15 september 2016

Findes hos os ogsaa Obscuranter blandt Mosaisterne?

Vi ved at zelotisme og obskurantisme hører til dagens orden blandt os kristne her og i Tyskland. At noget lignende finder sted hos jøderne, synes klart af sådanne ytringer som de der findes i Politivennen nr. 851 under overskriften "Spørgsmaal til hans Høiærværdighed Hr. Dr. Wolff, Pastor ved den mosaiske Menighed." Det hedder her at det ikke kan være ligegyldigt for dem som fra barndommen er oplært i deres forfædres uforfalskede tro med dens ceremonier, af denne har lært at føre en retskaffen vandel og ved den er blevet tilfredse og lykkelige at de nu enten må afvige fra de allerede rodfæstede begreber eller undvære den trøst at besøge Guds hus.

Man må her med al føje spørge: hvad har enkelte gamle ceremonier med troen at bestille? Dr. Wolff vil jo ikke afskaffe troen, men nogle uvæsentlige ceremonier og derimod indføre en anstændig og opbyggende koralsang, i stedet for den stygge uharmoniske sang som hidtil fandt sted i synagogerne. Han vil næppe afskaffe noget som har hjemmel i Guds ord, men vel nogle menneskelige indretninger som kun grunder sig i Talmud og andre rabbinske skrifter. Fx oplæsning af visse bønner på visse festdage. (Om Col nidre, forsoningsdagen mm. se Eisenmengers entdecktes Judenthum hvor mange forældede sædvaner og talmudiske vildfarelser hvoriblandt de skadende og forkastelige reservationes mentales ved edsaflæggelse). 


I oldtiden ofrede jøderne til Gud: De havde forsoningsofre, vellugtende røgofre, madofre etc. Når disse og flere ceremonier kunne afskaffes uden skade for troen og de troende, hvad kan da hindre afskaffelsen af mindre vigtige, eller endog upassende? I Berlin satte de såkaldte rettroende jøder sig også imod enhver forbedring i gudsdyrkelsen, hvorfor den preussiske regering blev nødt til at afstå fra sine prisværdige foretagender og hensigter og måtte lukke det nye tempel hvor guddommen dyrkedes på en værdig og for vores tidsalder mere passende måde. For at ikke noget lignende skal indtræffe i Danmark som hin indsender tydeligt truer med, var det vel bedst at en af de mindre synagoger forblev åben til brug for mere samvittigheds- eller fordomsfulde som ikke vil besøge den nye synagoge. 


J. L. Petersen.


(Politivennen nr. 852, Løverdagen den 28de April 1832, s. 288-290) .



Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på "Spørgsmaal til hans Høiærværdighed Herr Dr. Wollf, Pastor ved den mosaiske Menighed." (Politivennen nr. 851, Løverdagen den 21de April 1832, s. 271-273) .  Den besvares i "Gjentagen Anmodning til Herr' Dr. Wolf, det mosaiske Troessamfunds Præst." (Politivennen nr. 852, lørdag den 5. maj 1832, s. 297.) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar