Indsenderen nedskriver ikke disse linjer uden en ubehagelig følelse da det i sandhed ville være en sørgelig erfaring om de offentlige autoriteter måtte have så lille tillid til den danske borger der i umindelige tider er kendt for sit fredelige sindelag, at de må frygte stokkeprygl af ham i deres embedsfunktioner. Det skete nemlig at en mand som havde forretninger at afgøre med den kongelige administrerende direktion for Københavns Fattigvæsen, trådte ind i nævnte velbemeldte høje direktions lokale med en stok i hånden som han imidlertid satte fra sig før han nærmede sig den eneste af direktionens medlemmer tilstedeværende direktør, hr. major Mangor.
Men til mandens, ja uden tvivl til enhvers forundring, indkaldte hr. major Mangor buddet og gav ham en alvorlig irettesættelse fordi han havde tilladt den ovennævnte mand at gå ind med en stok i hånden, idet hr. majoren da den indtrådte bemærkede at han ikke deri fandt noget usømmeligt, anmærkede "at man jo ikke kunne vide om de ville bruge den - stokken - mod os." Det må overlades til ham at afgøre om hr. majoren foruden sig selv hermed tillige mente de øvrige medlemmer af direktionen eller - for han talte jo i flertal - blot sig selv og buddet, som hvilket ovenfor er bemærket, var de eneste tilstedeværende.
Men indsenderen tør forsikre at den mand det her drejer sig om som dagligt går med stok - hvorfor der altså er så meget mindre formodning for at han just førte den med sig som et våben mod hr. major Mangor - ikke havde medtaget eller ville gøre brug af den i en ond hensigt og ikke engang som et forsvarsmiddel. Ligesom man også tør være forvisset om at enhver dansk borger har så megen agtelse for lovene og de autoriteter som i hans majestæts navn beklæder embeder i staten, at han ikke ville forgå sig i den grad at han selv om han måtte føle sig fornærmet, på en så pøbelagtig måde ville tage sig selv til rette. Og det så meget desto mindre så længe man ad lovlige veje kan få fyldestgørelse for enhver forurettelse, den være begået af høje eller lave.
Dette være sagt til hr. major Mangors trøst og beroligelse, så at han selv om der gives nogen grund til misfornøjelse med hans forhold, uden frygt kan udøve sine embedsforretninger og lade enhver som måtte finde nytte eller fornøjelse af at bære stok, der desværre for mange individer er et nødvendigt rekvisit, beholde et sådan hos sig, hvorved han ikke udsættes for at blive berøvet denne enten ved at overlade den i fremmede hænder eller endog uden nogen bevogtning stille den til pris for tyvehånd.
(Politivennen nr. 821, Løverdagen den 24de September 1831, s. 661-664)
Men til mandens, ja uden tvivl til enhvers forundring, indkaldte hr. major Mangor buddet og gav ham en alvorlig irettesættelse fordi han havde tilladt den ovennævnte mand at gå ind med en stok i hånden, idet hr. majoren da den indtrådte bemærkede at han ikke deri fandt noget usømmeligt, anmærkede "at man jo ikke kunne vide om de ville bruge den - stokken - mod os." Det må overlades til ham at afgøre om hr. majoren foruden sig selv hermed tillige mente de øvrige medlemmer af direktionen eller - for han talte jo i flertal - blot sig selv og buddet, som hvilket ovenfor er bemærket, var de eneste tilstedeværende.
Men indsenderen tør forsikre at den mand det her drejer sig om som dagligt går med stok - hvorfor der altså er så meget mindre formodning for at han just førte den med sig som et våben mod hr. major Mangor - ikke havde medtaget eller ville gøre brug af den i en ond hensigt og ikke engang som et forsvarsmiddel. Ligesom man også tør være forvisset om at enhver dansk borger har så megen agtelse for lovene og de autoriteter som i hans majestæts navn beklæder embeder i staten, at han ikke ville forgå sig i den grad at han selv om han måtte føle sig fornærmet, på en så pøbelagtig måde ville tage sig selv til rette. Og det så meget desto mindre så længe man ad lovlige veje kan få fyldestgørelse for enhver forurettelse, den være begået af høje eller lave.
Dette være sagt til hr. major Mangors trøst og beroligelse, så at han selv om der gives nogen grund til misfornøjelse med hans forhold, uden frygt kan udøve sine embedsforretninger og lade enhver som måtte finde nytte eller fornøjelse af at bære stok, der desværre for mange individer er et nødvendigt rekvisit, beholde et sådan hos sig, hvorved han ikke udsættes for at blive berøvet denne enten ved at overlade den i fremmede hænder eller endog uden nogen bevogtning stille den til pris for tyvehånd.
(Politivennen nr. 821, Løverdagen den 24de September 1831, s. 661-664)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar