29 december 2015

Nok en Klage fra Humlebæk.

Uforvarende kom jeg til at læse Politivennen nr. 409 hvori findes indført skipper H. Schandorphs klage fra Humlebæk over den derværende distriktstoldbetjents ulovlige opførsel. Jeg fandt denne klage så meget mere troværdig og begrundet som samme betjent havde vist en lignende opførsel mod mig. Da min vej engang faldt forbi kroen, kom jeg derind just på en tid da nogle heste som skulle føres til Sverige, blev takseret. 

Hesteprangeren havde 9 heste og spurgte toldbetjenten hvor meget de skulle koste i told, hvorpå denne svarede 40 rigsbankdaler i sølv. Prangeren ytrede da at de 3 af dem ikke var mere værd. Jeg som ikke vidste om han mente hver af dem eller dem alle, sad just og talte med en af mine naboer om det, da jeg efter min ringe forstand syntes at det var for meget for en, men ikke for meget for dem alle. Toldbetjenten som hørte det, kom da hen til mig og spurgte om jeg var kommet her for at taksere heste? Jeg svarede at det var langt fra min bestilling og at jeg kun talte med min nabo. Men uden at veksle flere ord gav han sig til at slå og prygle mig på det grusomste og tilredte mig så ilde at jeg lignede et menneske der var faldet blandt røvere. 

Skønt dette kan bevises med mange vidner, har jeg dog på grund af min fattigdom og ringe formue ladet sagen gå upåtalt. Men da der nu høres flere klager over denne mands opførsel, så har jeg troet også at burde bekendtgøre det der er hændt mig. Og måtte det nu komme i betragtning hos hans høje foresatte således at derved blev udvirket at hver fredelig mand for fremtiden kan blive sikret for sådan behandling var mit og fleres ønske opfyldt.

J. Jensen

Bonde på Kronborg Amt

(Politivennen nr. 415. Løverdagen den 13de December 1823, s. 6711-6712)


Svar fra Humlebæk.

I Politivennen nr.415 har J. Jensen, bonde på Kronborg Amt fremsat en klage over mig. Jeg kan ikke begribe hvorfor denne mand ripper op i en sag som er 1½ år gammel, hvor overfor han ikke før har klaget, og som ikke geråder ham til nogen ære, dersom jeg ikke antager at han har ladet sig forlede dertil af andre, der er fjendtligsindet mod mig og gerne skader mig hos mine foresatte. Da jeg imidlertid temmelig nøjagtig kan erindre hvad der skete, tror jeg ikke at jeg bør tie, men fremsætter det som et modstykke til mandens fortælling.

Bonden J. Jensen var meget beskænket. Han blev af politiet ført ud af kroen og af to bønder som var særdeles utilfredse med hans opførsel, lagt på vognen. Politiet søgte vel at få ham afsted, men flere gange kom han dog af og på vognen og var ikke til at styre. Han kom derefter atter ind i krostuen og begyndte at omtale måden hvorpå hestene blev takseret, hvorved han brugte et udtryk som jeg nu ikke kan erindre mig, men som jeg dengang fandt i det hele at være fornærmende mod toldvæsenet. Og det var først da og derfor at jeg tiltalte ham. Hans naboer som han kalder dem, giver ham det rygte at han i beskænket tilstand er et meget urimeligt menneske.


Humlebæk den 30. december 1823.
Kuhmunch


(Politivennen nr. 418. Løverdagen den 3die Januar December 1824, s. 6755-6756)

Gien Klang fra Humlebech.

Imod Kuhmunchs svar fra Humlebæk i Politivennen nr. 418 den 3. januar 1824 som jeg med fornøjelse læste og fornøjer mig meget at han kan erindre tiden når og hvor det skete. Men det fornærmer mig meget at han ikke bedre kan huske hvorledes det mig sig til formedelst at han skriver i svaret at J. Jensen var beskænket. Altså måtte han vel være ved sin fulde fornuft efter min mening og er dog så glemsom og fortæller blot usandheder, da jeg som fattig bonde holder mig for honet til at sige rendt ud løgn. Men jeg skal bedre forklare hans svar og utyde samme. Hans mening var at dysse mig i søvn, men forgæves, jeg blev mere opmuntret.

Nu vil jeg begynde at utyde og gendrive svaret. Han skriver at han ikke kan begribe hvorfor det varede så længe inden jeg klagede. Det besvares således: På grund af min fattigdom og ringe evne til at holde aviser og Politivennen og andre lignende skrifter, ikke vidste at hans kongelige majestæt og vise råd havde foranstaltet at på så lemfældig en måde at bringe sandhed og uskyldighed for dagen. Det er just ikke sket af uforstand da der dog kan findes en forstandig mand i bondestanden som en bøffelokse i embedsstanden. 

For det andet skriver han at andre af fjendskab skulle have forledt mig til det. Det besvares således efter det gamle ordsprog som man sår skal man høste. Det er hans onde samvittighed som banker i frygt for flere levnedsbeskrivelser. Da jeg ved at jeg ikke er den første og håber ikke heller at blive den sidste. 

For det tredje fortæller han at jeg blev ledt ud af politiet, hvilket er den største usandhed som kan bevidnes om det skal være af 4 til 5 vidner at politiet ikke var i huset den gang. Det havde været at ønske for så havde jeg ikke blevet så behandlet som jeg blev. 

For det fjerde skriver han at de to bønder lagde mig på vognen hvilket er en usandhed. Men hvad skal man sige. Den som engang lærer sig at sige usandhed bliver ved til enden. Men jeg blev af ham så ilde behandlet, og da jeg som er kun en lille svag mand og tillige en krøbling, og han stor og stærk to smed mig i vognen, smed tømmen oven på mig tog pisken, slog på hestene, så de løb med mig. Til al god lykke var det to gamle som var stadige, og jeg fik i tømmen og vendte om igen i tanken at kræve vidner. Men jeg kom ikke før ind af døren og fik ikke talt et eneste ord, før jeg fik selvsamme behandling som før. 

Men jeg fik fat i tømmen igen og vente tilbage igen, for jeg er dannemand og ingen kujon på grund af min natur er således at jeg ikke viger om jeg endog så skal opofre livet for en retfærdig sag. Men da han stod uden for døren og forbød mig at komme ind i kroen, svor jeg at jeg kørte ikke derfra uden jeg fik en snaps som jeg vel kunne trænge til efter sådan behandling. Da gik han ind i kroen efter en snaps til mig og men jeg drak den blev han erindret om af en af de tilstedeværende som så på behandlingsmåden at jeg nok ville søge ham ved lov og ret, men hans svar var at han tier nok som også jeg måtte på grund af min ringe formue da jeg ikke havde så mange penge at jeg kunne fremlægge sagen i retten og desuden ved professor Vindes ikke store kapitaler for en fattigmand. Men at jeg er blevet underrettet om Politivennen af en god ven der i nærheden som var øjensynlig ved behandlingsmåden. At man deri kunne bruge sandhed og uskyldighed for dagens klare lys, da han ikke kan overbevise mig at jeg fornærmede noget menneske med et eneste ord som var i huset uden det som jag har foregivet i Politivennen nr. 415, lørdag den 13. december 1823.

Dette er mit hjertets ønske at enhver ærlig dannemand som elsker sandhed og vil forsvare uskyldighed som læser Politivennen vil lege klagen fra Humlebæk, svaret fra Humlebæk, genklangen fra Humlebæk, ved siden af hverandre og derefter bedømme og jeg har ret eller uret og anvitere det i Politiven, da vil jeg falde eller stå for jeres retfærdige dom, og ikke for hans usandfærdige svar.

Søholm den 19. januar 1824
Underdanigst
J. Jensen
Bonde på Kronborg Amt.


(Politivennen nr. 420. Løverdagen den 17de Januar December 1824, s. 6805-6809)

Redacteurens Anmærkning

J. Jensens svar af 19. januar er særdeles svært at læse, og jeg skal ikke stå inde for at det er korrekt gengivet. Jeg har haft stort besvær med at prøve at finde ud af hvad meningerne egentlig er i sætningerne. Tegnsætningen og ordstillingerne gør i sig selv svaret temmelig vanskeligt at forstå.