Uordener.

2) En fæl, natteroen forstyrrende støj gøres overalt i staden af de folk som udfører natrenovationen som med vedkommende vægter, trampen med træsko, og en voldsom banken med baljen på vognfjælens kanter, vækker såvel syge som sunde i huset samt hos naboer og genboer. Denne uorden kunne om ikke ganske hæves, dog betydelig formindskes når det alvorligt pålagdes karlene at fare mere lempeligt afsted, og især ved at befale dem at væde baljerne før de bruges. Herved vilde de lettere slippe deres indhold og den stærke banken på gaden ved nattetid undgås. Hvilket atter måtte være til besparelse på redskaberne der må lide meget ved sådan voldsomhed.

(Politivennen nr. 937, Løverdagen, den 14de December, 1833. Side 850) 

Ønske om Forbud mod Salget af Knaldsølv-Bonbons, dito Fidibusser etc.

Motto: Homines nihil agendo, male agere discunt.
 
Vist nok i den forudsætning at ovennævnte knaldartikler og deres slægtning er uskadelig, har man yndet dem som stof til spøg i vores bedrøvede tid. Skal elskerinden have lidt slik, må der nødvendigvis være knald i. Og skal hun fænge elskerens pibe, rækker hun ham - en knaldfidus. Ligesom cronique scandaleuse omtaler ægteskaber, hvori kærlighedsstoffet er fordampet og i dets sted er opstået ligegyldighed, trættekærhed og anden kærligheds forgift der bragte eksplosion som også har afgivet knald og smæld, således bringer man ligeledes kun sølvet til at knalde ved at tilsætte det gift, nemlig skedevand foruden stødt glas der når det kommer i øjnene, er meget skadeligt, hvorpå hr. Dominico Capozzis fysiske blindhed er et meget sørgeligt bevis.

For nogle dage siden blev i et selskab en mands øjne (såvidt indsenderen ved en løjtnants) ilde tilredt ved det at der blandt de til pibernes tænding henlagte fidibusser fandtes en med knaldsølv i. For at forebygge lignende ulykker i fremtiden ønskes at et forbud mod salget af nævnet knaldartikler måtte ske *). Skønt besparelsen af det dertil medgående sølv vel ikke vil bidrage til at man ser mere sølv i omløb end nu for tiden, eller at kvartalskursen omsider sættes al pari, håber man dog at vedkommende overvejer dette ønske.

*) et sådant forbud eksisterer visseligen. Udg.

(Politivennen nr. 937, Løverdagen, den 14de December, 1833. Side 848-849) 

Redacteurens Anmærkning

Domenico Capozzi (1792-1862) var en italiensk født hofviktualiehandler der mistede synet ved et ulykkestilfælde. Han kom til København i 1816 som kammertjener hos den italienske charge d'affaires. Han var formentlig kendt fordi han handlede med makaroni, ost, tørrede frugter mm. Og som sådan ragede han uklar med urtekræmmerne. 

Velmeent Anmodning til S. T. Hr. Major v. Hellesen, Exerceerinspecteur for det borgerlige Infanterie.

Når borgerkorpsene eller afdelinger af samme, udfører en eller anden tjenstforretning, omgives og iagttages de sædvanligvis af en mængde tilskuere af alle stænder. Desto ubehageligere er det når der da indtræffer noget der synes at støde an imod den orden og disciplin der bør finde sted ved ethvert militært dannet og veløvet korps. Således var det tilfældet ved den agtede og alment yndede kaptajn Mandras begravelse på Holmens Kirkegård, torsdag den 12. dennes at adskillige af det paraderende mandskab efter at  geværet var ladet til første salve, ugenert tog sig en frokost af spise-og drikkevarer som deres civilklædte bekendte tilbragte dem. Da man aldrig ser sådant hos det kongelige militær, måtte det betragtes med mishag, såvel af militære som ikke militære tilskuere, og det så meget som sådant foregik ved en ligparade og midt under præstens tale over den afdøde. Det er derfor man henvender sig til Dem, hr. major! hvis iver for at skaffe den unge borger færdighed i sit våbens brug er almindelig kendt og påskønnet, med anmodning om at De tillige ville underrette ham om hans andre militære pligter når han er under gevær eller i tjenstforretninger - at De ville indskærpe ham at når han i tjenesten eller på sin post fordrer samme magt og myndighed som soldaten, bør han også vise en soldaterlig opførsel - og endelig at gøre ham begribeligt at god orden og disciplin ikkenedværdiger den subalterne, men tværtimod hædrer såvel ham som hele det korps til hvilket hans majestæt ikke sjældent betror sit palæs bevogtning og på hvilket stadens indbyggere håber trygt i farens stund.

Som en for ikke-militære minde betydelig, men dog påfaldende uorden, bemærkes at enkelte infanterister tog patronerne op af deres bukselommer, i stedet for at patrontaskerne hvori de egentlig bør bæres.

(Politivennen nr. 937, Løverdagen, den 14de December, 1833. Side 841-843) 

Uordener.

2) Udenfor huset nr. 142 Vingårdsstræde er nogle af bandurstenene så skævt liggende at de giver anledning til farlige fald og endnu værre vil det blive når frost indtræffer. De er sunket sammen med et stykke af den øvrige brolægning efter at der på stedet tidligt i sommeren gravedes efter vandrender. Det kunne vel anses for rigtigt om man således som det nu ellers sker hvor større strækninger i samme anledning opgraves, og så lod sådanne mindre stykker henstå i nogen tid indtil jordsmonnet havde nået den fornødne fasthed og da først gav de dem den fornødne bro. Derved ville dette i flere henseender fatale om-igen undgås og fald og stød forhindres.

(Politivennen nr. 934, Løverdagen, den 23de November, 1833. Side 793-794)  

Et Exempel paa kvindelig Barbarisme.

(Nihil humanum a me alienum puto)

Onsdag den 13. november var indsenderen heraf vidne til en oprørende scene hvis offentliggørelse han imidlertid har udsat under den forventning at en anden måske måtte føle sig opfordret til at påtage sig dette. Da han nemlig om middagen kom forbi porten på gården nr. 37 på hjørnet af Klosterstræde og Skindergade, mødte der ham fra denne port et hvinende skrig som kom fra en lille fattig slet klædt dreng, der med begge hænder holdt til det ubedækkede hoved af hvilket blodet trængte frem så at håret for en del var sammenklæbet og trøjekraven samt ansigtet ligeledes plettet deraf. Det var naturligt at han gik hen til barnet for at erfare det forefaldne, ligesom også porten snart blev fuld af andre deltagende, og han hørte da at en pige som skal hedde Cecilia og tjene i kælderen på nævnte sted hos urtekræmmer Faber, havde slået drengen således i hovedet med et kobberkar.- Nogen grund hertil vides ikke. men om end en sådan har været for hånden, kan den dog sikkert ikke have været gyldig nok til en så barbarisk egenmægtig fremfærd mod et stakkels fattigt barn der måske ikke engang har nogen forsvarer. Sikkert må den væsentligste grund søges i et arrigt sind, hvilket formodning en anden piges ytring: "Sådan er hun altid" synes at bekræfte. - Drengen hoved blev vasket af en tilstedeværende konge. Men hans videre skæbne er indsenderen ubekendt, skønt han rigtig nok har hørt at drengen skal være rigtig nok har hørt at drengen skal være blevet forvildet i hovedet. I ethvert tilfælde er handlingen imidlertid af den beskaffenhed at den ikke bør lades upåtalt hvorfor det også her er sket dels for at fattige børn kan advares for dette fruentimmer, dels for at hun kan lære forsigtighed for fremtiden. Men skulle denne hensigt ikke opnås, da er dog herved gjort en gavnlig begyndelse til hendes karakteristik som indsenderen håber fortsat af andre hvis hendes fremtidige opførsel hertil skulle give tilstrækkeligt stof.

(Politivennen nr. 934, Løverdagen, den 23de November, 1833. Side 788-790)  

Slet Passage ved Holmens-Interimsbro.

Indsenderens daglige passage fra Christianshavn over Holmens Interimsbro har gjort ham opmærksom på en for alle passerende ved sidst nævnte bro særdeles ubehagelig omstændighed, at indgang til broen fra slotspladsen er så omspærret med urenlighed at man kun med stor møje og ikke uden at blive særdeles snavset formår at passere dette sted. At dette ikke er anderledes, et meget naturligt, da al passage og færdsel fra og til Christianshavn i almindelighed går forbi her, og den for nogle år siden begyndte brolægning af slotspladsen (det er just ikke så let at indse hvorfor), kun nåede til denne bro. Dersom ærede vedkommende ville godhedsfuldt tage i betragtning at en plads som Christiansborg Slots burde fremfor andre steder i København være i proper stand - da den i modsat fald står i ubehagelig disharmoni med det prægtige slot - så ville det vist findes hensigtssvarende om en makadamisering eller endog blot opfyldning kunne finde sted her indtil den egentlige bro blev færdig da derved både passagen såvel som pladsen ville vinde i renlighed.

x x .....

(Politivennen nr. 934, Løverdagen, den 23de November, 1833. Side 787-788)  

Mangel paa Smør i Ousted Kro.

I disse dage har en rejsende som ved midnatstid kom til Osted Kro, været så uheldig ikke kan kunne få nogen slags varm drik som dog i den rå årstid er så nødvendig og gavnlig for sundheden, især når man har rejst hele aftenen og halvdelen af natten, og som det uden tvivl påligger gæstgiverne at skaffe de rejsende til hvilken som helst tid af dagen det forlanges. Ikke engang en kop te var at få, uagtet gentagne anmodninger til en af tjenestepigerne som først satte kedlen over ilden da man havde ventet en halv time og ikke længere kunne vente med at stige på vognen. Dog ikke nok med det. Husets uformuenhed var så stor at man ikke var i stand til at få et par stykker smørrebrød, fordi pigen ikke var i besiddelse af så meget smør som behøvedes til det. Man måtte altså tage til takke med tørt brød. 

Lignende uregelmæssigheder som findes i andre kroer ved Roskildevejen, anbefales også til vedkommende autoritets opmærksomhed, fx mangel på nogenlunde rigtige ure der ofte afviger et kvarter, ja en halv time fra hovedstadens. I Krebshuset var klokken onsdag middag næppe kvart i tolv i gæstestuen, mens den allerede var halv et i gæstestuen, hvilket sidste var det rette. På offentlige steder især hvor kvarterer eller halve timer fra eller til ofte er af største vigtighed for en rejsende, er det højst nødvendigt at urene viser nogenlunde nøjagtigt, for når de laver aprilsnar med folk i november måned er det bedre at de er helt væk. 

(Politivennen nr. 933, Løverdagen, den 16de November, 1833. Side 774-776)  

Bøn om en Muur for endeeel af Assistencekirkegaarden.

Derfra hvor muren slipper ved Falkoner Alle er hegnet rundt om op til den nye frijordskirkegård så åbent de fleste steder at både mennesker og kreaturer med lethed kan komme derover, og indsenderen har flere gange set både børn og hunde fra alleen løbe igennem disse åbninger ind på kirkegården. Det var derfor at ønske at en mur snarest muligt måtte komme til at afløse dette mådelige hegn som i grunden aldrig kan være noget værn om en kirkegård. Så vidt indsenderen ved, er der for Helligånds og Trinitatis sogn af magistraten købt et stykke jord ovenfor den gamle frijordskirkegård til familiebegravelser. Dette burde også indhegnes med en mur, for mange familier køber vist nok hellere en familiegravsted ved en sådan mur end ved en grøft, hvorpå et så mådeligt hegn befindes. Da vedkommende kirkepatroner sikkert må betale en høj pris for sådanne jordstykker, som udlægges til kirkegård, og familierne ligeledes betaler deres gravsteder dyr, so synes det i overensstemmelse med ret og rimelighed at de vedkommende sørgede for en murs opførelse. 

Der klages også med grund over den mængde vand som altid samler sig på kirkegården så at man ikke sjældent ser en nylig opkastet grav halv fuld af vand. Da nu mange ikke ønsker at se deres venner eller pårørende druknes efter døden, men hellere så dem have det på det tørre, tillader man sig at spørge om det ikke var muligt ved grøfter at aflede vandet fra kirkegården. Da vore landmænd og bønder får belønning af det kongelige landhusholdningsselskab for at aflede skadeligt vand fra deres jorder, mener man ikke dette er umuligt.

(Politivennen nr. 933, Løverdagen, den 16de November, 1833. Side 772-774)  

Anmodning til Eieren af Stedet Nr. 32 paa Hjørnet af Compagni- og Hyskenstræde.

Hr. vært! Da den mængde sjovere og gamle kællinger der næsten daglig plejer sin magelighed i Deres gadedør, dels ved at spise frokost, dels ved at tage en middagslur osv. snart forulemper de ind- og udgående, ville De meget forbinde Dem Deres lejere ved i fremtiden at formå disse, sikkert ubudne gæster til at opsøge sig et mere belejligt sted for sådanne forretninger.

(Politivennen nr. 931, Løverdagen, den 2den November, 1833. Side 745-746)  

Hyskenstræde set mod Naboløs. Kompagnistræde krydser ved det bleggule hus (ved stopforbudsskiltet. Læderstræde (uden for billedet) krydser mod venstre. Eget foto, 2016
 

Redacteurens Anmærkning

Måske tager skribenten fejl? Nr. 32 var på Politivennens tid hjørnet af Læderstræde og Hyskenstræde. 1845 blev den delt i 32 A (Læderstræde 36, opført 1799) og 32 B (Hyskenstræde 9, opført 1834). 

Knald og Skræk paa Kjøbmagergade.

Da det 2. livregiment onsdag aften marcherede ind fra præsentationen på Fælleden, hørte man et geværskud på Købmagergade og et ditto i Løvstræde, hvorved mange i nærheden blev forskrækket. Så vidt vides har det altid været skik og brug hos de militære at afskyde ladningen af deres våben på øvelsespladsen og ikke bringe disse ladte ind i staden, hvorved der let kan afstedkomme skade. At denne gode gamle skik blev opretholdt ville vist nok være ønskeligt, om end endog ikke hidrørte fra nogen parolebefaling, hvorom anmelderen er uvidende. 

Men at skikken er gammel, tror han at finde et bevis på i følgende anekdote. "Ved slutningen af en manøvre og før indmarchen fandtes i batterierne nogle ladte kanoner som ikke kunne affyres under manøvren. Den kommanderende kaptajn henvendte sig derfor til den øverstbefalende med spørgsmålet om han måtte lade de ladte kanoner blive affyret. Men svaret blev Nej! Kaptajnen tav, men da han efter et øjebliks ophold gentog sin anmodning og tilføjede at det altid havde været skik at de ladte, men under manøvren ikke affyrede kanoner før indmarchen blev afskudt, fordi ladningens udtagelse siden forårsagede mere ulejlighed end krudtet der af fugtighed og slam var ødelagt, turde være værd, svarede befalingsmanden: "Ja, so machen Sie es, nur aber so leise als möglich!"

(Politivennen nr. 927, Løverdagen, den 5te October, 1833. Side 677-678)  

Anmodning til Hr. Hørkræmmer Ebbesen.

Ejeren af huset nr. 57 på hjørnet af Vestergade og volden, hr. urtekræmmer Ebbesen, ville meget forbinde sig sine lejere og andre der har forretninger hos dem, dersom han i fremtiden ville rense sin gadedør for den mængde sælgekællinger og piger der hyppigt, til stor ulempe for de ind- og udgående, tager stade der, og ofte optager hele forstuen. At man må være ængstelig for at træde ind i et sådant hus som desuden ikke udmærker sig ved renlighed, kan enhver let begribe der kender den slags mennesker. Og indsenderen har også ofte der været vidne til sande Gammelstrands-scener, ja endog set nævnte damer kæmme deres hår hvorved der da let kan falde dit og dat af.

At sådant må skræmme enhver fra huset der nødvendig må komme der, indses sikkert af hr. Ebbesen selv, som forhåbentlig nu vil sætte en skranke for dette uvæsen, da han er gjort opmærksom på det.

(Politivennen nr. 927, Løverdagen, den 5te October, 1833. Side 676-677)  

Redacteurens Anmærkning

Vestergade 57/Vestervold 57 blev 1868 sammenlagt med nr. 58 og i 1906 indbefattet i 276. Den nuværende adresse er Frederiksberggade 40, Rådhuspladsen 45-47 og Vestergade 37, og bygningen eksisterer ikke længere. Der findes et foto fra 1880 af området (Før og Nu, 1915), men det er usikkert om ikke de bygninger man kan se på dette, er af nyere dato.

Ytringer af Landboeven til en Ven paa Landet.

Du studsede ved min ytring: At Christianshavn er lidt vel meget stedbarn. Jeg skal imidlertid bevise at det er tilfældet, og det påstående som følger:

Christianshavn har i sin midte en offentlig bygning - desværre  helt nødvendig for det offentlige, nemlig Straffeanstalten: Forbedringshuset. Hvorvidt dets indre svarer til navnet, kender jeg ikke, men det ved jeg at jeg - og vist flere med mig - med indignation har set og hver dag ser hvor højlig dets ydre trænger til forbedring da det forside i mere end et århundrede ligger som ruin - et vidne om dets forrige indbyggeres helt mådelige forbedring - til betydelig vansir for hovedstadens søsters eneste offentlige plads. Og husets bagside ud til St. Annægade ligner mere end røverborg end en offentlig bygning. Af mangel på evne til at se denne lidet til bedste, kan det ikke være. At den tilsidesættes så meget, må altså være af en slags ligegyldighed, som om den kunne være god nok for Christianshavns commonpiple, og sådan anskuelse forekommer mig dog at være lidt stedmoderlig.

Videre er christianshavnerne ved deres afsides beliggenhed så temmelig udelukkede fra de mange forfriskende spadsereveje omkring dens heldigere ældre søster København, der oven i købet har den skønne Rosenborg Have inden for sine volde. Christianshavnerne har derimod kun den magre Ærtekedel at rekreere sig på, da de endog til dato er afskårne fra den frie spadseren på den vold som omringer Christianshavn. I stedet for at volden omkring København tilbyder dens indbyggere den nydeligste spadseretur i skident og vådt vejr - må det ellers være lidt stedmoderligt at forholde den fattige sin så godt som eneste tilflugt? Med mindre det efter nogles mening kun skulle bero på christianshavnernes egen fejlagtige indbildning om at være udelukkede. Noget som imidlertid de herrer skildvagter - måske af misforståelse - af og til giver næring.

Fremdeles er Christianshavns gader, på Torvegade og Nobelgade ved Vandet nær, så jammerligt brolagte at det næsten var et halsbrækkende arbejde at befare dem, indtil man for kort tid siden fandt på at makadamisere hullerne for på en måde ligesom at trylle christianshavnerne ind i paradis. Men dersom Christianshavn som er at formode, bærer en ligelig andel af brolægningsudgifterne, burde den vel også nyde ligelig andel af frugterne deraf. Det modsatte er stedmoderligt.

Det ville ikke være vanskeligt at opregne flere data. Dog alle disse er mindre poster end den jeg nu til slut vil berøre. Den vedrører ikke alene Christianshavn, men hele København og afgjort hele landet i en stor målestok. Det spørgsmål har nemlig ofte og dybt trængt sig på min tanke: Hvorfor det offentlige årligt vil bortkaste tusinder på at forspilde landet hundrede tusinder? At dette til dato sker, skal jeg bevise og at det i mange år er sket, er ligeså uimodsigeligt. Men netop i disse tider hvor ølandet Danmarks, havets den evige bruds, velstandskilde, handel hvert år mere og mere tilstoppes, og næringsløshed af den grund mere end nogensinde før føles og beklages i alle stænder, må det være af største vigtighed for landet og hver af dets borger at benytte de rigdomskilder der haves i landet selv, og åbne nye når muligt måtte være. Til en sådan, og - hvorfor ikke - til enhver tid er det højst besynderligt at renovationen fra hele København med meget forhøjet årlig bekostning skal bringes fra fx Østerport helt igennem byen over Slotsholmen, hele Christianshavn igennem ud på Amager, for der at ligge uvirksom da der for længst er større beholdning af gødning - agerdyrkningens grundpille - end amagerne kan forbruge i mange år. Imens må sjællænderen betale 24 skilling pr. læs når han fra byen vil hente nogen god gødning. 

Umiddelbart ville staden årligt spare nogle 1.000 rbd. på udførslen af renovationen ved i stedet for den hidtil brugte milelange vej, at transportere 2/4 part ud af Østerport, 1/4 part ud af Nørre- og 1/4 part ud af Vesterport, samt at lade amagerne nøjes med christianshavnernes gødning. Selv om dette er den magreste part, så er Amagerland spækket nok allerede, og har desuden en temmelig rundelig beholdning for langt tid. Sandelig er vigtigheden og sandheden af dette anførte så iøjnefaldende at man vanskelig kan beskrive hvorfor ikke alene Christianshavns, men hele Københavns luft hver aften og nat skal inficeres dobbelt, ja firedobbelt ved denne færdsel, i stedet for at skille sig af med dette nødvendige onde ad korteste vej og oven i købet derved forvandle til et uberegneligt gode for en stor del af Sjælland, hvad amageren i sin bugnende overflødighed nu næppe takker for. At den gamle skik eller slendrian vel i dette som i så mange andre tilfælde vil møde med nogen indsigelse, hvem kan tvivle derom. Men der er for mange fornuftige, som nu tænker over landets velfærd, landbovæsenets fremme, til at kunne antage at disse betydningsløse indvendiger længe skulle kunne forhindre en for landet så såre vigtig forandring.

Plads til beholdningerne uden for portene ville snart være fundet. Og beholdningerne der næppe få tid til at blive så besværlige for naboerne som hovedbeholdningen hidtil på Amager. Således synes den kongelige grønlandske handels - så vidt vides - for tiden aldeles ubenyttede reberbane udenfor Vesterport, som strækker sig langt ned mod havet, straks at tilbyde en ret bekvem plads der, ligesom byens sandgrav ved Nørreport. Da Nørreport nu allerede i lang tid lang har været åben hele natten, vil det forhåbentlig så meget mindre falde vanskeligt for toldvæsenet at afgive den fornødne besætning til de 2 andre porte, som eksemplet nu engang er givet. Og toldpersonalet er desuden så rigelig kompletteret nu, fremfor i de dage da hovedstadens handel var i flor. 

Kort sagt, hindringerne er kun bagateller, men iværksættelsen heraf må blive landet en mægtig guldgrube, som kunne bøde noget på dets slappe handel, hvis tiltagen og flor landbovennen med sand glæde skulle se sit fædreland i besiddelse af. Dixi et liberavi animam meam - for at man ikke længere skal kunne møde os med den argumentation: volenti non fit injuria. Og hermed lev vel for denne gang! Det er dig ikke ubekendt at der under min paryk af og til har spøgt en og anden lignende stor ide, som muligvis, modnet i tiden, kan træde for lyset. Din og dine brødres velmenende ven. p

(Politivennen nr. 927, Løverdagen den 5te October 1833, s. 663-669)  

Redacteurens Anmærkning

"Ærtekedel" er en forvanskning og fordanskning af "Erdkehlgraven". Da Nyværk blev anlagt i slutningen af 1600-tallet blev en del af vandområdet over Refshalegrunden afskåret fra Øresund. Navnet er sammensat af to tyske ord: Erd (jord) og Kehl (strube). Området gik fra Bådsmandsstrædes Ny Artilleri Kaserne til Batterierne Qvintus og Sixtus. Den forsvandt da Nyholm blev fuldt udbygget.

"Dixi et liberavi animam meam" betyder jeg har talt og frelst min samvittighed. "Volenti non fit injuria", betyder vel lidt populært sagt: Man skal ikke kaste med sten når man bor i et glashus. Lidt mere alvorligt at hvis man frivilligt og bevidst har begået en skade, kan man ikke anklage en anden part det samme.

Dronningensgade på Christianshavn, set fra Christianshavns Vold mod Frelsers Kirkes spir. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2015.

Utaalelig Svinerie fra Jødernes Fribolig i Krystalgaden.

Næsten dagligt behager det nogle af de jøder der bor i friboligen, at sende en hoben papir med menneskelige ekskrementer ind i den tilstødende have, tilhørende nr. 106 i Peder Hvitfeldts Stræde. Indsenderen har på værtens vegne påtalt dette uvæsen og klaget over det hos en mand der kaldtes inspektør og som også lovede at formå de skidenfærdige jøder at beholde deres skarn hos dem selv. Da det imidlertid ikke har hjulpet hidtil, så tager indsenderen sig herved den frihed at anmode politiet om muligt at standse dette uvæsen. Så vidt vides fører boligen navn af Meiers Minde, men næppe har det været et sådant minde den afdøde der skal have været en skikkelig mand, har villet efterlade naboerne.

Dog er det ikke at undres over at jøderne der ikke kan holde fred i deres Guds hus ikke holder den med dem der er så uheldige at være deres naboer.

(Politivennen nr. 926, Løverdagen, den 28de September, 1833. Side 658-659) 

"Nogle af de i friboligen boende jøder sender en hoben papir med menneskelige ekskrementer ind i den tilstødende have" (Haven lå bag ved nr. 9, midt i billedet ved lygten. I baggrunden Krystalgade. Synagogen ligger når man går til. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Matrikel nr. 106 optræder i jævnførelsesregisteret sammen med matrikel 105 som nutidens Peder Hvitfeldts Stræde 9. Huset er fra 1811.  

Til Opsynsmændene ved Mosaiternes Kirkegaard.

Med megen taknemmelighed må man erkende den omsorg som vises for publikums bekvemmelighed ved anlæggelse af gangstier og fortove, næsten på enhver vej, ikke alene i selve forstæderne, men endog i længere afstand fra hovedstaden. Således er den lille vej heller ikke blevet glemt som fra Nørre Alle forbi de 2 nye møller fører til Nørrebro. Denne er nemlig også blevet forsynet med bekvemme fortove. Dog er det aldeles umuligt at passere det stykke af disse fortove som er udenfor graverboligen ved mosaisternes kirkegård hvor fodgængerne til megen besvær i sølet føre, er nødsagede til at gå ud på kørevejen da de afbarkede stammer af 2 meget store udgåede kastanjetræer opfylder hele det smalle fortov. Denne ulempe venter at de ansvarlige - formodentlig husets ejer eller ejere, der vist nok har ladet disse træer plante - ville afhjælpe ved at lade disse træer fældes, da de på det sted hvor de står, og i den forfatning hvori de er, både forårsager ulejlighed og er til største vansir.

(Politivennen nr. 921, Løverdagen, den 24de August, 1833. Side 580-581) 

Svømmende Hunde i Sorte-Søen.

Rent vand, sundt brød, nærende øl burde aldrig savnes i København. Dog høres hele tiden klager snart over den ene, snart over den anden af disse artiklers beskaffenhed, og meget ofte lider vist nok sundheden ved disse næringsmidlers mådelighed, ja ikke sjældent dårligdom. Især er almuen i denne som i så mange andre henseender, værst faren, da den vel kun sjældent i vore tider kan sende kraftigere, mere nærende fødemidler ned, for at råde bod på den fortræd slimet, urent vand, ildelugtende, oret brød, dårligt øl osv. forvolder.

Hvorledes det hænger sammen at vi ikke har bedre, eller rettere mindre dårligt, brød og øl, må Gud og nogle indviede kende. Det kommer ikke til almindelig kundskab, og disse fødevarers mislige beskaffenhed bliver vanskeligt genstand for retslig påtale, om endnu og da en stemme offentligt lader sig høre derimod. Men når vi ser kådhed eller tankeløshed offentligt bestræbe sig for endnu mere at besudle det vand en hel hovedstads indbyggere skulle nyde, og som ved flere samvirkende, ikke let hævede årsager allerede er mådeligt nok, da kan vi ikke afholde os fra at bekendtgøre dette, dels til advarsel såvel for den pågældende for andre, dels for at henvende vedkommendes opmærksomhed på mulige gentagelsestilfælde, selvom vi vistnok indser umuligheden af at værne om stadens store vandgemmer ved en skjoldborg.

Et ungt menneske der efter sigende skal bo på blegdammene, sås således i mandags ved højlys dag more sig ved at kaste stokke, pinde og lignende ud i Sortedamssøen og lade dem rapporteres af 2 jagthunde hvoraf den ene siden efter svømmende fulgte en anden herre der steg ud i en båd og roede omkring i søen, indtil hunden, ked eller træt af svømningen, gik land. - En stor mængde mennesker var øjenvidner til denne deres forlystelse, som de allerede før skulle have gjort sig på samme sted.

Denne simple fortælling af anførte kendsgerning, behøver ingen videre kommentar. Så vidt vides er det allerede ved lov forbudt på denne eller lignende måde at forurene københavnernes drikkevand. Det er alts ku ved lovovertrædelse at sådant kan ske. Men anmelderen kan ved denne lejlighed ikke undlade at foreslå at lystsejlads og skøjteløben på disse vore drikkekar også måtte forbydes. Det er vist at man lige så lidt på vandet som på landet kan undgå visse naturlige udtømmelser, som man må væmmes ved at tænke sig blandede i sin drik. Og enhver der har betragtet søerne efter en nogenlunde langvarig frost, har også set den mængde uhumskhed som da findes på isen og siden blandes i vandet. Et sådant forbud er altså højst rimeligt, så  meget mere som Københavns beliggenhed giver lysthavende lejlighed nok til andre steder at more sig på vand og is.

(Politivennen nr. 921, Løverdagen, den 24de August, 1833. Side 573-575) 

Reisendes Klager i Helsingør.

Det skal ikke være ualmindeligt at høre folk som har opholdt sig noget i Helsingør, klage over dyr og ikke god beværtning i gæstgivergården Hôtel d'Oeresund, og mange som har gjort denne erfaring, søger derfor hellere byens andet gæstgiversted hvor man veel mangler en del bekvemmelighed, men hvor dog priserne er moderate.

Man kan ikke altid stole på rigtigheden af klager som erfares på tredje hånd, og det er derfor vel muligt at ikke alt er sandt som fortælles om beværtningen i Hôtel d'Oeresund. For logiet selv kan vel næppe lastes. Da fleres interesse imidlertid er hermed forbundet, så var det ønskeligt at de ansvarlige som finder anledning til at klage, det være nu over priserne eller beværtningen selv, -for det påstås også at man ikke altid præsenterer gæsterne de bedste spisevarer - ikke ville spare den ulejlighed at anmelde deres besværing for øvrigheden da denne sikkert ville lade det være sig magtpåliggende at undersøge gæstgivernes forhold og for fremtiden have vågent øje med at han opfylder sine pligter.

På en tid da der fra det offentliges side er gjort så meget for at lette samfærdslen mellem Sjællands og Skånes beboere, er det højst beklageligt at de rejsende i en by som  Helsingør hvor man kan få både gode og ikke dyre fødemidler, skulle afskrækkes fra at komme tiere ved en enkelt mands mangel på eftertanke, om hvad der mest gavner ham og andre. Det må i den henseende også bemærkes at byen for øjeblikket ikke har et eneste sted udenfor nævnte hotel hvor en fremmed som ikke hører til den ganske simple klasse, kan for betaling få tarvelig middagsmad.

(Politivennen nr. 919, Løverdagen, den 10de September, 1833. Side 550-551) 

Redacteurens Anmærkning.

Hotel dˋØresund lå på Stengade 53, på hjørnet med Bjergegade. Det stammer tilbage til 1700-året og blev efterhånden et meget besøgt hotel. Omkring 1847 ses det, at hotellet hed Hotel d´Øresund. Det blev renoveret 1904-05, og man fandt munkesten, som tyder på, at derhar ligget et kloster på stedet. Kilder: 1) Helsingør kommunes museer, årbog 1980. 2) Meddelelser fra Den personlige Friheds Værn nr. 111/1959. 3) Helsingør Købstads Vejviser 1901-1902.

Om Musiken i Marienlyst Hauge.

I den første tid S. T. hr. kammerherre og oberst v. Romeling var chef for kronens regiment, har han gjort sig Helsingør by meget fortjent ved den kendelige uddannelse som regimentets musikkorps af hvis personale de fleste desuden assisterer stadsmusikanten, ved hr. kammerherrens foranstaltninger i så henseende  har opnået. Det må betragtes som en følge heraf at nævnte korps nu hver søndag eftermiddag fra kl. 5 til kl. 7 offentligt musicerer i Marienlyst Have og derved skaffer menigmand en behagelig og uskyldig fornøjelse, ligesom også den mere dannede kan finde nydelse ved i den fri natur og på et af denne så begunstiget sted at høre harmonimusik vel udført. 

Imidlertid kan indsenderen heraf ikke tilbageholde den bemærkning at det efter hans og muligvis fleres mening ikke er så ganske passende og let forvolder ubehageligt omdømme af fremmede rejsende, at de musicerende som møder der ikke efter privat engagement, men efter regimentsbefaling, og altså er i kongelige tjeneste, i en kongelig slotshave lader indsamle frivillige gaver hos de der spadserende for derved måske at skaffe sig fornøden forfriskninger som i lighed med hvad der finder sted i København, burde tilvejebringes på anden måde. Man vil muligvis indvende at de musicerende ikke møder i militær, men i civil påklædning, men dels hæver dette efter stedet og anledningen ikke det anstødelige dels fremkalder denne omstændighed endog en anden bemærkning at man ved sådan lejlighed kan se den der står i tambour-nummer meget ordentligere og bedre klædt end den der står i sergent nummer, da folk af denne klasse ikke kan tænkes at have lige sans og lige evne til at sørge for det udvortes.

Til slut må indsenderen gentage hvad til dels ovenfor er sagt at man vist gerne ser at de vedkommende får den opmuntring de fortjener, når det kun sker på anden måde end ved en omløbende tallerken.

(Politivennen nr. 919, Løverdagen, den 10de September, 1833. Side 548-549) 

Spørgsmaal til høie Vedkommende.

I længere tid har man tålt en ulempe som afstedkommes ved den handel med gamle, stinkende ben, klude osv. der drives i Lavendelstræde nr. 93 i stuen. Men da denne handel for naboer og genboer forbundne ubehageligheder nu bliver alt for trykkende, og ikke kan udholdes, bør ikke længere den bevæggrund komme i betragtning der tidligere har tilbageholdt disse fra at ytre deres vist nok begrundede uvilje over denne negotiation - den: ikke at berøve en mand lejlighed til at tjene sit brød ved sådan handel.

Den daglige opdyngen af til dels rådne ben, klude etc. volder naturligvis en stank der højligt besværer de omkringboende. Men den største ulempe herved er at rotter i mængde, hidlokkede ved dette oplag, hjemsøger naboerne og ødelægger deres varer så at den nærmeste nabo der er høker, derved lider et så stort tab at han ikke stiltiende kan tåle det.

Da man ikke kender de mod sådant uvæsen eksisterende politilove, vil man kun spørge sagkyndige om og hvorvidt flere familier er forpligtede til at tåle denne farlige uddunstning og ubehagelige rotteindkvartering? Om ikke især i sommerens varmeste dage farlige, smitsomme sygdomme derved kunne afstedkommes og om sådant ikke kunne forebygges ved hensigtsmæssige foranstaltninger, fx at denne mand tillige med andre af lignende genre, kunne indskærpes at drive deres handel udenfor stadens porte.

(Politivennen nr. 919, Løverdagen, den 10de September, 1833. Side 545-547) 

Redacteurens Anmærkning.

Lavendelstræde 93 er nutidens nr. 6 der er en del af Lavendelstræde 4-6. Nr. 6 er fra 1799.

En altfor nærgaaende Vognmand.

Hr. vognmand og hyrekusk Jacobsen i Løvstræde har ved næppe nogen hjemlet ret til at spærre hele gaden med sine tilsølede last- eller mere pyntelige stadsvogne? Såvel den side hvor han selv bor, som den anden side af gaden, besættes dog af ham med vogne af begge slags, dels med, dels uden forspænd, således at de andre af gadens beboere ikke kan komme ud af deres gårde med heste og vogne uden først at tiltigge sig den fornødne plads. Holder nu dertil en bryggers, en bondes eller en andens vogn i gaden for at af- eller pålæsse nødvendighedsvarer, da er færdslen i denne desuden temmelig smalle gade aldeles spærret for enhver kørende fra hvilken side han måtte komme. Ja selv fodgængere som nødvendigvis må ty til de meget smalle fortove, er her højligt besværede da vognene står så nær ved fortovet at man hele tiden er udsat for at få klæderne ødelagt af tjære eller skarn hvis man ikke ejer en åls tyndhed og evne til at sno sig. Denne uorden fortjener vist nok med rette at kaldes besværende, men farlig bliver den endog når hr. Jacobsen lader heste stå på gaden der med glubsk bid kaster forbigående over ende, hvilket naboer og genboer kan bevidne er sket.

Allerede for over 30 år siden har i Deres almenagtede blad der har hævet og endnu hæver så mange uordener, været ytret ønske om et regulativ for at forhindre vognmænds anmasselser på den her omtalte måde, kan dette endnu ikke ske, af grunde som dog ikke er let at indse, håber dog anmelderen at man vil yde denne sag opmærksomhed når den som her går så vidt over skrævet.

(Politivennen nr. 919, Løverdagen, den 10de September, 1833. Side 540-542) 

Efterlysning.

Natten mellem den 25. og 26. juli har to niddinger borttaget mit skilt med ruller. Ved forsøget på at anholde dem, undkom de og tilbagelod skiltet på en rolle nær der bortranedes. Så vidt det kunne skønnes af personernes klædedragt er gerningen formodentlig foretaget af kådhed og ondskab.

Da det imidlertid er magtpåliggende for borger- og ejendomssikkerheden at få sådanne niddinger opdaget til undgældelse, så anmoder jeg herved enhver der kan give nogen som helst til opdagelse ledende oplysning, om at henvende sig til mig.

B. Løbelthon.
Tobaksfabrikant.
Købmagergade nr. 50.

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 536)

Kirkeuordener.

1) I et par, og måske flere, kirker spilles orgelet så hurtigt at det er umuligt i sangen at følge samme, især for aldrende folk. At sådant hastværk er ufornødent, kan man erfare ved at besøge gudstjenesten i Slotskirken.

2) Lige sådan er det med sangen som i nogle tilfælde bruges ved begravelser, idet mindste på Helligånds kirkegård.

3) Det er meget almindeligt ved begravelser udenfor portene, at kusken går en sådan støj at følget har ondt ved at høre præstens tale.

4) Ved en begravelse den 22. dennes på Frederiksberg Kirkegård var der sådan hvisken af nogle børn og halvvoksne der havde placeret sig på orglet, og trampen af andre der løb ned fra pulpiturstolene at det selv for dem som stod meget nær, var vanskeligt at høre ligtalen, som hr. kapellan Schiødte holdt i kirken. Hvilket indsendere og flere så meget mere havde grund til at beklage som talen hører til de fortrinligere og hr. Schiødtes stærke stemme og værdige manerer er så meget lovende.

Man forventer at de ansvarlige vil bevirke sådanne uordener hæmmet i fremtiden, hvortil dog hører så såre lidt opmærksomhed og ulejlighed.

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 535-536)

Underdanig Forespørgsel.

Tirsdag den 30. juli forleden indfandt jeg mig på "Trommesalen" med 39 stykker lam, som jeg agtede at handle der. Kort efter at mine lam var drevet ind i en fold, kom hr. kaptajn Stauning der driver et profitabelt værtshushold for enhver som på Trommesalen torver med heste og kvæg, hen til folden og beordrede sin karl til at drive mine lam ud, samt ydermere bød mig at "holde kæft" da jeg ytrede misfornøjelse over denne hans adfærd.

På grund af det tillader jeg mig underdanigst at spørge: 1) er Trommesalen ikke et offentligt akseltorv? 2) Er de anbragte folde ikke til fri afbenyttelse for enhver der besøger dette torv? Hvis svaret her bliver bekræftende, da spørges 3) kan kaptajn Staunings adfærd da ikke med rette benævnes egenmægtig og lovstridig? 4) er kaptajn Stauning berettiget til at afpresse prangere og andre der handler på Trommesalen, lidkøb samt til at overøse dem med pøbelagtige grovheder når han synes at de ikke giver nok i skålen? 5) Var det ikke højst ønskeligt at der på akseltorvet "Trommesalen" dagligt posteredes et par betjente der kunne holde kaptajnen lidt i ave, og beskytte torvets besøgende mod hans egenmægtighed og grovheder? og 6) er det passende for en kavaller som hr. kaptajnen dog nu skal være at betjene sig af eder og andre udtryk som man ellers kun hører af Gammelstrands matroner og konsorter?

Besvarelsen heraf imødeses af

Peter Christensen
fra Valby
Valby den 31. juli 1833

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 529-530)

Trommesalen, 1858 (Carl Bøgh)
 

Redacteurens Anmærkning

Stauning er tidligere omtalt i Politivennen 7. juli 1827 og svaret 14. juli 1827.

Bøn for nogle ulykkelige Børn.

I Grønningen ved Østerport og ellers i nærheden af denne port ses ofte en omtrent 11 til 12 årig dreng bære en mindre dreng på ryggen såedes at dennes ben stikker frem under den førstes arme. Når nu velklædte folk passerer forbi, trækkes de nøgne ben endnu længere frem på den bårne stakkel, og idet man anmodes om en almisse, fremvises benene der aldeles mangler fødder, eller også disse består af to uformelige klumper uden tæer, hvilket anmelderen som smertelig officer også væmmes ved et sådant skue, ikke bestemt kan afgøre. HVad enten nu dette barn er i den grad trængende at det må tigge, eller hvad snarere er troligt, det er betroet til uværdige der ved denne krøbling søger at gøre sig en ulovlig vinding, tør man såvel med hensyn til den ulykkelige skabning selv, som til de mange der på forskellige måder lider ved den uformodede, pludselige præsentation af dets lyder, håbe at der på anden måde vil blive sørget for denne stakkel.

I Grønningen ved Esplanaden har i den senere tid et ungt fruentimmer med 2 små børn taget natkvarter blandt de øvrige lazaroner der her stadigt har natteleje. De små uskyldige anbefales især til de ansvarshavendes opmærksomhed, ligesom det i det hele taget af flere grunde var ønskeligt at der også om natten nu og da måtte udsendes patruljer gennem Grønningen. For de på Esplanaden boende er det en stor ubehagelighed om morgenen tidligt at se så mange ulykkelige lejrede der.

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 527-529)

Et Par Ord om Pasexpeditionen i Kjøbenhavn.

Eftersom pasgebyrerne i København er det dobbelt mod udenfor Kjøbenhavn, for dermed at bestride de forøgede udgifter ved kontoret for de rejsende, så synes det også rimeligt at pasekspeditionen der kunne ske til samme tider som andre steder, og ikke som nu være indskrænket til enkelte tider af dagen, samt aldeles ikke finde sted på søn- og helligdage. Der arbejdes nu så meget på at lette den uden- og indenlandske samfærdsel at man tør håbe at ovenstående bemærkning ikke er fremsat forgæves.

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 527)

Skrivelse fra Helsingør.

Hr. udgiver.

Siden adskilligt i den senere tid har været skrevet i Deres blad om Helsingør, vil det næppe være af vejen at omtale deri også to onde ting som desværre er i frodig tilvækst, og som i tidens løb vil skade byen mere end man i øjeblikket kan spore.

Det ene onde er de ægteskabelige forbindelser som indgås uden præst og uden lysning fra prædikestolen, eller de såkaldte naturlige ægteskaber. Disses antal skal for tiden her i byen være mindt halvfjerds, hvilket ikke er så utroligt når man ser hen til de uforholdsmæssigt mange uægte børn som der fødes. Sidste år var af 218 fødsler de 54 uægte, altså hvert fjerde barn avlet udenfor ægteskab . Halvdelen af disse fødsler skylder sikkert disse forbindelser sin tilværelse.

I en havneby som Helsingør hvor erhvervskilderne holder mange ugifte personer til stedet og hvor desuden underofficer- og spillemandsklassen udgør omtrent tredjedelen af det indkvarterede militær, kan man in puncto sexus ikke være alt for nøjeseende, og det gælder blot så vidt muligt at forebygge at det uundgåelige onde ikke efterlader for indgribende følger. Når der fra det offentliges side ikke lægges hindring i vejen for at såkaldte kærester flytter under tag sammen, så kan man ikke vente at moralske og religiøse hensyn afholder dem fra et sådant levned. De fortsætter dette i en del år til døden eller uenighed adskiller dem, og da kommer fattigvæsnet så at sige til at betale gildet. Vel er det sandt at der også indgås mange ubesindige og lovlige ægteskaber, og at udgifterne ved disse ikke kan siges at være så betydelige at de for sig alene kunne være nogen væsentlig anstødssten. Men foruden at underofficerer og de i klasse med dem stående militære ikke så let får friseddel, således ved man også af erfaring at det som oftest er disse udgifters besparelse som gør de naturlige ægteskaber temmelig langvarige, og kan man ved alvorligt at sætte skranker for disse, kun forebygge 10 uægte fødsler årligt, så er dog allerede herved betydeligt vundet for fattigvæsnet og de dertil kontribuerende. - En anden sag er det at man ikke på en gang kan hæve nærværende onde. Man må forene lempelighed med alvor, for så vidt alt nu bestående forbindelser angår, for ellers ville fattigforsøgelsen straks påvæltes en alt for trykkende byrde.

Som et andet onde der fortjener ikke mindre opmærksomhed, må dernæst nævnes den måde hvorpå man i den senere tid har eluderet de befalede indskrænkninger i at meddele borgerskab på værtshuhold. Hvilket er så meget mere begalgeligt som man kunne ønske denne næringsgren i det mindste for halvdelen, aldeles afskaffet, idet blot meget få værtshuse kan kaldes nødvendige, og en del kun tjener til at føde dagdrivere og til at fremavle en yngel af lignende væsner. Men - skete ting står ikke til at forandre - og man kan derfor nu ikke gå videre end at sætte grænser for følgerne af fortidens synder. Hertil hører da først og fremmest at indskrænke værtshusenes antal, hvilket absolut nødvendige forholdsregel disse elusioner ssigter til at trodse. Når en udtjent soldat i nogle år har konditioneret som tjener i en klub, eller andet sted, og samlet sig nogle skillinger, er han enten uskikket eller for fornem til atter at gå til ploven, men finder det derimod mageligere at ernære sig og sin elskede ved at holde skænk, og ved engang imellem at have - i egentlig form af dansebod - bal eller essemble for sluttet selskab. Øvrigheden kan ikke give tilladelse til sådan næringsvej. Men hjælper sig altså ved at betjene sig af en eller anden affældig værtshusholders eller værtshusholderenkes borgerskab på den måde at man tager disse til sig i huset, føder og klæder dem, men desuagtet i politiets øjne vil passere som deres tjener eller fuldmægtig. Der skal for tiden være over 12 sådanne konverterede værtshuse i Helsingør, og efter den betryggelse man i den senere tid har fundet ved kuverterne, kunne vel flere være i vente. - Det vil måske indvendes at nuværende spilfægteri må ophøre engang når de gamle værtshusholdere uddør. Men heri tager man mærkbart fejl. Når den nuværende pro forma tjener eller fuldmægtig i 8 til 10 år har drevet gæk med lovene, selv er blevet aldrende, svagelig og har fået en flok børn at forsørge, tager han ligesom masken af, og giver det offentlige valget mellem at overtage denne familiebyrde eller at give ham borgerbrev. Nødvendigheden bestemmer let valget, og med det opnåede patent agerer man igen skærmbræt for andre. Det er altså rådeligst for det offentlige straks at rykke det onde op med roden, og få de forvænte Larser og Madser til i tide at se sig om efter andre leveveje.

Af en øvrighed som Helsingørs, der ved flere lejligheder har lagt for dagen at den har kommunens sande vel for øje, tør man vente at utidig barmhjertighed ikke vil afholde den fra at tage kraftige forholdsregler imod uordener og sande onder, og at for så vidt bestående love ikke giver aldeles hensigtspassende midler derimod, man fra højere steder vil skaffe sig den hjælp som behøves.

C. Gottliebsen.

Efterskrift.

Efter at den ovenstående var leveret til trykken, har man erfaret at en del uberettigede værtshusholdere er indklaget for politiretten. Man ønsker at denne undersøgelse måtte lede til et resultat der med tiden også vil være gavnlig for de indklagede.

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 521-526)