Om Ladbye Kirkegaard

I Herlufsholms sogn findes en kirkegård ved byen Ladby hvis beliggenhed og indskrænkning til de afdødes tal har en bedrøvelig særegenhed at det voldeligt oprører sindet til harm og gru over sådant hvilested for menneskene. Ligene må ifølge lokale dynges på hinanden uden orden og plan som her er umuligt at iagttage. Deraf følger at ligene halvt forrådnede kastes op for at give plads for de andres kortes hvile. Det er dybt indgribende syn at se dette. Man bortvender øjet og forstummer ved digteren dejlige så sande kvad:

"Pynter dødes grave med kærminder skøn!
Da I løn skal have, især indre løn!"

Selv steder her er i hele sin indfatning så skrækkelig at det synes ligesom at naturen har afgivet et misfoster til gemmested for grove forbrydere. Her er fælhed afbildet i sin fuldkomne forfærdelse. Det gamle stengærde om nævnte kirkegård har man i sommer ladet omfatte og støttet nogle alen længere ud. Dette smukke arbejde har givet anledning til at mange dødningehoved hist og her stikker frem og bader sig i solstrålerne, hvilket giver et fornyet syn til harme.

Anmelderen henstiller nu med frimodighed disse sande iagttagelser til vedkommende bemærkelse (som vist vil føle sammen med forfatteren om de engang kom til at stande på dette bedrøvelige sted) og håber ikke forgæves at have nedskrevet disse par linjer som hidrører fra et kærligt hu og sindelag for afdøde.

At henlægge kirkegården på et andet sted, skønnere og bedre, er den eneste og mest korrekte måde at tilråde og anbefale. Og hvor mange steder passende til sådant årværdighedsfulde øjemed kunne ikke findes i Herlufholms yndige egne

(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2963-2965)