Imod Kuhmunchs svar fra Humlebæk i Politivennen nr. 418 den 3. januar 1824 som jeg med fornøjelse læste og fornøjer mig meget at han kan erindre tiden når og hvor det skete. Men det fornærmer mig meget at han ikke bedre kan huske hvorledes det mig sig til formedelst at han skriver i svaret at J. Jensen var beskænket. Altså måtte han vel være ved sin fulde fornuft efter min mening og er dog så glemsom og fortæller blot usandheder, da jeg som fattig bonde holder mig for honet til at sige rendt ud løgn. Men jeg skal bedre forklare hans svar og utyde samme. Hans mening var at dysse mig i søvn, men forgæves, jeg blev mere opmuntret.
Nu vil jeg begynde at utyde og gendrive svaret. Han skriver at han ikke kan begribe hvorfor det varede så længe inden jeg klagede. Det besvares således: På grund af min fattigdom og ringe evne til at holde aviser og Politivennen og andre lignende skrifter, ikke vidste at hans kongelige majestæt og vise råd havde foranstaltet at på så lemfældig en måde at bringe sandhed og uskyldighed for dagen. Det er just ikke sket af uforstand da der dog kan findes en forstandig mand i bondestanden som en bøffelokse i embedsstanden.
For det andet skriver han at andre af fjendskab skulle have forledt mig til det. Det besvares således efter det gamle ordsprog som man sår skal man høste. Det er hans onde samvittighed som banker i frygt for flere levnedsbeskrivelser. Da jeg ved at jeg ikke er den første og håber ikke heller at blive den sidste.
For det tredje fortæller han at jeg blev ledt ud af politiet, hvilket er den største usandhed som kan bevidnes om det skal være af 4 til 5 vidner at politiet ikke var i huset den gang. Det havde været at ønske for så havde jeg ikke blevet så behandlet som jeg blev.
For det fjerde skriver han at de to bønder lagde mig på vognen hvilket er en usandhed. Men hvad skal man sige. Den som engang lærer sig at sige usandhed bliver ved til enden. Men jeg blev af ham så ilde behandlet, og da jeg som er kun en lille svag mand og tillige en krøbling, og han stor og stærk to smed mig i vognen, smed tømmen oven på mig tog pisken, slog på hestene, så de løb med mig. Til al god lykke var det to gamle som var stadige, og jeg fik i tømmen og vendte om igen i tanken at kræve vidner. Men jeg kom ikke før ind af døren og fik ikke talt et eneste ord, før jeg fik selvsamme behandling som før.
Men jeg fik fat i tømmen igen og vente tilbage igen, for jeg er dannemand og ingen kujon på grund af min natur er således at jeg ikke viger om jeg endog så skal opofre livet for en retfærdig sag. Men da han stod uden for døren og forbød mig at komme ind i kroen, svor jeg at jeg kørte ikke derfra uden jeg fik en snaps som jeg vel kunne trænge til efter sådan behandling. Da gik han ind i kroen efter en snaps til mig og men jeg drak den blev han erindret om af en af de tilstedeværende som så på behandlingsmåden at jeg nok ville søge ham ved lov og ret, men hans svar var at han tier nok som også jeg måtte på grund af min ringe formue da jeg ikke havde så mange penge at jeg kunne fremlægge sagen i retten og desuden ved professor Vindes ikke store kapitaler for en fattigmand. Men at jeg er blevet underrettet om Politivennen af en god ven der i nærheden som var øjensynlig ved behandlingsmåden. At man deri kunne bruge sandhed og uskyldighed for dagens klare lys, da han ikke kan overbevise mig at jeg fornærmede noget menneske med et eneste ord som var i huset uden det som jag har foregivet i Politivennen nr. 415, lørdag den 13. december 1823.
Dette er mit hjertets ønske at enhver ærlig dannemand som elsker sandhed og vil forsvare uskyldighed som læser Politivennen vil lege klagen fra Humlebæk, svaret fra Humlebæk, genklangen fra Humlebæk, ved siden af hverandre og derefter bedømme og jeg har ret eller uret og anvitere det i Politiven, da vil jeg falde eller stå for jeres retfærdige dom, og ikke for hans usandfærdige svar.
Søholm den 19. januar 1824
Underdanigst
J. Jensen
Bonde på Kronborg Amt.
(Politivennen nr. 421. Løverdagen den 24de Januar 1824, s. 6805-6809)
Redacteurens Anmærkning
Artikler i denne meningsudveksling: Nr. 415, 13. december 1823, nr. 418, 3. januar 1824 og 420, 17. januar 1824.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar