I anledning af forordning 29. juli 1814, dens 2. kapitel, § 39, instruks for lærere § 10 og love for børnene i almue- og borgerskolerne i København § 12 der forbyder hårde straffeinstrumenters og indskrænker legemlig strafs anvendelse i skolerne, må det være tilladt at bemærke følgende. I uendelige tider har det været skik og brug at når skolelæreren ikke med formaninger formåede at bringe disciplene til at opfylde deres pligter, så ved hjælp af et hårdt straffeinstrument at tilvejebringe det som ord ikke formåede at udvirke.
Mange af nutidens brave og hæderværdige mænd har erfaret denne behandlingsmåde og påstår næppe at den har skadet deres fysiske, intellektuelle eller moralske dannelse. Det tilstås gerne at en eller anden skolelærer vel har misbrugt sin myndighed over de unge. Men i hvilken stilling i livet findes ikke misbrug? Misbrugen hæver ikke brugen. På disciple af den mere dannede klasse vil formaninger, advarsler og beskæmmende straffe gøre mere indtryk end når disse midler anvendes i skoler hvori de fleste elever er indsatte med tvang. Men hvorledes tør man i vore tider da der i den lavere klasse hjemme så lidt sørges for børnenes moral, smigre sig med ved ord og en galant omgang at kunne virke på børn der glemmer hvad de skylder deres forældre? Frygt for korporlig straf er nok det eneste motiv der afholder sådant et barn fra ikke at opfylde sine pligter. Men ved en discipel at han er fritaget for den førhen brugelige straf, udsættes læreren hvis stilling desuden er kummerlig nok, for drillerier, ja endog forhånelser fra disciplens side.
I flere lærde skoler bruges nu såvidt indsenderen er bekendt, hårde strafferedskaber, og det til disciple hvis bedre dannelse både hjemme og i skolen mindre synes at fordre sådan behandling. Hvorfor bør da disciple i almue- og borgerskoler nyde en galantere behandling end dem?
(Opslag fra en katekismus over det 6. bud i det gamle testamente - du skal ikke bedrive hor).
Læreren der kender disciplen, må jo kunne skønne når en følelig straf er fornøden. Skal han nu for at kunne iværksætte denne først indhente vedkommende foresattes (skolekommissionens?) tilladelse til at give disciplen ris, kommer straffen temmelig sent efter forseelsen og virker altså ikke kraftigt nok på disciplen. Lærerens få fritimer spildes og hans iver for undervisningen kølnes. Er nu disciplen 13, 14 ja vel endog 15 år gammel, hvilket ikke sjældent er tilfældet i aftenskolerne, hvor ubehageligt må det da ikke være læreren at eksekvere straffen med ris der da den sammenbundne ende ikke må benyttes (fx til håndtag) uden tvivl skal bruges til den del af legemet for hvis blottelse enhver vistnok må have aversion. Hvorledes tør man fremdeles vente gode følger af denne straf anvendt på et barn der straks udenfor skolen tillader sig de største uordener fx kaster gadeskarn i ansigtet på sine meddisciple, tillader sig de usømmeligste udtryk, synger de uanstændigste viser, osv. Og en mængde sådanne børn bliver jo nu ved skolekommissionens ædle bestræbelser ført i skolen for om muligt at indhente det forsømte.
Hvilken nytte at anmærke at protokollen når elevens forældre hverken læser dette eller selv hvis dette også sker, ikke bekymrer sig om deres børns fremgang i skolen, men kun passer deres daglige sysler, ja endog begunstiger deres børns forsømmelighed? Overhovedet er sådanne folks børn ingenlunde hjemmevante til en så delikat omgang, som den der nu skal vises dem i skolen. De følger derfor deres egen lyst, forsømmer undervisningen, bestiller intet og driver til liden både for deres sædelighed om på gader og stræder indtil de ved tvang bliver ledsaget til skolen. I stedet for at de før straks af læreren fik en følelig revselse, skal sagen nu meldes vedkommende foresatte osv. Dette leder let til at læreren ser gennem fingre med uordener, det ikke står i hans magt at fjerne alene.
Det nærmeste middel der endnu er levnet læreren, er at lade sådanne disciple sidde over. Men dette indskrænker hans tid for meget. Når legemlig revselse finder sted straks efter undervisningens ophør og ikke i nogen grad grænser til mishandling, kan den næppe gøre nogen af parterne uskikket til arbejde eller forstyrre undervisningens gang. Synet af revselsen vil vel lige så lidt skade den flittige og gode discipel som enhver offentlig eksekution den bedre del af folket. Megen tid og mange ubehageligheder ville derfor spares medlemmerne af skolekommissionen hvis enhver skolelærer når formaninger, hensættelse på et afsondret sted, vanærende bemærkninger i dagbøger og ordene doven eller usædelig på en sort tavle eller nedflyttelse i skolen ikke havde båret frugt, blev tilstået denne sidste ret til med håndtag eller slag på ryggen med en rotting uden forinden at indhente vedkommendes tilladelse at revse disciplenes utilbørlige forhold. Under den betingelse at de i tilfælde af bevislig overlast og mishandling i forhold til forseelsens beskaffenhed, skulle underkaste sig de i forordningen citerede § anførte bestemmelser.
(Politivennen nr. 303. Løverdagen den 20de October 1821, s. 4865-4870).
Mange af nutidens brave og hæderværdige mænd har erfaret denne behandlingsmåde og påstår næppe at den har skadet deres fysiske, intellektuelle eller moralske dannelse. Det tilstås gerne at en eller anden skolelærer vel har misbrugt sin myndighed over de unge. Men i hvilken stilling i livet findes ikke misbrug? Misbrugen hæver ikke brugen. På disciple af den mere dannede klasse vil formaninger, advarsler og beskæmmende straffe gøre mere indtryk end når disse midler anvendes i skoler hvori de fleste elever er indsatte med tvang. Men hvorledes tør man i vore tider da der i den lavere klasse hjemme så lidt sørges for børnenes moral, smigre sig med ved ord og en galant omgang at kunne virke på børn der glemmer hvad de skylder deres forældre? Frygt for korporlig straf er nok det eneste motiv der afholder sådant et barn fra ikke at opfylde sine pligter. Men ved en discipel at han er fritaget for den førhen brugelige straf, udsættes læreren hvis stilling desuden er kummerlig nok, for drillerier, ja endog forhånelser fra disciplens side.
I flere lærde skoler bruges nu såvidt indsenderen er bekendt, hårde strafferedskaber, og det til disciple hvis bedre dannelse både hjemme og i skolen mindre synes at fordre sådan behandling. Hvorfor bør da disciple i almue- og borgerskoler nyde en galantere behandling end dem?
Læreren der kender disciplen, må jo kunne skønne når en følelig straf er fornøden. Skal han nu for at kunne iværksætte denne først indhente vedkommende foresattes (skolekommissionens?) tilladelse til at give disciplen ris, kommer straffen temmelig sent efter forseelsen og virker altså ikke kraftigt nok på disciplen. Lærerens få fritimer spildes og hans iver for undervisningen kølnes. Er nu disciplen 13, 14 ja vel endog 15 år gammel, hvilket ikke sjældent er tilfældet i aftenskolerne, hvor ubehageligt må det da ikke være læreren at eksekvere straffen med ris der da den sammenbundne ende ikke må benyttes (fx til håndtag) uden tvivl skal bruges til den del af legemet for hvis blottelse enhver vistnok må have aversion. Hvorledes tør man fremdeles vente gode følger af denne straf anvendt på et barn der straks udenfor skolen tillader sig de største uordener fx kaster gadeskarn i ansigtet på sine meddisciple, tillader sig de usømmeligste udtryk, synger de uanstændigste viser, osv. Og en mængde sådanne børn bliver jo nu ved skolekommissionens ædle bestræbelser ført i skolen for om muligt at indhente det forsømte.
Hvilken nytte at anmærke at protokollen når elevens forældre hverken læser dette eller selv hvis dette også sker, ikke bekymrer sig om deres børns fremgang i skolen, men kun passer deres daglige sysler, ja endog begunstiger deres børns forsømmelighed? Overhovedet er sådanne folks børn ingenlunde hjemmevante til en så delikat omgang, som den der nu skal vises dem i skolen. De følger derfor deres egen lyst, forsømmer undervisningen, bestiller intet og driver til liden både for deres sædelighed om på gader og stræder indtil de ved tvang bliver ledsaget til skolen. I stedet for at de før straks af læreren fik en følelig revselse, skal sagen nu meldes vedkommende foresatte osv. Dette leder let til at læreren ser gennem fingre med uordener, det ikke står i hans magt at fjerne alene.
Det nærmeste middel der endnu er levnet læreren, er at lade sådanne disciple sidde over. Men dette indskrænker hans tid for meget. Når legemlig revselse finder sted straks efter undervisningens ophør og ikke i nogen grad grænser til mishandling, kan den næppe gøre nogen af parterne uskikket til arbejde eller forstyrre undervisningens gang. Synet af revselsen vil vel lige så lidt skade den flittige og gode discipel som enhver offentlig eksekution den bedre del af folket. Megen tid og mange ubehageligheder ville derfor spares medlemmerne af skolekommissionen hvis enhver skolelærer når formaninger, hensættelse på et afsondret sted, vanærende bemærkninger i dagbøger og ordene doven eller usædelig på en sort tavle eller nedflyttelse i skolen ikke havde båret frugt, blev tilstået denne sidste ret til med håndtag eller slag på ryggen med en rotting uden forinden at indhente vedkommendes tilladelse at revse disciplenes utilbørlige forhold. Under den betingelse at de i tilfælde af bevislig overlast og mishandling i forhold til forseelsens beskaffenhed, skulle underkaste sig de i forordningen citerede § anførte bestemmelser.
(Politivennen nr. 303. Løverdagen den 20de October 1821, s. 4865-4870).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar