til evigheden henvendt tanke, ville gøre et smerteligt, men et forædlende indtryk på de tilstedeværendes sjæle. Et indtryk, der endog lang tid efter ville holde sig levende.
Nu har man det modsatte. Og følgerne udebliver ikke. For ligesom det er nyttigt at være vidne til at en alvorlig højtidelig handling foretages med den tilbørlige anstændighed, stilhed og mandige tænksomhed, så kan det ikke andet end forårsage et skadeligt indtryk, at denne samme handling bringes til ende uden ro og stilhed. Uden orden og anstand. Uden alvor og tanke. Under grin og fjas, stød og tryk, støj og latter. Mens lumpen snak, eder og tåbeligheder allevegne fra med vold trænger sig ind i øret.
Og denne uværdige, denne umandige vane at behandle alvorlige ting uden alvor, er sikkert ikke den fejl, vi hos os mindst er nødt til at arbejde imod. Den letsindighed, om man tør bruge så mildt et ord, at vende alt til spøg, at ville se alt fra en side, hvor latteren kan finde noget at hæfte på, at undvige al fornuftig og tænksom samtale, er desværre alt for almindelig hos os.
Den nye anordning for disse kirkegårde har glædet alle. Og når engang de deri beskikkede beplantninger vil komme i stand, vil de blive en pryd for stedet. Men enhver som ser hvordan man stimler sammen ved en jordefærd, kan ikke være i tvivl om, at enhver beplantning jo straks i begyndelsen vil nedrives, og hensigten vil derfor fuldstændig glippe.
Det her lovpriste forbud "mod vanhelligelse af jordefærd" vil også i dette stykke være nyttigt mod det. Og dette forbud kunne måske være affattet således, at kirkegården stod åben om søndagen (da der ingen begravelser sker der) for alle. Men at den derimod på andre dage ikke var åben, undtagen for de der betalte 8 til 12 skilling. Og slet ikke ikke på dage, hvor der var bestemt en stor og pragtfuld ligfærd.
Et sådant forbud og uordener af de der bliver lukket ind, kan ikke opretholdes af et par gravere og nogle graverkarle. Det kræver en hovedvagt på 8 til 12 mand, der ved store ligfærd, skulle fordobles eller tredobles. Ligesom kun en enkelt port ad gangen blev brugt.
Udgiveren tør håbe, at det her fremsatte vil blive værdiget opmærksomhed fra de som er de eneste der kan udstede det foreslåede forbud.
(Politivennen nr. 363, 6. april 1805, s. 5769-5777)
Redacteurens Anmærkning.
Artiklen fik en opfølgning i Politivennen nr. 364, 13. april 1805, s. 5789-5791.Otaheiti
Tahiti blev kaldt Otaheiti af Samuel Wallis som kom til øen i 1767. Han opfattede forstavelsen O som en del af øens navn. Det blev allerede rettet på kaptajn Cooks rejse til øen i 1773. Men det har åbenbart taget noget tid at slå igennem i Danmark.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar