(Efter indsendt)
Det sker ikke sjældent at når tæppet falder, enten mellem akterne eller når stykket er slut, så falder det på borde og vælter samme med alt hvad der er på dem. Og når rollen påbyder at stikke eller lade sig stikke ihjel fx ved duel eller i feltslag osv. og tæppet falder og de faldne ikke er langt nok fra det, må de frygte at de endog efter den forstilte død bliver lemlæstet. For ikke at tale om at tæppet virkelig er faldet på personer, som ikke har ligget, men været på benene. Maskinmesteren kunne let forebygge det ved at måle hvor tæppet falder blot 6 tommer inden for samme og så trække en omtrent 2 tommer bred linje som kunne males sort, da man sikkert kunne sætte borde og andet mere tæt inden for samme, samt med sikkerhed lade sig falde der uden nogen frygt for at beskadiges.
Ved samme lejlighed kunne man trække en streg fra hver side foran kulissen som tilligemed den foran kunne udgøre en trekant. Inden for det for måtte alt teaterspil og dans af enkelte personer ske, såvidt som det lod sig gøre. For når en person som hidtil kommer frem i det ene hjørne i baggrunden enten i spillet eller i dansen opholder sig der temmelig længe, mister mange af tilskuerne hvad de ønskede at kunne se og høre, særligt i de loger ved samme side. En anden sag er det når spillet skal ske mellem kulisserne. Men enhver spillede eller dansende person burde nærme sig så meget som muligt ind i denne trekant for at kunne ses og høres af alle tilstedeværende, hvilket ville være meget behageligt.
En besynderlig ting har det også før været med lamperne foran når de blev hejset op. Så gik de alt for højt hvorfor de måtte ned igen, og så igen op og ned nogle gange, til de endelig fik det punkt hvor de forblev, dog næsten altid for højt. Denne tagen op og ned lader nu til at være forebygget. Men uden tvivl er de endnu noget for højt. Indsenderen tror at lamperne burde være på linje med det foranstående træværk for at give al mulig udsigt til teatret, allerhelst for små personer.
Ved den lejlighed kunne også den sidste lampe skjules som kaster sit skin ind i orkestret og skinner dem i øjnene som er på det strøg, da bagbeklædningen som skulle forhindre det er for kort. Man kunne vel tillige erindre at da lamperne er det nærmeste for tilskuernes øjne kunne måske nogen rettelse anbringes ved disse. Man vil ikke foreslå at anskaffe andre, men en høj og en lav ved hinanden ser ikke godt ud, så de kunne sættes således at de højeste kom i midten og side de, som passede bedst derefter.
Hvad suffløren ved syngestykkerne angår, da må man meget forundre sig at de franskes eksempel, som sidst spillede her på teateret ikke er blevet taget i til efterretning, da deres indretninger var ulig meget bedre. Man hverken hørte eller så deres sufflør. Han var nærmere ved dem, som behøvede ham. Han var for dem for dem hvad han burde være, kunne gøre alle de ophøjelser han ville og fandt nødvendigt uden at nogen anden hørte eller så det, end de som alene burde høre eller se det. Langt anderledes er det ved vores syngestykker. Her hører man alting dobbelt, først af suffløren, og siden af den spillende person. Man ser alle sufflørens bevægelser med drejninger fra den ene til den anden side, for at komme de spillede personer til hjælp. Dette kunne være ret godt, så længe man ikke kendte meget bedre. Men da vi nu kender det ulige bedre, må man forundres over at det stadig er ved det gamle.
(Politivennen nr. 543, 24. september 1808, s. 8719-8723)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar